Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 23/1-2013

Onde tunger påstår, at SF som betaling for ministerbilerne har ofret den jævne mand.

At der kan være noget om snakken, synes skatteminister Holger K. Nielsens forslag til et nyt klagesystem for skattesager at bekræfte.

Såfremt man i dag ønsker at klage over en afgørelse fra SKAT, findes der to klageinstanser, hvor man uden de store omkostninger kan få behandlet sin klage: Skatteankenævnene og Landsskatteretten.¹⁾ Man kan frit vælge, om man vil gå til et skatteankenævn eller til Landsskatteretten.²⁾ Kun hvis man ikke får medhold i én af disse klageinstanser, er man tvunget til at gå ad den dyre og tidskrævende domstolsvej.

Ifølge oplysninger givet på et seminar for Folketingets Skatteudvalg den 15. januar 2013, ønsker skatteministeren angiveligt at indføre et klagesystem, hvor små skattesager fremover kun kan indbringes for et skatteankenævn. Samtidigt afskæres adgangen til at få prøvet skatteankenævnets afgørelse i Landsskatteretten, så får man ikke medhold i skatteankenævnet, er der kun den mulighed tilbage at indbringe sagen for de almindelige domstole.³⁾

Mange af mine klienter har i første omgang klaget til skatteankenævnet. Måske har de syntes, at "Landsskatteretten" lød lidt som at skyde gråspurve med kanoner.

Under alle omstændigheder har mine klienter troet, at deres skattesag var så lige til, at et skatteankenævn ville være i stand til at give deres sag en kvalificeret behandling.

Det finder de fleste hurtigt ud af, ikke er tilfældet. Jeg har endnu til gode at se et skatteankenævn være i stand til at behandle selv en banal sag på kvalificeret vis.

Blandt de mere underholdende eksempler kan nævnes, at jeg for nogle år siden bistod en klient i en sag om, hvorvidt han som salgskonsulent for en virksomhed, der solgte metaldele til industrivirksomheder, kunne få fradrag for sine udgifter til arbejdstøj. Tøjet blev ofte slemt beskidt, når han var ude i produktionen hos kunderne.

Skatteankenævnets behandling af sagen var grotesk og tangerede det komiske. I den af skatteankenævnet udarbejdede sagsfremstilling hed det således: "[navnet på min klient] har spurgt, om der i forbindelse med ansættelsen ved margarinefabrikken er mulighed for at få fradrag for udgifter til "pænt" tøj til brug for klagers arbejde". Sagsbehandleren havde åbenbart ikke læst i klagen, at min klient var ansat som salgskonsulent, men havde alene noteret sig, at min klient oplyste, at han ofte fik skidt på tøjet - og så er den tanke jo nærliggende, at min klient måtte være ansat på en margarinefabrik!

I et senere brev skrev sagsbehandleren fra skatteankenævnet til min klient, at "Hvis du ikke har flere bemærkninger til det fremsendte forslag, vil sagen blive afgjort i et møde den 13. januar 2020 på det foreliggende grundlag." Nogle vil mene, at det er lidt længe at skulle vente på en afgørelse, men brevet var også underskrevet af en sagsbehandler med en håndskrift, som jeg - uden at være grafolog - vil beskrive som noget der ligner fire elefantbajere i frokostpausen.

Selvom det var ærgerligt for min klient, at skatteankenævnet ikke havde formået at underkaste hans sag en ordentlig behandling, var det dog til at leve med, da min klient ikke ville blive slået økonomisk omkuld, hvis han accepterede skatteankenævnets afslag.

Mere alvorligt var det for min klient i anden sag. Sagen drejede sig om, at min klient i 2003 sammen med sin bror havde købt et feriehus. Brødrene var på det tidspunkt omkring 20 år gamle, og huset blev betalt med forsikringspenge, som brødrene havde fået udbetalt i forbindelse med, at de var kommet til skade.

Min klient og hans bror selvangav hvert år den lejeindtægt, som de modtog fra udlejningsbureauet, men ved en kontrolaktion i 2008 fandt SKAT ud af, at man mente, at min klient i indkomstårene 2005 og 2006 havde indberettet henholdsvis 7.050 kr. og 2.052 kr. for lidt, mens man angiveligt mente, at min klient i 2003 havde indberettet 1.270 kr. for meget.

Da den skattepligtige lejeindtægt kan beregnes efter to forskellige regelsæt, er det i det hele taget tvivlsomt, om min klient havde selvangivet for lidt. At man alligevel forfulgte en så tvivlsom sag, hang formentlig sammen med, at udfaldet af kontrolsagerne skulle bruges som løftestang for at få gennemført en ændring af skattekontrolloven, således at udlejningsbureauerne fremover skulle forpligtes til at indberette udlejernes lejeindtægter til SKAT.⁴⁾

Skatteankenævnet ville ikke underkende SKATs afgørelse.

Hvis skatteministerens forslag om en ændret klagestruktur havde været gennemført dengang, ville min klient have været henvist til at skulle føre årelange og dyre retssager ved de almindelige domstole for at rense sit navn for en ubehagelig anklage om skattesnyd. Nu fik min unge klient i stedet medhold i Landsskatteretten.

Får skatteminister Holger K. Nielsen sit forslag vedtaget, har den almindelige skatteyder kun tilbage at håbe på mirakler i skatteankenævnet, mens de udvalgte fortsat vil kunne få deres skattesager behandlet i Landsskatteretten.

1) Derudover findes vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 6, og motorankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 7.
2) Jf. skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2. SKATs afgørelser om forskudsregistrering af indkomst kan dog aldrig indbringes for Landsskatteretten, jf. samme bestemmelse.
3) Jf. Politiken, den 16. januar 2013, s. 10.
4) Se hertil lovforslag 75, 2010/1, fremsat af skatteministeren den 17. november 2010. Loven blev vedtaget som lov 1560/2010.