Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL (statsskatteloven) §§ 4-6. Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter det er bruttoindkomsten med fradrag af de udgifter, der er afholdt for at erhverve indkomsten, som skal beskattes. SL (statsskatteloven) §§ 4-6 er fra 1922 og er ved senere lovgivning ændret og suppleret i betydelig omfang. Dog er §§ 4-6 fortsat i det væsentlige udtryk for dansk skatterets hovedregler om opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det beløb, der er grundlag for beregningen af den almindelige indkomstskat kaldes den skattepligtige indkomst. Selv på de punkter, hvor SL (statsskatteloven) §§ 4-6 er ændret eller suppleret, kan bestemmelserne fortsat have selvstændig betydning som beskatningshjemmel. Efter SL (statsskatteloven) §§ 4 og 6 er den skattepligtige indkomst differencen mellem på den ene side de skattepligtige bruttoindtægter jf. SL (statsskatteloven) § 4 og på den anden side de fradragsberettigede bruttoudgifter jf. SL (statsskatteloven) § 6. Den skattepligtige indkomst er altså en nettostørrelse. SL (statsskatteloven) § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af bruttoindkomsten. Efter SL (statsskatteloven) § 4 skal alle indtægter, såvel engangsindtægter som tilbagevendende indtægter medregnes ved indkomstopgørelsen. Det er således principielt uden betydning, om indtægten er resultat af positive indkomstbestræbelser (fx virksomhed som lønmodtagere eller selvstændig erhvervsdrivende) eller en uventet erhvervelse (fx en gevinst eller gave). Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opremsning. Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi. Det er derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller andet aktiv af økonomisk værdi. Ifølge praksis kan udgifter, der er afholdt med henblik på at erhverve indtægter ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed herunder honorarindtægt udenfor tjenesteforhold, fradrages i disse indtægter efter et nettoindkomstprincip. Fradragsretten er dermed kildebegrænset. Hjemlen for fradragsretten af de kildeartsbestemte udgifter kan være en indfortolkning af nettoprincippet direkte i SL (statsskatteloven) § 4. Landsskatteretten har i TfS 1999, 391 LSR anvendt nettoprincippet som hjemmel for den kildebegrænsede fradragsret. Landsskatterettens kendelse vedrørte en musiker, der var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester. Han havde derudover oppebåret indtægter fra en musikskole samt fra visse enkeltstående engagementer. Honorarerne fra de enkeltstående arrangementer ansås ikke for oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed, men måtte anses som indtægt ved ikke erhvervsmæssig aktivitet. Ved opgørelsen af indkomsten herfra kunne fradrages de dermed forbundne og kildeartsbestemte udgifter i det omfang de var dokumenteret og kunne indeholdes i denne indtægt, jf. SL (statsskatteloven) § 4 og dermed også med virkning for opgørelsen af den personlige indkomst, jf. PSL (personskatteloven) § 3, stk. 1, sammenholdt med § 1. Som en undtagelse fra SL (statsskatteloven) § 4 opregnes i SL (statsskatteloven) § 5 en række indtægter, der ikke er skattepligtige, selvom dette måtte følge af SL (statsskatteloven) § 4. Herudover indeholder den øvrige skattelovgivning undtagelser til SL (statsskatteloven) § 4. I det følgende omtales nogle mere specielle former for indtægter. Hvad angår indkomstopgørelsen efter aktieavancebeskatningsloven henvises til Den juridiske vejledning afsnit C.B I SKM2006.573.LSR fandt Landsskatteretten, at udveksling af arbejdskraft og naturalier i forbindelse med et timebankprojekt ikke kunne karakteriseres som vennetjenester, men medførte indkomstskattepligt for modtagerne. I SKM2007.183.HR fik den skattepligtige ikke medhold i, at en del af et konsulenthonorar skulle beskattes hos hans søn i udlandet, selv om sønnen havde udført en del af arbejdet, som honoraret var vederlag for. Aftalen var indgået mellem kunden og den skattepligtige, som derfor alene var den berettigede og forpligtede over for kunden. En indsigelse om, at han havde optrådt som fuldmægtig for sin søn ved aftalens indgåelse, blev ikke taget til følge. I SKM2007.542.VLR fastslog Vestre Landsret, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om skattefrit depositum eller lån, som påstået af skatteyderen, og landsretten fandt, at det havde formodningen imod sig, at skatteyderen havde solgt kontorinventar. Skatteministeriet blev derfor frifundet, idet det var ubestridt, at ingen del af beløbet var tilbagebetalt. I SKM2009.406.SR (indbragt for Landsskatteretten) fandt Skatterådet, at privatpersoner er skattepligtige af et beløb, de modtager som "rabat" fra en forsikringsmægler i tilknytning til tegning af kapitalforsikringer omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A. I SKM2010.3.SR bekræftede Skatterådet, at forældre, der deltager i en ordning om levering af frokostmåltid til eget barn i dagtilbud, vil være skattefri af den udbetaling, som en kommune i den anledning foretager til forældrene, jf. SL (statsskatteloven) § 4. I SKM2010.109.VLR tiltrådte Vestre Landsret Byrettens dom om, at A allerede under hensyn til forbeholdet i skatteforvaltningens agterskrivelse af 23. november 1998 ikke havde haft nogen berettiget forventning om, at udgifterne ved driften af hesteholdet ville blive godkendt som erhvervsmæssige udgifter. Endvidere fandt landsretten ikke at der under hensyn til de meget betydelige underskud efter