B.B.5.4.3 Gevinst ved ekstraordinær indfrielse af kontantlån - § 43, stk. 4
§ 43, stk. 4 rummer en henvisning til reglerne om beskatning af gevinst ved ekstraordinær indfrielse af kontantlån.
Hovedreglen er, at gevinst, som en debitor opnår ved hel eller delvis ekstraordinær indfrielse af kontantlån, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. KGL § 22, stk. 3, 1. pkt. En række situationer er dog under visse betingelser undtaget fra beskatningen. Dette gælder bl.a. ægtefællens indfrielse i forbindelse med ejerskifte, der skyldes den tidligere ejers død, jf. KGL § 22, stk. 4.
Gevinst ved hel eller delvis ekstraordinær indfrielse af kontantlån, som sker i forbindelse med en efterlevende ægtefælles overtagelse af en fast ejendom i forbindelse med skifte af et dødsbo eller ved udlevering til ægtefællen, herunder til hensidden i uskiftet bo, skal således ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, såfremt den afdøde ægtefælle på tidspunktet for dødsfaldet var ejer af den faste ejendom, og indfrielsen sker inden for en periode fra 6 måneder før til 6 måneder efter udlodningstidspunktet eller tidspunktet for udlevering, jf. KGL § 22, stk. 4.
Samlever
DBSL § 43, stk. 4 omfatter også visse efterladte samlevere, jf. § 41, stk. 2. Der henvises til samleverdefinition i § 96, stk. 5 og afsnit B.J.1.5 Efterladt samlever - § 96, stk. 5.