Forside
  www.tax.dk - skat og afgift
<< B_B_3_3 INDHOLDSFORTEGNELSE B_B_3_3_2 >>

                  B.B.3.3 Dødsboets indtræden i afdødes eller den efterlevende ægtefælles skattemæssige stilling - § 20
                        B.B.3.3.1 Indledning

B.B.3.3.1 Indledning

I DBSL § 20 findes de centrale regler om dødsboets indtræden i afdødes skattemæssige stilling (skattemæssig succession). § 20, stk. 1, omhandler aktiver og passiver og § 20, stk. 3, afdødes underskud fra tidligere indkomstår.

Boets succession

I tilknytning til § 20, stk. 1, findes der i § 20, stk. 2, regler om dødsboets indtræden i den efterlevende ægtefælles skattemæssige stilling.
Ud over denne successionsregel findes der to andre regelsæt om succession af tilsvarende karakter i dødsboskatteloven.

Efterlevende ægtefælles succession

Af disse er § 59, jf. nærmere under afsnit B.C.1.3 Den efterlevende ægtefælles indtræden i afdødes skattemæssige stilling - § 59., der omhandler den efterlevende ægtefælles indtræden i afdødes skattemæssige stilling i tilfælde af uskiftet bo eller lign., parallel med den her omhandlede bestemmelse.

Udlodningsmodtagers succession

Det andet regelsæt, der omhandler udlodningsmodtagerens succession i dødsboets skattemæssige stilling, adskiller sig derimod væsentligt fra de to ovennævnte. Når dødsboet er succederet i et aktiv efter § 20, stk. 1, vil denne succession, medmindre aktivet afhændes af boet til en udenforstående, blive efterfulgt af udlodning af aktivet til en efterlevende ægtefælle, arving eller legatar. Ved en sådan udlodning kan modtageren enten indtræde i boets skattemæssige stilling (succedere), eller udlodningen kan skattemæssigt sidestilles med en afhændelse af aktivet til udenforstående, jf. § 28 m.fl., der nærmere er beskrevet under afsnit B.B.3.4.6 Dødsboets salg og andre afståelser - §§ 27, 28 og 29.

Kilde: Skat