| Udgifter til reklame kan fradrages fuldt ud i medfør af LL § 8, stk. 1. Repræsentationsudgifter må derfor også afgrænses i forhold til reklameudgifter.
Som nævnt under afsnit E.B.3.7 Repræsentationsudgifter., er udgifter til sammenkomster med personer, der ikke er ansat i virksomheden, almindeligvis repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret til følge.
Undtagelsesvis kan arrangementet have en sådan reklamemæssig effekt, at udgifterne kan fradrages som reklameudgifter. Om det er tilfældet, vil bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, og det er bl.a. en betingelse, at der er åben adgang for offentligheden eller for en større ubestemt kreds af personer, og at der er tale om et mindre traktement, der ikke har karakter af egentlig bespisning. Reklameudgifter tager endvidere sigte på at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket.
SKM.2006.440.VLR: Udgiften til præmie i forbindelse med gadefodbold, kunne som følge af beløbets størrelse, en gave på 150 kr., ikke fradrages efter LL § 8, stk. 1. Udlodningen af øvrige præmier og gaver, udskænkning af gratis drikkevarer og vederlagsfri servering af mad i forbindelse med konkurrencer, var udelukkende sket til personer som opholdt sig på værtshuset H2 og diskoteket H3. Udgifterne måtte derfor anses for afholdt som udslag af kommerciel gæstfrihed, og kunne ikke fradrages som reklameudgifter efter LL § 8, stk. 1, men alene som repræsentationsudgifter efter LL § 8, stk. 4.
Den del af dommen der vedrørte vederlagsfri udskænkning af drikkevarer blev appelleret til Højesteret.
I SKM.2007.547.HR stadfæstede Højesteret Landsrettens dom, hvorefter udgiften til vederlagsfri udskænkning af drikkevarer blev anset som repræsentationsudgifter.
Højesteret anførte, at selskabet først efter sagens indbringelse for domstolene havde gjort gældende, at der var tale om udgifter til udskænkning af gratis drikkevarer på grundlag af øl- og drinkskort uddelt på gader m.v. De opgørelser og kasserapporter, som selskabet havde påberåbt sig, angik i hvert fald langt overvejende udgifter, som alene kunne anses som repræsentationsudgifter. På denne baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt fandt Højesteret det ikke godtgjort, at selskabet havde ret til fradrag efter ligningslovens § 8, stk. 1.
SKM.2002.535.HR (SKM.2001.441.VLR) En ejendomsmæglerforretning havde jubilæum og holdt åbent hus, hvor der blev serveret en større buffet. Højesteret fandt, at udgifterne måtte anses for repræsentationsudgifter.
Højesteret anførte som begrundelse for dommen følgende: "Det fremgår af forarbejderne til stk. 4, at repræsentation har karakter af kommerciel gæstfrihed over for forretningsforbindelser, f.eks. i form af et traktement i anledning af virksomhedens jubilæum, indvielse eller lignende. Receptionen hos H's ejendomskontor blev holdt i anledning af virksomhedens jubilæum og lokaleudvidelse. Til receptionen, hvori der indgik et traktement, var kunder og forretningsforbindelser inviteret. Som udgangspunkt må et sådant arrangement - uanset traktementets omfang - anses for afholdt som udslag af kommerciel gæstfrihed og udgifterne hertil anses for repræsentationsudgifter omfattet af ligningslovens § 8, stk. 4. Receptionen blev afholdt som "åbent hus", og der blev samtidig med receptionen iværksat en reklamekampagne med rabat på salær. Disse forhold kan imidlertid ikke bevirke en fravigelse fra det ovennævnte udgangspunkt".
