Forside
  www.tax.dk - skat og afgift
<< B_B_3_3_2 INDHOLDSFORTEGNELSE B_B_3_3_2_2 >>

                        B.B.3.3.2 Dødsboets succession
                              B.B.3.3.2.1 Succession i afdødes aktiver og passiver - § 20, stk. 1

B.B.3.3.2.1 Succession i afdødes aktiver og passiver - § 20, stk. 1

Ifølge § 20, stk. 1, indtræder dødsboet i enhver henseende i afdødes skattemæssige stilling (succederer) med hensyn til afdødes aktiver og passiver, der er inddraget under skiftet. Se TfS 1996, 177, hvor et bo blev anset for skattepligtigt af avance ved salg af malerier.

Successionsudelukkelse

I anden lovgivning kan der være regler, som indebærer, at dødsboet ikke indtræder i afdødes skattemæssige stilling. I lov om kommunal ejendomsskat § 29 A er der således regler om, at der ydes delvis godtgørelse for betalte grundskatter til ejere af ejendomme, der tilbageføres fra byzone til landzone. Størrelsen af denne godtgørelse afhænger af, hvor lang tid ejeren af ejendommen på tilbageførselstidspunktet har været ejer af ejendommen. I relation til disse regler anses der at indtræde et ejerskifte, når en ejendom efter et dødsfald overtages af et dødsbo, jf. HRD af 15. januar 1996 (UfR 1996 s. 492 ff.). Retsstillingen på dette område berøres ikke af dødsboskatteloven.

Fuld succession

Indholdet af § 20, stk. 1, er, at dødsboet stilles på samme måde, som afdøde ville have været, hvis dødsfaldet ikke var indtruffet. Har afdøde således f.eks. foretaget skattemæssige afskrivninger på sine aktiver, kan boet fortsætte afskrivningerne på afdødes grundlag uden afbrydelser. På tilsvarende måde betragtes aktiverne ved dødsboets senere salg til udenforstående, som om de var anskaffet af boet på de tidspunkter og til den pris, hvortil de er anskaffet af afdøde, og i øvrigt på de vilkår, der gjaldt for afdøde. Også afdødes spekulationshensigt eller næringsstatus succederer boet i. Det gælder, hvad enten der er tale om oprindelig eller efterfølgende næring eller spekulationshensigt, jf. bestemmelsens sidste punktum.

Det er uden betydning, hvordan afdødes anskaffelsesvilkår er fremkommet. Bestemmelsen gælder således ganske tilsvarende, hvis afdøde i sin tid har erhvervet aktivet ved udlæg eller udlodning med succession fra et dødsbo eller på anden måde er succederet i den forrige ejers skattemæssige stilling.

Om succession i anparter og disses anskaffelsestidspunkt, se LV Erhvervsdrivende afsnit E.F.1.14 Udlæg til arvinger m.v..

Succession i passiver

§ 20, stk. 1, indeholder udtrykkelig hjemmel til succession i afdødes passiver. Dette har bl.a. relevans i de særlige tilfælde, hvor personers passivposter er skatterelevante efter kursgevinstloven, f.eks. i næringstilfælde og ved ekstraordinær indfrielse af kontantlån.

§ 20, stk. 1, indebærer, at dødsboet succederer i afdødes adgang til at fremføre overskydende tab på aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningsloven.

Kilde: Skat