Forside > Indholdsfortegnelse
Den juridiske vejledning 2014-1 TAX.dk skat & afgift
<<   >>

C.A.4.3.3.3.3.3 Beregning af fradraget for den erhvervsmæssige befordring

Afsnittet behandler de krav til dokumentation, der gælder for opgørelsen af fradrag for erhvervsmæssig kørsel for honorarmodtagere, lønmodtagere med flere arbejdsgivere samt selvstændigt erhvervsdrivende.

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Opgørelse af kørslens omfang
  • Opgørelse af fradraget
  • Salg af bilen
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Lønmodtagere med befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på én gang, selvstændigt erhvervsdrivende, og honorarmodtagere kan fratrække udgifter til den erhvervsmæssige kørsel i egen bil enten med de dokumenterede faktiske afholdte udgifter eller opgjort efter Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Se BEK nr. 1081 af 20. november 2012 .

Se også

Se også afsnit C.C.5.2.2.9.5 Salg af en blandet benyttet bil om salg og afskrivning af bil benyttet til både privat og erhvervsmæssig kørsel.

Opgørelse af kørslens omfang

Opgørelsen af de fradragsberettigede befordringsudgifter består af to dele:

  • Opgørelsen af antal kørte kilometer
  • Opgørelsen af kørselsudgifterne.

Drejer det sig om en bil eller en motorcykel, der anvendes både erhvervsmæssigt og privat, har Ligningsrådet vedtaget følgende:

Den private andel af kørslen skal i almindelighed ansættes skønsmæssigt, men hvis skatteyderen fører kørebog, som på fyldestgørende måde viser udgifterne ved kørslen og dennes fordeling mellem privat- og erhvervsmæssig kørsel, lægges kørebogens udvisende normalt til grund ved værdiansættelsen af den private kørsel.

Krav til kørselsregnskab

Kravet til et kørselsregnskab ved brug af egen bil afviger ikke fra de krav, der gælder for firmabiler. Se afsnit C.A.5.14.1.1 Regel.

Hvis skatteyderen ønsker, at et kørselsregnskab skal danne grundlag ved opgørelsen af fradrag i forbindelse med skatteansættelsen, skal der dagligt være ført en kørebog med angivelse af:

  • hvad kilometertælleren viste ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning
  • datoen for kørslen den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel
  • bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan sandsynliggøre og eventuelt dokumentere regnskabets rigtighed.

Der kan stilles strenge krav til den umiddelbare forståelighed af de oplysninger, der skal danne grundlag for opgørelsen af fradrag for befordringsudgifter. I en konkret sag var kilometertællerens tal ikke noteret dagligt, kørselsruterne upræcist gengivet og skatteyders notater i kørebogen skete i form af egne forkortelser. Se TfS1999, 878 HRD.

Regnskabet med antallet af kørte km skal være ført sådan at det, der fremgår af kørebogen, stemmer med bilens kilometertæller. Se Skd.1975.31.

Hvis en kørebog viser et meget lavt antal km for den private kørsel, kan den eventuelt tilsidesættes. Dette var tilfældet i TfS1999, 965 HRD, hvor der forekom flere fejl i den talmæssige registrering af kørslen.

Mangler ved registreringerne af de kørte kilometer samt skatteydernes oplysninger om, at bilen i en periode er stillet til rådighed for andre, medfører at det påhviler skatteyderne at sandsynliggøre, at en varevogn ikke er anvendt til privat kørsel. Se SKM.2006.537.ØLR.

Fordelingen mellem privat- og erhvervskørsel foretages med udgangspunkt i LL § 9 B.

En elektronisk kørebog, der automatisk registrerer de kørte ruter via GPS, kan ikke altid erstatte en manuelt ført kørebog. Det er, fordi det er det individuelle kørselsregnskab, SKAT vurderer i forbindelse med ligningen. Det betyder, at det ikke er afgørende, om kørebogen udfærdiges på papir eller elektronisk; afgørende er alene om den opfylder de krav, der stilles til, at man kan lægge den til grund for ligningen. Det er her også som følge af ovennævnte betingelser et moment i vurderingen, om man er afskåret fra efterfølgende at rette i kørebogen, uden at det registreres, fordi SKAT i givet fald ikke kan kontrollere, om bogen er ført dagligt. Se SKM.2007.417.SR.

