Fondsbeskatningsloven (FBL) indeholder reglerne om den særlige beskatning af fonde og foreninger. Fondsbeskatningsloven er senest offentliggjort som lovbekendtgørelse nr. 1248 af 2. november 2010.
Princippet i fondsbeskatningsloven er, at fonde og foreninger er undergivet de samme beskatningsregler, som er gældende for aktieselskaber. På grund af fondenes og foreningernes særegne struktur, formål og virke er der imidlertid gjort en række undtagelser, hvorved beskatningen af fonde og foreninger adskiller sig fra aktieselskabsbeskatningen.
Undtagelserne kan bevirke, at visse indtægter, der er skattepligtige for aktieselskaber, ikke vil blive beskattet i fonde eller foreninger. Endvidere vil en række udgifter, der normalt er uden skattemæssig betydning, kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.
Den fondsretlige regulering af ikke-erhvervsdrivende fonde findes i fondsloven (FL). Den fondsretlige regulering af erhvervsdrivende fonde findes i erhvervsfondsloven (EFL).
Til fondsbeskatningsloven knytter sig bekendtgørelse nr. 900 af 22. september 2005.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. |