Til forside
www.tax.dk - skat og afgift
Den Juridiske Vejledning 2011-2 (historisk)
<< indholdsfortegnelse >>

E.A.7 Miljø

E.A.7.1 Emballager, poser, engangsservice og pvs-folier

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af emballager, bæreposer, engangsservice og pvc-folier.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.1.1)
  • Definition af emballager (E.A.7.1.2)
  • Emballager omfattet af den volumenbaserede afgift (stykafgiften) (E.A.7.1.3)
  • Afgiftens størrelse for emballager omfattet af den volumenbaserede afgift (E.A.7.1.4)
  • Virksomheder omfattet af den volumenbaserede afgift (oplagshavere)(E.A.7.1.5)
  • Emballager omfattet af den vægtbaserede afgift (E.A.7.1.6)
  • Afgiftens størrelse for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift (E.A.7.1.7)
  • Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift (E.A.7.1.8)
  • Virksomheder omfattet af den vægtbaserede afgift (oplagshavere) (E.A.7.1.9)
  • Det afgiftspligtige vareområde for bæreposer (E.A.7.1.10)
  • Afgiftens størrelse for afgiftspligtige bæreposer (E.A.7.1.11)
  • Det afgiftspligtige vareområde for engangsservice (E.A.7.1.12)
  • Afgiftens størrelse for engangsservice (E.A.7.1.13)
  • Det afgiftspligtige vareområde for pvc-folier (E.A.7.1.14)
  • Afgiftens størrelse for pvc-folier (E.A.7.1.15)
  • Virksomheder omfattet af afgiften på bæreposer, engangsservice eller pvc-folier (oplagshavere) (E.A.7.1.16)
  • Varemodtagere omfattet af emballageafgiften (E.A.7.1.17)
  • Opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter emballageafgiftsloven (E.A.7.1.18)
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.1.19)
  • Regnskab og andre bestemmelser (E.A.7.1.20).
E.A.7.1.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Emballageafgiften består af 5 afgiftsdele:

  • En volumenbaseret afgift udformet som en stykafgift på visse drikkevareemballager
  • En vægtbaseret afgift fastsat ud fra et miljøindeks for forskellige emballagematerialer på udvalgte varegrupper
  • En vægtbaseret afgift på bæreposer af papir og plast mv.
  • En vægtbaseret afgift på engangsservice
  • En vægtbaseret afgift på pvc-folier til levnedsmidler.

Formål

Baggrunden for emballageafgiften er, at afgiften som helhed skal medvirke til at nedbringe affaldsmængderne og skabe incitament til at bruge mindre emballage.

Den volumenbaserede del af emballageafgiften har bl.a. til formål at forebygge emballageaffald.

Den vægtbaserede del af emballageafgiften, hvis afgiftssatser er fastsat ud fra et miljøindeks for forskellige emballagematerialer, har til formål både at reducere emballagemængderne og fremme brugen af mere miljøvenlig emballage.

Formålet med den vægtbaserede afgift på bæreposer er at begrænse brugen af bæreposer af papir og plast og derigennem nedbringe affaldsmængderne.

Formålet med den vægtbaserede afgift på engangsservice er at begrænse brugen af engangsservice, og derigennem nedbringe affaldsmængderne.

Formålet med den vægtbaserede afgift på pvc-folier er at fremme brugen af mere miljøvenlige former for folier til emballering.

Lovgrundlag

Afgiften på emballager, bæreposer, engangsservice og pvc-folier fremgår af lovbekendtgørelse nr. 101 af 13. februar 2001 med senere ændringer.

Loven kaldes populært for emballageafgiftsloven og forkortes i denne vejledning til EMBAL.

Historik

De følgende afsnit beskriver, hvornår og hvorfor de forskellige love om afgift på emballage blev indført.

Indførelse af en afgift på detailsalgspakninger

Afgift af visse detailsalgspakninger blev indført ved lov nr. 634 af 21. december 1977 og trådte i kraft 1. februar 1978. Afgiften var udformet som en stykafgift baseret på volumen og materiale. Afgiften omfattede visse emballager til drikkevarer, spiseolier m.v.

Indførelse af en bæreposeafgift

Afgiften på bæreposer havde til formål at afgiftsbelægge de typer af bæreposer, der med rimelighed kunne erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Afgiften blev indføjet i loven ved lov nr. 488 af 30. juni 1993 og trådte i kraft 1. januar 1994.

Indførelse af en flaske- og dunkeafgift

Ved lov nr. 1107 af 29. december 1997 og med virkning fra 1. april 1998 blev afgiftsgrundlaget for afgiften på detailsalgspakninger udvidet med detailsalg af alle flasker og dunke, uanset om beholderne var påfyldte eller ej.

Omlægning til en vægtbaseret emballageafgift

Flaske- og dunkeafgiften blev erstattet af en vægtbaseret afgift ved lov nr. 422 af 26. juni 1998. Omlægningen havde virkning fra 1. januar 1999. Formålet med omlægningen var at opnå en afgiftsmæssig ligestilling af alle typer af emballager, der bruges til en bestemt type af varer. Afgiften blev derfor baseret på varegrupper, som mængdemæssigt var af størst betydning.

I praksis medførte den vægtbaserede afgift lettelser i forhold til den hidtidige volumenbaserede afgift. Den højere volumenbaserede emballageafgift blev dog bibeholdt for emballage til vin, øl, spiritus og mineralvand.

Den højere afgift på nye genpåfyldelige flasker øgede det økonomiske incitament til genbrug ved at holde værdien af en brugt flaske oppe sammenlignet med nyanskaffelsesprisen for en flaske inkl. afgift.

Ved en lovændring senere samme år blev afgrænsningen af det afgiftspligtige vareområde præciseret, bl.a. ved at emballage til smørbare blandingsprodukter blev afgiftspligtige, samt at emballage til vegetabilske mælkeerstatningsprodukter blev fritaget for afgift.

Omlægning til en vægtbaseret emballageafgift baseret på et miljøindeks

Afgiftssatserne for den vægtbaserede afgift blev omlagt ved lov nr. 1292 af 20. december 2000 og med virkning fra 1. april 2001. Ved omlægningen blev afgiften erstattet af en ny vægtbaseret afgift, hvis satser var fastsat ud fra et miljøindeks for forskellige emballagematerialer. Miljøindekset pr. kg materiale var baseret på livscyklusanalyse-screeninger (LCA). Dvs. vurdering af de væsentligste miljøpåvirkninger og ressourceforbruget i emballagematerialets livsforløb.

For de fleste materialer var der undersøgt forskellige situationer med kombinationer af primære og sekundære materialer samt forbrænding og henholdsvis 90 pct. genvinding af materialerne. De gældende afgiftssatser blev fastsat med udgangspunkt i et indeks for miljøeffekter.

Vurderingen af emballagematerialerne var til dels baseret på de tekniske screeninger og til dels de politiske valg mellem, hvilke af effekterne som den vægtbaserede emballageafgift skulle baseres på.

Afgiften omfattede derefter 12 forskellige emballagematerialer.

Emballager til øl, vin, spiritus og mineralvand m.v. fortsatte med at være underlagt den volumenbaserede afgift som følge af andre hensyn i forbindelse med emballager i retursystemer.

Ved omlægningen blev lovens anvendelsesområde udvidet til også at omfatte afgiften af engangsservice, som tidligere befandt sig i lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger, den senere lov om visse miljøafgifter. Afgiften på engangsservice gik ved samme lejlighed fra at være en værdibaseret afgift til en vægtbaseret afgift. Derudover kom afgiften til også at omfatte varer til erhvervsmæssig brug. Den vægtbaserede afgift på engangsservice blev ikke fastsat ud fra miljøindekset. Afgift på engangsservice blev oprindeligt indført ved lov nr. 259 af 9. juni 1982 om ændring af lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger og trådte i kraft den 15. juni 1982.

Ved omlægningen blev emballageafgiftens anvendelsesområde desuden udvidet med afgift af pvc-folier til levnedsmidler, som tidligere befandt sig i lov om forskellige forbrugsafgifter. Den vægtbaserede afgift på pvc-folier til levnedsmidler blev derefter fastlagt som en ensartet sats ud fra miljøindekset, hvilket medførte en forhøjelse af afgiften. Afgift af pvc-folier til emballering af levnedsmidler blev oprindeligt indført ved lov nr. 439 af 26. juni 1998 om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter og trådte i kraft den 1. januar 1999.

Afgiftsnedsættelse for emballager til øl og mineralvand

Ved lov nr. 1217 af 27. december 2003 og med virkning fra 1. februar 2004 blev afgiften på emballager til øl og mineralvand nedsat med 80 pct. Afgiften på emballager til vin og spiritus blev ikke ændret.

Formålet med at omlægge afgiften på øl og nedsætte den volumenbaserede afgift på emballager til både øl og sodavand var at styrke konkurrencen på det danske øl- og sodavandsmarked ved at medvirke til generelt billigere øl og sodavand, og derigennem reducere grænsehandlen med disse varer.

Formålet med at reducere afgiften var desuden at reducere den såkaldte "flaskefidus", hvor emballager blev eksporteret med afgiftsgodtgørelse og importeret ved privatpersoners grænsehandlen, og derved bragt i omløb på det danske marked uden afgift.

Alkoholsodavand

Ved lov nr. 1392 af 20. december 2004 og med virkning fra 1. april 2005 blev afgiften for vin- og spiritusbaserede alkoholsodavand ændret, da emballagerne til vin- og spiritusbaserede alkoholsodavand blev omfattet af pant- og retursystemet. Emballagerne blev herefter pålagt samme afgift som emballager til øl, sodavand mv.

Kildevandsflasker

Ved lov nr. 1579 af 20. december 2006 og med virkning fra 1. september 2008 blev beholdere til kildevand overført til den volumenbaserede afgift, da denne type emballage blev omfattet af pant- og retursystemet. Beholdere til vand med smag, iste og lignende drikkevarer blev også omfattet af den volumenbaserede afgift ved lov nr. 523 af 17. juni 2008 og med virkning fra 1. september 2008.

Emballager til vin, spiritus mv.

Ved lov nr. 522 af 12. juni 2009 og med virkning fra 1. januar 2011 halveredes emballageafgiften for emballager på vin og spiritus. Reduktionen af afgiften skal mindske den uhensigtsmæssige virkning ved samspillet mellem afgiften og godtgørelsen af afgiften ved eksport.

E.A.7.1.2 Definition af emballager

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår en beholder mv. regnes for at være en emballage efter emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Emballagens form og type
  • Emballagens rumindhold
  • Salgsemballage
  • Multipak
  • Transportemballage
  • Endelig forbruger
  • Toldtarif
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Emballagens form og type

Salgs- og multipakemballage under 20 liter er omfattet af afgiftspligten uanset form og type. Det kan fx være ampuller, baljer, balloner, bøtter, dunke, dåser, etuier, fade, flakoner, flasker, indpakningspapir, kar, kartoner, kasser, konservesglas, krukker, krus, papkasser, poser, skrin, spande, sække, tremmekasser, tuber og æsker.

Emballagens rumindhold

Ved en emballages rumindhold forstås emballagens (beholderens) bruttovolumen (indvendige mål) og ikke den mængde, der er påfyldt eller skal påfyldes.

Salgsemballage

Salgsemballage er som udgangspunkt omfattet af afgiftspligten.

Ved salgsemballage (primær emballage) forstås emballage, der er udformet på en sådan måde, at den på salgsstedet udgør en salgsenhed for den endelige bruger eller forbruger. Det kan ikke tillægges betydning, om emballagen overdrages til forbrugeren i forbindelse med overdragelsen af beholderens indhold. Fx vandbeholdere til vandkølingssystemer, hvor beholderen kun er til lån og returneres efter brug.

Emballager til vareprøver, der ikke er beregnet til salg, og hvor emballagens art og form klart adskiller sig fra emballager til varer, der almindeligvis sælges, er derimod ikke afgiftspligtige.

Indpakning af varer i detailhandlen, fx varer i gaveposer, varer pakket ind i gavepapir eller samles i en papæske, regnes ikke for salgsemballage, og er derfor ikke omfattet af afgiftspligten.

Multipak

Multipak (sekundær emballage) kan være omfattet af afgiftspligten.

Ved multipak forstås emballage udformet på en sådan måde, at den på salgsstedet udgør en samling af et vist antal salgsenheder og sælges som sådan til den endelige bruger eller forbruger. Dobbeltemballering af varer er dermed fuldt ud omfattet af afgiften, fx 4 stk. håndsæbe eller 2 tuber tandpasta, der er emballeret enkeltvis og samlet ved en yderemballage.

Varer i afgiftspligtige salgsemballager, der efterfølgende indgår i en fælles ydre emballage med ikke-afgiftspligtige varer, fx

  • bilsæt med børste og vaskepolish
  • færdig middagsret vedlagt en selvstændig emballeret sauce eller
  • symaskine vedlagt en lille beholder med symaskineolie

regnes ikke som multipak efter afgiftsloven. Afgiftspligten omfatter derfor kun den direkte emballage, der er om vaskepolishen, saucen og symaskineolien.

Transportemballage

Transportemballage (tertiær emballage) er ikke omfattet af afgiftspligten.

Ved transportemballage forstås emballage til håndtering og transport af et antal salgsenheder eller multipakemballager, fx paller og kasser af pap og karton, herunder plastfyld og metalbeskyttere mv. til emballagen. Transportemballage sikrer varerne imod skader ved håndtering og transport af varerne.

Transportemballage er også fritaget for afgift, selv om den efterfølgende bruges som display (POS-salgsopstilling) i butikker og lignende.

Endelig forbruger

Den endelige forbruger eller bruger kan være både en privat person eller en virksomhed.

Fx er en virksomhed, som indkøber varer til brug i virksomheden, den endelige bruger, uanset om varerne bruges i egen virksomhed eller bruges som led i leveringen af en serviceydelse til fx frisør, hotel, rengøring, værksted og lignende.

Toldtarif

Toldtariffen er et varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, som bruges ved opkrævning af told af varer fra tredjelande og ved udveksling af oplysninger om uden- og indenrigshandel i EU. Se vejledningen Toldtariffen.

Toldtariffens positionsnumre bruges i emballageafgiftsloven til afgrænsning af det afgiftspligtige vareområde.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser for området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

TfS 1999, 497

Landsskatteretten slog fast, at trykbeholdere er salgsemballager, uanset at indholdet af beholderne og selve beholderne ikke kunne udskilles i separate enheder.


E.A.7.1.3 Emballager omfattet af den volumenbaserede afgift (stykafgiften)

Indhold

Dette afsnit beskriver nærmere, hvilke emballager, som er omfattet af den volumenbaserede afgift.

Afsnittet indeholder

  • Afgiftspligtigt vareområde for emballager, der ikke indgår i det obligatoriske pant- og retursystem
  • Afgiftspligtigt vareområde for emballager, der indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Bemærk

Den volumenbaserede afgift kaldes også i daglig tale for stykafgiften.

Afgiftspligtigt vareområde for emballager, der ikke indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Afgiftspligten omfatter salgsemballager med et rumindhold på under 20 liter uanset fremstillingsmateriale til emballering af visse drikkevarer.

Nedenstående skema viser, hvilke emballager er omfattet af den volumenbaserede afgift (stykafgift). Nedenstående emballager indgår ikke i det obligatoriske pant- og retursystem.

EMBAL § 1, nr. 1 Emballager, der ikke indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Emballager til

Varebeskrivelse

Pkt. 1.a

Spiritus
Spiritus under pos. 2208 og ikke omfattet af § 1, nr. 2.

Omfatter følgende:

  • Spiritus, likør og andre spiritusholdige drikkevarer uanset alkoholindhold fx akvavit og vodka.

Omfatter bl.a. ikke følgende:

  • Blandinger af ikke-alkoholholdige drikkevarer med spiritus med et alkoholindhold på over 0,5 % vol., men ikke over 10 % vol., som er omfattet af nr. 2, litra c, nedenfor (spiritusbaseret alkoholsodavand).

Pkt. 1.b

Vin
Vin under pos. 2204 eller 2205 og ikke omfattet af § 1, nr. 2.

Omfatter følgende:

  • Vin af friske druer, herunder vin tilsat alkohol og druemost
  • Vermouth og anden vin af friske druer, fx rødvin og portvin.

Omfatter ikke følgende:

  • Kulsyreholdige drikkevarer, herunder druemost, med et alkoholindhold på 0,5 % vol. eller derunder, som er omfattet af nr. 2, litra b, nedenfor (kulsyreholdig mineralvand)
  • Ikke-kulsyreholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 0,5 % vol. eller derunder, som er omfattet af nr. 3, dvs. den vægtbaserede emballageafgift
  • Alkoholsodavand.

Pkt. 1.c

Frugtvin
Frugtvin under pos. 2206 med et alkoholindhold på over 10% vol. alk. og ikke omfattet af § 1, nr. 2.

Endvidere færdigblandet gløgg, der består af rødvin og gløggekstrakt.

Omfatter følgende:

  • Frugtvin og andre gærede drikkevarer samt blandinger af gærede drikkevarer med et alkoholindhold på over 10 % vol. fx kirsebærvin
  • Færdigblandet gløgg bestående af rødvin og gløggekstrakt uanset alkoholindhold.

Omfatter ikke følgende:

  • Andre gærede drikkevarer, blandinger af gærede drikkevarer og gærbaserede alkoholsodavand med et alkoholindhold på 10 % vol. eller derunder, som er omfattet af nr. 2, litra d, nedenfor (andre gærede drikkevarer)
  • Kulsyreholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 0,5 % vol. eller derunder, som er omfattet af nr. 2, litra b, nedenfor (kulsyreholdig mineralvand)
  • Ikke-kulsyreholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 0,5 % vol. eller derunder, som er omfattet af nr. 3, dvs. den vægtbaserede emballageafgift.

Afgiftspligtigt vareområde for emballager, der indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Afgiftspligten omfatter salgsemballager med et rumindhold på under 20 liter uanset fremstillingsmateriale til emballering af visse drikkevarer.

Nedenstående skema viser, hvilke emballager er omfattet af den volumenbaserede afgift (stykafgift). Disse emballager har en lavere afgiftssats end emballager til vin mv. og indgår i det obligatoriske pant- og retursystem.

EMBAL § 1, nr. 2 Emballager, der indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Emballager til

Varebeskrivelse

2.a

Øl

Øl under pos. 2203.

Omfatter følgende:

  • Øl med et alkoholindhold på over 0,5 % vol.

Omfatter ikke følgende:

  • Andre gærede drikkevarer med et alkoholindhold på 10 % vol. eller derunder, herunder maltbaserede alkoholsodavand, som er omfattet af nr. 2, litra d, nedenfor (andre gærede drikkevarer)
  • Andre gærede drikkevarer med et alkoholindhold på over 10 % vol., som er omfattet af nr. 1, litra c, ovenfor (frugtvin).

2.b

Kulsyreholdigt mineralvand

Mineralvand, limonade og andre varer, som indeholder kulsyre (kuldioxid) under pos. 2201 og 2202.

Omfatter følgende:

  • Kulsyreholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 0,5 % vol. eller derunder, herunder vand af "dansk vand-typen", naturligt mineralvand og kildevand med naturligt eller tilsat indhold af kulsyre, hvad enten disse er aromatiserede eller ej
  • Sødede eller aromatiserede læskedrikke med kulsyre
  • Andre ikke-alkoholholdige drikkevarer med kulsyre som fx lavalkoholholdigt øl, vin og frugtvin, herunder æble- og pærecider m.v., med et alkoholindhold på 0,5 % vol. eller derunder
  • Fx cola, orangeade, iste og iskaffe.

Omfatter ikke følgende:

  • Ikke-kulsyreholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 0,5 % vol. eller derunder, herunder bl.a. frugt- og grønsagssafter eller grøntsagsmost og drikkeklare drikkevarer på basis af enten mælk eller mælk og kakao, som er omfattet af nr. 3, dvs. den vægtbaserede emballageafgift.

2.c

Spiritusbaseret alkoholsodavand

Blandinger af ikke-alkoholholdige drikkevarer med spiritus under pos. 2208, som har et alkoholindhold på 10 %. vol. eller derunder.

Ikke-alkoholholdige drikkevarer omfatter ud over pos. 2201 og 2202 tillige pos. 2009 (frugt- og grøntsagssaft).

Omfatter følgende:

blandinger af spiritus med

  • kulsyreholdige ikke-alkoholholdige drikkevarer, efter litra b
  • ikke-kulsyreholdige drikkevarer, herunder bl.a. kakaomælk eller mælk
  • frugt- eller grønsagssafter eller grøntsagsmost.

Hvis blandingens alkoholindhold er på over 0,5 % vol., men ikke over 10 % vol.

Omfatter ikke følgende:

  • Hvis de ovennævnte blandingers alkoholindhold overstiger 10 % vol., hvorved blandingen omfattes af nr. 1, litra a (spiritus).

2.d

Andre gærede drikkevarer

- herunder gærbaserede alkoholsodavand (vin-, frugtvins- og maltbaserede)

Andre gærede drikkevarer og blandinger af gærede drikkevarer under pos. 2206.

Blandinger af ikke-alkoholholdige drikkevarer med gærede drikkevarer under pos. 2206, hvis drikkevarens eller blandingens alkoholindhold er på 10 % vol. eller derunder.

Undtaget fra pkt. d er dog færdigblandet gløgg bestående af rødvin og gløggekstrakt, se nr. 1, litra c.

Ikke-alkoholholdige drikkevarer omfatter ud over pos. 2201 og 2202 tillige pos. 2009 (frugt- og grøntsagssaft).

Omfatter følgende:

  • Andre gærede drikkevarer og blandinger af drikkevarer med et alkoholindhold på 10 % vol. eller derunder
  • Blandinger af gærede drikkevarer, dvs. øl, vin eller frugtvin med
    • kulsyreholdige drikkevarer uden alkohol, se litra b
    • ikke-kulsyreholdige drikkevarer, herunder bl.a. kakaomælk eller mælk og
    • frugt- eller grønsagssafter eller grøntsagsmost.

hvis blandingens alkoholindhold er på over 0,5 % vol., men ikke over 10 % vol.

Omfatter ikke følgende:

  • Hvis de ovennævnte drikkevarers eller blandingers alkoholindhold overstiger 10 % vol., hvorved drikkevaren eller blandingen omfattes af nr. 1, litra c (frugtvin).

2.e

Ikke-kulsyreholdigt vand, limonade, iste mv.

Mineralvand, vand, limonade, iste og lignende drikkevarer, som er umiddelbart drikkeklare, og som er uden kulsyre, under pos. 2201 og 2202, når emballager med disse varer indgår i pant- og retursystemet.

Omfatter følgende:

  • Vand, herunder naturligt eller kunstigt eller kunstigt mineralvand uden kulsyre, både tilsat og ikke tilsat sukker eller andre sødemidler og både aromatiseret samt ikke aromatiseret. Hvis blandingen er umiddelbart drikkeklar, som fx vand med aroma, limonader, orangeader, iste og lignende, og hvis alkoholindholdet er på 0,5 % vol. eller derunder.

Omfatter ikke følgende:

  • Beholdere til vand af karton eller laminat, når beholderne ikke indgår i pant- og retursystem
  • Større plastdunke til vandkølingsanlæg, som ikke indgår i pant- og retursystem
  • Frugt- eller grøntsagssafter eller grøntsagsmost
  • Drikkevarer på basis af mælk og/eller kakao.

Ovennævnte varer er i stedet omfattet af den vægtbaserede emballageafgift.

Bemærk

Oplysninger om det obligatoriske pant- og retursystem kan fås hos Dansk Retursystem A/S (www.dansk-retursystem.dk] eller Miljøstyrelsen (www.mst.dk).

Se også

Se også SKM2010.379.SKAT for præcisering af, hvilke drikkevarer med indhold af grønsager, frugter, urter mv., som er omfattet af pantbekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 5, og hvilke typer, som er undtaget fra pant- og retursystemet.


E.A.7.1.4 Afgiftens størrelse for emballager omfattet af den volumenbaserede afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver afgiftssatserne for emballager omfattet af den volumenbaserede afgift.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatserne for emballager, der ikke indgår i det obligatoriske pant- og retursystem
  • Afgiftssatserne for emballager, der indgår i det obligatoriske pant- og retursystem.

Afgiftssatser for emballager, der ikke indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Nedenstående skema viser afgiftssatserne for emballager, der ikke er omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem. Se EMBAL § 1, nr. 1. Dvs. emballager til spiritus, vin eller frugtvin (dog ikke alkoholsodavand, cider og lignende på eller under 10 pct. alkohol):

Materialer

Karton eller laminater af forskellige materialer

Andre materialer, fx glas, plast og metal

Rumindhold

Kr. pr. stk.

Kr. pr. stk.

Under 10 cl

0,08

0,13

Ikke under 10 cl og ikke over 40 cl

0,15

0,25

Over 40 cl og ikke over 60 cl

0,25

0,40

Over 60 og ikke over 110 cl

0,50

0,80

Over 110 og ikke over 160 cl

0,75

1,20

Over 160 cl og indtil 20 l

1,00

1,60

Bemærk

Laminater er sammensvejsede folier af forskellige materialer som pap, papir, aluminium, plast mv. Beholdere, der er fremstillet af laminat, som udelukkende består af flere slags plastmaterialer, er afgiftspligtige som beholdere af plast.

For de såkaldte "bag-in-box", er det materialet af selve inderposen, der ligger til grund for afgiftsberegningen. En inderpose, der er fremstillet af plastlaminat, hvor der indgår metalliseret plastfilm, er et laminat af forskellige materialer i relation til EMBAL § 2, stk. 2, se stk. 1, hvorfor der skal svares afgift som for laminat.

Afgiftssatser for emballager, der indgår i det obligatoriske pant- og retursystem

Nedenstående skema viser afgiftssatserne for emballager, der er omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem. Se EMBAL § 1, nr. 2. Dvs. emballager til øl, sodavand, alkoholsodavand, cider, kildevand (med eller uden smag), mineralvand, limonade og iste m.v.:

Alle materialer

Rumindhold

Kr. pr. stk.

Under 10 cl

0,05

Ikke under 10 cl og ikke over 40 cl

0,10

Over 40 cl og ikke over 60 cl

0,16

Over 60 og ikke over 110 cl

0,32

Over 110 og ikke over 160 cl

0,48

Over 160 cl og indtil 20 l

0,64

Bemærk

Satserne gælder ikke for beholdere, som er beregnet til at blive påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e (vand med smag mv.), eller som er påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, og som ikke indgår i pant- og retursystemet. Se EMBAL § 2, stk. 5. Det kan fx være større plastdunke til vandkølingsanlæg eller emballager af karton eller laminater af forskelligt materiale.

En virksomhed kan vælge at beregne afgift efter EMBAL § 2, stk. 8, se stk. 9-12 (bestemmelserne om vægtbaseret afgift), når emballagen er lavet af sekundært plastmateriale (undtagen eps og pvc), og beholderen er beregnet til at blive påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, eller er påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, og indgår i pant- og retursystemet. Se EMBAL § 2, stk. 7.


E.A.7.1.5 Virksomheder omfattet af den volumenbaserede afgift (oplagshavere)

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke virksomheder, som skal lade sig registrere som oplagshavere som følge af den volumenbaserede afgift på emballager, dvs. emballager til vin, spiritus, øl, sodavand mv.

Afsnittet indeholder:

  • Regler for virksomheder, som fremstiller emballager omfattet af den volumenbaserede afgift
  • Regler ved mellemhandel
  • Regler for aftapningsvirksomheder
  • Varemodtagere
  • Krav til lokaler
  • Lønarbejde.

Bemærk

Se afsnit E.A.1.4 om de generelle regler for registrering. Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 24.020 anvendes. Blanketten kan hentes på www.virk.dk .

Virksomheder, som er registrerede som oplagshavere, kan indføre eller modtage tomme emballager fra udlandet uden at betale afgift ved modtagelsen. De kan også købe ubrugte emballager i ubeskattet stand fra andre registrerede oplagshavere, hvis emballagerne er beregnet til videresalg i ubrugt stand. Det gælder dog for aftapningsvirksomheder, at emballagerne skal være beregnet til påfyldning. Se EMBAL § 3a.

Regler for virksomheder, som fremstiller emballager omfattet af den volumenbaserede afgift

Virksomheder, der fremstiller emballager til drikkevarer efter EMBAL § 1, nr. 1 og 2, dvs. emballager til

  • øl
  • vin
  • frugtvin
  • spiritus
  • sodavand
  • vand/mineralvand
  • limonade mv. med kulsyre
  • vand/mineralvand uden kulsyre uden og med smag

skal anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Reglerne om registrering som oplagshaver findes i EMBAL § 3, stk. 1. Reglerne gælder også for virksomheder, der fremstiller emballager til varer omfattet EMBAL § 1, nr. 3 (limonade mv. uden indhold af kulsyre, saft og most samt koncentrater til fremstilling af sådanne varer).

Regler ved mellemhandel

Virksomheder, der driver mellemhandel (grossisthandel) med ubrugte (tomme) emballager til drikkevarer mv. se EMBAL § 1, nr. 1 og 2 (vin, spiritus, øl, mv.), kan anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, men har ikke pligt til at være registreret (frivillig registrering).

Ved mellemhandel forstås her videresalg en gros til fx andre handlende eller aftapningsvirksomheder.

Reglerne for mellemhandlere findes i EMBAL § 3, stk. 2. Dette gælder også for virksomheder, der driver mellemhandel med emballager til varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (limonade mv. uden indhold af kulsyre, saft og most samt koncentrater til fremstilling af sådanne varer).

Regler for aftapningsvirksomheder

Virksomheder, der aftapper eller påfylder drikkevarer mv. omfattet af EMBAL § 1, nr. 1 og 2 (vin, spiritus, øl, mv.) på emballage, fx bryggerier og mineralvandsfabrikanter, kan anmelde sig til registrering som oplagshaver.

Reglerne for aftapningsvirksomheder findes i EMBAL § 3, stk. 3. Dette gælder også for virksomheder, der aftapper mv. varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (limonade mv. uden indhold af kulsyre, saft og most samt koncentrater til fremstilling af sådanne varer).

Bemærk

En aftapningsvirksomhed, som er registreret som oplagshaver efter EMBAL § 3, stk. 3 skal også lade sig registrere som varemodtager, hvis virksomheden modtager eller indfører påfyldte emballager fra udlandet.

Se også

Se også afsnit E.A.7.1.17 om registrering som varemodtager.

Varemodtagere

Virksomheder, der indfører eller modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal som udgangspunkt lade sig registrere som varemodtager. Se afsnit E.A.7.1.17.

Krav til lokaler

Virksomheden kan nægtes registrering som oplagshaver eller få registreringen tilbagekaldt, hvis virksomhedens lokaler er eller senere bliver indrettet på en sådan måde, at SKATs kontrol ikke kan udføres på rimelig måde. Se EMBAL § 3, stk. 6.

Lønarbejde

SKAT kan efter ansøgning give en registreret virksomhed tilladelse til at lade større partier varer fremstille for sin regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed (fabrikationsvirksomheden).

SKAT kan efter ansøgning desuden give tilladelse til, at virksomheder, der ikke har erhvervsmæssig fremstilling af afgiftspligtige varer, registreres i de tilfælde, hvor virksomheden er eneforhandler af en vare, som virksomheden lader fremstille for sin regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3b.


E.A.7.1.6 Emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver nærmere emballager omfattet af den vægtbaserede afgift.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtigt vareområde for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift
  • Emballager omfattet af den volumenbaserede afgift og påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 - 16
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Afgiftspligtigt vareområde for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Afgiftspligten omfatter salgsemballager og multipak med et rumindhold på under 20 liter til emballering af visse varer med henblik på salg til den endelige bruger eller forbruger, hvis emballagen er fremstillet af

  • papir
  • pap
  • tekstiler
  • plast
  • aluminium
  • hvidblik
  • stål
  • glas
  • keramik og/eller
  • træ.

Nedenstående skema viser varegrupper, hvor emballagen er omfattet af den vægtbaserede emballageafgift.

EMBAL § 1, nr. 3 til 16, emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Emballager til

Varebeskrivelse

Nr. 3

Andre varer, som ikke er omfattet af den volumenbaserede afgift, som er uden kulsyre, under pos. 2202, saft og most samt koncentrater, der anvendes til fremstilling heraf, under pos. 2009 og 2106, dog bortset fra vegetabilske produkter til erstatning for flydende sød-, let-, skummet- og kærnemælk, jf. nr. 13, og ernæringspræparater, der er tilskudsberettigede efter § 159, stk. 1, i sundhedsloven.

Omfatter følgende:

  • Andre varer, som ikke indeholder kulsyre (kuldioxid), under pos. 2202, 2009 og 2106, fx kakaomælk og frys-selv is
  • Saft, most og juice samt koncentrater, der bruges til fremstilling heraf, fx frugt- og grøntsagssafter (herunder druemost) og sammensatte tilberedninger (koncentrater) til fremstilling af limonader og andre drikkevarer, som ikke indeholder kulsyre.

Omfatter ikke:

  • Drikkevarer med indhold af kulsyre (emballagen er omfattet af den volumenbaserede afgift)
  • Koncentrat til fremstilling af læskedrikke med kulsyre
  • Vegetabilske produkter til erstatning for flydende sød-, let-, skummet- og kærnemælk, fx sojamælk.

Afgiftspligten omfatter heller ikke ernæringspræparater under pos. 2202, der er tilskudsberettiget efter sundhedslovens § 159, stk. 1.

For at kunne få afgiftsfritagelse skal virksomheden dokumentere, at ernæringspræparaterne er optaget på listen over tilskudsberettigede ernæringspræparater. Fødevarestyrelsen udarbejder listen, og den ajourføres ved meddelelse i Ugeskrift for Læger under Officielle Meddelelser.

Nr. 4

Eddike og spiseolier

Fx kokosolie, olivenolie, sennepsolie, solsikkeolie og vindruekerneolie.

Nr. 5

Denatureret sprit

Denatureret sprit (alkohol), dvs. sprit, der må sælges frit, fx husholdningssprit. Anden denatureret sprit kan være omfattet af afgiftspligten efter EMBAL § 1, nr. 12 (kemiske stoffer og produkter).

Nr. 6

Sæbe, vaske-, rengørings- og rensemidler, pudse-, poler- og skuremidler samt andre varer under pos. 3401, 3402 og 3405

Pos. 3401 omfatter sæbe; organiske overfladeaktive stoffer og præparater til brug som sæbe i form af stænger, blokke eller støbte stykker og figurer, også med indhold af sæbe; papir, vat, filt og fiberdug, imprægneret eller overtrukket med sæbe eller rensemidler.

Pos. 3402 omfatter organiske overfladeaktive stoffer (undtagen sæbe); overfladeaktive præparater, tilberedte vaskemidler, herunder hjælpepræparater til vask, og tilberedte rengørings- og rensemidler, også med indhold af sæbe.

Pos. 3405 omfatter pudse- og polermidler til fodtøj, møbler, gulve, automobiler, glasvarer eller metalvarer, skurepasta og skurepulver og lignende varer, herunder papir, vat, filt, fiberdug, skumplasteller eller skumgummi, imprægneret eller overtrukket med disse præparater.

Varerne er omfattet af afgiftspligten, uanset om varerne er i flydende eller i fast form.

Nr. 7

Varer, der er afgiftspligtige i henhold til lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Fx petroleum, karburatorvæske, procesolier, transformatorolier, formolier, rustbeskyttende olier og fedter.

Varer, der henhører under både varegruppe nr. 7 og nr. 12 (kemiske stoffer og produkter), fx flaskegas, og som sælges i genpåfyldelige trykbeholdere, kan være fritaget for afgift, se nærmere under varegruppe nr. 12.

Nr. 8

Bekæmpelsesmidler, der er afgiftspligtige i henhold til lov om afgift af bekæmpelsesmidler

Bekæmpelsesmidler, der er afgiftspligtige efter lov om afgift af bekæmpelsesmidler (se afsnit E.A.7.7) dvs. bl.a. insektmidler (insekticider), ukrudtsmidler (herbicider), svampemidler (fungicider), vækstreguleringsmidler, afskrækningsmidler (repellanter), træbeskyttelsemidler (mod svamp og skadedyr), midler mod mus, rotter mv.

Nr. 9

Maling, lakker, farvestof, kit- og spartelmasse samt andre varer under pos. 3208-3210 og 3214

Pos. 3208 omfatter maling og lakker, klare eller pigmenterede, på basis af syntetiske polymerer eller kemisk modificerede naturlige polymerer, dispergerede eller opløste i et ikke-vandigt medium.

Pos. 3209 omfatter maling og lakker, klare eller pigmenterede, på basis af syntetiske polymerer eller kemisk modificerede naturlige polymerer, dispergerede eller opløste i et vandigt medium.

Pos. 3210 omfatter anden maling og andre lakker, klare eller pigmenterede; tilberedte koldtvandsfarver, af den art der bruges til farvning af læder.

Pos. 3214 omfatter kit, podevoks, harpikskit og andre udfyldnings- og tætningsmidler og lignende; spartelmasse; ikke-ildfaste præparater til overfladebehandling af facader, vægge og lignende.

Nr. 10

Parfumevarer, kosmetik og toiletmidler samt andre varer under pos. 3303-3307.

Pos. 3303 omfatter parfumer og toiletvand, bl.a.

  • parfumer i flydende, cremeagtig eller fast form, herunder stifter
  • toiletvand, fx lavendelvand og eau de cologne.

Pos. 3304 omfatter tilberedte produkter til skønhedspleje eller sminkning og præparater til hudpleje (undtagen lægemidler), herunder præparater til solbeskyttelse og solbruning; manicure- og pedicurepræparater, fx

  • læbestifter, øjenskygge, mascara og øjenbrynsstifter
  • ansigtspudder, babypudder, talkumpudder, skønhedscreme og solcreme
  • manicure- og pedicurepræparater, fx neglelak og neglebåndsfjernere.

Pos. 3305 omfatter hårplejemidler, bl.a.

  • shampoo, hårlak, brillantine, pomade og hårvand.

Pos. 3306 omfatter præparater til mund- eller tandhygiejne, herunder pulver og creme til fastgørelse af tandproteser; tandtråd i pakninger til detailsalg, fx

  • tandpasta, mundvand (til at skylle mund) og tandtråd
  • pulver, creme og tabletter til fastgørelse af proteser.

Pos. 3307 omfatter præparater til brug før, under og efter barbering, deodoriseringsmidler til personlig brug, præparater til badebrug, hårfjerningsmidler samt andre parfumevarer mv.; tilberedte rumdesodoriseringsmidler, også parfumerede eller med desinficerende egenskaber, bl.a.

  • barbercreme og -skum
  • desodoriserings- og antitranspirationsmidler til personligt brug fx deodoranter
  • parfumeret badesalt og præparater til skumbade
  • rumdesodoriseringsmidler, også til køleskabe og biler, opløsninger til kontaktlinser eller kunstige øjne bestemt til rensning, desinfektion mv.
  • toiletmidler til dyr, fx hundeshampoo
  • vat, filt og fiberdug, imprægneret eller overtrukket med parfume eller kosmetik.

Nr. 11

Kølervæske til motorer og sprinklervæske

Nr. 12

Kemiske stoffer og produkter, der er omfattet af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 329 af 16. maj 2002 om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter, og som af producenten eller importøren er klassificeret som farlige efter reglerne i bekendtgørelsen, eller som opfylder farlighedskriterierne i bekendtgørelsen, dog bortset fra genpåfyldelige trykbeholdere omfattet af § 2, nr. 1, litra a, eller § 2, nr. 4, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 289 af 24. april 2001 om transportabelt trykbærende udstyr.

Afgiften omfatter kun varer, der af producenten eller importøren er eller burde være klassificeret som farlige efter reglerne, samt varer, der er omfattet af bekendtgørelsens bilag 2 (nye produkter).

I langt de fleste tilfælde vil klassificeringen afspejles i, at emballagen er mærket med faresymbol og/eller R- og S-sætninger, fx "Irriterer åndedrætsorganerne" eller "Opbevares utilgængeligt for børn", men det er fareklassificeringen og ikke mærkningen, som er afgørende.

Det betyder, at afgiften ikke omfatter emballager til varer, som, selv om den indeholder en vis mængde farligt stof, dog ikke indeholder en tilstrækkelig mængde til, at varen klassificeres som farlig.

Emballager i form af genpåfyldelige trykbeholdere til kemiske stoffer og produkter under varegruppe nr. 12 er fritaget for afgift, fx industrigasser. Afgiftsfritagelsen gælder også varer, der er omfattet af både varegruppe nr. 12 og af en af de øvrige varegrupper i afsnittet, fx LPG-gasser, der også er omfattet af varegruppe nr. 7.

Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at trykbeholderen er af en art og type, der er omfattet af § 2, nr. 1, litra a, eller § 2, nr. 4, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 289 af 24. april 2001 om transportabelt trykbærende udstyr. Dvs. at der skal være tale om enten:

  • Genpåfyldelige trykbærende beholdere og tanke, der bruges til transport af stoffer i klasse 2 efter ADR/RID-konventionerne. ADR-konventionen vedrører landevejstransport og RID-konventionen jernbanetransport. Klasse 2 gasserne er karakteriseret ved at blive transporteret under tryk i gas- og/eller væskefasen, eller
  • Genpåfyldelige bærbare ildslukkere eller flasker til indåndingsapparater.

Aerosolbeholdere (engangstrykbeholdere) er derimod ikke fritaget for afgift.

Genpåfyldelige trykbeholdere er normalt kendetegnet ved at være udstyret med et gevind og en form for ventil eller hane. Engangstrykbeholdere er ofte udstyret med en tekst (forklaring) om bortskaffelsen.

Nr. 13

Mælk og mejeriprodukter under pos. 0401-0403 og 0405, dog bortset fra flydende sød-, let-, skummet- og kærnemælk

Afgiften omfatter bl.a.:

  • Mælkepulver og fløde
  • Yoghurt, kefir og anden fermenteret eller syrnet mælk og fløde, både flydende og som pasta eller i fast form, herunder frossen
  • Smør, smørbare mælkefedtprodukter (dairy spreads) og smørolie.

Afgiftspligten omfatter ikke casein, konsum-is, ost og valle.

Nr. 14

Margarine og andre varer under pos. 1517, samt smørbare produkter bestående af en blanding af mælkefedt og vegetabilsk fedtstof under pos. 2106

Afgiften omfatter bl.a. margarine, herunder flydende margarine og andre spiselige blandinger eller tilberedninger af animalske eller vegetabilske fedtstoffer eller olier: det kan fx være spisefedt (compound lard) og bagerimargarine.

Nr. 15

Hunde- og kattefoder under pos. 2309.10

Afgiften omfatter hundefoder og kattefoder i pakninger til detailsalg.

Nr. 16

Saucer, sennep og andre varer henhørende under pos. 2103 samt tomatpuré og tomatsaft under pos. 2002

Pos. 2103 omfatter saucer samt tilberedninger til fremstilling heraf; sammensatte smagspræparater, sennepsmel og tilberedt sennep. Fx bearnaisesauce, bolognaisesauce, champignonsauce, flydende mangochutney, mayonnaise, salatdressinger, sellerisalt, sojasauce, tomatketchup, worcestersauce, aromatisk bitter.

Afgiftspligten omfatter ikke ekstrakter og saft af kød, fisk og lignende eller supper og boullion samt tilberedninger til fremstilling deraf.

Afgiftspligten omfatter ikke emballager, der hos den detailhandlende påfyldes eller på anden måde bruges til emballering med henblik på salg til endelige forbruger.

Bemærk

Emballager, som er beregnet til at blive påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e (ikke-kulsyreholdigt vand, limonade mv.), eller er påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, og som ikke indgår i pant- og retursystemet, er også omfattet af den vægtbaserede afgift. Det kan fx være emballager til vand til vandkølesystemer. Se EMBAL § 2, stk. 5.

En virksomhed kan vælge at beregne efter den vægtbaserede afgift, når emballagen er lavet af sekundært plastmateriale (undtagen eps og pvc), og beholderen er beregnet til at blive påfyldt varer eller påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e (ikke-kulsyreholdigt vand, limonade mv.), og indgår i pant- og retursystemet. Se EMBAL § 2, stk. 7.

Emballager omfattet af den volumenbaserede afgift og påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 - 16

Emballager, som indeholder varer, der medfører afgiftspligt efter den vægtbaserede emballageafgift, er omfattet af den volumenbaserede afgift, hvis emballagen er beregnet til at blive påfyldt spiritus, øl, mineralvand mv. Se EMBAL § 2, stk. 8.

Eksempel

Ølflaske som er påfyldt olie eller eddike er omfattet af den volumenbaserede afgift.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2006.18.VLR

Vestre Landsret fandt, at et mælkeprodukt, der koncentreres ved inddampning og er beregnet til kaffe, ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen for flydende sød-, let-, skummet- og kærnemælk, da en sådan undtagelse til afgiftspligten må fortolkes indskrænkende.

Landsskatteretskendelser

SKM2003.575.LSR

Landsskatteretten fandt, at BIB-bokse (bag-in-box), der indeholder et koncentrat, der bruges til fremstilling af læskedrikke ved tilsætning af vand og kulsyre, regnes for salgsemballage, men da selve koncentratet ikke var omfattet af de varegrupper, der er opregnet i EMBAL § 1, var BIB-boksene ikke afgiftspligtige efter loven.

Koncentrat til fremstilling af læskedrik med kulsyre er ikke omfattet af afgiftspligten.


E.A.7.1.7 Afgiftens størrelse for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver afgiftens størrelse for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift.

Afsnittet indeholder:

  • Hvordan afgiften beregnes af emballager omfattet af den vægtbaserede afgift
  • Afgiftens størrelse.

Hvordan afgiften beregnes af emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Afgiften af emballager til vægtafgiftspligtige varer, se afsnit E.A.7.1.6, beregnes efter emballagens samlede vægt på grundlag af nedenstående 12 materialeafhængige (miljøbaserede) afgiftssatser. Dette gælder også beholdere, som er beregnet til at blive påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, eller påfyldt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 2, litra e, og som ikke indgår i pant- og retursystemet. Se EMBAL § 2, stk. 5 samt afsnit E.A.7.1.3 om emballager omfattet af den volumenbaserede afgift.

Se også

Se også afsnit E.A.7.1.8 om hvordan den afgiftspligtige vægt af emballagerne opgøres. Det fremgår også, hvordan afgiften skal beregnes for emballager fremstillet af forskellige typer materiale.

Afgiftssatserne fremgår af EMBAL § 2, stk. 8.

Den vægtbaserede afgift omfatter emballager til:

  • Andre drikkevarer, som er uden kulsyre, samt saft, most og koncentrater
  • Eddike og spiseolier
  • Denatureret sprit, fx husholdningssprit
  • Sæbe-, vaske, rengørings- og rensemidler, pudse-, poler- og skuremidler mv.
  • Varer omfattet af lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
  • Bekæmpelsesmidler
  • Maling, lakker, farvestof, kit- og spartelmasse mv.
  • Parfumevarer, kosmetik og toiletmidler mv.
  • Kølervæske til motorer og sprinklervæske
  • Kemiske stoffer og produkter, som er klassificerede som farlige eller som opfylder farlighedskriterierne (bortset fra visse genpåfyldelige trykbeholdere)
  • Mælk og mejeriprodukter, dog ikke flydende sød-, let-, skummet- og kærnemælk
  • Margarine mv. samt smørbare produkter bestående af en blanding af mælkefedt og vegetabilsk fedtstof
  • Hunde- og kattefoder
  • Saucer, sennep mv. samt tomatpuré og tomatsaft.

Afgiftens størrelse for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Nedenstående skema viser afgiftens størrelse for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift.

Materialer

Bemærkninger

Afgiftssats

Kr./kg

1. Pap og papir, primært materiale samt tekstiler

Primært materiale er nyproduceret materiale (virgint materiale).

0,95

2. Pap og papir, sekundært materiale

Sekundært materiale er genvundet materiale.

0,55

3. Plast (undtagen eps og pvc), primært materiale

Primært materiale er nyproduceret materiale (virgint materiale).

12,95

4. Plast (undtagen eps og pvc), sekundært materiale

Sekundært materiale er genvundet materiale.

7,75

5. Plast (undtagen eps og pvc), højfyldt

I højfyldt emballage er plastmaterialer delvist erstattet med andre materialer, fx kalk.

7,75

6. Plast (undtagen eps og pvc), UN-godkendt

UN (FN) godkendt emballage opfylder visse sikkerhedsmæssige krav og bruges til transport og opbevaring af farligt gods.

10,35

7. Eps og pvc

Eps (ekspanderet polystyren) og pvc (polyvinylklorid)

20,35

8. Aluminium

Ikke-magnetisk metal, der bl.a. bruges til fremstilling af fødevarebeholdere, konservesdåser og låg.

33,30

9. Hvidblik og stål

Hvidblik er en tynd, fortinnet stålplade (magnetisk), der bl.a. bruges til dåsefremstilling.

9,25

10. Hvidblik og stål, UN-godkendt

Hvidblik er en tynd, fortinnet stålplade (magnetisk), der bl.a. bruges til dåsefremstilling.

UN (FN) godkendt emballage opfylder visse sikkerhedsmæssige krav og bruges til transport og opbevaring af farligt gods.

7,40

11. Glas og keramik

1,85

12. Træ

0,55

Bemærk

Se afsnit E.A.7.1.8 om dokumentationskrav til emballager, som kan afgiftsberigtiges til en lavere afgiftssats pga. brugen af sekundære materialer, højfyldte materialer eller som følge af, at emballagen er UN-godkendt.

E.A.7.1.8 Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for emballager omfattet af den vægtbaserede afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan vægten af emballager, som er omfattet af den vægtbaserede afgift, opgøres.

Afsnittet indeholder:

  • Krav til kendskab til materialetyper
  • Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for ensartede emballager
  • Låg, kapsler og etiketter mv.
  • 90 pct.'s reglen
  • Beregning efter den højeste afgiftssats
  • Manglende dokumentation for sekundært materiale eller fyldstof
  • UN-godkendte materialer
  • Op- og nedrunding
  • Eksempler på beregning af afgiften.

Krav til kendskab til materialetyper

Virksomheden skal vide, hvilke materialer der indgår i emballagen og vægten af disse materialer, enten gennem oplysning fra producenten eller fra egen undersøgelse af varen. Det er den registrerede virksomhed, der er ansvarlig for, at afgiften beregnes på et korrekt grundlag.

Der skal for hver emballage (emballeret vare) foreligge en opgørelse over de materialer, der indgår i emballagen enten fra emballagefabrikanten eller fra virksomhedens egen opgørelse.

Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for ensartede emballager

Emballagevægten kan for ensartede emballager fastsættes på grundlag af en gennemsnitsvejning af et repræsentativt udsnit af de pågældende emballager, dog mindst 10 emballager.

En gennemsnitsvejning af de enkelte emballager skal foretages så ofte, som det ud fra den pågældende emballages art og type er nødvendigt for at sikre en korrekt afgiftsbetaling, dog mindst én gang om året. Virksomheden skal sammen med regnskabet opbevare dokumentation for de foretagne vejninger.

Ved indførsel af varer fra udlandet hvor der ikke foreligger oplysninger fra producenten om emballagens bestanddele og vægt, så varemodtageren selv må konstatere disse, kan der for mindre partier af ensartede varer eller for meget dyre varer fx parfume, ses bort fra kravet om vejning af mindst 10 emballager.

Varemodtageren kan i sådanne tilfælde fastsætte bestanddele og vægt på grundlag af en enkelt emballage, men det er virksomhedens ansvar at vide, hvilke materialer emballagen består af, og vægten af disse. Virksomheden skal opbevare den vejede emballage og dokumentation for den foretagne vejning/opgørelse/fastsættelse af den enkelte emballages vægt.

Låg, kapsler og etiketter mv.

Alle dele af emballagen til de pågældende varer, dvs.

  • inderemballage
  • yderemballage
  • lukkeanordninger (propper, låg, kapsler)
  • hanke
  • etiketter
  • tape og
  • folier mv.

er omfattet af afgiftspligten. Etiketter, prisskilte og lignende, der påsættes ude i detailforretningen, er ikke omfattet af afgiftspligten.

Hvis emballagen består af flere materialer, beregnes afgiften ved først at gange vægten af de enkelte materialedele med den respektive sats og derefter lægge tallene sammen. Se EMBAL § 2, stk. 9.

90 pct.'s reglen

Hvis et enkelt materiale udgør mere end 90 pct. af emballagens samlede vægt, kan afgiften beregnes efter satsen for dette materiale alene og af emballagens samlede vægt. Se EMBAL § 2, stk. 9

Beregning efter den højeste afgiftssats

Virksomheden kan dog altid vælge at beregne afgiften for den samlede emballage, herunder emballage, der består af laminater, efter satsen for det materiale i emballagen, der har den højeste afgiftssats og efter emballagens samlede vægt. Se EMBAL § 2, stk. 10.

Manglende dokumentation for sekundært materiale eller fyldstof

For at bruge de lavere afgiftssatser for henholdsvis sekundært pap og papir samt plast skal virksomheden dokumentere, at emballagen indeholder mindst 50 pct. sekundære materialer, fx ved en fabrikanterklæring eller en tro og love erklæring. Foreligger dokumentationen ikke, skal der betales afgift efter satserne for primære materialer. Se EMBAL § 2, stk. 11.

For at bruge den lavere afgiftssats for højfyldt plast skal virksomheden kunne dokumentere, at emballagen består af mindst 50 pct. fyldstof, fx ved en fabrikanterklæring eller en tro og love erklæring. Foreligger denne dokumentation ikke, skal der betales afgift efter satsen for plast, primært materiale. Se EMBAL § 2, stk. 12.

UN-godkendte materialer

Det er en betingelse for at bruge de lavere afgiftssatser for henholdvis UN-godkendt plast og UN-godkendt hvidblik og stål, at UN-godkendelsen fremgår af selve emballagen.

Op- og nedrunding

Ved opvejning af en emballages enkelte afgiftspligtige bestanddele, der vejer 1 g eller derover fastsættes vægten af bestanddelene i hele g, mens vægten af bestanddele, der vejer under 1 g, fastsættes i mg. Vægten op- eller nedrundes til g eller mg efter de almindelige regler, dvs. 5 eller derover rundes op og under 5 rundes ned.

Vægten af den enkelte afgiftspligtige bestanddel i g eller mg ganges herefter med antallet af emballageenheder. Den fremkomne afgiftspligtige vægt for varepartiet anføres i hele kg efter de almindelige regler, se ovenfor.

Eksempler på beregning af afgiften

Nedenstående skema viser en række eksempler på, hvordan afgiften opgøres for forskellige emballager.

Eksempel 1

Glasflaske med låg af aluminium. Flasken er indpakket i karton af mindst 50 % sekundære materialer ifølge fabrikanterklæring.

Materiale

Vægt i g

Andel materiale

Sats i kr./kg

Afgift i kr.

Glasflaske

400

77 %

1,85

0,74

Låg af aluminium

20

4 %

33,30

0,67

Kartonæske, sekundær

100

19 %

0,55

0,06

Afgift i alt

1,47

Eksempel 2

Beholder af karton (primært materiale) med skruelåg af plast

Materiale

Vægt i g

Andel materiale

Sats i kr./kg

Afgift i kr.

Karton, primær

40

89 %

0,95

0,04

Plastskruelåg

5

11 %

12,95

0,06

Afgift i alt

0,10

Eksempel 3

Glasflaske med prop af plast og etiket

Materiale

Vægt i g

Andel materiale

Sats i kr./kg

Afgift i kr.

Glasflaske

560

92 %

1,85

1,04

Plastprop

35

6 %

12,95

0,45

Etiket

11

2 %

0,95

0,01

Afgift i alt

1,50

Mængden af glas udgør i ovenstående eksempel mere end 90 pct. af emballagens samlede vægt, og det er derfor muligt at opgøre afgiften efter emballagens samlede vægt og afgiftssatsen for glas. Afgiften bliver da 606 g*1,85 kr./kg = 1,12 kr. pr. glasflaske.

Eksempel 4

Juicekarton af laminat

Materiale

Vægt i g

Andel materiale

Sats i kr./kg

Afgift i kr.

Pap

24,5

71 %

0,95

0,02

Plast

7,9

23 %

12,95

0,10

Aluminium

2,1

6 %

33,30

0,07

Afgift i alt

0,19


E.A.7.1.9 Virksomheder omfattet af den vægtbaserede afgift (oplagshavere)

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke virksomheder, som skal lade sig registrere som oplagshavere som følge af den vægtbaserede afgift på emballager.

Afsnittet indeholder:

  • Regler for virksomheder, som fremstiller, driver mellemhandel med eller påfylder emballager til varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (limonade mv.)
  • Regler for virksomheder, som emballerer emballageafgiftspligtige varer
  • Bagatelgrænse for registrering (den vægtbaserede afgift)
  • Regler for detailhandlere
  • Regler for mellemhandlere
  • Regler for varemodtagere
  • Krav til lokaler
  • Regler ved lønarbejde.

Bemærk

Se afsnit E.A.1.4 om de generelle regler for registrering. Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 24.020 anvendes. Blanketten kan hentes på www.virk.dk

Oplagshavere kan indføre afgiftspligtige varer fra udlandet og købe varer fra andre registrerede virksomheder uden afgift. Dette gælder for ubrugte varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 og afgiftspligtige varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 4 - 16. Se EMBAL § 3a.

Regler for virksomheder, som fremstiller, driver mellemhandel med eller påfylder emballager til varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (limonade mv.)

Reglerne for registrering for denne type virksomheder findes i EMBAL § 3, stk. 1-3, og svarer til bestemmelserne for virksomheder omfattet af den volumenbaserede afgift. Se afsnit E.A.7.1.3 om emballager omfattet af den volumenbaserede afgift.

Regler for virksomheder, som emballerer emballageafgiftspligtige varer

Virksomheder, der foretager emballering, aftapning, påfyldning eller pakning af emballageafgiftspligtige varer, se EMBAL § 1, nr. 4 - 16 (vægtafgift), skal anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Se EMBAL § 3, stk. 4.

Virksomheder, som fremstiller emballager omfattet af den vægtbaserede afgift efter EMBAL § 1, nr. 4 - 16, skal ikke og kan ikke registreres.

Bagatelgrænse for registrering (den vægtbaserede afgift)

Emballeringsvirksomheder, der har et årligt salg af varer til et afgiftsbeløb under 5.000 kr., skal ikke registreres og dermed ikke betale afgift. Hvis virksomheden ligger over beløbsgrænsen og derfor registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, gælder registreringen for 2 år, medmindre virksomheden ophører med at drive afgiftspligtig aktivitet. Se EMBAL § 3, stk. 5. Beløbsgrænsen er ikke et bundfradrag, og registrerede virksomheder kan ikke fratrække beløbet.

Når en virksomhed er registreret, skal virksomheden angive og betale afgift uanset afgiftsbeløbets størrelse.

Regler for detailhandlere

Detailhandlere, fx slagtere og viktualieforretninger, skal ikke registreres for eller betale afgift ved pakning/påfyldning af varer, der er omfattet af EMBAL § 1, nr. 16, fx af mayonnaise, salatdressing, saucer og sennep, for direkte salg til den endelige forbruger. Se afsnit E.A.7.1.2 for en definition af en endelig forbruger. Se EMBAL § 6, stk. 6.

Regler for mellemhandlere

Virksomheder, der driver mellemhandel (grossisthandel) med påfyldte emballager omfattet af den vægtbaserede afgift, kan anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Sådanne virksomheder har dog ikke pligt til at være registreret (frivillig registrering). Se EMBAL § 3, stk. 2.

Ved mellemhandel forstås her videresalg en gros til fx andre handlende.

Regler for varemodtagere

Virksomheder, der indfører eller modtager påfyldte emballager omfattet af den vægtbaserede afgift fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal typisk lade sig registrere som varemodtager. Se afsnit E.A.7.1.17 om varemodtagere omfattet af afgiften.

Krav til lokaler

Virksomheden kan nægtes registrering som oplagshaver eller få registreringen tilbagekaldt, hvis virksomhedens lokaler er eller senere bliver indrettet på en sådan måde, at SKATs kontrol ikke kan udføres på rimelig måde. Se EMBAL § 3, stk. 6.

Regler ved lønarbejde

SKAT kan efter ansøgning give en registreret virksomhed tilladelse til at lade større partier varer fremstille for sin regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed (fabrikationsvirksomheden).

SKAT kan efter ansøgning også give tilladelse til, at virksomheder, der ikke har erhvervsmæssig fremstilling af afgiftspligtige varer, registreres i de tilfælde, hvor virksomheden er eneforhandler af en vare, som virksomheden lader fremstille for sin regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3b.


E.A.7.1.10 Det afgiftspligtige vareområde for bæreposer

Indhold

Dette afsnit beskriver hvilke bæreposer, som er omfattet af emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtigt vareområde for bæreposer
  • Eksempler på beregning af bæreposers rumfang
  • Afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Afgiftspligtigt vareområde for bæreposer

Afgiftspligten omfatter poser (bæreposer) af papir eller plast mv. med hank eller lignende, fx stropper eller snipper, der kan sammenbindes, og som

  • har et rumindhold op til hank på mindst 5 liter og
  • med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

Se EMBAL § 2a.

Der er ikke afgift på følgende poser

  • lukkede poser (topsvejsede) til fx køkkenruller og toiletpapir
  • poser, der er umiddelbart sammenlignelige med bærenet og tasker, fx poser af meget kraftig plast.

Se også nedenstående oversigt over afgørelser mv. for afgrænsning af det afgiftspligtige vareområde.

Benævnelsen af posen, fx affaldspose, har ikke betydning i spørgsmål om afgiftspligten.

Eksempler på beregning af posers rumfang

For at bedømme om en pose er afgiftspligtig, dvs. har et rumfang på 5 liter eller derover, er der vist nogle eksempler på beregning af posers rumfang.

Beregningerne er baseret på retvinklede posers mål i fladlagt tilstand. Se illustrationerne nedenfor.

Udgangspunktet for beregning af rumfanget er i alle tilfælde en pose uden fals. I poser med fals tillægges falsens højde og bredde således:

Poser uden fals:
h = Afstand fra bund til hank (L), b = Bredde (B)

Sidefalsposer:
h = Afstand fra bund til hank (L), b = Bredde (B) + 2 sidefals (2SF)

Bundfalsposer:
h = Afstand fra bund til hank (L) + bundfals (BF), b = Bredde (B)

Bund/sidefalsposer (klodsbundsposer):
h = Afstand fra bund til hank (L) + bundfals (BF), b = Bredde (B) + 2 sidefals (2SF)

På baggrund af posens omkreds beregnes en cirkulær bund, og højden reduceres med radius i cirklen: Radius = 2 x b / 2 x pi. Højde = h - radius

Rumfanget beregnes herefter således: Højde x pi x radius², hvor pi = 22/7.

Årsagen til, at beregningen af rumfanget af en klodsbundspose beregner ud fra en cirkulær bund er, at en klodsbundspose ved opfyldning vil antage cylinderform.

Beregningseksempler

Fladlagt mål i cm

Rumfang

Afstand til hank

Bredde

Sidefals

Bundfals

L

B

SF

BF

H x pi x R2

Poser uden fals

40

30

8.721

40

20

4.281

30

20

3.008

Sidefalsposer

40

30

5

13.884

40

20

5

8.721

20

10

5

1.736

Bundfalsposer

35

20

5

4.281

50

20

4

6.063

40

20

2

4.536

Bund/sidefalsposer (klodsbundsposer)

40

30

8

8

22.463

40

30

7

7

20.328

35

20

5

5

8.721

Visning af billede: 75

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2004.485.LSR

Posen er foroven forsynet med to plastsnore på 2 cm, der er svejset fast i posens sider, og som har samme bæreevne som resten af posen. Plastsnorene kan bruges ved snøring af posen gennem et hul midtpå i posens overkant. Landsskatteretten fandt, at plastposerne var afgiftspligtige.

SKM2002.512.LSR

Landsskatteretten fandt, at snørelukningen på en plastpose til affald fungerede som lukning af posen, selvom snorene, eventuelt efter sammenbinding, kunne bruges til at bære posen. Snorelukningen medførte ikke, at posen med rimelighed kunne erstattes af stofposer mv. Poserne var dermed ikke afgiftspligtige.

TfS 1994, 712

Momsnævnet har truffet afgørelse om, at isolerende termoposer til brug for opbevaring af frost- og kølevarer ikke er omfattet af afgiftspligten.

TfS 1994, 713

Plastposer med påsvejset hank/krog beregnet til ophæng af færdigvarer på stænger i detailbutikker er ikke omfattet af afgiftspligten.

