| Begrebet livsforsikring er ikke et klart defineret begreb, men henviser til det almindeligt accepterede forsikringstekniske begreb livsforsikring. Begrebet omfatter både livsforsikringer med løbende udbetalinger og kapitallivsforsikringer, herunder rateforsikring og arverente, hvor forsikringssummen/ydelserne udbetales ved eller en bestemt tid efter en persons død, eller hvor summen/ ydelserne udbetales i levende live, f.eks. ved opnåelse af en bestemt alder eller ved indgåelse af ægteskab.
I afgørelsen skd. 1975.34.268 fandt Skatteministeriets departement, at ordningen ikke henhørte under pensionsbeskatningslovens regler. Der var tale om en forening, der ønskede at indgå en pensionsaftale med en medarbejder således, at foreningen båndlagde værdipapirer til en nærmere angiven værdi, og der af den således båndlagte kapital skulle udbetales medarbejderen en årlig pension indtil hans død, hvorefter den resterende kapital skulle tilbageføres til foreningens aktiver. Departementet fandt, at de livsbetingede udbetalinger var indkomstskattepligtige for medarbejderen, medens ordningen ikke i øvrigt havde skattemæssige konsekvenser for ham.
SKM.2002.27.VLR angik beskatningen af en erstatningssum for en manglende forsikringsdækning. En del af erstatningen blev i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelse anset for at træde i stedet for en engangsudbetaling fra en gruppelivsforsikring, der ville være blevet udbetalt skattefrit. Landsretten fastslog endvidere, at den del af erstatningen, der trådte i stedet for en skattepligtig løbende ægtefællepension, var skattepligtig, selv om erstatningen blev udbetalt som et engangsbeløb, idet den skulle behandles skattemæssigt på samme måde som den ydelse, den trådte i stedet for.
|