Forside
  www.tax.dk - skat og afgift
<< B_B_5_1 INDHOLDSFORTEGNELSE B_B_5_3 >>

            B.B.5 Beskatning af en efterlevende ægtefælle og visse efterladte samlevere
                  B.B.5.1 Indledning
                  B.B.5.2 Betingelser for anvendelse af lovens kapitel 7 - § 41

B.B.5.2 Betingelser for anvendelse af lovens kapitel 7 - § 41

DBSL § 41 fastlægger, under hvilke forudsætninger reglerne i kapitel 7 (§§ 42-51) om beskatning af afdødes efterlevende ægtefælle finder anvendelse.

Ikke separeret

Efter § 41 skal afdøde for det første have været gift (og ikke separeret) ved dødsfaldet. For det andet skal der være tale om et bo, der er omfattet af § 3, dvs. et solvent, fuldt skattepligtigt dødsbo mv., der skiftes, og som anses som et selvstændigt skattesubjekt.

Reglerne i kapitel 10 (§§ 58-66) jf. afsnit B.C.1 Uskiftede boer mv., omhandler beskatningen af den efterlevende ægtefælle, når boet ikke er et selvstændigt skattesubjekt.

Separerede sidestilles med andre udlodningsmodtagere

Hvis afdøde var separeret ved dødsfaldet, og den efterlevende fraseparerede ægtefælle modtager arv, er ægtefællen med hensyn til udlodning stillet som alle andre udlodningsmodtagere, dvs. at reglerne i kapitel 6 (§§ 34-40) jf. afsnit B.B.4 Beskatning af udlodning hos modtageren, finder anvendelse, mens kapitel 7 (§§ 41-51) derimod ikke finder anvendelse.

Samlevere

DBSL § 41, stk. 2 afgrænser, hvilke af kapitlets bestemmelser der finder anvendelse på visse efterladte samlevere, jf. DBSL § 96, stk. 5 og afsnit B.J.1.5 Efterladt samlever - § 96, stk. 5.

Kilde: Skat