TfS 1994, 714

Momsnævnet har truffet afgørelse om, at en affaldssæk med snoretræk, som måler 77x104 cm, er afgiftsfri, mens en affaldspose med snoretræk, som måler 54x64 cm, er afgiftspligtig.

Poser med en størrelse, der gør dem uegnede til brug som bæreposer, er ikke omfattet af afgiftspligten.


E.A.7.1.11 Afgiftens størrelse for bæreposer

Indhold

Dette afsnit beskriver afgiftssatserne for bæreposer.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser for bæreposer

Afgiftssatser for bæreposer

Afgiftssatsen for bæreposer fremgår af EMBAL § 2b.

Nedenstående skema viser afgiftssatserne for bæreposer.

Materiale

Kr. pr. kg

Bæreposer af papir mv.

10,00

Bæreposer af plast mv.

22,00

Se også

Se også SKM2009.620.SKAT. Bæreposer af biologisk nedbrydeligt materiale, der er fremstillet på basis af plantestivelse (herunder majs- og kartoffelstivelse), er omfattet af afgiftssatsen for papirsposer. Med biologisk nedbrydelig forstås, at materialet lever op til anerkendte tekniske standarder herfor, fx den europæiske standard EN 13432. Bionedbrydelige bæreposer, der er fremstillet af plantestivelse, er omfattet af afgiftssatsen i EMBAL § 2b om papir mv.


E.A.7.1.12 Det afgiftspligtige vareområde for engangsservice

Indhold

Dette afsnit beskriver nærmere, hvilke engangsservicer, som er omfattet af emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtigt vareområde for engangsservice
  • Eksempler på afgiftspligtige varer
  • Eksempler på ikke-afgiftspligtige varer.

Afgiftspligtigt vareområde for engangsservice

Afgiftspligten omfatter engangsservice uanset fremstillingsmateriale, dvs. knive, gafler, skeer, tallerkener og krus mv. af plast og pap m.m., som sædvanligvis smides ud efter brug, uanset at det måske kan bruges flere gange. Se EMBAL § 2c.

Engangsservice er afgiftspligtigt både til privat brug og til erhvervsmæssigt brug, også selv om varen udelukkende er af en type og art, der kun bruges erhvervsmæssigt.

På grundlag af især det daværende Momsnævns afgørelser er afgiftspligtens omfang blevet fastlagt.

Eksempler på afgiftspligtige og afgiftsfri varer efter disse afgørelser og efter lovændring nr. 1292 af 20. december 2000 fremgår af nedenstående afsnit.

Eksempler på afgiftspligtige varer

Eksempler på varer, som er omfattet af afgiftspligten:

  • Bakker med en længde eller tallerkener med en diameter på 33 cm eller derunder
  • Drikkebægre og beholdere med et rumindhold op til 2 liter, også selv om de er forsynet med målestreger
  • Drikkebægre af polypropylen med målestreger (hospitalsbægre), som kan forsynes med et låg med drikketud
  • Drinkspinde
  • Engangskopper fremstillet af pap, der udelukkende bruges til demonstration (prøvesmagning) af andre varer
  • Grilltallerkener med flere rum
  • Kaffefade (bakker med fordybning til en kop, bruges som kombineret tallerken og underkop)
  • Rørepinde af plast
  • Plastskeer i importerede pakninger, som også indeholder sukker, flødepulver samt en serviet
  • Portionsskåle, bægre, kopper eller lignende til servering af is og desserter
  • Pølsebakker fremstillet af foldet pap
  • Tallerkener, trekantede, der er specielt konstruerede til automater med mikrobølgeovn og
  • Træspatler til isbægre mv.

Eksempler på ikke-afgiftspligtige varer

Eksempler på varer, som ikke er omfattet af afgiftspligten:

  • Aluminiumsbakker og -forme
  • Askebægre (aluminium eller pap med aluminiumsbelægning)
  • Burgerpakninger (transportpakninger)
  • Bægre og beholdere med et rumindhold på over 2 liter
  • Bægerholdere (genbruges)
  • Isbægre (emballager, som indgår i en fremstillingsproces, og som nedfryses sammen med isen)
  • Ispinde
  • Låg til bægre mv.
  • Papbakker til jordbær, tomater, champignons mv.
  • Pindemadspinde
  • Plattebakker af aluminium med mindst 5 rum
  • Serveringsbakker med en længde på mere end 33 cm
  • Servietter og engangsduge
  • Sugerør
  • Yoghurtbægre med påtryk.
E.A.7.1.13 Afgiftens størrelse for engangsservice

Indhold

Dette afsnit beskriver afgiftssatsen for engangsservice.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser for engangsservice.

Afgiftssatser for engangsservice

Afgiftssatserne for engangsservice fremgår af EMBAL § 2c.

Nedenstående skema viser afgiftssatsen for engangsservice.

Materiale

Kr. pr. kg

Alle materialer

19,20


E.A.7.1.14 Det afgiftspligtige vareområde for pvc-folier

Indhold

Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde for pvc-folier omfattet af emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtigt vareområde for pvc-folier.

Afgiftspligtigt vareområde for pvc-folier

Afgiftspligten omfatter folier fremstillet af blød pvc (polyvinylchlorid), der er egnet til emballering af levnedsmidler, dvs. indpakningsfilm, husholdningsfilm og lignende. Se EMBAL § 2d.

Det fremgår af Fødevarestyrelsens bekendtgørelse nr. 1068 af 13. november 2009 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer, hvilke bløde pvc-folier der er egnet til emballering af levnedsmidler. Disse folier henhører bl.a. under toldtariffens pos. 3919, 3920, 3921 og 3926.

Den del af et laminat, som er blød pvc-folie, er afgiftsbelagt.

Folier, som ikke er af pvc, eller som ikke er til levnedsmidler, er ikke omfattet af afgiften.

Materialet pvdc er ikke en pvc, fordi materialerne er lavet af hvert sit grundstof. Ved blød pvc forstås, at pvc'en kemisk er tilsat en blødgører, der gør materialet blødt. Folier af ren pvc uden blødgørere er ikke omfattet af afgiften.

Pvc-folier, der i udlandet er brugt til emballering af levnedsmidler, hvor levnedsmidlerne efterfølgende indføres her til landet, er ikke omfattet af afgiftspligten.


E.A.7.1.15 Afgiftens størrelse for pvc-folier

Indhold

Afsnittet beskriver den afgiftspligtige sats for pvc-folier til levnedsmidler.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatsen for pvc-folier.

Afgiftssatsen for pvc-folier

Afgiftssatsen for pvc-folier fremgår af EMBAL § 2d.

Nedenstående skema viser afgiftssatsen for pvc-folier.

Materiale

Kr. pr. kg

Pvc-folier

20,35


E.A.7.1.16 Virksomheder omfattet af afgiften på bæreposer, engangsservice eller pvc-folier (oplagshavere)

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke virksomheder, som er omfattet af afgiften på bæreposer, engangsservice eller pvc-folier, og som skal lade sig registrere som oplagshavere.

Afsnittet indeholder:

  • Regler for fremstillingsvirksomheder
  • Regler for mellemhandlere
  • Regler for varemodtagere
  • Krav til lokaler
  • Regler ved lønarbejde.

Bemærk

Se afsnit E.A.1.4 om de generelle regler for registrering. Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 24.020 anvendes. Blanketten kan hentes på www.virk.dk

Oplagshavere kan indføre afgiftspligtige varer fra udlandet og købe varer fra andre registrerede virksomheder uden afgift.

Regler for fremstillingsvirksomheder

Virksomheder, der fremstiller bæreposer, engangsservice, eller pvc-folier, se EMBAL §§ 2a, 2c og 2d, skal anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Se EMBAL § 3, stk. 1.

Virksomhederne skal registreres separat for hvert afgiftsområde.

Regler for mellemhandlere

Virksomheder, der driver mellemhandel (grossisthandel) med afgiftspligtige bæreposer, engangsservice eller pvc-folier, kan anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, men sådanne virksomheder har ikke pligt til at være registreret (frivillig registrering). Se EMBAL § 3, stk. 2.

Ved mellemhandel forstås her videresalg en gros til andre handlende.

Virksomhederne skal registreres separat for hvert afgiftsområde.

Regler for varemodtagere

Virksomheder, der indfører eller modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal typisk lade sig registrere som varemodtager. Se afsnit E.A.7.1.17 om varemodtagere omfattet af afgiften.

Krav til lokaler

Virksomheden kan nægtes registrering som oplagshaver eller få tilbagekaldt registreringen, hvis virksomhedens lokaler er eller senere bliver indrettet på en sådan måde, at SKATs kontrol ikke kan udføres på rimelig måde. Se EMBAL § 3, stk. 6.

Regler ved lønarbejde

SKAT kan efter ansøgning give en registreret virksomhed tilladelse til at lade større partier varer fremstille for egen regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed (fabrikationsvirksomheden).

SKAT kan efter ansøgning desuden tillade, at virksomheder, der ikke har erhvervsmæssig fremstilling af afgiftspligtige varer, registreres i de tilfælde, hvor virksomheden er eneforhandler af en vare, som virksomheden lader fremstille for egen regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3b.


E.A.7.1.17 Varemodtagere omfattet af emballageafgiften

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke virksomheder som skal lade sig registrere efter emballageafgiftsloven som varemodtagere.

Afsnittet indeholder:

  • Registrering som varemodtager
  • Registrering som midlertidig varemodtager
  • Regler om fjernsalg
  • Bagatelgrænse for registrering som varemodtager
  • Krav om sikkerhedsstillelse
  • Fratagelse af registrering som varemodtager.

Se også

Se også afsnit E.A.1.4 om de generelle bestemmelser for varemodtagere.

Registrering som varemodtager

Virksomheder, der indfører eller modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshavere, skal lade sig registrere som varemodtagere.

Bestemmelserne om registrering som varemodtagere findes i EMBAL §§ 7 og 7a.

Bemærk

Hvis virksomheden driver mellemhandel (engroshandel), er der mulighed for at blive registreret som oplagshaver.

En virksomhed, der er registreret som oplagshaver efter EMBAL § 3, stk. 3 (aftapningsvirksomheder omfattet af EMBAL § 1, stk. 1, nr. 1 - 3), skal også registreres som varemodtager, hvis virksomheden indfører eller modtager påfyldte emballager fra udlandet.

Registrering som midlertidig varemodtager

Virksomheder, institutioner eller personer

  • der lejlighedsvist modtager varer fra udlandet som led i udøvelsen af deres erhverv eller
  • erhvervsdrivende, som selv henter varer i udlandet

kan registreres som midlertidig varemodtager. Se EMBAL § 7a, stk. 5.

Regler om fjernsalg

Virksomheder registreret efter momslovens § 47, stk. 2, dvs. har postordresalg eller lignende fra udlandet til kunder i Danmark, fx med parfumevarer, skal registreres efter loven. Se EMBAL § 3, stk. 7.

Bagatelgrænse for registrering som varemodtager

Virksomheder, der indfører eller modtager afgiftspligtige varer, dvs. volumen- og vægtafgiftspligtige emballager, bæreposer, engangsservice og pvc-folier, fra udlandet til et samlet afgiftsbeløb på under 5.000 kr. årligt (12 måneders periode), skal ikke registreres og ikke betale afgift.

Der er ikke tale om et bundfradrag ved afgiftsbetalingen, men kun om en fritagelse for registrering og dermed betaling af afgift.

Virksomheden skal løbende vurdere, om modtagelsen af varer vil komme til at ligge under eller over bagatelgrænsen. Hvis virksomheden vurderer, at bagatelgrænsen er eller vil blive overskredet, skal virksomheden straks anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Bagatelgrænsen gælder også for privatpersoners indførsel (modtagelse) af afgiftspligtige varer fra udlandet.

Bestemmelsen om bagatelgrænsen for varemodtagere findes i EMBAL § 7a, stk. 6.

Krav om sikkerhedsstillelse

SKAT kan pålægge en varemodtager at stille sikkerhed, hvis varemodtageren inden for de seneste 3 år er straffet efter EMBAL § 18. Sikkerheden skal stilles for et beløb svarende til det forventede skyldige afgiftsbeløb for de kommende 12 måneder, dog mindst 20.000 kr.

Sikkerheden frigives, hvis varemodtageren inden for en 2-års-periode ikke er straffet efter EMBAL § 18. Sikkerheden skal være SKAT i hænde før forsendelsen af ubeskattede leverancer begyndes. SKAT fastsætter regler for sikkerhedsstillelsen.

Bestemmelsen om sikkerhedsstillelse findes i EMBAL § 7a, stk. 2. Bestemmelserne om sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11 gælder også.

Fratagelse af registrering som varemodtager

SKAT kan fratage en virksomhed registreringen som varemodtager, hvis

  • virksomheden gentagne gange ikke angiver og betaler afgiften rettidigt eller
  • virksomheden ikke overholder regnskabsbestemmelserne i EMBAL § 9.

Generhvervelse af registreringen kan ske efter 1 år.

Se SKM2009.443.SKAT. Se EMBAL § 7a, stk. 7.


E.A.7.1.18 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter emballageafgiftsloven

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Regler for oplagshavere
  • Særligt gældende for den volumenbaserede afgift
  • Særligt gældende for den volumenbaserede afgift samt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (andre varer uden kulsyre mv.)
  • Særligt gældende for den vægtbaserede afgift
  • Særligt gældende for afgiften på bæreposer
  • Regler for varemodtagere
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Regler for oplagshavere

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver, skal opgøre den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode, dvs. kalendermåned. Se OPKL § 2, stk. 2 og afsnit E.A.1.6 om de generelle regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

I den opgjorte afgiftspligtige mængde kan virksomheden fradrage varer, der er udleveret ubeskattet i månedens løb. Se afsnit E.A.7.1.19 og afsnit E.A.1.7 om afgiftsgodtgørelse og afgiftsfritagelse. Den ubeskattede udlevering omfatter dog ikke varer til diplomater m.fl.

Bestemmelserne om opgørelse af den afgiftspligtige mængde for oplagshavere findes i EMBAL § 4 og 5.

Særligt gældende for den volumenbaserede afgift

Opgørelsen foretages på grundlag af udleveringen af emballager, der er fremstillet af virksomheden eller tilført denne ubeskattet fra udlandet eller fra andre registrerede virksomheder. For aftapningsvirksomheder omfatter den afgiftspligtige mængde antallet af udleverede påfyldte emballager.

For emballager, der er udleveret ubeskattet til en køber til formål (eksportemballage), der ikke medfører afgiftspligt for emballagen (ubrugte emballager), skal virksomheden i forbindelse med ordreoptagelsen kræve, at køberen oplyser om emballagens brug. Se EMBAL § 15, stk. 5.

Fakturaen skal tydeligt angive, at emballagen er leveret uden afgift og derfor ikke må bruges til formål, der medfører afgiftspligt. Se EMBAL § 5, stk. 1, nr. 6.

Særligt gældende for den volumenbaserede afgift samt varer omfattet af EMBAL § 1, nr. 3 (andre varer uden kulsyre mv.)

Styk- og vægtafgiftspligtige emballager, der er påfyldt indhold, se EMBAL § 1, nr. 1 - 3 (drikkevareemballager mv.), kan ikke leveres (overføres) ubeskattet til en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3a.

Særligt gældende for den vægtbaserede afgift

Opgørelsen foretages på grundlag af virksomhedens udlevering af emballerede varer i afgiftsperioden.

For hver emballeret vare skal der foreligge en opgørelse over den brugte emballages sammensætning og vægt og det samlede antal udleverede emballerede varer. Se E.A.7.1.8 om opgørelse af den afgiftspligtige vægt.

Til den afgiftspligtige udleverede mængde skal ikke medregnes

  • emballager, hvoraf der tidligere er betalt afgift (genpåfyldelige emballager)
  • emballager til vareprøver, der ikke er beregnet til salg, og hvor emballagens art og form klart adskiller sig fra emballager til varer, der almindeligvis sælges.

Vægtafgiftspligtige emballager, der er påfyldt indhold, kan leveres (overføres) ubeskattet til en anden registreret virksomhed. Se EMBAL § 3a.

Særligt gældende for afgiften på bæreposer

Hvis udlevering og/eller fakturering af bæreposer sker i antal stk., kan omregning til kg ske på basis af en vægt pr. stk., der er beregnet ved vejning af mindst 100 poser.

Regler for varemodtagere

De erhvervsdrivende varemodtagere, der er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften til SKAT. Angivelsen og betalingen sker efter opkrævningslovens §§ 2 - 8. Afgiftsperioden er måneden. Se EMBAL §§ 7 og 7a.

For andre varemodtagere sker angivelsen og betalingen efter OPKL § 9, stk. 2 - 4.

Se også

Se også afsnit E.A.1.6 om de generelle regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2008.978.LSR

Landsskatteretten anser differencen mellem faktisk varebeholdning og lagerført varebeholdning på et færdigvarelager som svind, der var afgiftspligtig efter EMBAL § 4, stk. 1, da svindet måtte regnes som en "udlevering" i bestemmelsens forstand.


E.A.7.1.19 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Afsnittet beskriver afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Regler for afgiftsfritagelse
  • Regler for afgiftsgodtgørelse ved udførsel
  • Afgiftsgodtgørelse ved genudførsel
  • Genindvinding af glas
  • Ompakning af varer
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Regler for afgiftsfritagelse

Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet, i samme omfang og under samme betingelser, som der er momsfrihed efter ML § 36, stk. 1-3. Se EMBAL § 8.

Virksomheder kan få bevilling (tilladelse) til afgiftsfritagelse for eksportemballage (stykafgiftspligtige emballager), der købes her i landet eller indføres fra udlandet, og som ikke er genstand for omsætning her i landet.

Ved eksportemballage forstås stykafgiftspligtige emballager, der er påfyldt indhold og udelukkende omsættes uden for Danmark. Emballagen må derfor købes her i landet eller indføres fra udlandet af virksomheder, der agter at påfylde indhold for derefter at udføre varen. Se EMBAL § 6, stk. 1.

Se også

Se også afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse og E.A.7.1.8 om opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller vægt..

Regler for afgiftsgodtgørelse ved udførsel

SKAT kan meddele virksomheder, der ikke er registreret efter afgiftsloven som oplagshaver, afgiftsgodtgørelse for ubrugte eller påfyldte emballager, der leveres til udlandet. Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr. Se i øvrigt afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse.

For brugte emballager (påfyldte emballager) kan der dog ikke godtgøres afgift ud over den afgift, der påhviler en tilsvarende ny emballage. Se EMBAL § 6, stk. 2.

Fra 1. april 2001 har der ikke været adgang til afgiftsgodtgørelse for påfyldte emballager (dåseøl mv.), der leveres til skibe og fly i EU-trafik med henblik på salg til passagerer i dansk farvand/luftrum for efterfølgende medtagelse i land. Se EMBAL § 6, stk. 2.

Virksomheder, der ikke er registreret efter afgiftsloven som oplagshaver, kan meddeles afgiftsgodtgørelse for bæreposer, engangsservice og pvc-folier, der leveres til udlandet. Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr. Se i øvrigt afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse. Se EMBAL § 6, stk. 3.

Bemærk

Almindelige bæreposer til brug i lufthavne anses ikke for leveret til udlandet.

Afgiftsgodtgørelse ved genudførsel

Der kan gives godtgørelse af afgiften af beholdere til

  • spiritus
  • vin
  • frugtvin
  • øl
  • sodavand
  • mineralvand
  • limonade og
  • andre varer tilsat kulsyre

der leveres tilbage brugte og sælges til fornyet brug (genpåfyldning) i udlandet.

Godtgørelse gives til virksomheder, der selv har indført de beholdere eller tilsvarende beholdere, som genudføres til fornyet brug i udlandet, eller til andre virksomheder end de, der har indført beholderne, fx flaskeskyllerier, og som har fået retten til afgiftsgodtgørelse overdraget fra importøren.

SKAT udsteder bevilling til at godtgøre afgiften efter ansøgning.

Betingelser for at godtgøre afgiften

Der gælder følgende generelle betingelser for godtgørelse:

  • At beholderne udføres i hel tilstand beregnet til genpåfyldning.
  • At udførslen af de brugte beholdere til genpåfyldning i udlandet sker mindre end 1 år efter, at beholderne er indført og afgiften er betalt.
  • At udførslen sker i forbindelse med et salg og dokumenteres efter samme regler som ved udførsel af varer fra momsregistrerede virksomheder (udførselsangivelse mv.).
  • At virksomheden periodisk til SKAT afgiver en anmodning, der indeholder en opgørelse over de udførte beholdere, der ønskes godtgørelse for.
  • At opgørelsen er udfærdiget på grundlag af salgsfakturaer mv. over de udførte flasker og indeholder en specifikation over flaskerne opdelt på beholdertyper, antal flasker, flaskestørrelse (nominelt indhold i cl), afgiftsbeløb og samlet afgiftsbeløb.
  • At virksomheden i opgørelsen afgiver en erklæring om, at beholderne er udført til genpåfyldning i udlandet. Det er ikke et krav, at der sker genpåfyldning med samme type drikkevare.
  • At virksomheden søger om afgiftsgodtgørelse inden 1 år efter beholdernes udførsel.
  • Som dokumentation for betalt afgift ved indførslen skal virksomheden kunne fremlægge en attest (blanket 24.032), der er overdraget fra den varemodtager (importør), som har betalt afgift af beholderne ved indførslen. Overdragelse af retten til afgiftsgodtgørelse til virksomheden skal kunne dokumenteres ved en erklæring fra importøren.

SKAT kan i bevillingen fastsætte yderligere bestemmelser om regnskab og kontrol. Se EMBAL § 6, stk. 4.

Genindvinding af glas

Der kan gives godtgørelse af afgiften af glasbeholdere, der oprindeligt har indeholdt naturligt, kulsyreholdigt mineralvand, uden tilsat kulsyre, med et kulsyreindhold på mindst 0,4 pct. vægtprocent. Det er en betingelse, at beholderne genindvindes til glasfabrikation.

SKAT kan udstede bevilling til godtgørelse efter ansøgning.

Der kan ikke gives godtgørelse for andre glasbeholdere eller beholdere/emballager af andre materialer, der efterfølgende genindvindes. Se EMBAL § 6, stk. 5.

Ompakning af varer

Ved indførsel af varer fra udlandet bliver disse i visse tilfælde efterfølgende ompakket og eksporteret. Uanset at varen udføres, kan der ikke gives godtgørelse for den emballageafgift, der er betalt ved indførslen, selvom den fjernes ved ompakningen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2003.374.HR

Under sagen var det omtvistet om den dagældende § 6, stk. 4, i emballageloven forudsatte, at flaskerne blev genpåfyldt, ligesom det også var omstridt, hvad der var sket med flaskerne.


E.A.7.1.20 Regnskab og andre bestemmelser

Dette afsnit beskriver de særlige bestemmelser, som gælder for regnskab mv. for virksomheder, der er omfattet af emballageafgiftsloven.

Afsnittet indeholder

  • Regnskab for aftapningsvirksomheder
  • Angivelse og afregning
  • Kontrol mv.
  • Straf
  • Oplysningspligt.

Se også

Se afsnit A.10 om de generelle regnskabsbestemmelser.

Regnskab for aftapningsvirksomheder

For aftapningsvirksomheder, der aftapper, påfylder eller pakker afgiftspligtige varer (vægtafgiftsemballager), skal det i øvrigt fremgå af regnskabet for hver art og størrelse af de emballerede varer, dels emballagematerialets art, dels materialets vægt i kg, g eller mg.

Hvis virksomheden bruger halvfabrikata, fx folie, som afgiftspligtig salgsemballage og multipak, skal der føres regnskab over den mængde, der er brugt til dette formål.

Angivelse og afregning

Se afsnit A.11 om reglerne for angivelse og afregning af afgift.

Kontrol mv.

Se afsnit A.C.2.4 om reglerne for kontrol (EMBAL §§ 15-17), for efterbetalinger, skønsmæssige ansættelser og afsnit A.C.3.2.1 for straffebestemmelser (EMBAL §§ 18-19). Se afsnit A.A.10 Klage og domstolsprøvelse for klagevejledning.

Fra 1. januar 2009 er der ved lov nr. 1344 af 19.december 2008 skabt mulighed for at give et påbud om at overholde nærmere anførte regler, samt at pålægge daglige bøder indtil påbuddet efterleves. Se EMBAL §§ 9 og 15 b. Se afsnit A.A. Processuelle regler for SKATs opgaver Processuelle regler på SKATs område om daglige bøder.

Straf

Ved overtrædelse af EMBAL § 7a, stk. 1 eller 5, udmåles en skærpet bøde. Det samme gælder ved overtrædelse af EMBAL § 9, stk. 1 - 3 eller 5 - 7, hvis overtrædelsen medfører, at det ikke er muligt at konstatere, om der er betalt afgift efter bestemmelserne i denne lov.

Har nogen begået flere overtrædelser af EMBAL § 7a, stk. 1 eller 5 , EMBAL § 9, stk. 1 - 3 eller 5 - 7, eller forskrifter fastsat i medfør af dette, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse.

Har nogen overtrådt

  • EMBAL § 7a, stk. 1 eller 5
  • EMBAL § 9, stk. 1 - 3 eller 5 - 7, eller forskrifter fastsat i medfør heraf
  • én eller flere andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen

og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør heraf og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen.

Bestemmelserne om sammenlægning af bødestraffen kan fraviges, når særlige grunde taler for det.

Oplysningspligt

SKAT kan afkræve erhvervsdrivende oplysning om deres indkøb og brug af emballager, der kan bruges til afgiftspligtigt formål. Se afsnit E.A.7.1.19 om fritagelse og godtgørelse.

E.A.7.3 Affald

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på affald.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.3.1)
  • Definition: Affald (E.A.7.3.2)
  • Affald omfattet af reglerne (E.A.7.3.3)
  • Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne (E.A.7.3.4)
  • Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.3.5)
  • Opgørelse og afregning (E.A.7.3.6).
E.A.7.3.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne og lovgrundlaget vedrørende afgift på affald.

Afsnittet indeholder:

  • Regel (E.A.7.3.1.1)
  • Formål (E.A.7.3.1.2)
  • Lovgrundlag E.A.7.3.1.3)
  • Historik (E.A.7.3.1.4).
E.A.7.3.1.1 Regel

Kort om reglerne

En virksomhed eller et anlæg, der modtager affald til deponering, er registreringspligtigt og skal betale afgift, hvis anlægget modtager affald, der er anvist af en kommunalbestyrelse. Det er ikke en betingelse, at kommunalbestyrelsen har foretaget en konkret eller aktiv anvisning.

Ved deponering forstås i afgiftsmæssig forstand en oplagring af affaldet af mere permanent karakter med det formål at skaffe sig af med affaldet. Det drejer sig om affald, der af miljømæssige årsager ikke kan genanvendes eller forbrændes.

Registreringspligten indtræder uanset, om anlægget er en almindelig kontrolleret losseplads, eller om der er tale om fx et specialdepot.

Afgiftspligten omfatter som udgangspunkt alle typer affald. Loven indeholder en række undtagelser til afgiftspligten. Se afsnit (E.A.7.3.2) og (E.A.7.3.3).

Reglerne finder kun anvendelse, hvis et stof, et materiale, en genstand, mv. må klassificeres som affald efter miljølovgivningens regler.

Se også

  • E.A.7.3.2 Definition: Affald.
E.A.7.3.1.2 Formål

Formålet med affaldsafgiften

Da afgiften blev indført i 1986, var det primære formål med afgiften at fremme genanvendelsen og tilskynde virksomhederne til at anvende teknologier, der frembringer mindre affald.

EU's affaldshierarki tjener som en prioritetsrækkefølge for lovgivning og politikker om affaldsforebyggelse og -håndtering.

Prioriteringen er:

  • Forebyggelse
  • Forberedelse med henblik på genbrug
  • Genanvendelse
  • Anden nyttiggørelse, fx energiudnyttelse
  • Bortskaffelse, deponering.
E.A.7.3.1.3 Lovgrundlag

Gældende lovgivning

Reglerne om afgift på affald står i lovbekendtgørelse nr. 1165 af 27. november 2006 (bekendtgørelse af lov om afgift af affald og råstoffer) med senere ændringer.

E.A.7.3.1.4 Historik

Indhold

Dette afsnit beskriver den historiske baggrund for lovgivningen på affaldsafgiftsområdet.

Afsnittet indeholder:

  • Indførsel af affaldsafgift
  • Lov om afgift af affald og råstoffer
  • Regler om affald fra udlandet og ændringer i fritagelsesbestemmelserne
  • Ændringer i afgiftspligtigt vareområde og afgiftens størrelse - Afgift af kalk
  • Afgift af aske og slagge fra elværker mv.
  • Afgiftsfritagelse i forbindelse med forebyggelse af BSE (Kogalskab/Creutzfeldt-Jacobs sygdom)
  • Generel afgiftsfritagelse ved forbrænding og midlertidig afgiftsfritagelse ved deponering i forbindelse med forebyggelsen af BSE
  • Ændringer i det afgiftspligtige vareområde og regler for mellemdeponering af forbrændingsegnet affald
  • Forskellige ændringer i fritagelsesbestemmelserne
  • Fritagelse fra affaldsafgift for forbrænding af fiberfraktioner, der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning
  • Fritagelse for afgift af visse typer affald fra egen cementproduktion
  • Registrering af deponeringsanlæg til farligt affald - Ændringer i fritagelserne og afgiftssatser
  • Omlægning af affaldsforbrændingsafgiften
  • Satsændringer m.m.

Indførsel af affaldsafgift

Affaldsafgiften blev indført ved lov nr. 329 af 4. juni 1986, og trådte i kraft den 1. januar 1987.

Følgende bestemmelse blev indsat i miljøbeskyttelsesloven: "Der skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed."

Virksomheder eller anlæg, der modtog affald fra kommunale renovationsordninger til deponering eller forbrænding, skulle anmelde sig til registrering hos toldvæsenet.

Det fremgår af lovbemærkningerne, at der skulle betales afgift af alt affald, der blev tilført den registreringspligtige virksomhed, enten til deponering eller til forbrænding. De registreringspligtige virksomheder var virksomheder, der modtog affald fra kommunale renovationsordninger.

Afgiftspligten omfattede:

  • Bygningsaffald, jordfyld m.m., der blev tilført en losseplads med henblik på regelmæssig afdækning.

Afgiftspligten omfattede ikke:

  • Halm og træaffald fra træforarbejdningsvirksomheder, der blev tilført et forbrændingsanlæg som rene selvstændige læs.
  • Driftsmidler som olie og halm, der blev tilført selvstændige halmfyr til støtte for varmeforsyningen.
  • Jord, der efter endt affaldsdeponering, blev anvendt til reetablering af vækstlag på en losseplads.

Fradragsberettiget affald:

  • Affald, der blev fraført en virksomhed, var fradragsberettiget ved opgørelsen af den afgiftspligtige vægt.

Lov om afgift af affald og råstoffer

Ved lov nr. 838 af 19. december 1989 blev affaldsafgiften overført til affaldsafgiftsloven. Kredsen af registreringspligtige virksomheder blev udvidet. Virksomheder, der modtog alle former for affald til deponering og forbrænding efter kommunal anvisning, skulle registreres. Det fremgik af lovbemærkningerne, at reglerne svarede til de gældende regler i miljøbeskyttelsesloven. Administration og opkrævning af affaldsafgiften blev overført til toldvæsenet.

Eksempel fra praksis

Et kraftvarmeværk, der fik tilført affald til forbrænding, var registreringspligtig. Et interessantskab, der havde en samarbejdsaftale med kraftvarmeværket om opførelse og drift af kraftvarmeværket, herunder indsamling og aflevering af affald til kraftvarmeværket, kunne ikke anses for registreringspligtig. Se TfS1999, 582.

Regler om affald fra udlandet og ændringer i fritagelsesbestemmelserne

Affaldsafgiftsloven blev ændret ved lov nr. 1071 af 23. december 1992. Fremover skulle virksomheder, der modtog affald fra udlandet med henblik på deponering eller forbrænding, også registreres.

Loven indeholdt følgende fritagelser for registrering

  • anlæg til forbrænding af specielt sygehusaffald
  • slamforbrændingsanlæg
  • specielle anlæg til destruktion af olie- og kemikalieaffald
  • deponeringsanlæg til olie- og kemikalieforurenet jord
  • deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baserede på fossilt brændsel, medmindre de nævnte anlæg også modtager affald fra kommunale renovationsordninger, herunder affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen.

Ændringer i afgiftspligtigt vareområde og afgiftens størrelse - Afgift af kalk

Ved lov nr. 1224 af 27. december 1996 blev der fastsat bestemmelser om afgiftspligt af kalk, der tilføres forbrændingsanlæg til røggasrensning ved affaldsforbrænding og afgiftspligt af slam, der afbrændes på forbrændingsanlæg på rensningsanlæg.

Loven indeholdt desuden følgende fritagelser

  • halm, der tilføres et forbrændingsanlæg i læs, der udelukkende indeholder halm
  • ren træflis og andet rent træaffald fra træforarbejdningsvirksomheder, der tilføres et forbrændingsanlæg i læs, der udelukkende indeholder træflis og andet træaffald
  • rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning
  • kompost, der opfylder kravene til anvendelse uden særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, til slutafdækning på lossepladser
  • affald, som fjernes fra afsluttede affaldsdeponeringsanlæg (lossepladser, fyldpladser eller specialdepoter), der ikke er omfattet af § 11, stk. 6
  • farligt affald, herunder klinisk risikoaffald, der tilføres et forbrændingsanlæg i læs, der udelukkende indeholder farligt affald.

Der blev indført afgiftsdifferentiering. Der var en sats for affald, der deponeres. En anden sats for affald, der forbrændes i forbindelse med el- eller kraftvarmeproduktion og en tredje sats for affald, der afleveres til anden forbrænding. Det blev præciseret, at afgiftspligten blev gjort uafhængig af, om kommunen har foretaget en konkret anvisning af affaldet, og at registreringspligten også omfatter virksomheder, der forbrænder eller deponerer affald på egen grund.

Eksempler fra praksis

Deponering af eget affald på egen grund var ikke omfattet af registreringspligten. Der skulle således ikke betales affaldsafgift i denne situation. Afgørelsen vedrører afgiftsperioder fra før lovændringen. Se SKM2003.26.HR.

Afgiftsmæssig fordeling af affaldet mellem de forskellige satser er beskrevet i TfS 2000, 610.

Afgift af aske og slagge fra elværker mv.

Ved lov nr. 1107 af 29. december 1997 blev fritagelsesbestemmelserne igen ændret. Loven indeholdt nu følgende fritagelser

  • biomasseaffald, der kan tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning i henhold til Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 638 af 3. juli 1997 om biomasseaffald, i læs, der udelukkende indeholder denne type affald
  • rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning
  • kompost, der opfylder kravene til anvendelse uden særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, til slutafdækning på lossepladser
  • affald, som fjernes fra afsluttede affaldsdeponeringsanlæg (lossepladser, fyldpladser eller specialdepoter), der ikke er omfattet af § 11, stk. 6
  • farligt affald, herunder klinisk risikoaffald, der tilføres et forbrændingsanlæg i læs, der udelukkende indeholder farligt affald.

Afgiftsfritagelse i forbindelse med forebyggelse af BSE

Ved lov nr. 359 af 22. maj 2000 blev følgende fritagelse tilføjet

  • kød- og benmel og fedt, som stammer fra forarbejdning af specificeret risikomateriale i forbindelse med forebyggelsen af BSE, der tilføres et forbrændingsanlæg, der er godkendt til forbrænding af forarbejdet specificeret risikomateriale, i hele selvstændige læs. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at affaldet kommer fra en godkendt forarbejdningsvirksomhed.

Generel afgiftsfritagelse ved forbrænding og midlertidig afgiftsfritagelse ved deponering i forbindelse med forebyggelse af BSE

Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 487 af 7. juni 2001. Fritagelserne vedrørende BSE blev ændret til:

  • Kødmel, benmel og fedt, som stammer fra forarbejdning af animalsk affald og tilføres et forbrændingsanlæg i hele selvstændige læs fra en godkendt forarbejdningsvirksomhed. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at kød- og benmelet ikke må anvendes i foderet til dyr, der anvendes til fødevareproduktion.
  • Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmel er omfattet af § 9, stk. 3, nr. 6.

Ændringer i det afgiftspligtige vareområde og regler for mellemdeponering af forbrændingsegnet affald.

Ved lov nr. 1057 af 17. december 2002 blev der ændret i fritagelsesbestemmelserne.

Følgende fritagelser blev tilføjet

  • olie- og kemikalieforurenet sand fra kommunal strandrensning i hele, selvstændige læs
  • papirslam, som anvendes ved industriel produktion
  • affald i form af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord, der overholder de afskæringskriterier, der er angivet i vejledning nr. 7, 2000, fra Miljøstyrelsen, kan tilføres deponeringsanlæg, uden at der skal svares affaldsafgift. Mængden af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord kan samlet årligt maksimalt udgøre 2 pct. af den samlede tilførte affaldsmængde og skal tilføres anlægget i hele, selvstændige læs. De to fraktioner må kun anvendes afgiftsfrit til daglig afdækning og interimsveje.

Samtidig blev der indsat en bestemmelse om, at medforbrænding af affald ikke omfatter produktion af energi. Der blev indført regler om mellemdeponering af forbrændingsegnet affald og regler om alternativ metode til vejning af affald.

Eksempel fra praksis

Fremstilling af energi anses ikke for udnyttelse af materialer i affaldet og kan ikke karakteriseres som medforbrænding. Se SKM2009.140.LSR.

Forskellige ændringer i fritagelsesbestemmelserne

Ved lov nr. 127 af 27. februar 2004 blev fritagelsesbestemmelserne ændret.

Fritagelsen

  • deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmel er omfattet af § 9, stk. 3, nr. 6

ændres til

  • deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af specificeret risikomateriale, hvor der foreligger veterinært krav om deponering.Fritagelsen
  • affald i form af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord, der overholder de afskæringskriterier, der er angivet i vejledning nr. 7, 2000, fra Miljøstyrelsen, kan tilføres deponeringsanlæg, uden at der skal svares affaldsafgift. Mængden af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord kan samlet årligt maksimalt udgøre 2 pct. af den samlede tilførte affaldsmængde og skal tilføres anlægget i hele, selvstændige læs. De to fraktioner må kun anvendes afgiftsfrit til daglig afdækning og interimsveje

ændres til

  • affald i form af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord, der overholder de afskæringskriterier, der er angivet i vejledning nr. 7, 2000, fra Miljøstyrelsen, kan tilføres deponeringsanlæg, uden at der skal svares affaldsafgift. Mængden af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord kan samlet årligt maksimalt udgøre 2 pct. af sidste års deponerede affaldsmængde eksklusive midlertidigt deponeret affald og skal tilføres anlægget i hele, selvstændige læs. De to fraktioner må kun anvendes afgiftsfrit til daglig afdækning og interimsveje. For nye anlæg beregnes mængden ud fra første års deponerede affaldsmængde eksklusive midlertidigt deponeret affald. Følgende fritagelse tilføjes
  • Deponering af akse eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmelet er omfattet af nr. 6, men ikke af nr. 7.

Fritagelse fra affaldsafgift for forbrænding af fiberfraktioner der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning

Ved lov nr. 512 af 7. juni 2006 blev følgende fritagelse tilføjet:

  • Fiberfraktioner, der fremkommer efter afgasning og separering af husdyrgødning. For at være omfattet af afgasningen ske i et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 623 af 30. juni 2003 om anvendelse af affald til jordbrugsformål.

Fritagelse for afgift af visse typer affald fra egen cementproduktion

Ved lov nr. 529 af 17. juni 2008 blev følgende fritagelse tilføjet:

  • Råmel, uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement, kasserede klinker og ovnudhugning fra egen cementproduktion kan ligeledes føres til deponering på den til produktionen hørende egen grund, uden at der skal svares affaldsafgift. Lovændringen er endnu ikke trådt i kraft.

Registrering af deponeringsanlæg til farligt affald. Ændringer i fritagelserne og afgiftssatserne

Ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 er forbrændingsafgiften blevet indekseret og afgiften på deponering af affald forhøjet. Specielle deponeringsanlæg til farligt affald skal registreres. Fritaget for registrering er

  • anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord og oprensningssedimenter
  • anlæg til deponering af jord fra afvaskning af roer.

Omlægning af affaldsforbrændingsafgiften

Ved lov nr. 461 af 12. juni 2009 blev forbrændingsafgiften af affald omlagt til en almindelig afgift på energi og CO2. Omlægningen betyder, at affaldsforbrændingsafgiften ikke længere opkræves efter affaldsafgiftsloven. Bestemmelserne om affaldsforbrænding er overført til energiafgiftslovgivningen.

Eksempler fra praksis

Afbrænding af rapsolie og palmeolie i selskabets kraftcentral er afgiftsfri under forudsætning af, at der ikke er tale om restprodukter eller anvisningspligtigt affald. Se SKM2006.728.SR.

Træaffald fra træforarbejdningsvirksomhed tilført forbrændingsanlægget som rene selvstændige læs, er fritaget for afgift. Tilførsel af brændselsflis med rester af spånplade, malet træ m.m. opfyldte ikke betingelserne. Betingelserne er, at affaldet stammer fra en træforarbejdningsvirksomhed og er tilført forbrændingsanlægget som rene selvstændig læs. Se TfS1994, 887.

Satsændringer m.m.

Ud over de ovenfor beskrevne ændringer i afgiftspligtens omfang mm, er bestemmelserne om bl.a. opgørelse af den afgiftspligtige mængde og satserne blevet ændret flere gange.

Der henvises til de relevante lovændringer for en nærmere gennemgang.

E.A.7.3.2 Definition: Affald

Affaldsbegrebet

Med EF's affaldsdirektiv 2008/98/EF er der indført en fælles affaldsdefinition. Direktivets definition af affald er gengivet direkte i Affaldsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1 på følgende måde:

Affald: Ethvert stof og enhver genstand, som henhører under en af kategorierne i bilag 1, jf. bilag 2, og som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med. Se BEK nr. 1634 af 13. december 2006 om affald, § 3, stk. 1, nr. 1 og bilag 1 og 2.

EF-domstolen har i flere tilfælde taget stilling til fortolkningen af affaldsbegrebet. Det beror på de konkrete omstændigheder, om et materiale er affald eller ej. Afgørelsen skal træffes af kommunalbestyrelsen på baggrund af den konkrete sag.

Anvisningspligtigt affald

Ved anvisningspligtigt affald forstås dels affald fra de kommunale indsamlingsordninger, som er etableret med hjemmel i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1632 af 21. december 2010 (affaldsbekendtgørelsen), dels affald omfattet af konkrete eller aktive anvisninger på bortskaffelsesmuligheder, som kommunalbestyrelserne ifølge bekendtgørelsen skal foretage for affald omfattet af bekendtgørelsen, men som ikke er omfattet af en kommunal indsamlingsordning.

Se også

  • E.A.7.3.4 Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne
E.A.7.3.3 Affald omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af det affald, som er omfattet af reglerne om afgift på affald.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtigt affald
  • Undtagelser fra afgiftspligten
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

  • E.A.7.3.2 Definition: Affald.

Afgiftspligtigt affald

Afgiftspligten omfatter som udgangspunkt alt affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed med henblik på deponering. Se AFFAL § 9, stk. 1.

Afgiftspligten indtræder ved tilførsel til en registreringspligtig virksomhed.

Der skal betales afgift af bygningsaffald, jordfyld, kompost og slagger mv., der tilføres en losseplads med henblik på regelmæssig afdækning af affaldet.

Der skal betales afgift af affald på lossepladser m.v., der først efter etableringen bliver miljøgodkendt og dermed registreringspligtig. Afgiftspligten indtræder ved den efterfølgende godkendelse. Af administrative grunde er det kommunalbestyrelsen, der opgør vægten af affald på sådanne lossepladser.

Eksempel fra praksis

Jord fra en slaggeholdig grund, der blev anvendt til opfyldning på en losseplads, som var under lukning, var afgiftspligtig, da der ikke af myndighederne var truffet afgørelse om, at jorden skulle genanvendes som led i et anlægsarbejde. Se TfS2000, 268.ØLD.

Afgiftspligt indtrådte ved tilførsel til kommunens afgiftspligtige område, selv om kommunen havde afmeldt området fra registrering. Se SKM2009.695.LSR.

Afgiftspligt for affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. Genanvendeligt blandet byggeaffald indeholdende ren jord blev tilført virksomheden. Affaldet blev anvist af kommunerne som bygningsaffald. Affaldet blev sorteret, således at fragmenter større end 60X60 mm blev frasorteret, knust og solgt til genanvendelse. Resten blev deponeret på virksomheden. Sorteringsprocessen kunne ikke medføre, at restfraktionen ophørte med at være affald. Deponeringen af affaldet indebar heller ikke en genanvendelse eller nyttiggørelse af affaldet, der kunne medføre afgiftsfritagelse. Se SKM2010.461.ØLR.

Undtagelser fra afgiftspligten

I en række tilfælde er der undtagelser fra afgiftspligten. Se AFFAL § 9, stk. 2:

  1. Rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning.
  2. Kompost, der opfylder kravene til anvendelse uden særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, til slutafdækning på lossepladser.
  3. Affald, der fjernes fra afsluttede affaldsdeponeringsanlæg (lossepladser, fyldpladser eller specialdepoter), der ikke er omfattet af AFFAL § 11, stk. 5.
  4. Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af specificeret risikomateriale, hvor der foreligger veterinært krav om deponering.
  5. Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmelet er omfattet af § 7a, stk. 2, nr. 3 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., men ikke af denne lovs § 9, stk. 2, nr. 4.
  6. Olie- og kemikalieforurenet sand fra kommunal strandrensning i hele, selvstændige læs.
  7. Affald i form af sten, tegl og brokker.
  8. Råmel, uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement, kasserede klinker og ovnudhugning fra egen cementproduktion kan ligeledes føres til deponering på den til produktionen hørende egen grund, uden at der skal betales afgift.

Ad 1) Rent jordfyld og ren jord

Fritagelsen omfatter rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller til retablering af vækstlag (slutafdækning) på en losseplads. Ved ren jord forstås opgravet muldjord, ler, grus og lignende uden indhold af bygningsaffald eller andre former for materialer eller stoffer, end hvad man normalt vil finde i jorden. Jorden må ikke være omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt. Det er en betingelse, at den registreringspligtige virksomhed ikke opkræver betaling for modtagelsen. Forurenet jord, der har gennemgået en rensning, og som efter rensningen er så ren, at jorden kan disponeres frit og dermed ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt, betragtes her som ren jord.

Daglig afdækning af affaldet sker bl.a. for at holde på affaldet, så det ikke flyver væk.

Eksempler fra praksis

Kartoffelafrensningsjord, anvendt til slutafdækning, med et indhold af kartofler på mellem 0,2 pct. og 2 pct. af muldjorden, var ikke afgiftspligtig. Se TfS 1995,171.

Renset, let forurenet jord, anvendt til daglig afdækning og slutafdækning på lossepladser, blev anset som affald, der skulle betales afgift af ved tilførsel til den registreringspligtige virksomhed. Jorden var ikke så ren, at der var tale om jord til fri anvendelse. Se TfS 1995, 173.

Kasseret støbesand var affald, også efter oparbejdning med bentonit, som fandt sted, inden støbesandet blev tilført lossepladsen. Se SKM2004.233.HR.

Ad 2) Kompost

Fritagelsen omfatter kompost, der anvendes til slutafdækning på lossepladser. Det er en betingelse, at komposten opfylder kravene til anvendelse uden særskilt tilladelse. Komposten må således ikke kunne forurene grundvand, jord eller undergrund. Se miljøbeskyttelseslovens § 19.

Ad 3) Affald fra afsluttede deponier

Fritagelsen omfatter affald, som fjernes fra afsluttede affaldsdeponeringsanlæg. Ved affaldsdeponeringsanlæg forstås lossepladser, fyldpladser eller specialdepoter. Det er en betingelse, at der er tale om egentlige deponeringsanlæg. Det er således ikke tilstrækkeligt, at affaldet fjernes fra en forurenet grund.

Bestemmelsen sikrer, at der ikke betales afgift to gange af det samme affald.

Fritagelsen omfatter også tilfælde, hvor en gammel losseplads eller fyldplads, der var nedlagt allerede før affaldsafgiftens indførsel, og som derfor aldrig har været omfattet af affaldsafgiften, skal fjernes fx for at give plads til et nyt anlægsarbejde. Indholdet fra disse pladser kan tilføres registrerede virksomheder uden betaling af afgift.

Ad 4) Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af specificeret risikomateriale, hvor der foreligger veterinært krav om deponering

Fritagelsen omfatter deponering af aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel fra specificeret risikomateriale. Specificeret risikomateriale kaldes også kategori 1 materiale. Se Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, der ikke er bestemt til konsum. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at der ikke sker sammenblanding med ikke specificeret kød- og benmel eller anden form for affald. En evt. sammenblanding kan hindre en eventuel senere genanvendelse kød- og benmelet fra ikke-specificeret risikomateriale.

Fritagelsen gælder så længe, der foreligger et veterinært krav om deponering. Ophæves kravet om deponering, vil deponering af aske og slagger fra specificeret risikomateriale i stedet blive omfattet af fritagelsesbestemmelsen vedrørende deponering af aske og slagger fra separat forbrænding af ikke specificeret kød- og benmel. Se ad 5).

Ad 5) Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmelet er omfattet af § 7a, stk. 2, nr. 3, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., men ikke af denne lovs § 9, stk. 2, nr. 4

Deponering af aske eller slagger fra separat forbrænding af kød- og benmel, hvor kød- og benmelet er omfattet af § 7a, stk. 2, nr. 3 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks. m.v., men ikke af denne lovs § 9, stk. 2, nr. 4. Bestemmelsen er konsekvensrettet i lov 461 af 12. juni 2009 som følge af, at afgiftsfritagelsen i dagældende § 9, stk. 3, nr. 6, overføres til kulafgiftsloven. Der blev ved lovændringen ikke taget stilling til, at bestemmelsen var udløbet den 31.12.2007. Der følger imidlertid af SKATs praksis, at fritagelsen fortsatte i perioden 1.1.2008 til 1.1.2010.

Ad 6) Olie- og kemikalieforurenet sand

Fritagelsen omfatter olie- og kemikalieforurenet sand fra kommunal strandrensning i hele, selvstændige læs.

Ad 7) Sten, tegl og brokker

Fritagelsen omfatter affald i form af sten, tegl og brokker samt lettere forurenet jord. Det er en betingelse, at affaldet overholder de afskæringskriterier, der står i Miljøstyrelsens vejledning nr. 7 fra 2000. Afskæringskriteriet er det forureningsniveau, hvor man bør rydde op eller dække med fast belægning, som fx fliser, så mennesker ikke kommer i kontakt med jorden, hvis grunden bruges til bolig eller lignende. Forureningen må ikke overskride det niveau. Affaldet skal tilføres anlægget i hele selvstændige læs. Affaldet må kun bruges til daglig afdækning og interimsveje. Ved interimsveje forstås midlertidige veje.

Affaldet må højst udgøre 2 pct. af den samlede tilførte mængde. De 2 pct. skal beregnes af sidste års deponerede mængde affald fraregnet den mængde, som midlertidigt er deponeret. Det er derfor ikke muligt at tilføre affald og efterfølgende fraføre affald, og herved opnå mulighed for at tilføre større mængder affald til etablering af interimsveje og daglig afdækning. Ved at vælge sidste års mængde har anlægget fra årets begyndelse kendskab til den mængde forurenet jord og byggeaffald, som kan tilføres uden afgift. For et nyt anlæg foretages beregningen dog med udgangspunkt i den deponerede mængde fraregnet den mængde, som midlertidigt er deponeret i anlæggets første leveår. Fra anlæggets andet leveår bliver første års tilførte mængde affald fraregnet den mængde, som midlertidigt er deponeret, afgørende for beregningen.

Ad 8) Råmel, uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement, kasserede klinker m.m.
Råmel, uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement og klinker samt ovnudhugning fra cementproduktion, der deponeres på egen grund er fritaget for affaldsafgift. Det er en betingelse, at affaldet stammer fra egen cementproduktion og at deponeringen kun vedrører affald, der er frembragt ved produktion på samme grund. Bestemmelsen er vedtaget ved lov nr. 529 om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer af 17. juni 2008. Bestemmelsen skal notificeres efter EU-Kommissionens statsstøtteregler og træder først i kraft, når godkendelsen foreligger.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2004.233.HR

Kasseret støbesand var affald, også efter den oparbejdning med bentonit, der fandt sted, inden den blev tilført Holstebro Kommunes losseplads i Naur til anvendelse som vandstandsende lag i topmembranen. Se AFFAL § 9, stk. 3. Afgiftspligt.

SKM2003.26.HR

Deponering af eget affald på egen grund omfattes ikke af registreringspligten og dermed afgiftspligten. Se AFFAL §§ 9 og 11. Ikke afgiftspligt.

Afgørelsen er fra før ændring ved lov nr. 1224 af 27.12.1996 med virkning fra 1. januar 1997. Efter lovændringen er der registreringspligt og afgiftspligt for deponering af eget affald på egen grund.

Se lignende sag om mangel på hjemmel til at opkræve affaldsafgift af eget affald som blev afbrændt i kraftvarmecentral SKM2002.68.ØLR

Se sag TfS 1997, 176 Et skibsværft havde på sit område indrettet en affaldsplads, hvorpå der deponeredes produktions- og byggeaffald fra værftet. Kommunens havde meddelt, at drifts- og sikkerhedsforanstaltningerne var forsvarlige. Kommunens skrivelse kunne ikke forstås som en anvisning af affald. Fritaget for registreringspligt og afgift. Efter lovændringen er det ikke en betingelse at kommunen har foretaget en aktiv anvisning.

Landsretsdomme

SKM2010.461.ØLR

Uforurenet jord indeholdende forskellige former for blandet byggeaffald blev anvist til sagsøgeren, der efter frasortering af fragmenter større end 60x60 mm. deponerede restfraktionen. Afgiftspligt af den tilførte jord, idet jorden måtte betragtes som affald, og idet der ikke i kraft af frasorteringen af større fragmenter byggeaffald var sket en nyttiggørelse eller genanvendelse af jorden. Se AFFAL § 9. Afgiftspligt

SKM2005.102.VLR

Restprodukter bestående af spåner og fraskær fra fremstilling af højtalerkabinetter blev anvendt som brændsel i virksomhedens eget fyringsanlæg. Virksomheden har som registreringspligtig virksomhed fået tilført affald til sit eget forbrændingsanlæg og skal betale afgift efter reglerne om afbrænding af eget affald. Ikke grundlag for en fortolkning, hvorefter kun affald tilført udefra udløser afgift. Se AFFAL §§ 9 og 11. Afgiftspligt.

TfS2000, 268 ØLD

Jord fra en slaggeholdig grund, der blev anvendt til opfyldning på en losseplads, som var under lukning, var afgiftspligtig, da der ikke af myndighederne var truffet afgørelse om, at jorden skulle genanvendes som led i et anlægsarbejde. Se AFFAL § 9. Afgiftspligt.

Landsskatteretskendelser

SKM2009.695.LSR

En kommune ansås for affaldsafgiftspligtig for deponering af affald, herunder spildevandsslam, efter afmeldelse fra registrering. Kommunen havde efter afmeldelsen fortsat drevet registreringspligtig virksomhed med modtagelse af henholdsvis anvisningspligtigt affald, samt spildevandsslam og ristesand. Afgiftspligten indtræder ved tilførslen til kommunens afgiftspligtige område. Der var ikke nogen opdeling af områder, der er afgiftspligtige efter hovedreglen og områder, hvor der kan ske fritagelse for registrering eller områder, hvor der kan ske genanvendelse af tilførte materialer. I afgiftsmæssig forstand måtte hele området betragtes som et deponi. Se AFFAL §§ 9 og 11. Afgiftspligt.

SKM2003.296.LSR

Et komposteringsanlæg til haveaffald, der var beliggende i tilslutning til kommunens registrerede losseplads, var ikke en del af lossepladsen. Der skulle derfor ikke betales affaldsafgift af haveaffald, der blev tilført komposteringsanlægget. Se AFFAL §§ 9 og 11. Ikke afgiftspligt.

TfS1999, 582

Et kraftvarmeværk B, der fik tilført affald til forbrænding, var registreringspligtig. I/S A, der havde en samarbejdsaftale med B om opførelse og drift af B, herunder indsamling og aflevering af affald til B, kunne ikke anses for registreringspligtig. Se AFFAL §§ 9 og 11. Afgiftspligt.

SKAT

SKM2006.728.SR

Hvis der ikke er tale om restprodukter fra egen eller anden produktion, og der ikke er tale om anvisningspligtigt affald omfattet af affaldsbekendtgørelsen, er der afgiftsfrihed efter affaldsafgiftsloven ved afbrænding af rapsolie og palmeolie i selskabets kraftcentral. Se AFFAL §§ 9 og 11. Ikke afgiftspligt.

TfS1995, 171

Kartoffelafrensningsjord, der blev anvendt til slutafdækning på en losseplads, var ikke afgiftspligtigt. Jorden havde et indhold af kartofler, der udgjorde mellem 0,2 og 2 procent af muldjorden. Se AFFAL § 9. Ikke afgiftspligt.

TfS1995, 173

Renset let forurenet jord kan efter Told- og Skattestyrelsens afgørelse ikke afgiftsfrit anvendes til daglig afdækning og slutafdækning på lossepladser. For at jord afgiftsfrit kan anvendes til afdækning, er det en betingelse, at der er tale om ren jord. Spørgsmålet havde været forelagt Miljøstyrelsen, der har udtalt, at amtet havde vurderet jorden som "ren jord med et indhold af forurenende stoffer, der ligger for højt til de variationer i baggrundsniveauet, der findes i normal jord." Jorden var uegnet til fri anvendelse. Se AFFAL § 9. Afgiftspligt.

TfS1994, 887

Et kraftvarmeanlæg fik tilført brændselsflis. Andelen af rent træ udgjorde 95 pct. af flisen og i resten var der rester af bl.a. spånplade, krydsfiner og malet træ, samt tilførsler af helt rene læs flis. Det afgørende for om træaffald kan tilføres afgiftsfrit er om affaldet stammer fra en træforarbejdningsvirksomhed og er tilført forbrændingsanlægget som rene selvstændige læs. Ingen af betingelserne for opfyldt. Se AFFAL § 9. Afgiftspligt.

E.A.7.3.4 Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de virksomheder og anlæg, der er omfattet af reglerne om affaldsafgift.

Afsnittet indeholder:

  • Registreringspligtige virksomheder og anlæg
  • Virksomheder og anlæg der er fritaget for registrering
  • Betingelser for fritagelse for registrering
  • Andre anvendelser og situationer der er fritaget for registrering
  • Anmeldelse til registrering
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

  • Reglerne om registrering af virksomheder A.5
  • Blanket, der anvendes ved anmeldelse til registrering nr. 24.033.

Registreringspligtige virksomheder og anlæg

Hovedreglen er, at virksomheder og anlæg, der til deponering modtager affald omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamling, skal registreres. Se AFFAL § 11.

Ved kommunalbestyrelsens anvisningspligt forstås en kommunal anvisning på en bortskaffelsesmulighed. Ved anvisningspligtigt affald forstås affald fra de kommunale indsamlingsordninger og affald omfattet af aktive eller konkrete anvisninger på bortskaffelsesmuligheder. Se flere oplysninger om håndtering af affald i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1632 af 21. december 2010 om affald. Både kommunale indsamlingsordninger og anviste bortskaffelsesmuligheder er såkaldte pligtordninger, der som hovedregel vil være fastsat regler om i et kommunalt regulativ.

Selv om der ikke er etableret en indsamlingsordning eller foretaget en konkret eller aktiv anvisning, anses affaldet for omfattet af anvisningspligten. Det er således ikke en betingelse for registreringspligten, at der er foretaget en konkret eller aktiv anvisning af det pågældende affald. Det er det modtagende anlægs faktiske håndtering af affaldet, der er afgørende for spørgsmålet om registreringspligt. Registreringspligten indtræder uanset, hvilken type anlæg, der er tale om. Det kan både være en almindelig kontrolleret losseplads, et specialdepot eller et deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse. Virksomheder, der modtager affald fra udlandet med henblik på deponering, skal ligeledes registreres.

Virksomheder og anlæg, der på egen grund deponerer eget affald, er også registreringspligtige. Se SKM2005.102.VLD. Der var ikke grundlag for en fortolkning, hvorefter kun affald tilført udefra udløser afgift.

Hvis et anlæg er registreringspligtigt, fordi det modtager affald omfattet af den kommunale anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, skal der betales afgift af al affald, der tilføres anlægget. Det gælder også, selv om det pågældende affald ikke er omfattet af den kommunale anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning. Hvis anlægget ikke er registreringspligtigt i forvejen, skal anlægget registreres, og der skal betales affaldsafgift, såfremt der tilføres affald, som er omfattet af den kommunale anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning.

Hvis der på en registreringspligtig virksomhed anvendes affald til bygge- og anlægsarbejder, skal der betales afgift af det anvendte affald.

Frem til 1. januar 2010 var specielle anlæg til destruktion af farligt affald fritaget for registreringspligten. Bestemmelsen er med virkning fra samme dato ændret til at omfatte specielle deponeringsanlæg til farligt affald. Samtidig er fritagelsen for registrering bortfaldet. Deponering af farligt affald på specielle deponeringsanlæg til farligt affald, herunder også midlertidig deponering med henblik på senere forbrænding og deponering på egen grund, er herefter omfattet af de almindelige bestemmelser om afgift på deponering af affald, herunder registreringspligt.

Udgangspunktet for betaling af affaldsafgift ved deponering af farligt affald i specielle deponeringsanlæg er, at affald til den pågældende virksomhed er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning. Det er dog ikke i alle tilfælde, at specielle deponeringsanlæg til farligt affald vil blive registreringspligtige på dette grundlag. Der er derfor fastsat regler om, at registreringspligten for de specielle anlæg til farligt affald gælder i alle tilfælde.

Eksempler fra praksis

En kommune havde drevet registreringspligtig virksomhed med modtagelse af anvisningspligtigt affald efter afmeldelse fra registrering. Se SKM2009.695.LSR.Uanset afmeldelsen indtræder der afgiftspligt ved tilførslen af anvisningspligtigt affald til virksomheden.

Et deponi, der var beliggende på et selskabs egen grund og som kun modtog affald fra selskabet, var registreringspligtigt. Se TfS1995, 172.

Virksomheder og anlæg der er fritaget for registrering

Følgende virksomheder og anlæg er fritaget for registrering. Se AFFAL § 11:

  1. Anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord og oprensningssedimenter
  2. Anlæg til deponering af jord fra afvaskning af roer
  3. Genanvendelsesanlæg.

Ad 1) Anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord og oprensningssedimenter

Anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord og oprensningssedimenter er fritaget for registrering. Det er en betingelse, at deponiet er miljøgodkendt. Ved oprensningssedimenter forstås her oprenset materiale, der fremkommer i forbindelse med vandrensning.

Ad 2) Anlæg til deponering af jord fra afvaskning af roer

Jord og planterester fra vask af sukkerroer spredes normalt ikke tilbage på jorden, men tilføres specialdepoter, medmindre jorden kan nyttiggøres til andre formål. Dette sker for at hindre smittespredning af rizomania, der er en virus i sukkerroer.

Ad 3) Genanvendelsesanlæg

Kommunalbestyrelsen kan også anvise affald til genanvendelse. Genbrugs- og genanvendelsesvirksomheder, der ikke foretager forbrænding eller deponering af affald, er ikke registreringspligtige.

Som genanvendelsesanlæg betragtes:

  • Regulære genbrugs- og genanvendelsesvirksomheder
  • Anvendelse af rent, sorteret bygningsaffald i bygge- og anlægsarbejder. Se bekendtgørelse nr. 1662 af 21. december 2010 om anvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder og om anvendelse af sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald
  • Anvendelse af kompost til etablering af grøftekanter, parkanlæg og lignende under forudsætning af, at anvendelsen sker efter regler, der ikke medfører krav om miljøgodkendelse eller at anvendelsen ikke i sig selv er godkendelsespligtig
  • Nedknusningsanlæg, der modtager bygningsaffald og lignende til midlertidig opbevaring, indtil der er mulighed for at nedknuse affaldet til genanvendelige materialer
  • Sorteringsanlæg. Ved sorteringsanlæg forstås her anlæg, der modtager og sorterer affald.

Listen er ikke udtømmende.

