| Når udenlandske selskaber og foreninger er skattepligtige her til landet, er den objektive skattepligt begrænset til de indtægter, der begrunder skattepligten, jf. SEL § 2, stk. 2, jf. SEL § 2, stk. 1. I denne indkomst kan kun fratrækkes de udgifter, der vedrører de skattepligtige indtægter, jf. SEL § 9, stk. 1. Se hertil afsnit S.A.2.
Ved indtræden af begrænset skattepligt efter SEL § 2 finder SEL § 4 A om indgangsværdier anvendelse, hvis selskabet ikke umiddelbart forinden har været fuldt skattepligtigt, jf. SEL § 4 A, stk. 5.
For indkomstopgørelsen gælder i vidt omfang de samme regler, som er anført ovenfor under afsnit S.C.6.1 Foreninger m.v. hjemmehørende her i landet om her i landet hjemmehørende foreninger m.v., for så vidt angår deres indtægt ved skattepligtig virksomhed.
Når udenlandske selskaber og foreninger skal medregne alle indtægter af deres skattepligtige aktiviteter her i landet, vil de regnskabsmæssige udgifter normalt have en sådan tilknytning til indtægtserhvervelsen, at der ikke er behov for en opdeling af udgifterne i en skattepligtig og en skattefri del i samme omfang som nævnt ovenfor vedrørende danske foreninger.
Indtægterne for her i landet skattepligtige udenlandske selskaber og foreninger kan ofte være vanskelige at udskille fra selskabernes globale virksomhed, og selskaberne kan være interesserede i at tilpasse indtægterne efter beskatningsforholdene i de berørte lande. Det følger af LL § 2, at interesseforbundne parter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal anvende priser og vilkår for deres transaktioner, der svarer til de priser og vilkår, som uafhængige parter ville fastsætte for tilsvarende transaktioner (armslængde-princippet). Der henvises til afsnit S.I.1.3 Armslængdeprincippet.
I TfS 1993, 7 HRD blev der ikke indrømmet fradrag for renteudgifter og kurstab vedrørende et internt lån fra et amerikansk selskab til en herværende filial. Et lån fra moderselskabet blev anset for at vedrøre filialens drift, selv om en del af låneprovenuet var anvendt til udlodning til moderselskabet, idet selskabets eneste virksomhed var den danske filials aktivitet, og investeringerne i filialen langt oversteg det optagne lån.
I TfS 1993, 288 LSR kunne en herværende filial af en bank i USA ikke fradrage renter og kurstab af indskudskapital, der var stillet til rådighed af selskabet i USA, eller af indskudskapital i form af lån fra en søsterfilial, idet de ikke vedrørte egentlige bankforretninger, og således ikke var omfattet af særreglen for finansforetagender i kommentar til OECD's modeloverenskomst artikel 7, pkt. 19. Kendelsen blev indbragt for domstolene for så vidt angik spørgsmålet om fradragsret for renter og kurstab af indskudskapitalen lånt af søsterfilialen. Sagen blev hævet efter Østre Landsrets tilkendegivelse af, at retten kunne tiltræde Landsskatterettens afgørelse i det omfang denne var indbragt for retten, se hertil TfS 1996, 715 ØL.
I TfS 1994, 552 LSR blev en virksomhed, der bestod i at modtage lån på engrosbasis og i derefter at videreudlåne disse, anset for omfattet af begrebet finansforetagende, og en dansk filial ville derfor principielt kunne fratrække renteudgifter til hovedkontoret vedrørende virksomheden med videreudlån.
TfS 1999, 113 LSR vedrørte opgørelsen af den begrænset skattepligtige indkomst for en borerig, der havde udført arbejde off-shore i skattepligtsperioden 14. september 1992 til 17. november 1992. Landsskatteretten fandt på baggrund af det oplyste om riggens aktiviteter i 1992, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at udgifter, som var afholdt i perioden 29. august 1992 til 21. november 1992, var afholdt med henblik på at opnå en fortjeneste i kontraktsperioden. Landsskatteretten anså derfor udgifterne for at have haft en nødvendig og funktionel sammenhæng med indkomsten fra det faste driftssted.
I TfS 1999, 128 LSR havde et selskab ved opgørelsen af den begrænset skattepligtige indkomst ved udførelsen af seismisk efterforskning til søs fratrukket faste udgifter for ledighedsperioder uden for den danske skattepligtsperiode. Ved skatteansættelsen var der godkendt fradrag for udgifter for en periode, der løb fra ca. 14 dage før til ca. 14 dage efter kontraktsperioden, men nægtet fradrag for ledighedsperioder herudover. Landsskatteretten fandt, at den andel af indkomstårets samlede faste udgifter, som kunne fragå i den danske begrænset skattepligtige indkomst, skulle beregnes på grundlag af et skøn over det antal dage, der i løbet af indkomståret var medgået til udførelsen af indtægtsgivende kontrakter på dansk område. Landsskatteretten fandt ikke, at selskabet havde gjort gældende, at en større andel af ledighedsperioderne havde direkte tilknytning til den danske kontrakt, og stadfæstede ansættelsen.
SKM.2007.237.SR: Skatterådet kunne ikke bekræfte, at valutakursgevinster-og tab på et varemellemværende mellem hovedkontoret og dets udenlandske faste driftssted skal medtages ved opgørelsen af hovedkontorets skattepligtige indkomst. Skatterådet bekræftede derimod, at valutakursgevinster- og tab på almindelige finansielle mellemværender mellem parterne ikke skal medtages i hovedkontorets skattepligtige indkomst.Til brug ved indkomstopgørelsen for udenlandske forsikringsselskabers forsikringsvirksomhed her i landet er der i SEL § 12 givet specielle regler. Se herom afsnit S.C.1.3.2.5 Udenlandske forsikringsselskaber. |