Skønsmæssig opgørelse

I tilfælde, hvor der ikke er ført kilometerregnskab, skal den skattepligtige angive kilometerantallet for sin private kørsel efter skøn. Hvis der ikke er særlige forhold, anerkender SKAT normalt en privat kørsel på 8.000 km med tillæg af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og eventuel kørsel til fritidsbolig. Der kan være særlige forhold, hvis skatteyderen har en bil mere.

Foreligger der ikke et egentligt kilometerregnskab, er SKAT berettiget til konkret at tage stilling til skatteyderens skønsmæssige fordeling af forholdet mellem privat og erhvervsmæssig kørsel. SKATs skøn kan kun tilsidesættes, hvis det kan godtgøres, at det udøvede skøn hviler på et urigtigt grundlag eller har ført til et for skatteyderen urimeligt resultat. Beregningen af denne erhvervsmæssige andel af kørslen foretages på grundlag af skatteyderens oplysninger om omkostninger og kørselsmønster. Et kørselsregnskab, der udarbejdes efterfølgende kan ikke anvendes som tilstrækkelig dokumentation. Se fx SKM.2009.477.VLR, hvor et sådant efterfølgende regnskab ikke kunne tillægges bevisværdi. Se tilsvarende afgørelse i SKM.2009.252.BR.

Som udgangspunkt skal det dokumenteres, at der er tale om udgifter, som har den fornødne erhvervsmæssige relation. Se fx SKM.2005.409.HR, hvor skatteyder blev nægtet fradrag for udgifter i forbindelse med rejser til Skotland, Tyskland og Frankrig, fordi det erhvervsmæssige formål ikke var sandsynliggjort. Af samme årsag fik skatteyderen heller ikke fradrag for udgifter til benzin til en erstatningsvogn, der var benyttet, mens skatteyders egen vogn var på værksted. Der var ikke ført kørebog. Det påhviler også skatteyder at føre bevis for, at befordringsudgifter faktisk er afholdt. Se TfS1999, 229 ØLD.

Skatteyderen kan ikke støtte ret på en forventning, der hviler på, at myndighederne har godkendt selvangivelsen med en fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel i tidligere år. Se fx TfS1997, 327 ØLD, hvor skatteyders erhvervsmæssige fradrag på 75 pct. af udgifterne til en Volvo personvogn blev nedsat til 25 pct. Det fandtes ikke godtgjort, at skatteyder havde en aftale med skattemyndighederne om den selvangivne fordeling. Samme resultat fremgår af TfS1997, 331 VLD, hvor det erhvervsmæssige fradrag blev nedsat fra tidligere 75 pct. til 50 pct.

Den erhvervsmæssige virksomheds begrænsede omfang blev afgørende ved godkendelsen af skattemyndighedernes skøn i TfS1999, 848 VLD.

Varebiler

Det påhviler som udgangspunkt skatteyderen at godtgøre, at bilen kun anvendes erhvervsmæssigt. Dette gælder også fra varebiler, der fortrinsvis anvendes til transport af varer.

En købmand benyttede en varebil til den daglige transport mellem hjemmet og forretningen. På turen indkøbte han dagligt varer på grønttorvet og i et engroslager. Husstanden havde desuden en privatbil, som hustruen benyttede til kørsel mellem hjemmet og forretningen. Der var ikke ført kørebog, og da varebilen blev anvendt til transporten mellem hjemmet og forretningen, blev den private anvendelse skønsmæssigt ansat til 25 pct. Se TfS 1985, 445 LSR (SKAT 1985.5.134).

Den private benyttelse blev også fastsat til 25 pct. for en varebil på gule plader, hvor der ved købet var afløftet moms. Der var ikke ført et kørselsregnskab, og det påhvilede ejeren at godtgøre, at benyttelsen af bilen var af udelukkende eller altovervejende erhvervsmæssig karakter. Se TfS1998, 541, ØLD. Tilsvarende resultat fremgår af TfS1999, 28 ØLD, hvor en hovedanpartshaver heller ikke kunne godtgøre, at en varebil på gule plader kun var benyttet til erhvervsmæssige formål.

