|
Skattemæssig status | Grundejerforeninger anses i skattemæssig forstand for at være selvstændige juridiske enhder omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. At grundejerforeninger i skattemæssig forstand er selvstændige juridiske enheder baseres bl.a. på afgørelsen offentliggjort som U1979.469 H. U79.469 H angik en grundejerforening, som optog et byggemodningslån. I henhold til grundejerforeningens vedtægter var de enkelte ejere forpligtet til at dække en forholdsmæssig anpart af foreningens udgifter til afdrag og renter på lånet. Der påhvilede dog ikke den enkelte grundejer en aktuel gæld overfor banken, men retten fandt, at den enkelte grundejer havde en aktuel gæld overfor grundejerforeningen med forpligtigelse til at forrente den med den af banken overfor foreningen opkrævede rente. De enkelte grundejere var derfor i den konkrete sag berettiget til at fradrage den del af ydelsen, som androg rente, i indkomsten. Af afgørelsen fra Højesteret må udledes, at grundejerforeningen blev anset som en selvstændig juridisk enhed med retsevne, jf. at det ikke i dommen anføres, at foreningen alene har optrådt som befuldmægtigede for de enkelte grundejere. Det er således foreningen som sådan, der optager og hæfter for lånet overfor banken, mens de enkelte grundejere alene hæfter overfor foreningen. |