Betingelser for fritagelse for registrering

Det er en betingelse for registreringsfritagelsen, at det pågældende anlæg ikke modtager andet anvisningspligtigt affald. Se AFFAL § 11, stk. 6.

Efter praksis accepteres afgiftsfri tilførsel til specialdepoter, der er etableret i forbindelse med en registreringspligtig virksomhed, hvis der er en skarp adskillelse mellem specialdepotet og den registreringspligtige virksomhed.

En betingelse for, at et genanvendelsesanlæg kan holdes uden for afgiftspligten er, at anlægget ikke er en integreret del af et deponi. Hvis genanvendelsesanlægget drives i tilknytning til et affaldsdeponi, er det et krav, at genbrugsmaterialet holdes skarpt adskilt fra det afgiftspligtige affald.

Ved adskillelse mellem en registreringspligtige virksomhed og et genanvendelsesanlæg eller et specialdepot, er det i særlig grad de fysiske forhold, der er afgørende. Eksempler på accepteret adskillelse er hegn, herunder flytbare hegn, jordvold samt naturlig adskillelse som fx en bæk.

Eksempler fra praksis

Der var ikke en opdeling af områder, der var afgiftspligtige og områder, hvor der kan ske fritagelse for registrering eller områder, hvor der kan ske genanvendelse af tilførte materialer. Se SKM2009.695.LSR. Hele området blev derfor betragtet som registreringspligtigt deponi.

Principperne for adskillelse af et komposteringsanlæg og et registreringspligtigt affaldsdepot er beskrevet i SKM2003.296.LSR.

For at anse anlægget som et genanvendelsesanlæg, er det en betingelse, at opbevaringen på anlægget er af midlertidig karakter. Er opbevaringen af en sådan karakter, at der ikke længere er tale om en midlertidig opbevaring, medfører det registreringspligt.

Anvendelse af rent, sorteret affald i bygge- og anlægsarbejder udløser ikke registreringspligt, når anvendelsen sker i henhold til regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Se bekendtgørelse nr. 1662 af 21. december 2010 om anvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder og om anvendelse af sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald. Regelsæt om anvendelse af uorganiske restprodukter i bygge- og anlægsarbejder fastsætter kvalitetskrav til de pågældende restprodukter og indeholder bestemmelser om, til hvilke formål og i hvilke mængder fx lagtykkelser m.m., restprodukterne kan anvendes. Anvendelse af affald i bygge- og anlægsarbejder, der ikke er omfattet af den særlige regulering for byggearbejde, men reelt er deponering, er omfattet af den kommunale anvisningspligt og dermed ikke fritaget for registrering. Det samme gælder for anvendelse af affald, der ikke opfylder de kvalitetskrav, der er fastsat i regler om genanvendelse af restprodukter i bygge- og anlægsarbejder, og anvendelse af affaldet til andre formål eller i større mængder end tilladt efter de pågældende regler.

Andre anvendelser og situationer der er fritaget for registrering

Følgende anvendelser er fritaget for registrering. Se AFFAL § 11:

  1. Restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse, der anvendes i bygge- og anlægsarbejder
  2. Ren jord
  3. Rent sorteret bygningsaffald til anlæggelse af interimsveje
  4. Driftsstop på registreret forbrændingsanlæg.

Ad 1) Restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse, der anvendes i bygge- og anlægsarbejder

Det er en forudsætning for fritagelsen, at anvendelsen af restprodukterne er miljøgodkendt enten efter en godkendelse udstedt efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven eller, at anvendelsen sker i henhold til regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5.

Opfyldning af inddæmmet areal med restprodukter fra kraftværk blev anset som bygge- og anlægsarbejde, selv om der ikke forelå nærmere udformning af planer. Se SKM2003.246.HR.

Ad 2) Ren jord

Ren jord og jordtippe er ikke omfattet af registreringspligten. Det er en betingelse for fritagelsen, at der kun deponeres ren jord til fri anvendelse på pladsen.

Ad 3) Rent sorteret bygningsaffald til anlæggelse af interimsveje

Fritagelsen omfatter anvendelse af rent sorteret bygningsaffald til anlæggelse af interimsveje. Bygningsaffaldet må kun bestå af forsorterede, rene stenmaterialer, forsorteret, rent beton og forsorterede, rene uglaserede teglmaterialer. Ved teglmaterialer forstås mursten og teglsten.

Byggematerialet må ikke indeholde rester af maling, lak eller andre forurenede stoffer. Træ og andet organisk materiale samt tjæreholdige materialer skal være fjernet. Der må ikke forefindes PCB-fugemasse eller rester fra skorstene eller lignende.

Ad 4) Driftsstop på registreret forbrændingsanlæg

Lejlighedsvis modtagelse af affald fra et registreret forbrændingsanlæg på grund af driftsstop udløser ikke registreringspligt for modtageren. Det er en betingelse, at affaldet ikke har kunnet afleveres til en anden registreret virksomhed. Det registrerede forbrændingsanlæg skal veje affaldet og betale affaldsafgiften.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2003.246.HR

Opfyldning af inddæmmet areal med restprodukter som slagger og flyveaske fra kraftværk med henblik på at deponere affald og på at anvende det indvundne areal til udvidelse af værkets kulpladser og produktionsanlæg. Anset som bygge- og anlægsarbejde selv om der ikke forelå nærmere udformning af planer. Se AFFAL § 11, stk. 5, 2. pkt. Ikke afgiftspligt.

SKM2003.26.HR

Deponering af eget affald på egen grund omfattes ikke af registreringspligten og dermed afgiftspligten. Se AFFAL §§ 9 og 11. Ikke afgiftspligt.

Afgørelsen er fra før ændring ved lov nr. 1224 af 27.12.1996 med virkning fra 1. januar 1997. Efter lovændringen er der registreringspligt og afgiftspligt for deponering af eget affald på egen grund.

Se lignende sag om mangel på hjemmel til at opkræve affaldsafgift af eget affald som blev afbrændt i kraftvarmecentral SKM2002.68.ØLR

Se sag TfS 1997, 176 Et skibsværft havde på sit område indrettet en affaldsplads, hvorpå der deponeredes produktions- og byggeaffald fra værftet. Kommunens havde meddelt, at drifts- og sikkerhedsforanstaltningerne var forsvarlige. Kommunens skrivelse kunne ikke forstås som en anvisning af affald. Fritaget for registreringspligt og afgift. Efter lovændringen er det ikke en betingelse at kommunen har foretaget en aktiv anvisning.

Landsretsdomme

SKM2005.102.VLR

Restprodukter bestående af spåner og fraskær fra fremstilling af højtalerkabinetter blev anvendt som brændsel i virksomhedens eget fyringsanlæg. Virksomheden har som registreringspligtig virksomhed fået tilført affald til sit eget forbrændingsanlæg og skal betale afgift efter reglerne om afbrænding af eget affald. Ikke grundlag for en fortolkning, hvorefter kun affald tilført udefra udløser afgift. Se AFFAL §§ 9 og 11. Afgiftspligt.

Landsskatteretskendelser

SKM2009.695.LSR

En kommune ansås for affaldsafgiftspligtig for deponering af affald, herunder spildevandsslam, efter afmeldelse fra registrering. Kommunen havde efter afmeldelsen fortsat drevet registreringspligtig virksomhed med modtagelse af henholdsvis anvisningspligtigt affald, samt spildevandsslam og ristesand. Afgiftspligten indtræder ved tilførslen til kommunens afgiftspligtige område. Der var ikke nogen opdeling af områder, der er afgiftspligtige efter hovedreglen og områder, hvor der kan ske fritagelse for registrering eller områder, hvor der kan ske genanvendelse af tilførte materialer. I afgiftsmæssig forstand måtte hele området betragtes som et deponi. Se AFFAL §§ 9 og 11. Afgiftspligt.

SKM2009.140.LSR

Hvis forbrænding af affald skal anses for medforbrænding, skal materialerne indgå i virksomhedens primære produktion. Af et fælleskommunalt interessentskabets afbrænding af affald fremstilles elektricitet og varme. Fremstilling af energi anses ikke for udnyttelse af materialer i affaldet og kan ikke karakteriseres som medforbrænding. Affaldet anvendes som brændsel. Se AFFAL §§ 11 og 12. Afgiftspligt.

SKM2003.296.LSR

Et komposteringsanlæg til haveaffald, der var beliggende i tilslutning til kommunens registrerede losseplads, var ikke en del af lossepladsen. Der skulle derfor ikke betales affaldsafgift af haveaffald, der blev tilført komposteringsanlægget. Se AFFAL §§ 9 og11. Ikke afgiftspligt.

TfS2000, 610

En deponeringsvirksomhed, der modtog flyveaske fra et kraftvarmeværk kunne ikke afregne affaldsafgift med 210 kr. pr. ton. Virksomheden skulle betale 335 kr. pr. ton, idet der ikke var hjemmel til at foretage en afgiftsmæssig fordeling i et tilfælde som det foreliggende. Flyveasken var heller ikke deponeret på et deponeringsanlæg omfattet af bestemmelsen om den lave afgiftssats. Se AFFAL §§ 10 og 11. Afgiftspligt.

TfS1999, 582

Et kraftvarmeværk B, der fik tilført affald til forbrænding, var registreringspligtig. I/S A, der havde en samarbejdsaftale med B om opførelse og drift af B, herunder indsamling og aflevering af affald til B, kunne ikke anses for registreringspligtig. Se AFFAL §§ 9 og 11. Afgiftspligt.

SKAT

SKM2006.728.SR

Hvis der ikke er tale om restprodukter fra egen eller anden produktion, og der ikke er tale om anvisningspligtigt affald omfattet af affaldsbekendtgørelsen, er der afgiftsfrihed efter affaldsafgiftsloven ved afbrænding af rapsolie og palmeolie i selskabets kraftcentral. Se AFFAL §§ 9 og 11. Ikke afgiftspligt.

TfS1995, 172

Et deponi, der var beliggende på et selskabs egen grund, og som kun modtog affald fra selskabet, var registreringspligtigt. Selskabet modtog byggeaffald (murbrokker, jord og lignende) og produktionsaffald (træ, isoleringsmateriale, defekt forsyningsmateriale, sandblæsningsmidler, stålsand, elektrodeslagger, gulvopfej og lignende). Se AFFAL § 11. Afgiftspligt.

E.A.7.3.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatsen på affald og beskriver, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Vejning af affaldet
  • Tidligere afgiftssatser
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftssatser

Registrerede virksomheder og anlæg skal beregne afgiften på grundlag af følgende satser og regler vedrørende

  • deponering af affald
  • farligt affald
  • mellemdeponering
  • overgangsbestemmelser vedrørende mellemdeponering.

Deponering af affald

Afgiften udgør 475 kr. pr. ton affald, der afleveres til deponering. Se AFFAL § 10.

Farligt affald

Afgiften udgør 475 kr. pr. ton farligt affald, der deponeres, herunder deponeres med henblik på senere forbrænding. Satsen finder anvendelse fra 1. januar 2015.

I perioden 2010-2014 er afgiften af farligt affald, der afleveres til deponering på specielle deponeringsanlæg til farligt affald eller deponeres på specielle deponeringsanlæg til farligt affald med henblik på senere forbrænding, følgende:

2010

2011

2012

2013

2014

Farligt affald, der afleveres til deponering på specielle deponeringsanlæg til farligt affald

kr. ton/
affald

0

0

160

160

160

Farligt affald, der afleveres til deponering på specielle deponeringsanlæg til farligt affald med henblik på senere forbrænding

kr. ton/
affald

0

0

160

160

160

Mellemdeponering

Afgiften udgør 475 kr. pr. ton affald, der deponeres med henblik på senere forbrænding. Ved mellemdeponering forstås her midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald.

Overgangsbestemmelser vedrørende mellemdeponering

Før 1. januar 2010 er affald, der mellemdeponeres med henblik på senere afbrænding, kun blevet belastet med satsen for affaldsforbrænding i stedet for den højere deponisats. Efterfølgende blev der ikke betalt afgift, når affaldet blev overført fra deponi til afbrænding, hvis det kunne dokumenteres, at der allerede var betalt forbrændingsafgift.

Afgiften på forbrænding af affald er omlagt til en energiafgift. Der betales ikke længere afgift af en given mængde affald efter affaldsafgiftsloven. I stedet betales energiafgift i forbindelse med affaldsforbrændingen, idet der betales affaldsvarmeafgift og tillægsafgift efter bestemmelserne i KULAL (kulafgiftloven). Derfor er det ikke længere muligt at betale forbrændingssatsen i forbindelse med mellemdeponering af affaldet.

For affald der den 1. januar 2010 er henlagt i mellemdeponi med henblik på forbrænding, tilbagebetales den betalte affaldsforbrændingsafgift på 330 kr. pr. ton affald i deponiet. Tilbagebetalingen sker på det tidspunkt, hvor affaldet fraføres til forbrænding. I stedet betales affaldsvarmeafgift og tillægsafgift efter KULAL af affaldet. Reguleringen/tilbagebetalingen skal ske før øvrig regulering af affaldsafgift ved fraførsel af affald fra deponiet efter bestemmelserne i AFFAL § 12.

Virksomheden skal kunne godtgøre vægten af affaldet i deponiet på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Virksomheden skal også kunne godtgøre vægten af affaldet til forbrænding, som efterfølgende fraføres deponiet.

Hvis deponiet tilføres affald efter tidspunktet for lovens ikrafttræden den 1. januar 2010, skal tilbagebetaling af den betalte affaldsforbrændingsafgift på 330 kr. pr. ton affald i deponiet ske, før der kan ske fradrag eller tilbagebetaling vedrørende afgiften på 475 kr. pr. ton affald til deponering efter bestemmelserne i § 12 i AFFAL. Dvs. princippet "first-in first-out" skal anvendes. Ved fraførsel af affald mellemdeponeret inden 1. januar 2010 kan der ikke ske fradrag i andre afgiftspligtige mængder efter AFFAL § 12, stk. 1.

Hvis forbrændingsegnet affald er deponeret til deponeringssatsen, skal der ske modregning til deponeringssatsen ved fraførsel. Der skal ikke ske modregning til deponeringssatsen, hvis affaldet opfylder betingelserne for mellemdeponering af affald. I den situation skal der i stedet svares afgift som for mellemdeponeret affald.

Vejning af affaldet

Opgørelsen af den afgiftspligtige mængde skal ske hjælp af en godkendt vægt ved fysisk vejning. SKAT godkender vægte, der er typegodkendt af DANAK. Verifikation af vægten skal foretages af godkendte laboratorer m.m. Ved verifikation forstås her en undersøgelse af, om vægten er i orden.

Den afgiftspligtige vægt er affaldets bruttovægt. Den afgiftspligtige vægt er således som hovedregel uafhængig af affaldets tørstofindhold.

Vejningen sker ved tilførslen til den registreringspligtige virksomhed. Se AFFAL § 12.

Affaldets bruttovægt kan opgøres ved, at der fra den samlede vægt af affald og køretøj fratrækkes en fast tara for køretøjet. Vægten af taraen/køretøjet skal være fastsat ved vejning hos den registrerede virksomhed. Ved tara forstås normalt emballagen. I dette tilfælde er taraen køretøjet.

Hvis køretøjet transporterer affaldet i en container, der ikke er permanent monteret på køretøjet, opgøres taraen som køretøjets faste tara tillagt den tara, som er angivet på containeren. Hvis der ikke er angivet tara på containeren, og containerens vægt ikke på anden måde er registreret, skal køretøj og container vejes samlet ved udkørsel.

Vægtanlægget skal være bemandet, når der vejes.

Der kan dog vejes uden bemanding, når

  • der ved vejning anvendes optisk læsbare kort, magnetkort eller lignende (ID-kort)
  • den faste tara for køretøjet er kodet i ID-kortet, og
  • viderekørsel til aflæsningsstedet kun kan ske efter vejning, eller vejningen kontrolleres på aflæsningsstedet.

Tidligere afgiftssatser

Siden 1. januar 2001 har afgiftssatserne været

  • 375 kr. pr. ton affald, der afleveres til deponering
  • 330 kr. pr. ton affald, der afleveres til forbrænding

Siden 1. januar 2003 har afgiftssatsen været

  • 330 kr. pr. ton affald, der mellemdeponeres.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

TfS2000, 610

En deponeringsvirksomhed, der modtog flyveaske fra et kraftvarmeværk kunne ikke afregne affaldsafgift med 210 kr. pr. ton. Virksomheden skulle betale 335 kr. pr. ton, idet der ikke var hjemmel til at foretage en afgiftsmæssig fordeling i et tilfælde som det foreliggende. Flyveasken var heller ikke deponeret på et deponeringsanlæg omfattet af bestemmelsen om den lave afgiftssats. Se AFFAL §§ 10 og 11. Afgiftspligt.

E.A.7.3.6 Opgørelse og afregning

Afsnittet indeholder reglerne om virksomhedernes og anlæggenes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for afgiftsperioden
  • Afgiftsperiode.

Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for afgiftsperioden

Registrerede virksomheder og anlæg skal opgøre den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode på grundlag af den mængde affald, der er tilført virksomheden til deponering i perioden, fratrukket vægten af den del af det afgiftspligtige affald, der igen er fraført i perioden. Ved opgørelsen skal alt affald, der er tilført virksomheden medregnes. Det gælder også affald, der ikke er omfattet af kommunens anvisningspligt. Se AFFAL § 12.

I opgørelsen kan der ikke foretages fradrag i vægten for

  • perkolat. Ved perkolat forstås væske, som afstrømmer fra lossepladser
  • tilførte hjælpestoffer
  • materialer, der ikke er betalt afgift af ved tilførsel, med undtagelse af vand.

Det er ikke afgørende for opgørelsen, hvad det fraførte affald skal bruges til.

Det er principielt en forudsætning for at opnå fradrag efter § 12, at der er sket en reel fraførsel fra den registreringspligtige virksomheds område. Efterfølgende oprettelse/godkendelse af specielle deponeringsanlæg til farligt affald på en registreringspligtig virksomheds område ved opsætning af hegn og etablering af særskilt tilkørsel til det specielle deponeringsanlæg, er i praksis accepteret som en fraførsel.

Hvis vægten af det fraførte affald er større end vægten af det tilførte affald i perioden, tilbagebetales afgiften for den overskydende vægt. Da negative afgiftssaldi således udbetales, er det ikke længere muligt at spare op i negative affaldsmængder.

Virksomheder, der inden 1. januar 2010 har uudnyttede fradrag i de afgiftspligtige mængder, kan få udbetalt værdien af fradraget. Værdien af fradraget sættes til 375 kr. pr. ton affald. Virksomhederne kan få udbetalt de akkumulerede negative afgiftssaldi ved henvendelse til SKAT.

Se også

  • E.A.7.3.5 Overgangsregler vedrørende mellemdeponering. Afsnittet indeholder oplysning om anvendelse af satsen 330 kr. pr. ton ved tilbagebetaling for mellemdeponeret affald, der fraføres til forbrænding.
  • E.A.7.3.5 Vejning af affaldet. Vægten af det fraførte affald er affaldets bruttovægt ved fraførslen.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter affaldsafgiftsloven er kvartalet. Se AFFAL § 13.

Efter udløbet af hvert kvartal og senest den 15. i den følgende måned skal virksomheden angive

  • vægten af det tilførte affald
  • vægten af det fraførte affald og
  • den afgiftspligtige vægt.

Virksomheden eller anlægget skal angive og indbetale beløbet til SKAT senest den 15. i måneden efter afgiftsperiodens udløb.

Se også

  • A.11 om angivelse og afregning af afgifter
  • Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

E.A.7.4 Råstoffer

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på råstoffer.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.4.1)
  • Definition: Råstoffer (E.A.7.4.2)
  • Råstoffer omfattet af reglerne (E.A.7.4.3)
  • Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.4.4)
  • Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.4.5)
  • Opgørelse og afregning (E.A.7.4.6)
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.4.7).
E.A.7.4.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort beskrivelse af regel og lovgrundlag, herunder formål og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er afgift på råstoffer, der indvindes eller importeres. Se AFFAL §§ 1 og 2.

Bagatelgrænse

Virksomheder, der indvinder eller importerer under 200 m3 råstoffer årligt, skal ikke registreres eller betale afgift. Se AFFAL § 2 a.

Formål

Afgiftens formål er at tilskynde til, at råstofforbruget begrænses. Sammen med affaldsafgiften skal råstofafgiften fremme genanvendelsen af bygge- og anlægsaffald.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift på råstoffer står i (lovbekendtgørelse nr. 1165 af 27. november 2006). Bekendtgørelse af lov om afgift af affald og råstoffer (affalds- og råstofafgiftsloven) med senere ændringer.

Lovens bilag 1 indeholder en liste over afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktorer.
Lovens bilag 2 indeholder en liste over importerede råstoffer, der er omfattet af råstofafgiften med tilhørende omregningsfaktorer.

Se også

  • E.A.7.4.3 Råstoffer omfattet af reglerne.

Historik

Med virkning fra den 1. januar 1990 blev der indført afgift på råstoffer. Før den 1. januar 1990 var der i den daværende råstoflov og kontinentalsokkellov fastsat bestemmelser om gebyr for indvundne eller importerede råstoffer.

E.A.7.4.2 Definition: Råstoffer

Råstoffer

Råstoffer er en fællesbetegnelse for de jord- og bjergarter, der indvindes fra land og fra havet. De mest almindelige råstoffer er sand, grus, sten, granit, kalk, kridt, ler, moler og spagnum.

Se også

  • E.A.7.4.3 Råstoffer omfattet af reglerne.
E.A.7.4.3 Råstoffer omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en oversigt over de råstoffer, der er omfattet af reglerne om afgift på råstoffer. Råstofbetegnelserne kan dække over flere råstoftyper. Eksempler er kalk, der omfatter kildekalk og dolomitkalk, sand, der omfatter kvartssand og tungsand og granit, der omfatter basalt, gnejs og porfyr.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktorer nævnt i AFFAL bilag 1.
  • Indførte råstoffer, der er omfattet af råstofafgiften med tilhørende omregningsfaktorer nævnt i AFFAL bilag 2.
  • Gravearbejde - bygge- og anlægsprojekter.

Bemærk

Der er ikke råstofafgift ved import af videreforarbejdede råstoffer og færdigvarer. Ved færdigvarer forstås her forarbejdede råstoffer. Det er her forudsat, at der ved skabelsen af en færdigvare sker en værdiforøgelse. Viderearbejdede råstoffer er råstoffer, som har været underkastet en videregående proces, som fx opvarmning, brænding eller lignende eller tilført andre materialer end vand.

Afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktor nævnt i AFFAL bilag 1

De afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktor nævnt i AFFAL bilag 1 er:

1)

Bentonit

1 t = 0,6 m3

2)

Brunkul

1 t = 1,4 m3

3)

Ekspanderende ler

1 t = 0,6 m3

4)

Flint

1 t = 0,6 m3

5)

Granit (knust og skærver)

1 t = 0,6 m3

6)

Granit (brosten, kantsten, blokke og lign.)

1 t = 0,4 m3

7)

Grus

1 t = 0,6 m3

8)

Ildfast ler

1 t = 0,6 m3

9)

Jord (fyldjord, råjord)

1 t = 0,6 m3

10)

Kalk

1 t = 0,7 m3

11)

Kalkfiller og foderkalk

1 t = 1,0 m3

12)

Kalksten

1 t = 0,6 m3

13)

Kaolin

1 t = 0,6 m3

14)

Kildekalk, mosekalk og søkalk

1 t = 0,8 m3

15)

Kiselgur (diatomejord), færdigvarer

1 t = 2,5 m3

16)

Klæg

1 t = 1,0 m3

17)

Kridt

1 t = 0,7 m3

18)

Kvartssand

1 t = 0,6 m3

19)

Ler

1 t = 0,6 m3

20)

Mergel

1 t = 0,6 m3

21)

Moler (jordfugtigt)

1 t = 1,0 m3

22)

Moler (tørret, knust)

1 t = 1,6 m3

23)

Muld

1 t = 0,6 m3

24)

Myremalm

1 t = 0,5 m3

25)

Sand

1 t = 0,6 m3

26)

Sandsten

1 t = 0,6 m3

27)

Skaller

1 t = 0,5 m3

28)

Skifer

1 t = 0,6 m3

29)

Spagnum, tørvesmuld og tørvestrøelse

1 t = 5,0 m3

30)

Sten

1 t = 0,6 m3

31)

Tungsand

1 t = 0,4 m3

32)

Tørv (fugtig)

1 t = 1,6 m3

33)

Tørv (lufttørret)

1 t = 2,5 m3

Bilag 1 tilsigter at udgøre en udtømmende angivelse af, hvilke råstoffer, der findes i Danmark - uanset om disse indvindes for tiden eller ej.

Indførte råstoffer, der er omfattet af råstofafgiften med tilhørende omregningsfaktorer nævnt i AFFAL bilag 2

De indførte afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktor nævnt i AFFAL bilag 2 er:

1)

25.05

Naturligt sand af enhver art, også farvet, undtagen metalholdigt sand henhørende under kap. 26 (malme, slagger og aske):

- 2505.10.00

Kvartssand

1 t = 0,6 m3

- 2505.90.00

Andre naturlige sandtyper (fx søsand, bakkesand m.m.)

1 t = 0,6 m3

2)

25.08

Lerarter (undtagen ekspanderet ler henhørende under pos. 6806), andalusit, cyanit og silimanit, også brændt; chamotte og dinasler:

Bentonit

- 2508.10.00

Bentonit

1 t = 0,6 m3

Andre lerarter (fx teglværksler og lignende lerarter), bortset fra kaolin, bentonit, blegejord og valkejord (fullerjord), ildfast ler:

- 2508.40.00

Alle varer

1 t = 0,6 m3

3)

25.09

Kridt

- 2509.00.00

Alle varer

1 t = 0,7 m3

4)

25.12

Fossilt kiselmel (Fx kiselgur, trippelse og diatomejord) og lignende kiselholdige jordarter, men en tilsyneladende densitet på 1000 kg/m3 eller derunder, også brændt:

Fx 2512.00.00:

- moler (jordfugtigt)

1 t = 1,0 m3

- moler (tørret, knust)

1 t = 1,6 m3

5)

25.16

Granit, porfyr, basalt, sandsten og andre monument- eller bygningssten, også groft tildannet eller kun tilskåret, ved savning eller på anden måde, til blokke eller plader af kvadratisk eller rektangulær form:

Granit

- 2516.11.00

Rå eller groft tildannet

1 t = 0,4 m3

- 2516.12.10

Kun tilskåret, ved savning eller på anden måde, til blokke eller plader af kvadratisk eller rektangulær form - af tykkelse på 25 cm og derunder

1 t = 0,4 m3

- 2516.12.90

Tildannet på anden vis

1 t = 0,4 m3

Sandsten

- 2516.21.00

Rå eller groft tildannet

1 t = 0,4 m3

- 2516.22.10

Kun tilskåret, ved savning eller på anden måde, til blokke eller plader af kvadratisk eller rektangulær form - af tykkelse på 25 cm og derunder

1 t = 0,4 m3

- 2516.22.90

Tildannet på anden vis

1 t = 0,4 m3

6)

25.17

Småsten, grus og knuste sten af den art, der almindeligvis anvendes i beton, til vej- og jernbanebygning og lign., samt singels og flint, også varmebehandlede; tjæremakadam; granulater, splinter og pulver af stenarter henhørende under pos. 2515 (travertin, ecaussine og andre monument- eller bygningskalksten med en tilsyneladende densitet på 2.500 kg/m3 eller derover samt alabast) eller 2516 (sandsten), også varmebehandlede (tilslagsmaterialer m.v.):

- 2517.10.10

Småsten, grus, singels og flint

1 t = 0,6 m3

- 2517.10.20

Knust dolomit og knuste kalksten

1 t = 0,6 m3

- 2517.10.80

Andre varer af lignende art (fx knust granit)

1 t = 0,6 m3

- 2517.30.00

Tjæremakadam

1 t = 0,6 m3

- 2517.49.00

Granulater, splinter og pulver af stenarter henhørende under pos. 2515 eller 2516, også varmebehandlede (bortset fra marmor)

1 t = 0,6 m3

7)

25.18

Dolomit, også brændt eller sintret, herunder dolomit, groft tildannet eller kun tilskåret, ved savning eller på anden måde, til blokke eller plader af kvadratisk eller rektangulær form; stampeblanding af dolomit:

- 2518.10.00

Dolomit, ikke brændt eller sintret

1 t = 0,7 m3

- 2518.20.00

Brændt eller sintret dolomit

1 t = 0,7 m3

- 2518.30.00

Stampeblanding af dolomit

1 t = 0,7 m3

8)

25.19

Naturlig magnesiumcarbonat (magnesit); smeltet magnesia; dødbrændt (sintret) magnesia, også med indhold af små mængder af andre oxider, der er tilsat før sintringen; anden magnesiumoxid, også rent:

- 2519.10.00

Naturlig magnesiumcarbonat (magnesit)

1 t = 0,7 m3

- 2519.90

Andre varer:

- 2519.90.10

Magnesiumoxid, undtagen brændt naturlig magnesiumcarbonat

1 t = 0,7 m3

- 2519.90.30

Dødbrændt (sintret) magnesia

1 t = 0,7 m3

- 2519.90.90

Andre varer

1 t = 0,7 m3

9)

25.21

Kalksten af den art, der anvendes til fremstilling af kalk eller cement eller i metallurgien som flusmiddel (kalk-, cement- eller metalfremstilling):

- 2521.00.00

Alle varer

1 t = 0,6 m3

25.22

Brændt kalk, læsket kalk og hydraulisk kalk, undtagen calciumdioxid og calciumhydroxid henhørende under pos. 2825:

- 2522.10.00

Brændt kalk

1 t = 1,6 m3

- 2522.20.00

Læsket kalk

1 t = 1,3 m3

- 2522.30.00

Hydraulisk kalk

1 t = 1,2 m3

10)

25.23

Portlandcement, aluminatcement, slaggecement og lignende hydraulisk cement, også farvet eller i form af klinker:

- 2523.10.00

Cementklinker

1 t = 1,1 m3

- 2523.21.00

Portlandcement, hvid eller kunstigt farvet

1 t = 1,1 m3

- 2523.29.00

Portlandcement, andre varer

1 t = 1,1 m3

- 2523.30.00

Aluminatcement

1 t = 1,1 m3

- 2523.90.10

Slaggecement

1 t = 1,1 m3

- 2523.90.30

Puzzolancement

1 t = 1,1 m3

- 2523.90.90

Anden hydraulisk cement

1 t = 1,1 m3

11)

27.03

Tørv og tørvebriketter samt tørvesmuld og tørvestrøelse, også agglomereret:

- 2703.00.00

Alle varer

1 t = 5,0 m3

12)

68.01

Brosten, kantsten og fortovssten af naturlige stenarter (undtagen skifer)

- 6801.00.00

Alle varer

1 t = 0,4 m3

Bemærk

Positionsteksterne er stedvis forkortet af pladsmæssige grunde. I tvivlstilfælde henvises til toldtariffen.

Gravearbejde - bygge- og anlægsprojekter

Fjernelse af jord m.m. som led i gennemførsel af et bygge- og anlægsarbejde, betragtes ikke som råstofindvinding. Selv om råjord eller egentlige råstoffer bortkøres med henblik på anvendelse uden for de pågældende anlægsprojekter, vil der som udgangspunkt ikke være tale om en erhvervsmæssig udnyttelse af råstoffer, der kræver tilladelse. Dette hænger sammen med, at materialerne ikke er fremkommet ved indvinding med henblik på økonomisk udnyttelse til bestemte formål, men er blevet tilovers ved et bygge- og anlægsprojekt.

Det er en forudsætning, at materialerne er indvundet som en nødvendig udgravning i projektet. Grusmaterialer og lignende, som udgraves ekstra fx ved at gå i dybden under den normale bundkote, betragtes som råstofindvinding. Ved bundkote forstås her, hvor højt eller lavt vandløbsbunden ligger over havets bund. Det samme gælder grusmaterialer og lignende, der er udvundet uden for projektarealet fx som sidetag. Det har ingen betydning, om materialerne er anvendt i projektet eller bortkørt til andre formål.

Der kræves ikke tilladelse efter råstofloven til råjordarbejder på land, hvis jorden udgraves et sted i et anlæg, fx et vejprojekt og indbygges eller udlægges et andet sted. Dette gælder også for råjord udgravet i forbindelse med terrænregulering uden for vejarealet, hvis terrænreguleringen indgår og udføres som en del af vejprojektet som skråningsarealer, vandbassiner eller lignende. Tilsvarende gælder for råjord fra udgravninger i andre bygge- og anlægsarbejder.

Det er kommunalbestyrelsen, der i tvivltilfælde konkret afgør, om der er tale om indvinding eller gravearbejde. Se Skov- og Naturstyrelsens vejledning nr. 10608 af 1. juni 2007 om administration af råstofloven vedrørende forekomster på landjorden.

E.A.7.4.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de to typer virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift på råstoffer.

Afsnittet indeholder:

  • Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer
  • Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer.

Se også

  • Bagatelgrænse for registreringspligt A.5.1 og (E.A.7.4.1)
  • Reglerne for registrering af virksomheder A.5.
  • Blanket, der anvendes til anmeldelse til registrering nr. 24.033.

Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer

Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer nævnt i AFFAL bilag 1, skal registreres. Se AFFAL § 4. Ved erhvervsmæssig indvinding forstås indvinding, hvortil der kræves en indvindingstilladelse efter§ 7 i lovbekendtgørelse nr. 950 af 24. september 2009 om råstoffer (råstofloven).

Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer på land må kun ske efter tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Tilladelse til indvinding på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende landvegetation, kan kun meddeles med tilslutning fra Kystinspektoratet. Indvinding af råstoffer på havbunden (søterritoriet og kontinentalsoklen) må kun ske efter tilladelse fra miljøministeren.

Virksomheder, der har opnået tilladelse til indvinding af afgiftspligtige råstoffer, skal anmelde sig til registrering, hvis de ønsker at gøre brug af tilladelsen.

Registrerede virksomheder er berettiget til at modtage afgiftspligtige råstoffer fra andre registrerede virksomheder, uden at afgiften er berigtiget. Se AFFAL § 4, stk. 2.

Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer

Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer nævnt i AFFAL bilag 2, skal registreres. Se AFFAL § 4.

Registrerede virksomheder er berettiget til at modtage afgiftspligtige råstoffer fra andre registrerede virksomheder, uden at afgiften er berigtiget. Se AFFAL § 4, stk. 2.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

E.A.7.4.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatsen på råstoffer og beskriver samtidig, hvordan den afgiftspligtige mængde skal opgøres.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssats
  • Beregning
  • Dokumentationskrav - cement
  • Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssats

Afgiften udgør 5 kr. pr. m3 af råstoffet. Se AFFAL §§ 1 og 2.

Beregning

Den afgiftspligtige mængde råstoffer omregnes til m3 efter de anførte omregningsfaktorer i bilag 1 og 2. Mængden nedrundes til nærmeste hele m3. Se AFFAL §§ 1 og 2.

Dokumentationskrav - cement

Importører har mulighed for at betale afgift af den dokumenterede anvendte mængde råstoffer til fremstilling af færdigvaren cement ved hjælp af leverandør- og fabrikanterklæringer eller analyse fra et akkrediteret institut. Tilsvarende skal danske producenter af cement fremlægge dokumentation for mængden af råstoffer, der er brugt til at fremstille cement. Se AFFAL § 3.

Hvis ikke importøren eller producenten kan fremskaffe dokumentation i form af leverandør- eller fabrikanterklæring for den anvendte mængde råstoffer, der er medgået til fremstilling af cementen, skal der betales afgift efter de anførte omregningsfaktorer i bilag 2. Afgiften vil dermed udgøre 5,50 kr. pr. ton cement (1,1 x 5 kr.). Se AFFAL § 3.

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatsen er uændret siden lovens ikrafttræden 1. januar 1990.

E.A.7.4.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedens opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Virksomhedens opgørelse af den afgiftspligtige mængde
  • Fradrag i den afgiftspligtige mængde
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

  • Angivelse og afregning af afgifter A.11
  • Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi A.7.

Afgiftsperiode

De registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode. Afgiftsperioden er kvartalet. Se AFFAL § 13.

Virksomhederne skal angive og indbetale beløbet til SKAT senest den 15. i den første måned efter udløbet af kvartalet.

Se også

Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

Virksomhedernes opgørelse af den afgiftspligtige mængde

Opgørelsen af den afgiftspligtige mængde foretages på grundlag af udlevering af afgiftspligtige råstoffer, som enten ikke har været bearbejdet eller kun har været underkastet en enkelt bearbejdning. Ved en enkelt bearbejdning forstås sortering, nedknusning, lufttørring eller anden simpel bearbejdning. Efter behandlingen fremstår råstoffet fortsat som et råstof. Ved udlevering forstås den fysiske udlevering fra den registrerede virksomheds lager. Se AFFAL § 5.

Afgiftspligtige råstoffer kan overføres uden afgift til en anden virksomhed, der er registreret efter lov om afgift af råstoffer. Leverandøren skal udstede en faktura med oplysning om, at råstofferne er leveret uden afgift. Se AFFAL § 5.

Ved opgørelsen medregnes enhver øvrig udlevering af de afgiftspligtige stoffer i periodens løb. Råstoffer, der udleveres uden vederlag eller forbruges i virksomheden, skal også medregnes.

Er råstofferne indgået i videregående processer, angives den mængde, der i perioden er udtaget til produktion af færdigvarer eller anvendes i forbindelse med anlægsarbejder. Ved fremstilling af fx teglsten skal den registrerede virksomhed medregne de afgiftspligtige råstoffer til den afgiftspligtige mængde i den afgiftsperiode, hvor råstofferne indgår i teglværksproduktionen, uanset om teglstenene først sælges på et senere tidspunkt. En registreret virksomhed, der ved siden af råstofindvindingen har erhvervsmæssige aktiviteter i form af anlægsarbejder, skal betale afgift af de afgiftspligtige råstoffer på det tidspunkt, hvor råstofferne fysisk udtages til anlægsarbejdet.

Det er først på tidspunktet, hvor råstoffet indgår i den videregående proces, at der skal ske opgørelse af den afgiftspligtige mængde og dermed afregning af afgiften: Et eventuelt spild eller svind i form af vandindhold fra udvindingstidspunktet til tilførselstidspunktet, skal derfor ikke medregnes i den afgiftspligtige mængde. SeAFFAL § 5, stk.2.

Afgiftspligtige råstoffer, der er indvundet på søterritoriet eller kontinentalsoklen, og som ikke fysisk udleveres via den registrerede virksomheds lager, skal medregnes til udleveringen på det tidspunkt, hvor råstofferne forlader indvindingsfartøjet i dansk eller udenlandsk havn. Det samme gælder i tilfælde, hvor sømaterialerne afsættes andetsteds på søterritoriet eller kontinentalsoklen. Hvis sømaterialerne efter landingen i dansk havn udleveres fra indvindingsvirksomhedens eget lager, eventuelt efter sortering, nedknusning, lufttørring eller anden simpel bearbejdning, indtræder afgiftspligten ved udleveringen fra indvindingsvirksomhedens lager. Se AFFAL § 5.

Fradrag i den afgiftspligtige mængde

I opgørelsen af den afgiftspligtige mængde råstoffer kan registrerede virksomheder fradrage mængden af afgiftspligtige råstoffer, der er eksporteret. Det er en betingelse, at råstofferne eller sømaterialerne på land har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning. Eksempler på videregående bearbejdede råstoffer er tegl, mursten, tagsten, kattegrus, isoleringssten, jordbrugskalk, cement mv. Videreforarbejdede råstoffer kaldes også færdigvarer. Se AFFAL § 5, stk. 3.

Som dokumentation for udførslen skal virksomheden kunne fremlægge fakturakopi over de udførte råstoffer og skriftlig ordre, korrespondance med køberen, bankafregning eller lignende.

I opgørelsen fradrages desuden udlevering af råstoffer til en anden registreret virksomhed. Det skal fremgå af leverandørens faktura, at råstofferne er udleveret uden afgift. Se AFFAL § 5, stk.3.

Se også

  • Afsnit A.8 afgiftsfri udlevering.

Undtagelse

Sømaterialer, der leveres direkte til udenlandsk havn eller anlægsarbejde, kan ikke fradrages, da materialerne ikke har været underkastet en bearbejdning på land (her i landet). Se AFFAL § 5, stk. 3.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området.

Afgørelse
samt tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2008.247.LSR

Spildevand blev tilført kalk for at regulere ph-værdien i spildevandet. Efter processen opstod der et gødningsholdigt gødningsprodukt, der blev eksporteret til Norge. Ikke adgang til godtgørelse efter AFFAL § 5, stk. 3. Kalken havde ikke gennemgået en simpel forarbejdning (hvorefter det stadig fremstod som et råstof) eller en videregående forarbejdning, idet råstoffet blot fik tilsat spildevand som et rensningsmiddel.

E.A.7.4.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse - strandfodring
  • Afgiftsfritagelse - havbundsmaterialer
  • Afgiftsfritagelse - afsluttede depoter
  • Afgiftsfritagelse - overjord og muld
  • Afgiftsgodtgørelse - eksport af forarbejdede råstoffer
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftsfritagelse - strandfodring

Råstoffer, der indvindes til brug for strandfodring er fritaget for afgift. Se AFFAL § 6, nr. 1.

Ved strandfodring forstås tilførsel af materialer til et strandområde, der er under nedbrydning med henblik på, at materialerne kan indgå i materialeomsætningen, så nettonedbrydningen helt eller delvist stoppes. Hvis hensigten er, at det tilførte materiale skal indgå permanent i et anlæg, en opfyldning eller lignende, vil der ikke være tale om strandfodring.

Afgiftsfritagelse - havbundsmaterialer

Havbundsmaterialer, der stammer fra oprensnings- og uddybningsarbejder, og som nyttiggøres som råstoffer, er fritaget for afgift. Materialerne, der opgraves for bl.a. at holde sejlrender og havne farbare, kaldes også klapmaterialer. Se AFFAL § 6, nr. 2.

Afgiftsfritagelse - afsluttede depoter

Rest- og affaldsprodukter, som indvindes fra allerede afsluttede depoter mv., er fritaget for afgift. Se AFFAL § 6, nr. 3.

Afgiftsfritagelse - overjord og muld

Overjord og muld, der udleveres uden vederlag er fritaget for afgift. Se AFFAL § 6, nr. 4.

Ved overjord og muld forstå den jord og muld, som findes oven på det råstof, som ønskes udvundet.

Afgiftsgodtgørelse - eksport af forarbejdede råstoffer

Ikke registrerede virksomheder kan ved erhvervsmæssig udførsel af råstoffer, der på land har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning, få den betalte afgift godtgjort. Se AFFAL § 7.

Eksportøren skal som dokumentation for den anvendte mængde afgiftspligtige råstoffer, fremlægge en erklæring herom fra fabrikanten.

Der ydes dog kun godtgørelse, hvis den betalte afgift pr. år udgør mindst 500 kr. Den årlige opgørelse, som danner baggrund for afgiftsgodtgørelsen, kan kun foretages samlet én gang om året. Se AFFAL § 7.

Det er kun afgiften af de råstoffer, der har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning på land, som kan godtgøres. Dette fremgår af AFFAL § 7, stk. 1, der henviser til AFFAL § 5, stk. 3. Ifølge bestemmelsen er det en betingelse for fradrag, at råstofferne på land har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning. Det betyder, at der ikke kan gives afgiftsgodtgørelse for råstoffer, der sejles direkte til udenlandske destinationer.

Gravning, sugning og lastning over sold kan ikke anses for at være en bearbejdning af råstofferne. Ved sold forstås her rist. Alle andre behandlinger, der foregår på land medfører, at betingelsen om bearbejdning er opfyldt. Det gælder både simple og videregående bearbejdninger.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området.

Afgørelse
Samt tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM.2003.54.LSR

Eksport af teglsten kunne ikke anses for eksport af et råstof, der efter lovens § 7, var berettiget til godtgørelse af råstofafgiften. Ikke godtgørelse

Kendelsen er historisk. Den vedrører retstilstanden, som den var før ændring af råstofloven ved lov 1408 af 21. december 2005. I dag gives der godtgørelse ved eksport af råstoffer, der har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning.

E.A.7.5 Ledningsført vand

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af ledningsført vand.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag E.A.7.5.1
  • Forskellige definitioner ved ledningsført vand E.A.7.5.2
  • Ledningsført vand omfattet af afgiften E.A.7.5.3
  • Virksomheder omfattet af reglerne E.A.7.5.4
  • Afgiftens størrelse og beregning E.A.7.5.5
  • Opgørelse og afregning E.A.7.5.6
  • Afgiftsfritagelse og godtgørelse af afgift E.A.7.5.7.
E.A.7.5.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovens baggrund, formål og historik.

Regel

Der skal betales afgift af ledningsført vand, der bliver brugt her i landet. Se VANDAL § 1.

Lovens baggrund, formål og historik

Lovgrundlag

Reglerne for afgift af ledningsført vand fremgår af lovbekendtgørelse nr. 639 af 21. august 1998 bekendtgørelse af lov om afgift af ledningsført vand (VANDAL) med senere ændringer samt bekendtgørelse nr. 982 af 18. oktober 2005 om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand mv.

Formål

Afgiften har til formål at tilskynde vandværker og borgere til at spare på vandet.

Historik

Som led i en gennemgribende omlægning af skattesystemet blev afgift af ledningsført vand indført ved lov nr. (492) af 30. juni 1993 og trådte i kraft den 1. januar 1994.

Efter § 5 i lov nr. 1391 af 20. december 2004 er § 9, stk. 2 med bilag blevet ophævet. Se nyhedsbrev af december 2004. Lovændringen er blevet sat i kraft pr. 15. oktober 2005 ved bekendtgørelse nr. (941) af 12. oktober 2005. Herefter kan liberale erhverv m.fl. få vandafgiften tilbagebetalt i samme omfang, som der er givet fradrag for købsmomsen af vand købt til forbrug i virksomheden. Lovændringen har virkning fra 1. januar 2005.

E.A.7.5.2 Forskellige definitioner ved ledningsført vand

Indhold

Dette afsnit beskriver definitionerne af almene vandforsyningsanlæg, ejendomme og lokale boringer/brønde.

Afsnittet indeholder:

  • Almene vandforsyningsanlæg
  • Ejendomme
  • Boligenhed
  • Lokale boringer/brønde
  • Slutafregning.

Almene vandforsyningsanlæg

Ved almene vandforsyningsanlæg (herefter benævnt vandværk) forstås anlæg, der forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme med ledningsført vand. Som vandværk betragtes også indvindingsanlæg, som leverer vand til et andet vandværk, og som har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme.

Ved vurderingen af hvor mange ejendomme et vandværk har til formål at forsyne, kan anlæggets dimensionering og antallet af ejendomme, der er lagt vandledning ud til, indgå. Det er uden betydning for vurderingen, om vandværket leverer vandet ledningsført helt frem til en ejendom eller til en tappehane i nærheden af en ejendom fx i et kolonihaveområde.

Ejendomme

Ved ejendomme forstås selvstændigt matrikulerede enheder. Dette gælder fx også et boligkompleks uanset antallet af lejligheder. Sommerhuse og kolonihaveejendomme mv. betragtes dog som selvstændige ejendomme uanset matrikelopdelingen.

Boligenhed

Som boligenhed anses kun lokaler, der kan registres som sådan i BBR-registeret.

Ethvert ejerforhold/lejemål med eget køkken betragtes som en afgiftspligtig enhed. En ejendom kan derfor omfatte flere boligenheder jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 982 af 18. oktober 2005 om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand mv. Værelser med tekøkken eller adgang til køkken betragtes dog ikke som selvstændige boligenheder.

Lokale boringer/brønde

Vandforsyningsanlæg med færre end 10 modtagere betragtes som en lokal boring/brønd.

Slutafregning

Slutafregning er vandværkets årlige opgørelse af kundens forbrug i forhold til kundens acontoindbetalinger.

E.A.7.5.3 Ledningsført vand omfattet af afgiften

Indhold

Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde omfattet af loven.

Afsnittet indeholder:

  • Ledningsført vand
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Ledningsført vand

Det afgiftspligtige vareområde er vand, som bliver ført gennem ledningsnet fra vandværker eller lokale boringer/brønde. Se VANDAL § 1. Når man modtager afgiftspligtigt ledningsført vand fra udlandet, betales der en afgift ved modtagelsen, medmindre modtageren er et vandværk. Se VANDAL § 11.

Regnvand eller drænvand opsamlet i bassiner eller lignende er ikke afgiftspligtigt, selv om det bliver ført til en ejendom gennem en ledning.

Eksempel 1

Det tidligere Momsnævn har truffet afgørelse om, at vand oppumpet fra gammel havbund der anvendes til afkøling af vand i et akvarium via en varmeveksler, ikke er omfattet af afgiftspligten. Nævnet fandt, at vandet ikke kan sidestilles med vand, der bliver indvundet eller leveret fra almene vandforsyningsanlæg. Dette er efter nævnets opfattelse en betingelse for, at der kan være afgiftspligt for vand fra egen boring mv. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der efter indholdet af clorid og natrium at dømme var tale om havvand og ikke om ferskvand. Havvandet blev desuden ikke afsaltet, og bortset fra en temperaturændring blev det ledt uændret ud i havet efter at være brugt til afkøling. Se TfS 1998, 362.

Eksempel 2

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at oppumpet grundvand som efter ophold i udstillingssøer i et ferskvandsakvarium ledes tilbage til den naturlige vandcyklus, er omfattet af afgiftspligten. Retten fandt ikke, at den omstændighed, at vandet i det væsentligste ledes tilbage til naturkilden, kan medføre, at vandet ikke er omfattet af vandafgiftsloven. Retten lagde herved vægt på, at en sådan anvendelse må anses for omfattet af betegnelsen "forbruges" som angivet i VANDAL § 1. Se SKM2001.609.LSR.

Eksempel 3

Den daværende Told- og Skattestyrelse har truffet afgørelse i en sag om hvorvidt der skal betales afgift af ledningsført overfladevand, som pumpes op fra en å. Det oppumpede vand blev via stikledninger fordelt til vanding af en golfklubs arealer.

Styrelsen anså golfklubben som forbruger af ledningsført vand efter VANDAL § 1. Vandet stammede fra et andet anlæg end et alment vandforsyningsanlæg, i dette tilfælde en pumpestation. Styrelsen påpegede, at der i loven ikke stilles krav om hvorfra vandet kommer eksempelvis en brønd eller boring, men kun at vandet er ledningsført.

Styrelsen mente ikke, at reglerne om afgiftsfritagelse for regnvand og drænvand, der opsamles i bassiner, kunne anvendes i dette tilfælde. Dette skyldtes, at der netop skete en oppumpning fra åen, hvortil der var indhentet tilladelse fra amtet i henhold til vandforsyningloven.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2001.609.LSR

Landsskatteretten fandt, at den omstændighed, at vandet i det væsentligste blev ledt tilbage til naturkilden, ikke kunne medføre, at vandet ikke var omfattet af vandafgiftsloven. Retten fandt videre, at der ikke var grundlag for at anse levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold som det omhandlede som forbrug af vand i VANDAL § 4, stk. 2 og § 9, stk. 1, hvorfor udlejer hverken var registreringspligtig efter § 4, stk. 2, eller berettiget til godtgørelse efter § 9, stk. 1.

Kendelsen omhandler forbrugskriteriet i vandafgiftsloven og er derfor afgørende både i forhold til registreringspligt efter VANDAL § 4, stk. 2 og godtgørelse af afgift efter VANDAL § 9.

TfS 1998, 362

Momsnævnet har truffet afgørelse om, at vand oppumpet fra gammel havbund, som blev anvendt til afkøling af vand i et akvarium via en varmeveksler, ikke er omfattet af afgiftspligt efter vandafgiftsloven.


E.A.7.5.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår virksomheder skal registreres for afgift af ledningsført vand, og hvilke undtagelser der er for registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Vandværker
  • Andre registrerede virksomheder
  • Ejendomme med lokale boringer/brønde
  • Undtagelse fra registreringspligt
  • Anmeldelse til registrering

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også afsnit E.A.1.4 om afgiftspligtige virksomheder og personer (registrering).

Vandværker

Vandværker skal registreres som oplagshavere for afgift af ledningsført vand. Se VANDAL § 4, stk. 1.

Virksomheder, der er registreret som oplagshavere, er berettiget til at modtage afgiftspligtigt vand fra udlandet og andre registrerede vandværker, selvom afgiften ikke er betalt. Se VANDAL § 5.

SKAT udsteder et bevis for registreringen til de registrerede virksomheder.

Andre registrerede virksomheder

Virksomheder og institutioner mv., der leverer varer og ydelser omfattet af ML § 13, stk. 1, og som ved deres levering af disse varer og ydelser forbruger ledningsført vand fra egne boringer/brønde eller fra vandforsyningsanlæg med mindre end 10 modtagere, skal registreres, hvis det nævnte vandforbrug overstiger 1000 m3 årligt. Se VANDAL § 4, stk. 2.

Virksomheder, der forbruger vand fra egen boring/brønd til både godtgørelsesberettigede og ikke-godtgørelsesberettigede formål, skal kun anmelde sig til registrering, hvis forbruget til de ikke-godtgørelsesberettigede aktiviteter årligt udgør over 1.000 m3.

Hvis en virksomhed også leverer vand til mindst 10 andre ejendomme eller til et vandværk, skal virksomheden registreres som vandværk. Virksomheden skal i dette tilfælde opsætte målere til både registrering af leverancer til andre vandværker og til opgørelse af det afgiftspligtige forbrug i virksomheden.

Eksempler

Landsskatteretten har i tre sager taget stilling til registreringspligten i VANDAL § 4, stk. 2, på baggrund af udtrykkene "forbruger" i VANDAL § 4, stk. 2 og "forbrugt" i VANDAL § 9, stk. 1.

I den første sag udlejede et interessentskab en ejendom med golfbane til et kommanditselskab for en leje, som inkluderede udgiften til vand. Kommanditselskabet forpagtede golfbanen til en golfklub på vilkår af, at kommanditselskabet varetog vedligeholdelse af banen. Vanding af golfbanen blev anset for at være en del af vedligeholdelsesforpligtelsen. Dermed blev kommanditselskabet anset for at være den endelige forbruger af vandet, og interessentskabet var herefter ikke registreringspligtigt efter VANDAL § 4, stk. 2. Se TfS 1999, 751.

I den anden sag har Landsskatteretten afsagt en kendelse, der handler om samme sagskompleks. Sagen drejede sig om et selskab, som var frivillig registreret efter momsloven for udlejning af en golfbane til en golfklub. Spørgsmålet var om selskabet, som forbruger af vand til vanding af golfbanen, var registreringspligtig efter VANDAL § 4, stk. 2, eller om det var golfklubben, som lejer af banen, der var registreringspligtig. Retten fandt, at da selskabet i lejeaftalen havde påtaget sig at sørge for vanding af det udlejede areal for egen regning, så måtte selskabet anses for at have forbrugt vandet i forbindelse med sin udlejningsvirksomhed. Selskabet var således registreringspligtigt efter VANDAL § 4, stk. 2. Se SKM2001.599.LSR.

I den tredje sag har Landsskatteretten afsagt en kendelse vedrørende et ferskvandscenter, der som frivillig momsregistreret udlejede en museumsbygning med tilhørende ferskvandsakvarier. Ferskvandscentret var ikke registreringspligtigt efter vandafgiftsloven. Lejen inkluderede udgiften til vand og ferskvandscentret var derfor ikke berettiget til godtgørelse af vandafgiften. Retten fandt, at udtrykket "forbruger" efter VANDAL § 4, stk. 2, og "forbrugt" efter VANDAL § 9, stk. 1, må fortolkes ens. Retten fandt ikke grundlag for at anse levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold, som det her omhandlede, som forbrug af vand. Fremlejer var derfor hverken registreringspligtig efter VANDAL § 4, stk. 2 eller berettiget til godtgørelse af vandafgiften efter VANDAL § 9, stk. 1. Se SKM2001.609.LSR.

På baggrund af de tre sager kan det konkluderes at registreringspligten i VANDAL § 4, stk. 2 indtræder når, vand reelt forbruges. Der behøver derfor ikke, at være sammenfald mellem den juridiske enhed, som indvinder/leverer vand, og den juridiske enhed som forbruger vandet, og dermed bliver registreringspligtig.

Ejendomme med lokale boringer/brønde

Ejere af ejendomme, der kun bliver forsynet fra lokale boringer/brønde, skal ikke anmelde sig til registrering. Afgiften skal derimod betales til kommunen.

Se også

Se også afsnit E.A.7.5.6 om opgørelse og afregning til kommunen.

Undtagelse fra registreringspligt

Momsregistrerede virksomheder skal ikke registreres, hvis de kun bliver forsynet fra lokale boringer/brønde og bruger ledningsført vand til formål, som der ydes fuld godtgørelse til. Et eksempel kan være en landbrugsvirksomhed, der bruger vandet til markvanding. Der skal dog betales afgift til kommunen, i det omfang en del af vandet også bliver brugt til privat forbrug.

Anmeldelse til registrering

Virksomheden skal bruge blanket nr. 24.035 ved anmeldelse til registrering. Blanketten kan hentes på www.virk.dk.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2001.609.LSR

Landsskatteretten fandt, at den omstændighed, at vandet i det væsentligste blev ledt tilbage til naturkilden, ikke kunne medføre, at vandet ikke var omfattet af vandafgiftsloven. Retten fandt videre, at der ikke var grundlag for at anse levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold som det omhandlede som forbrug af vand i VANDAL § 4, stk. 2 og § 9, stk. 1, hvorfor udlejer hverken var registreringspligtig efter § 4, stk. 2, eller berettiget til godtgørelse efter § 9, stk. 1.

Kendelsen handler om forbrugskriteriet i VANDAL og er derfor afgørende både i forhold til registreringspligt efter VANDAL § 4, stk. 2 og godtgørelse af afgift efter VANDAL § 9.

SKM2001.599.LSR

Landsskatteretten finder, at selskabet må anses for at have forbrugt vandet i forbindelse med sin udlejningsvirksomhed, og at selskabet således er registreringspligtigt efter VANDAL § 4, stk. 2.

Kendelsen handler om forbrugskriteriet i VANDAL og er derfor afgørende både i forhold til registreringspligt efter VANDAL § 4, stk. 2 og godtgørelse af afgift efter VANDAL § 9.

TfS 1999, 751

Landsskatteretten fandt, at vanding af golfbanen var en del af vedligeholdelsesforpligtelsen, således at kommanditselskabet blev anset for den endelige forbruger af vandet, og interessentskabet var herefter ikke registreringspligtigt efter VANDAL § 4, stk. 2.

Kendelsen handler om forbrugskriteriet i vandafgiftsloven og er derfor afgørende både i forhold til registreringspligt efter VANDAL § 4, stk. 2 og godtgørelse af afgift efter VANDAL § 9.

E.A.7.5.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatsen for ledningsført vand og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Beregning af afgiften.

Afgiftssatser

Afgiften er 5 kr. pr. m3 vand ekskl. moms. Det betyder, at når momsregistrerede vandværker leverer vand, bliver momsen også beregnet af vandafgiften. Se VANDAL § 3.

Forbrug i momsfrie virksomheder og i boliger med egen boring

Afgiftssatsen forhøjes med 25 pct. til 6,25 kr. pr. m3 vand inkl. moms for ejere af ejendomme, der forsynes med vand fra lokale boringer/brønde samt for virksomheder og institutioner mv., der er registreringspligtige efter VANDAL § 4, stk. 2.

Afgiftsbelastningen bliver på denne måde den samme, uanset om vandet bliver leveret fra et momsregistreret vandværk eller fra en lokal boring/brønd eller bliver indvundet af en anden registreringspligtig virksomhed.

Almene vandværker, der på grund af omsætningens størrelse ikke skal registreres efter ML § 49 (højst 50.000 kr.), skal dog ikke forhøje satsen.

Beregning af afgiften

Afgiften beregnes som den leverede mængde af ledningsført vand.

Eksempel

Ved levering af 5000 m3 vand er afgiften:

5000 x 5 kr. pr. m3 = 25 000 kr.

E.A.7.5.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om, hvordan virksomhederne opgør og afregner vandafgift.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode E.A.7.5.6.1
  • Opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand E.A.7.5.6.2
  • Regnskab E.A.7.5.6.3
  • Afregning og indbetaling af afgift E.A.7.5.6.4.
E.A.7.5.6.1 Afgiftsperiode

Afgiftsperioden for registrerede vandværker og andre registrerede virksomheder, der er momsregistrerede, er den samme som for moms, dvs. måneden, kvartalet eller halvåret.

Afgiftsperioden for registrerede virksomheder, som ikke er registreret efter momsloven, er kvartalet.

E.A.7.5.6.2 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand

Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand for registrerede vandværker, andre registrerede virksomheder og andre med lokale boringer/brønde.

Afsnittet indeholder:

  • Vandværker E.A.7.5.6.2.1
  • Andre registrerede virksomheder E.A.7.5.6.2.2
  • Lokale boringer/brønde E.A.7.5.6.2.3.
E.A.7.5.6.2.1 Vandværker

Indhold

Dette afsnit handler om vandværkers opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand.

Afsnittet indeholder:

  • Regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand
  • Hvad kan fradrages i den afgiftspligtige mængde vand?
  • Minimumsafgift
  • Den udpumpede mængde vand
  • Opgørelse af minimumsafgiften
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regler for opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand

Vandværket skal opgøre den afgiftspligtige mængde vand i sit almindelige forretningsregnskab eller i sine driftsrapporter på grundlag af leverancer i perioden, for hvilke der er udstedt fakturaer eller aconto opkrævninger. Opgørelsen skal også omfatte eget forbrug, fx når et kommunalt vandværk leverer til kommunen.

Alle fakturaer og acontoopkrævninger, der er udstedt i afgiftsperioden, skal tages med når periodens afgiftspligtige leverancer bliver opgjort. Vandværket skal opgøre og afregne moms og vandafgift ud fra fakturadatoen, ikke ud fra forfaldsdato eller sidste rettidige betalingsdag.

Reglerne om fakturadato til opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand følger reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde el i elselskaber. Se PAVL, afsnit F.3.5.1 om opgørelse af den afgiftspligtige mængde for elselskaber. Reglerne svarer i øvrigt også til reglerne for opgørelse af momstilsvaret.

Betalingsoversigten fra fx Nets kan bruges som faktura, hvis betalingsoversigten indeholder de samme oplysninger som en faktura. Hver fakturering/transaktion på en betalingsoversigt skal være forsynet med en udstedelsesdato (fakturadato).

Hvad kan fradrages i den afgiftspligtige mængde vand?

Når den afgiftspligtige mængde bliver opgjort, kan følgende trækkes fra:

  • Vand, der bliver tilført en anden registreret virksomhed efter VANDAL § 5
  • Vand, der bliver leveret til udlandet
  • Vandspild, der er forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer efter VANDAL § 24.

Fra 1. januar 2001 er det blevet muligt at eftergive vandværkerne den del af afgiften, der vedrører vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål. Dette gælder, når vandspildet hører til ejendommen på en sådan måde, at vandværket kan opkræve betaling for vandspildet hos forbrugeren. Se lov nr. (338) af 16. maj 2001.

Efter lov nr. (522) af 12. juni 2009, § 4, nr. 5, er reglerne for eftergivelse fra 1. januar 2009 fastsat i VANDAL § 24. Med denne lovændring er bestemmelsen også ændret, så det ikke længere er nødvendigt, at vandværket skal bede SKAT om at eftergive vandafgift på vegne af forbrugeren. Vandværket skal i stedet trække den vandmængde fra, som vedrører vandspildet i afgiftsgrundlaget. Se [Nyhedsbrev af 3. november 2009].

For at være berettiget til at trække vandspildet fra i den afgiftspligtige mængde vand skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Vandspildet er forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål. Det skal således kunne dokumenteres, at vandspildet hører til ejendommen på en sådan måde, at vandværket kan opkræve vederlag for vandspildet hos forbruger
  • Vandværket skal have en skriftlig begrundet anmodning fra forbrugeren, hvor forbrugeren beder om ikke at skulle betale afgift og andre beløb af det pågældende vandspild
  • Vandværket må hverken opkræve vandpris, vandafgift eller moms hos forbrugeren. Det er udelukkende vandværket som afgør, om det ønsker at afstå fra opkrævning af både afgiften og vandprisen over for forbrugeren. Vandværkets afgørelse kan ikke påklages til SKAT
  • Forbrugeren skal, hvis denne er udlejer, eftergive afgiften og prisen for vandet over for lejere i ejendommen, når lejerne i henhold til en lejeaftale betaler for vandforbruget
  • Det er en forudsætning, at ledningsbruddet ikke kan tilregnes forbrugeren som forsætligt eller groft uagtsomt, og at der er udøvet rimelige foranstaltninger for at stoppe ledningsbruddet. Se SKM2002.22.TSS.

