Forside > Kontormedarbejdere afgør over 80 % sagerne
www.tax.dk - skat og afgift
Kontormedarbejdere afgør over 80 % sagerne i Landsskatteretten 

Af Hans Chr. Spies, spies@tax.dk, 10/9-2009

Landsskatteretten består af en retsformand, 3 retsformænd og 30 retsmedlemmer. Reelt er det imidlertid Landsskatterettens kontormedarbejdere, der afgør sagerne. Ifølge en kilde med indgående kendskab til Landsskatteretten er der således i over 80% af sagerne sammenfald mellem afgørelsen og kontorindstillingen.1)

At retsmedlemmerne i så beskedent omfang sætter deres præg på Landsskatterettens afgørelser kan være problematisk.

For det første nyder Landsskatterettens kontormedarbejdere, der er omfattet af Skatteministeriets turnusaftale og udvekslingsordning, selvsagt ikke samme uafhængighed som retsmedlemmerne, hvoraf 11 er landsdommere fra Østre- og Vestre Landsret.

For det andet er kontormedarbejderne underlagt et krav om, at der bliver ekspederet et meget stort antal sager om året. Et krav, som formentlig er direkte årsag til, at Folketingets Ombudsmand har kunnet finde mange fejl i Landsskatterettens sagsbehandling.2)


1) Ifølge kilden er procentdelen lidt højere, når afgørelsen træffes på grundlag af en skriftlig votering, end når afgørelsen træffes på grundlag af en mundtlig votering i et retsmøde. Landsskatteretten er i brev af 21. august 2009 blevet bedt om at oplyse, hvor stor en procentdel af afgørelserne, der får det resultat, som er foreslået i kontorets indstilling, henholdsvis når Landsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en skriftlig votering, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 10, stk. 2, og når Landsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en mundtlig votering i et retsmøde. Landsskatteretten har i brev af 28. august 2009 meddelt, at man ikke har mulighed for at udlevere disse oplysninger, da der ikke udarbejdes en sådan opgørelse.
2) Jf. Folketingets Ombudsmands j.nr. 2004-3405-980.
Om lederskribenten
Spies Information 2010