A.F.1.6 Arbejde ude

Udgifter til fortæring anses som hovedregel for private. For at kunne opnå fradrag for udgifter hertil skal det dokumenteres, at udgiften har været nødvendig for indtægtens erhvervelse, og merudgiftens størrelse skal dokumenteres.

Det forekommer, at lønmodtagere anmoder om fradrag for udgifter til fortæring som følge af, at arbejdet medfører, at der må indtages et måltid ude.

• Landsskatteretten har i en kendelse, offentliggjort i TOLD·SKAT Nyt, 1993.5.211 (TfS 1993, 82 LSR) fundet, at en skorstensfejers arbejde generelt var af en sådan karakter, at det var forbundet med merudgifter til fortæring. Det ansås dog ikke for godtgjort, at merudgiften oversteg bundfradraget i LL § 9, stk. 1.
• Se desuden TOLD·SKAT Nyt 1992.24.852 (TfS 1992, 548 LSR), hvor en taxachauffør, der ikke havde spiselokale til rådighed, og som ikke måtte spise i bilen fik fradrag for nødvendige merudgifter til kost reduceret med egenværdien svarende til normal fortæringsudgift. På grundlag af den foreliggende dokumentation for de samlede fortæringsudgifter fandt Landsskatteretten ikke tilstrækkelig anledning til at ændre, det af skatteankenævnet udøvede skøn over størrelsen af de fradragsberettigede merudgifter (20 kr. pr. dag).
• I TfS 1995, 298, der vedrørte indkomstårene 1982-87, kom landsretten til det resultat, at buschauffører ikke var berettigede til fradrag for merudgifter til fortæring efter den dagældende ligningsrådsanvisning om fradrag for udearbejde, da opholdslokalerne i de skure, der er opstillet ved endestationerne, ikke var uegnede som spiselokaler.