Forside > Indholdsfortegnelse
Ligningsvejledningen 2011-2 www.tax.dk - skat og afgift
Skattesager:
<< D_B_5_2   D_B_5_2_2 >>
                  D.B.5.2 Regler om beskatning i ordningen
                        D.B.5.2.1 Opgørelse og beskatning af indkomsten under ordningen (KSL § 48 F, stk. 1-2)

D.B.5.2.1 Opgørelse og beskatning af indkomsten under ordningen (KSL § 48 F, stk. 1-2)

En medarbejder kan vælge at blive beskattet under den særlige skatteordning, hvis betingelserne i afsnit D.B.5.1 Regler for at kunne anvende ordningen er opfyldt. Ordningen kan anvendes i højst 60 måneder, hvor indkomsten beskattes med 26 procent, jf. KSL § 48 F, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, 1. pkt.

Det er muligt at fordele de 60 måneder over en ubegrænset periode, men medarbejderen skal opfylde samtlige betingelser for ordningens anvendelse ved indgåelse af nye ansættelseskontrakter. Den tilladte opholdsperiode mellem to ansættelser (en måned), jf. KSL § 48 F, stk. 2, 2. pkt., medregnes ikke i de 60 måneder.

Den indkomst, der kan beskattes i ordningen er

  • Vederlag i penge (A-indkomst ifølge KSL § 43, stk. 1)
  • Den skattepligtige værdi af personalegoder, jf. LL § 16, der er gjort til A-indkomst ifølge KSL § 43, stk. 2.

Vederlag i penge omfatter pengeløn i henhold til ansættelseskontrakten i form af løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser. Værdi af fri kost og logi er ikke omfattet af ordningen. Efter gældende bestemmelser er det kun personalegoder i form af værdi af fri bil og multimedier, der er gjort til A-indkomst efter KSL § 43, stk. 2, jf. BEK nr. 1254/2010 § 18, nr. 22 og nr. 41.

Hvis arbejdsgiveren afholder private udgifter for medarbejderen, fx boligudgifter, skolepenge m.v., indgår et tilsvarende beløb til beskatning under ordningen. Bortset fra værdi af fri bil og multimedier, beskattes personalegoder som skattepligtig almindelig indkomst, se afsnit D.B.5.2.2 Opgørelse af skattepligtig almindelig indkomst (KSL § 48 F, stk. 1, 2. og 5. pkt.).

Indkomst, som er omfattet af den særlige skatteordning, beskattes med 26 procent. Der beregnes A-skat af indkomsten efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, obligatoriske udenlandske sociale bidrag, ATP og indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19. Se afsnit D.B.5.2.3 Udgifter til obligatoriske udenlandske sociale bidrag (KSL § 48 F, stk. 3) om obligatoriske udenlandske sociale bidrag.procent.

Pligten til at betale skat af indkomst under den særlige skatteordning er endeligt opfyldt, når der er betalt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af indkomsten. Der skal ikke indgives selvangivelse vedrørende indkomst under ordningen, jf. SKL § 2, stk. 1, nr. 7.

Skatten kan ikke nedsættes med skatteværdien af personfradrag, jf. PSL § 10, stk. 4. Se afsnit D.B.5.2.4 Personfradrag, bundfradrag og underskudsfremførsel (PSL § 10, stk. 3-4, KSL § 48 F, stk. 4 og stk. 5).

Skattefri rejsegodtgørelse, der udbetales i henhold til LL § 9 A, og skattefri befordringsgodtgørelse, der udbetales i henhold til LL § 9 B, er fritaget for beskatning efter samme regler, som gælder ved almindelig indkomstbeskatning. Godtgørelser, der ikke er skattefri, beskattes under ordningen som løn i penge.

En medarbejder, der anvender den særlige skatteordning, er omfattet af bestemmelsen om arbejdsgiverbetalt befordring i LL § 9 C, stk. 7, i samme omfang som personer, der er omfattet af almindelig indkomstbeskatning.

Jubilæumsgratiale og fratrædelsesgodtgørelse, der anses for vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, er kun omfattet af den særlige skatteordning i det omfang, beløbene er skattepligtige. Beløb op til 8.000 kr. beskattes ikke, jf. LL § 7 U.

Bonus, der udbetales efter udløbet af perioden med beskatning under den særlige skatteordning, er skattepligtig almindelig indkomst, jf. TfS 1996, 822 TSS. Såfremt medarbejderens skattepligt er ophørt, eller medarbejderen er blevet hjemmehørende i udlandet, Færøerne eller Grønland efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst samtidig med at beskatning under ordningen er ophørt, og der er erhvervet ret til beløbet inden dette tidspunkt, kan en bonus beskattes under ordningen, jf. BEK nr. 1254/2010 § 22.