Kun den del af vandspildet, der ligger udover ejendommens årlige normalforbrug tillagt 300 m3, kaldet mindstekravet, kan eftergives. For ejendomme med flere boligenheder, hvor der ikke sker måling af vandforbrug i den enkelte boligenhed, skal mindstekravet opgøres som den samlede ejendoms årlige normalforbrug, tillagt 300 m3 for hver boligenhed. Hvis der er opsat bimålere på hovedledningens stikledninger, og disse bimålere opfylder den samme standardkvalitet som hovedmåleren, og sker bruddet efter en sådan bimåler, kan mindstekravet efter Skatteministeriets opfattelse opgøres som det samlede årlige normalforbrug tillagt 300 m3 for hver boligenhed, der forsynes med vand efter denne bimåler. Se SKM2002.22.TSS.

Hvis forbrugerens normale afregningsperiode er mindre end et år, bliver mindstekravet nedsat forholdsmæssigt. Dette sker fx hvor der normalt sker afregning med vandværket flere gange om året fx halvårligt, eller ved fra- og tilflytning. Det er Skatteministeriets opfattelse, at selvom vandspildet bliver opdaget inden udløbet af den normale afregningsperiode, og vandspildet derfor kan henføres til en kortere periode, så vil mindstekravet ikke blive nedsat.

Eksempel 1

Et brud på en vandinstallation medfører et krav om betaling af i alt 350 m3 vand. På grund af fraflytning vedrører den endelige regning for vandforbruget 3 måneder. Mindstekravet bliver så beregnet som normalforbruget i den pågældende 3 måneders periode tillagt en fjerdedel af 300 m3, svarende til 75 m3.

Vandværket skal udstede en kreditnota til forbrugeren på det eftergivne beløb inklusiv vandafgift, hvis faktura er udstedt for den pågældende mængde vand. Vandværket kan herefter trække den samme mængde vand fra i den udpumpede mængde, så den ikke regnes med når minimumsafgiften bliver beregnet.

For vandafgift vedrørende vandspild som er opkrævet før 1. januar 2009 skal § 25, stk. 2-7, som ophævet ved lov nr. (1336) af 19. december 2008, stadig bruges. Der skal derfor i disse tilfælde sendes en skriftlig og begrundet anmodning om eftergivelse til SKAT.

Udover vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål er det ikke muligt at trække vandspild forårsaget af brud fra, når den afgiftspligtige mængde vand skal opgøres efter VANDAL § 7, stk. 1.

Eksempel 2

Det tidligere Momsnævn traf afgørelse om, at et ekstraordinært vandspild på ca. 6.800 m33 som følge af en lækage i et vandværks ledningsnet ikke kunne trækkes fra i den afgiftspligtige mængde vand. Efter nævnets opfattelse var der ikke mulighed for at opgøre den afgiftspligtige mængde vand på anden måde end efter VANDAL § 7, stk. 1 og 2. Når den afgiftspligtige mængde bliver opgjort, er det uden betydning om værket har opfyldt sin vedligeholdelsespligt eller ej, eller om der er tale om et normalt eller et ekstraordinært vandspild. Se TfS 1998, 361.

Eksempel 3

I forbindelse med en forurening med spildevand, blev der brugt vand til gennemskylning af vandværkets ledningsnet. Det tidligere Momsnævn traf afgørelse om, at der ikke skulle betales afgift af vand brugt til gennemskylning af et vandværks ledningsnet efter en forurening af nettet med spildevand. Nævnet fandt, at der var tale om en helt ekstraordinær situation, der ikke var forudset ved udformningen af VANDAL § 7, stk. 2. Vandværket blev påført et betydeligt vandforbrug til skylning, som følge af en udefra kommende begivenhed, som værket var uden nogen skyld i. Samtidig havde vandværket ikke selv haft nogen indflydelse på, hvor længe skylningen skulle vare, da dette var bestemt af det påbud (fra offentlige myndigheder), som vandværket skulle efterkomme. Se TfS 1998, 360.

I modsætning til afgørelsen i TfS 1998, 361 er der i denne afgørelse ikke tale om vandspild som følge af brud men udledning som følge af påbud fra offentlige myndigheder.

Under normale omstændigheder vil vandværkers sædvanlige gennemskylning af ledningsnettet fx i forbindelse med reparationer, skulle indeholdes i de 10 procents tab som er tilladt efter reglen om minimumsafgift.

Minimumsafgift

Som udgangspunkt er den afgiftspligtige mængde i en afgiftsperiode, de leverancer for hvilke der er udstedt fakturaer, herunder acontoopkrævninger. For at sikre incitamentet til at minimere vandudsivning som følge af fx utætte og dårligt vedligeholdte vandledninger, skal den registrerede virksomhed dog altid betale afgift af mindst 90 procent af den udpumpede mængde vand. Der skal betales minimumsafgift i det omfang, at den fakturerede mængde er mindre end 90 procent af den udpumpede mængde. Den udpumpede mængde opgøres som:

  • Den udpumpede mængde som aflæst på udpumpningsmåleren (for vandværker, der indvinder vand)
  • tillagt den mængde der er modtaget og faktureret til virksomheden fra andre registrerede virksomheder og udlandet
  • fratrukket den mængde, der er faktureret til andre registrerede virksomheder og udlandet.

For vandværker, der indvinder vand, er der således set bort fra vand, der er brugt til procesformål fx til skylning af filtre, fordi vandmængden først bliver målt ved udpumpningen fra vandværket.

Den udpumpede mængde vand

Hovedreglen er, at det er den udpumpede mængde vand, der bliver aflæst på udpumpningsmåleren, som skal bruges når minimumsafgiften skal opgøres.

Eksempel 1

Den daværende Told- og Skattestyrelse traf afgørelse i en sag om opgørelse af den afgiftspligtige mængde vand i et vandværk, hvor det blev konstateret, at måleren (vanduret) til registrering af den udpumpede mængde vand havde vist for meget, så den målte mængde blev væsentlig større end den faktisk udpumpede mængde.

Styrelsen tillod, at den udpumpede mængde vand kunne fastsættes ved andet end måling. Vandværket skulle fremlægge dokumentation for, at der faktisk havde været fejl ved de installerede målere fx ved hjælp af eksterne tekniske undersøgelser. Det var en betingelse, at vandværket kunne sandsynliggøre størrelsen af omfanget af fejlmålingen.

Eksempel 2

Landsskatteretten har også taget stilling til fejl i installerede målere ved en kendelse af 30. juni 1998, som ikke er offentliggjort. Landsskatteretten kom frem til, at et vandværk skulle betale afgift af minimum 90 pct. af den målte mængde oppumpede vand, selvom der blev konstateret et væsentligt lavere vandforbrug hos forbrugerne, og selvom vandværket havde haft mistanke om fejlmåling og derfor havde udskiftet vandmålerne på vandværket. Landsskatteretten fandt, at det måtte påhvile vandværket at godtgøre, at målingerne af den udpumpede mængde vand havde været fejlagtig. Det var ikke muligt for vandværket at dokumentere fejlene ved de tidligere vandmålere.

Opgørelse af minimumsafgiften

Ved lov nr. 522 af 12. juni 2009 Lov om ændring af lov om spildevandsafgift og forskellige andre love er det præciseret, at minimumsafgiften som udgangspunkt opgøres pr. kalenderår. I den sidste afgiftsperiode i kalenderåret, dvs. december måned, oktober kvartal eller 2. halvår, skal der laves en opgørelse efter reglerne om minimumsafgift. Dette skal ske, selvom virksomheden ikke angiver forbruget i den sidste afgiftsperiode.

Virksomheder, der kun har én årlig afregningsperiode over for forbrugerne, kan vælge at opgøre minimumsafgiften på grundlag af den periode som vandforbruget måles og afregnes over for forbrugerne (forbrugsperioden). Se afsnit E.A.7.5.6.4 om Afregning og indbetaling.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

TfS 1998, 361

Momsnævnet traf afgørelse om, at et ekstraordinært vandspild på ca. 6.800 m33 som følge af en lækage i et vandværks ledningsnet ikke kan fradrages i den afgiftspligtige mængde vand. Efter nævnets opfattelse er der ikke mulighed for at opgøre den afgiftspligtige mængde vand på anden måde end efter VANDAL § 7, stk. 1 og 2.

Kendelsen handler om fradrag ved opgørelse den afgiftspligtige mængde vand i VANDAL § 7, stk. 1 og 2.

TfS 1998, 360

Momsnævnet traf afgørelse om, at der ikke skulle betales afgift af vand brugt til gennemskylning af et vandværks ledningsnet efter en forurening af nettet med spildevand. Nævnet fandt, at der var tale om en helt ekstraordinær situation, der ikke var forudset ved udformningen af VANDAL § 7, stk. 2. I modsætning til afgørelsen i TfS 1998,(361) er der i denne afgørelse ikke tale om vandspild som følge af brud, men udledning som følge af påbud fra offentlige myndigheder.

Kendelsen handler om fradrag ved opgørelse den afgiftspligtige mængde vand i VANDAL § 7, stk. 2.

SKAT

SKM2002.22.TSS

Meddelelsen handler om eftergivelse af vandafgift ved vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål i daværende VANDAL § 25.

E.A.7.5.6.2.2 Andre registrerede virksomheder

Det er virksomhedens forbrug af vand i afgiftsperioden, der indgår, når den afgiftspligtige mængde vand skal opgøres for andre registrerede virksomheder. Vandet skal være leveret fra andre steder end vandværker. Se VANDAL § 4, stk. 2.

Der skal kun betales afgift af den del af forbruget, der overstiger 1.000 m3 årligt. Virksomheden skal derfor først betale afgift, når den forbrugte mængde regnet fra regnskabsårets begyndelse overstiger 1.000 m3, og da kun af den del der overstiger 1.000 m3. Se VANDAL § 7, stk. 5.

Hvis der er én eller flere boligenheder på ejendommen, skal der uanset forbruget på ejendommen betales afgift efter et standardforbrug pr. boligenhed eller efter måler. Kommunen opkræver denne del af afgiften. Ejeren af ejendommen skal oplyse kommunen om dette. Se VANDAL § 2, stk. 2.

Se også

Se afsnit E.A.7.5.6.2.3 om boligenheder og afregning til kommunen.


E.A.7.5.6.2.3 Lokale boringer/brønde

Indhold

Dette afsnit handler om, hvornår der skal betales afgift af vand og om kommunens rettigheder.

Afsnittet indeholder:

  • Hvornår skal der betales afgift?
  • Kommunens rettigheder.

Hvornår skal der betales afgift?

Ejere af ejendomme, der bliver forsynet fra lokale boringer/brønde skal betale afgift efter et standardforbrug på 170 m3 om året pr. helårsboligenhed og 70 m3 for andre boliger eller efter et målerregistreret forbrug afhængig af de enkelte kommunes bestemmelser for området. Se VANDAL § 2, stk. 2. Afgiften bliver opkrævet af den kommune, hvor ejendommen er beliggende. Se VANDAL § 14, stk. 1 og bekendtgørelse nr. 982 af 18. oktober 2005.

Der skal dog kun betales afgift, hvis der er tale om ledningsført vand. Er der fx tale om egen boring/brønd, der ligger uden for boligenheden, skal der ikke betales afgift, hvis vandet ikke føres ind i boligenheden via en ledning. Ejendomme, der via vandledning bliver forsynet fra et ikke-alment vandværk, skal betale afgiften uanset tapningsstedets placering på grunden. Se VANDAL § 1

Når en ejendom er forsynet med ledningsført vand, bliver en boligenhed på ejendommen også betragtet som forsynet med ledningsført vand. Dette uanset om vandledningen til ejendommen er ført helt ind i boligenheden/boligenhederne.

Afgiftspligten påhviler ejeren af boligenheden. Det betyder, at ejeren skal betale afgift af vand, der bliver brugt i enhver privat eller erhvervsmæssigt benyttet boligenhed. Se VANDAL § 2, stk. 2.

Boligenheder i tilknytning til momspligtige virksomheder, fx landbrugsvirksomheder, skal afregne afgift til kommunen af privatforbruget af ledningsført vand fra egen boring/brønd.

Ejendomme, der bliver forsynet med ledningsført vand fra et alment vandværk, skal ikke også betale afgift af et eventuelt forbrug fra en lokal boring/brønd. Dette kan fx være ejendomme, der bliver forsynet med vand fra et vandværk, og som samtidig har etableret en lokal boring til havevanding.

Hvis ejendommen bliver forsynet fra egen boring/brønd, mens der samtidig kan hentes vand fra en vandhane udenfor ejendommen, fx til drikkevand, skal kommunen alligevel opkræve afgift af vandet fra egen boring/brønd.

Ejere af ubenyttede boligenheder, der ved forsegling/plombering godtgør, at boligenheden ikke kan, og ikke uden kommunens tilladelse vil kunne modtage ledningsført vand, er fritaget for at betale vandafgiften. Det samme gælder ejere af uanvendelige brønde, der ved forsegling/plombering godtgør, at der ikke kan modtages ledningsført vand fra boringen.

Kommunens rettigheder

Den enkelte kommune kan bestemme, at afgiften ikke skal betales efter standardforbrug men efter et målerregistreret forbrug. Kommunen kan opkræve et administrationsgebyr. Gebyret må dog ikke overstige omkostningerne ved administration af målerordningen.

Kommunen kan bestemme, at boligenheder med målerudstyr, der ikke længere opfylder kommunens krav, fremover skal afregne efter standardforbrug. Bortfald af muligheden for at bruge måler vil omfatte samtlige boligenheder, der bliver forsynet fra samme anlæg eller boring.

Kommunerne fastsætter selv reglerne for boligenhedernes afregning af vandafgift til kommunen. Se bekendtgørelse nr. 982 af 18. oktober 2005. Hvis betaling ikke sker senest på en fastsat dato bestemt af kommunen efter forfaldsdagen, er kommunen berettiget til at kræve afgiftsbeløbet forrentet efter reglerne i OPKL § 7.

Inddrivelse af vandafgiften i kommunerne sker efter reglerne i lov nr. 572 af 20. juni 2001 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv. Hvis kommunens seneste indbetalingsfrist bliver overskredet, kan der opkræves morarenter, og der kan opkræves et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser. Se PAVL, afsnit A.11.2.

Vandafgift med påløbne renter og omkostninger samt gebyrer for administration af målerordninger og for erindringsskrivelser er tillagt udpantningsret.

E.A.7.5.6.3 Regnskab

Indhold

Afsnittet indeholder de gældende regnskabsregler.

Afsnittet indeholder:

  • Gældende regler for regnskabsføring
  • Fakturaer
  • Aconto opkrævninger
  • Efterfakturering af vandafgift.

Gældende regler for regnskabsføring

Udover de regnskabsregler der fremgår af PAVL, afsnit A.10, gælder følgende:

  • Vandværker skal føre et regnskab, hvor opgørelse over tilgang og udpumpning af afgiftspligtig vand indgår
  • Registrerede vandværker skal efter anmodning fra SKAT udarbejde fortegnelser over ejendomme, der får leveret vand fra vandværket
  • Virksomhedens udpumpning af vand skal registreres ved måler, der anbringes ved alle anlæggets afgangsledninger. SKAT kan kræve en afprøvning af udpumpningsmålere efter reglerne i vandforsyningsregulativet.

Fakturaer

Som fakturadato skal anvendes den dato, hvor fakturaen udstedes.

For at give momsregistrerede virksomheder mulighed for godtgørelse, skal vandværker og andre virksomheder, fx udlejere af fast ejendom, mindst én gang om året oplyse den enkelte momsregistrerede køber om, hvor stor en del vandafgiften udgør af prisen på det leverede vand.

Reglerne om fakturering mv. gælder også for virksomheder, der er frivilligt registreret efter momsloven for levering af vand i forbindelse med udlejning af fast ejendom, hvis disse virksomheder viderefakturerer vandforbruget til de enkelte lejere mv.

Aconto opkrævninger

Hvis vandværket udsteder aconto opkrævninger for leverancer af vand, som bliver endeligt opgjort på et senere tidspunkt, kan vandværket undlade at oplyse om leverancens omfang på aconto opkrævningen.

Momsregistrerede aftagere kan få godtgørelse af vandafgift på grundlag af aconto opkrævninger, som enten direkte indeholder oplysning om vandafgiftens andel af acontobeløbet, eller oplysning om det antal m3 der har dannet grundlag for beregningen af acontobeløbet suppleret med oplysning om afgiftssatsen. Slutafregningen skal herefter indeholde oplysning om den vandafgift, som allerede er afregnet aconto.

Hvis vandafgiftens andel af aconto beløbet fremgår af aconto opkrævningen, skal oplysning om afgiftens andel i slutafregningen anføres på én af følgende 3 måder:

  • Ved oplysning om det vandafgiftsbeløb, der ikke allerede er afregnet a conto
  • Ved oplysning om det m3-forbrug og den tilhørende vandafgift, som ikke allerede er afregnet a conto
  • Ved oplysning om periodens totale forbrug i m3 og den tilhørende vandafgift samt oplysning om, hvor stor en del af afgiften der allerede er afregnet a conto.

Efterfakturering af vandafgift

Der kan blive tale om efterfakturering af vandafgift i følgende to tilfælde:

  • Ved årsopgørelsen, hvor den fakturerede mængde er mindre end minimumsmængden
  • Ved slutafregningen over for forbrugerne.

Hvis et vandværk i forbindelse med årsopgørelsen finder ud af, at den fakturerede mængde er mindre end minimumsmængden dvs. ved ledningstab på over 10 pct., kan det vælge at efterfakturere vandafgiften til forbrugerne enten fordelt efter måler eller efter en vedtaget fordelingsnøgle.

Efterfaktureringen af minimumsafgiften må ikke ske i form af en stigning i afgiftssatsen, men skal fremgå særskilt med mængde og afgiftssats. Det skal fremgå af fakturaen, at der er tale om betaling af en afgift af et ledningstab. Hvis den betalte minimumsafgift bliver efterfaktureret til forbrugeren, indgår denne fakturering ikke i periodens afgiftspligtige mængde. Se VANDAL § 7, stk.4.

Hvis der sker efterfakturering af vandafgiften i de tilfælde, hvor vandværket har opkrævet for lidt i vandafgift på én eller flere aconto opkrævninger, skal afgiftens andel i slutafregningen anføres som nævnt under aconto opkrævninger. Den efterfakturerede mængde bliver regnet med til den afgiftspligtige mængde i den afgiftsperiode, hvor slutafregningen er dateret.

Hvis vandværket ved slutafregningen finder ud af, at det har opkrævet for meget i vandafgift hos forbrugerne, og hvis den for meget opkrævede afgift bliver betalt tilbage til forbrugeren ved en kreditnota, skal kreditnotaen indeholde de samme oplysninger som anført for en faktura. Den krediterede mængde kan derefter trækkes fra i opgørelsen af den afgiftspligtige mængde vand.

Slutafregningen for leverancer til forbrugerne skal ikke nødvendigvis ske samtidig med opgørelsen af vandværkets udpumpede mængde, dvs. den 31. december, medmindre vandværket kun har én årlig afregningsperiode over for forbrugerne, og har valgt at opgøre minimumsafgiften på grundlag af denne periode.


E.A.7.5.6.4 Afregning og indbetaling

Indhold

Dette afsnit beskriver hvordan afgiften bliver afregnet og betalt.

Afsnittet indeholder:

  • Afregning
  • Indbetaling af afgift
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også afsnit E.A.7.5.6.1 om afgiftsperioden.

Afregning

Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode, og senest den 15. i den efterfølgende måned angive størrelsen af de afgiftspligtige leverancer mv., der har fundet sted i perioden og indbetale afgiften heraf.

Vandværker, der som følge af reglerne om minimumsafgift skal foretage regulering i den afgiftspligtige mængde, skal indbetale afgiften i den sidste afgiftsperiode i kalenderåret.

Indbetaling af minimumsafgift for vandværker, der kun har én årlig afregningsperiode over for forbrugerne (forbrugsperioden), og som opgør minimumsafgiften samtidig med denne periode, skal ske sammen med indbetalingen for den førstkommende afgiftsperiode efter forbrugsperiodens udløb.

Kommuner skal opgøre den afgift, der er opkrævet i kalenderåret, dvs. de afgiftsbeløb som kommunen har opkrævet med en seneste indbetalingsfrist i det pågældende år. Den opgjorte afgift skal indbetales til SKAT senest den 15. december i opgørelsesåret.

SKAT kontrollerer, at kommunens administration, opkrævning, kontrol og afregning af afgiften sker i overensstemmelse med loven. Se § 5 i bekendtgørelse nr. 982 af 18.oktober 2005 om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand m.v.

Indbetaling af afgift

Registrerede virksomheder skal bruge en angivelses- og indbetalingsblanket, blanket nr. 24.006. SKAT udsender blanketten til de virksomheder som ikke er tilmeldt TastSelv.

Til brug for kommunernes indbetaling udsender SKAT et girokort, blanket nr. 24.048.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

TfS 1998, 360

Momsnævnet har truffet afgørelse om, at der ikke skulle betales afgift af vand, der blev anvendt til gennemskylning af et vandværks ledningsnet efter en forurening af nettet med spildevand.

TfS 1998, 361

Momsnævnet har truffet afgørelse om at et ekstraordinært vandspild på ca. 6.800 m3 som følge af en lækage i et vandværks ledningsnet ikke kunne trækkes fra i den afgiftspligtige mængde vand.

SKAT

SKM2002.22.TSS

Afgørelsen vedrører, hvad der menes med ejendomme til boligformål, beregning af mindstekravet ved ejendomme med flere boligenheder og forholdsmæssig nedsættelse af mindstekravet.

SKM2009.49.SKAT

SKAT oplyser, at anmodninger om eftergivelse af vandafgift i forbindelse med vandspild, indtil videre skal behandles efter hidtidig praksis.

E.A.7.5.7 Afgiftsfritagelse og tilbagebetaling af afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsfritagelse og godtgørelse af afgift.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse
  • Godtgørelse af afgift
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftsfritagelse

Af de afgiftsfritagelser, der fremgår af afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse, gælder for ledningsført vand kun, at oplagshavere kan levere vand uden afgift til

  • en anden registreret virksomhed efter VANDAL § 5
  • udlandet
  • diplomater.

Af praktiske hensyn bliver ordningen med fritagelse for afgift af vand, der leveres til diplomater, administreret som en godtgørelsesordning. Det betyder, at bestemmelsen ikke direkte berører vandværkernes opkrævning af vandafgift.

Diplomatiske repræsentationer mv. kan efter ansøgning til SKAT få godtgjort vandafgiften. Ved ansøgning bruges en særlig anmodningsblanket 23.006, der kan fås hos SKAT.

Godtgørelse af afgift

Momsregistrerede virksomheder

Momsregistrerede virksomheder som køber vand, kan som hovedregel få godtgjort afgift af vand i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående moms (købsmoms) af vandet. Dette gælder når, vandet er købt til brug for virksomhedens momspligtige aktiviteter.

Der kan derfor ikke tilbagebetales afgift af ledningsført vand, som virksomheden anvender til:

  • Videresalg
  • Forbrug i funktionærboliger
  • Indehaverens og personalets privatforbrug
  • Formål, der ikke vedrører omsætningen af momspligtige varer/ydelser.

Se også

Se afsnit E.A.7.5.4 om momsregistrerede virksomheder, der kun forsynes fra lokale boringer/brønde.

Udlejning af fast ejendom

Hvis vandet bliver leveret via en ejendomsudlejer/ejendomsadministrator, dvs. at virksomheden ikke selv får en regning direkte fra vandværket for det forbrugte vand, kan ejendomsudlejeren være frivilligt momsregistreret for levering af vand. Ejendomsudlejeren kan så viderefakturere forbruget af vand inklusiv moms og vandafgift af det leverede vand til virksomheden. Dermed får lejer mulighed for at få tilbagebetalt vandafgift, i det omfang lejeren opfylder betingelserne for det.

Godtgørelse af vandafgift af vand, der anvendes i idrætshaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt i forsamlingshuse og medborgerhuse, kan ske til frivilligt momsregistrerede udlejningsvirksomheder i samme omfang, som det gælder for godtgørelse af afgift af el, der anvendes i forbindelse med tilsvarende udlejningsvirksomhed. Se SKM2003.175.LSR.

Se også

Se også PAVL, afsnit F.6.2.3 for regler om godtgørelse af el-afgift.

Opgørelse af godtgørelsesberettiget vandafgift

Virksomheder, der efter reglerne kan få tilbagebetalt vandafgift, herunder også afgift efter 90 pct. -reglen, når der er sket efterfakturering af et ledningstab på over 10 pct., skal opgøre det beløb, der kan tilbagebetales. Opgørelsen kan omfatte én eller flere afgiftsperioder efter momsloven. For at dokumentere tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvor størrelsen af afgiften fremgår.

Tilbagebetalingsbeløbet angives i hele kroner i rubrikken "Vandafgift" på virksomhedens momsangivelse. Beløbet må kun vedrøre den pågældende momsregistrerede enhed. Dette indebærer, at fx virksomheder der er delregistreret efter momsloven, skal angive vandafgift for hver enkelt registreret momsenhed.

Tilbagebetalingen sker ved, at virksomheden modregner i sit afgiftstilsvar efter momsloven. I det omfang tilbagebetalingen ikke kan ske ved modregning, bliver beløbet udbetalt til virksomheden efter reglerne i OPKL § 12. Beløb under 50 kr. udbetales ikke.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2003.175.LSR

Landsskatteretten fandt, at tilbagebetaling af vandafgift skal administreres efter samme retningslinjer, som gælder for tilbagebetaling af elafgift. Herefter fandtes en idrætshal, der var frivillig momsregistreret, berettiget til tilbagebetaling af vandafgift.

E.A.7.6 Dæk

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om gebyr til nyttiggørelse af dæk.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.6.1)
  • Definitioner (E.A.7.6.2)
  • Dæk omfattet af gebyret (E.A.7.6.3)
  • Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.6.4)
  • Gebyrets størrelse og beregning (E.A.7.6.5)
  • Opgørelse og afregning (E.A.7.6.6)
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.6.7).

E.A.7.6.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

  • Der skal betales gebyr af nye, regummierede og brugte dæk, der er fremstillet til anvendelse på
  • motordrevne køretøjer
  • påhængsvogne til motordrevne køretøjer samt vogntog, eksempelvis motorcykler
  • registreringspligtige knallerter
  • personbiler
  • vare- og lastbiler
  • busser
  • traktorer
  • påhængskøretøjer og -redskaber til de nævnte køretøjer.

Formål

Gebyrets formål er at sikre nyttiggørelse af kasserede dæk. Dette sker ved at give tilskud til virksomheder, som erhvervsmæssigt indsamler dæk med henblik på produktion af gummipulver. Opkrævning, administration og kontrol med gebyret varetages af told- og skatteforvaltningen, mens administrationen af tilskudsordningen varetages af Miljøstyrelsen. Eventuelle spørgsmål om tilskudsordningen skal derfor rettes til Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K., tlf. 72 54 40 00.

Lovgrundlag

Reglerne om gebyr på dæk fremgår af bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk), udstedt med hjemmel i lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006 (bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse) med senere ændringer.

Historik

Gebyrordningen trådte i kraft med virkning fra 1. april 1995 efter aftale om tilbagetagning af kasserede dæk mellem Miljøministeriet og dæk- og autobranchens organisationer, Genvindingsbrancherådet og de kommunale organisationer.

E.A.7.6.2 Definitioner

Indhold

Dette afsnit beskriver definitionerne af personbil og begrebet udlevering, som de er nævnt i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

Afsnittet indeholder:

  • Personbil
  • Udlevering.

Personbil

Ved personbiler forstås biler, der er indrettet til befordring af højst ni personer, føreren medregnet.

Udlevering

Begrebet "udlevering" omfatter

  • egentligt salg af dæk
  • udtagning til anvendelse på virksomhedens egne køretøjer
  • Regummiering af dæk.
Ved regummiering limer virksomheden slidbaner på kundens brugte dæk, som herefter fremstår som nye. Regummiering sidestilles derfor med salg af dæk.
E.A.7.6.3 Dæk omfattet af gebyret

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke dæk der er omfattet af gebyret.

Afsnittet indeholder:

  • Dæk omfattet af gebyret
  • Regummierede dæk.

Dæk omfattet af gebyret

Der skal betales gebyr af nye, regummierede og brugte dæk, der er fremstillet til anvendelse på

  • motordrevne køretøjer
  • påhængsvogne til motordrevne køretøjer samt vogntog, eksempelvis motorcykler
  • registreringspligtige knallerter
  • personbiler
  • vare- og lastbiler
  • busser
  • traktorer
  • påhængskøretøjer og -redskaber til de nævnte køretøjer.

Gebyrpligten for brugte dæk til de nævnte køretøjer mv. omfatter dæk, der modtages fra udlandet. Geybyrpligten omfatter også brugte dæk, herunder massive gummiringe, som her i landet sælges (udleveres) til fortsat anvendelse på de nævnte køretøjer mv. Se § 1 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

Regummierede dæk

Spørgsmål om gebyrpligt for regummierede dæk har tidligere været forelagt Miljøstyrelsen, der har tilkendegivet, at en erhvervsvirksomhed, der fremstiller regummierede dæk, er pligtig til at betale gebyr af alle dæk, der fremstilles og udleveres. Dette er uafhængigt af, om virksomheden ejer dækkene, eller om dækkene er leveret af en kunde, der får udleveret dækkene, efter at regummieringen er foretaget.

Forholdet kan sidestilles med en situation, hvor virksomheden, der regummiere dæk, udtager regummierede dæk til anvendelse på virksomhedens egne køretøjer. I dette tilfælde skal regummieringsvirksomheden også medregne forbruget ved opgørelsen af det gebyrpligtige antal dæk, der er udleveret fra virksomheden. Se§ 6, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

E.A.7.6.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår der er pligt til registrering for gebyr til nyttiggørelse af dæk samt bagatelgrænse og undtagelse for registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Registrering
  • Bagatelgrænse for registreringspligt
  • Anmeldelse til registrering.

Se også

  • PAVL 2011-1, afsnit A.5.2 Oplagshavere
  • PAVL 2011-1, afsnit A.5 Afgiftspligtige virksomheder og personer (registrering).

Registrering

Virksomheder, der erhvervsmæssig fremstiller eller erhvervsmæssigt modtager dæk fra udlandet, herunder massive gummiringe, fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, påhængskøretøjer til motordrevne køretøjer samt vogntog eller udleverer brugte dæk,

herunder massive gummiringe, til fortsat anvendelse, skal registreres som oplagshaver for gebyr til nyttiggørelse af dæk. Se § 4, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

Bagatelgrænse for registreringspligt

Virksomheder, der pr. kalenderår udleverer mindre end 400 brugte gebyrpligtige dæk til fortsat anvendelse på motorcykler, personbiler, busser samt påhængskøretøjer og - redskaber, skal ikke registreres eller betale gebyr. Se § 4, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

Virksomheder, der alene modtager de ovenfor nævnte køretøjer mv. fra udlandet eller fremstiller nye køretøjer, skal ikke registreres eller betale gebyr af de påmonterede dæk.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering bruges blanket nr. 24.018. Blanketten kan hentes på (www.webreg.dk) eller fås ved henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

E.A.7.6.5 Gebyrets størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver gebyrsatser for dæk og beskriver samtidig, hvordan gebyret skal beregnes og faktureres.

Afsnittet indeholder:

  • Gebyrsatser
  • Beregning af gebyret
  • Krav til faktura.

Gebyrsatser

Gebyr pr. dæk udgør jf. § 3, stk. 1, nr. 1-7 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk):

§ 3, stk. 1

Beskrivelse

Gebyrsats

Nr. 1

For nye og brugte dæk fremstillet til anvendelse på knallerter, motorcykler og personbiler og for nye og brugte dæk med dimensioner mindre end eller lig med 7.00"-15" eller 255 mm -15" og som er fremstillet til anvendelse på andre motordrevne køretøjer

10,00 kr.

Nr. 2

For regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 1

5,00 kr.

Nr. 3

For nye og brugte dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, undtagen knallerter, motorcykler og personbiler og med dimensioner større end 7.00"-15" eller 255 mm -15" og fælgdiameter mindre end 19,5"

25,00 kr.

Nr. 4

For regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 3

12,50 kr.

Nr. 5

For nye og brugte dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, undtagen knallerter, motorcykler og personbiler og med fælgdiameter større end eller lig med 19,5" og mindre end 24"

75,00 kr.

Nr. 6

For regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 5

37,50 kr.

Nr. 7

For nye, brugte og regummierede dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, undtagen knallerter, motorcykler og personbiler og med fælgdiameter større end eller lig med 24".

225,00 kr.

Beregning af gebyret

Som udgangspunkt skal afgiften beregnes som antallet af en given type dæk ganget med den aktuelle sats. Der er syv forskellige gebyrsatser jf. skemaet ovenfor. Gebyrsatsen for et dæk afgøres ud fra, hvilken fælgstørrelse dækket passer til, og om det er regummieret eller ej.

Eksempel

Et dæks dimensioner vil oftest være trykt på siden af dækket og opgivet på følgende måde:

205/65 R 15

  1. 205 = dækkets bredde i mm
  2. 65 = dækkets højde i % af bredden
  3. Bogstavet mellem 65 og 15 refererer til dækkets opbygning. R betyder Radial
  4. 15 = fælgdiameter i tommer.

Efter dækkets størrelse kan der stå fx 84H, 87W, 94Y...

Tallet er et belastningsindeks, hvor fx 84 er 500 kg. Bogstavet er udtryk for, hvilken hastighed dækket er godkendt til, hvor fx H = 210 km/t.

Et nyt dæk til en personbil, som er mærket 205/65 R 15, passer på en 15" fælg og er derfor gebyrpligtig med 10 kr. Se § 3, stk. 1 nr. 1 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk).

Krav til faktura

Virksomheden skal udstede en faktura i mindst 2 eksemplarer ved enhver udlevering af gebyrpligtige dæk. Fakturaen skal indeholde oplysning om udstedelsesdato, leverandørens og modtagerens navn og adresse, varens art, type mv. og det gebyrpligtige antal dæk.

Gebyret anføres som en særskilt post på fakturaen, og det skal tydeligt fremgå, at der er tale om gebyr af dæk. Det er også tilladt at anføre prisen inklusive gebyr. Det er i så fald en betingelse, at den aktuelle gebyrsats tydeligt fremgår af fakturaen.

På fakturaer for dæk, der udleveres uden gebyr, skal der tydeligt skrives, at der er tale om dæk, der leveres uden gebyr, fx ved påtegning: gebyrpligtige dæk uden gebyr. Hvis en faktura omfatter både gebyrpligtige dæk og andre dæk, skal de gebyrpligtige dæk opføres særskilt på den øverste del af fakturaen.

Hvis der sker returnering af gebyrpligtige dæk, som tidligere er berigtiget, skal der udstedes en kreditnota med tilsvarende oplysninger, som er krævet for fakturaer.

Virksomheden kan undlade at udstede faktura samtidig med afsendelse, hvis dækkene er ledsaget af en fortløbende nummereret følgeseddel, der indeholder samme oplysninger som fakturaen. Følgesedlen skal snarest efter udleveringen efterfølges af en faktura, der kan omfatte følgesedler udstedt inden for en periode af højst 7 kalenderdage. Fakturaen skal indeholde de sædvanlige oplysninger og skal henvise til de følgesedler, der er omfattet af fakturaen.

Hvis forholdene i det enkelte tilfælde taler for det, fx af edb-mæssige hensyn, kan told- og skatteforvaltningen på grundlag af en ansøgning fra virksomheden give dispensation fra kravet om, at dæk opføres særskilt på fakturaen. Det er en betingelse, at det af fakturaen fremgår, hvilke dæk der er gebyrpligtige. Det kan fx ske ved, at de gebyrpligtige dæk markeres med en særlig kode, hvis betydning er trykt på fakturablanketten.

Tidligere gebyrsatser

Gebyrsatserne blev ændret ved bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk) fra 1. april 2009. Gebyrsatserne har tidligere været:

For perioden 1.4.1995 - 31.3.2009:

Beskrivelse

Gebyrsats

For nye og brugte dæk fremstillet til anvendelse på knallerter, motorcykler og personbiler og for nye og brugte dæk med dimensioner mindre end eller lig med 7.00"-15" eller 255 mm -15" og som er fremstillet til anvendelse på andre motordrevne køretøjer

8,00 kr.

For regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 1

4,00 kr.

For nye og brugte dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, undtagen knallerter, motorcykler og personbiler og med dimensioner større end 7.00"-15" eller 255 mm -15" og fælgdiameter mindre end 19,5"

20,00 kr.

For regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 3

10,00 kr.

For nye og brugte dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, undtagen knallerter, motorcykler og personbiler og med fælgdiameter større end eller lig med 19,5" og mindre end 24"

60,00 kr.

For regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 5

30,00 kr.

For nye, brugte og regummierede dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, undtagen knallerter, motorcykler og personbiler og med fælgdiameter større end eller lig med 24".

180,00 kr.

E.A.7.6.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedens opgørelse og afregning af gebyret.

Afsnittet indeholder:

  • Gebyrperiode
  • Opgørelse af den gebyrpligtige mængde
  • Afregning
  • Indbetaling af gebyr.

Gebyrperiode

For registrerede virksomheder er gebyrperioden kalenderkvartalet. Afgiften angives og indbetales til SKAT den 15. i den efterfølgende kalendermåned.

Se også

Se de generelle regler om opkrævning af afgifter i OPKL (§§ 2-8).

Opgørelse af den gebyrpligtige mængde

Virksomheder skal opgøre det gebyrpligtige antal af henholdsvis nye, regummierede og brugte dæk for hver afgiftsperiode. Se PAVL 2011-1, afsnit (A.7) Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi.

Det gebyrpligtige antal for et kvartal er summen af antallet af gebyrpligtige dæk, der i perioden er udleveret fra virksomheden.

Virksomheder, der udtager gebyrpligtige dæk til montering (udskiftning) på motordrevne køretøjer, påhængskøretøjer samt vogntog, skal medregne forbruget af disse dæk til det gebyrpligtige antal. Dette gælder også dæk, der monteres på køretøjer, som benyttes af virksomheden.

Følgende skal ikke regnes med i det gebyrpligtige antal dæk:

  • Antallet af dæk, der er udleveret til en anden registreret virksomhed,
  • Antallet af nye eller regummierede dæk, der er leveret til udlandet, og
  • Antallet af dæk, der i den registrerede virksomhed er udtaget til montering ved fremstilling af nye køretøjer. Se § 3, stk. 2, nr. 2.

Registrerede virksomheder kan endvidere få bevilling til ikke at medregne brugte dæk, der er leveret til en fortsat anvendelse i udlandet.

Virksomheder, der ikke er omfattet af registreringspligten efter § 4, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk), og som leverer nye eller regummierede gebyrpligtige dæk til udlandet, kan få bevilling til godtgørelse af gebyret.

Registrerede virksomheder kan fradrage gebyret for berigtigede dæk, der tages retur. Det er en betingelse, at virksomheden godtgør køberen den fulde pris inklusive gebyret, og at der udstedes en kreditnota med tilsvarende oplysninger, som gælder for fakturaer.

Registrerede virksomheder skal føre et regnskab over modtagelse, fremstilling samt udlevering af gebyrpligtige dæk. Regnskabet skal kunne danne grundlag for opgørelse af det i hver gebyrperiode opkrævede gebyr og for kontrollen med gebyrets rigtige betaling. Hvis regnskabet ikke kan indpasses i virksomhedens forretningsregnskab, skal virksomheden føre et specielt regnskab efter SKATs nærmere anvisning. Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere regler for den regnskabsmæssige opstilling (specifikation) af gebyrpligtige dæk.

Se også

Se PAVL 2011-1, afsnit A.8.1 Afgiftsfri udlevering
Se afsnit PAVL 2011-1 afsnit A.10 Regnskabsbestemmelser om de generelle regler for regnskab.

Afregning

Virksomheder skal efter udløbet af hver gebyrperiode og senest ved udgangen af den følgende måned angive det gebyrpligtige antal dæk og indbetale gebyret heraf til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen skal ske på en angivelses- og indbetalingsblanket, blanket nr. 24.017, som told- og skatteforvaltningen sender til virksomheden.

Reglerne for angivelse og afregning af gebyr fremgår i øvrigt af PAVL 2011-1, afsnit A.11 Angivelse og afregning af afgifter.

Indbetaling af gebyr

Gebyret skal indbetales senest ved udgangen af måneden efter kvartalets udløb, dvs. samtidig med angivelsen af det gebyrpligtige antal.

E.A.7.6.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit beskriver af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse vedrørende dæk.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse
  • Afgiftsgodtgørelse.

Afgiftsfritagelse

Fritaget for gebyr er:

  • dæk, inklusive reservedæk, monteret på køretøjer, der modtages fra udlandet,
  • dæk, inklusive reservedæk, der anvendes til montering ved fremstilling af nye køretøjer,
  • dæk, der er fremstillet til anvendelse på lille knallert, og
  • dæk mindre end 500 mm - 8".

Godtgørelse af gebyr

Virksomheder, der ikke er registreret hos told- og skatteforvaltningen, kan opnå bevilling til godtgørelse af gebyret på nye og regummierede dæk, der leveres til udlandet.

Virksomheder, der fremstiller nye motorkøretøjer mv., hvortil der er anvendt dæk, som er berigtiget, kan få bevilling til godtgørelse af det betalte gebyr.

Virksomheder, der ønsker bevilling til godtgørelse, skal rette henvendelse til told- og skatteforvaltningen.

E.A.7.7 Bekæmpelsesmidler

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på bekæmpelsesmidler.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.7.1)
  • Definition: Bekæmpelsesmidler (E.A.7.7.2)
  • Bekæmpelsesmidler omfattet af reglerne (E.A.7.7.3)
  • Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.7.4)
  • Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.7.5)
  • Opgørelse og afregning (E.A.7.7.6)
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.7.7)
  • Regnskab og prismærker (E.A.7.7.8).
E.A.7.7.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er afgift på godkendelsespligtige bekæmpelsesmidler. Afgiftspligten er knyttet til ordet "godkendelsespligtige". Det afgørende er om et givet bekæmpelsesmiddel skal godkendes. Det er således ikke afgørende om midlet er godkendt eller vil kunne blive godkendt.

Afgiften påhviler alle bekæmpelsesmidler, der er omfattet af definitionen af bekæmpelsesmidler i lov om kemikalier eller efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF. Det vil normalt være afgørende for et produkts afgiftspligt, om det markedsføres med henblik på at bekæmpe, afskrække eller regulere skadegørere eller planter.

Det er Miljøstyrelsen, der træffer afgørelse om godkendelse af produkterne.

Virksomhederne skal beregne og betale afgiften ved udlevering af varen eller ved indførsel til landet.

Formål

Lovens formål er at nedbringe brugen af kemiske bekæmpelsesmidler. Forbruget bliver målt i kg aktivstof og behandlingshyppighed. Behandlingshyppigheden (BH) er en opgørelse af, hvor mange gange årligt det konventionelt dyrkede landbrugsareal i gennemsnit kan sprøjtes med den solgte mængde plantebeskyttelsesmidler, forudsat de anvendes i en fastsat standarddosis.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af bekæmpelsesmidler står i lovbekendtgørelse nr. 57 af 30. januar 2008 (BEKÆMPAL) med senere ændringer.

Se bekendtgørelse nr. 984 af 18. oktober 2005 om omregning til danske kroner ved fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi efter lov om afgift af bekæmpelsesmidler.

Historik

Afgiften blev indført med virkning fra 1. januar 1996.


E.A.7.7.2 Definition: Bekæmpelsesmidler

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af definitionerne på bekæmpelsesmidler.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Bekæmpelsesmidler.

Definition: Bekæmpelsesmidler

Bekæmpelsesmidler er den samlede betegnelse for plantebeskyttelsesmidler (pesticider) og biocider.

Plantebeskyttelsesmidler (pesticider) er produkter, der typisk bliver anvendt i jordbruget med det formål at slå ukrudt, skadedyr og sygdomsfremkaldende svampe ihjel eller for at regulere kulturplanters vækst. Målet er at forhindre udbyttenedgang ved dyrkning af kulturplanter. Pesticiderne omfatter insektmidler, jorddesinfektionsmidler, svampemidler, visse afskrækningsmidler, ukrudtmidler og vækstreguleringsmidler.

Biocider er andre bekæmpelsesmidler, som ikke anvendes med henblik på plantebeskyttelse. Det er bl.a. træbeskyttelsesmidler, slimbekæmpende midler, algemidler og rottemidler, midler mod utøj på dyr og visse afskrækningsmidler. Disse produkter bliver typisk anvendt uden for jordbruget.


E.A.7.7.3 Bekæmpelsesmidler omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af det vareområde, som er omfattet af reglerne om afgift på bekæmpelsesmidler.

Afsnittet indeholder:

  • Godkendelsespligtige varer
  • Bekæmpelsesmidler (afgiftsgruppe A.B og C)
  • Emballageafgift.

Se også

Afgiftens størrelse for afgiftsgrupperne A.B, og C.i afsnit E.A.7.7.5.

Godkendelsespligtige varer

Afgiftspligten omfatter stoffer og produkter, der er eller vil være godkendelsespligtige efter kapital 7 i lov om kemiske stoffer og produkter eller efter pesticidforordningen. Afgiften omfatter således alle bekæmpelsesmidler, der er omfattet af definitionen på bekæmpelsesmidler i lov om kemiske stoffer og produkter og pesticidforordningen.

De omhandlede produkter og stoffer er udover spørgsmålet om afgiftspligt ligeledes underlagt miljøstyrelsens regler om, at alle sådanne stoffer og produkter skal være godkendt af Miljøstyrelsen inden salg, import eller anvendelse samt emballeret og mærket med etikette i overensstemmelse med miljølovgivningens regler på området.

Ved afgrænsningen af, om et stof eller produkt er afgiftspligtigt, vil Miljøstyrelsens afgørelse om godkendelsespligt blive lagt til grund. Hvis produktet er godkendelsespligtigt, er det omfattet af afgiftspligten.

Se også

  • Omfanget af afgiftspligten i afsnit E.A.7.7.1.

Bekæmpelsesmidler (afgiftsgruppe A.B og C)

Afgiftspligten omfatter følgende bekæmpelsesmidler:

Bekæmpelsesmidler (afgiftsgruppe A.B eller C). Kemiske stoffer og produkter som er bestemt til bekæmpelse af:

  1. Plantesygdomme (afgiftsgruppe B)
  2. Træødelæggende svampe (afgiftsgruppe C)
  3. Uønsket plantevækst (afgiftsgruppe B)
  4. Algevækst (afgiftsgruppe C)
  5. Slimdannende organismer i papirmasse (afgiftsgruppe C)
  6. Følgende laverestående dyr:
  • Dyr, der må anses som skadelige for nytte og kulturplanter (afgiftsgruppe A)
  • Utøj hos husdyr, herunder stuefugle (afgiftsgruppe A)
  • Skadedyr i korn, kornprodukter, foderstoffer og frø (afgiftsgruppe A)
  • Tekstilskadedyr (afgiftsgruppe A)
  • Insekter, snegle, mider og lignende (afgiftsgruppe A)
  • Regnorme (afgiftsgruppe A)
  • Skadedyr i tømmer og træværk (afgiftsgruppe C).
  1. Følgende pattedyr: kaniner, mosegrise, muldvarpe, mus og rotter (afgiftsgruppe C).

Afskrækningsmidler (afgiftsgruppe B). Kemiske stoffer og produkter, som er bestemt til at forebygge skader, der bliver forårsaget af de under f. og g. nævnte skadedyr samt af vildtlevende pattedyr og fugle, eller som er bestemt til at holde disse dyr borte fra steder, hvor de ikke er ønskede. Afskrækningsmidlet afskrækker dyrene uden samtidig at bekæmpe dem.

Plantevækstreguleringsmidler (afgiftsgruppe B). Kemiske stoffer og produkter, som uden at være egentlige plantenæringsstoffer eller grundforbedringsmidler er bestemt til at regulere planters vækst eller udvikling eller frøenes modning, som:

  1. Nedvisningsmidler
  2. Respirations- og spiringshæmmere
  3. Vækstretarderingsstoffer
  4. Roddannere
  5. Blomster- og frugtdannere
  6. Spiringsfremmere
  7. Blomstringssinkere
  8. Udtyndingsstoffer
  9. Hold-faststoffer
  10. Podehjælpere.

Mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler (afgiftsgruppe C). Plantebeskyttelsesmidler hvor aktivstoffet består af levende mikroorganismer, herunder vira, og hvor aktivstoffets virkemåde beror på mikroorganismerne selv eller på et eller flere stoffer produceret af disse.

Se BEKÆMPAL §§ 1 og 7.

Emballageafgift

Emballager (pakninger) under 20 liter til bekæmpelsesmidler er afgiftspligtige efter emballageafgiftsloven. Se E.A.7.1.


E.A.7.7.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift af bekæmpelsesmidler. Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne om fjernsalg og om lønarbejde.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshaver
  • Lønarbejde
  • Varemodtager
  • Fjernsalg
  • Anmeldelse til registrering.

Se også

  • Definition: Oplagshaver og oplagshavers rettigheder E.A.1.4.1
  • Definition: Varemodtager og varemodtagers rettigheder E.A.1.4.1
  • Fjernsalg, herunder postordresalg og internethandel E.A.1.4.1
  • Privatpersoner, der indfører eller modtager varer fra udlandet E.A.1.4.3
  • Afgift af varer, der modtages fra udlandet E.A.1.4.1
  • Reglerne om registrering af virksomheder E.A.1.4.1
  • Blanket, der anvendes til anmeldelse af registrering nr. 24.021.

Oplagshaver

Oplagshaver er en virksomhed, der fremstiller eller med henblik på salg modtager varer fra udlandet. Se BEKÆMPAL§§ 3 og 9.

Aftapning eller pakning af varer i de pakninger, hvori midlerne bliver afsat til forbrug, bliver betragtet som fremstilling.

Virksomheder med flere fabrikationsafdelinger kan lade sig registrere under ét.

Virksomheder, der leverer varer en gros fra særlige udleveringslagre, som ligger uden for hovedvirksomheden, kan få tilladelse til at registrere disse lagre sammen med hovedvirksomheden. En sådan registrering er bl.a. betinget af, at det almindelige forretningsregnskab bliver ført samlet ved hovedvirksomheden, og at de årlige lageropgørelser bliver foretaget samtidigt for hovedvirksomheden og de på gældende udleveringslagre.

De enkelte afdelinger kan foretage fakturering af udleverede varer.

Oplagshavere har ret til at modtage ubeskattede opløsningsmidler fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet, hvis varerne er bestemt til videresalg. Se BEKÆMPAL §§ 4 og 10.

Adgangen til at modtage ubeskattede A- og B-varer fra en anden registreret virksomhed omfatter dog kun ikke-prismærkede varer.

Registrerede virksomheder, der køber C-varer i beskattet stand, skal også beskatte disse ved udleveringen, medmindre virksomheden har fået tilladelse af SKAT til at købe C-varer, der er beskattet, eller til at beskatte sådanne varer ved modtagelsen fra udlandet. Tilladelse bliver kun givet for varer, som skal sælges i virksomhedens egen detailforretning eller direkte til forbrugere.

Lønarbejde

SKAT kan efter ansøgning give en oplagshaver tilladelse til at lade større partier af A- og B-varer fremstille for dennes regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed (fabrikationsvirksomheden).

SKAT kan samtidig tillade, at den virksomhed, for hvis regning varerne bliver fremstillet, bliver betragtet som fremstiller af varerne, så disse prismærkes med virksomhedens egne prismærker, og at der først betales afgift ved udleveringen af varerne fra virksomhedens eget lager. Tilladelsen forudsætter, at den virksomhed, for hvis regning varerne fremstilles, er eneforhandler af varerne her i landet.

Betingelserne for tilladelsen er i øvrigt:

  • At der ved overførsel af afgiftspligtige materialer til fremstilling af varerne fra virksomheden til fabrikationsvirksomheden skal udstedes overførselsbilag, hvor det tydeligt er anført, at der er tale om ubeskattet overførsel af afgiftspligtige varer.
  • At prismærker fra virksomhedens beholdning, der er bestemt til prismærkning af de omhandlede varer, under opbevaringen hos fabrikationsvirksomheden skal opbevares i en særlig mappe eller lignende med oplysning om virksomhedens navn. Ved prismærke- eller lageropgørelser påhviler det virksomheden efter anmodning fra SKAT at sørge for, at alle prismærkede varer og prismærker bliver ført tilbage til virksomheden fra fabrikationsvirksomheden.
  • At SKAT kan foretage eftersyn i lokaler og af regnskaber mv. både i virksomheden og i fabrikationsvirksomheden efter de almindelige regler for registrerede virksomheder.
  • At prismærkede varer og prismærker, som ikke findes ved lager- og prismærkeopgørelser i virksomheden, bliver betragtet som solgte, respektive anvendte til solgte varer.

SKAT kan efter ansøgning også give tilladelse til:

  • At registrerede virksomheder lader prismærkning foregå som lønarbejde i ikke-registrerede virksomheder, samt
  • At virksomheder, der ikke har erhvervsmæssig fremstilling eller indførsel af afgiftspligtige varer, bliver registreret i de tilfælde, hvor virksomheden er eneforhandler af en vare, som virksomheden lader fremstille for egen regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed. Tilladelsen til registrering er betinget af, at virksomheden ikke modtager andre afgiftspligtige varer i ikke-prismærket stand fra andre registrerede virksomheder.

Varemodtager

Virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, herunder fra andre EU-lande, har pligt til at anmelde sig som varemodtager inden afsendelsen af varerne fra udlandet. Se BEKÆMPAL § 24.

Virksomheder, der indfører eller modtager varer fra udlandet, som ikke er bestemt til videresalg, fx landbrugsvirksomheder og gartnerier, skal registreres som varemodtager.

Erhvervsdrivende, fx en landmand eller gartner, der selv medbringer afgiftspligtige varer fra andre EU-lande til brug i egen bedrift, skal straks efter hjemkomsten angive art og værdi af de medbragte varer til SKAT og indbetale afgiften heraf. Se BEKÆMPAL § 25.

Fjernsalg

Virksomheder, som ved fjernsalg sælger afgiftspligtige varer her i landet, og som er registreret efter ML § 47, stk. 2, er omfattet af reglerne og skal registrere sig som varemodtager. Se BEKÆMPAL § 30.

Eksempler er virksomheder, der handler via postordre eller internet.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker på www.virk.dk.


E.A.7.7.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne på bekæmpelsesmidler og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Eksempel på beregning af afgift ved modtagelse af varer fra lande udenfor EU
  • Beregning af afgift ved modtagelse af varer fra andre EU-lande
  • Afgiftsværdi for A- og B-varer (prismærkevarer)
  • Afgiftsværdi for C-varer (ikke-prismærkevarer)
  • Emballageafgift
  • Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssatser

Afgiftsgruppe - Stof/produkt

Afgift af prismærkeværdien ekskl. moms

  • A-varer
  • Insektmidler (insekticider), herunder mide- og sneglemidler
  • Kombinerede svampe- og insektmidler
  • Midler mod utøj på husdyr mv.
  • Jorddesinfektionsmidler

35 pct.

(hvilket svarer til 53,85 pct. eller 7/13 af værdien uden miljøafgift og moms)

B-varer

  • Ukrudtmidler (herbicider), herunder nedvisningsmidler
  • Svampemidler (fungicider)
  • Vækstreguleringsmidler, herunder spirings- og væksthæmmende midler
  • Afskrækningsmidler (repellenter)

25 pct.

(hvilket svarer til 33,33 pct. eller 1/3 af værdien uden miljøafgift og moms)

C-varer

  • Træbeskyttelsesmidler (mod svamp og skadedyr)
  • Midler med mus, rotter, mosegrise, muldvarpe og kaniner (rodenticides)
  • Slimbekæmpelsesmidler
  • Algemidler
  • Mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler

3 pct. *)

(hvilket svarer til 3,09 pct. eller 3/97 af værdien uden miljøafgift og moms)

*) Afgiftsværdien er vederlaget (normalt engrosprisen), som modtageren skal betale for varen inkl. afgiften, men ekskl. moms. Der bruges ikke SKAT-prismærker til disse midler.

Prismærkeværdien er varens højeste detailsalgspris inkl. miljøafgift og moms. Fradraget for moms udgør 20 pct. med den gældende momssats på 25 pct.

Ved tvivlsspørgsmål om, hvilken afgiftsgruppe et middel tilhører, er Miljøstyrelsens godkendelse til formålet afgørende. I de tilfælde, hvor et middel er godkendt til kombineret anvendelse og falder indenfor flere afgiftsgrupper, skal den højeste afgiftssats anvendes.

Se afgiftssatserne i BEKÆMPAL§§ 1 og 7.

Eksempel på beregning af afgift ved modtagelse af varer fra lande udenfor EU

Hvis afgiften skal betales ved modtagelsen fra udlandet, er udgangspunktet for afgiftens beregning afgiftsværdien (uden afgift). Afgiftsværdien er i almindelighed fakturaprisen med tillæg af eventuelle forsendelses- og forsikringsomkostninger plus eventuel told.

Se BEKÆMPAL § 26.

Eksempel

Beregning af afgiften på et insektmiddel (A-vare), hvor detailsalgsprisen er 500 kr. inkl. alle afgifter, herunder bekæmpelsesmiddelafgift og moms:

Detailsalgspris inkl. alle afgifter

500 kr. = prismærkeværdien

heraf moms (20 pct.)

100 kr. =25 pct. af 400 kr.

Detailsalgspris uden moms

400 kr. = afgiftsværdien (højeste detailsalgspris)

heraf bekæmpelsesmiddelafgift 35 pct.

140 kr. = 7/13 (53,85 pct.) af 260 kr.

Detailsalgspris uden bekæmpelsesmiddelafgift

260 kr.

Beregning af afgift ved modtagelse af varer fra andre EU-lande

For varer der modtages fra andre EU-lande, og som ikke gøres til genstand for omsætning, fastsættes den afgiftspligtige værdi af SKAT på grundlag af indkøbsprisen med tillæg af de omkostninger og den avance, der i almindelighed skønnes at indgå i den afgiftspligtige værdi for sådanne varer. Se BEMÆMPAL § 2, stk. 2.

Afgiftsværdi for A- og B-varer (prismærkevarer)

Den afgiftspligtige værdi er varens højeste detailsalgspris uden rabatfradrag af nogen art inkl. miljøafgift, men ekskl. moms. Se BEKÆMPAL § 2.

Detailsalgsprisen er varens pris ved salg til forbruger, inkl. prisen for tilhørende udstyr og emballage, hvori varen sælges. Dette gælder også, selv om emballagen skal returneres.

Hvis der ikke er en egentlig salgspris for varen, fastsættes afgiftsværdien af SKAT på grundlag af en kalkuleret salgspris, som omfatter indkøbsprisen med tillæg af de omkostninger og den avance, der i almindelighed skønnes at indgå i den afgiftspligtige værdi for sådanne varer.

Hver pakning skal forsynes med et SKAT-prismærke, hvor varens højeste detailsalgspris inkl. både miljøafgift og moms er angivet.

Varen må ikke sælges til en højere pris end angivet på prismærket, hvorimod der ikke er noget i vejen for at sælge til en lavere pris.

For varer, der bliver indført fra udlandet med henblik på eget forbrug, sker beskatningen dog uden brug af prismærker.

Hvis en virksomhed i en periode i forbindelse med et salgsfremstød nedsætter prisen, kan varerne i denne periode prismærkes til den lavere pris (introduktionsprisen/kampagneprisen). Hvis nogle af virksomhedens kunder (detailhandlere) ikke ønsker at deltage i det særlige salgsfremstød, kan virksomheden i samme periode prismærke varer til disse kunder med den sædvanlige detailsalgspris.

Ved introduktionstilbud/kampagnetilbud omhandler, nye varer eller vare, som virksomheden ønsker fokus på, og derved bliver solgt til en lavere pris i en periode for at skabe interesse omkring produktet. Den lavere pris skal gælde alle kunder.

Reglerne om påsætning af prismærke, samt nedenstående regler om sammenpakninger er ligeledes gældende i relation til eventuelle kampagner.

Varer, der er sammenpakket med andre varer, skal prismærkes og beskattes på grundlag af den pris, der gælder ved enkeltvis salg af den pågældende vare. Det er således ikke tilladt at beskatte sammenpakkede varer til en lavere samlet pris end den samlede salgspris ved enkeltvis salg af varen.

Ved salg af varesæt, der omfatter både afgiftspligtige og afgiftsfri varer, skal der ske en forholdsmæssig fordeling af avancen i forhold til varernes værdi (indkøbs- eller importpris, eventuelt kostpris). Reglen gælder i tilfælde, hvor varerne udelukkende eller helt overvejende bliver solgt samlet, så der ikke forligger en selvstændig pris for de afgiftspligtige varer.

Vareprøver, som der skal betales afgift af, bliver beskattet efter følgende regler:

  • Prøver, som bliver udleveret i virksomhedens sædvanlige salgsemballager, skal beskattes efter varernes almindelige detailsalgspris, og varerne skal prismærkes i overensstemmelse hermed.
  • Vareprøver, der bliver udleveret i særlige pakninger, som ikke er genstand for salg, skal beskattes på grundlag af varernes fremstillingspris (inkl. emballage) med tillæg af 33,33 pct. og afgiften (53,85 pct. eller 33,33 pct.). Af den herved beregnede værdi beregnes afgiften med 35 pct. eller 25 pct. Prøverne skal ikke være forsynet med prismærker, men skal på klar og tydelig måde være forsynet med oplysning om, at der er tale om prøver, som ikke er til salg.
  • Vareprøver, der bliver modtaget fra udlandet i særlige pakninger, som ikke er genstand for salg, skal beskattes på grundlag af disses værdi ved et almindeligt køb, fx ifølge proformafaktura eller lignende, med tillæg af eventuel told og 10 pct. af summen af disse beløb samt afgiften (53,85 pct. eller 33,33 pct.). Af den herved beregnede værdi beregnes afgiften med 35 pct. eller 25 pct. Prøverne skal ikke være forsynet med prismærker, men skal på klar og tydelig måde være forsynet med oplysning om, at der er tale om prøver, der ikke er til salg.

Afgiftsværdi for C-varer (ikke-prismærkevarer)

Den afgiftspligtige værdi er det vederlag, som modtageren skal betale for varen inkl. miljøafgift, men ekskl. moms (engrosprisen). Se BEKÆMPAL § 8.

Agentprovision, ekspeditionsgebyr og lignende skal medregnes i afgiftsværdien.

Kasserabatter og rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, skal medregnes til afgiftsværdien. Dette gælder fx:

  • Alle rabatter, der har relation til betalingsfristen
  • Dividende, bonus og lignende godtgørelser, som afhænger af leverancer i en bestemt periode.

Betingede rabatter mv. skal medregnes til afgiftsværdien, selv om de straks ved den enkelte levering bliver trukket fra i fakturaen (strakskreditering).

Rabatter, der ubetinget ydes kunden ved leveringen, skal ikke regnes med i afgiftsværdien. Dette gælder fx:

  • Almindelige varerabatter (forhandlerrabatter)
  • Mængderabatter, der alene er betinget af størrelsen af det enkelte køb
  • Rabat for kontant betaling ved leveringen, fx ved forsendelse pr. efterkrav.

Udgifter til emballage skal normalt regnes med i afgiftsværdien. Udgifterne kan dog holdes uden for afgiftsværdien, hvis kunden returnerer emballagen, og virksomheden yder fuld godtgørelse for den.

Udgifter til fragt eller forsendelse (herunder porto), for hvilke virksomheden afkræver kunden særskilt betaling, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi i det omfang, en fremmed søger for transporten, fx fragtvirksomheden. Det er en betingelse, at beløbet bliver faktureret særskilt som fragt eller forsendelsesomkostninger eller under en lignende betegnelse, og at betalingen ikke overstiger de reelle forsendelsesomkostninger.

Afgiftsværdien af varer, der bliver udleveret gratis, er den samme som virksomhedens almindelige pris for varer, som bliver udleveret mod betaling. Hvis der ikke er nogen almindelig pris, skal virksomheden henvende sig til SKAT for at få fastsat afgiftsværdien.

