Forside > Den nye regerings skatteplaner
www.tax.dk - skat og afgift
Den nye regerings skatteplaner 

Skatteministeren har den 3. november 2011 fremlagt en række forslag til ændringer på skatteområdet.1) Blandt disse kan nævnes:

Indeksering af punktafgifter

Regeringen foreslår, at en række afgifter, der hidtil har været fastholdt på samme kronebeløb i indkomståret 2012 og 2013 hæves.

Multimedieskatten erstattes af beskatning af fri telefon mv.

Regeringen har besluttet at afskaffe multimediebeskatningen og genindføre beskatningen af fri telefon, computer og internetadgang med udgangspunkt i de regler, som gjaldt før Forårspakke 2.0 fra 2009.

Ophævelse af skattefritagelsen for sundhedsforsikringer

Regeringen har besluttet at afskaffe skattefriheden for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer og sundhedsbehandlinger mv. Fremover vil lønmodtagere blive beskattet af værdien (præmien) af sundhedsforsikringer, som de modtager fra deres arbejdsgiver, på samme måde som almindelig lønindkomst. Fradragsretten for selvstændigt erhvervsdrivende udgifter til egne sundhedsforsikringer ophæves ligeledes.

Nedsættelse af loft for fradrag på ratepensionsordninger

Regeringen har besluttet at nedsætte loftet for fradragsberettigede indbetalinger til rateordninger. Loftet nedsættes fra 100.000 kr. til 55.000 kr. Fremover vil der årligt kun kunne indbetales 55.000 kr. med fradrags- eller bortseelsesret. Loftet gælder også for indbetalinger til ophørende livrenter.

Ophævelse af skattebegunstigelse for medarbejderaktier

Regeringen har besluttet at ophæve skattebegunstigelsen af medarbejderaktieord-ningerne. Fremover vil alle medarbejderaktieordninger blive beskattet som lønindkomst. Tildelte købe- og tegningsretter skal dog fortsat først lønbeskattes på udnyttelsestidspunktet.

Links

1) Jf. pressemeddelelse af 3. november 2011 fra Skatteministeriet.
Spies Information 2011