| Ved lov nr. 388 af 2. juni 1999 om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og lov om kommunal indkomstskat (Indgreb mod sort arbejde, socialt bedrageri mv.) er der i momslovens § 81, stk. 5, indføjet en ny bestemmelse, hvorefter det er muligt at straffe med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder for aftagelse af varer og ydelser under specielle forhold, når det sker som led i virksomhed, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.
Efter § 81, stk. 5, straffes den, der som led i virksomhed aftager varer eller ydelser på sådanne fordelagtige vilkår, at den pågældende indser, at leverandøren eller yderen ikke vil opfylde sin forpligtelse til at medregne vederlaget til afgiftstilsvaret eller rettidigt at afregne afgiftstilsvaret.
Begås handlingen i § 81, stk. 5, af grov uagtsomhed, straffes der med bøde.
Bestemmelsen er parallel med den samtidig vedtagne bestemmelse i skattekontrollovens § 13 C, og gør det således muligt at straffe for medvirken til afgiftsudddragelse under specielle forhold. Bestemmelsen kan omfatte virksomheders aftagelse af såkaldte sorte varer eller ydelser, f.eks. sådan noget som piratrengøring. Derimod omfatter bestemmelsen ikke privates aftagelse af sorte varer eller ydelser.
Skatteministeriet har udsendt cirkulære nr. 123 af 28. juli 1999 om disse regler, hvor det i cirkulærets afsnit 4.5 Ansvarsfriholdelse er beskrevet, at en virksomhed, der aftager varer eller ydelse på fordelagtige vilkår, kan frigøre sig fra et eventuelt strafansvar efter momslovens § 81, stk. 5, og skattekontrollovens § 13 C ved at indsende en meddelelse til den told- og skatteregion, hvor leverandøren er hjemmehørende. Meddelelsen skal identificere afsenderen og indeholde en kopi af faktura eller lignende dokumentation for leverancen og i øvrigt fremstå som en meddelelse vedrørende ansvarsfritagelse efter momslovens § 81, stk. 5, og skattekontrollovens § 13 C. Skattecentret skal kvittere for meddelelsen.
I de tilfælde, hvor der er indsendt en sådan meddelelse, må told- og skatteforvaltningen ikke indlede en straffesag mod den aftagende virksomhed for det forhold, der er omfattet af meddelelsen. |