E.1.1 Dækningsafgift

SKAT skal på kommunalbestyrelsens anmodning foretage de ansættelser af ejendomsværdien eller grundværdien, der er fornødne for beregning af den i KESL § 23 omhandlede dækningsafgift.

Dækningsafgiften efter KESL § 23 svares dels af ejendommens grundværdi efter fradrag for grundforbedringer, dels af forskelsværdien, dvs. forskellen mellem ejendomsværdi og grundværdi, se C.4.

De formål, der giver grundlag for dækningsafgiftspligt, er ikke udtømmende opregnet i ejendomsskatteloven. Foruden de udtrykkeligt nævnte anses formål som biograf, teater, restaurant, teglværk, kraftværk, varmeværk, vaskeri og tankstation for at medføre dækningsafgiftspligt. Slagterier, skibsværfter og mejerier anses for dækningsafgiftspligtige. Det samme gælder lagerbygninger og pakhuse, der anvendes som led i en forretnings- eller fabrikationsvirksomhed.

Offentligt tilgængelige parkeringsanlæg i selvstændigt vurderede bygninger, der ikke indgår som en integreret del af andre bygninger, kan pålægges dækningsafgift, se Højesterets dom af 6. januar 2010 (sag nr. 204/2008).

Ifølge vejledende udtalelse fra Indenrigsministeriet giver bl.a. følgende formål ikke grundlag for dækningsafgift: bolig, garageanlæg, godsterminaler der fortrinsvis anvendes til læsning og losning af varer, Falck-stationer, busstationer, plejehjem, museer, kursusejendomme og campingpladser. Det er dog den enkelte kommune, der afgør, hvorvidt en konkret ejendom er undtaget fra at betale dækningsafgift. Se herom UfR 2010/34 H, hvor en kommune fik medhold i at en godsterminal kunne være dækningsafgiftspligtig efter kommunens bestemmelse.

Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares dækningsafgift dog kun, når den del af forskelsværdien, der vedrører dækningsafgiftpligtig anvendelse, udgør mere end halvdelen af hele ejendommens forskelsværdi. jf. KESL § 23 A, stk. 1, 2. pkt.

Det er ikke kun anvendelsen, der kan begrunde, at der ikke kan opkræves dækningsafgift. Efter KESL § 23 A, stk. 3 kan der ikke opkræves dækningsafgift af ejendomme omfattet af KESL § 7, der bla. omfatter fredede ejendomme. Hvis kun en del af ejendommen er omfattet af bestemmelsen, er det kun denne del, der ikke kan opkræves dækningsafgift af. Med hensyn til forståelsen af halvdelsreglen i denne sammenhæng har det daværende Velfærdsministerie i 2008 givet følgende vejledende udtalelse: "Velfærdsministeriet er derfor mest tilbøjelig til at mene, at den del af en ejendoms forskelsværdi, der er fritaget for dækningsafgift i henhold til ejendomsskattelovens § 23 A, stk. 3, skal medregnes til den ikke-dækningsafgiftspligtige del af forskelsværdien ved anvendelse af halvdelsreglen."

Kommunalbestyrelsen har kompetencen til at træffe beslutning om, hvorvidt en ejendom er dækningsafgiftspligtig eller ej. Klages der således over at en ejendom efter sin anvendelse er anset for helt eller delvist dækningsafgiftspligtig træffes afgørelse af kommunalbestyrelsen, hvorimod klager over den beløbsmæssige fordeling behandles i normal instansfølge til ankenævn og Landsskatteretten.

Fordelingen foretages efter et skøn over, hvilken værdi ejendommens enkelte arealer repræsenterer. Lejeværdien kan ikke anvendes som fordelingsnøgle. Det skyldes, at lejeværdien relaterer sig til hele ejendommens værdi, ikke til forskelsværdien (bygningsværdien) alene. Den andel af lejeværdien, som beror på ejendommens beliggenhed, beskattes i forvejen med kommunal grundskyld og skal ikke belægges med dækningsafgift.

SKAT tager udgangspunkt i følgende satser ved den procentvise vægtning:

Vægtningen tager hensyn til de gennemsnitlige byggeomkostninger ved byggeri til de forskellige formål.

Er der væsentlig forskel på kvaliteten af ejendommens boligdel og de arealer, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål, må der anlægges et konkret skøn over det indbyrdes forhold.

SKAT skal på kommunalbestyrelsens anmodning foretage de ansættelser af ejendomsværdien eller grundværdien samt de fordelinger heraf, som er fornødne for beregning af den i KESL § 23 A omhandlede dækningsafgift. Dækningsafgiften efter KESL § 23 A svares alene af den del af den afgiftspligtige forskelsværdi, der overstiger 50.000 kr. Den afgiftsfri bundgrænse gælder kun den dækningsafgift, der opkræves efter KESL § 23 A, jf. § 23 A, stk. 2, sidste punktum.

Dækningsafgift efter KESL §§ 23 og 23 A opkræves i to eller flere årlige rater efter kommunalbestyrelsens bestemmelse, jf. KESL §§ 27 og 28. Dækningsafgiften hviler - ligesom den kommunale grundskyld - som en hæftelse med fortrinsret på den pågældende ejendom, jf. KESL § 29, stk. 1.