|
Børn beskattes som udgangspunkt på samme måde som voksne. Dog har de indtil de er fyldt 18 år et lavere Personfradrag (2012, 2011: 32.200 kr.).
Barnet beskattes af egne indtægter. I visse tilfælde bliver andre end barnet imidlertid beskattet af en indtægt, som tilkommer barnet:
Overførsel af indtægt eller formue til børn
Modtager et barn en gave fra sine forældre, stedforældre eller plejeforældre, beskattes det afkast, som gaven giver i form af f.eks. renter, hos giveren af gaven. Dette gælder indtil udløbet af det kalenderår, i hvilket barnet fylder 18 år, eller til barnet indgår ægteskab.1)
Se også Gaveafgift.
Arbejde i virksomhed som drives af forældrene
Hvis et barn har arbejde i en erhvervsvirksomhed, der drives af dets forældre, stedforældre eller plejeforældre, kan disse ikke fradrage lønnen til barnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og lønnen skal ikke medregnes ved opgørelsen af barnets skattepligtige indkomst. Dette gælder for børn, der ved begyndelsen af indkomståret ikke er fyldt 15 år.2)
|