Skatteyderens tidligere kørselsmønster blev medvirkende til afgørelsen i sagen TfS 1988, 176, LSR. Skatteyder havde anskaffet en varebil, som han hævdede udelukkende blev benyttet til erhvervsmæssig transport. Skatteyder havde ikke andre biler til rådighed. Der blev henvist til, at bilen kunne benyttedes til privat kørsel, og at der tidligere havde været tale om en betydelig privat kørsel i en anden bil. Desuden var der ikke tvivl om, at skatteyder i tilslutning til sine erhvervsmæssige indkøb også foretog private indkøb.

Se om det modsatte resultat LSRM 1982, 115 og SKDM 1983, 399D.

Se også TfS1997, 660 LSR, hvor det påhvilede skattemyndighederne at sandsynliggøre benyttelsen af en varebil på gule plader til privat kørsel. Bilen var stillet til rådighed af et selskab til en hovedanpartshaver, der desuden havde en privat bil. Momsen på varebilen var afløftet ved købet. Efter sin indretning var bilen ikke uegnet til privat kørsel. Erhvervsmæssig kørsel i bilen for et andet firma medførte ikke beskatning af hovedaktionæren, idet firmaet havde betalt selskabet for kørslen.

Med indførelse af begrebet privatbenyttelsesafgift i lov om vægtafgift har der udviklet sig formodningsregler for, hvornår en varebil på gule plader må anses for at være til rådighed for privat brug. Se afsnit C.A.5.14.1.11 Vurderingen af hvornår en bil er til rådighed for privat kørsel. Når arbejdsgiveren eller den selvstændige erhvervsdrivende tilkendegiver, at bilen udelukkende skal bruges erhvervsmæssigt ved at undlade at betale tillægsafgift for privat brug efter lov om vægtafgift samt ved at fradrage moms af bilens anskaffelsessum efter momsloven, skal skattemyndighederne som udgangspunkt lægge dette til grund. Derfor gælder de bevisbyrde- og dokumentationskrav, herunder kørebøger, der efter praksis er udviklet i forhold til LL § 16, stk. 4, ikke for sådanne firmabiler. Dette skyldes, at privat kørsel i en sådan bil indebærer overtrædelse af reglerne om momsfradrag i momsloven og  reglerne om privatbenyttelsesafgift i lov om vægtafgift. Se bemærkningerne til L 181 vedtaget som lov nr. 342 af 27. maj 2002. Loven havde virkning fra 1. januar 2002.

Kan det derimod lægges til grund, at der har været tale om privat kørsel, falder bevisbyrden tilbage på skatteyderen. Se SKM.2012.150.VLR

Se også

C.A.5.14.1.12, Varebiler på gule plader, hvor momsen er afløftet, og der ikke betales privatbenyttelsesafgift     

Opgørelse af fradraget

Fradraget kan efter den skattepligtiges valg foretages enten med:

  • Dokumenterede faktiske udgifter pr. kørt km, eller
  • Skatterådets fastsatte satser.

Dette gælder også for selvstændigt erhvervsdrivende mv., der ikke anvender virksomhedsskatteordningen, eller hvor bilen er holdt ude af virksomhedsskatteordningen.

Der kan kun skiftes opgørelsesprincip én gang for samme bil, og principskifte skal ske ved begyndelsen af et indkomstår. Ved køb af ny bil kan opgørelsesmåden eventuelt ændres igen. Overførsel af bil til virksomhedsordningen anses ikke for principskifte.

De med kørslen forbundne udgifter skal kunne dokumenteres ved fremlæggelse af bilag eller dog sandsynliggøres på en tilfredsstillende måde. Se TfS 2000, 1015 LSR, hvor en generel beregning af kørselsomkostninger foretaget af FDM ikke kunne benyttes som dokumentation eller sandsynliggørelse af de konkrete faktiske kørselsudgifter. Den erhvervsmæssige kørsel skulle derfor opgøres efter Ligningsrådets satser.

Til de samlede driftsudgifter medregnes afskrivning.

Privatkørslen skal sættes til en bestemt procentdel af den samlede kørsel. For at have klare linjer ved en eventuel avanceberegning ved salg af bilen, accepterer SKAT ikke, at en skatteyder fratrækker alle sine udgifter - driftsudgifter og afskrivninger - og derefter fører et fast beløb for privat kørsel til indtægt.