Bestyrelseshonorar m.v. samt vederlag for påtagelse af konkurrenceklausul kan ikke beskattes under den særlige skatteordning, idet vederlaget ikke er omfattet af KSL § 43, stk. 1. Disse vederlag er A-indkomst efter KSL § 43, stk. 2, jf. BEK nr. 1254/2010 § 18 nr. 1 og nr. 27.

Når medarbejderen har valgt beskatning efter den særlige skatteordning, er hele lønnen i penge samt eventuel værdi af fri bil og multimedier omfattet af ordningen, så længe medarbejderen er omfattet af den. Medarbejderen kan ikke modtage løn i penge eller i form af fri bil og multimedier uden for ordningen fra samme arbejdsgiver, så længe ordningen anvendes.

Fradrag

Den indkomst, der beregnes A-skat af under den særlige skatteordning, kan ikke nedsættes med nogen form for fradrag, jf. KSL § 48 F, stk. 1, nr. 4. Det gælder fx udgifter til befordring og kost og logi, flytteudgifter, udgifter til dobbelt husførelse, indbetalinger til privattegnede pensionsordninger, fagforening, bidrag til A-kasse, herunder efterløn, samt øvrige lønmodtagerudgifter.

Lønmodtagerudgifter kan som hovedregel heller ikke fratrækkes i øvrig indkomst, der er omfattet af almindelige skattepligt, jf. § 48 F, stk. 1, 5. pkt. Se afsnit D.B.5.2.2 Opgørelse af skattepligtig almindelig indkomst (KSL § 48 F, stk. 1, 2. og 5. pkt.).

Kilde: Skat

Læs også:

Hvorfor får færre medhold i Landsskatteretten?
Er SKAT blevet bedre til at træffe rigtige afgørelser? Er det faglige niveau blandt dommerne i Landsskatteretten faldet? Har sagsbehandlerne i Landsskatteretten for travlt?
Hvorfor får færre medhold...  

BEREGNER
Firmabil eller skattefri kørselsgodtgørelse i 2012?
Beregn, hvad der bedst kan betale sig. Resultatet afhænger bl.a. af, hvor mange kilometer der årligt køres i bilen, henholdsvis privat og erhvervsmæssigt. Men også afstanden mellem hjem og arbejdsplads, bilens nypris, renten på et eventuelt billån, benzinprisen, bilens brændstoføkonomi og udgifter til reparationer mv. har betydning.
Firmabil eller kørselsgodtgørelse...  

BEREGNER
Skatteberegning 2012 som Excel-regneark
Med dette Excel-regneark kan du beregne skatten for indkomståret 2012. Da der er tale om et regneark, er det muligt at gemme de indtastede oplysninger på din egen computer. Regnearket er udviklet i Microsoft Excel 97, men vil også kunne anvendes i senere versioner af Excel og i Open Office Calc.
Skatteberegning 2012 som Excel-regneark...  

ANALYSATOR
Svar ærligt, og lad Oraklet tale!
Har du mulighed for at leje et værelse ud i din bolig?
 
Svar på 12 spørgsmål, og hør hvad du kan gøre ved din skat! Behandling af oplysninger

BEREGNER
Udlejning af hus eller ejerlighed - bør man overveje kapitalafkastordningen eller virksomhedsskatteordningen?
Krisen på ejendomsmarkedet gør det nødvendigt for mange at leje det hus eller den ejerlejlighed ud, som de ikke kan få solgt. Foretag en beregning af, om det kan betale sig at anvende kapitalafkastordningen eller virksomhedsskatteordningen.
Udlejning...  

Tre forslag til bedre retssikkerhed i Landsskatteretten
Foranlediget af den kritik af Landsskatterettens sagsbehandling, som har været udtalt af Folketingets Ombudsmand, er læserne af TAX.DK siden 2009 blevet opfordret til at bidrage med forslag, der kan forbedre retssikkerheden i Landsskatteretten. Særligt tre temaer går igen blandt de indkomne forslag:
  • Uafhængighed
  • Obligatorisk høring af klageren
  • Bedre begrundelser
Tre forslag...  
Skattesager
Efteruddannelse for advokater og revisorer
Befordring
Arbejde langt fra bopælen
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Fast ejendom
Bil
Pension
Værdipapirer
Arv og gave
Flytning til og fra Danmark
Køb af varer i udlandet
 
www.spiesinformation.dk ! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.