Varer, der bliver solgt til personalet, eller som indehaveren udtager til eget brug, beskattes af den almindelige afgiftsværdi. Hvis der er særlige personalepriser, kan beskatningen dog ske på grundlag af disse priser.

Ved salg direkte til forbrugeren kan afgiftsværdien fastsættes til varens almindelige engrospris, hvis virksomhedens salg af den pågældende vare til andre handlende (engrossalget) mindst er på 25 pct. af det samlede salg af varen.

Hvis der ikke findes en almindelig engrospris, er afgiftsværdien ved salg direkte til forbruger eller ved overførsel til eget detailudsalg varens detailsalgspris med fradrag af 20 pct. Ved salg til storforbrugere til priser, som ikke enhver forbruger kan benytte sig af ved køb af en enkelt vare, er afgiftsværdien varens faktiske salgspris uden fradrag af 20 pct. Ved licitationssalg og lignede større leverancer er afgiftsværdien ligeledes den faktiske salgspris uden fradrag af 20 pct.

Se også

Bekendtgørelse nr. 984 af 10. oktober 2005 om omregning til danske kroner ved fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi efter lov om afgift af bekæmpelsesmidler.

Emballageafgift

Hvis bekæmpelsesmidlerne er i emballager med et rumindhold på under 20 liter, skal der også betales emballageafgift. Se E.A.7.1.6 Emballager omfattet af den vægtbaserede afgift.

Tidligere afgiftssats

Afgiftssatserne udgjorde 27 pct. for A-varer og 13 pct. for B-varer fra lovens ikrafttræden 1. januar 1996 til 31. oktober 1998. Afgiften på C-varer har været uændret siden lovens ikrafttræden.


E.A.7.7.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Oplagshavers opgørelse
  • Varemodtagers opgørelse
  • Fjernsalg.

Se også

  • Angivelse og afregning af afgifter i PAVL afsnit (A.11) Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi i E.A.1.6.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter BEKÆMPAL er måneden. Se BEKÆMPAL § 11.

Virksomheden skal angive og indbetale beløbet til SKAT senest den 15. i den følgende kalendermåned.

Se også

Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

Oplagshavers opgørelse

Oplagshavere skal for hver afgiftsperiode opgøre den afgiftspligtige omsætning som den afgiftspligtige værdi af udleveringen af afgiftspligtige varer i perioden. Se BEKÆMPAL § 12.

Virksomhedens forbrug af egne varer og varer leveret til eget detailudsalg

Til udlevering bliver også medregnet varer, der er brugt af virksomheden eller udleveret uden modydelse. Overførsel af afgiftspligtige varer fra en registreret virksomhed til eget detailudsalg skal også indgå i den afgiftspligtige omsætning.

De udleverede varer regnes med i opgørelsen, selvom varerne er endeligt solgt eller leveret i konsignation eller på anden måde.

Se BEKÆMPAL § 12.

Virksomhedens fradrag

Til den afgiftspligtige omsætning medregnes ikke værdien af:

  • Varer, der uden prismærker bliver tilført en anden registreret oplagshaver (A og B-varer)
  • Varer, der uden prismærker er leveret til diplomatiske repræsentationer mv.
  • Varer, der uden prismærker bliver leveret til udlandet
  • Varer, der hos virksomheden eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller forlis. Se PAVL afsnit E.A.1.6.
  • Varer, der bliver returneret til virksomheden, hvis køberen bliver godtgjort varens pris inklusiv afgiften, og returneringen finder sted inden for et år. Som returvarer anses ikke varer, som er taget retur eller byttet, og hvor prismærket er fjernet eller gjort utydeligt. Sådanne varer må ikke bringes i omsætning igen.

Se BEKÆMPAL §§ 13, 14 og 15.

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Varemodtagere skal dog kun opgøre værdien og betale afgift en gang om måneden.

Opgørelsen skal omfatte alle afgiftspligtige bekæmpelsesmidler, som virksomheden har modtaget i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgør, i hvilken måned beløbet skal medregnes. Se BEKÆMPAL § 24.

Fjernsalg

Virksomheder, der er registreret efter bestemmelserne for fjernsalg her i landet, skal opgøre den afgiftspligtige værdi af de afgiftspligtige bekæmpelsesmidler, der er solgt ved fjernsalg her i landet i løbet af måneden.

Se også

E.A.1.4.1 Former for registrering.


E.A.7.7.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse for varer, der er indført fra udlandet
  • Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer
  • Godtgørelse ved eksport.

Afgiftsfritagelse for varer, der er indført fra udlandet

Der er afgiftsfrihed for varer, der bliver indført eller modtaget fra udlandet i samme omfang og under samme betingelser, som gælder for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1 -3. Se afsnit (I.3.1) i momsvejledningen. Se BEKÆMPAL § 16.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer

Der er ikke afgift på varer, der bliver leveret til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv., der er omtalt i TDL § 4 samt personer, der er knyttet til disse. Se BEKÆMPAL § 14.

Godtgørelse ved eksport

Virksomheder, der er registreret som varemodtagere, kan få afgiften godtgjort af varer, der eksporteres. Se BEKÆMPAL § 15.

Afgiftsgodtgørelsen er for A- og B-varer bl.a. betinget af, at virksomheden før udførslen enten har makuleret de påsatte prismærker eller stemplet "Ugyldig" på dem, og at SKAT har haft mulighed for at foretage kontrol af dette.

Bekæmpelsesmidler, der bliver udført efter at være brugt til bejdsning af korn og frø, er anset for omfattet af godtgørelsesbestemmelsen.


E.A.7.7.8 Regnskab og prismærker

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om regnskab, prismærkeregnskab, faktura og prismærker og prismærkning i udlandet.

Afsnittet indeholder:

  • Regnskab
  • Prismærkeregnskab
  • Faktura
  • Prismærker
  • Prismærkning i udlandet.

Regnskab

På grund af prismærkerne gælder der særlige regnskabsregler for bekæmpelsesmidler. Udgangspunktet er, at regnskabet kan føres i virksomhedens almindelige forretningsregnskab eller i tilslutning til dette.

Der skal føres særskilt tilgangs- og afgangsregnskab for:

  • Prismærkede A- og B-varer
  • Ikke-prismærkede A- og B-varer
  • C-varer.

Hvis tilgangs- og afgangskonti bliver ført med summariske posteringer, skal der foreligge specifikationer (journaler, kladder, tællestrimler eller lignende), hvoraf fremgår, hvordan de summariske poster er sammensat af enkeltposter.

Posteringerne i regnskabet skal ved nummerhenvisning kunne sammenholdes med købs- og salgsbilagene samt med eventuelle produktionsbilag og interne bilag.

Kreditnotaer for varer, der er modtaget retur, skal noteres under afgang som en negativ postering.

Regnskabet omfatter til- og afgang af A- og B-varer, som virksomheden har prismærket.

Tilgang er:

  • Varer af egen fremstilling
  • Varer af egen import.

Til varer af egen fremstilling medregnes varer, der er færdiggjort i virksomheden efter at være modtaget i ubeskattet stand fra en anden registreret virksomhed.

Afgang er:

  • Varer, der er omarbejdet, tilintetgjort, ommærket mv., herunder brækage (beskadiget inden modtagelsen)
  • Varer, der er beskattet, dvs. er medtaget på den månedlige afgiftsangivelse.

Regnskabet føres på grundlag af varernes prismærkeværdi ekskl. moms.

Regnskabet omfatter til- og afgang af ikke-prismærkede A- og B-varer. Varer af egen fremstilling bliver dog kun taget med som tilgang, hvis varerne ikke er bestemt til prismærkning, fx varer til udførsel eller til anden registreret virksomhed. Regnskabet føres på grundlag af fremstillingspris eller købspris.

Regnskabet omfatter til- og afgang af C-varer. Tilgang er fremstilling og indkøb af varer. Afgang er al udlevering, herunder gratis udlevering. Der skal oprettes mindst én konto for varer, der bliver udleveret ubeskattet, og én konto for varer, der bliver beskattet ved udleveringen.

Tilgangsregnskabet bliver ført på grundlag af fremstillingsprisen eller købsprisen. Afgangsregnskabet skal være opdelt i ubeskattet salg (salgspris ekskl. moms) og beskattet salg (salgspris inkl. miljøafgift, ekskl. moms).

Den afgiftspligtige værdi af C-varer skal opgøres og angives til SKAT i danske kroner. Se bekendtgørelse nr. 984 af 18. oktober 2005 om omregning til danske kroner ved fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi efter lov om afgift af bekæmpelsesmidler. Ved omregning mellem et regnskab i fremmed valuta og fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi i danske kroner følges reglerne på momsområdet. Se momsvejledningen afsnit N.5.1 "Generelt § 55".

Prismærkeregnskab

Virksomheden skal føre regnskab over indkøb og forbrug af prismærker. Regnskabet skal føres specificeret for hver afgiftsgruppe (A og B) og med angivelse af dato og den samlede påtrykte pris.

Posteringerne i regnskabet føres på grundlag af virksomhedens eksemplar af bestillingssedlen samt interne fabrikationssedler, pakkesedler og lignende.

Prismærker, som virksomheden ikke får brug for, herunder beskadigede prismærker, kan skrives fra i virksomhedens prismærkeregnskab, hvis mærkerne bliver returneret til SKAT sammen med en specificeret fortegnelse over mærkerne. SKAT returnerer fortegnelsen med attest om modtagelsen. Fortegnelsen skal opbevares som bilag til prismærkeregnskabet.

Prismærkeregnskabet skal afsluttes ved udgangen af hvert kvartal. Den regnskabsmæssige beholdning opgøres og afstemmes med den faktiske beholdning. Eventuelle differencer noteres, og regnskabet bliver videreført med den faktiske beholdning. Større differencer i prismærkebeholdningen skal straks anmeldes til SKAT.

Faktura

Virksomheden skal ved enhver udlevering af varer udstede faktura i overensstemmelse med SKATs regler herom. Fakturaer skal også indeholde oplysninger om:

  • Enhedsstørrelse
  • For A- og B-varer: Detailenhedspris inkl. miljøafgift og moms (prismærkeværdien)
  • For C-varer: Afgiftsværdien.

Prismærker

A- og B-varer skal før udlevering til forbrug her i landet være emballeret i fuldstændigt lukkede pakninger, der er forsynet med et SKAT-prismærke. Se BEKÆMPAL § 6.

Det er forbudt virksomheder, der ikke er registrerede at modtage A- og B-varer uden prismærke. Hvis varerne bliver leveret uden prismærke, skal virksomheden straks underrette SKAT om dette.

Varer, der er udført til udlandet eller udleveret ubeskattet, må ikke være forsynet med prismærke. Der kan dog gives afgiftsgodtgørelse ved udførsel af prismærkede varer, når prismærket er stemplet ugyldig.

Prismærkerne bliver leveret som selvklæbende runde mærker (Ø 22 mm) med følgende påtryk:

  • SKAT-logo, afgiftsgruppe (A/B) og pris.

Prismærkerne kan leveres med alle værdipåtryk.

Prismærker kan blive leveret i ruller á 2.000, 5.000 eller 15.000 stk. med samme værdipåtryk. Bestillinger under 2.000 mærker med samme værdipåtryk kan blive leveret i strimler med et variabelt antal mærker, der er deleligt med 100. Bestillinger under 100 mærker med samme værditryk leveres i strimler med et variabelt antal mærker, der er deleligt med 10.

Prismærkerne bestilles hos SKAT. Blanket 24.022 skal anvendes. Leveringstiden for prismærker er 10 - 12 arbejdsdage. Der kan højst bestilles mærker til 6 måneders forbrug. Prismærkerne kan bestilles elektronisk på prismaerker.bestilling@skat.dk.

Prismærkerne må kun bruges af den virksomhed, der har fået prismærkerne leveret. Prismærkerne må således ikke udlånes eller sælges til en anden virksomhed.

Prismærker i ruller bliver leveret indsvejset i en plastpose, hvor der er oplysninger om antal prismærker i rullen og produktionsdato. På rullen sidder en oblat uden pris. Af hensyn til prismærkeoptællingen er der på bagsiden af basispapiret for hver 50 mærker et påtryk, der angiver hvor mange mærker, der er tilbage i rullen.

Prismærkerne må ikke blive udsat for større temperaturudsving. Leverandøren af prismærkerne garanterer at klæbeevnen for ikke-anvendte mærker, der bliver opbevaret ved normal stuetemperatur, holder i mindst 2 år. Det betyder, at mærker, der er mere end 2 år gamle, ikke må bruges. Når prismærket er sat på, er klæbeevnen ubegrænset.

Prismærkerne skal anbringes på emballagen umiddelbart om varen (dunk, flaske, krukke, tube mv.) på en sådan måde, at de ikke kan løsnes uden at blive ødelagt. Prismærker til varer, der i detailhandlen altid bliver solgt omgivet af en bestemt ydre emballage (æske, karton mv.), kan dog sættes på den ydre emballage.

Prismærkerne skal anbringes synligt på pakningerne, og må ikke være skjult af omsvøb eller lignende. Hvis pakningerne er omgivet af cellofan eller lignende, skal dette være så gennemsigtigt, at prismærket let kan ses, og prisen læses uden vanskelighed. Hver pakning må kun være forsynet med ét prismærke.

Påsætningen af prismærker skal ske, før varerne bliver udleveret fra virksomheden. Virksomheder, der kun har ét detailudsalg, og som sælger alle varer gennem dette udsalg fx apoteker, skal forsyne varerne med prismærke straks efter varernes færdiggørelse eller modtagelse.

Ommærkning

Hvis en vare ønskes afsat til en højere pris end den, der er påtrykt det oprindeligt påsatte prismærke, skal der ske ommærkning af varen. Ommærkning kan også ske i tilfælde, hvor en vare ønskes afsat til en lavere pris end den, der er påtrykt det oprindeligt påsatte prismærke. Virksomheden kan dog kun ommærke varer, som den selv har forsynet med prismærke.

Ommærkningen skal foregå i virksomheden, og sker ved, at det oprindeligt påsatte prismærke bliver fjernet og tilintetgjort (makuleres), hvorefter nyt prismærke bliver påsat.

SKAT kan tillade, at virksomheder, der foretager ommærkning, bliver fritaget for at fjerne det oprindeligt påsatte prismærke, fx i tilfælde, hvor mærket kun vanskeligt kan fjernes, uden at emballagen bliver beskadiget. Tilladelser af denne art er betinget af, at det oprindeligt påsatte mærke bliver annulleret (ved bortkradsning af prisangivelsen), og at det nye mærke bliver sat på over det annullerede mærke.

Makulering

Før makulering af prismærker, herunder makulering ved ommærkning af varer, skal virksomheden skriftligt anmelde dette til SKAT. Anmeldelsen skal indsendes 1 uge før makuleringen, så SKAT har mulighed for at tilrettelægge en kontrol.

Sammen med anmeldelsen skal virksomheden sende følgende til SKAT:

En fortegnelse over prismærker til makulering med oplysning om:

  • Vareart og mærke
  • Mængde
  • Prismærkepris pr. pakning eller stk.
  • Den samlede prismærkepris.

Forslag om sted og tidspunkt for makuleringen skal fremgå af anmeldelsen.

Hvis SKAT ønsker at overvære makuleringen, vil virksomheden blive kontaktet senest dagen før dette tidspunkt. I modsat fald kan anmeldelsen betragtes som godkendt, og den skal opbevares som bilag til prismærkeregnskabet. Prismærkerne kan herefter fraskrives i regnskabet.

Anmeldelsen sendes til www.skat.dk/kontakt. SKAT vil kvittere for modtagelsen og eventuelt godkende makulering samtidigt hermed.

Pakketvang Varer skal ved udleveringen fra den virksomhed, der har fremstillet eller indført dem, være pakket i fuldstændigt lukkede pakninger (dunke, flasker, krukker, æsker, hylstre, tuber og lignende). Der kan dog ske ubeskattet overførsel mellem registrerede virksomheder af upakkede varer. Se BEKÆMPAL § 5.

Pakketvangen omfatter også varer, der kun bliver fremstillet til brug i selve virksomheden.

Pakningerne skal ved udleveringen være forsynet med oplysning om navn og adresse på enten den registrerede virksomhed eller den virksomhed, der har eneforhandling af den pågældende vare her i landet. Oplysningerne skal tydeligt være påtrykt selve pakningen eller etiketten.

Der er i Miljøministeriets bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler fastsat yderligere bestemmelser om emballering af mærkning af varer.

Prismærkning i udlandet

SKAT kan give registrerede virksomheder tilladelse til, at A- og B-varer bliver prismærket på produktionsstedet i udlandet. Betingelserne for en sådan tilladelse er følgende:

  • Varepartiet er på mindst 500 enheder (dvs. mindst 500 prismærker)

  • For hver enkelt udenlandsk virksomhed, der træffes aftale med, skal der være en skriftlig bekræftelse på, at denne forpligter sig til at optælle prismærkebeholdningen ved udgangen af hvert kvartal og meddele indehaveren af tilladelsen resultatet af optællingen

  • En kopi af aftalen skal sendes til SKAT, idet den skal være bilag til tilladelsen.

Ved overførsel af prismærker, der sker ved virksomhedens egen foranstaltning, skal der udfærdiges en proformafaktura eller en følgeseddel i 2 eksemplarer. Det ene eksemplar bliver i virksomheden, og det andet følger prismærkerne.

Fakturaen/følgesedlen skal indeholde oplysning om:

  • Afsenderens og modtagerens navn og hjemsted
  • Antallet af prismærker inden for hver art og værdi samt mærkernes samlede pålydende værdi
  • Til hvilke varer de pågældende mærker er bestemt.

De udførte prismærker bogføres særskilt i regnskabet.

Ved modtagelsen af prismærkede varer tilskrives disse både i det almindelige tilgangsregnskab, og i det nedenfor beskrevne regnskab. Tilskrivningen sker på grundlag af købsfakturaen. For varer fra ikke-EU-lande skal der være et enhedsdokument.

Virksomheden skal føre et regnskab for hver udenlandsk virksomhed, som den har aftale med. Regnskabet skal indeholde konti for henholdsvis udførte prismærker og indførte prismærkede varer. Af posteringerne skal fremgå oplysning om vareart, varenavn og samlet prismærkeværdi.

Eventuelle returnerede ubenyttede/beskadigede prismærker bogføres her som en minuspostering med antal og samlet prismærkeværdi.

Ved slutningen af hvert kvartal skal værdien af udførte prismærker og værdien af brugte prismærker (prismærkede varer) tælles sammen.

Afslutningen bliver herefter foretaget med anførsel af samlet prismærkeværdi for hver afgiftsgruppe således:

Den prismærkende (udenlandske) virksomheds

  • begyndelsesbeholdning
  • + overførte prismærker
  • - brugte prismærker
  • Regnskabsmæssig beholdning
  • - optalt beholdning ved kvartalets slutning
  • Difference +/- prismærkeværdi.

Større differencer i prismærkebeholdningen skal straks anmeldes til SKAT.

Den optalte beholdning af prismærker bliver overført som ny begyndelsesbeholdning.

Tilladelsen til prismærkning i udlandet kan ikke overføres til andre. Tilladelsen er gyldig indtil videre.

Ændring af de anmeldte forhold skal straks meddeles til SKAT. Overtrædelse eller tilsidesættelse af tilladelsens betingelser kan medføre, at tilladelsen bliver inddraget med øjeblikkelig virkning.

E.A.7.8 Klorerede opløsningsmidler

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på klorerede opløsningsmidler.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag E.A.7.8.1
  • Definition: Klorerede opløsningsmidler E.A.7.8.2
  • Klorerede opløsningsmidler omfattet af reglerne E.A.7.8.3
  • Virksomheder omfattet af reglerne E.A.7.8.4
  • Afgiftens størrelse og beregning E.A.7.8.5
  • Opgørelse og afregning E.A.7.8.6
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse E.A.7.8.7.
E.A.7.8.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er afgift på visse klorerede opløsningsmidler.

Der skal også betales dækningsafgift af afgiftspligtige klorerede opløsningsmidler, når opløsningsmidlet indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare med en koncentration på over 1 vægtprocent. Se KLORAL § 18.

Virksomhederne skal beregne og betale afgiften ved udlevering af varen eller ved indførsel til landet. Afgiftspligten omfatter også udlevering af genindvundne afgiftspligtige opløsningsmidler.

Bagatelgrænse

Virksomheder, der fremstiller, modtager fra udlandet eller med henblik på salg genindvinder afgiftspligtige opløsningsmidler i en mængde på under 250 kg pr. kalenderår, skal ikke registreres eller betale afgift. Se KLORAL § 1, stk. 3.

Se også

  • Dækningsafgift, der skal betales, når afgiftspligtige varer indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare A.2.4.
  • Bagatelgrænse A.5.

Formål

Afgiften er et led i planen om i højere grad at inddrage afgiftspolitikken i miljøindsatsen.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af visse klorerede opløsningsmidler står i lovbekendtgørelse nr. 1252 af 6. december 2006 (KLORAL) med senere ændringer.

Historik

Afgiften blev indført med virkning fra 1. januar 1996.

E.A.7.8.2 Definition: Klorerede opløsningsmidler

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af definitionerne på visse klorerede opløsningsmidler.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Visse klorerede opløsningsmidler.

Definition: Visse klorerede opløsningsmidler

Klorerede opløsningsmidler er kemiske stoffer eller væsker, som indgår i en række produkter med forskellig anvendelse. Opløsningsmidler anvendes blandt andet i industrien, i renserier og i sundhedsvæsenet. Afgiftspligten omfatter de mest anvendte opløsningsmidler. Opløsningsmidler belaster både arbejdsmiljø og grundvand.

E.A.7.8.3 Klorerede opløsningsmidler omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af det vareområde, som er omfattet af reglerne om afgift på visse klorerede opløsningsmidler.

Afsnittet indeholder:

  • Visse klorerede opløsningsmidler
  • Dækningsafgiftspligtige varer.

Visse klorerede opløsningsmidler

Afgiftspligten omfatter følgende klorerede opløsningsmidler:

  • Tetraklorætylen
  • Triklorætylen
  • Diklormetan.

Se KLORAL § 1.

Dækningsafgiftspligtige varer

Der skal betales afgift (dækningsafgift) af afgiftspligtige klorerede opløsningsmidler, der indgår som en del af andre varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, i en koncentration på over 1 vægtprocent. Se KLORAL § 18.

Eksempler på dækningsafgiftspligtige varer er:

  • Affedtningsmidler
  • Rensemidler
  • Lim
  • Maling.

E.A.7.8.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift af visse klorerede opløsningsmidler. Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne om fjernsalg.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshaver
  • Varemodtager
  • Fjernsalg
  • Anmeldelse til registrering.

Se også

  • Definition: Oplagshaver og oplagshavers rettigheder A.5.1
  • Definition: Varemodtager og varemodtagers rettigheder A.5.1
  • Bagatelgrænse for registreringspligt A.5.1
  • Fjernsalg, herunder postordresalg og internethandel A.5.1
  • Afgift af varer, der modtages fra udlandet A.9
  • Reglerne om registrering af virksomheder A.5
  • Blanket, der anvendes til anmeldelse af registrering nr. 24.023.

Oplagshaver

Virksomheder, der fremstiller eller med henblik på salg genindvinder tetraklorætylen, triklorætylen eller diklormetan, skal registrere sig som oplagshaver. Se KLORAL § 2, stk. 1.

Virksomheder, der med henblik på salg modtager afgiftspligtige opløsningsmidler fra udlandet, kan anmelde virksomheden til registrering. Se KLORAL § 2, stk. 2.

Oplagshavere har ret til at modtage ubeskattede opløsningsmidler fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet, hvis varerne er bestemt til videresalg. Se KLORAL § 3.

Varemodtager

Virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, herunder fra andre EU-lande, har pligt til at anmelde sig som varemodtager inden afsendelsen af varerne fra udlandet. Anmeldelsen er gældende for 5 år. Se KLORAL § 17.

Fjernsalg

Virksomheder, som ved fjernsalg sælger afgiftspligtige varer her i landet og som er registreret efter ML § 47, stk. 2, er omfattet af reglerne og skal registrere sig som varemodtager. Se KLORAL § 22.

Eksempler er virksomheder, der handler via postordre eller internet.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

E.A.7.8.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatsen på visse klorerede opløsningsmidler og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssats
  • Beregning
  • Dokumentationskrav
  • Emballageafgift
  • Tidligere afgiftssats.

Afgiftssats

Afgiften udgør 2 kr. pr. kg opløsningsmiddel. Se KLORAL § 1, stk. 2.

Beregning

Afgiften beregnes af nettovægten af de afgiftspligtige opløsningsmidler.

For dækningsafgiftspligtige varer betales afgiften efter den normale afgiftssats på grundlag af vægten af de afgiftspligtige bestanddele. Se KLORAL § 18, stk. 4.

Dokumentationskrav

Ved fortoldningen, udleveringen eller modtagelsen af dækningsafgiftspligtige varer, skal vægten af de afgiftspligtige bestanddele angives, og der skal fremlægges en erklæring herom fra fabrikanten. Fremlægges fabrikanterklæringen ikke, beregnes afgiften på grundlag af den fulde vægt af varen.

Oplysningerne i brugsanvisninger og sikkerhedsdatablade kan lægges til grund for fabrikanterklæringen. Ifølge arbejdsmiljølovgivningen om flygtige stoffer, herunder organiske opløsningsmidler, skal leverandøren angive de flygtige stoffer med navn på brugsanvisningen for produkter, der indeholder mere end 1 pct. af flygtige stoffer.

Se også

Bekendtgørelse nr. 559 af 4. juli 2002 om særlige pligter for fremstillere, leverandører og importører mv. af stoffer og materialer efter lov om arbejdsmiljø om brugsanvisninger m.m.

Emballageafgift

Er de klorerede opløsningsmidler i emballager med et rumindhold på under 20 liter, skal der også betales emballageafgift. Se G.1.1.2 Emballager - vægtafgift.

Tidligere afgiftssats

Afgiftssatsen er uændret siden lovens ikrafttræden 1. januar 1996.

E.A.7.8.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

  • Afsnittet indeholder:
  • Afgiftsperiode
  • Oplagshavers opgørelse
  • Varemodtagers opgørelse
  • Fjernsalg.

Se også

  • Angivelse og afregning af afgifter A.11
  • Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi A.7.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter KLORAL er måneden. Se KLORAL § 4.

Virksomheden skal angive og indbetale beløbet til SKAT senest den 15. i den følgende kalendermåned.

Se også

  • Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

Oplagshavers opgørelse

Oplagshavere opgør afgiften på grundlag af mængden af udleverede afgiftspligtige opløsningsmidler her i landet i løbet af måneden. Se KLORAL § 5. Opgørelsen skal omfatte enhver udlevering i månedens løb af afgiftspligtige opløsningsmidler. Opløsningsmidler, der udleveres uden betaling, skal også medregnes.

Virksomhedens forbrug af egne varer

Virksomheden skal også betale afgift af forbrug af egne opløsningsmidler. Forbrug af egne opløsningsmidler er også, når virksomheden udtager ubeskattede opløsningsmidler og lader dem indgå i andre varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, eksempelvis opløsningsmidler, som der skulle have været betalt dækningsafgift af ved import. Se KLORAL § 5, stk. 2.

Virksomhedens fradrag

I den afgiftspligtige mængde fradrages:

  • Varer, der leveres til en anden registreret oplagshaver
  • Varer, der leveres til udlandet
  • Varer, der hos virksomheden eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller lignende. Se (A.7.1.2.6)
  • Varer, der returneres til virksomheden, såfremt køberen godtgøres varens pris indbefattet afgiften.

Se KLORAL § 6.

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Varemodtagere skal dog kun opgøre mængden og betale afgift en gang om måneden.

Opgørelsen skal omfatte alle afgiftspligtige klorerede opløsningsmidler, der er tilført virksomheden i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgør, i hvilken måned beløbet skal medregnes.

Fjernsalg

Virksomheder, der er registreret efter bestemmelserne for fjernsalg her i landet, skal opgøre den afgiftspligtige mængde, som den mængde afgiftspligtige klorerede opløsningsmidler, der er solgt ved fjernsalg her i landet i løbet af måneden.

Se også

  • A.5.1 Fjernsalg
E.A.7.8.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse for varer, der er indført fra udlandet
  • Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer
  • Godtgørelse ved eksport
  • Lukkede anlæg.

Afgiftsfritagelse for varer, der er indført fra udlandet

Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet i samme omfang og under samme betingelser som gælder for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1 -3. Se afsnit (I.3.1) i Momsvejledningen.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer

Der er ikke afgift på varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv., der er omtalt i TDL § 4 samt personer, der er knyttet til disse.

Godtgørelse ved eksport

Ikke-registrerede virksomheder kan få afgiften godtgjort af varer, der eksporteres. Dette gælder også for varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men som indeholder afgiftspligtige klorerede opløsningsmidler. Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr. Blanket 29.002 anvendes ved ansøgningen. Ansøgning om godtgørelse kan fremsættes en gang årligt.

Lukkede anlæg

Virksomheder kan få bevilling til godtgørelse af den betalte afgift af opløsningsmidler, der anvendes i lukkede anlæg, hvor der ikke udledes klorerede opløsningsmidler til omgivelserne. Det er endvidere en betingelse, at de afgiftspligtige opløsningsmidler nedbrydes fuldstændigt til stoffer, der ikke indeholder organisk bundet klor, frit klor eller klorbrint. Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse er mindst 500 kr. Virksomheder, der ønsker bevilling til godtgørelse, skal rette henvendelse til SKAT.

E.A.7.9 Batterier (nikkel-cadmium akkumulatorer)

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.9.1)
  • Definitioner (E.A.7.9.2)
  • Batterier omfattet af reglerne (E.A.7.9.3)
  • Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.9.4)
  • Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.9.5)
  • Opgørelse og afregning (E.A.7.9.6)
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.9.7).
E.A.7.9.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort beskrivelse af regel og lovgrundlag, herunder formål, producentansvar og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Producentansvar
  • Historik.

Regel

Der er afgift på hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).

Virksomhederne skal beregne og betale afgiften ved salg eller ved indførsel til landet.

Dækningsafgift

Af varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men som indeholder afgiftspligtige nikkel-cadmium-batterier, betales der dækningsafgift.

Se også

Se afsnit (E.A.7.10) Bærbare batterier og akkumulatorer.

Formål

Formålet med afgiften er at forstærke indsatsen over for forureningen fra nikkel-cadmium-batterier. Der er hensigten at fremme indsamling og oparbejdning af nikkel-cadmium-batterier.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) står i lovbekendtgørelse nr. 1251 af 6. december 2006 med senere ændringer.

Producentansvar

Den tidligere godtgørelsesordning er med virkning fra 1. januar 2009 erstattet af producentansvar for batterier og akkumulatorer. Miljøstyrelsen administrerer en indsamlingsordning.

Eventuelle spørgsmål om producentansvar og indsamlingsordning skal rettes til Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K, tlf. 72 54 40 00.

Historik

Loven trådte i kraft den 1. april 1996. Afgiftspligten omfattede oprindeligt både bly- og nikkel-cadmium-akkumulatorer. Samtidig med afgiftspligten blev der iværksat regler om godtgørelse i forbindelse med indsamling af blyakkumulatorer og hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier). Administrationen af godtgørelsesordningen blev varetaget af Miljøstyrelsen. Godtgørelsesordningen er erstattet af producentansvar for batterier og akkumulatorer.

E.A.7.9.2 Definitioner - batterier (nikkel-cadmium akkumulatorer)

Indhold

Dette afsnit indeholder definitionen på hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).

Definition: Hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).

Hermetisk forseglede nikkel-cadmium-batterier er lukkede nikkel-cadmium-batterier med fast elektrolyt. Batterierne kan oplades. De sælges både som løse batterier (rundceller, knapceller og fladpak) og i ledningsfrie apparater, for eksempel håndstøvsugere, el-tandbørster, mobiltelefoner og boremaskiner.

E.A.7.9.3 Batterier omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de lukkede nikkel-cadmium-batterier, der er omfattet af reglerne om afgift af lukkede nikkel-cadmium-batterier.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige nikkel-cadmium-batterier
  • Brugte batterier
  • Dækningsafgift.

Afgiftspligtige nikkel-cadmium-batterier

Afgiftspligten omfatter følgende batterier:

  • Nikkel-cadmium løse rundceller, enkelte eller sammenbyggede knapceller eller fladpak
  • Sammenbyggede nikkel-cadmium-rundceller
  • Tilsvarende brugte batterier.

Se BATAL § 1.

Nikkel-cadmium batterier anvendes primært i håndværktøj, mobiltelefoner og husholdningsudstyr m.m.

Brugte batterier

Brugte batterier er omfattet af afgiftspligten. Se BATAL § 2, stk. 2.

Dækningsafgift

Der skal betales afgift (dækningsafgift) af batterier i de tilfælde, hvor batterierne indgår som bestanddele i andre varer som for eksempel håndværktøj, elektriske tandbørster, mobiltelefoner, pc'ere, videokameraer, biler mv. Se BATAL § 19.

E.A.7.9.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift på nikkel-cadmium-batterier. Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne om fjernsalg.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshaver
  • Varemodtager
  • Fjernsalg
  • Dækningsafgift
  • Anmeldelse til registrering.

Se også

  • Definition: Oplagshaver og oplagshavers rettigheder A.5.1
  • Definition: Varemodtager og varemodtagers rettigheder A.5.1
  • Fjernsalg, herunder postordresalg og internethandel A.5.1
  • Reglerne om registrering af virksomheder A.5
  • Blanket, der anvendes til anmeldelse af registrering nr. 24.024.

Oplagshaver

Virksomheder, der fremstiller hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), skal registreres som oplagshaver hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Oparbejdning af akkumulatorer (genanvendelse af metallerne i akkumulatorer) betragtes som fremstilling. Se BATAL § 3, stk. 1.

Virksomheder, der fra udlandet modtager batterier med henblik på videresalg, kan anmelde virksomheden til registrering. Se BATAL § 3, stk. 2.

Registrerede virksomheder har ret til at modtage batterier uden afgift fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet, hvis batterierne er bestemt til videresalg. Se BATAL § 4.

Varemodtager

Virksomheder, der køber afgiftspligtige varer i udlandet, herunder i andre EU-lande, har pligt til at anmelde sig hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som varemodtagere inden afsendelsen af de af afgiftspligtige varer fra udlandet. Se BATAL §§ 17 og 18.

Fjernsalg

Virksomheder i andre EU-lande, der er registreret efter momslovens § 47, stk. 2, og som har fjernsalg af afgiftspligtige varer, skal registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Se BATAL § 23.

Se også

  • Fjernsalg for privatpersoner A.5.3

Dækningsafgift

En virksomhed, der indfører dækningsafgiftspligtige varer, skal registreres som varemodtager, uanset om virksomheden er registreret som oplagshaver i forvejen. Afgiften betales ved modtagelse af afgiftspligtige varer fra andre EU-lande og ved indførsel fra steder uden for EU. Se BATAL § 19.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

E.A.7.9.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit indeholder afgiftssatserne på hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Beregning
  • Dokumentationskrav
  • Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssatser

Virksomheden skal beregne afgiften på grundlag af følgende satser:

Vareart

Afgift

Nikkel-cadmium løse rundceller, enkelte eller sammenbyggede knapceller eller fladpak

6 kr. pr. styk

Sammenbyggede nikkel-cadmium-rundceller

36 kr. pr. pakke, dog mindst 6 kr. pr. celle

Brugte batterier

Samme afgift som for en tilsvarende ny, dog mindst 120 kr. pr. kg. nikkel-cadmium-akkumulator

SeBATAL § 2.

Beregning

Antal af celler i en pakke vil typisk kunne opgøres som det antal volt (V), pakken kan levere, divideret med 1, 2 V. Fx vil en pakke med en spænding på 9,6 V typisk indeholde 8 celler.

Indkapsling af celler i apparater, for eksempel en tandbørste, ligestilles med pakninger.

Dokumentationskrav

Ved fortoldningen, udleveringen eller modtagelsen af batterier af den nævnte art, skal kapaciteten eller stykantallet af de afgiftspligtige bestanddele angives, og der skal fremlægges en erklæring herom fra fabrikanten. Se BATAL § 19, stk. 5.

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne er uændrede siden lovens ikrafttræden den 1. april 1996.

E.A.7.9.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Oplagshavers opgørelse
  • Varemodtagers opgørelse.

Se også

  • Angivelse og afregning af afgifterA.11
  • Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi A.7.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden er måneden. Se BATAL § 5.

Virksomheden skal betale beløbet til SKAT senest den 15. i den følgende kalendermåned.

Se også

  • Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

Oplagshavers opgørelse

Opgørelsen foretages på grundlag af den mængde batterier, som virksomheden i perioden har udleveret her i landet. Se BATAL § 6, stk. 1.

Til den afgiftspligtige udlevering skal også medregnes de batterier, der er udleveret som handelsprøver eller udtaget til forbrug i virksomheden. Forbrug i virksomheden er for eksempel batterier i håndværktøj. Se BATAL § 6, stk. 2.

Forbruget af egne batterier indbefatter også, at virksomheden udtager batterier uden afgift og lader dem indgå i andre varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, eksempelvis varer, som der skulle have været betalt dækningsafgift af ved import. Se BATAL § 19, stk. 1.

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder ved varens indførsel/modtagelse her i landet. Varemodtagere skal dog kun opgøre mængden og betale afgift en gang om måneden.

Opgørelsen skal omfatte alle varer, der er tilført virksomheden i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgør, i hvilken måned beløbet skal medregnes.

Virksomheder, der er registreret efter bestemmelserne om fjernsalg her i landet, skal opgøre den afgiftspligtige mængde, som den mængde varer, der er solgt ved fjernsalg her i landet i løbet af kalendermåneden.

E.A.7.9.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse for varer, der indføres
  • Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer
  • Fradrag for registrerede oplagshavere
  • Godtgørelse ved eksport - ikke-registrerede virksomheder.

Se også

Mere om de generelle regler om oplagshavers muligheder for afgiftsfri udlevering. Se afsnit A.8.

Afgiftsfritagelse for varer, der indføres

Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet i samme omfang og under samme betingelser som gælder for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1 - 3. Se afsnit (I.3.1) i Momsvejledningen. Se BATAL § 10.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer

Der er ikke afgift på varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv., der er omtalt i TDL § 4, samt personer der er knyttet til disse. Se BATAL § 8.

Fradrag for registrerede oplagshavere

I den afgiftspligtige mængde fradrages varer,

  • der leveres til en anden registreret oplagshaver
  • der leveres til udlandet. Det er kun forbruget i Danmark, der er afgiftsbelagt
  • der leveres til brug om bord på fly eller skibe på 5 registertons brutto eller derover bortset fra sportsfly og lystfartøjer
  • der hos virksomheden eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller lignende
  • der returneres til oplagshaver, hvis køberen godtgøres vares pris indbefattet afgiften. Fradraget, der opnås ved postering i regnskabet, kan kun ske med et beløb, der svarer til afgiften beregnet efter den afgiftssats, der gælder på faktureringstidspunktet. Fradraget for returbatterier m.m. er betinget af, at der udstedes kreditnota på det godtgjorte beløb. På kreditnotaen skal angives under hvilken dato og fakturanummer batterierne i sin tid blev beskattet.

Se BATAL § 7.

Godtgørelse ved eksport - ikke-registrerede virksomheder

Ikke-registrerede virksomheder kan få godtgjort betalt afgift af varer, der eksporteres. Dette gælder også for varer, der ikke er afgiftspligtige, men som indeholder varer, hvoraf der er betalt afgift.

Ikke-registrerede virksomheder kan ligeledes få afgiften godtgjort af batterier, der leveres til brug om bord i fly eller skibe på 5 registertons brutto eller derover bortset fra sportsfly og lystfartøjer.

Det er en betingelse, at virksomheden kan dokumentere, at der er betalt afgift af batterierne, og at den årlige godtgørelse er mindst 500 kr. Se BATAL § 9.

E.A.7.10 Bærbare batterier og akkumulatorer

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om opkrævning af betaling af bærbare batterier og akkumulatorer m.m.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.10.1)
  • Definitioner: Batterier og akkumulatorer (E.A.7.10.2)
  • Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af reglerne (E.A.7.10.3)
  • Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.10.4)
  • Betalingens størrelse og beregning (E.A.7.10.5)
  • Opgørelse og afregning m.m.(E.A.7.10.6).
E.A.7.10.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort beskrivelse af regel og lovgrundlag, herunder formål og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er producentansvar for håndtering af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer. Ansvaret gælder for producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer. Den ansvarlige er den, der markedsfører batterier og akkumulatorer første gang i Danmark. Producentansvaret medfører, at producenter og importører opkræves en betaling for den markedsførte mængde bærbare batterier og akkumulatorer. Betalingen opkræves som en afgift.

Bemærk

Ved producent eller importør forstås her enhver i Danmark, som i første led erhvervsmæssigt markedsfører batterier eller akkumulatorer, herunder også hvis de er indbygget i udstyr eller køretøjer i Danmark.

Bemærk

Ved markedsføring forstås, at varen overdrages eller stilles til rådighed for tredjemand mod eller uden vederlag.

Formål

Betalingen skal finansiere den kommunale indsamling af bærbare batterier og akkumulatorer.

Lovgrundlag

Reglerne om håndtering af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer findes i bekendtgørelse nr. 1186 om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer af 7. december 2009. (Batteribekendtgørelsen). Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven og gennemfører EU's batteridirektiv i Danmark.

Historik

Reglerne om ansvar for håndtering af udtjente batterier og akkumulatorer trådte i kraft den 1. januar 2009.

E.A.7.10.2 Definitioner: Batterier og akkumulatorer

Indhold

Dette afsnit indeholder definitioner på forskellige batterityper.

Afsnittet indeholder definitioner på:

  • Batterier og akkumulatorer
  • Bærbare batterier og akkumulatorer
  • Knapcellebatteri
  • Bil- og industribatterier eller -akkumulatorer.

Batterier og akkumulatorer

Ved batteri eller akkumulator forstås enhver elektrisk eller elektronisk energikilde, som dannes ved direkte omdannelse af kemisk energi, og som består af en eller flere primære battericeller. Se batteribekendtgørelsen § 3, nr. 1.

Bærbare batterier og akkumulatorer

Ved bærbart batteri eller bærbar akkumulator forstås: Ethvert batteri eller knapcellebatteri eller enhver batteripakke eller akkumulator, der

  • er forseglet
  • kan være håndholdt og
  • ikke er et industribatteri eller en industriakkumulator eller et bilbatteri eller en bilakkumulator.

Se batteribekendtgørelsen § 3, nr. 6.

Knapcellebatteri

Ved knapcellebatteri forstås: Ethvert lille rundt bærbart batteri eller enhver lille rund bærbar akkumulator, hvor diameteren er større end højden. Se batteribekendtgørelsen § 3, nr. 11.

Bil- og industribatterier eller -akkumulatorer

  • Bilbatteri eller -akkumulator: Ethvert batteri eller enhver akkumulator, der leverer strøm til startmotorer, lygter og tændingsanlæg. Se batteribekendtgørelsen § 3, nr. 4.
  • Industribatterier eller -akkumulatorer: Ethvert batteri eller enhver akkumulator, der udelukkende er udviklet til industrielle eller erhvervsmæssige formål eller anvendes i enhver form for elektriske køretøjer. Se batteribekendtgørelsen § 3, nr. 10.

Se også

Se afsnit (E.A.7.10.3) "Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af reglerne".

E.A.7.10.3 Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de bærbare batterier og akkumulatorer, der er omfattet af reglerne om opkrævning af en betaling.

Afsnittet indeholder:

  • Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af indberetnings- og betalingspligten
  • Undtagelser fra betalingspligten.

Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af indberetnings- og betalingspligten

Indberetnings- og betalingspligten omfatter alle bærbare batterier og akkumulatorer. Indberetnings- og betalingspligten gælder uafhængigt af, om de sælges i løs vægt eller som en del af andet fx udstyr eller lignende. Se batteribekendtgørelsen § 3.

Eksempler på bærbare batterier og akkumulatorer er AA- og AAA-batterier og batterier, der anvendes i fx mobiltelefoner, bærbare computere, batteridrevet håndværktøj, legetøj og husholdningsapparater som fx elektriske tandbørster, barbermaskiner og håndholdte støvsugere.

Bemærk

Afgiften på hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) fortsætter uændret. Se (lov nr. 1251 af 6. december 2006).

Undtagelser fra indberetnings- og betalingspligten

Indberetnings- og betalingspligten omfatter ikke bærbare batterier og -akkumulatorer, som er indbygget i

  • udstyr med tilknytning til beskyttelsen af Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser, våben, ammunition og andet udstyr, bortset fra produkter, der ikke er fremstillet til specifikke militære formål
  • udstyr, der er beregnet til at blive sendt op i rummet.

Se batteribekendtgørelsen § 2.

Bemærk

DPA-System driver et lovpligtigt producentregister for producenter og importører af alle typer af batterier og akkumulatorer. Alle typer af batterier og akkumulatorer er som udgangspunkt omfattet af producentansvaret. Indberetnings- og betalingspligten til SKAT omfatter kun de bærbare batterier og akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsen § 4.

Information om, hvilke batterier der er omfattet af producentansvaret, kan fås ved at kontakte DPA-System på tlf. 33 77 91 93 eller via e-mail på info@dpa-system.dk.

DPA-system kan også træffe afgørelse om, hvorvidt markedsførte batterier eller akkumulatorer henhører under kategorien bærbare, industri- eller bilbatterier eller -akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsen § 15.

E.A.7.10.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om betaling af bærbare batterier og akkumulatorer.

Afsnittet indeholder:

  • Producenter og importører
  • Registrering af producenter og importører for henholdsvis producentansvar og betaling
  • Anmeldelse til registrering.

Se også

Se blanket, der anvendes til anmeldelse af registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen nr. 24.054.

Producenter og importører

Producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer er omfattet af reglerne om producentansvaret for håndtering af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer og dermed også omfattet af reglerne om indberetningspligt og betalingspligt til SKAT.

Producenter og importører skal registrere sig hos både DPA-System for producentansvar og hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende indberetnings- og betalingspligt til SKAT for markedsførte bærbare batterier. Se batteribekendtgørelsen § 3, stk. 12 og §§ 5 -7.

Oplysninger vedrørende registrering for producentansvar kan ses på www.dpa-system.dk.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering for betalingen til SKAT sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

E.A.7.10.5 Betalingens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver betalingssatsen på bærbare batterier og beskriver, hvordan betalingen skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Betalingssats
  • Beregning
  • Tidligere betalingssatser.

Betalingssats

Satsen på betalingen er i 2010 på 2,78 kr. pr. kg markedsførte bærbare batterier og akkumulatorer. Satsen skal anvendes ved indbetalingen for 2010 med betalingsfrist senest den 15. februar 2011.

Satsen på betalingen er i 2011 på 2,84 kr. pr. kg markedsførte bærbare batterier og akkumulatorer. Satsen skal anvendes ved indbetalingen for 2011 med betalingsfrist senest den 15. februar 2012.

Miljøstyrelsen pris- og løn regulerer satsen årligt. Den aktuelle sats kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk. Se bekendtgørelsen § 17, stk. 3.

Beregning

Registrerede virksomheder skal beregne betalingen på grundlag af den markedsførte mængde bærbare batterier og akkumulatorer opgjort i kg. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 1 og bilag 3.

Ved kg forstås den eksakte vægt af batterier eller akkumulatorer i kg inklusive elektrolyt, eksklusive vægten fx af et udstyr, hvori et batteri eller akkumulator indgår. For løse batterier eller akkumulatorer opgøres vægten eksklusive transportemballage, brugsanvisninger og lignende. Se batteribekendtgørelsen § 3, stk. 2.

Ved den markedsførte mængde forstås her den mængde bærbare batterier og akkumulatorer, der overdrages eller stilles til rådighed til tredjemand mod eller uden vederlag.

Tidligere betalingssatser

Betalingen var i 2009 på 2,70 kr. pr. kg markedsførte bærbare batterier og akkumulatorer. Satsen blev anvendt ved indbetalingen for 2009 med betalingsfrist senest den 15. februar 2010.

E.A.7.10.6 Opgørelse og afregning m.m.

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af betalingen.

Afsnittet indeholder:

  • Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for afgiftsperioden
  • Betalingsperiode
  • Indberetning
  • Tilsyn
  • Straf
  • Klager
  • Regnskab.

Opgørelse af den betalingspligtige vægt for betalingsperioden

Den markedsførte mængde i kg opgøres som den mængde af bærbare batterier og akkumulatorer, som producenten eller importøren har:

  • Fremstillet erhvervsmæssigt
  • Indført fra udlandet
  • Haft på lager ved kalenderårets begyndelse
  • Tilført lageret som returvare.

Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 2.

Producenten eller importøren kan ved opgørelsen til SKAT reducere den markedsførte mængde af bærbare batterier og akkumulatorer med:

  • Bærbare batterier og akkumulatorer til eget forbrug
  • Bærbare batterier og akkumulatorer, der føres ud af landet
  • Bærbare batterier og akkumulatorer, der omforarbejdes til industribatterier og -akkumulatorer
  • Bærbare batterier og akkumulatorer, der hos producenten eller importøren eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller lignende
  • Bærbare batterier og akkumulatorer, der returneres til producenten eller importøren, hvis køberen får tilbagebetalt varens pris inklusive den betaling, som producenten eller importøren har indbetalt til SKAT
  • Producentens eller importørens lagerbeholdning af bærbare batterier eller akkumulatorer ved kalenderårets afslutning.

Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 3.

Producenten eller importøren kan ved opgørelsen til SKAT derudover reducere den markedsførte mængde bærbare batterier og akkumulatorer med den mængde, som er markedsført til en anden virksomhed, og som denne anden virksomhed har udført af landet eller omforarbejdet til industribatterier eller -akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 4.

Det er en forudsætning for fradraget, at producenten eller importøren fremlægger en erklæring fra den virksomhed, som har udført de bærbare batterier og akkumulatorer af landet eller omforarbejdet dem til industribatterier eller -akkumulatorer. Erklæringen skal indeholde oplysninger om virksomhedens CVR-nr., navn og adresse, mængde og type af de udførte eller omforarbejdede batterier, fakturanummer og dato for videreslag eller omforarbejdning, samt dato og nummer på købsfakturaen. Erklæringen skal opbevares som en del af regnskabsdokumentationen. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 5.

Det er en forudsætning for fradrag i betalingen til SKAT, at det er nye og ubrugte bærbare batterier og akkumulatorer, der udføres af landet eller omforarbejdes til industribatterier eller -akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 6.

Virksomheder, der omforarbejder bærbare batterier til industribatterier eller -akkumulatorer, har producentansvar for industribatterier eller -akkumulatorer og skal være registreret hos DPA-System.

Betalingsperiode

Betalingen forfalder den 1. januar efter indberetnings- og betalingsperiodens udløb. Fristen for indberetning og indbetaling er senest den. 15. februar.

Ved en betalingsperiode, indberetningsperiode eller markedsføringsperiode forstås her kalenderåret.

Se også

Se afsnit A.11 om angivelse og afregning af afgifter.

Se også

Batteribekendtgørelsens § 17 indeholder hjemmel til told- og skatteforvaltningens opkrævning af betalingen.

Indberetning

Producenter og importører skal efter udløbet af hver indberetnings- og betalingsperiode indberette mængden af bærbare batterier og akkumulatorer, der er markedsført i det foregående kalenderår til SKAT.

Se også

Se "Opgørelse af den betalingspligtige vægt for betalingsperioden" ovenfor. Afsnittet indeholder oplysninger om opgørelse af den markedsførte mængde i kg, der skal indgå i indberetningen til SKAT.

Indberetningen kan kun ske elektronisk via www.skat.dk. Producenten eller importøren skal derfor være tilmeldt TastSelv Erhverv. Betalingen skal ske elektronisk til SKAT via overførsel fra netbank.

Indberetningen skal opdeles i fire nedenstående typer af batterier. Betalingen bliver opkrævet af den indberettede mængde.

Se også

Se afsnit (E.A.7.10.5) "Betalingens størrelse og beregning".

Mængden skal indberettes med følgende oplysninger:

Mængde i kg

Bærbare batterier og -akkumulatorer:

Knapceller (Zink/Kviksølv Oxid/Sølv Oxid)

Blysyre

Nikkel Cadmium

Andre

Indberetning for tilbagetagne og behandlede mængder af udtjente bærbare batterier og indberetning for andre typer af batterier og akkumulatorer skal foretages elektronisk på www.dpa-system.dk.

Hvis betalingen til SKAT er på under 50 kr. for en betalingsperiode, kan indbetalingen undlades. Der skal dog fortsat foretages indberetning af mængden til SKAT. Hvis der ingen mængde er, skrives der 0 i indberetningen.

Ved manglende indberetning fastsætter SKAT producentens og importørens betaling foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Der betales et rykkergebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser samt renter.

Tilsyn

SKAT og Miljøstyrelsen fører tilsyn med området. SKAT varetager administration og kontrol med opgørelse, indberetning og opkrævning af betaling. Se batteribekendtgørelsen § 46.

SKAT har adgang til at foretage kontrol i virksomhedens lokaler og til at indhente oplysninger hos andre erhvervsdrivende, myndigheder og hos DPA-System.

Straf

Der er fastsat bestemmelser om bødestraf til den, der overtræder batteribekendtgørelsen, herunder afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for kontrollen med opgørelsen eller undlader at lade sig registrere. Se batteribekendtgørelsen § 48.

Klager

DPA-System kan træffe afgørelse om, en virksomhed skal registreres eller ej. DPA-System kan også træffe afgørelse om, hvorvidt markedsførte batterier og akkumulatorer henhører under kategorien bærbare, industri- eller bilbatterier eller -akkumulatorer.

Afgørelser truffet af DPA-System kan påklages til Miljøstyrelsen. Se batteribekendtgørelsen § 47, stk. 3.

Klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser fx om indberetning og betaling sker til Landsskatteretten. Se batteribekendtgørelsen § 47, stk. 4.

Regnskab

Producenter og importører skal føre et regnskab som grundlag for opgørelsen af den markedsførte mængde udtjente bærbare batterier og -akkumulatorer. Regnskabet føres som en del af det almindelige forretningsregnskab.

E.A.7.11 Svovl

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på svovl.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.11.1)
  • Historik (E.A.7.11.2)
  • Definition: Svovl (E.A.7.11.3)
  • Varer omfattet af reglerne (E.A.7.11.4)
  • Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne (E.A.7.11.5)
  • Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.11.6)
  • Opgørelse og afregning (E.A.7.11.7)
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.11.8).

E.A.7.11.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne om afgift på svovl, herunder formål og lovgrundlag.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag.

Regel

Der er afgift på indholdet af svovl i fossile brændsler og drivmidler, fx kul og mineralolieprodukter. Se SVOVLAL § 1.

Der er også afgift på svovlindholdet i andre svovlholdige brændsler, fx halm og affald. Se SVOVLAL § 1.

Der skal dog kun betales svovlafgift af brændsler og drivmidler med et indhold af svovl på over 0,05 pct. Hermed er i praksis fx benzin, let dieselolie, svovlfattig dieselolie og svovlfri dieselolie fritaget for svovlafgift.

Kraftværker, kraftvarmeværker og store virksomheder, der måler mængden af svovldioxid (SO2), der ledes ud i luften, kan i stedet for få lov til at betale afgift af denne mængde. Dette skal der ansøges om hos SKAT.

Virksomheder, som begrænser udledningen af svovl ved at rense røgen, eller som binder svovl i andre materialer, kan få godtgjort afgiften på mængden af svovl, der renses bort, eller bindes i andre materialer, fx i aske.

Formål

Afgiften på svovl har til formål at begrænse udledningen af svovldioxid (SO2) til luften. Formålet er at reducere forureningen i form af forsuring, der er medvirkende til skovdød, helbreds gener og skader på bygninger mv.

Lovgrundlag

Gældende lovgivning

Reglerne om afgift på svovl står i lovbekendtgørelse nr. 78 af 8. februar 2006 (bekendtgørelse af lov om afgift af svovl) med senere ændringer.

Der findes desuden bekendtgørelse nr. 1163 af 21. december 1995 om måling af svovl.


E.A.7.11.2 Historik

Indhold

Dette afsnit beskriver den historiske baggrund for lovgivningen på svovlafgiftsområdet. Endvidere er omtalt en række væsentlige ændringer af svovlafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Indførelse af svovlafgift
  • Almindeligt bundfradrag
  • Særlig svovlafgift på elektricitet
  • Særligt bundfradrag for fuelolie
  • Særligt bundfradrag for fjernvarme til tung proces
  • Ændringer i det afgiftspligtige vareområde
  • CO2-kvoteomfattede virksomheder - særligt bundfradrag
  • Afgiftsfrihed for brændsler, der bruges til at fremstille tilsvarende brændsler
  • Satsændringer m.m.
  • Særligt bundfradrag for virksomheder med mineralogiske processer mv. for perioden 2005-2009
  • Supplementsbestemmelse for afgiftsgodtgørelse for kul- og fueloliebaseret fjernvarme for perioden 2005-2009.

Indførelse af svovlafgift

Svovlafgiften blev indført ved lov nr. 421 af 14. juni 1995 (L 213), der trådte i kraft den 1. januar 1996.

Almindeligt bundfradrag

I en overgangsperiode fra 1. januar 1996 til og med 31. december 1999 kunne der efter SVOVLAL § 32 tages et fradrag (almindeligt bundfradrag) i den mængde, hvoraf der skulle betales afgift. Fradraget blev aftrappet hvert år i nævnte periode.

Bundfradraget blev beregnet af varens vægt eksklusive vand. Fx var bundfradraget for stenkul i 1996 0,28 vægtprocent af kullenes vægt eksklusive vand (tørstof).

Virksomheder omfattet af § 32 kunne på visse betingelser efter ansøgning til SKAT få tilladelse til at anvende stikprøvemålinger og ikke-stationært måleudstyr ved afgiftsberegningen.

Særlig svovlafgift på elektricitet

I perioden 1. januar 1996 til og med 31. december 1999 betalte kraftværker og kraftvarmeværker ikke svovlafgift af varer, der blev brugt til at fremstille elektricitet.

I perioden blev der i stedet betalt en særlig svovlafgift pr. kWh elektricitet. Denne afgift blev opkrævet af el-selskaberne på samme måde som de øvrige afgifter på elektricitet, der leveres til forbrug.

Fra 1. januar 2000 har kraftværker og kraftvarmeværker betalt svovlafgift af de anvendte brændsler.

Særligt bundfradrag for fuelolie

Ved lov nr. 1220 af 27. december 1996 (L 89) blev der indført et særligt bundfradrag for fuelolie på 0,55 pct. Dette bundfradrag ophørte ved udgangen af 2005.

Det særlige bundfradrag var blandt andet betinget af,

  • at fuelolien skulle anvendes til procesformål (tung proces) omfattet af bilag 1 (proceslisten) til kuldioxidafgiftsloven (CO2AL), og
  • at virksomheden skulle indgå en aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering.

Det særlige bundfradrag for fuelolie var en kompensation for, at virksomheder med tung proces ikke længere kunne modregne svovlafgiften i virksomhedernes betaling af CO2-afgift af fuelolie, der blev brugt til tung proces. Se kuldioxidafgiftslovens (CO2AL) § 9, stk. 2.

Særligt bundfradrag for fjernvarme til tung proces

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 (L 190) blev der indført et særligt bundfradrag (afgiftsgodtgørelse) for kulbaseret og fueloliebaseret fjernvarme, der bliver brugt til procesformål (tung proces) omfattet af bilag 1 (proceslisten) til CO2AL.

Svovlafgiften af den mængde brændsel, der bruges til at fremstille den leverede fjernvarme, skal overstige 250.000 kr. årligt.

Desuden skulle virksomheder, der brugte fjernvarmen til tung proces, have indgået en aftale om energieffektivisering med Energistyrelsen.

Bestemmelsen er senest ændret ved lov nr. 1384 af 21. december 2009 (L 63). Se afsnit E.A.7.11.7.2 om særligt bundfradrag.

Ændringer i det afgiftspligtige vareområde

Indtil 1. juli 2002 var træ, træflis og skovflis samt træpiller uden svovlholdigt bindemiddel omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 14. Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 (L 190) udgik disse varer af lovens afgiftspligtige vareområde, da de bliver anset for at være rent træ med et indhold af svovl under 0,05 pct.

Andet træ, fx spånpladeaffald, der udover træ også indeholder limrester med videre, er fortsat omfattet af afgiftspligten efter SVOVLAL § 1, nr. 14. Se afsnit E.A.7.11.4 om varer omfattet af reglerne.

CO2-kvoteomfattede virksomheder - særligt bundfradrag

Ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 (L 229) blev bestemmelserne om særligt bundfradrag forsynet med en særskilt bestemmelse vedrørende CO2-kvoteomfattede virksomheder.

Den pågældende bestemmelse blev ændret ved lov nr. 1384 af 21. december 2009 og trådte aldrig i kraft.

Afgiftsfrihed for brændsler, der bruges til at fremstille tilsvarende brændsler

Ved lov nr. 1417 af 21. december 2005 (L 81) blev svovlafgiftsloven forsynet med en bestemmelse om, at energiprodukter, der bruges til at fremstille et tilsvarende energiprodukt, er fritaget for afgift. Fritagelsen omfatter ikke energiprodukter, der bliver brugt som motorbrændstof.

Satsændringer m.m.

Afgiftssatserne var i hovedtræk uændrede i perioden 1. januar 1996 til og med 31. december 2007.

Der blev indført en indeksering af afgiftssatserne ved lov nr. 1536 af 19. december 2007 (L 8). Dette betød, at afgiftssatserne i mineralolie-, el-, gas- kul-, CO2- og svovlafgiftslovene blev forhøjet med 1,8 pct. pr. år i perioden 2008 til og med 2015.

Der blev indført en indeksering af afgiftssatserne på grundlag af udviklingen i nettoprisindekset ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 (L 207). Denne indeksering gælder fra 2016.

Særligt bundfradrag for virksomheder med mineralogiske processer mv. for perioden 2005 til og med 2009

Lov nr. 1384 af 21. december 2009 (L 63) indeholdt blandt andet overgangsbestemmelser for tilbagebetaling af svovlafgift af kulprodukter og fuelolie, som er medgået ved mineralogiske processer mv. i perioden 2005 til og med 2009.

Ved mineralogiske processer mv. forstås følgende processer:

  • Varer, der bliver brugt til kemisk reduktion
  • Varme og varer, der bliver brugt i elektrolyse
  • Varme og varer, der bliver brugt direkte til opvarmning i metallurgiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur
  • Varme og varer, der bliver brugt direkte til opvarmning i mineralogiske processer. Opvarmningen skal foregå i anlæg, og de anvendte materialer skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur.

Adgangen til tilbagebetaling omfattede både svovlafgiftsregistrerede og ikke-svovlafgiftsregi-strerede virksomheder med mineralogiske processer mv.

Det er en betingelse for tilbagebetaling, at varmen og varerne blev anvendt direkte til procesformål (tung proces), som er nævnt i bilag 1 (proceslisten) til CO2AL.

Med ordningen blev virksomhederne beløbsmæssigt stillet som om, at de havde fået et særligt bundfradrag efter svovlafgiftsloven for fuelolie eller kul til mineralogiske processer mv. for perioden 2005 til og med 2009.

Opgørelsen af tilbagebetalingen skulle så vidt, som det var muligt, være baseret på energimålinger. Hvis virksomheden ikke havde de fornødne målerregistreringer, skulle virksomheden kunne fremlægge anden dokumentation for opgørelsen, herunder den dokumentation som findes i virksomheden, og som SKAT ønsker fremlagt. Det skulle sandsynliggøres, at virksomheden ikke opnåede en større tilbagebetaling af afgift, end hvis der var foretaget måling.

Fristen for anmodning om tilbagebetaling af svovlafgift for perioden 2005 til og med 2009 var 1. september 2010.

Supplementsbestemmelse for afgiftsgodtgørelse for kul- og fueloliebaseret fjernvarme for perioden 2005 til og med 2009

Lov nr. 1384 af 21. december 2009 (L 63) indeholdt blandt andet en supplementsbestemmelse for tilbagebetaling af svovlafgift af kulbaseret og fueloliebaseret fjernvarme, der blev brugt til procesformål (tung proces) omfattet af bilag 1 (proceslisten) i CO2AL.

Supplementsbestemmelsen var gældende for perioden 2005 til og med 2009.

Fristen for anmodning om tilbagebetaling af svovlafgift efter supplementsbestemmelsen for perioden 2005 til og med 2009 var 1. september 2010.