SKM.2003.286.LSR Et bryghus afholdt reception i anledning af bestyrelsesformandens 70 års fødselsdag og vicedirektørens 60 års fødselsdag. Udgifterne blev godkendt som repræsentationsudgifter for selskabet. Landsskatteretten henviste i begrundelsen til Højesterets dom af 21. oktober 2002, SKM.2002.535.HR, hvor Højesteret statuerede, at den omstændighed, at der er åben adgang for offentligheden eller for en større ubestemt kreds af personer, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at udgifter til reception anses for reklameudgifter. Der er kun tale om en nødvendig betingelse, hvis opfyldelse i sig selv ikke er tilstrækkelig til at anerkende fradrag. Landsskatteretten fandt, at de omhandlede receptioner, som blev afholdt i anledning af henholdsvis bestyrelsesformandens 70 års fødselsdag og vicedirektørens 60 års fødselsdag, efter det oplyste blev afholdt for at markere de to begivenheder på vegne af selskabet og dermed gøre virksomheden fordelagtigt bemærket. Udgifterne har dermed den fornødne tilknytning til indkomsterhvervelsen. Udgifterne ses at have karakter af kommerciel gæstfrihed over for forretningsforbindelse og er dermed repræsentationsudgifter, jf. ligningslovens § 8, stk. 4.
Der foreligger et særligt problem med hensyn til gaver og opmærksomheder. Er et firmamærke eller firmanavn påført en gavegenstand, kan udgifterne i almindelighed betragtes som fuldt fradragsberettigede reklameudgifter, hvis det drejer sig om gaver, der i reklameøjemed er fremstillet i et større antal eksemplarer, og som ikke er særligt kostbare. Som eksempel herpå kan nævnes askebægre, papirknive, kuglepenne, kalendere, parkeringsskiver, tændstikæsker osv. med påtrykt firmanavn.
Sådanne genstande kan anses for reklameartikler, hvis indkøbsprisen eller fremstillingsprisen ikke er højere end 100 kr. ekskl. moms, og genstandene på iøjnefaldende måde er forsynet med firmaets navn eller mærke (logo).
I TfS 1995, 753 LSR fandt Landsskatteretten, at et selskabs udgifter til indkøb af bolcher var en fuldt fradragsberettiget driftudgift. Bolcherne, der kostede ca. 17 øre, var indpakket enkeltvis i papir påtrykt selskabets navn og logo og stod frit fremme i selskabets butikker. Selskabets sælgere havde endvidere bolcherne med på virksomhedsbesøg.
Se dog TfS 1993, 346 LSR, hvor Landsskatteretten nægtede en ejendomsmægler fradragsret som reklameudgifter, selv om gaven, der bestod i en stærekasse, påført bomærke, kostede under 100 kr. Landsskatteretten lagde vægt på, at gaverne fortrinsvis blev udleveret i forbindelse med afslutning af handler og således ikke til en ubestemt kreds af personer. Der blev derfor kun anerkendt fradragsret for repræsentation, se E.B.3.6 Reklameudgifter, hvor afgørelsen også er nævnt.
I SKM.2002.550.ØLR havde et selskab, der producerede chokolade, bortgivet et antal chokoladeæsker til jul. I indkomstårene 1996, 1997 og 1998 var der hvert år bortgivet mellem 3.000 og 3.500 æsker. Æskerne var givet væk til kunder (ca. 55 pct.), til leverandører (ca. 20 pct.) og til andre modtagere (ca. 25 pct.). Andre modtagere omfattede kongehuset, dagblade, politikere, bestyrelser, banker mv. Landsretten fandt, at der var tale om en repræsentationsudgift for selskabet. Landsretten lagde vægt på, at chokoladeæskerne var udsendt til en større, men bestemt og udvalgt kreds af modtagere, hvorfor udgifterne ikke kunne have karakter af reklameudgifter, der normalt afholdes over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder.
Der er ikke tale om en reklameartikel, hvis f.eks. en flaske vin har giverens navn på etiketten. Her må udgiften anses for en repræsentationsudgift med begrænset fradragsret, jf. TfS 1987, 227 DEP. Det blev nærmere anført, at gaven var en typisk repræsentationsydelse beregnet til konsumption, og at der var tale om en gave til en bestemt person i modsætning til en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Se i øvrigt også afgørelserne i TfS 1994, 253 VLD og afsnit E.B.3.6 Reklameudgifter.