En skatteyder, der i sin fritid var beskæftiget som musiker, og derfor medbragte et hammondorgel, havde til transporten heraf anskaffet en trailer. Ved køb af ny bil havde det været nødvendigt at få påmonteret et anhængertræk. Han påstod, at udgiften hertil var fradragsberettiget efter den dagældende AL § 3, stk. 2, og at han var berettiget til fradrag for forhøjelse af bilforsikringspræmien (som følge af at bilen var udstyret med anhængertræk), ligesom reparationsudgifterne på traileren efter hans mening kunne fratrækkes udover kilometertaksten. Udgiften for montering af anhængertræk blev betragtet som så nært tilknyttet bilen, at den var omfattet af den i kilometersatsen indeholdte afskrivning på bilen. Den kunne derfor ikke fratrækkes samtidig med fradrag efter kilometertakst. Derimod lå reparationsudgiften på traileren og den højere præmie på bilens ansvarsforsikring ud over de fradrag, der var dækket af kilometertaksten. Disse udgifter kunne derfor fratrækkes ud over kørselsfradraget efter kilometertakst. Se LSRM 1981,17 LSR.

Udgifter til parkering er indeholdt i taksterne. Derfor kan der ikke foretages yderligere fradrag herfor. Se TfS 1991, 4 LSR (Skat 1990.12.974). Se dog afsnit C.A.5.14.5 Parkeringsplads om særskilt refusion af parkeringsudgift, samtidig med at der ydes en skattefri befordringsgodtgørelse.

Salg af bilen

Har den skattepligtige i hele ejerperioden foretaget fradrag med Skatterådets satser, skal fortjeneste eller tab ved salg af bilen, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet indeholder relevante afgørelser på området.

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM.2005.409.HR

Erhvervsmæssigt formål var ikke godtgjort. Der var derfor ikke yderligere fradrag for kørselsudgifter i forbindelse med ture til Skotland, Frankrig og Tyskland. Der var af samme årsag heller ikke fradrag for benzinindkøb til erstatningsbil.

 

TfS 1999, 965 HRD

Rigtigheden af kørebog var ikke sandsynliggjort. Skattemyndighedernes skøn over kørsel ved bierhverv var ikke udøvet på forkert grundlag.

 

TfS 1999, 878 HRD

Skattemyndighedernes skøn over privat kørsel var berettiget på grund af mangelfuldt kørselsregnskab.

 

Landsretsdomme

SKM.2012.150.VLR Efter bevisførelsen i sagen blev det lagt til grund, at en bil på gule plader var benyttet til privat kørsel udover kørsel mellem hjem og arbejde ved tilkaldevagter. Det var derfor skatteyder, der som direktør og hovedaktionær skulle godtgøre, at bilen ikke derudover var benyttet privat. Dette havde skatteyder ikke godtgjort.   

SKM.2009.477.VLR

Rekonstrueret kørselsregnskab havde ikke samme bevisværdi som et egentligt løbende ført kørselsregnskab. Skattemyndighederne var derfor berettiget til at fastsætte fradrag ved skøn.

 

SKM.2006.537.ØLR

Kørselsregnskab viste betydelige differencer for kørte kilometer. Det påhvilede derfor skatteyder at sandsynliggøre, at bilen ikke havde været til rådighed for eller faktisk anvendt til privat kørsel.

 

TfS 1999, 848, VLD

Skatteyder førte ikke kørselsregnskab. Myndighedernes fastsættelse af kørselsudgifternes erhvervsmæssige andel ved et skøn derfor godkendt.

 

TfS 1999, 229 ØLD

Skatteyder havde ikke ført kørselsregnskab og ikke godtgjort størrelsen af afholdte udgifter. Skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse blev derfor godkendt.

 

TfS 1999, 28 ØLD

Selvom anvendelsen af en varebil var i strid med momsloven, påhvilede det skatteyder at godtgøre, at bilen udelukkende var benyttet til erhvervsmæssige formål. Dette var ikke tilfældet, og skatteyder blev beskattet af fri bil.