E.A.7.11.3 Definition: Svovl

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af definitionen på svovl.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Svovl
  • Definition: Svovldioxid (SO2).

Se også

Se afsnit E.7.11.4 om varer omfattet af reglerne.

Definition: Svovl

Svovl er det 16. grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol S.

Fossile brændsler indeholder en vis mængde svovl. Det samme gør fx også halm og affald.

Definition: Svovldioxid (SO2)

Svovldioxid (SO2) er en farveløs gas, der overvejende dannes ved forbrænding af svovlholdige brændsler, fx fuelolie og kul, og som udledes til luften.

Svovldioxid opløses i den atmosfæriske luft og i det vand, som luften/skyerne indeholder. Svovldioxid omdannes desuden til svovlsyre.


E.A.7.11.4 Varer omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de varer, som er omfattet af reglerne om afgift på svovl.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige varer
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftspligtige varer

Der betales afgift af indholdet af svovl i følgende varer, hvis de indeholder over 0,05 pct. svovl:

  1. Gas- og dieselolie
  2. Fuelolie, bitumen samt varer omfattet af kulafgiftslovens (KULAL) § 1, nr. 4. Det vil sige tallolie, trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg og andre varer udvundet af saften fra træ, som anvendes eller er bestemt til at anvendes til at fremstille varme
  3. Fyringstjære
  4. Petroleum
  5. Stenkul (inklusive stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus
  6. Jordoliekoks
  7. Brunkulsbriketter og brunkul
  8. Blyholdig benzin
  9. Blyfri benzin
  10. Autogas (LPG)
  11. Anden flaskegas (LPG)
  12. Gas (bortset fra LPG), der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie (raffinaderigas), samt som biprodukt i raffineringsprocesser
  13. Naturgas
  14. Halm, træpiller med svovlholdigt bindemiddel, affald og andre svovlholdige brændsler, der indfyres i produktionsanlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW.

Bemærk

Træ, træflis, skovflis samt træpiller uden svovlholdigt bindemiddel anses for rent træ med et svovlindhold på 0,05 pct. og derunder.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

TfS2000.143

Landsskatteretten fandt, at svovlindholdet i brændsler omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 14 kan bestemmes i forhold til brændselsmængden inklusive vand.


E.A.7.11.5 Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de virksomheder og anlæg, der er omfattet af reglerne om svovlafgift.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshavere: Virksomheder, der skal registreres
  • Oplagshavere: Virksomheder, der kan registreres
  • Oplagshavere: Udledningsvirksomheder
  • Anmeldelse til registrering som oplagshavere
  • Varemodtager
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

  • Se afsnit E.A.1.4.1 om former for registrering: Oplagshaver
  • Se afsnit E.A.1.4.1 om former for registrering: Varemodtager
  • Se afsnit E.A.1.4.2 om anmeldelse til registrering
  • Blanket, der anvendes til anmeldelse til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blanket nr. 23.019.

Oplagshavere: Virksomheder, der skal registreres

Følgende virksomheder skal registreres som oplagshavere hos SKAT:

  • Virksomheder, der udvinder eller fremstiller kul-, olie- eller gasprodukter med et afgiftspligtigt svovlindhold. Varer omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 1-13.
  • Virksomheder, der forbruger halm, træpiller med svovlholdigt bindemiddel, affald og andre svovlholdige brændsler, der indfyres i produktionsanlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW (1 MW). Varer omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 14.

Oplagshavere: Virksomheder, der kan registreres

Følgende virksomheder kan registreres som oplagshavere hos SKAT:

  • Virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger kul-, olie- eller gasprodukter med et afgiftspligtigt svovlindhold (varer omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 1-13), og som råder over en lagerkapacitet på mindst 1.000 t eller 1.000 m3 til opbevaring af varerne. Producenter af halm, træpiller med svovlholdigt bindemiddel, affald og andre svovlholdige brændsler kan ikke registreres
  • Andre virksomheder, der forbruger afgiftspligtige varer, hvis virksomheden gennemfører rensning af røggas, binder svovl i andre materialer eller gennemfører andre foranstaltninger, der begrænser udledningen af svovl.

Oplagshavere: Udledningsvirksomheder

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver efter SVOVLAL, kan få tilladelse til at betale afgift af udledningen af svovldioxid (SO2) i stedet for af svovlindholdet i de forbrugte afgiftspligtige varer. Dette sker efter ansøgning til SKAT. Se SVOVLAL § 2, stk. 2.

Betingelser for at betale afgift af den udledte SO2 med videre, fremgår af SKM bekendtgørelse nr. 1163 af 21. december 1995 om måling af svovl. Se nedenfor.

Betingelser for at betale afgift af udledt SO2

Tilladelse til at betale afgift af udledningen af SO2 bliver givet af SKAT.

Tilladelsen er betinget af, at virksomheden

  • kan dokumentere resultatet af de gennemførte SO2-målinger, og
  • fører regnskab over mængden af SO2 i de røggasmængder, der er udledt til luften, samt
  • dokumenterer beregningsmetoden for den udledte SO2-mængde og den beregnede afgift.

Ansøgning

Virksomheden skal oplyse hvilket måleudstyr, der bliver brugt, og skal kunne dokumentere, at de fastsatte krav til måleudstyr opfyldes. En del af dokumentationen kan være fabrikantoplysninger om svovlmåleren.

I ansøgningen skal virksomheden beskrive

  • det måleudstyr, der vil blive benyttet, og
  • den målemetode, der vil blive brugt, og
  • den måleprocedure, der vil blive brugt. Det vil bl.a. sige hvor ofte der måles, på hvilke tidspunkter der måles, og hvor længe der måles.

Ansøgningen skal sendes til SKAT.

SKAT kan forlange, at beskrivelsen af målemetoden skal godkendes af et eksternt laboratorium, der er akkrediteret til at foretage sådanne verificeringer (efterprøve rigtigheden).

Dansk Akkreditering, DANAK, er den myndighed, der akkrediterer danske laboratorier. Udgiften til en eventuel verificering skal betales af virksomheden.

Tilladelsen gives for en periode på 3 år.

Ændringer af anlæg, produktionsforhold eller brændsel

Hvis der sker ændringer i virksomhedens anlæg, produktionsforhold eller brændselstype, som har væsentlig betydning for mængden af SO2, der udledes til luften samt måling heraf, skal virksomheden omgående kontakte SKAT.

SKAT kan kalde tilladelsen tilbage, hvis virksomheden ikke kan måle udledningen af SO2 med samme sikkerhed som før ændringerne.

Stationære målere

Målingerne skal som hovedregel ske på stationært (fast installeret) måleudstyr.

Virksomheden kan dog på visse betingelser få tilladelse til at anvende ikke-stationært måleudstyr, se nedenfor.

Ikke-stationært måleudstyr (ensartet produktionsforhold)

Virksomheder, der har en ensartet sammensætning af det anvendte brændsel, fyringsforhold og produktion, kan efter ansøgning til SKAT få tilladelse til at anvende ikke-stationært måleudstyr. Det vil sige, at der skal være tale om

  • samme brændsel/forhold mellem forskellige brændsler med samme svovlindhold, og
  • samme kedel/kedler og temperatur, samt
  • ensartet produktion.

Det er en betingelse for tilladelsen, at den målte emission er så ensartet, at den med rimelighed kan lægges til grund for beregningen af afgiften.

Ved ændringer i sammensætningen af brændsel, fyringsforhold eller produktionsforhold skal virksomheden dokumentere, at SO2-udledningen til luften er lige så stabil som før ændringen.

Ikke-stationært måleudstyr (særligt bundfradrag overstiger SO2-emissionen med mere end 10 pct.)

Virksomheder, hvor særligt bundfradrag efter SVOVLAL § 33 på de anvendte kul overstiger den udledte mængde SO2 til luften med mere end 10 pct., kan efter ansøgning til SKAT få tilladelse til, at stikprøvemålinger og ikke-stationært måleudstyr bruges ved afgiftsberegningen. Bundfradraget udgør 0,28 vægtprocent af kullenes vægt eksklusive vand (tørstof).

Virksomheden skal fra miljøgodkendelsen fremlægge resultater af målinger, der sandsynliggør ovennævnte betingelse.

Tilladelsen gives for et år ad gangen.

Målestandarder

Uanset om der bruges stationært udstyr eller udstyr, der ikke er stationært, er der særlige krav til måleudstyret, målingernes antal og udførelse.

Målere skal opfylde ISO 7935-kvalitetsstandarder eller tilsvarende standard. Målere, som har en kvalitet og nøjagtighed, der svarer til disse standarder, kan også benyttes.

Defekte målere mv.

Hvis en måler er ude af drift imellem 1 time og 14 dage på grund af defekt eller reparation, benyttes den højst målte timeværdi, der blev målt i den seneste uge med normalt fungerende måler.

Hvis måleren er ude af drift i over 14 dage på grund af defekt eller reparation, skal virksomheden meddele dette til SKAT.

Journal, regnskab mv.

Virksomheden skal føre journal over alle gennemførte målinger. Måleudskrifter eller anden tilsvarende dokumentation skal vedlægges journalen. Journalen skal også oplyse om kalibrering, eftersyn, udfald og reparation mv. af måleren. Der skal desuden føres regnskab over andre forhold, der direkte eller indirekte har indflydelse på beregningen af den samlede mængde SO2 udledt til luften.

Virksomheden skal også kunne dokumentere, hvordan den udledte mængde SO2 og afgiften heraf er beregnet.

SKAT kan forlange, at måleprocedure og målemetode verificeres af et eksternt laboratorium, der er akkrediteret til at måle SO2.

Anmeldelse til registrering som oplagshavere

Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 23.019 anvendes. Blanketten kan hentes på www.virk.dk.

Varemodtagere

Virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, herunder fra andre EU-lande, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal anmelde sig som varemodtager inden afsendelsen af varerne fra udlandet. Se SVOVLAL § 18 og se afsnit E.A.1.4.1 om former for registrering: Varemodtager.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2009.408.LSR

Et varmeværk ønskede at beregne
den udledte mængde SO2 på baggrund
af pH-værdien i værkets røggasrensningsudstyr.

Der er ikke i SVOVLAL § 2, stk. 2
hjemmel til at opgøre den udledte
SO2 på baggrund af andre metoder
end ved måling af SO2.


E.A.7.11.6 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne på svovl og svovldioxid (SO2) og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssatser

Afgiftssatserne reguleres/opskrives med 1,8 pct. hvert år frem til og med 2015.

I perioden 2011 til og med 2015 gælder nedenstående satser (lov nr. 527 af 12. juni 2009):

Afgiftssats for svovl i afgiftspligtige brændsler

Vareart

2011

2012

2013

2014

2015

Svovl i afgiftspligtige brændsler

kr./kg

21,4

21,8

22,2

22,6

23,0

Afgiftssats for svovldioxid (SO2) udledt til luften

Vareart

2011

2012

2013

2014

2015

Svovldioxid udledt til luften

kr./kg

10,7

10,9

11,1

11,3

11,5

Afgiftssatser for træpiller med svovlholdigt bindemiddel, halm og affald

Hvis registrerede virksomheder, som bruger varer omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 14 (halm, træpiller med svovlholdigt bindemiddel og affald) med et afgiftspligtigt svovlindhold, ikke måler den samlede mængde svovl udledt til luften, skal afgiften opgøres ud fra virksomhedens forbrug af disse varer, se nedenstående oversigt.

Vareart

2011

2012

2013

2014

2015

Træpiller med svovlholdigt bindemiddel

kr./ton

43,0

43,7

44,5

45,3

46,1

Halm

kr./ton

24,7

25,1

25,6

26,1

26,5

Affald

kr./ton

9,7

9,8

10,0

10,2

10,4

Afgiftssats for forbrug af eget træaffald og lignende

Virksomheder, der ikke køber træpiller med svovlholdigt bindemiddel, halm og affald, men kun bruger egne varer (eget træaffald og lignende), som fx møbelfabrikker, kan beregne afgiften på grundlag af nyttiggjort varme eller elproduktion, se nedenstående oversigt.

Vareart

2011

2012

2013

2014

2015

Forbrug af eget træaffald o.lign.

øre/GJ nyttiggjort varme eller produceret el

75

77

78

79

81

Bemærk

Efter 2015 reguleres afgiftssatserne årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, som bliver offentliggjort af Danmarks Statistik. Reguleringen sker første gang for kalenderåret 2016.

Satserne bliver reguleret på grundlag af nettoprisindeksets årsgennemsnit i året, der ligger 2 år forud for det kalenderår, i hvilket satsen skal gælde.

Satserne vil blive offentliggjort for hvert år.

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssats for svovl i afgiftspligtige brændsler

Vareart

1996 -
2007

2008

2009

2010

Svovl i afgiftspligtige brændsler

kr./kg

20,0

20,4

20,8

21,0

Afgiftssats for svovldioxid (SO2) udledt til luften

Vareart

1996 -
2007

2008

2009

2010

Svovldioxid udledt til luften

kr./kg

10,0

10,2

10,4

10,5

Afgiftssatser for træpiller med svovlholdigt bindemiddel, halm og affald

Vareart

1.1.1996-30.6.2002

1.7.2002-31.12.2007

2008

2009

2010

Træpiller med svovlholdigt bindemiddel

kr./ton

40,0

40,0

40,7

41,5

42,2

Træpiller uden svovlholdigt bindemiddel

kr./ton

10,0

-

-

-

-

Skovflis, træaffald og andet træ

kr./ton

11,0

-

-

-

-

Halm

kr./ton

20,0

23,0

23,4

23,8

24,3

Affald

kr./ton

9,0

9,0

9,2

9,3

9,5

Afgiftssats for forbrug af eget træaffald og lignende

Vareart

1996-2007

2008

2009

2010

Forbrug af eget træaffald og lignende

øre/GJ nyttiggjort varme eller produceret el

70,0

71,3

72,5

74,0


E.A.7.11.7 Opgørelse og afregning

Indhold

Afsnittet indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Registrerede oplagshavere (E.A.7.11.7.1)
  • Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Særligt bundfradrag (E.A.7.11.7.2)
  • Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Varemodtagere (E.A.7.11.7.3).
E.A.7.11.7.1 Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Registrerede oplagshavere

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om oplagshaveres opgørelse af den afgiftspligtige mængde og afregning af afgift.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Udleveringsvirksomheders opgørelse
  • Forbrugsvirksomheders opgørelse af kul-, olie- og gasprodukter
  • Fradrag ved opgørelse
  • Opgørelse af svovlindhold for hver enkelt brændselstype
  • Opgørelse af svovlindhold efter lagerbalancesystem
  • Opgørelse af svovlindhold efter maksimale svovlprocenter
  • Udledningsvirksomheders opgørelse
  • Forbrugsvirksomheders opgørelse af halm og affald mv.
  • Forbrugsvirksomheders opgørelse på grundlag af eget træaffald og lignende
  • Skematisk oversigt over opgørelsesmetoder.

Bemærk

For oplagshavere skelnes der i dette afsnit mellem:

  • Udleveringsvirksomheder, det vil sige virksomheder, som hovedsageligt sælger varer med et afgiftspligtigt svovlindhold
  • Forbrugsvirksomheder, det vil sige virksomheder, som ikke eller kun i uvæsentligt omfang sælger varer med et afgiftspligtigt svovlindhold
  • Udledningsvirksomheder, det vil sige forbrugsvirksomheder, som betaler afgift af den udledte mængde svovldioxid (SO2) til luften.

Se også

  • Se afsnit E.A.7.11.6 om afgiftens størrelse og beregning
  • Se PAVL afsnit A.11 om angivelse og afregning af afgifter
  • Opkrævningslovens (OPKL) OPKL § 2, stk. 2.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter SVOVLAL er måneden. Se SVOVLAL § 5.

Afgiften opgøres og skal indbetales til SKAT senest den 15. i den efterfølgende kalendermåned. Se SVOVLAL § 6 og OPKL § 2, stk. 2.

Virksomheder kan indberette angivelsen og indbetale afgiften elektronisk til SKAT, Se TastSelv Erhverv på www.SKAT.dk.

SKAT udsender angivelses- og indbetalingsblanket til de virksomheder, som ikke er tilmeldt TastSelv. Registrerede virksomheder skal bruge blanket nr. 23.021.

Se også
Se de generelle regler om opkrævning af afgifter i OPKL §§ 2 - 8.

Udleveringsvirksomheders opgørelse

Virksomheder, der hovedsagelig sælger varer, skal ved opgørelsen for hver afgiftsperiode medregne varer, der er udleveret fra virksomhedens lager af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold. Der er tale om varer, der er udleveret i afgiftsperioden. Se SVOVLAL § 6.

Virksomheden skal også medregne et eventuelt eget forbrug af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold. Se nedenstående afsnit "Forbrugsvirksomheders opgørelse af kul-, olie- og gasprodukter".

Ved opgørelsen kan der blandt andet fradrages varer, der er leveret til udlandet. Se nedenstående afsnit "Fradrag ved opgørelse".

Regler for opgørelse af svovlindholdet i varer med et afgiftspligtigt svovlindhold er nærmere beskrevet i følgende 3 afsnit:

  • Opgørelse af svovlindhold for hver enkelt brændselstype
  • Opgørelse af svovlindhold efter lagerbalancesystem
  • Opgørelse af svovlindhold efter maksimale svovlprocenter.

Forbrugsvirksomheders opgørelse kul-, olie- og gasprodukter

Virksomheder, der ikke eller kun i uvæsentligt omfang sælger varer, skal ved opgørelsen medregne varer med et afgiftspligtigt svovlindhold, der i afgiftsperioden er brugt i virksomheden. Se SVOVLAL § 6.

Når forbruget bliver gjort op, skal varer, der er udleveret fra virksomheden i afgiftsperioden, også medregnes. Se ovenfor om udleveringsvirksomheders opgørelse.

Regler for opgørelse af svovlindholdet i varer med et afgiftspligtigt svovlindhold er nærmere beskrevet i følgende 3 afsnit:

  • Opgørelse af svovlindhold for hver enkelt brændselstype
  • Opgørelse af svovlindhold efter lagerbalancesystem
  • Opgørelse af svovlindhold efter maksimale svovlprocenter.

Virksomheden kan få godtgjort afgiften af svovl, der bortrenses eller bindes i andre materialer. Se E.A.7.11.8.3 om afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl.

Særligt for olieprodukter

For olieprodukter (varer omfattet af SVOVLAL § 1, nr. 1-4 og 8-12) skal mængden opgøres på grundlag af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold, der er tilført virksomhedens registrerede anlæg, som er godkendt efter mineralolieafgiftslovens (MINAL) § 5. Der skal ske regulering for lagerforskydning i månedens løb.

Mængden opgøres således:

Opmålt beholdning ved månedens begyndelse
+ modtaget fra udlandet
+ indkøb her i landet af varer uden afgift
÷ opmålt beholdning ved månedens slutning.

Fradrag ved opgørelse

Virksomheden kan ved opgørelsen fradrage:

  • Varer, der leveres til en anden registreret oplagshaver
  • Varer, der leveres til udlandet
  • Varer, der fritages for afgift efter SVOVLAL § 8. Se E.A.7.11.8 om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse
  • Varer, der hos virksomheden eller under transport til og fra virksomheden er gået tabt som følge af varernes art, lækage eller lignende
  • Varer, der returneres til virksomheden, hvis køberen godtgøres varens pris indbefattet afgiften.

Se i øvrigt SVOVLAL § 7.

Opgørelse af svovlindhold for hver enkelt brændselstype

Den afgiftspligtige mængde svovl for kul-, olie- og gasprodukter skal som hovedregel opgøres for hver enkelt brændselstype.

Udleveringsvirksomheder og forbrugsvirksomheder kan imidlertid vælge at beregne svovlindholdet i varerne efter et lagerbalancesystem. Se nedenfor.

Eksempel på opgørelse

Virksomheden har i januar 2011 solgt 500 ton stenkul med afgift.

Vandindhold: 10 % (90 % tørstof).
Svovlindhold af tørstof: 0,78 %.

Beregning af svovlafgift af solgt (udleveret) mængde kul

1.

Tørstofindhold i kul

90 % af 500 ton

450 ton

2.

Svovlindhold i kul

0,78 % af 450 ton

351 kg

3.

Svovlafgift

351 kg * 21,4 kr./kg

7.511,40 kr.

Opgørelse af svovlindhold efter lagerbalancesystem

Udleveringsvirksomheder og forbrugsvirksomheder kan beregne svovlindholdet i varerne efter et lagerbalancesystem.

Lagerbalancesystemet kan benyttes fra begyndelsen af en afgiftsperiode og skal gælde for en periode på mindst 2 år.

Lagerbalancesystemet er nærmere beskrevet nedenfor.

Lagerbeholdning primo

Virksomheden skal opgøre svovlindholdet i pct. af varens tørstofvægt for hver enkelt varekategori og af mængden af hver varekategori primo. Det samlede svovlindhold i kg beregnes af lageret, der herefter er primo beholdningen.

Svovlindholdet i lagerbeholdningen primo beregnes således:

p * X/100, hvor
X= kg af varen, og
p = % svovl i varen.

Hvis virksomheden ikke har dispensation til at bruge og oplagre brændsler med højere svovlindhold end det generelt fastsatte maksimum for indhold af svovl i brændsler, kan svovlindholdet i begyndelseslageret opgøres ud fra følgende svovlprocenter:

  • Kulprodukter: 0,9 %
  • Fuelolie, spildolie og fyringstjære: 1,0 %
  • Gasolier: 0,2 %
  • Jordoliekoks: 1,3 %
  • Benzin og gas: 0,05 %.

Tilført lager

For varer, der bliver tilført lageret, opgøres svovlindholdet ud fra sælgerens lagerbalancesystem eller ud fra sælgerens måling. Hvis varen bliver produceret eller importeret, opgøres svovlindholdet efter måling.

For hver gang der er tilført varer af samme varekategori til lageret, skal der ske en ny opgørelse af det samlede lager og samlede indhold af svovl i varelageret. Det beregnes herefter, hvor meget svovlindholdet er i varerne i pct. af varernes tørstofvægt (varens vægt eksklusive vand).

Svovlindhold i varer tilført lagerbeholdningen i perioden beregnes således:

q * Y/100, hvor
Y = kg af varen tilført lageret, og
q = % svovl i varen.

Fraført lager

For varer, der fraføres lageret (varer, der udtages fra lageret) beregnes svovlindholdet ved at gange den opgjorte aktuelle svovlprocent med mængden af varer, der fraføres lageret.

Det beregnede svovlindhold af lageret bliver reduceret med de svovlmængder, der fraføres lageret enten opgjort efter lagerbalancesystemet eller efter måling.

Virksomheder, der ikke gennemfører målinger af varer fraført lageret, skal beregne svovlindholdet i perioden således:

r * Z/100, hvor
Z = kg af varen fraført lageret, og
r = % svovl i varen beregnet som (p * X + q * Y)/(X + Y).

For fraførsler, hvor der gennemføres målinger, beregnes svovlmængden i perioden således:

s * Æ/100, hvor
Æ = kg af varen, og
s = % svovl målt i varen.

Lagerbeholdning ultimo

Lagerbeholdningen ultimo opgøres som:

primo lagerbeholdning (p * X)
+ varer tilført (q * Y)
÷ varer fraført (r * Z) eller (s * Æ)
= lagerbeholdning ultimo.

Regnskab

Virksomheden skal føre regnskab over indkøb og forbrug af varer for hver brændselskategori, og på dette grundlag beregne mængden af svovl i brændsler, der er udleveret fra eller brugt i virksomheden.

Eksempel på opgørelse efter lagerbalancesystem

En forbrugsvirksomhed har den 1. januar 2011 et lager på 1.000 ton fuelolie (primo lager) med et svovlindhold på 1 %.

Virksomheden får primo januar tilført 400 ton fuelolie med et svovlindhold på 0,5 %.

Virksomheden bruger herefter 200 ton fuelolie i resten af afgiftsperioden.

Beregning af svovl i lagerbeholdning efter varetilførsel

1.

Svovl i lagerbeholdning primo

1 % af 1.000.000 kg

10.000 kg

2.

Svovl i varer tilført lager

0,5 % af 400.000 kg

2.000 kg

3.

Svovl i lagerbeholdning efter varetilførsel

(1.+ 2.)

12.000 kg

Beregning af beholdning af fuelolie efter lagertilførsel

1.

Primo beholdning

1.000.000 kg

2.

Tilført fuelolie

400.000 kg

3.

Beholdning efter lagertilførsel

(1. + 2.)

1.400.000 kg

Beregning af svovlindhold i % efter tilførsel

Svovlindhold i %

12.000 kg/1.400.000 kg * 100

0,86 %

Beregning af fraført svovl og af svovlafgift i afgiftsperioden

1.

Fraført/forbrugt svovl (afgiftspligtig mængde)

0,86 % af 200.000 kg

1.720 kg

2.

Svovlafgift

1.720 kg * 21,40 kr./kg

36.808,00 kr.

Hver gang virksomheden får tilført et nyt parti fuelolie, skal der ske en ny opgørelse af beholdningen, og det gennemsnitlige svovlindhold i pct. skal beregnes.

Denne svovlprocent benyttes til at beregne svovlmængden i den forbrugte mængde olie, indtil virksomheden får tilført et nyt parti fuelolie.

Beregning af svovl i lagerbeholdning ultimo (primo beholdning for næste afgiftsperiode)

1.

Svovl i lagerbeholdning primo

10.000 kg

2.

Svovl i varer tilført lager

2.000 kg

3.

Fraført svovl

1.720 kg

4.

Svovl i lagerbeholdning ultimo

(1. + 2. - 3.)

10.280 kg

Ophør med brug af lagerbalancesystem

Ved ophør med brug af lagerbalancesystemet, skal virksomheden betale afgift af det aktuelle opgjorte svovlindhold i varerne på lageret.

Opgørelse af svovlindhold efter maksimale svovlprocenter

Udleveringsvirksomheder og forbrugsvirksomheder kan opgøre svovlindholdet i varer, der sælges, ud fra det maksimale svovlindhold, der kan forekomme i leverancerne (svovlindholdet i de enkelte varekategorier).

Virksomheden skal anmelde og dokumentere det maksimale svovlindhold i de enkelte varekategorier overfor SKAT.

Det anmeldte maksimum kan gælde for leverancer i en bestemt periode eller for en eller flere bestemte leverancer. Der kan anmeldes forskelligt maksimum for forskellige typer af leverancer. Svovlindholdet i leverancerne må dog aldrig ligge over det anmeldte maksimum for de pågældende leverancer.

Hensigten med bestemmelsen er, at det er lettere for leverandører af fx fuelolie og kulprodukter at opgøre svovlindholdet i især mindre leverancer, hvor det kan være uforholdsmæssigt dyrt at udtage prøver og analysere svovlindholdet i disse.

Udledningsvirksomheders opgørelse

For virksomheder, der har tilladelse til at betale afgift af udledningen af SO2 efter SVOVLAL § 2, stk. 2, fx visse centrale kraftvarmeværker, er den afgiftspligtige mængde den opmålte mængde SO2, der er udledt til luften i afgiftsperioden.

Eksempel på opgørelse

Virksomheden har ved udgangen af januar 2011 opmålt den udledte mængde SO2 til 2.750 kg.

Beregning af svovlafgift af udledt mængde SO2

Svovlafgift (afgift af SO2)

2.750 kg * 10,7 kr./kg

29.425,00 kr.

Forbrugsvirksomheders opgørelse af halm og affald mv.

Virksomheder, der betaler afgift efter SVOVLAL § 2, stk. 3, skal medregne brændsel (halm, træpiller med et svovlholdigt bindemiddel og affald), der i afgiftsperioden er brugt i virksomheden.

Hvis virksomheden også forbruger kul-, olie- eller gasprodukter, der er modtaget uden svovlafgift, skal mængden af disse brændsler opgøres efter reglerne for forbrugsvirksomheders opgørelse (kul-, olie- og gasprodukter).

Virksomheden kan få godtgjort afgiften af svovl, der bortrenses eller bindes i andre materialer. Se E.A.7.11.8.2 om afgiftsgodtgørelse.

Eksempel på opgørelse

Virksomheden har i januar 2011 forbrugt 800 ton halm.

Beregning af svovlafgift af forbrugt halm

Svovlafgift af halm

800 ton * 24,7 kr./ton

19.760,00 kr.

Forbrugsvirksomheders opgørelse på grundlag af eget træaffald og lignende

Virksomheder, der betaler afgift efter SVOVLAL § 2, stk. 4, skal opgøre afgiften på grundlag af nyttiggjort varme eller elproduktion.

Eksempel på opgørelse

Virksomheden har i januar 2011 nyttiggjort 1.200 GJ varme.

Beregning af svovlafgift af nyttiggjort varme

Svovlafgift af varme

1.200 GJ * 0,75 kr./GJ

900,00 kr.

Skematisk oversigt over opgørelsesmetoder

Nedenstående er en skematisk oversigt over metoder, der gælder for udleverings-, forbrugs- og udledningsvirksomheder.

Virksomhed

Brændsels-
kategori

Afgifts-
pligtig mængde
svovl

Fastsæt-
telse af
svovlprocent

Særligt bundfradrag
(SVOVLAL § 33), se E.A.7.11.7.2

Godtgørelse for svovlbinding (SVOVLAL § 9), se E.A.7.11.8.3

Udleverings-
virksomheder
(SVOVLAL § 6, stk. 1)

Kul-, olie- og gasprodukter

Udleveret brændsels-mængde (faktureret) * svovlprocent

Konkret eller efter lagerbalance-
system (SVOVLAL § 6, stk. 6) eller efter anmeldt maksimum (SVOVLAL § 6, stk. 8)

Nej

Nej

Forbrugs-
virksomheder
(SVOVLAL § 6, stk. 2)

Olie- og gasprodukter

Forbrugt brændsels-mængde (lagerfor-skydning) * svovlprocent

Konkret eller efter lagerbalance-
system
(SVOVLAL § 6, stk. 6)

Nej

Ja
Efter måling (§ 9, stk. 1)

Efter minimums-
sats (§ 9, stk. 4)

Efter standardsats (kun kul) (§ 9, stk. 6)

Kulproduk-
ter

Forbrugt brændsels-mængde * svovlprocent

Konkret eller efter lagerbalance-
system
(SVOVLAL § 6, stk. 6)

Ja

Samme

Halm og affald mv.

Forbrugt brændsels-
mængde (SVOVLAL § 2, stk. 3)

Nej

Nej

Samme

Forbrug af eget træaffald o.lign.

Fremstillet mængde varme/el (SVOVLAL § 2, stk. 4) (kun eget brændsel).

Nej

Nej

Udlednings-
virksomheder
(SVOVLAL § 6, stk. 3)

Kul-, olie- og gasprodukter,

halm og affald mv.

Mængden af SO2 udledt til luften

Nej

Ja (kul)

Nej


E.A.7.11.7.2 Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Særligt bundfradrag

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for beregning af særligt bundfradrag.

Afsnittet indeholder:

  • Særligt bundfradrag for kul til tung proces
  • Skematisk oversigt over reglerne for særligt bundfradrag for kul
  • Særlig afgiftsgodtgørelse for kulbaseret fjernvarme til tung proces.

Særligt bundfradrag for kul til tung proces

Virksomheder, der er registreret efter svovlafgiftsloven, og som bruger kulprodukter nævnt i SVOVLAL § 1, nr. 5-7 til energitunge processer (tung proces) kan få et særligt bundfradrag. Se SVOVLAL § 33.

Det særlige bundfradrag for kulprodukter er:

  • Stenkul, stenkulsbriketter, koks, cinders og koksgrus: 0,28 %
  • Jordoliekoks: 0,32 %
  • Brunkul og brunkulsbrikketter: 0,20 %.

Betingelser mv.

  • Kulprodukterne skal bruges til procesformål (tung proces), der er nævnt i bilag 1 (proceslisten) til CO2AL, og
  • virksomhedens ovn- eller kedelanlæg skal være bygget eller renoveret for mindst 10 mio. kr. i perioden fra 1. januar 1976 til 1. april 1995.

Bundfradraget ydes i fuldt omfang, selv om kulprodukterne bruges til andre formål end dem, der er nævnt i proceslisten. Det er en betingelse, at disse andre formål skal udgøre under 20 pct. af de fremstillede energimængder.

Bortfald af bundfradrag

For ovn- eller kedelanlæg, der er bygget eller renoveret før den 1. januar 1986, bortfaldt bundfradraget ved udgangen af 2005.

For ovn- eller kedelanlæg, der er bygget eller renoveret for mindst 10 mio. kr., mellem 1. januar 1986 og 1. april 1995 bortfalder bundfradraget i det 20. år efter bygningen eller renoveringen, det vil sige senest den 31. marts 2015.

Forbrugsvirksomheder

Forbrugsvirksomheder skal opgøre det særlige bundfradrag for hvert brændsel og for hvert ovn- eller kedelanlæg.

Bundfradraget fratrækkes herefter den afgiftspligtige svovlmængde efter eventuel godtgørelse og efter fordeling af uudnyttet godtgørelse for binding af svovl. Se E.A.7.11.8.3 om afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl.

Overstiger det særlige bundfradrag for kulprodukter i en afgiftsperiode den afgiftspligtige svovlmængde, kan et uudnyttet bundfradrag overføres til andre kulprodukter, der bruges samtidig i samme ovn- eller kedelanlæg.

Det særlige bundfradrag kan derimod ikke overføres til andre brændsler, fx fuelolie, andre ovn- eller kedelanlæg eller til andre afgiftsperioder.

Eksempel 1 (opgørelse af bundfradrag)

Virksomheden opfylder betingelserne for særligt bundfradrag.

Virksomheden har i januar 2011 brugt 400 ton stenkul (tørstof). Heraf er 85 % anvendt til tung proces. Svovlindhold af tørstof: 0,75 %.

Beregning af svovlafgift

1.

Svovlindhold i kul
(afgiftspligtig mængde før særligt bundfradrag)

0,75 % af 400.000 kg

3.000 kg

2.

Særligt bundfradrag

0,28 % af 400.000 kg

1.120 kg

3.

Afgiftspligtig mængde efter særligt bundfradrag

(1. - 2.)

1.880 kg

4.

Svovlafgift

1.880 kg * 21,4 kr./kg

40.232 kr.

Eksempel 2 (opgørelse af bundfradrag)

Virksomheden opfylder betingelserne for særligt bundfradrag.

Virksomheden har i januar 2011 brugt 400 ton stenkul (tørstof). Heraf er 70 % anvendt til tung proces. Svovlindholdet af tørstof: 0,75 %.

Beregning af svovlafgift

1.

Forbrug til tung proces

70 % af 400 ton

280 ton

2.

Svovlindhold i kul
(afgiftspligtig mængde før særligt bundfradrag)

0,75 % af 400.000 kg

3.000 kg

3.

Særligt bundfradrag

0,28 % af 280.000 kg

784 kg

4.

Afgiftspligtig mængde efter særligt bundfradrag

(2. - 3.)

2.216 kg

5.

Svovlafgift

2.216 kg * 21,4 kr./kg

47.422,40 kr.

Udledningsvirksomheder

Udledningsvirksomheden skal opgøre det særlige bundfradrag for hvert brændsel og for hvert ovn- eller kedelanlæg.

Andelen af den målte svovludledning for hvert brændsel opgøres i forhold til energimængden i de brugte (indfyrede) brændsler.

Det særlige bundfradrag trækkes fra den afgiftspligtige svovlmængde.

Hvis det særlige bundfradrag for kulprodukter i en afgiftsperiode overstiger den afgiftspligtige svovlmængde, kan uudnyttet særligt bundfradrag overføres til andre brændsler i samme ovn- eller kedelanlæg og til samme brændsel i andre ovn- eller kedelanlæg på samme geografiske sted.

Disse andre ovn- og kedelanlæg skal opfylde betingelserne for særligt bundfradrag for kulprodukter.

Det særlige bundfradrag for kulprodukter kan ikke overføres til andre brændsler i andre ovn- eller kedelanlæg.

Virksomheden kan overføre uudnyttet særligt bundfradrag for kulprodukter til andre afgiftsperioder i kalenderåret. For hver afgiftsperiode skal virksomheden opgøre udledning af svovl, særligt bundfradrag og eventuelle uudnyttede særlige bundfradrag overført fra andre afgiftsperioder a conto.

Ved kalenderårets udløb foretages en endelig opgørelse af den samlede svovludledning fratrukket de akkumulerede særlige bundfradrag. Reguleringen af afgiften skal tages med på afgiftsangivelsen for december.

Eksempel 1 (opgørelse af bundfradrag)

Virksomheden har tilladelse til at betale afgift af den udledte mængde SO2.

Virksomheden har 2 kedler. Røggasserne fra kedlerne bliver ført til samme skorsten.

Virksomheden opfylder betingelserne for særligt bundfradrag for kul.

Virksomheden har i januar 2011 brugt 100 ton stenkul med 10 pct. vand (90 % tørstof) i den ene kedel og 50 ton fuelolie i den anden kedel.

Opmålt udledt mængde SO2: 900 kg.

Energiindhold:

  • Stenkul: 25,2 GJ/ton
  • Fuelolie: 40,4 GJ/ton.

Beregning af samlet energiindhold i forbrugt brændsel (stenkul og fuelolie)

1.

Energiindhold i stenkul

100 ton * 25,2 GJ/ton

2.520 GJ

2.

Energiindhold i fuelolie

50 ton * 40,4 GJ/ton

2.020 GJ

3.

Energiindhold i alt

(1. + 2.)

4.540 GJ

Fordeling af målt SO2 mellem stenkul og fuelolie

1.

Andel for stenkul

900 kg SO2 * 2.520 GJ/4.540 GJ

500 kg

2.

Andel for fuelolie

900 kg SO2 * 2.020 GJ/4.540 GJ

400 kg

3.

I alt

(1. + 2.)

900 kg

Beregning af svovlafgift af stenkul efter særligt bundfradrag

1.

Tørstofindhold i kul

90 % af 100.000 kg

90.000 kg

2.

Afgift af SO2-andel

500 kg * 10,7 kr.

5.350,00 kr.

3.

Særligt bundfradrag (mængde)

0,28 % af 90.000 kg.

252 kg

4.

Særligt bundfradrag (beløb)

252 kg * 21,4 kr.

5.392,80 kr.

5.

Svovlafgift efter særligt bundfradrag

(2. - 4.)

- 42,80 kr.

Beregning af svovlafgift af fuelolie

1.

Afgift af SO2-andel

400 kg * 10,7 kr.

4.280,00 kr.

Beregning af samlet svovlafgift

1.

SO2-afgift af stenkul

0 kr.

2.

SO2-afgift af fuelolie

4.280,00 kr.

3.

Afgift i alt

(1. + 2.)

4.280,00 kr.

Eksempel 2 (Opgørelse af bundfradrag)

Virksomheden har tilladelse til at betale afgift af den udledte mængde SO2.

Virksomheden har 2 kedler, hvori der både fyres med kul og fuelolie. Røggasserne fra kedlerne bliver ført til samme skorsten.

Virksomheden opfylder betingelserne for særligt bundfradrag for kul.

Virksomheden har i januar 2011 brugt 100 ton stenkul med 10 pct. vand (90 % tørstof) og 50 ton fuelolie i sine kedler.

Opmålt udledt mængde SO2: 1.000 kg.

Energiindhold:

  • Stenkul: 25,2 GJ/ton
  • Fuelolie: 40,4 GJ/ton.

Beregning af samlet energiindhold i forbrugt brændsel (stenkul og fuelolie)

1.

Energiindhold i stenkul

100 ton * 25,2 GJ

2.520 GJ

2.

Energiindhold i fuelolie

50 ton * 40,4 GJ/ton

2.020 GJ

3.

Energiindhold i alt

(1. + 2.)

4.540 GJ

Fordeling af målt SO2 mellem stenkul og fuelolie

1.

Andel for stenkul

1.000 kg SO2 * 2.520 GJ/4.540 GJ

555 kg

2.

Andel for fuelolie

1.000 kg SO2 * 2.020 GJ/4.540 GJ

445 kg

3.

I alt

(1. + 2.)

1.000 kg

Beregning af svovlafgift af stenkul efter særligt bundfradrag

1.

Tørstofindhold i kul

90 % af 100.000 kg

90.000 kg

2.

Afgift af SO2-andel

555 kg * 10,7 kr./kg

5.938,50 kr.

3.

Særligt bundfradrag (mængde)

0,28 % af 90.000 kg

252 kg

4.

Særligt bundfradrag (beløb)

252 kg * 21,4 kr./kg

5.392,80 kr.

5.

Svovlafgift efter særligt bundfradrag

(2. - 4.)

545,70 kr.

Beregning af svovlafgift af fuelolie

1.

Afgift af SO2-andel

445 kg * 10,7 kr./kg

4.716,50 kr.

Beregning af samlet svovlafgift

1.

SO2-afgift af stenkul

545,70 kr.

2.

SO2-afgift af fuelolie

4.716,50 kr.

3.

Afgift i alt

(1. + 2.)

5.262,20 kr.

Eksempel 3 (Opgørelse af bundfradrag)

Virksomheden har tilladelse til at betale afgift af den udledte mængde SO2.

Virksomheden har 2 kedler. Der fyres med kul og fuelolie i begge kedler. Røggasserne fra kedlerne bliver ført til samme skorsten.

Virksomheden opfylder betingelserne for særligt bundfradrag for kul.

Virksomheden har i januar 2011 brugt 100 ton stenkul med 10 pct. vand (90 % tørstof) og 50 ton fuelolie i sine kedler.

Opmålt udledt mængde SO2: 900 kg.

Energiindhold:

  • Stenkul: 25,2 GJ/ton
  • Fuelolie: 40,4 GJ/ton.

Beregning af samlet energiindhold i forbrugt brændsel (stenkul og fuelolie)

1.

Energiindhold i stenkul

100 ton * 25,2 GJ/ton

2.520 GJ

2.

Energiindhold i fuelolie

50 ton * 40,4 GJ/ton

2.020 GJ

3.

Energiindhold i alt

(1. + 2.)

4.540 GJ

Fordeling af målt SO2 mellem stenkul og fuelolie

1.

Andel for stenkul

900 kg SO2 * 2.520 GJ/4.540 GJ

500 kg

2.

Andel for fuelolie

900 kg SO2 * 2.020 GJ/4.540 GJ

400 kg

3.

I alt

(1. + 2.)

900 kg

Beregning af svovlafgift af stenkul efter særligt bundfradrag

1.

Tørstofindhold i kul

90 % af 100.000 kg

90.000 kg

2.

Afgift af SO2-andel

500 kg * 10,7 kr./ton

5.350,00 kr.

3.

Særligt bundfradrag (mængde)

0,28 % af 90.000 kg.

252 kg

4.

Særligt bundfradrag (beløb)

252 kg * 21,4 kr./kg

5.392,80 kr.

5.

Uudnyttet bundfradrag for stenkul

(2. - 4.)

- 42,80 kr.

Beregning af svovlafgift af fuelolie

1.

Afgift af SO2-andel

400 kg * 10,7 kr./kg

4.280,00 kr.

2.

Uudnyttet bundfradrag for stenkul

- 42,80 kr.

3.

Afgift efter fradrag af
uudnyttet bundfradrag for stenkul

(1. - 2.)

4.237,20 kr.

Beregning af samlet svovlafgift

1.

SO2-afgift af stenkul

0 kr.

2.

SO2-afgift af fuelolie

4.237,20 kr.

3.

Afgift i alt

(1. + 2.)

4.237.20 kr.

Skematisk oversigt over reglerne for særligt bundfradrag for kul

Reglerne for særligt bundfradrag for kul er vist skematisk i nedenstående oversigt.

Fradragsprocent

Stenkul/stenkulsbriketter, koks, cinders og koksgrus: 0,28 %Jordoliekoks: 0,32 %
Brunkul og brunkulsbriketter: 0,20 %

Opgørelse

For hvert brændsel og for hvert ovnanlæg

Forbrugsvirksomheder

Fradrag

Fradrag i den afgiftspligtige mængde efter fradrag af
godtgørelse eller af uudnyttet godtgørelse for binding af svovl.

Uudnyttet særligt bundfradrag kan
overføres til andre ovnanlæg

Nej

Uudnyttet særligt bundfradrag kan overføres til andre brændsler

Ja, men kun til andre berettigede kulprodukter, der
benyttes samtidig i samme ovnanlæg

Uudnyttet særligt bundfradrag kan
overføres til andre afgiftsperioder

Nej

Udledningsvirksomheder (SO2)

Fradrag

Fradrag i den afgiftspligtige mængde

Uudnyttet fradrag kan overføres til
andre ovnanlæg

Ja, men kun til samme brændsel og ovnanlæg inden
for samme geografiske område, der opfylder betingelserne for særligt bundfradrag.

Uudnyttet fradrag kan overføres til
andre brændsler

Ja, der benyttes i samme ovnanlæg

Uudnyttet fradrag kan overføres til
andre afgiftsperioder inden for kalenderåret

Ja

Særlig afgiftsgodtgørelse for kulbaseret fjernvarme til tung proces

Virksomheder, der får leveret fjernvarme fra kraftvarmeværker og tilknyttede blokvarmecentraler, og som bruger fjernvarmen til tung proces, kan få en særlig godtgørelse (særligt bundfradrag). Se SVOVLAL § 33.

Betingelser mv.

Følgende betingelser mv. skal være opfyldt for at opnå særlig afgiftsgodtgørelse for svovlafgiften:

  • Varmen er produceret af kulprodukter (stenkul, stenkulsbriketter, koks, cinders, koksgrus, jordoliekoks, brunkul eller brunkulsbrikketter)
  • Varmen skal bruges til procesformål (tung proces), der er nævnt i bilag 1 (proceslisten) til CO2AL
  • Varmeproducentens ovn- eller kedelanlæg i kraftvarmeværket og tilknyttede blokvarmecentraler skal være bygget eller renoveret for mindst 10 mio. kr. i perioden fra 1. januar 1976 til 1. april 1995
  • Den indirekte svovlafgiftsbelastning fra de brugte kulprodukter, der er indeholdt i den leverede mængde varme til procesvirksomheden, skal udgøre mindst 250.000 kr. pr. år. Hvis varmen kun bliver leveret en del af året, nedsættes de 250.000 kr. forholdsmæssigt.

Varmeleverandøren skal overfor procesvirksomheden dokumentere, at svovlafgiften af den mængde kulprodukter, som varmeproducenten har brugt til at fremstille varmen, og som er leveret til procesvirksomheden, udgør mindst 250.000 kr. pr. år.

Ansøgning om afgiftsgodtgørelse skal sendes til SKAT. Af praktiske grunde er det forudsat, at de berørte virksomheder indgår en aftale med SKAT med henblik på at få fastlagt en praktisk procedure, herunder krav til dokumentation mv. for at opnå den særlige afgiftsgodtgørelse for leverancer af fjernvarme, der anvendes til tung proces.

Bortfald af godtgørelse (særligt bundfradrag)

For ovn- eller kedelanlæg, der er bygget eller renoveret før den 1. januar 1986, bortfaldt bundfradraget ved udgangen af 2005.

For ovn- eller kedelanlæg, der er bygget eller renoveret for mindst 10. mio. kr., mellem 1. januar 1986 og 1. april 1995 bortfalder godtgørelsen i det 20. år efter bygningen eller renoveringen, det vil sige senest den 31. marts 2015.

Varmeleverandøren skal overfor procesvirksomheden dokumentere, at denne betingelse er opfyldt. Varmeleverandøren skal meddele procesvirksomheden, hvornår der er gået 20 år efter bygningen eller renoveringen af ovn- eller kedelanlægget.


E.A.7.11.7.3 Opgørelse og afregning af afgiften på svovl: Vare-modtagere

Opgørelse og afregning af afgift

Afgiften forfalder ved varernes indførsel/modtagelse her i landet. Varemodtagere skal dog kun opgøre mængden og betale afgift en gang om måneden.

Se SVOVAL § 18.

Opgørelsen skal omfatte alle varer, der er tilført virksomheden i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgør, i hvilken måned beløbet skal betales.

Virksomheder kan indberette angivelsen og indbetale afgiften elektronisk til SKAT, Se TastSelv Erhverv på www.SKAT.dk.

Virksomheder, der ikke anvender TastSelv, skal angive afgiften på et indbetalingskort (blanket Y-922A).

Se også

Se afsnit

  • E.A.7.11.6 om afgiftens størrelse og beregning
  • PAVL afsnit A.11 om angivelse og afregning af afgifter.
E.A.7.11.8 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse (E.A.7.11.8.1)
  • Afgiftsgodtgørelse ved forbrug mv. af varer (E.A.7.11.8.2)
  • Afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl (E.A.7.11.8.3).

E.A.7.11.8.1 Afgiftsfritagelse

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsfritagelse for varer med et afgiftspligtigt svovlindhold.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer mv.
  • Afgiftsfritagelse for jetfuel, der leveres til luftfartøjer
  • Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til skibe i udenrigsfart
  • Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til fiskerfartøjer
  • Afgiftsfritagelse for benzin til anden teknisk brug end motorbrændstof
  • Afgiftsfritagelse for indførsel af olieprodukter i brændstoftank eller reservedunk
  • Afgiftsfritagelse for varer til fremstilling af tilsvarende varer
  • Inddragelse af adgang til afgiftsfri indkøb.

Se SVOVLAL § 8.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer mv.

Varer der bliver leveret til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner med videre, der er omtalt i toldlovens § 4 samt personer, der er knyttet til disse, er fritaget for afgift.

Såfremt varen ikke er leveret uden afgift til den diplomatiske repræsentation med videre, kan repræsentationen få afgiften godtgjort hos SKAT. Ved ansøgning om godtgørelse af afgiften anvendes en særlig blanket (blanket 23.006), der kan findes på SKATs hjemmeside www.skat.dk under Virksomheder / blanketter.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 1, nr. 4. Se PAVL afsnit F.1.5.4 om diplomater. Se også PAVL afsnit F.4.5 vedrørende naturgas og bygas.

Afgiftsfritagelse for jetfuel, der leveres til luftfartøjer

Jetfuel, som en registreret oplagshaver leverer til brug i luftfartøjer, og som bruges erhvervsmæssigt, er fritaget for afgift.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 1, nr. 2. Se PAVL afsnit F.1.5.1 om luftfartøjer.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til skibe i udenrigsfart

Varer, som en registreret oplagshaver leverer til brug om bord på skibe i udenrigsfart, er fritaget for afgift.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 1, nr. 3. Se PAVL afsnit F.1.5.2 om skibe.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til fiskerfartøjer

Varer, som en registreret oplagshaver leverer til fiskerfartøjer med en bruttotonnage på 5 ton og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 ton og derover, dog bortset fra lystfartøjer, er fritaget for afgift.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 1, nr. 3. Se PAVL afsnit F.1.5.3 om fiskerfartøjer.

Afgiftsfritagelse for benzin til anden teknisk brug end motorbrændstof

Benzin til anden teknisk brug end motordrift er fritaget for afgift.

Afgiftsfritagelse for indførsel af olieprodukter i brændstoftank eller reservedunk

Olieprodukter, som private medbringer fra udlandet til brug i køretøjets normale brændstoftank eller reservedunk, er fritaget for afgift.

Der skal heller ikke betales afgift af op til 200 l brændstof i erhvervskøretøjer og specialcontaineres normale tanke. Afgiftsfritagelsen omfatter dog hele brændstofindholdet i de nævnte tanke, hvor dette følger af en mellemfolkelig aftale, som Danmark har tiltrådt.

I praksis administreres bestemmelserne i SVOVLAL § 8, stk. 3 og § 18, stk. 3 på samme måde som MINAL § 9, stk. 8 og § 13, stk. 3. Det vil sige, at der generelt ikke skal betales afgift af brændstoffet i erhvervskøretøjers og specialcontaineres standardtanke. Se PAVL, afsnit F.1.5.6 om andre afgiftsfritagelser.

Afgiftsfritagelse for varer til fremstilling af tilsvarende varer

Energiprodukter omfattet af SVOVLAL § 1, der medgår direkte til produktion af et tilsvarende energiprodukt, er fritaget for afgift. Det er en betingelse, at energiproduktet er produceret på virksomhedens område.

Et olieraffinaderi skal derfor ikke betale afgift af egne fremstillede energiprodukter, der anvendes til at fremstille andre tilsvarende mineralolieprodukter på samme raffinaderi.

Der skal betales afgift af varer, der bruges til formål, som ikke vedrører produktion af energiprodukter.

Der skal også betales afgift af energiprodukter, der bliver brugt som motorbrændstof.

Se SVOVLAL § 9, stk. 6.

Inddragelse af adgang til afgiftsfri indkøb

Hvis varer, der er fritaget for afgift, bliver brugt til andre formål end det, de er bestemt til, kan SKAT inddrage virksomhedens adgang til at indkøbe varerne uden afgift. Dette gælder fx varer, der er leveret uden afgift til fiskerfartøjer.

Virksomheden afkræves afgiften af de pågældende varer senest 14 dage efter påkrav.

Se SVOVLAL § 24, stk. 1.


E.A.7.11.8.2 Afgiftsgodtgørelse ved forbrug mv. af varer

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsgodtgørelse ved forbrug med videre af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold.

Afsnittet indeholder:

  • Varer, der anvendes til færgedrift, små fiskerfartøjer mv.
  • Andre varer end jetfuel, der anvendes i luftfartøjer
  • Varer, der udføres mv. af ikke-registrerede virksomheder
  • Beløbsgrænse for afgiftsgodtgørelse.

Se SVOVLAL § 9.

Varer, der anvendes til færgedrift, små fiskerfartøjer mv.

Virksomheder, der bruger varer til færgedrift og til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer end dem, som er omfattet af adgangen til afgiftsfri levering af varer (skibe i udenrigsfart og fiskerfartøjer med en bruttotonnage på 5 ton og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 ton og derover) kan få svovlafgiften godtgjort. Adgangen til afgiftsgodtgørelse omfatter ikke lystfartøjer.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 6. nr. 1. Se PAVL afsnit F.1.6.3 om anden godtgørelse.

Varerne kan i særlige tilfælde leveres uden afgift til fx færgedrift fra en registreret oplagshaver. Der gælder de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 9. Se PAVL afsnit F.1.6.3 om anden godtgørelse.

Andre varer end jetfuel, der anvendes i luftfartøjer

Afgiften bliver godtgjort af andre varer end jetfuel til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt. Andet flybrændstof end jetfuel kan fx være flybrændstoffet AVGAS.

Der gælder i øvrigt de samme regler som efter MINAL § 9, stk. 1, nr. 2. Se PAVL afsnit F.1.5.1 om luftfartøjer.

Varer, der udføres mv. af ikke-registrerede virksomheder

Virksomheder, der ikke er registreret efter svovlafgiftsloven, kan få bevilling til afgiftsgodtgørelse for leverancer af varer i samme omfang, som registrerede oplagshavere kan levere varer uden afgift, til

  • virksomheder, der er registreret som oplagshaver efter SVOVLAL
  • udlandet
  • diplomatiske repræsentationer
  • brug om bord på skibe i udenrigsfart og fiskerfartøjer på 5 BT/BRT og derover, og
  • luftfartøjer (gælder kun for jetfuel).

Der kan ikke gives bevilling til en virksomhed, når den pågældende ikke-registrerede virksomhed og en registreret oplagshaver, som virksomheden direkte eller indirekte får leveret afgiftspligtige varer fra, er indbyrdes forbundne virksomheder.

Som indbyrdes forbundne virksomheder anses virksomheder, hvor samme ejerkreds direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af en eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere, som nævnt i aktieavancebeskatningsloven, anses ved bedømmelsen af ejerkredsen for én og samme person.

En udstedt bevilling bortfalder, hvis der efterfølgende bliver tale om indbyrdes forbundne virksomheder.

Når registrerede oplagshavere køber varer uden afgift af virksomheder med bevilling, skal leverandøren udstede en faktura, hvoraf det bl.a. skal fremgå, at varerne er leveret uden afgift.

Beløbsgrænse for afgiftsgodtgørelse

Afgiftsgodtgørelser under 500 kr. udbetales ikke.


E.A.7.11.8.3 Afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsgodtgørelse til virksomheder, der er registreret som oplagshaver efter svovlafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl (forbrugsvirksomheder)
  • Afgiftsgodtgørelse efter måling (metode 1)
  • Afgiftsgodtgørelse efter minimumssatser (metode 2)
  • Afgiftsgodtgørelse efter standardsatser (standardgodtgørelse)
  • Udbetaling af godtgørelse til registrerede oplagshavere
  • Tidligere godtgørelsessatser (standardsatser).

Se SVOVLAL § 9.

Generelt om afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl (forbrugsvirksomheder)

Registrerede virksomheder, der betaler afgift af det afgiftspligtige indhold af svovl i forbrugte varer (brændsler), og som begrænser udledningen af svovldioxid (SO2) til luften ved rensning af røg, kan få godtgjort afgiften af den mængde svovl, der i afgiftsperioden bortrenses.

Det samme gælder for virksomheder, som binder svovl i andre materialer mv.

Godtgørelsen omfatter svovl, der fx

  • bindes i et rensningsanlæg ved en egentlig svovlproduktion
  • ved en proces går i forbindelse med kalkholdige vanddråber, hvorved der fremkommer gips
  • går i forbindelse med kalkstøv, eller som
  • bindes i slagger og aske.

Godtgørelsen beregnes for hvert brændsel og for hvert ovn- eller kedelanlæg for sig. Hvis virksomheden bruger flere brændsler i samme ovn- eller kedelanlæg, fordeles den bortrensede eller bundne mængde svovl for hvert brændsel i hvert ovn- eller kedelanlæg for sig i forhold til mængden af svovl i de indfyrede brændsler.

Mængden af svovl, der ydes godtgørelse for, kan ikke overstige mængden af svovl i de indfyrede brændsler. Afgiftsgodtgørelsen af den bortrensede mængde svovl kan dermed ikke overstige afgiften af den indfyrede mængde svovl.

I visse produktionsprocesser bliver svovl frigjort fra de forarbejdede råvarer som følge af processen. Da der ikke bliver betalt afgift af denne mængde svovl, kan der heller ikke ydes afgiftsgodtgørelse.

Afgiftsgodtgørelse kan ske efter måling eller på grundlag af det minimum af svovl, der er bundet i materialer (minimumssats).

De nærmere regler for måling mv. fremgår af SKM bekendtgørelse nr. 1163 af 21. december 1995 om måling af svovl.

Ifølge bekendtgørelsen kan afgiftsgodtgørelsen ske efter måling af den mængde svovl, der bindes mv. (metode 1) eller ud fra en minimumssats (metode 2).

De nærmere regler for de 2 metoder er beskrevet i nedenstående afsnit "Afgiftsgodtgørelse efter måling" og "Godtgørelse efter minimumssats".

Registrerede virksomheder, der bruger kulprodukter mv., og som ikke foretager måling af den bortrensede eller bundne mængde svovl, kan vælge at beregne godtgørelsen efter en standardsats. Se afsnittet "Afgiftsgodtgørelse efter standardsatser (standardgodtgørelse)".

Dette gælder kulprodukter, som er nævnt i SVOVLAL § 1, nr. 5-7 og halm og træpiller, med et svovlholdigt bindemiddel nævnt i SVOVLAL § 1, nr. 14.

Godtgørelsen bliver udbetalt ved, at virksomheden trækker beløbet fra på afgiftsangivelsen for den pågældende afgiftsperiode.

Regnskab

Virksomheden skal indrette regnskabet således, at den for hvert brændsel og for hvert ovn- og kedelanlæg kan dokumentere, hvilke mængder svovlholdige brændsler, der er brugt.

Regnskabet skal også kunne dokumentere mængden af svovl, der er bortrenset, bundet eller produceret for hvert brændsel og hvert ovn- eller kedelanlæg. Afgiften af denne mængde skal også dokumenteres. Endelig skal regnskabet udformes på en sådan måde, at der kan føres kontrol med den korrekte godtgørelse af afgiften.

Virksomheden skal vedlægge en erklæring, der er udfærdiget af et akkrediteret laboratorium om, at den anvendte målemetode kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften (godtgørelsen).

Afgiftsgodtgørelse efter måling (metode 1)

Virksomheden skal opgøre mængden af det materiale, som svovlet bindes i. Virksomheden skal også foretage stikprøvemålinger af svovlindholdet i et omfang og med en hyppighed, der gør stikprøven repræsentativ.

Stikprøvernes omfang og hyppighed afhænger derfor af ensartethed og stabilitet i virksomhedens brændselssammensætning, produktionsforhold og brændselsudnyttelse mv.

SKAT fastsætter antallet af prøver og hyppighed af prøvetagningen for virksomheden. Der skal dog mindst udtages 8 prøver årligt.

Hvis svovlen bindes i andre materialer end aske, skal materialets oprindelige svovlindhold bestemmes og trækkes fra svovlindholdet i materialet efter binding. Virksomheden får dermed ikke godtgørelse af det oprindelige svovlindhold.

Ved bestemmelse af det oprindelige svovlindhold i andre materialer skal virksomheden følge den procedure, som er beskrevet i afsnittet "Afgiftsgodtgørelse efter minimumssatser" som dokumentation af svovlindholdet i dette materiale.

Virksomheden skal for hver afgiftsperiode lave en samlet opgørelse af den mængde svovl, der er bortrenset, bundet eller produceret, samt af svovlindholdet i de brændsler, der er brugt i perioden.

Eksempel 1 (beregning af afgiftsgodtgørelse)

Virksomheden har i januar 2011 brugt 100 ton stenkul med 10 % vand (90 % tørstof) i en kedel.

Svovlindhold i tørstof: 0,75 %.

I asken er der målt et svovlindhold, der svarer til 234 kg bunden svovl.

Beregning af svovlafgift og afgiftsgodtgørelse

1.

Tørstofindhold i kul

90 % af 100.000 kg

90.000 kg

2.

Svovlindhold i kul

0,75 % af 90.000 kg

675 kg

3.

Svovlafgift

675 kg * 21,4 kr./kg

14.445,00 kr.

4.

Afgiftsgodtgørelse

234 kg * 21,4 kr./kg

5.007,60 kr.

5.

Svovlafgift efter godtgørelse

(3. - 4.)

9.437,40 kr.

Eksempel 2 (beregning af afgiftsgodtgørelse)

Virksomheden har i januar 2011 brugt 46 ton jordoliekoks, 90 ton stenkul og 40 ton træflis (tørstofmængder) i samme kedel.

Svovlindhold i brændslets vægt eksklusive vand (tørstof):

Jordoliekoks: 1,0 %
Stenkul: 0,78 %
Træflis: 0,04 %.

I asken er der målt et svovlindhold, der svarer til 445 kg bunden svovl.

Beregning af svovlindhold i brændsel

1.

Jordoliekoks

1 % af 46.000 kg

460 kg

2.

Stenkul

0,78 % af 90.000 kg

702 kg

3.

Træflis

0,04 % af 40.000 kg

16 kg

4.

Svovlindhold i alt

(1.+ 2. + 3.)

1.178 kg

Fordeling af svovl i asken

1.

Jordoliekoks

445 kg * 460/1178

174 kg

2.

Stenkul

445 kg * 702/1178

265 kg

3.

Svovl af afgiftspligtigt brændsel i asken

1. + 2.

439 kg

4.

Træflis

445 kg * 16/1178

6 kg

5.

Svovl i alt i asken

(3. + 4.)

445 kg

Beregning af svovlafgift og afgiftsgodtgørelse

1.

Jordoliekoks

460 kg * 21,4 kr./kg

9.844,00 kr.

2.

Stenkul

702 kg * 21,4 kr./kg

15.022,80 kr.

3.

Afgift i alt af afgiftspligtige brændsler

(1.+ 2.)

24.866,80 kr.

4.

Afgiftsgodtgørelse

439 kg * 21,4 kr./kg

9.394,60 kr.

5.

Svovlafgift efter godtgørelse

(3. - 4.)

15.472,20 kr.

Eksempel 3 (beregning af afgiftsgodtgørelse)

Virksomheden fører røgen fra afbrænding gennem kalkstøv.

Der er brugt 100 ton kalk, hvor svovlindholdet før afbrændingen var 10 kg og efter afbrændingen 150 kg.

Beregning af afgiftsgodtgørelse

1.

Svovlindhold i kalk efter afbrænding

150 kg

2.

Svovlindhold i kalk før afbrænding

10 kg

3.

Bunden svovl

(1. - 2.)

140 kg

4.

Afgiftsgodtgørelse

140 kg * 21,4 kr./kg

2.996,00 kr.