Tilsvarende har Landsretten anset udgiften til øl, som en depotejer gav til kunder, som var i restaurationer og hos købmænd, når han afleverede øl, for en reklameudgift. Landsretten lagde ved sin afgørelse til grund, at hovedparten af drikkevarerne blev uddelt til personer, der tilfældigt befandt sig hos depotejerens kunder, således at uddelingen skete til en ubestemt kreds. Herudover blev det lagt til grund, at uddelingen havde et ubetydeligt omfang i forhold til depotejerens samlede omsætning, TfS 1993, 244 VLD.
Se derimod TfS 1997, 67 VLD, hvor landsretten fandt, at udgifter til gratis mad til faste kunder i en slags åbent hus arrangementer samt gratis øl til særlig gode kunder alene kunne fratrækkes indkomstopgørelsen som repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret til følge. Arrangementet, havde ikke været annonceret og kunne derfor ikke anses for at været åbent for offentligheden.
I TfS 1999, 254 VLD, blev en revisor nægtet fuld fradragsret for udgifterne til et kundeinformationsmøde med en luftkaptajn som foredragsholder ud fra lignende begrundelser.
I SKM.2001.452.VLR havde et selskab i anledning af flytning indbudt "kunder, leverandører og forretningsforbindelser" gennem en annonce i lokalavisen. Landsretten fandt, at annoncen ikke gav mulighed for at fastslå, at der til arrangementet var åben adgang for offentligheden eller adgang for en større og ubestemt kreds. Der forelå heller ikke oplysninger om deltagere, der ikke var særskilt indbudte. Landsretten fandt herefter, at der var tale om repræsentationsudgifter. Se tillige TfS 1999, 138 LSR.
Et selskab, hvis produkter var dyner og sengetøj mv., fik alene fradrag for afholdte kroarrangementer efter LL § 8, stk. 4, om repræsentationsudgifter med begrænset fradrag. Landsretten lagde vægt på, at traktementet måtte anses for bespisning, se TfS 1992, 332 ØLD.
Se også TfS 1990, 160 HRD, hvor Højesteret anså udgifter til arbejdsfrokost for journalister for repræsentationsomkostninger. Frokosten fandt sted i forbindelse med en modemesse for fagfolk, der blev arrangeret hvert halve år.
Udgifter til genstande af ubetydelig værdi, som uddeles til gæster og kunder ved sådanne arrangementer, kan dog anses for reklameudgifter, selv om genstandene ikke er forsynet med firmamærke eller firmanavn.
Som eksempel kan nævnes udgifter til en reception, som en virksomhed afholder i forbindelse med sin fødselsdag, hvor der bydes på forfriskninger og uddeles balloner, flag og lign.
Endvidere kan udgifter, som en forretning afholder til kaffe og brød eller lignende, som serveres for kunderne på udsalgets første dag, betragtes som fuldt fradragsberettigede driftsomkostninger. Se også TfS 1993, 52 LSR, hvor Landsskatteretten anerkendte en damekonfektionsforretnings udgifter til kaffe og småkager til kunderne som en fradragsberettiget driftsomkostning.
Udgifter til mindre traktementer, der afholdes i forbindelse med messer og udstillinger eller pressemøder, der har åben adgang for pressen og andre interesserede, kan ligeledes betragtes som reklameudgifter.
Er der derimod tale om afholdelse af etableringsudgifter og ikke reklameudgifter, er der ikke fradragsret for udgiften. Udgifter afholdt i forbindelse med et selskabs børsintroduktion, såsom udarbejdelse af prospekt, blev af Landsretten ikke anset for fradragsberettigede reklameudgifter, da udgifterne hertil ikke fandtes at være afholdt væsentligst med henblik på afsætning af selskabets produkter, men derimod med henblik på afsætning af selskabets aktier. Ved Højesteret indgik parterne forlig, således at selskabet blev indrømmet fradrag for en skønsmæssigt fastsat del af de afholdte udgifter som reklame. Det fandtes dokumenteret, at en del af det materiale, der blev fremstillet til børsintroduktionen, senere var blevet genanvendt i reklameøjemed, se TfS 1998, 325 HRK, TfS 1998, 346 DEP og TfS 2000, 821 LSR.
|