 

TfS 1998, 541 ØLD

Privat andel af kørsel i varebil beskattet. Der var ikke ført kørselsregnskab, og selvom der var afløftet moms ved købet af bilen, påhvilede det skatteyderen at godtgøre, at benyttelsen udelukkende eller altovervejende var af erhvervsmæssig karakter.

 

TfS 1997, 331 VLD

Erhvervsmæssig andel af biludgifter blev nedsat i forhold til tidligere år. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet, ligesom der ikke var skabt en berettiget forventning hos skatteyderen om en anden fordeling.

 

TfS 1997, 327 ØLD

Der var ikke grundlag for at ændre skattemyndighedernes skøn over størrelsen af erhvervsmæssige udgifter. Det var ikke godtgjort, at der var indgået aftale om en anden fordeling forskellig fra skønnet.

 

TfS 1995, 570 ØLD

Omfanget af privat kørsel fastsat ved skøn. Da der ikke var ført kørselsregnskab eller på anden måde sandsynliggjort, at bilen ikke var benyttet privat, blev skønnet godkendt.

 

SKDM 1983, 399D VLD

Beskatning af privat kørsel i firmavogne blev ikke godkendt. Skattemyndighederne havde ikke godtgjort, at firmavogne var anvendt privat.

 

Skd.1975.31.34

Skatteyderens kørselsregnskab skulle lægges til grund ved ansættelsen af værdi af privat kørsel. Regnskabet blev ikke anset som ufyldestgørende eller behæftet med mangler i øvrigt.

Kan også findes som SKDM 1975, 34D VLR

Byretsdomme

SKM.2009.252.BR

Privat kørsel i lastbil fastsat efter et skøn. Rekonstrueret kørselsregnskab ikke i overensstemmende med antal kørte kilometer efter værkstedsregninger, og byretten fandt det ikke bevist, at bilen kun havde været benyttet erhvervsmæssigt.

 

Landsskatteretskendelser

TfS 2000, 1015 LSR

Fradrag for erhvervsmæssig kørsel skulle opgøres efter Ligningsrådets satser. Faktiske udgifter kunne ikke dokumenteres. Generelle beregninger af kørselsomkostninger kunne ikke benyttes som dokumentation eller grundlag for sandsynliggørelse af faktiske udgifter.

 

TfS 1997, 660 LSR

Privat kørsel i varebil var ikke sandsynliggjort af myndighederne. Erhvervsmæssig kørsel i bilen for et andet firma medførte ikke beskatning, fordi der var betalt for kørslen.

 

TfS 1991, 4 LSR

Parkeringsudgifter indgik som en del af Ligningsrådets fastsatte takster. Der kunne derfor ikke foretages yderligere fradrag for udgiften.

 

TfS 1988, 176 LSR

Privat kørsel i varebil fastsat skønsmæssigt. Skatteyder havde tidligere haft en betydelig privat kørsel, og bilen, der var skatteyders eneste, kunne benyttes privat, ligesom skatteyder havde foretaget private indkøb i forbindelse med den erhvervsmæssige kørsel.

 

TfS 1985, 445 LSR

Privat kørsel i varebil benyttet mellem hjem og forretning ansat skønsmæssigt, selvom der blev indkøbt varer på vejen.

Se også SKAT 1985.5.134

LSRM 1982, 115 LSR

Skattemyndighederne havde ikke godtgjort, at en gas- og vandmester havde kørt privat i sit firmas varevogne.

 

LSRM 1981, 17 LSR

Udgifter til reparation af trailer samt ekstra præmie på bilens ansvarsforsikring kunne fratrækkes ved siden af kørselsfradrag efter kilometertakst.

 

SKAT

SKM.2007.417.SR

Spørgsmål om anvendelse af en elektronisk kørebog som erstatning for en manuelt ført kørebog afvist. Begrundelsen var bl.a., at der ikke kunne gives et entydigt svar på systemets bevisværdi. Det blev samtidig tilkendegivet, at myndighederne ikke mener at kunne forhåndsvurdere bevisværdien af teknologiske hjælpemidler.

 
Kilde: Skat
 
Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
 A B D E F G H I J K L M O P R S T U V Æ Ø alle
 
Hyppigt stillede spørgsmål 
www.spiesinformation.dk ! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.