Afgiftsgodtgørelse efter minimumssatser (metode 2)

Virksomheden skal overfor SKAT anmelde og dokumentere et minimum for den bundne eller producerede mængde svovl.

Minimumskoncentrationen af svovl i det bundne materiale skal anmeldes for 6 måneder ad gangen.

Godtgørelsen beregnes på grundlag af mængden af det materiale, som svovlen er bundet i, ganget med den anmeldte minimumskoncentration. Et eventuelt indhold af svovl i materialet før svovlbinding, skal trækkes fra.

Det er en betingelse for at bruge denne metode, at virksomheden har indgået aftale med et akkrediteret laboratorium, der uanmeldt skal udtage stikprøver af det materiale, som svovlen er bundet i.

Antallet af stikprøver (målinger), som laboratoriet skal foretage, bliver fastsat ved, at den (forventede) årlige godtgørelse divideres med 50.000, idet der dog skal foretages mindst 4 målinger pr. år.

Antallet af prøver skal stå i rimeligt forhold til mængden af materialet og skal foretages af en repræsentativ del af materialet.

Viser en måling et lavere svovlindhold end det anmeldte minimum lægges denne måling til grund for afgiftsberegningen i de seneste 12 måneder, ligesom hyppigheden af målingerne fordobles de næste 12 måneder.

Afgiftsgodtgørelse efter standardsatser (standardgodtgørelse)

Virksomheder, der bruger kulprodukter, halm og træpiller, og som begrænser udledningen af SO2 til luften gennem rensning af røg eller binding af svovl i andre materialer mv. kan i stedet for målinger af den bortrensede eller bundne mængde svovl vælge at beregne godtgørelsen efter en standardsats. Se nedenstående oversigt.

Afgiftssatserne reguleres/opskrives med 1,8 pct. hvert år frem til 2015.

I perioden 2010-2015 gælder nedenstående satser, se lov nr. 527 af 12. juni 2009.

Godtgørelse ved begrænsning af udledning af svovldioxid

2011

1012

2013

2014

2015

For brændsel nævnt i § 1, nr. 5 - 7 (kulprodukter)

Kulprodukter*) anvendt i risteanlæg eller "fluid bed"-anlæg

kr./ton

21,5

21,9

22,3

22,7

23,1

Kulprodukter*) anvendt i andre anlæg

kr./ton

5,4

5,5

5,6

5,7

5,8

For brændsel nævnt i § 1, nr. 14 (halm og træpiller med et svovlholdigt bindemiddel)

Træpiller med svovlholdigt bindemiddel

kr./ton

8,6

8,8

8,9

9,1

9,2

Halm

kr./ton

8,6

8,8

8,9

9,1

9,2

*) Standardsatsen for indfyrede kulprodukter omfatter stenkul, stenkulsbriketter, koks, cinders, koksgrus, jordoliekoks, brunkul og brunkulsbriketter.

Bemærk

Efter 2015 bliver afgiftssatserne reguleret årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, som offentliggøres af Danmarks Statistik. Reguleringen sker første gang for kalenderåret 2016.

Satserne bliver reguleret på grundlag af nettoprisindeksets årsgennemsnit i året 2 år forud for det kalenderår, i hvilket satsen skal gælde.

Satserne vil blive offentliggjort for hvert år.

Eksempel på beregning af afgiftsgodtgørelse

Virksomheden har i januar 2011 brugt 100 ton stenkul med 10 pct. vand (90 % tørstof) i samme kedel.

Svovlindhold i tørstof: 0,78 %.
Kedlen er et risteanlæg.

Beregning af afgiftsgodtgørelse

1.

Tørstofindhold i kul

90 % af 100 ton (100.000 kg)

90.000 kg

2.

Svovlindhold i kul

0,78 % af 90.000 kg

702 kg

3.

Svovlafgift

702 kg * 21,4 kr./kg

15.022,80 kr.

4.

Afgiftsgodtgørelse

90 ton * 21,5 kr./ton

1.935,00 kr.

5.

Svovlafgift efter godtgørelse

(3.- 4.)

13.087,80 kr.

Udbetaling af afgiftsgodtgørelse til registrerede oplagshavere

Registrerede oplagshavere kan uanset beløbets størrelse (størrelsen af afgiftsgodtgørelsen) modregne beløbet i skyldig svovlafgift.

Det vil sige, at beløbet medtages på virksomhedens afgiftsangivelse vedr. afgift af svovl (blanket nr. 23.021).

Det beregnede godtgørelsesbeløb trækkes fra virksomhedens afgiftstilsvar i afgiftsperioden.

Tidligere godtgørelsessatser (standardsatser)

Godtgørelse ved begrænsning af udledning af svovldioxid

Indtil 1.9.2088

1.9.2008 - 31.12.2008

2009

2010

For brændsel i § 1, nr. 5-7 (kulprodukter)

Kulprodukter *) anvendt i risteanlæg eller "fluid bed"-anlæg

kr./ton

20,00

20,36

20,73

21,1

Kulprodukter *) anvendt i andre anlæg

kr./ton

5,00

5,09

5,18

5,3

For brændsel nævnt i § 1, nr. 14 (halm og træpiller med et svovlholdigt bindemiddel)

Træpiller med svovlholdigt bindemiddel

kr./ton

8,00

8,14

8,29

8,4

Halm

kr./ton

8,00

8,14

8,29

8,4

*) Standardsatsen for indfyrede kulprodukter omfatter stenkul, stenkulsbriketter, koks, cinders, koksgrus, jordoliekoks, brunkul og brunkulsbriketter.

E.A.7.12 CFC og visse industrielle drivhusgasser (HFC, PFC og SF6)

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af CFC og afgift af visse industrielle drivhusgasser ( HFC, PFC og SF6).

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag E.A.7.12.1
  • Definition af CFC og visse industrielle drivhusgasser (HFC, PFC og SF6) E.A.7.12.2
  • Drivhusgasser omfattet af reglerne E.A.7.12.3)
  • Virksomheder omfattet af reglerne E.A.7.12.4
  • Afgiftens størrelse og beregning E.A.7.12.5)
  • Opgørelse og afregning E.A.7.12.6
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse E.A.7.12.7).
E.A.7.12.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der skal betales afgift af indholdet CFC, når stoffet anvendes i eller til fremstilling af nærmere angivne varer. Se afsnit E.A.7.12.3.

Der skal betales afgift af HFC, PFC og SF6 uanset hvilke varer stofferne anvendes i eller bruges til fremstillingen af. Under visse betingelser er der dog mulighed for at søge afgiften tilbage. Se nærmere om dette i afsnit E.A.7.12.7.

Der skal også betales afgift, når stofferne findes i blandinger med andre stoffer.

Se også

Se afsnittet om dækningsafgift E.A.7.12.5.

Formål

Formålet med loven er at begrænse udslippet af visse kemiske stoffer, som kan medføre nedbrydning af ozonlaget og ændringer i klimaet. Dette skal blandt andet ske ved at reducere spild fra eksisterende anlæg, hvor stofferne anvendes, men også ved at opsamle og genanvende stofferne.

CFC (også kaldet freon) er kendt for at nedbryde ozonlaget. HFC, PFC og SF6 bevirker, at jordens evne til at tilbageholde jordens overskudsvarme øges, hvilket betyder, at temperaturen stiger (drivhuseffekten).

Lovens formål er også at tilskynde til at bruge mere miljøvenlige stoffer og at tilskynde til udviklingen af alternativer, som kan træde i stedet for drivhus- og ozonlagsnedbrydende gasser.

Lovens formål er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andre Montreal-protokollen fra 1987 og Kyoto-aftalen fra 11.december 1997. Aftalen indebærer en forpligtelse på nationalt plan til at reducere udslippet af visse drivhusgasser.

HFC'er, PFCer og SF6 er med på listen i Kyoto-protokollen over drivhusgasser, hvor udledningen skal mindskes.

Lovgrundlag

Afgift af CFC, HFC, PFC og SF6 fremgår af lov nr. 599 af 11. juni 2007 om afgift af CFC og visse industrielle drivhusgasser med senere ændringer.

Historik

Afgift på CFC blev indført pr. 1. januar 1989, som led i en handleplan om reduktion af forbruget af CFC.

Afgift på HFC, PFC og SF6 blev indført med virkning fra 1. marts 2001.

En forhøjelse af afgiften på HFC-gasser mv. er vedtaget som en del af Forårspakke 2.0 (skattereformen i 2009). Afgifterne på disse drivhusgasser er herved balanceret efter CO2-afgiften på 150 kr. pr. ton CO2 målt i CO2-ækvivalenter. >Forhøjelsen er trådt i kraft pr. 1 april 2011. Se bekendtgørelse nr. 134 af 18. februar 2011<.

E.A.7.12.2 Definition: CFC og visse industrielle drivhusgasser

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af definitionerne på CFC og de industrielle drivhusgasser, som er omfattet af loven.

Afsnittet indeholder:

  • Definition CFC
  • Definition HFC, PFC og SF6

Definition: CFC

CFC-gasserne (Chloro-Fluoro-Carbon) er kunstigt fremstillede kemiske forbindelser, som består af klor, fluor og kulstof. CFC-gasserne er kendt for at ødelægge ozonlaget.

CFC anvendes i dag alene i ganske begrænset omfang. CFC blev tidligere brugt i køleskabe og som drivgas i sprayflasker eller som rensemidler. CFC'erne er i dag såkaldte kontrollerede stoffer, hvilket betyder, at anvendelse af ikke-genvundet CFC er forbudt. At CFC er genvundet betyder, at man bruger det samme CFC, som man har brugt en gang tidligere eksempelvis ved, at man udvinder CFC'en fra udrangerede køle- og frysediske, inden disse destrueres.

Brug af genvundet CFC er som hovedreglen også forbudt. Men der er mulighed for at opnå tilladelse eksempelvis til brug af genvunden CFC til brandslukningsformål i luftfartøjer.

I Danmark bruges CFC'erne i dag hovedsageligt kun til laboratorieformål, der ikke er omfattet af afgiften. Det er ifølge miljølovgivningen stadig tilladt at bruge CFC'ere i medicinske spraydåser, men det sker for tiden ikke i Danmark.

Definition: Industrielle drivhusgasser (HFC, PFC og SF6)

HFC, PFC og SF6 kaldes populært for de fluorholdige drivhusgasser eller f-gasserne. Gasserne er kunstigt fremstillede kemiske forbindelser, som anvendes i stedet for CFC-gasserne. F-gasserne spaltes i de laveste lag af atmosfæren, og nedbryder derfor ikke ozonlaget. Anvendelsen medvirker imidlertid til opbygning af stigende mængder klor i atmosfæren, hvilket bidrager til klimaforandringer. De er kendt for - sammen med kuldioxid, metan og lattergas - at medvirke til den globale opvarmning, fordi stofferne holder varmestrålingen fra jordens overflade tilbage i atmosfæren.

HFC anvendes hovedsageligt eller har været anvendt til kølemiddel og til opblæsning af skumplast. PFC anvendes primært som kølemiddel, og SF6 har hovedsagelig været anvendt til støjisolering i vinduer.

Fra 1. januar 2006 til 1. januar 2011 er det generelt forbudt at anvende, importere og sælge de fluorholdige drivhusgasser (HFC'er, PFC'er og SF6). For nogle anvendelser er der fastsat en gradvis udfasning.

E.A.7.12.3 CFC og industrielle divhusgasser omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de stoffer, som er omfattet af reglerne om afgift af CFC og visse drivhusgasser.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige gasser
  • CFC dækningsafgiftspligtige varer
  • HFC, PFC og SF6 dækningsafgiftspligtige varer

Se også

Se afsnit PAVL 2011-1 A.2.4 om dækningsafgift, der skal betales, når afgiftspligtige stoffer indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare.

Afgiftspligtige gasser

De gasser, som er omfattet af afgiftspligten, fremgår af CFCAL § 1, stk. 1 og CFCAL § 3a, stk. 1.

Afgiftspligten omfatter følgende kemiske forbindelser:

  • CFC haloner
    • Trichlorfluormethan (CFC-11)
    • Dichlordifluormethan (CFC-12)
    • Trichlortrifluorethan (CFC-113)
    • Dichlortetrafluorethan (CFC-114)
    • Chlorpentafluorethan (CFC-115)
    • Bromklordifluormethan (halon-1211)
    • Bromtrifluormethan (halon-1301)
    • Dibromtetrafluorethan (halon-2402)
  • HFC (hydrofluorcarboner)
  • PFC (perfluorcarboner)
  • SF6 (svovlhexafluorid).

CFC dækningsafgiftspligtige varer:

CFC og haloner er afgiftspligtigt, når stofferne anvendes til fremstilling og vedligeholdelse af:

  • Fjernvarmerør
  • Køleskabe
  • Frysere
  • Køle- og frysediske og køle- og frysereoler
  • Køle- og fryseanlæg til industriel brug
  • Køle- og fryseanlæg til transportmidler
  • Paneler til køle- og fryserum
  • Isolerede porte og døre
  • Ekstruderet polystyren til isolering
  • Fugeskum
  • Polyurethan-slipmiddel
  • Spraydåser
  • Dåser, der indeholder CFC bl.a. beregnet på at frembringe støj (tågehorn)
  • Brandslukningsanlæg, der indeholder haloner.

Se CFCAL § 1. stk. 2.

Måden, som de fremstillede varer anvendes på er uden betydning for, om der skal betale afgift. Clorfluorcarboner og haloner, som bruges til fremstilling af fx slipmidler, er derfor afgiftspligtige, selv om slipmidlerne bruges til fremstilling af varer, der ikke er omfattet af afgiftspligten.

Se også

Se (E.A.7.12.5) om størrelsen af dækningsafgiften.

HFC, PFC og SF6 dækningsafgiftspligtige varer

Gasserne HFC, PFC og SF6 er afgiftspligtige uanset hvilke varer eller produkter, som stofferne bruges i eller til fremstilling af. Der skal således betales afgift (dækningsafgift) af HFC, PFC og SF6-gasserne, der indgår som en den af andre varer eller til fremstilling af andre varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige. >Men hvis stofferne anvendes i andre varer end de som fremgår af bilag 1 til CFCAL, er der mulighed for at få afgiften godtgjort.<

HFC (hydrofluorcarboner) bruges bl.a.

  • som kølemiddel i køleanlæg,
  • til opblæsning af polyurethanskum,
  • som drivmiddel i specielle spraydåser.

PFC (perfluorcarboner) bruges bl.a.

  • som kølemiddel i køleanlæg, og til,
  • produktion af elektroniske komponenter.

SF6 (svovlhexafluorid) bruges bl.a.

  • i støjisolerende termoruder,
  • og inden for elsektoren til visse afbrydere.

Det er generelt forbudt at anvende, importere og sælge de fluorholdige drivhusgasser (HFC'er, PFC'er og SF6). For nogle anvendelser er der fastsat en gradvis udfasning i perioden fra 1. januar 2006 til 1. januar 2011.

Generelt er der mulighed for at få dispensation, hvis:

  • Der ikke findes alternativer
  • Alternativerne ikke kan anvendes
  • Der er urimelige omkostninger ved at bruge alternativerne
  • Brugen af alternativerne giver større udledning af drivhusgasser.

Miljøstyrelsen administrerer reglerne om dispensationsadgang. Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledning, som kan bruges af alle, der ønsker at søge om tilladelse til at dispensere for reglerne. Vejledningen findes på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Se også

Se Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 552 af 19. april 2002 om visse ozonlagsnedbrydende stoffer.

Se (E.A.7.12.4) om størrelsen af dækningsafgiften og afsnit (E.A.7.12.6) om mulighederne for godtgørelse.

E.A.7.12.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de to typer virksomheder, som er omfattet af reglerne i CFCAL. Afsnittet indeholder også en beskrivelse af reglerne om registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshavere
  • Varemodtagere
  • Fjernsalg
  • Anmeldelse til registrering.

Se også

Generelle regler om:

  • Oplagshavere og oplagshaveres rettigheder PAVL 2011-1 A.5.1.
  • Varemodtagere og varemodtageres rettigheder PAVL 2011-1 A.5.1
  • Reglerne om registrering i virksomheder PAVL 2011-1 A.5
  • Blanket der anvendes til registrering er nr. 24.041.

Oplagshavere

Virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet modtager afgiftspligtige stoffer, skal lade sig registrere hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Registreringen sker som oplagshaver. Se CFCAL § 4, stk. 1.

Virksomheder, som er registrerede, kan modtage afgiftspligtige stoffer fra udlandet eller fra andre registrerede virksomheder uden, at afgiften er betalt. Se CFCAL § 4, stk. 4. Bestemmelsen nævner alene, at virksomhederne kan modtage afgiftspligtige stoffer og omfatter derfor ikke dækningsafgiftspligtige varer. >Virksomheder, som både modtager rene stoffer og dækningsafgiftspligtige varer skal registreres både som oplagshaver og som varemodtager<.

Virksomheder, som alene modtager dækningsafgiftspligtige varer, skal registreres som varemodtagere. Se nærmere i afsnittet om varemodtagere nedenfor.

Virksomheder, der modtager visse varetyper, som indeholder CFC for at destruere varerne, kan vælge at lade sig registrere. Se CFCAL § 4, stk. 2.

Bestemmelsen henviser til følgende varetyper:

  • Køleskabe
  • Frysere
  • Køle- og frysediske og køle- og frysereoler
  • Køle- og fryseanlæg til industriel brug
  • Køle- og fryseanlæg til transportmidler.

Virksomheder, som er registreret efter CFCAL § 4, stk. 2, kan kun modtage de varetyper, som er nævnt ovenfor, uden afgift. Se CFCAL § 4, stk. 5.

Varemodtagere

Virksomheder, der erhvervsmæssigt modtager varer, der indeholder et eller flere af de afgiftspligtige stoffer, fra udlandet, herunder andre EU-lande, skal lade sig registrere som varemodtagere. Se CFCAL § 3c, stk. 5 og § 3d.

Varemodtagere må hverken oplægge eller afsende varer, før afgiften er betalt. Se nærmere om afregning af afgiften i afsnit (E.A.7.12.6).

Se også

Se om dækningsafgiftspligtige varer i afsnit (E.A.7.12.6) "opgørelse og afregning".

Fjernsalg

CFCAL indeholder ingen bestemmelser om registrering af udenlandske virksomheder for fjernsalg.

Anmeldelse til registrering

Virksomhederne skal lade sig registrere hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen via blanket nr. 24.041.

Se også

Se mere om de generelle regler om registrering i afsnit PAVL 2011-1 A.5.

E.A.7.12.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne for CFC, HFC, PFC, SF6 og beskriver hvordan afgiften beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • CFC afgiftssatser
  • CFC dækningsafgift
  • CFC dokumentationskrav
  • HFC, PFC og SF6 afgiftssatser
  • HFC, PFC og SF6 dækningsafgift
  • Tidligere satser på HFC, PFC og SF6
  • HFC, PFC og SF6 dokumentationskrav
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

CFC afgiftssats

Afgiften for CFC-gassserne (Chlorfluorcarboner og haloner) udgør 30 kr. pr. kg af stoffernes nettovægt.

Se også

Se afsnit (E.A.7.12.3) om afgiftspligtige stoffer.

CFC dækningsafgift

Der skal betales afgift ved indførsel af varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men som indeholder et eller flere af de CFC-afgiftspligtige stoffer. Afgiften udgør 30 kr. pr. kg. af CFC-stoffernes nettovægt. Se CFCAL § 3 og CFCAL § 1, stk. 2.

Se også

Afsnit E.A.7.12.3 om hvilke CFC-dækningsafgiftspligtige varer, som er omfattet af afgiftspligten.

CFC dokumentationskrav

Virksomheder, der modtager dækningsafgiftspligtige varer fra udlandet, skal fremlægge en fabrikanterklæring om indholdet af afgiftspligtige stoffer. Analyse fra et akkrediteret institut kan evt. også anvendes.

Kan der ikke fremlægges en fabrikanterklæring eller analyseresultat fra et akkrediteret institut om indholdet af CFC-stoffer, er der i BEK. Nr. 707 af 20. november 1989 § 3, stk. 4) fastsat nogle satser, som afgiften så beregnes efter.

HFC, PFC og SF6 afgiftssatser

Afgiften for de enkelte HFC-, PFC- og SF6-stoffer er fastsat mellem >15 og 600< kr. pr. kg.

Afgiftens størrelse på det enkelte stof er i udgangspunktet bestemt på grundlag af stoffernes drivhuseffekt sat i forhold til CO2-afgiftssatsen. Stoffernes drivhuseffekt måles i GWP-værdier (Global Warming Potential). GWP fastsættes og revurderes løbende af FN's klimapanel IPCC.Dog er der en øvre grænse på maksimalt >600 <kr. pr. kg. Se CFCAL § 3b.

Afgiften er:

Sats pr.kg

1.

HFC-23 (R-23)

>600< kr.

2.

HFC-32 (R-32)

>101 <kr.

3.

HFC-41 (R-41)

>15 <kr.

4.

HFC-43-10mee (R-43-10mee)

>246< kr.

5.

HFC-125 (R-125)

>525< kr.

6.

HFC-134 (R-134)

>165< kr.

7.

HFC-134a (R-134a)

>600< kr.

8.

HFC-143 (R-143)

>50< kr.

9.

HFC-143a (R-143a)

>600< kr.

10.

HFC-152a (R-152a)

>19< kr.

11.

HFC-227ea (R-227ea)

>483< kr.

12.

HFC-236fa (R-236fa)

>600< kr.

13.

HFC-245ca (R-245ca)

>96< kr.

14.

HCF-245fa (R-245fa)

>155< kr.

15.

HFC-365mfc (R-365mfc)

>119< kr.

16.

R-404A (HFC-143a/HFC-125/134a)

>588< kr.

17.

R-407C (HFC-32/HFC-125/134a)

>266< kr.

18.

R-410A (HFC-32/HFC-125)

>313< kr.

19.

R-413A (134a/PFC-218/HC-600a)

>308 <kr.

20.

R-507 (HFC-125/HFC-143a)

>598< kr.

21.

R-508A (HFC-23/PFC-116)

600 kr.

22.

R-508B (HFC-23/PFC-116)

>600< kr.

23.

Svovlhexafluorid (SF6)

>600< kr.

24.

Perfluormethan (R-14)

>600< kr.

25.

Perfluorethan (R-116)

>600< kr.

26.

Perfluorpropan (R-218)

>600< kr.

27.

Perfluorcyclobutan

>600< kr.

28.

Perfluorhexan

>600< kr.

29.

Perfluorbutan

>600< kr.

30.

Perfluorpentan

>600 <kr.

Hvis et stof er afgiftspligtigt efter CFCAL § 3a, men ikke er nævnt ovenfor, udgør afgiften >600< kr. pr. kg. Se CFCAL § 3b, stk. 2.

Ved blanding af flere afgiftspligtige stoffer vil afgiften være lig med afgiften for hvert af stofferne lagt sammen. Hvis et stof udgør mere end 90 % (vægtprocent) af en blanding, kan afgiften beregnes efter satsen for dette stof og blandingens samlede vægt. Se CFCAL § 3b, stk. 3.

Kendes blandingsforholdet ikke, kan afgiften fastsættes til >600< kr. pr. kg.

Eksempel

Et stof er sammensat af 50 pct. HFC-32 og 50 pct. HFC-125. Afgiften for det sammensatte stof vil være >313,00 <kr. pr. kg (0,50x>101< kr. pr. kg + 0,50x>525< kr. pr. kg).

Se også

Se afsnit (E.A.7.12.3) om afgiftspligtige stoffer.

HFC, PFC og SF6 dækningsafgift

Der skal betales dækningsafgift af følgende varer, som indeholder stofferne HFC, PFC eller SF6:

  1. Husholdningskøleskabe og -fryser
    Omfatter ikke mobile kølecontainere og køleanlæg beregnet til anvendelse i fly, skibe, fiskerfartøjer og køretøjer, herunder tog.
  2. Jævnstrømskøleskabe og -frysere
    Fx små køleskabe og frysere til lastbiler, lystbåde og andre anvendelser til områder uden netspænding. Omfatter ikke mobile kølecontainere og køleanlæg beregnet til anvendelse i fly, skibe, fiskerfartøjer og køretøjer, herunder tog.
  3. Vaccinekølere
    Køleskabe til vacciner.
  4. Kommercielle køle- og fryseskabe, herunder plug-in-møbler som iscreme-frysere og flaskekølere
    Fx køleskabe til sodavand og øl samt frysere til is i kiosker, restauranter, bagere mv. Kan også betegnes som kølemøbler med integrerede køleanlæg. De afgiftspligtige varer omfatter ikke mobile kølecontainere og køleanlæg beregnet til anvendelse i fly, skibe, fiskerfartøjer og køretøjer, herunder tog.
  5. Kommercielle køle- og fryseanlæg
    Større anlæg til køl/frys i fx supermarkeder.
  6. Mælkekøleanlæg
    Anlæg til nedkøling af råmælk på gårde mv.
  7. Kølerum uden offentlig adgang
    Mindre kølerum uden offentlig adgang i forbindelse med supermarkeder, slagterforretninger, en gros virksomheder mv.
  8. Industrielle køle- og fryserum
    Større køletekniske installationer til køle- og frysehuse, indfrysning og produktnedkøling af fødevarer. Området dækker også proceskøling i produktionsvirksomheder til plastproduktion og lignende, samt specialanlæg til fx iscremeproduktion, magarineproduktion og isbaner, isbanksystemer.
  9. Lavtemperaturanlæg
    Anlæg, der kan køle ned til meget lave temperaturer til fx nedfrysning af laboratorieprøver, frysetørring mv.
  10. Varmepumper, dog ikke varmepumper, hvor de industrielle drivhusgasser anvendes i et hermetisk lukket system
    Køleanlæg, der tapper varme fra en kilde (luft, jord), der afsættes til en varmebærer som fx centralvarmevand. For at kunne få afgiftsfritagelse skal producenten eller importøren godtgøre, at den årlige lækagerate er mindre end 0,5%, fx ved en fabrikanterklæring.
  11. Airconditionanlæg i bygninger
    Klimaanlæg og lignende.
  12. Airconditionanlæg i personbiler, vare- og lastbiler og busser
    Klimaanlæg og lignende primært beregnet til komfortkøling.

    Stoffer i airconditionanlæg, der ved indførselen er monteret i personbiler, busser, vare- og lastbiler, er dog fritaget for afgift, jf. § 3c, stk. 2, og § 3d, stk. 2. Efterfølgende påfyldning af stoffer på sådanne anlæg er afgiftspligtig.
  13. Affugtere, dog ikke varmepumpebaserede affugtere, hvor de industrielle drivhusgasser anvendes i et hermetisk lukket system
    For at kunne få afgiftsfritagelse skal producenten eller importøren godtgøre, at den årlige lækagerate er mindre end 0,5 pct., fx ved en fabrikanterklæring.
  14. Fjernvarmerør
  15. Isolerede porte og døre
  16. Fugeskum
  17. Paneler til køle- og fryserum
    Typisk sandwich-isoleringspaneler.
  18. Ekstruderet polystyren til isolering (XPS-skum)
    Bruges i specielle tilfælde til isolering af tage mv. Normalt anvendes CO2 til skumproduktionen.
  19. Spraydåser
  20. Ruder
    SF6 bliver typisk brugt til støjisolerende termoruder.
  21. Isolatorgas i el-installationer, dog undtaget SF6-isoleret koblingsudstyr <=36 kV
    Bruges i forbindelse med eldistribution.
  22. Sporgas
    Bruges typisk til atmosfæriske spredningsforsøg og spredningsforsøg i bygninger og ventilationsanlæg.

Dækningsafgiften betales på grundlag af mængden af afgiftspligtigt stof i varen, og afgiftssatsen for det pågældende stof. Se CFCAL § 3c og bilag 1 til CFCAL.

Der er ikke dækningsafgift på kølemidler til airconditionanlæg i biler. Se CFCAL § 3, stk. 2.

Se også

Vedrørende punkt 11 i bilag 1 til CFCAL udsendte Told- og Skattestyrelsen i 2002 en meddelelse om kategoriseringen af varmepumper, køletørrere, airconditionanlæg og mælkekøleanlæg og kriterier for hvornår der er tale om "et hermetisk lukket system" i varmepumper. Se SKM 2002.570 TSS.

Tidligere satser på HFC, PFC og SF6:

I perioden fra lovens ikrafttræden den >1.3.2004 til 31.3.2011 <var der følgende afgiftssatser for HFC;PFC og SF6:

Sats pr. kg.

1.

HFC-23 (R-23)

400 kr.

2.

HFC-32 (R-32)

>55 <kr.

3.

HFC-41 (R-41)

>10 <kr.

4.

HFC-43-10mee (R-43-10mee)

>150 <kr.

5.

HFC-125 (R-125)

>340 <kr.

6.

HFC-134 (R-134)

>110 <kr.

7.

HFC-134a (R-134a)

130 kr.

8.

HFC-143 (R-143)

>33 <kr.

9.

HFC-143a (R-143a)

>400 <kr.

10.

HFC-152a (R-152a)

>12 <kr.

11.

HFC-227ea (R-227ea)

>350 <kr.

12.

HFC-236fa (R-236fa)

400 kr.

13.

HFC-245ca (R-245ca)

>64 <kr.

14.

>HCF-245fa (R-245fa)<

>95 <kr.

15.

>HFC-365mfc (R-365mfc)<

>89 <kr.

16.

R-404A (HFC-143a/HFC-125/134a)

>378 <kr.

17.

R-407C (HFC-32/HFC-125/134a)

>165 <kr.

18.

R-410A (HFC-32/HFC-125)

>198 <kr.

19.

R-413A (134a/PFC-218/HC-600a)

>192 <kr.

20.

R-507 (HFC-125/HFC-143a)

>385 <kr.

21.

R-508A (HFC-23/PFC-116)

400 kr.

22.

R-508B (HFC-23/PFC-116)

400 kr.

23.

Svovlhexafluorid (SF6)

400 kr.

24.

Perfluormethan (R-14)

400 kr.

25.

Perfluorethan (R-116)

400 kr.

26.

Perfluorpropan (R-218)

400 kr.

27.

Perfluorcyclobutan

400 kr.

28.

Perfluorhexan

400 kr.

29.

Perfluorbutan

400 kr.

30.

Perfluorpentan

400 kr.

31.

Andre stoffer

400 kr.

HFC, PFC og SF6 dokumentationskrav

For varer, som fremgår af bilag 1 til CFCAL, og som indeholder HFC; PFC g SF6, skal der også fremlægges en fabrikanterklæring om mængden og type af de pågældende stoffer. Afgiften beregnes ud fra mængden af det eller de pågældende stoffer og satsen herfor.

Hvis en varemodtager ikke fremlægger et analyseresultat fra et akkrediteret institut, eller har en fabrikanterklæring eller kun en mangelfuld erklæring om stoffets vægt, skal vægten fastsættes efter standardvægten for den pågældende vare. Standardvægten for de pågældende varer fremgår af BEK nr. 118 af 19. februar 2001 om beregning af den afgiftspligtige vægt for produkter, der indeholder visse industrielle drivhusgasser.

Er det ikke muligt at fremlægge en fabrikanterklæring om typen af industriel drivhusgas, beregnes afgiften med satsen 400 kr. pr. kg.

Se også

Se BEK. nr. 707 af 20. november 1989 § 3, stk. 3 om beregning af den afgiftspligtige vægt for produkter, der indeholder CFC-gasser.

Se BEK nr. 118 af 19. februar 2001 om beregning af den afgiftspligtige vægt for produkter, der indeholder HFC, PFC eller SF6.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT-meddelelse

SKM2002.559 TSS

Meddelelsen er erstattet af SKM202.570TSS

SKM2002.570. TSS

Kategoriseringen af varmepumper, køletørrere, airconditionanlæg og mælkekøleanlæg og kriterier for "et hermetisk lukket system" i varmepumper, der anvender drivhusgasser

E.A.7.12.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Oplagshavers opgørelse
  • Varemodtagers opgørelse
  • Regnskab.

Se også

Se mere om de generelle regnskabsbestemmelser vedrørende afgifter i nedenstående afsnit:

  • Angivelse og afregning af afgifter PAVL A.11
  • Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi PAVL A.7.
  • Regnskabsregler PAVL A.10.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter CFCAL er måneden.

Afgiften angives og indbetales til SKAT den 10. i den efterfølgende kalendermåned. Se OPKL § 2, stk.2.

Se også

Se regler om opkrævning af afgifter i OPKL §§ 2-8.

Oplagshavers opgørelse

Oplagshaver skal opgøre afgiften på grundlag af mængden af udleverede stoffer fratrukket den mængde stoffer, som er leveret til udlandet i løbet af måneden.

Oplagshaveren skal således ikke betale afgift, før stoffet udleveres fra virksomheden.

Der skal betales afgift af virksomhedens forbrug af egne stoffer. Forbrug af egne stoffer sidestilles med udlevering. Virksomhedens forbrug af stoffer ved at lade disse indgå i varer skal der også betales afgift af. Det vil sige varer, som der skulle være betalt dækningsafgift af ved indførsel, er omfattet af afgiftspligten.

Se mere i afsnit E.A.7.12.6 om hvad der kan fratrækkes i den afgiftspligtige mængde.

Varemodtagers opgørelse

Varemodtagere skal opgøre den afgiftspligtige mængde ved varernes modtagelse her i landet. Registrerede varemodtagere skal dog kun opgøre og indbetale den afgiftspligtige mængde en gang om måneden.

Opgørelsen omfatter mængden af modtagne afgiftspligtige stoffer i varer, der er tilført virksomheden i løbet af måneden. Stoffernes art og vægt skal på angivelsestidspunktet kunne dokumenteres ved fabrikanterklæring, ellers beregnes afgiften efter satserne for dækningsafgift. Se mere i afsnit E.A.7.12.4.

Regnskab

Regnskabet skal opdeles i de forskellige afgiftspligtige stoffer og dækningsafgiftspligtige varer, hvor der ikke er fremlagt fabrikanterklæring, og hvor afgiften derfor er betalt efter en standardsats eller en standardvægt.

Virksomheden skal opbevare erklæringer fra fabrikanter om indholdet af afgiftspligtige stoffer på samme måde som andet regnskabsmateriale.

Se også

De generelle regler for regnskab i PAVL 2011-1 A.10.

E.A.7.12.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfri udlevering
  • Afgiftsfritagelse
  • Afgiftsgodtgørelse
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftsfri udlevering

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver, kan udlevere afgiftspligtige stoffer uden afgift, når leveringen sker til:

  • andre virksomheder, som er registreret som oplagshaver efter CFCAL § 4, stk. 4
  • udlandet, enten hvor stofferne er
    • indeholdt i virksomhedens varer (produkter)
    • eller som rene stoffer
  • virksomheder, der har en bevilling fra SKAT til afgiftsfrit indkøb af HFC-, PFC- og SF6-stoffer. Se CFCAL § 3a, stk. 5.

Ved salg af stoffer uden afgift til virksomheder med bevilling, skal oplagshaveren (leverandøren) sikre sig:

  • at køberen har en bevilling fra SKAT til at købe stofferne uden afgift,
  • at bevillingens nummer og dato står på salgsfakturaen,
  • at det fremgår af fakturaen, at stofferne er leveret uden afgift,
  • at køberen giver oplysning om stoffernes anvendelse, og
  • at salgsfakturaen indeholder oplysning om, at stofferne er leveret uden afgift, fordi de efter det oplyste skal anvendes til formål, der ikke medfører afgiftspligt.

Se også

Se afsnit PAVL E.A.1.7 om de generelle regler for afgiftsfritagelse.

Afgiftsfritagelse

Stoffer, hvor der tidligere er betalt afgift, eller som er taget i brug inden lovens ikrafttræden, er ikke omfattet af afgiftspligten. Se CFCAL § 6. Det vil sige, at

  • opsamlet og genanvendte (regenererede) stoffer er fritaget for afgift, og at
  • der kun skal betales afgift af et stof én gang.

Anvendelsen af CFC er i dag næsten ophørt, men CFC'ere anvendes dog stadig til laboratorieformål, som ikke er omfattet af afgiften.

SKAT kan give virksomheder, som anvender HFC-, PFC eller SF6-stoffer til andre formål, end de som er nævnt i bilag 1, afgiftsfritagelse. Se CFCAL § 3a, stk. 5. Disse virksomheder kan fra SKAT få tilladelse (bevilling) til, at stofferne kan købes hos registrerede virksomheder uden afgift, når

  • virksomheden udelukkende producerer eller vedligeholder varer, der ikke er omfattet af dækningsafgiften i lovens bilag 1
  • og virksomheden ikke har videresalg af afgiftspligtige stoffer.

Se også

Se afsnittet ovenover om afgiftsfri udlevering.

Afgiftsgodtgørelse

Afgiftsgodtgørelse kan søges hos SKAT af virksomheder, som ikke er registreret som oplagshavere.

Ved produktion af varer, som ikke er dækningsafgiftspligtige

Virksomheder kan søge om at få godtgjort betalt afgift af HFC, PFC og SF6, som er anvendt ved produktion af varer, der ikke er omfattet af dækningsafgiftspligten. Se CFCAL § 3a, stk. 4 og afsnit E.A.7.12.3.

Der kan også søges om godtgørelse for stoffer, der er anvendt til vedligeholdelse (efterfyldning) af afgiftsfrie varer.

Det er i sådanne tilfælde uden betydning, hvorvidt stofferne fortsat findes i varerne.

Eksempel

Medicinske spraydåser og mobile køleanlæg, se E.A.7.12.4.

Ved udførsel af varer

Hvis en virksomhed leverer varer til udlandet, som indeholder afgiftspligtige stoffer, kan virksomheden søge om at få godtgjort betalt afgift af varer med indhold af stoffer (CFC, HFC, PFC og SF6), der enten er fremstillet her i landet, eller som der er betalt dækningsafgift af ved modtagelse fra udlandet. Se CFCAL § 7.

Der kan også søges om godtgørelse ved udførsel af rene stoffer.

Muligheden for godtgørelsen omfatter kun varernes faktiske indhold af stoffer.

Ved eksport af varer, for hvilke der ved varemodtagelsen er betalt dækningsafgift, beregnes afgiftsgodtgørelsen på grundlag af denne.

Standardvægtene vedr. afgift af HFC, PFC og SF6 ved indførsel af varer kan ikke bruges ved godtgørelse af afgiften for varer, der er fremstillet her i landet og efterfølgende udføres til udlandet.š

Der kan endvidere ydes afgiftsgodtgørelse ved levering af beskattede varer, herunder rene stoffer, til skibe i udenrigsfart (bortset fra lystfartøjer og danske fiskefartøjer).

Se også

Landsskatterettens afgørelse i SKM2006.788.LSR, hvor et selskab blev anset for berettiget til godtgørelse af CFC-afgift for indholdet af CFC i brugte køle- og fryseskabe, der blev udført fra Danmark.

Betingelser for godtgørelse

Godtgørelse af afgiften er betinget af, at

  • virksomheden kan dokumentere, at stoffet er anvendt til et formål, der berettiger til godtgørelse,
  • virksomheden kan fremlægge dokumentation for de udførte varers indhold af afgiftspligtige stoffer, fx ved fabrikanterklæringer
  • den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr., og at
  • der er betalt afgift af de pågældende stoffer.

Ved anmodning om konkret godtgørelse skal virksomheden bruge godtgørelsesblanket nr. 29.002, som kan findes på www.virk.dk.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2006.788.LSR

Et selskab blev anset for berettiget til godtgørelse af CFC-afgift for indholdet af CFC i brugte køle- og fryseskabe, der blev udført fra Danmark.

E.A.7.13 Spildevand

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af spildevand.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag E.A.7.13.1
  • Afgiftspligtigt område E.A.7.13.2
  • Spildevandsudledere omfattet af reglerne E.A.7.13.3
  • Afgiftens størrelse og beregning E.A.7.13.4
  • Opgørelse af koncentrationen af afgiftspligtige stoffer E.A.7.13.5
  • Opgørelse af mængden af spildevand E.A.7.13.6
  • Opgørelse og afregning E.A.7.13.7
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse E.A.13.8.
E.A.7.13.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål og lovgrundlag.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Fremtidige ændringer
  • Historik.

Regel

Der skal betales afgift af hus- og industrispildevand, der bliver udledt her i landet. Der skal betales afgift i forhold til indholdet af de forurenende stoffer i spildevandet.

Formål

Afgift på spildevand er et led i udmøntningen af vandmiljøplan fra 1987. Her blev der indført skærpede krav til rensningen af spildevandet for fosfor, kvælstof og organiske materialer.

En række af de fælles renseanlæg og industrielle egenudledere var ligesom bebyggelser i det åbne land (også kaldet "udenfor kloakopland") ikke omfattet af vandmiljøplanens rensningskrav. Med afgift på spildevandet, vil disse spildevandsudledere have et incitament til at rense eller mindske udledningen af spildevand.

Afgift på det faktiske indhold af fosfor, kvælstof og organiske materialer i spildevandet, tilskynder til en forbedret rensning og til mindre spildevandsudledning. Afgiften tilskynder også til at begrænse mængden af regnvand i spildevandssystemet, da der også skal betales afgift for den del af spildevandet, som kommer fra regnvand. Risikoen for overløb bliver mindre, når mængden af regnvand i spildevandssystemet bliver formindsket.

Udledning af fosfor, kvælstof og organisk stof til vandmiljøet medfører problemer for vandmiljøet i form af blandt andet øgede algemængder, der giver iltsvind samt mulig fiskedød og ødelæggelse af havområder.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af spildevand følger af lovbekendtgørelse nr. 636 af 21. august 1998 om afgift af spildevand, med senere ændringer (SPILDAL).

Der er også udstedt en bekendtgørelse om måling af spildevand mv., se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005.

Fremtidige ændringer

Ved lov nr. 522 af 12. juni 2009 er afgiftssatserne for spildevand forhøjet med 50 pct. Forhøjelsen vil først få virkning, når skatteministeren har udstedt en ikrafttrædelsesbekendtgørelse.

Historik

Afgift af spildevand blev indført ved lov nr. 490 af 12. juni 1996 og trådte i kraft den 1. januar 1997.

E.A.7.13.2 Afgiftspligtigt område

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af det afgiftspligtige område.

Afsnittet indeholder:

  • Spildevand omfattet af afgiftspligten
  • Afgiftspligtige stoffer i spildevand.

Spildevand omfattet af afgiften

Der skal betales afgift af hus- og industrispildevand, der bliver udledt til:

  • Søer
  • Vandløb
  • Havet, eller
  • Til nedsivning på marker eller lignende.

Spildevandet er afgiftspligtigt, uanset om det kommer fra grundvand eller ved tørring af råvarer i en fremstillingsproces.

Spildevand, hvor der ikke sker nedsivning eller bliver udledt afgiftspligtige stoffer, er ikke omfattet af afgiftspligten.

Spildevand, der bliver spredt ud på marker med andre formål end nedsivning, er ikke afgiftspligtigt. Se SPILDAL § 1, stk. 2.

Eksempel. Udledning til pilefordampningsanlæg med membran

Når spildevand bliver udledt til pilefordampningsanlæg med membran, sker der ikke en nedsivning af afgiftspligtige stoffer. En sådan rensemetode vil betyde, at der ikke skal betales afgift.

Eksempel. Spredning af gylle mv.

Udspredning af gødningsstoffer på marker i form af gylle, slam eller spildevand er ikke afgiftspligtigt spildevand. Men hvis sprøjtning med spildevand ikke har nogen forbindelse til planternes gødningsbehov, vil spildevandets indhold af de afgiftspligtige stoffer nedsive, og en sådan bortledning af spildevand vil være afgiftspligtig.

Eksempel. Vandspild udenfor kloakopland

Vand der udledes til nedsivning ved brud på vandledning er ikke afgiftspligtigt efter spildevandsafgiftsloven, da der ikke er tale om spildevand, men om drikkevand, der udledes til nedsivning.

Afgiftspligtige stoffer i spildevand

Der skal betales afgift af følgende stoffer i spildevandet:

  • Total-kvælstof, dvs. den totale mængde af kvælstof (N)
  • Total-fosfor, dvs. den totale mængde af fosfor (P)
  • Organisk materiale opgjort som BI5 (modificeret), dvs. indholdet af letnedbrydeligt organisk stof målt i mg ilt pr. liter, der kræves til nedbrydning, men uden den del af iltforbruget, som skyldes iltning af ammoniakforbindelser.

E.A.7.13.3 Spildevandsudledere omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvem der skal betale spildevandsafgift, herunder hvilke typer af virksomheder, som skal registreres efter SPILDAL § 4.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige spildevandsudledere
  • Registrering af virksomheder
  • Ikke-registrerede spildevandsudledere.

Afgiftspligtige spildevandsudledere

Afgiftspligten påhviler:

  1. Renseanlæg til spildevand, hvortil der er tilsluttet mere end en ejendom (fælles spildevandsanlæg, offentlige og private)
  2. Ejeren af en ejendom med afløb, der udleder spildevand uden om et renseanlæg (enkeltudleder).

Renseanlæg

Ejendomme, der er tilknyttet et fælles renseanlæg, skal ikke direkte betale spildevandsafgift, men betaler vandafledningsbidrag til et spildevandsrenseanlæg. Renseanlægget overvælter afgiften via vandafledningsbidraget på de tilknyttede ejendomme på samme måde, som renseanlæggets øvrige omkostninger bliver overvæltet.

Ejendomme med en samletank, som opsamler spildevandet, og hvor samletanken tømmes i et fælles renseanlæg, er ligestillet med tilslutning til renseanlægget.

Enkeltudleder

Ejendomme, der ikke er tilknyttet et fælles renseanlæg er eksempelvis:

  • Ejendomme i spredt bebyggelse
  • Fritidshuse
  • Industrivirksomheder med egen udledning.

Ejendomme uden afløb, fx kolonihaver, skal ikke betale spildevandsafgift.

En ejendom er den vurderingsmæssige enhed og omfatter også bygninger, der strækker sig over flere matrikelnumre, hvis de udgør en driftsmæssig enhed. Ved spildevandsanlæg skal forstås både renseanlæg og kloaknet.

Registrering af virksomheder

Følgende spildevandsudledere skal anmelde sig til registrering:

  • Renseanlæg til spildevand med mere end en tilknyttet ejendom
  • Ejendomme med afløb, der ikke er tilknyttet et fælles spildevandsanlæg, og
  • som skal betale afgift af det faktiske målte antal m3 udledt vand, eller
  • som skal betale afgift af den faktisk målte koncentration af afgiftspligtige stoffer, eller
  • som skal betale afgift af den anmeldte koncentration af stoffer, eller
  • som skal betale afgift på anden vis end de fastsatte standarder.

Se også

  • Se de generelle regler om registrering mv. i E.A.1.4.
  • Se SPILDAL § 4.

Registreringsblanket

Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 24.030 anvendes. Blanketten kan hentes på www.virk.dk.

Ikke-registrerede spildevandsudledere

Andre enkeltudledere, det vil sige ejere af ejendomme, der udleder spildevand uden om et fælles spildevandsanlæg, skal ikke lade sig registrere som spildevandsudledere. Disse enkeltudledere skal betale afgiften gennem kommunen.

Kommunen, hvor den enkelte ejendom er beliggende, opkræver spildevandsafgift for ejendomme med egen udledning til septiktank eller lignende, samletank eller nedsivning. Det vil primært dreje sig om ejendomme i spredt bebyggelse udenfor kloaknettet, også kaldet ejendomme i det åbne land eller ejendomme udenfor kloakopland. Se SPILDAL § 15, stk. 2.

Se også

  • Om ejendomme uden for kloakeret område, se afsnit E.A.7.13.6.
  • Om kommunal opkrævning, se afsnit E.A.7.13.7.

E.A.7.13.4 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne for spildevand.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatserne
  • Standardsatser for husspildevand
  • Standardsatser for industrispildevand
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftssatserne

Afgiften udgør:

  • Total-kvælstof (N) 20 kr. pr. kg
  • Total-fosfor (P) 110 kr. pr. kg
  • BI5 (modificeret) 11 kr. pr. kg.

Se også

Se SPILDAL § 3.

Standardsatser for husspildevand

Hvis husspildevandet udgør mere end 15 pct. af tilledningen af spildevand, kan spildevandsudlederen i stedet for måling af koncentrationen vælge at betale afgift efter en standardsats. Standardsatsens størrelse afhænger af den anvendte rensemetode. Se SPILDAL § 8, stk. 2.

Hvis spildevandsudlederen vælger at betalte afgift efter en standardsats, skal der betales afgift efter standardsatsen for en periode på mindst 1 år.

Standardsatsen er:

pr. m3

1.

Nedsivning, herunder udsprøjtning, efter kommunal tilladelse

0,50 kr.

2.

Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation, denitrifikation, kemisk fældning og filtrering a)

0,50 kr.

3.

Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation, kemisk fældning og filtrering a)

0,60 kr.

4.

Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation, denitrifikation og kemisk fældning

1,00 kr.

5.

Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation og denitrifikation

1,10 kr.

6.

Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation og filtrering a)

1,30 kr.

7.

Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation og kemisk fældning

1,30 kr.

8.

Samletank for toiletvand (øvrige spildevand) b)

1,40 kr.

9.

Mekanisk og biologisk rensning og nitrifikation

1,40 kr.

10.

Mekanisk og biologisk rensning, herunder rodzoneanlæg og biologiske sandfiltre

1,60 kr.

11.

Mekanisk rensning og kemisk fældning

1,90 kr.

12.

Andre, fx mekanisk (septiktanke o.l.)

3,80 kr.

a)

Efterbehandling med ophold i lagune er ligestillet med filtrering.

b)

For ejendomme med samletank for kun toiletvand bliver 25 pct. af vandforbruget anset for ledt til samletanken. Kommunen skal derfor kun opkræve afgift af de 75 pct. af vandforbruget efter afgiftssatsen for rensemetode nr. 8 (1,40 kr.) Se SPILDAL § 2, stk. 3, og § 7, stk. 9. Afgiften for de 25 pct., som bliver anset for ledt til samletanken, vil blive afregnet gennem renseanlægget.

Det er den enkelte grundejer, der er ansvarlig for, at spildevandsafgiften bliver betalt på et korrekt grundlag.

Eksempel. Nedsivningsanlæg uden kommunal tilladelse.

Et nedsivningsanlæg, hvor der ikke er indhentet kommunal tilladelse, kan ikke afregne afgift efter standardsats 1 (nedsivning, herunder udsprøjtning, efter kommunal tilladelse) nævnt ovenfor uanset, om anlægget i øvrigt måtte være svarende til andre nedsivningsanlæg etableret med kommunal tilladelse. Nedsivningsanlæg, hvor der ikke er en kommunal tilladelse, skal betale afgift efter standardsatsen i nr. 12 ovenfor. Se SKM2001.118.VLR.

Se også

  • Rensemetoderne er nærmere beskrevet i afsnit (E.A.7.13.5)
  • Se SPILDAL § 8, stk. 2.

Standardsatser for industrispildevand

Hvis husspildevandet udgør under 15 pct. af tilledningen, og virksomheden udleder mindre end 50.000 m3 spildevand pr. år, kan spildevandsudlederen vælge at betale afgift efter standardsats. Se SPILDAL § 8, stk. 3.

Standardsatsen er:

Pr. m3.

- med tilladelse til nedsivning

0,50 kr.

- for anden udledning

3,80 kr.

Eksempel. Udledning af processpildevand gennem eget renseanlæg

En fabrik udleder årligt 6.000 m3 processpildevand gennem sit eget renseanlæg, og kan således som mindre spildevandsanlæg vælge, at betale efter standardsatsen på 3,80 kr. pr. m3.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2001.118.VLR

Det er en betingelse for anvendelse af standardsatsen efter SPILDAL § 8, stk. 2, nr. 1, at nedsivningsanlægget er etableret efter kommunal tilladelse. Dette uanset, at der var opnået kommunal tilladelse for tilsvarende nedsivningsanlæg i kvarteret. Det fremgår af bestemmelsens klare ordlyd, hvorefter det er en betingelse, at nedsivningen sker med kommunal tilladelse.

E.A.7.13.5 Opgørelse af koncentrationen af afgiftspligtige stoffer

Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan koncentrationen af afgiftspligtige stoffer i den udledte mængde spildevand opgøres.

Afsnittet indeholder:

  • Metoder til opgørelse af koncentrationen af afgiftspligtige stoffer
  • Måling af koncentrationen af N, P og BI5 (modificeret)
  • Maksimal koncentration
  • Standardsatser efter rensemetode
  • Andre opgørelsesmetoder. Industrispildevand.

Metoder til opgørelse af koncentrationen af afgiftspligtige stoffer

Spildevandsudledere kan som hovedregel vælge at betale afgift efter:

  • Måling af koncentrationen af N, P og BI5 (modificeret) i udledningen
  • Standardsatser
  • Anmeldt maksimal koncentration.

Hvis spildevandsudlederen har valgt måling, men ikke overholder kravene til dette, bliver koncentrationen beregnet efter standardsatserne. Om der i tilfælde af force majeure vil kunne ske en skønsmæssig ansættelse, beror på en konkret vurdering, herunder hvor repræsentativ -de udtagne prøver måtte være.

Miljøbeskyttelsesloven fastsætter de overordnede regler, som spildevandsudlederne skal overholde for at begrænse udledningen af kvælstof, fosfor og BI5. Tilladelse til udledning af spildevand til søer, vandløb eller havet bliver som hovedregel givet af den kommune, hvor ejendommen eller anlægget er hjemmehørende dog meddeler miljøcentrene tilladelser for visse større godkendelsespligtige virksomheder. Det fremgår af udledningstilladelsen, hvor meget spildevand og hvor store mængder stoffer, det enkelte anlæg må udlede til vandområdet. Kommunen fører også tilsyn med, at kravene i tilladelsen bliver overholdt.

Måling af koncentrationen af N, P og BI5

Reglerne om måling af spildevand og koncentrationen af afgiftspligtige stoffer i det udledte spildevand fremgår af bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005.

I dette afsnit bliver reglerne gennemgået i denne rækkefølge:

  • Krav til målinger
  • Detektionsgrænse
  • Antal målinger
  • Supplerende målinger
  • Målefejl mv.
  • Måleprogram.

Krav til målinger

Målingen af koncentrationen af fosfor, kvælstof og organiske materialer kan ske enten kontinuerligt eller stikprøvevis.

Ved brug af stikprøver skal der anvendes blandprøver af mindst ét døgns udledninger. Det vil sige, at der tages stikprøver af det udledte vand på forskellige tidspunkter på den samme dag. Indholdet af prøverne bliver blandet inden koncentrationen af afgiftspligtige stoffer måles. På den måde bliver det sikret, at stikprøverne er repræsentative for den samlede udledning den pågældende dag. Dette udgør samlet en måling af koncentrationen. Prøvedagene, der bliver vægtet med de udledte mængder på prøvedagen, skal vælges, så den gennemsnitlige udledning bliver repræsentativt for den samlede udledning.

Prøvetagningen og analysen af spildevandet skal i øvrigt overholde de krav, der er fastsat af tilladelsesmyndigheden. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005§ 2, stk. 1.

Antal målinger

Antallet af målinger (prøvedage) skal mindst udgøre det antal, som tilladelsesmyndigheden (kommunen) kræver. Det vil sige, at hvis kommunen kræver 6 prøver årligt ifølge udledningstilladelsen, så er SKATs minimumskrav også 6 prøver.

Hvis kommunen ifølge udledningstilladelsen ikke kræver nogen prøver, skal spildevandsanlægget til brug for afgiftsberegningen udtage mindst 4 prøvedage årligt. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005§ 2, stk. 2.

Når det pligtige antal prøver bliver gjort op, kan både prøver, som tilsynsmyndigheden selv har udtaget og prøver efter udledningstilladelsen (egenkontrolmålinger) indgå. Hvis antallet af prøvedage overstiger det lovpligtige antal, skal samtlige prøver indgå i opgørelsen.

Tilsynsmyndighederne skal mindst én gang årligt udlevere de nødvendige oplysninger til virksomheden om de prøver, som tilsynsmyndigheden har udtaget. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 § 2, stk. 7.

Supplerende målinger

Spildevandsudlederen kan efter eget ønske udtage flere prøver end minimumskravet, som kan indgå ved beregning af afgiften, hvis

  • antallet af yderligere prøver fremgår af måleprogrammet
  • spildevandsanlægget forud for afgiftsperioden skriftligt har anmeldt dette til SKAT.

Det er herefter det samlede antal anmeldte prøver, der skal indgå i afgiftsberegningen.

Hvis spildevandsudlederen i løbet af en afgiftsperiode ønsker at lade et større antal prøver indgå i beregningen, eksempelvis som følge af unormale driftsforhold, kan SKAT efter ansøgning give tilladelse til dette. De ekstra prøver er i øvrigt betinget af

  • at der bliver udtaget flere prøver, end der fremgår af måleprogrammet
  • at prøverne opfylder samme krav til udtagning, analyse osv. som de obligatoriske prøver.

Se også

Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005§ 2, stk. 3-5 og § 6.

Detektionsgrænse

En spildevandsanalyse fra et laboratorium skal indgå i afgiftsberegningen med detektionsgrænseværdien som minimum, når den afgiftspligtige mængde skal opgøres.

Eksempel. Detektionsgrænse

Et laboratorium har en detektionsgrænse på 3 mg, og analyseresultatet viser noget, der er mindre end 3 mg pr. liter. I opgørelsen af den afgiftspligtige mængde skal prøven indgå med værdien 3 mg pr. liter.

Målefejl mv.

Der bliver set bort fra fejlbehæftede målinger af koncentrationen. Derimod skal prøver udtaget under unormale driftsforhold indgå i bestemmelsen af den afgiftspligtige mængde på samme måde som andre prøver.

Hvis måleren er ude af drift i mere end 14 dage, eller der er mindre end 2 prøver for en afgiftsperiode, skal virksomheden underrette SKAT. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 § 5.

Måleprogram

Inden afgiftsperiodens begyndelse skal der være et måleprogram, der nærmere redegør for principperne for prøveudtagning, herunder antallet af prøver og udvælgelsesmetode.

Måleprogrammet skal også indeholde angivelse af, om beregningerne af udledningen for hver afgiftsperiode er foreløbige (aconto-opgørelse) eller endelige. Der skal også være oplysninger om, i hvilket omfang beregningerne er baseret på egenkontrolmålinger og tilsynsmyndighedernes målinger. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 § 6.

Maksimale koncentrationer

Spildevandsudledere kan vælge at opgøre koncentrationen af N, P og BI5 (modificeret) som den maksimale koncentration, der forekommer i udledningen. Se SPILDAL § 8, stk. 5.

Spildevandsudlederen skal anmelde og dokumentere den maksimale koncentration af de enkelte stoffer overfor SKAT. Til kontrol af den anmeldte koncentration skal spildevandsudlederen gennemføre det antal målinger, der fremgår af den pågældende udledningstilladelse. Dog mindst 4 målinger pr. år eller pr. periode for, at anmeldelsen er gyldig.

Prøverne skal udtages og analyseres efter de anvisninger, der er i udledningstilladelsen. Hvis der i udledningstilladelsen ikke er angivet nærmere retningslinjer, skal gennemsnits- eller vandføringsvægtede døgnprøver bruges. Prøvetagning og analyse skal også opfylde samme kvalitetskrav som anført i afsnittet om måling af koncentrationen af N, P og BI5.

Det anmeldte maksimum kan gælde for en bestemt periode og for et eller flere af stofferne.

Hvis de anmeldte koncentrationer afviger fra de faktisk konstaterede på en sådan måde, at afgiften bliver for lav, kan koncentrationen fastsættes til de konstaterede koncentrationer ved skønsmæssig ansættelse.

Standardsatser efter rensemetoder

Standardafgiftssatserne varierer efter den benyttede rensemetode. Se SPILDAL § 8, stk. 2 og stk. 3.

I det følgende er rensemetoderne nærmere beskrevet, men i effektivitetsrækkefølge, dvs. omvendt i forhold til satsoversigten. Endvidere er angivet, hvilken kodeværdi i BBR den enkelte rensemetode omfatter.

Der er i perioden december 2009 - juli 2010 indført et nyt BBR-system. Koderne fra "det gamle BBR-system" vil være gældende for ejendomme, der allerede var registreret i BBR før denne periode, og indtil det tidspunkt, hvor der sker en ny registrering på den pågældende ejendom. Hvor der, som følge af "det nye BBR-system", er ændringer i forhold til "det gamle BBR-system", vil det fremgå ved, at der både er en henvisning til koderne i "Det nye BBR-system", og til koderne i "det gamle BBR-system".

Metode 12 - Andre rensemetoder (mekanisk rensning)

Andre rensemetoder er typisk mekanisk rensning med efterfølgende udledning. Udledningen kan være direkte til vandløb, sø eller hav, men kan også være til et markdræn, idet dræn efter vandløbsloven er regnet som vandløb.

En mekanisk rensning består af en bundfældningstank, der bl.a. bliver betegnet som septiktank, trixtank, hustank eller flerkammertank. Princippet i bundfældningstanken er, at der er en tank med et volumen, hvor spildevandet har en vis opholdstid, hvorunder der vil ske en bundfældning af større partikler som følge af vægtfyldeforskellen. Tanken bliver også indrettet med dykket ind- og udløb, så der sker en tilbageholdelse af lette partikler, som fedt og olie (på større renseanlæg vil sand- og fedtfang være i en anden tank end bundfældningen). Som nævnt kan tankene have mange forskellige udformninger, og grundlæggende er rensningen bedre, jo større tanken er i forhold til belastningen og jo flere kamre den indeholder, men alle typer bliver henregnet til metode 12.

Der sker en vis biologisk omsætning af slammet i tanken, men det har intet med biologisk rensning at gøre. Omsætningen af organiske stoffer i slammet til uorganiske stoffer betyder, at der kan være mere slam i tanken, men den skal dog fortsat tømmes for at virke efter hensigten. Omsætningens betydning for spildevandsrensningen er dog snarere negativ end positiv, idet nedbrydningen af organiske stoffer kan give andre stoffer, der er opløselige i vand, og som derfor vil gå med spildevandet ud.

Til metoden er også udledninger uden bundfældningstank medregnet, hvilket er yderst sjældent, samt andre rensetyper, som ikke kan medregnes til de øvrige rensemetoder.

Rensemetoderne vil i "gammel BBR-sammenhæng" kunne høre til under en af koderne:

  • 30 - Mekanisk rensning med nedsivningsanlæg
  • 31 - Mekanisk rensning med privat udledning direkte til vandløb, søer eller havet
  • 70 - Udledning uden rensning direkte til vandløb, søer eller havet
  • 80 - Anden type afløb.

Rensemetoderne vil i "ny BBR-sammenhæng" kunne høre til under en af koderne:

  • 30 - Mekanisk rensning med nedsivningsanlæg
  • 31 - Mekanisk rensning med privat udledning direkte til vandløb, søer eller havet
  • 70 - Udledning uden rensning direkte til vandløb, søer eller havet
  • 80 - Anden type afløb
  • 501 - Øvrige: Mekanisk med direkte udledning
  • 502 - Øvrige: Mekanisk med udledning til markdræn
  • 503 - Øvrige: Nedsivning i sivebrønd
  • 504 - Øvrige: Udledning til jordoverfladen
  • 505 - Øvrige: Urenset.

Metode 11 - Mekanisk rensning og kemisk fældning

Mekanisk rensning foregår som beskrevet under metode 12. Derudover bliver der tilsat fældningskemikalier med henblik på at fælde fosfor. Kalk, jern eller aluminiumssalte bliver brugt som fældningskemikalie. Afhængig af hvor i processen fældningskemikalierne bliver tilsat, taler man om forfældning, simultanfældning eller efterfældning. Fosforen går i forbindelse med saltene, som kan bundfældes. Den kemiske fældning retter sig mod fosfor, men vil også give en forbedret rensning for øvrige parametre.

Rensemetoden vil i BBR-sammenhæng kunne høre under koden:

  • 80 - Anden type afløb.

Metode 10 - Mekanisk og biologisk rensning, herunder rodzoneanlæg og biologiske sandfiltre

Den mekaniske rensning foregår som beskrevet under metode 12. Den biologiske rensning foregår ved hjælp af mikroorganismer, der lever af det opløste stof i spildevandet. Mikroorganismerne (slam) kan efterfølgende bundfældes. Mikroorganismerne og de døde organismer forbruger ilt, og der skal derfor tilsættes ilt eller luft. Typisk vil rensningen foregå i en tank, hvor mikroorganismerne er frit svævende i spildevandet, som bliver tilsat ilt ved luftindblæsning (aktivt slamanlæg). Rensningen kan dog også foregå ved, at mikroorganismerne sidder på et materiale, som bliver overrislet af spildevand (en variant af overrisling er en såkaldt biorotor, hvor det materiale, som mikroorganismerne sidder på, ligger i en tromle, der roterer i vandoverfladen, så mikroorganismerne periodevis er henholdsvis i vandet og i luften).