afskrivning, der igennem mange år havde været med hensyn til hesteholdet, at driften af hesteholdet i 1999 skete erhvervsmæssigt med henblik på at tilvejebringe et overskud. Byrrettens dom blev derfor stadfæstet og Skatteministeriet således frifundet. I SKM2010.146.SR bekræftede Skatterådet, at det vil udløse beskatning for medarbejderne i Region A, hvis regionen tegner en ulykkesforsikring, der dækker medarbejderne under tjenstlig kørsel mellem egen bopæl og et midlertidigt arbejdssted, for eksempel et sted hvor der afholdes tjenstligt møde i en anden by end den by, hvor den faste arbejdsplads ligger. I SKM2010.388.SR bekræftede Skatterådet, at spørger skulle beskattes af tilskud fra Skov- og Naturstyrelsen til fritidsfaciliteter til brug for offentligheden. Skatterådet fandt dog, at de omkostninger spørger havde afholdt, som en betingelse for at opnå tilskuddet, kunne fradrages i tilskuddet efter nettoprincippet. I SKM2010.162.SKAT fastlægger SKAT vejledende værdier for måltider i personalekantineordninger, som arbejdsgiveren yder tilskud til. Formålet er at fastlægge et niveau for, hvilken pris de enkelte medarbejdere mindst skal betale for almindelig gængs kantinemad for ikke at blive beskattet af det gode, tilskuddet repræsenterer. Godet skal i så fald ikke indberettes efter indberetningsbekendtgørelsens § 13. I SKM2010.747.SR Amatørfotografer skattepligtige af betalinger for udført arbejde, selvom opdragsgiverne donerede betalingen til nødhjælpsorganisationer. Fotografernes indkomstafkald blev anset som dispositivt, idet forudsætningen for arbejdets udførelse var, at opdragsgiver ved kvittering dokumenterede betaling af et minimumsbeløb til en velgørende forening nævnt på listen over Danmarks Indsamlingen 2010. Fotograferne var desuden skattepligtige af udstyr modtaget fra et fotofirma til brug for arbejdet. Udstyret blev anset som gaver ydet udenfor gaveafgiftskredsen, og der var skattepligtigt efter statsskattelovens § 4. I SKM2011.208.HR stadfæstede Højesteret Landsrettens dom, idet Højesteret heller ikke efter for højesteret afgivne vidneforklaringer fandt det godtgjort, at en række indsætninger i 2001 på appellantens konto udgjorde lån fra appellantens far i Tyskland, jf. statsskattelovens § 4. I SKM2011.194.SR bekræftede skatterådet, at kommunens medarbejderes deltagelse i motionshold, samt benyttelse af svømmehaller et skattepligtigt gode for de pågældende medarbejdere. Skatterådet bekræftede ligeledes, at en indgåelse af en aftale mellem kommunen og B, hvor kommunen skulle betale et grundgebyr på 8.500 kr. pr. år, samt et engangsgebyr på 8,25 kr. pr. medarbejder indebærer, at der er tale om et skattepligtigt gode for de ansatte. Til gengæld fandt Skatterådet, at aftaler, som kommunen har indgået med diverse leverandører og som indebærer, at der gives en rabat ved køb af varer hos leverandørerne, ikke indebærer, at der er tale om et skattepligtigt gode for medarbejderne. Skatterådet fandt heller ikke, at en ordning, hvor der gives gratis fysioterapi, zoneterapi, massage, kiropraktik og akupunktur til de ansatte over 55 år, anses for at være et skattepligtigt gode for de pågældende medarbejdere. Der lægges vægt på, at tilbuddet til medarbejdere over 55 år kun gælder i de tilfælde, hvor der er tale om arbejdsrelaterede skader eller gener, hvilket vurderes af den nærmeste leder, dvs. at der er tale om udgifter til forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede skader. I SKM2011.81.BR handlede sagen om, hvorvidt en række overførsler til sagsøgerens bankkonto skulle anses for skattepligtig indkomst eller et lån. Sagsøgeren havde i sagen fremlagt et lånedokument dateret i juli 2004, der imidlertid først var fremkommet efter, at SKAT var indtrådt i sagen. Beløbet i lånedokumentet stemte ikke overens med de faktiske overførsler. Lånet havde særlige vilkår, idet løbetiden blandt andet var fastsat til 75 år, og idet der ikke ved afdragets størrelse var taget højde for den aftalte rente på 4 pct. Sagsøgeren havde under sagen fremlagt dokumentation for, at hun fra midten af 2006 kontinuerligt havde foretaget afdrag i form af kontooverførsler i overensstemmelse med lånedokumentet, ligesom hun fremlagde dokumentation for, at hun havde foretaget ekstraordinære afdrag. Sagsøgeren havde imidlertid ikke fremlagt dokumentation for, at der før midten af 2006 - og før SKATs indtræden i sagen - var sket afdrag i overensstemmelse med aftalen. Dette blev forklaret med, at sagsøgeren indtil midten af 2006 havde betalt långiver kontant. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren regelmæssigt havde overført penge til långiver, og at hun samlet havde tilbageført meget betydelige beløb til denne. Retten lagde derudover til grund, at sagsøgeren forud for bankoverførslerne havde erlagt kontante beløb til långiver, og at disse overførsler var i overensstemmelse med afdragsprofilen i lånedokumentet. Endelig lagde retten vægt på forklaringen afgivet af långiver. Uanset at lånet var ydet på særlige vilkår, fandt retten det herefter godtgjort, at der var tale om et lån. Sagsøgerens påstand blev herefter taget til følge. SKM2011.265.BR. Sagsøger skulle beskattes af værdien af et jordstykke som en gave. Erhvervelsen var tinglyst, men jordstykket blev faktisk betalt af sagsøgers fætter. Det var uden betydning, at der var indgået en aftale om, at fætteren kunne anvende jordstykket vederlagsfrit, ligesom han på et senere tidspunkt skulle have jordstykket overdraget vederlagsfrit. | 