Ved traditionelle overrislingsanlæg (benævnt filteranlæg eller et skærvefilter) bliver ilten hentet fra atmosfæren, idet anlægget er indrettet, så der hele tiden er en naturlig kraftig luftstrøm omkring spildevandet, som mikroorganismerne kan hente ilten fra. Med tiden vil laget af organismer blive tykt. Dette lag af organismer vil blive skyllet af (slam) og kan efterfølgende bundfældes. Visse biologiske anlæg (aktive slamanlæg) fungerer uden en forudgående bundfældning. Anlæggene bliver drevet i en periode (timer) som aktive slamanlæg, hvorefter der bliver slukket for luftindblæsningen, og anlægget i en periode (timer) bliver drevet som bundfældningstank. Der er altså tale om både mekanisk og biologisk rensning, selvom man umiddelbart kun kan se en tank.

Til metoden hører desuden biologiske sandfiltre (et filteranlæg med meget småt filtermateriale såsom sand, grus eller leca, hvor principperne med mikroorganismerne bliver kombineret med en reel filtrering) og rodzoneanlæg (også en kombination af filtrering og omsætning med mikroorganismer, hvor vandet strømmer vertikalt gennem det øverste jordlag, som i øvrigt er beplantet).

Rensemetoden vil i "gammel BBR-sammenhæng" kunne høre under kode:

  • 32 - Mekanisk og biologisk rensning.

Rensemetoden vil i "ny BBR-sammenhæng" kunne høre til under en af koderne:

  • 32 - Mekanisk og biologisk rensning
  • 201 - SO: Biologisk sandfilter med direkte udledning
  • 202 - SO: Biologisk sandfilter med udledning til markdræn
  • 401 - O: Rodzoneanlæg med direkte udledning
  • 402 - O: Rodzoneanlæg med udledning til markdræn
  • 403 - O: Minirenseanlæg med direkte udledning
  • 404 - O: Minirenseanlæg med udledning til markdræn.

Metode 9 - Mekanisk og biologisk rensning og nitrifikation

Rensningen foregår som beskrevet i metode 10, men suppleret med nitrifikation. Nitrifikation betyder, at kvælstofforbindelserne ammonium/ammoniak bliver omdannet til andre kvælstofforbindelser nitrit/nitrat. Der er således ikke tale om kvælstofrensning, men om en omdannelse af nogle kvælstofforbindelser, der er giftige for fisk, og som i øvrigt forårsager et iltforbrug i recipienten, til mindre skadelige kvælstofforbindelser.

Når afgiften er lavere her end for metode 10, er det fordi en nitrifikation kun vil blive opnået ved en god biologisk rensning, dvs., indholdet af organisk stof er reduceret i forhold til en dårlig biologisk rensning. Filteranlæg i metode 10 vil kun helt undtagelsesvist have nitrifikation, mens aktiv slamanlæg i metode 10 vil have nitrifikation, hvis anlægget er normalt - eller lavt belastet, mens der ikke vil være nitrifikation i et højt belastet anlæg. Om et anlæg nitrificeres eller ej, afgøres ved at se på indholdet af ammonium/ammoniak i afløbet. Der vil være mindre end 1-2 mg/l, hvis der er nitrifikation, og mere end 5-10 mg/l, hvis der ikke er nitrifikation. Tilsvarende kan et udlederkrav til ammonium/ammoniak på 2-4 mg/l vise, at der er forudsat nitrifikation. På enkeltejendomsanlæg bør dette fremgå af leverandørgarantien (antallet af enkelte ejendomsanlæg er dog yderst begrænset).

Rensemetoden vil i BBR-sammenhæng kunne høre under en af koderne:

  • 32 - Mekanisk og biologisk rensning
  • 80 - Anden type afløb.

Rensemetoden vil i "ny BBR-sammenhæng" kunne høre til under en af koderne:

  • 203 - SO: Minirenseanlæg med direkte udledning
  • 204 - SO: Minirenseanlæg med udledning til markdræn
  • 205 - SO: Beplantede filteranlæg med direkte udledning
  • 206 - SO: Beplantede filteranlæg med udledning til markdræn.

Metode 8 - Samletank for toiletvand

Toiletspildevandet bliver ledt til en samletank, som bliver tømt og kørt til renseanlæg. Afgiften for denne del bliver opkrævet i forbindelse med tømningen, og afgiftens størrelse afhænger af det pågældende renseanlægs rensemetode. Den øvrige del bliver udledt til en overfladerecipient, typisk efter en forudgående mekanisk rensning. 25 pct. af spildevandet (vandforbruget) bliver regnet for at gå i samletanken, der skal derfor kun betales afgift af de resterende 75 pct., der bliver udledt. Da den mest forurenede del af spildevandet ikke bliver udledt, er taksten lavere end for metode 12. Hvis de 75 pct. bliver udledt ved nedsivning efter en kommunal nedsivningstilladelse, skal der betales efter metode 1 for de 75 pct.

Rensemetoden vil i BBR-sammenhæng kunne høre under en af koderne:

  • 21 - Afløb til samletank for toiletvand og mekanisk rensning af øvrigt spildevand
  • 80 - Anden type afløb - hvis de 75 pct. nedsives.

Rensemetoden vil i "ny BBR-sammenhæng" kunne høre til under en af koderne:

  • 20 - Afløb til samletank
  • 21 - Afløb til samletank for toiletvand og mekanisk rensning af øvrigt spildevand
  • 105 - SOP: Samletank.

Metode 7 - Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation og kemisk fældning

Rensningen svarer til metode 9 suppleret med kemisk fældning som anført i metode 11.

Rensemetoden vil i BBR-sammenhæng kunne høre under kode:

  • 80 - Anden type afløb.

Rensemetoden vil i "nye BBR-sammenhæng" kunne høre til under en af koderne:

  • 101 - SOP: Minirenseanlæg med direkte udledning
  • 102 - SOP: Minirenseanlæg med udledning til markdræn
  • 301 - OP: Minirenseanlæg med direkte udledning
  • 302 - OP: Minirenseanlæg med udledning til markdræn.

Metode 6 - Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation og filtrering

Rensningen svarer til metode 9, men er suppleret med en filtrering, der er en efterbehandling i form af en regulær filtrering, der fjerner tilbageværende små partikler. Filtermaterialet vil typisk være sand, men kan også være et kunstigt materiale. Laguner er i denne sammenhæng sidestillet med en filtrering.

Rensemetoden vil i BBR-sammenhæng kunne høre under kode:

  • 80 - Anden type afløb.

Metode 5 - Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation og denitrifikation

Rensningen svarer til metode 9 suppleret med en denitrifikation, der er en omdannelse af nitrit/nitrat til frit kvælstof, der damper af, dvs. kvælstoffjernelse. Denitrifikationen vil kun komme på tale på større anlæg og formodentlig kun anlæg, der vælger at måle. Anlæg med kvælstoffjernelse vil have afløbsværdier for total-kvælstof på 3-8 mg/l og typisk, vil kravet være 6-8 mg/l.

Rensemetoden vil i BBR-sammenhæng kunne høre under kode:

  • 80 - Anden type afløb.

Metode 4 - Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation, denitrifikation og kemisk fældning

Rensningen svarer til metode 5 suppleret med kemisk fældning som beskrevet i metode 11.

Rensemetoden vil i BBR-sammenhæng kunne høre under kode:

  • 80 - Anden type afløb.

Metode 3 - Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation, kemisk fældning og filtrering

Rensningen kombinerer metode 5 og 6.

Rensemetoden vil i BBR-sammenhæng kunne høre under kode:

  • 80 - Anden type afløb.

Metode 2 - Mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation, denitrifikation, kemisk fældning og filtrering

Rensningen svarer til metode 3 suppleret med denitrifikation som beskrevet i metode 5.

Rensemetoden vil i BBR-sammenhæng kunne høre under kode:

  • 80 - Anden type afløb.

Metode 1 - Nedsivning, herunder udsprøjtning, efter kommunal tilladelse

Der vil altid være en mekanisk rensning foran et nedsivningsanlæg, ellers vil det klokke til meget hurtigt.

Nedsivningsanlæg skal i dag som udgangspunkt udføres som sivedræn. Der kan være givet tidligere tilladelser til sivebrønde. Kompetencen til at give nedsivningstilladelser blev flyttet fra sundhedskommissionerne til kommunerne med miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1974. Det er derfor som altovervejende udgangspunkt kun nedsivningstilladelser, der er givet efter 1. oktober 1974, der kan tages med under metode 1.

SKAT har dog i en sag truffet en afgørelse om, at et spildevandsanlæg fra før nævnte dato, hvor der kun var givet en kommunal byggetilladelse og ikke en tilladelse fra sundhedskommissionen, måtte sidestilles med en kommunal tilladelse til nedsivning.

Landsretten har fastslået, at lovens § 8, stk. 2, nr. 1 (metode 1) forudsætter, at nedsivningen finder sted efter en "kommunal tilladelse". Se SKM2001.118.VLR.

Nedsivningsanlæg, hvor der ikke er en særskilt tilladelse til nedsivning, er som udgangspunkt fortsat lovlige i henhold til miljøbeskyttelsesloven, men hører ikke under rensemetoden nedsivning efter kommunal tilladelse.

Rensemetoden vil i BBR-sammenhæng kunne høre til under en af følgende koder:

  • 29 - Mekanisk rensning med nedsivningsanlæg med tilladelse
  • 30 - Mekanisk rensning med nedsivningsanlæg.

Rensemetoden vil i "ny BBR-sammenhæng" kunne høre til under en af koderne:

  • 29 - Mekanisk rensning med nedsivningsanlæg med tilladelse
  • 103 - SOP: Minirenseanlæg med nedsivning i faskine
  • 104 - SOP: Nedsivning
  • 106 - SOP: Pileanlæg med nedsivning (uden membran).

Eksempel
Renseanlægget opfylder kravene til rensemetode nr. 2
Standardsats: 0,50 kr. pr. m3
Udledning af spildevand i april kvartal udgør 900.000 m3
Spildevandsafgift: 900.000 m3 x 0,50 kr./m3 = 450.000 kr.

Andre opgørelsesmetoder. Industrispildevand

Spildevandsudledere, hvor husspildevandet udgør under 15 pct. af tilledningen, og som udleder 50.000 m3 eller mere pr. år, kan ikke betale afgift efter standardsatser, men kan eventuelt få tilladelse til at opgøre afgiften på anden vis. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 § 4.

Eksempel

Rensning kan også foregå ved tilsætningen af stoffer til kølevand. Dette forudsætter, at virksomheden kan fremlægge dokumentation for, at den samlede udledning af total-kvælstof, total-fosfor og BI5 (modificeret) er opgjort med samme nøjagtighed som ved opgørelse af koncentrationen efter måling.

E.A.7.13.6 Opgørelse af mængden af spildevand

Indhold

Dette afsnit beskriver metoderne til opgørelse af mængden af spildevand, og beskriver krav og muligheder for fradrag i den udledte mængde.

Afsnittet indeholder:

  • Opgørelse af spildevandsmængden
  • Krav til måling
  • Fradrag for regnvandsbassiner
  • Opgørelse efter vandforbrug
  • Boligenheder udenfor kloakeret område
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Opgørelse af spildevandsmængden

Opgørelse af spildevandsmængden skal enten ske

  • efter måler
  • efter et skøn
  • efter de tilknyttede ejendommes vandforbrug, eller
  • efter standardsatser.

Som hovedregel er det kommunerne, som udsteder tilladelse til udledning af spildevand. Reglerne for tilladelse til udledning af spildevand fremgår af bekendtgørelse om spildevandstilladelser mv. efter miljøbeskyttelseslovens kap. 3 og 4 nr. 1448 af 11. december 2007.

Virksomheder, der efter udledningstilladelsen har pligt til kontinuerligt at måle den udledte mængde spildevand fra renseanlægget, skal opgøre mængden efter måler. Se SPILDAL § 7, stk. 1.

Bestemmelsen i bekendtgørelsen § 1, stk. 3, om at "måling foretages i tilløbet eller afløbet fra renseanlægget" finder anvendelse i de tilfælde, hvor udledningstilladelsen indebærer pligt til måling af den udledte mængde vand. Spildevandsudlederen kan da vælge, om målingen skal foretages i enten tilledningen til eller i udledningen fra anlægget.

Se også

SKM2011.369.VLR, hvor Landsretten udtalte, at der ikke i spildevandsafgiftslovens regler er hjemmel til, at ændre SPILDAL § 7, stk. 1, således at der ved bekendtgørelse kan bestemmes, at en pligt efter udledningstilladelsen til måling af den tilledte mængde vand indebærer, at afgiften skal beregnes af den tilledte vandmængde. Bekendtgørelsens § 1, stk. 3 er herefter en valgmulighed for spildevandsudlederen - og ikke en pligt i forhold til SPILDAL.

Som følge af dommen har renseanlæg, der har opgjort den afgiftspligtige mængde spildevand ved tilløbet til renseanlægget, mulighed for at få genoptaget deres afgiftsansættelser. Se SKM2011.404.SKAT.

Hvis kommunens udledningstilladelse ikke stiller krav om en kontinuerlig måling af den udledte mængde spildevand, kan spildevandsanlægget opgøre den udledte mængde enten efter måling, eller efter et skøn. Dette gælder uanset, om kommunens tilladelse eventuelt indeholder krav om, at anlægget skal have et stationært måleudstyr.

Hvis vandmængden bliver opgjort efter et skøn, skal skønnet være baseret på de tilsluttede ejendommes vandforbrug, og skal mindst svare til den mængde, hvoraf der bliver betalt afgift af ledningsført vand. I denne mængde skal eventuelt forbrug i momsregistrerede virksomheder ikke trækkes fra. Vandforbruget skal opgøres for hvert enkelt spildevandsanlæg. Det er en betingelse, at der kan fremlægges klar dokumentation for de tilsluttede husstandes vandforbrug. Se SPILDAL § 7, stk. 1.

Eksempel. Krav om måling af udledning i forbindelse med prøvetagning

Spildevandsanlæg med en udledningstilladelse, der kræver måling af vandmængden i forbindelse med prøveudtagningen, kan vælge at opgøre spildevandsmængden efter et skøn baseret på de tilsluttede ejendommes vandforbrug. Se SKM2003.199.TSS og afsnit E.A.7.13.5 om krav til målinger.

Enkeltudledere (industriudledere), der efter udledningstilladelsen ikke har pligt til at måle den udledte mængde vand, skal alligevel opgøre den udledte mængde spildevand efter måler, hvis den årlige udledning overstiger 50.000 m3. Hvis opgørelsen sker efter måling, kan den dog opgøres på grundlag af måling af ejendommens vandforbrug, hvis en sådan måling kan indrettes, så den mindst svarer til måling af udledningen fra renseanlægget. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005§ 1, stk. 4.

Krav til måling

Målingen af den udledte mængde spildevand skal ske kontinuerligt og med fastmonteret måleudstyr. Målingerne skal opfylde de krav, der er fastsat af tilsynsmyndighederne.

Målingen bliver foretaget i til- eller afløbet fra renseanlægget. Målingen skal omfatte de mængder, der bliver udledt fra afløbet, som er i funktion i tørvejr. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005§ 1, stk. 3.

Spildevandsmængden kan også opgøres ved renseanlægget i stedet for ved udledningen fra renseanlægget, når udledningen sker via en ledning, der også transporterer afgiftsfrie udledninger af vand.

Eksempel. Grundvand til køling

En fabrik udleder årligt 6.000 m3 processpildevand gennem eget renseanlæg og sender 144.000 m3 oppumpet grundvand brugt som kølevand udenom renseanlægget for at blive tilsluttet en ledning, hvorved kølevand og renset processpildevand bliver udledt samlet i havet. Fabrikken er anset for at udlede mindre end 50.000 m3, og kan som mindre spildevandsanlæg vælge at betale efter standardsatsen på 3,80 kr. pr. m3. Se afsnit E.A.7.13.4.

Defekte målere

Hvis målere er defekte og skal repareres eller lignende, skal den udledte mængde (udledningen i m3) fastsættes efter et skøn, som er baseret på målinger foretaget under tilsvarende driftsforhold. Hvis måleren er ude af drift i mere end 14 dage, skal virksomheden underrette SKAT. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 § 5.

Fradrag for regnvandsbassiner

Spildevandsanlæg, hvor spildevand og regnvand løber i samme ledning, kan nedbringe de regnvandsbetingede overløb ved at bygge bassiner. Spildevandsanlæg, som betaler afgift af den målte udledning, og som har fælles kloaknet for regnvand og egentlig spildevand, kan få fradrag i den udledte mængde for:

  • Regnvandsbassiner (overløbsbygværker)
  • For de dele af kloaksystemet, som hverken helt eller delvist er i funktion i tørvejr.

Eksempel. Ekstra rør i kloaksystem

Der er mulighed for fradrag for de ekstra rør i kloaksystemet, som kun kommer til anvendelse i regnvejr, og som derved sikrer mod overløb.

Spildevandsanlægget kan fratrække en mængde (m3), der svarer til 2,5 gange bassinvolumenet pr. kvartal i de dele af kloaksystemet, herunder også for overløbsbygværker, der fysisk er placeret samme sted som renseanlægget. Se SPILDAL § 7, stk. 7.

Eksempel. Fradrag for bassinvolumen

  • Bassinvolumen er opgjort til 5.500 m3
  • Udledt mængde spildevand i oktober kvartal 100.000 m3.

Fradrag for bassin (5.500 m3 x 2,5) = 13.750 m3

Mængde til afgiftsberegning (100.000 m3 - 13.750 m3) = 86.250 m3

Bassiner og lignende, som er en del af selve renseanlægget, eller som ligger i umiddelbar tilknytning hertil, er ikke fradragsberettigede, medmindre der er tale om egentlige regnvandsbassiner.

Eventuelt ledig volumen i ledningsnettet til bassinvolumenet er ikke fradragsberettiget. Der bliver ikke givet fradrag på grund af overdimensionerede rør.

Hvis der er flere afgiftspligtige udledninger eller udledninger til andre registrerede spildevandsudledere tilknyttet regnvandsbassinet, bliver fradraget fordelt efter de udledte mængder.

Overførsel af fradrag

Hvis fradraget overstiger den målte udledning i et kvartal, bliver uudnyttet fradrag overført til næste kvartal. Se SPILDAL § 7, stk. 8.

Eksempler på beregning af bassinvolumen for et overløbsbygværk

Den fradragsberettigede bassinvolumen (her kaldet V) i et overløbsbygværk er illustreret herunder.

  1. Spildevandet løber fra A til B.
  2. Strømningskapaciteten (liter/sek) er større i A end i B.
  3. Strømningskapaciteten i punkterne mellem A og B er ikke større end i punktet A.
  4. Der findes en overløbskant til recipient.
  5. V1 er lig det samlede volumen mellem A og B, der er lavere beliggende end overløbskanten til recipienten.
  6. V2 er lig det volumen, der fremkommer ved at gange gennemstrømningsarealet i punktet B med strømningsafstanden fra A til B, og som indgår i V1.

Det volumen, som virksomheden kan opnå fradrag for er V1 minus V2, og som er beliggende mellem punkterne A og B.

Eksempel 1

Der er et overløbsbygværk på ledningsnettet. Ledningsnettet ligger under bassinets overløbskant, der fører vandet ud i en å.

Punkt 1-6 er opfyldt.

Visning af billede: 23

Eksempel 2

Der er et overløbsbygværk på ledningsnettet. Ved overløb bliver vandet ledt i et bassin. Ledningsnettet ligger over bassinets overløbskant. Bassinets overløbskant fører vandet ud i en å.

Punkt 1-5 er opfyldt. V1 vil da være det volumen af bassinet, der ligger under det punkt, hvor bassinet løber over. V2 vil være lig 0, da ledningsnettet ligger over bassinkanten. Når V2 er lig med 0, er V lig med V1.

Visning af billede: 23

Opgørelse efter vandforbrug

Opgørelsen af spildevandsmængden efter forbrug skal mindst svare til den mængde, som der skal betales afgift af ledningsført vand af. Se SPILDAL § 7, stk. 3.

Erhvervsejendomme med egen vandforsyning, hvor vandforbruget ikke overstiger 1000 m3 årligt, betaler ikke afgift af ledningsført vand. I disse tilfælde kan den udledte mængde opgøres efter et skøn, som ikke kan være mindre end 170 m3 pr. ejendom.

Se også

Se afsnit E.A.7.13.7 "Opgørelse og afregning".

For spildevandsanlæg, hvor der tilknyttet mere end 10 ejendomme, og hvor den afgiftspligtige mængde bliver opgjort på baggrund af de tilknyttede huses forbrug af ledningsført vand, skal den opgjorte mængde forhøjes med 50 pct. Se SPILDAL § 7, stk. 6. Formålet med at forhøje mængden er, at forhøjelsen skal dække udledning af regnvand og indsivet grundvand. Herved opnår spildevandsanlægget en tilnærmet ligestilling i forhold til spildevandsanlæg, som måler spildevandsmængden ved udledningen.

Den udledte mængde for helårsboligenhed skal mindst fastsættes til 170 m3 om året pr. boligenhed og 70 m3 for andre boliger pr. boligenhed.

Reglerne for opgørelsen er i skematisk form følgende:

Ejendommens vandforbrug er omfattet af vandafgiften, dvs.,
- vand fra vandværker (almene vandforsyningsanlæg)
- vand fra egen boring til beboelse
- vand fra egen boring til forlystelser mv.

Spildevand bliver kun udledt fra boligenheder

Spildevand bliver udledt fra erhvervs- og boligenheder

Spildevand bliver udledt fra erhvervs- og boligenheder

Der bliver udledt mindre end 1.000 m3 spildevand, og højst halvdelen af vandforbruget bliver spildevand

Der bliver udledt enten mere end 1.000 m3 spildevand, eller mere end halvdelen af vandforbruget bliver spildevand

Måler eller mængden, der bliver betalt vandafgift af for boligenheden (§ 7, stk. 3 og 5)

Måler eller 170 m3 (dog mindst 170/70 m3 pr. enhed) (§ 7, stk. 4)

Måler eller mængden, der bliver betalt vandafgift af brutto (§ 7, stk. 3)

Ejendommens vandforbrug er ikke omfattet af vandafgiften, dvs.,
- vand fra egen boring til erhvervsejendomme a)

Vandforbrug over 1.000 m3

Vandforbrug over 1.000 m3

Vandforbrug over 1.000 m3

Vandforbrug under 1.000 m3

Spildevand bliver kun udledt fra boligenheder

Spildevand bliver, udledt fra erhvervs- og boligenheder

Spildevand bliver, udledt fra erhvervs- og boligenheder


Der bliver udledt mindre end 1.000 m3 spildevand og højst halvdelen af vandforbruget bliver spildevand

Der bliver udledt enten mere end 1.000 m3 spildevand eller mere end halvdelen af vandforbruget bliver spildevand

Måler eller mængden, der bliver betalt vandafgift af for boligenheden (§ 7, stk. 3 og 5)

Måler eller 170 m3 (dog mindst 170/70 m3 pr. enhed) (§ 7, stk. 4)

Måler (§ 7, stk. 3)

Måler eller 170 m3 (dog mindst 170/70 m3 pr. enhed) (§ 7, stk. 3)

a) Hvis vandet overhovedet ikke bliver udledt som spildevand, ses der bort fra forbruget, fx særlige markvandingsboringer.

Fradrag i afgiftspligtig mængde

Spildevandsudledere, som opgør den udledte mængde efter de tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan for de tilknyttede erhvervsejendomme (industri o.l.) foretage fradrag for vand, der medgår i produktionen eller som af anden grund, ikke bliver afledt som spildevand. Se SPILDAL § 7, stk. 3.

Fradraget skal kunne dokumenteres, for eksempel ved bimåler, og der er kun fradrag for den del, der overstiger 1.000 m3.

Fradraget kan foretages i samme omfang, som der ikke bliver beregnet bidrag til dækning af spildevandsanlæggets øvrige udgifter på basis af ejendommens vandforbrug.

Der bliver set bort fra opsamlet regnvand og vandforbrug, der ikke giver anledning til udledning af spildevand.

Eksempler på fradrag i forhold til mængden af ledningsført vand

Eksempel 1

Erhvervsejendomme, hvor det brugte vand normalt ikke bliver udledt som spildevand, er bryggerier og golfbaner.

Eksempel 2

Industriejendom. Egen vandforsyning. Udledning til eget renseanlæg.

Årligt vandforbrug ifølge måler

4.900 m3

heraf medgår i produktionen ifølge bimåler

3.200 m3

udledt som spildevand

1.700 m3

Afgiftspligtig vandmængde er herefter 4.900 - 2.200 a)

2.700 m3

a) Der er kun fradrag for del, der overstiger 1.000 m3.

Eksempel 3

Markvanding.

Boligenheder udenfor kloakeret område

For boligenheder udenfor kloakeret område, hvor der kun bliver udledt husspildevand, er spildevandsmængden lig med den mængde, som der betales vandafgift af efter lov om ledningsført vand. Se SPILDAL § 7, stk. 5.

For boligenheder udenfor kloakeret område, hvor forbruget ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, er vandforbruget fastsat til mindst

  • 170 m3 pr. helårsboligenhed, og
  • mindst 70 m3 pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig.

Det betyder, at en del landbrugsejendomme kun skal betale afgift efter en spildevandsmængde på 170 m3. Se SPILDAL § 7, stk. 4.

Eksempler på udledninger fra landbrug med malkekvæg

Eksempel 1

I dette eksempel er der tale om en landbrugsejendom med malkekvæg. Der sker udledning til septiktank fra malkerum og én boligenhed.

Årligt vandforbrug: 1.200 m3

  • Udledning af spildevand (skønnet): 400 m3.

Ejeren kan, uanset eventuel vandmåler, fastsætte vandforbruget til beregning af spildevandsafgift til 170 m3.

Eksempel 2

Hvis mere end halvdelen af vandforbruget bliver udledt, er der spildevandsafgift på hele vandforbruget:

  • Årligt vandforbrug: 1.200 m3
  • Udledning af spildevand: 700 m3

Der vil skulle betales spildevandsafgift af hele vandforbruget på 1.200 m3.

Der gælder endvidere særlige regler for ejendomme, hvor hele vandforbruget ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand (egen vandforsyning).

For ejendomme, der forbruger vand fra egen vandforsyning (boring), bliver forbruget opgjort efter målere, hvis det samlede vandforbrug overstiger 1.000 m3 årligt. For vandforbrug under 1.000 m3 årligt kan forbruget, efter ejerens bestemmelse, opgøres efter måler eller fastsættes til 170 m3 årligt pr. ejendom, dog mindst 170 m3 pr. helårsboligenhed og mindst 70 m3 pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig.

Eksempel. Egen vandforsyning

I dette eksempel er der tale om en landbrugsejendom med svinebesætning. Ejendommen har egen vandforsyning. Der sker udledning fra boligenhed til septiktank. Det årlige vandforbrug er på 800 m3.

Ejeren kan uanset eventuel vandmåler fastsætte vandforbruget til beregning af spildevandsafgift til 170 m3.

Afgiften betales på grundlag af ejendommens vandforbrug og efter afgiftssatser fastsat efter rensemetoden. Se E.A.7.13.5. Hvis en ejendoms afledningsforhold (rensemetode) bliver ændret i løbet af året, kan kommunen foretage en forholdsmæssig regulering af afgiftsbeløbet.

Det er den enkelte grundejer, der er ansvarlig for, at spildevandsafgiften bliver betalt på et korrekt grundlag. Kommunen fastsætter de nærmere kontrolmæssige betingelser for at sikre dette.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2001.118.VLR

Det er en betingelse for anvendelse af standardsatsen efter SPILDAL § 8, stk. 2, nr. 1, at nedsivningsanlægget er etableret efter kommunal tilladelse. Dette uanset, at der var opnået kommunal tilladelse for tilsvarende nedsivningsanlæg i kvarteret. Det fremgår af bestemmelsens klare ordlyd, hvorefter det er en betingelse, at nedsivningen sker med kommunal tilladelse.

SKM2011.369.VLR

Efter lovens ordlyd skal Spildevandsafgiften beregnes på baggrund af udledningen, når udledningestilladelsen stiller krav om, at måle den udledte mængde. Uanset bekendtgørelsens § 1, stk.3 kan bestemmelsen i SPILDAL 7, stk 1 ikke udvides til også at gælde når udledningstilladelsen stiller krav om at måle den tilledte mængde spildevand.

På baggrund af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 1, stk. 3, kan spildevandsudlederen så vælge om spildevandsafgiften skal opgøres på baggrund af udledningen eller tilledningen, når udledningstilladelsen stiller krav om måling.

Landsskatteretskendelser

SKM2009.214.LSR

Efter ordlyden af SPILDAL § 7, stk. 1, er der ikke grundlag for at fortolke den heri anvendte formulering "den udledte mængde", som kun omfattende afløb fra renseanlægget. En sådan indskrænkende fortolkning har ikke støtte i forarbejderne til bestemmelsen, lovens formål eller formuleringen af § 7 i øvrigt. Det forhold, at spildevandsafgiftslovens § 8 anvender begrebet tilledning, kan - henset til den sammenhæng, hvori denne formulering konkret indgår - ej heller føre til, at der i relation til § 7 skal foretages en sondring mellem begreberne tilledning og udledning.

Kendelsen blev anket, og dommen fra Landsretten er nævnt ovenfor.

SKAT

SKM2003.199.TSS

Hvis udledningstilladelsen ikke stiller krav om kontinuerlig måling af spildevandsmængden, kan spildevandsanlægget vælge at opgære den udledte mængde på grundlag af de tilsluttede ejendommes vandforbrug med tillæg af 50 procent.


E.A.7.13.7 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan afgiften bliver opgjort og afregnet, samt de særlige krav til regnskabet.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Opgørelsen
  • Regnskab
  • Kommunal opkrævning
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden for registrerede spildevandsudledere er kvartalet. Se SPILDAL § 5.

Afgiften opgøres og indbetales til SKAT den 15. i den efterfølgende kalendermåned. Se SPILDAL § 14 og OPKL § 2, stk. 2.

SKAT udsender angivelses- og indbetalingsblanket til de virksomheder, som ikke er tilmeldt TastSelv. Registrerede virksomheder skal bruge blanket nr. 24.031.

For andre spildevandsudledere, som ikke er registreret, bliver spildevandsafgiften opkrævet af den kommune, hvor ejendommen er beliggende. Ejendomme er her defineret i overensstemmelse med BBR.

Se også

Se også de generelle regler om opkrævning af afgifter i OPKL §§ 2-8.

Opgørelsen

Spildevandsudleder skal beregne den afgiftspligtige mængde som udledningen af spildevand i afgiftsperioden ganget med gennemsnittet af kvartalets måling af de forurenende stoffer i udledningen. Se SPILDAL § 6.

Det vil sige, at den registrerede spildevandsudleder hvert kvartal skal opgøre

  • udledt mængde spildevand i m3, og
  • koncentrationen af afgiftspligtige stoffer
  • N-koncentrationen i den udledte mængde,
  • P-koncentrationen i den udledte mængde og
  • BI5-koncentrationen i den udledte mængde.

I stedet for måling af koncentrationerne af afgiftspligtige stoffer, kan spildevandsudlederen

  • anmelde maksimale koncentrationer eller
  • betale afgift efter standardsatser.

Se også

  • Reglerne for opgørelse af koncentrationen af afgiftspligtige stoffer står i afsnit E.A.7.13.5.
  • Reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde spildevand står i afsnit E.A.7.13.6.

Opgørelsen skal laves for hvert enkelt renseanlæg, uanset om der måtte være flere renseanlæg tilknyttet den samme registrering.

Eksempel på opgørelse af spildevandsafgift

Udledning af spildevand i oktober kvartal i alt 900.000 m3. Der foreligger 6 døgnprøver. Prøverne for kvælstof (N) viser følgende:

Dato

Total-N
mg/l

Vandmængde
m3

N-total
kg

4. oktober

12,1

10.530

127,41

18. oktober

11,0

20.040

220,44

2. november

5,1

12.630

64,41

15. november

3,3

11.070

36,53

29. november

5,7

10.760

61,33

10. december

3,7

15.900

58,83

Samlet mængde

80.930

568,95

Gennemsnit: 568,95x1000x1000 (mg)

= 7,0 mg pr. liter

80.930x1000 (l)

Tilsvarende opgørelse for fosfor (P) og BI5.

Indhold af N (vægtet gennemsnit):

7,0 mg pr. l

Indhold af P (vægtet gennemsnit):

1,1 mg pr. l

Indhold af BI5 (modificeret) (vægtet gennemsnit):

10,0 mg pr. l

Total-N: 900.000 m3 x 0,0070 kg/m3 x 20 kr./kg =

126.000 kr.

Total-P: 900.000 m3 x 0,0011 kg/m3 x 110 kr./kg =

108.900 kr.

BI5 : 900.000 m3 x 0,010 kg/m3 x 11 kr./kg =

99.000 kr.

I alt spildevandsafgift

333.900 kr.

Aconto-afregning, ved måling

Hvis der foreligger mindre end 6 prøver i en afgiftsperiode, skal spildevandsudlederen lave en samlet opgørelse for hele kalenderåret. Andre virksomheder kan vælge at lave en samlet opgørelse for hele kalenderåret. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 § 3, stk. 1-2.

Der skal udarbejdes en foreløbig opgørelse af afgiften for hver afgiftsperiode. Den foreløbige opgørelse udarbejdes på grundlag af prøver udtaget og analyseret i afgiftsperioden eller den gennemsnitlige koncentration af total-kvælstof, total-fosfor og BI5 (modificeret) i det foregående kalenderår.

Den foreløbige opgørelse vedrører kun målingen af koncentrationen. Spildevandsmængden bliver opgjort uændret som den faktisk målte mængde i kvartalet.

Efter udløbet af kalenderåret udarbejder virksomheden, på grundlag af alle årets målinger en samlet opgørelse af de udledte mængder samt afgiften heraf. Differencer mellem den foreløbige og endelige opgørelse bliver lagt til, henholdsvis trukket fra, i afgiftsbetalingen for januar kvartal i det efterfølgende kalenderår. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 § 3, stk. 3.

Virksomheden skal underrette SKAT, hvis den anvender aconto-afregning.

Registrerede spildevandsudledere skal for hver afgiftsperiode kunne dokumentere, hvorledes den udledte mængde total-kvælstof, total-fosfor og BI5 (modificeret) er beregnet, samt afgiften heraf.

SKAT kan kræve, at måleprocedure og målemetode bliver verificeret af et eksternt laboratorium, der er akkrediteret til at foretage sådanne målinger. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 § 6, stk. 4.

Aconto-afregning, ved opgørelse efter tilknyttede ejendommes forbrug

Almene vandforsyningsanlæg skal, efter anmodning fra de kommunale myndigheder mindst en gang årligt give oplysninger om mængden af vand, der skal betales afgift af efter lov om afgift af ledningsført vand, og fordelingen på de enkelte ejendomme.

Da de tilsluttede ejendommes vandforbrug af vandværkerne normalt bliver opgjort pr. år (årlig aflæsning), har spildevandsanlægget ikke oplysning om det konkrete vandforbrug for det enkelte kvartal. I sådanne tilfælde kan spildevandsanlægget for hvert kalenderår beregne en foreløbig afgiftspligtig mængde, der svarer til en 1/4 af seneste årsopgørelse eller af det skønnede a conto årsforbrug for de pågældende ejendomme.

Spildevandsanlægget skal efter udløbet af et kalenderår foretage en regulering af kvartalernes a conto vandmængde, ud fra den årsopgørelse over de enkelte ejendommes vandforbrug, der er modtaget i det pågældende kalenderår. Afgiftsdifferencer tages med i afgiftsopgørelsen for januar kvartal. Se SKM2003.199.TSS.

Regnskab

Registrerede spildevandsudledere skal for hvert renseanlæg, der er omfattet af registreringen, føre regnskab over den udledte mængde spildevand eller de tilknyttede ejendommes samlede vandforbrug.

Regnskab over målinger

Virksomheder, der opgør koncentrationen af total-kvælstof, total-fosfor og BI5 (modificeret) efter måling, skal føre et regnskab over målinger for hvert enkelt renseanlæg.

Anmeldte koncentrationer

Virksomheder, der betaler afgift på grundlag af anmeldte maksimale eller minimale koncentrationer, skal kunne fremlægge dokumentation for disse. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 § 4.

Journal over målinger

Der skal føres journal over samtlige målinger foretaget af virksomheden, herunder henvisning til målerudskrifter eller anden tilsvarende dokumentation. Journalen skal desuden indeholde oplysninger om kalibrering, eftersyn, reparation, udfald og andre forhold, der har betydning for måling. Resultatet af prøver, der indgår i tilsynsmyndighedernes kontrol, skal fremgå af journalen. Se bekendtgørelse nr. 981 af 18. oktober 2005 § 6.

Se også

Se

  • PAVL A.10 om de generelle regler for regnskab.
  • SPILDAL § 13.

Kommunal opkrævning

Kommunen fastsætter selv reglerne for de ikke-registrerede spildevandsudlederes afregning af spildevandsafgift til kommunen. Kommunen inddriver spildevandsafgift efter reglerne i lov nr. 572 af 20. juni 2001 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv.

Hvis kommunens seneste indbetalingsfrist bliver overskredet, kan der opkræves morarenter. Kommunen kan fastsætte et minimumsgebyr på indtil 50 kr. ved forsinket betaling.

Hvis afgiften bliver opkrævet sammen med de kommunale ejendomsskatter, kan der tilsvarende opkræves morarenter. Se lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

Det er muligt at opkræve et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser.

Spildevandsafgift med påløbende renter og omkostninger samt gebyrer for erindringsskrivelser, er tillagt udpantningsret.

Se også

PAVL A.10 om de generelle regler for regnskab.

Kommunernes afregning til staten

Kommunen skal opgøre den i kalenderåret opkrævede afgift, dvs. de afgiftsbeløb, som kommunen har udsendt opkrævning på med en seneste indbetalingsfrist i det pågældende år.

Den opgjorte samlede afgift (i hele kr.) skal indberettes og betales til SKAT senest den 15. december i opgørelsesåret. Afregningen sker maskinelt. Til brug for kommunernes indbetaling udsender SKAT et girokort, blanket nr. 24.049.

SKAT kontrollerer, at kommunens administration, opkrævning, kontrol og afregning af afgiften sker i overensstemmelse med loven. Klage over kommunens opkrævning af afgift skal ske til SKAT.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2003.199.TSS

Efter lovens § 14, stk.1 skal den afgiftspligtige mængde opgøres kvartalsvis, men de tilsluttede ejendommes vandforbrug bliver normalt opgjort årsvis ved årlige aflæsninger. Spildevandsanlæggene kan derfor beregne en foreløbig afgiftspligtig mængde, der svarer til Œ af seneste årsopgørelse eller af det skønnede årsforbrug for de pågældende ejendomme.


E.A.7.13.8 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse
  • Afgiftsgodtgørelse
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftsfritagelse

Registrerede virksomheder er fritaget for afgift af:

  • Spildevand, der bliver udledt fra de dele af flerstrengede spildevandsanlæg, som primært er indrettet til bortledning af overfladevand (separatsystemer). Udledninger fra separatsystemer er ikke afgiftspligtige. Dette gælder, også selv om der er givet tilladelse til afledningen af andre former for let forurenet vand end overfladevand via systemet. Se SPILDAL § 9, stk. 2.
  • Spildevand, der bliver udledt fra overløbsbygværker. Udledninger fra overløbsbygværker omfatter både overløbsbygværker i kloaknet og overløbsbygværker inden for renseanlæggets område. Overløbsbygværker adskiller sig således fra udledninger ved, at der kun bliver udledt vand i perioder med en ekstraordinær stor vandmængde i spildevandssystemet. Se SPILDAL § 9, stk. 2.

Fritagelsen indebærer, at den registrerede spildevandsudleder ikke har udgifter til målinger og analyser af spildevandet, der bliver udledt som beskrevet.

Der er også afgiftsfritagelse for:

  • Processpildevand der bliver udledt fra hav-, salt- og ferskvandsdambrug. Se SPILDAL § 9, stk. 1.
  • Direkte udledninger ved afværgeboringer, grundvandssænkninger og andre selvstændige udledninger af grund- eller overfladevand, når vandet bliver ledt bort udenom spildevandsanlægget. Det gælder fx kølevand, hvor mængden af afgiftspligtige stoffer ikke er større i udledningen end ved tilførslen fra den pågældende vandforsyning, og filterskyllevand fra vandværker. Se SPILDAL § 9, stk. 2.
  • Udledning af vand fra muslingerenserier, hvor der er sammenfald mellem vandforsyningskilden og modtageren af spildevandet (recipienten). Se SPILDAL § 10, stk. 2.

Se også

Se SPILDAL §§ 9-10 om afgiftsfritagelse.

Afgiftsgodtgørelse

Mulighederne for afgiftsgodtgørelse fremgår af SPILDAL §§ 10 - 11.

Registrerede spildevandsudledere får godtgørelse ved modregning på afgiftsangivelsen. Virksomheder, der afleder spildevand til spildevandsanlæg, skal ansøge SKAT om godtgørelse. Til dokumentation af godtgørelsen skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår. Se SPILDAL § 12.

Afgiftsgodtgørelse ved brug af recipientvand

Spildevandsudledere kan få godtgjort den betalte afgift, hvis der er sammenfald mellem vandforsyningskilden og modtageren af spildevandet (recipienten). Der skal kun betales afgift af nettotilførslen af stoffer. Det er derfor muligt, at få godtgørelse for den mængde afgiftspligtige stoffer, som bliver tilført spildevandsudlederen fra vandforsyningskilden. Se SPILDAL § 10, stk. 1.

Hvis der ikke er foretaget målinger af det faktiske indhold af afgiftspligtige stoffer, er godtgørelsen fastsat til 5 øre pr. m3 eller beregnet på grundlag af en mindste koncentration, som er anmeldt til SKAT. Se SPILDAL § 10, stk. 3.

Godtgørelsen kan ikke overstige den betalte afgift af den pågældende udledning. Se SPILDAL § 10, stk. 4.

Hvis den anmeldte koncentration efter § 10, stk. 3, afviger fra den faktisk konstaterede, så godtgørelsen bliver for høj, kan koncentrationen blive fastsat til den konstaterede koncentration ved skønsmæssig ansættelse, se SPILDAL § 14, stk. 2, og PAVL 2010-2 afsnit A.12.4.2 vedrørende skønsmæssig ansættelse.

Eksempel

Landsskatteretten har afsagt kendelse i en sag, der handler om godtgørelse efter bestemmelserne i spildevandsafgiftslovens § 10. Retten fandt, at bestemmelserne i spildevandsafgiftslovens § 10 ikke omfatter tilfælde, hvor der er sammenfald mellem vandforsyningsanlægget og rensningsanlægget. Se SKM2009.214.LSR.

Særligt spildevandstunge processer mv.

Virksomheder, der er registreret efter momsloven, og som udfører særligt spildevandstunge processer/produktioner, kan få godtgjort en del af spildevandsafgiften. Der gives kun godtgørelse for den del af afgiften, der årligt overstiger 20.000 kr.

Det er en betingelse for godtgørelse, at 80 pct. af virksomhedens spildevandsafgift kan henføres til en af følgende processer/produktioner

  • forarbejdning af fisk, krebsdyr, bløddyr og andre hvirvelløse havdyr eller dele heraf,
  • fremstilling af cellulose eller
  • fremstillingen af rør- og roesukker på baggrund af sukkerrør og sukkerroer.

For disse processer udgør godtgørelsen 80 pct. Før 1. september 2008 udgjorde godtgørelsen 97 pct.

Hvis virksomhedens spildevandsafgift er henført til en af følgende processer/produktioner, udgør godtgørelsen 70 pct. af den del af afgiften, der årligt overstiger 20.000 kr.

  • organiske pigmenter og præparater i forbindelse med dette,
  • pectinstoffer, petinater og pectater samt planteslimer og gelateringsmidler, også modificerede, udvundet af vegetabilske stoffer, der hører under toldtarifposition 1302.20 - 1302.39 eller
  • vitaminer.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2009.214.LSR

Efter ordlyden af vandafgiftslovens § 10, stk. 1, omfatter bestemmelsen ikke tilfælde, hvor der er sammenfald mellem vandforsyningsanlæg og rensningsanlæg. I henhold til nudansk ordbog bliver begrebet recipient anvendt inden for miljøretten om den, der er udsat for forurening. I overensstemmelse hermed fremgår af Vejledning fra Miljøstyrelsen om spildevand, juli 1974, kapitel 1, at ved recipienter forstås vandrecipienter (vandløb, søer og havet) eller jordrecipienter (de øvre jordlag og grundvandet). Det fremgår også, at ved spildevandsanlæg forstås kloaknet og rensningsanlæg. Vejledningens bestemmelser omfatter udledning af spildevand til recipienter og spildevandsanlæg. Der er således ikke grundlag for at anse et spildevandsanlæg for modtager af spildevand (recipient), ligesom et vandforsyningsanlæg, som omhandlet i sagen, derudover ikke kan karakteriseres som vandforsyningskilde i bestemmelsens forstand.

E.A.7.14 Kvælstof

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af kvælstof i gødninger.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag E.A.7.14.1
  • Kvælstof omfattet af reglerne E.A.7.14.2
  • Virksomheder omfattet af reglerne E.A.7.14.3
  • Afgiftens størrelse og beregning E.A.7.14.4
  • Opgørelse og afregning E.A.7.14.5
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse E.A.7.14.6.
E.A.7.14.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er afgift på kvælstofindholdet i gødninger m.m..

Afgiften pålægges kvælstofindholdet (N) i kemiske, mineralske og organiske gødninger.

Loven blev indført pr. 1. august 1998, og loven er en del af Vandmiljøplan II, og skal ses i sammenhæng med lovbekendtgørelse nr. 18 af 8. januar 2010 om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, som administreres af Plantedirektoratet under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Formål

Kvælstof (N) er et næringsstof, som er nødvendig for at gennemføre planteproduktion. Hvis der tilføres for meget kvælstof i forhold til det, som planteproduktionen kan optage, kan der ske udvaskning af kvælstof. Dette kan medføre nedsivning til grundvand, samt iltsvind i vandområder.

Vandmiljøplanernes formål er at nedbringe udvaskningen af kvælstof og fosfor og dermed belastningen af det danske vandmiljø.

Jordbrugsvirksomhedernes anvendelse af kvælstof i planteproduktionen reguleres efter lov nr. 18 af 8. januar 2010.

Formålet med kvælstofafgiften er, at regulere kvælstofforbruget udenfor jordbrugsvirksomhederne. Afgiften udgør samtidig et værn mod jordbrugernes omgåelse af de foranstaltninger, som fremgår af lov nr. 18 af 8. januar 2010.

Lovgrundlag

Afgift af kvælstof fremgår af lov nr. 418 af 26. juni 1998 om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m., (kvælstofafgiftsloven) med senere ændringer,

Historik

Med virkning fra d. 1. august 1998 blev kvælstofindholdet i gødninger m.m. pålagt afgift.

Siden er der kun sket administrative konsekvensændringer i loven. Dog blev der i 2009 indført afgiftsfrihed for kvælstof i lastbilers miljøfiltre.

E.A.7.14.2 Kvælstof omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de stoffer, som er omfattet af reglerne om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m..

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige gødninger
  • Afgiftspligtige varer til anden brug.

Se også

Se afsnit PAVL 2011-1 A.2.4 om dækningsafgift, der skal betales, når afgiftspligtige varer indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare.

Afgiftspligtige gødninger

Der skal betales afgift af kvælstofindholdet i følgende kemiske, mineralske og organiske gødninger:

  1. Ammoniak henhørende under position 2814 i EUs kombinerede nomenklatur. Positionen omfatter ammoniak, vandfri eller i vandig opløsning.
  2. Kaliumnitrat og calciumnitrat henhørende under position 2834 i EUs kombinerede nomenklatur. Positionen omfatter foruden kaliumnitrat og calciumnitrat også andre nitriter og nitrater, der ikke er omfattet af afgiftspligten.
  3. Ammoniumclorid henhørende under position 2827 i EUs kombinerede nomenklatur. Positionen omfatter foruden ammoniumclorid også andre chlorider, oxychlorider og hydrooxychlorider; bromider og oxybromider; jodider og oxyjodider, der ikke er omfattet af afgiftspligten.
  4. Gødningsstoffer henhørende under position 3102 og 3105 i EUs kombinerede nomenklatur. Position 3102 omfatter nitrogenholdige gødningsstoffer, mineralske eller kemiske. Position 3105 omfatter mineralske eller kemiske gødningsstoffer indeholdende to eller tre af gødningselementerne nitrogen, phosphor og kalium; andre gødningsstoffer; varer henhørende under kapitel 31, i form af tabletter eller lignende eller i pakninger af bruttovægt 10 kg og derunder.
  5. Organiske gødninger, der er granulerede, pulveriserede eller på anden måde forarbejdet, og som er bestemt til salg i pakninger på 50 kg eller derunder.

Nærmere oplysninger om, hvad der er omfattet af de nævnte positioner i den kombinerede nomenklatur, findes i Toldtariffen samt i de forklarende bemærkninger til Toldtariffen.

Et eksempel på organiske gødninger, som nævnt i punkt 5 ovenfor, kan være forarbejdede husdyrgødninger, hvor der er skabt produkter, der er forskellige fra udgangspunktet med hensyn til tørstofindhold, sammensætning og/eller koncentrationen af gødningsstoffer. Sådan organiske gødninger er afgiftspligtige for pakninger bestemt til salg på 50 kg og derunder, medmindre den forarbejdede husdyrgødning afsættes inden for kredsen af virksomheder, der er registreret i Plantedirektoratets register for afgiftsfri handelsgødning. Se Lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække Lov nr. 370 af 6. juni 2002 og endvidere Lov om gødning og jordforbedringsmidler Lov nr. 194 af 12. marts 2009.

Afgiftspligtige varer til anden brug

Loven virker på den måde, at gødningsstofferne er afgiftspligtige, men såfremt stofferne anvendes i jordbrugsvirksomheder eller ikke er bestemt til gødningsformål, er de afgiftsfrie eller kan fritages for afgift. Se afsnit (E.A.7.14.6).

Eksempel

Som udgangspunkt er der afgift på kvælstofindholdet i ammoniak henhørende under position 2814 i EUs kombinerede nomenklatur (se punkt 1 ovenover) og gødningsstoffer henhørende under position 3102 (urea) og 3105 i EUs kombinerede nomenklatur (punkt 2).

På det tidspunkt, hvor gødningsforhandleren sælger ammoniak til ludning af halm og foderurea, er disse produkter ikke forskellige fra varer, der sælges til gødningsformål. Derfor er både ammoniak til ludning af halm og foderurea omfattet af det afgiftspligtige vareområde. Produkterne kan dog sælges afgiftsfrit efter reglerne i § 7 ved salg til virksomheder, der er registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække (jordbrugsvirksomheder mv.) Se afsnit (E.A.7.14.4).

Urea til brug for afisning er omfattet af afgiftspligten, mens urea i lastbilers miljøfilter er specifikt undtaget. Se KVÆLAL § 7, stk. 2.

Salpetersyre (HNO3) i ren form kan anvendes til gødning mv. Salpetersyre i ren form henhører imidlertid under position 2808 i den kombinerede nomenklatur og er dermed ikke omfattet af afgiftspligten. Se KVÆLAL § 1. Sker der derimod en blanding med andre kemiske eller mineralske produkter, så det får karakter af gødningsstof, hører det blandede produkt under position 3105, som er omfattet af afgiftspligten. Se KVÆLAL § 1, stk. 1, nr. 4.

E.A.7.14.3 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de to typer virksomheder, som er omfattet af reglerne i KVÆLAL. Afsnittet indeholder også en beskrivelse af reglerne om fjernsalg og registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshaver
  • Varemodtager
  • Fjernsalg
  • Anmeldelse til registrering.

Se også de generelle regler om

  • Oplagshaver og oplagshavers rettigheder PAVL 2011-1 A.5.1.
  • Varemodtager og varemodtagers rettigheder PAVL 2011-1 A.5.1.
  • Fjernsalg, herunder postordresalg og internethandel PAVL 2011-1 A.5.1.
  • Reglerne om registrering i virksomheder PAVL 2011-1 A.5
  • Blanket, der anvendes til registrering er nr. 24.037

Oplagshaver

Virksomheder, der med henblik på salg fremstiller varer med indhold af kvælstof,

skal lade sig registrere hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Registreringen sker i praksis som oplagshaver. Se KVÆLAL § 2, stk. 1.

Andre virksomheder, som med henblik på salg, køber varer med indhold af kvælstof (mellemhandlere), kan anmelde sig til registrering som oplagshaver, men kun hvis virksomheden har et årligt salg af sådanne varer med et indhold af kvælstof på mindst 10.000 kg, og mere end 50 pct. af virksomhedens salg sker til:

  • virksomheder, der er registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække (jordbrugsvirksomheder mv.). Se KVÆLAL § 7
  • virksomheder, der har fået bevilling til afgiftsfritagelse for varer, der udelukkende anvendes til andre erhvervsmæssige formål end plantenæring eller afisning. Se KVÆLAL § 8.

Disse mellemhandlere har ikke pligt til at være registreret som oplagshaver. Se KVÆLAL § 2, stk. 2.

Registrerede oplagshavere har ret til at modtage varer uden afgift fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder. Se KVÆLAL § 3.

Varemodtager

Erhvervsdrivende, der køber afgiftspligtige varer i udlandet herunder i andre EU-lande, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal lade sig registrere som varemodtagere.

Også erhvervsdrivende, som medbringer afgiftspligtige varer eller varer med afgiftspligtige bestanddele fra andre lande til brug i egen jordbrugsvirksomhed, skal lade sig registrere. Se KVÆLAL §§ 18 og 19.

Varemodtagere må i princippet hverken oplægge eller afsende varer, før afgiften er betalt. Se nærmere om afregning af afgiften i afsnit (E.A.7.14.5).

Se også

Se om dækningsafgiftspligtige varer i afsnit (E.A.7.14.5) "opgørelse, afregning og regnskab.

Fjernsalg

Virksomheder, som ved fjernsalg sælger afgiftspligtige varer her i landet, og som er registreret efter (ML § 47, stk. 2), er omfattet af reglerne og skal registrere sig som varemodtager.

Et eksempel er virksomheder, der handler via postordre eller Internet.

Anmeldelse til registrering

Virksomhederne skal lade sig registrere hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Se også

Se mere om de generelle regler om registrering i afsnit PAVL 2011-1 A.5.

E.A.7.14.4 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne på kvælstof og beskriver, hvordan afgiften beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Dækningsafgift
  • Dokumentationskrav
  • Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssatser

Afgiften udgør 5 kr. pr. kg kvælstof indeholdt i de i afsnit (E.A.7.14.2) nævnte produkter.

Er indholdet af kvælstof angivet som et interval, beregnes afgiften efter kvælstofindholdets øvre værdi. Der betales ikke afgift, hvis det totale indhold af kvælstof i gødningen er under 2 pct. af gødningens samlede vægt.

Dækningsafgift

Der skal også betales afgift ved indførsel af varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men som indeholder kvælstof og er bestemt til at anvendelse som plantenæring eller afisningsmiddel.

Der betales afgift på grundlag af indholdet af kvælstof i varen.

Eksempel

Et eksempel på at der beregnes afgift af en vare, der ikke i sig selv er afgiftspligtig, men som indeholder kvælstof og er beregnet til planteernæring, er næringsberiget sphagnum.

Hvis indholdet af tilsat kvælstof i varen er under 2 pct., betales der ikke dækningsafgift.

Se også

Se afsnittet om emballageafgift (E.A.7.1), da der kan blive tale om emballageafgift af pakninger på under 20 liter.

Dokumentationskrav

Virksomheder, der sælger handelsgødninger, skal deklarere og indberette indholdet af kvælstof efter reglerne i lov om anvendelse af gødning og om plantedække, uanset om gødningen er solgt til landmænd, biogasanlæg, eller om salget er omfattet af KVÆLAL. Se lov nr. 18. af 08. januar 2010 § 24. Fabrikanter af gødning skal således deklarere indholdet af kvælstof i hver enkelt type af varer. Indholdet af kvælstof kan angives i et interval.

Ved modtagelse af dækningsafgiftspligtige varer fra udlandet skal der fremlægges en fabrikanterklæring som dokumentation for varens indhold af afgiftspligtige bestanddele. Se KVÆLAL § 20, stk. 5. Analyse fra et akkrediteret institut kan evt. også anvendes.

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne er uændrede siden lovens indførelse.

E.A.7.14.5 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Oplagshavers opgørelse
  • Varemodtagers opgørelse
  • Regnskab.

Se også

Se også mere om de generelle regnskabsbestemmelser vedrørende afgifter i nedenstående afsnit:

  • Angivelse og afregning af afgifter PAVL 2011-1 A.11
  • Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi PAVL 2011-1 A.7
  • Regnskabsregler PAVL 2011-1 A.10.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter KVÆLAL er måneden.

Afgiften opgøres og indbetales til SKAT den 15. i den efterfølgende kalendermåned. Se OPKL § 2, stk. 2.

Se også

Se regler om opkrævning af afgifter i OPKL §§ 2-8.

Oplagshavers opgørelse

Oplagshaver skal opgøre afgiften på grundlag af mængden af udleverede varer her i landet i løbet af måneden.

Virksomheden skal således ikke betale afgift, før varen udleveres fra virksomheden.

Der skal også betales afgift af virksomhedens forbrug af egne varer. Forbrug af egne varer sidestilles med udlevering. Virksomhedens forbrug af varer ved at lade disse indgå i andre varer, det vil sige varer, som der skulle være betalt dækningsafgift af ved indførelse, er omfattet af afgiftspligten.

Varer, der er udleveret ubeskattet efter bestemmelserne KVÆLAL §§ 6-9 + § 11, kan fratrækkes i den afgiftspligtige mængde. Se mere i afsnit (E.A.7.14.6).

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder ved varernes indførsel her i landet. Registrerede varemodtagere skal dog kun opgøre og indbetale den afgiftspligtige mængde en gang om måneden.

Opgørelsen skal omfatte mængden af modtagne afgiftspligtige varer til videresalg og eget forbrug samt mængden af kvælstof i dækningsafgiftspligtige varer, der er tilført virksomheden i løbet af måneden.

Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgør i hvilken måned, beløbet skal medregnes.

Regnskab

Virksomheden skal opbevare erklæringer fra fabrikanter om indholdet af kvælstof i de solgte varer på samme måde som andet regnskabsmateriale.

Se også

De generelle regler for regnskab i PAVL 2011-1 A.10.

E.A.7.14.6 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfri udlevering
  • Særligt om jordbrugsvirksomheder
  • Afgiftsfritagelse: Bagatelgrænse
  • Afgiftsfritagelse: Varer der indføres
  • Afgiftsfritagelse for varer der leveres til diplomatiske repræsentationer
  • Afgiftsfritagelse for varer til anden industriel brug
  • Afgiftsgodtgørelse.

Afgiftsfri udlevering

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver, kan udlevere gødning, som indeholder kvælstof uden afgift, når leveringen sker til:

  • Andre virksomheder registrerede efter KVÆLAL § 2
  • Udlandet
  • Virksomheder registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække
  • Virksomheder, som har en bevilling fra SKAT til at modtage afgiftspligtige varer uden afgift. Se nærmere herom nedenfor.

Se også

Se afsnit PAVL 2011-1 A.8.1. om de generelle regler for afgiftsfritagelse.

Særligt om jordbrugsvirksomheder

Virksomheder, der er registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække (jordbrugsvirksomheder), anmelder deres virksomhed til Plantedirektoratets register og udarbejder gødningsregnskaber efter Plantedirektoratets regler, som virksomheden indsender til Plantedirektoratet. Plantedirektoratet udsteder et bevis for registreringen.

Leverandøren af kvælstof kan kræve dokumentation for jordbrugsvirksomhedens registrering.

Hvis en jordbrugsvirksomhed bliver afmeldt fra Plantedirektoratets register, men beholder en mængde gødning, som denne har modtaget uden afgift, skal der betales afgift af denne mængde, da virksomheden ikke længere opfylder betingelserne for at modtage og anvende gødning uden afgift.

Jordbrugsvirksomheder kan levere gødning mv. med indhold af kvælstof til andre jordbrugsvirksomheder, der er registreret i Plantedirektoratets register uden afgift. Hvis der leveres gødning mv. med indhold af kvælstof til private eller ikke-registrerede jordbrugere, skal der betales afgift.

Betalingen skal ske ved, at jordbrugsvirksomheden senest den 15. i måneden efter udløbet af den måned, hvor jordbrugsvirksomheden overdrager handelsgødning til private eller til virksomheder, der ikke er registreret i Plantedirektoratets register, indbetaler det skyldige beløb til SKAT.

Samtidig med angivelse af betaling indsendes følgende oplysninger og dokumentation:

  • eget SE-/CVR-nummer
  • navn og adresse på den private person
  • eller SE-/CVR-nummeret på den virksomhed, der har modtaget handelsgødningen
  • angivelse af kg kvælstof.

Jordbrugsvirksomheder kan også modtage afgiftspligtige varer og dækningsafgiftspligtige varer fra udlandet uden at betale kvælstof, men skal ved modtagelsen registreres som varemodtager.

Se også

Se afsnit PAVL 2011-1 A.5.1 om de generelle regler for registrerede varemodtagere.

Afgiftsfritagelse: Bagatelgrænse

Gødninger, hvor det totale indhold af kvælstof er under 2 pct. af gødningens samlede vægt, er fritaget for afgift. Se KVÆLAL § 1, stk. 3.

Afgiftsfritagelse: Varer der indføres

Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet i samme omfang og under samme betingelser, som gælder for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. nr. 1 - 3. Se KVÆLAL § 9 og (Momsvejledningen afsnit I.3.1).

Afgiftsfritagelse for varer der leveres til diplomatiske repræsentationer

Der er ikke afgift på varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner m.v., der er omtalt i Toldlovens § 4, samt personer der er knyttet til disse.

I praksis administreres denne ordning som en godtgørelsesordning. Det vil sige, at repræsentationer m.v. kan efter ansøgning til SKAT få godtgjort kvælstofafgiften. Ansøgningen sker på blanket 23.006, som kan findes på SKATs hjemmeside.

Afgiftsfritagelse for varer til anden industriel brug

Virksomheder, der udelukkende anvender afgiftspligtige varer til andre erhvervsmæssige formål end plantenæring eller afisning, kan få en bevilling til at modtage afgiftspligtige varer uden afgift fra registrerede virksomheder. Se KVÆLAF § 8.

Bevilling fås efter ansøgning til SKAT, hvor virksomheden afgiver en erklæring om, at de afgiftspligtige varer alene anvendes i industrivirksomheden til andre formål end plantenæring eller afisning.

Det er en betingelse for at få bevilling til afgiftsfritagelse, at bevillingsmodtageren har et årligt forbrug af kvælstof på 2.000 kg. eller derover.

Afgiftsgodtgørelse

Virksomheder, der ikke er registreret efter kvælstofafgiftsloven, kan bede SKAT om godtgørelse af afgift af varer, som

  • leveres til udlandet,
  • leveres til virksomheder registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække,
  • leveres til virksomheder, der har bevilling til at modtage afgiftspligtige varer til industriel brug uden afgift efter KVÆLAL § 8,
  • virksomheden anvender selv til andre erhvervsmæssige formål end plantenæring eller afisning.

Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse for varerne nævnt herover udgør mindst kr. 1.000. Se KVÆLAF § 10.

SKAT kan meddele virksomheder, der bliver registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække senere end den 1. august i et år, godtgørelse af den betalte afgift af de varer, som virksomheden har indkøbt fra den 1. august i det pågældende år og indtil den dato, hvor registreringen finder sted. Se KVÆLAL § 10, stk. 3.

Plantedirektoratet har i særlige tilfælde mulighed for at registrere jordbrugsvirksomheder med virkning for tidligere planperioder.

SKAT godtgør derfor kvælstofafgift i overensstemmelse med de registreringsbeviser Plantedirektoratet udsteder. Dette gælder også selv om registreringsbeviset er udstedt med tilbagevirkende kraft for en allerede afsluttet planperiode.

Se også

SKM 2001.301 LSR og SKM 2003.188 TSS

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2001.301. LSR

En jordbrugsvirksomhed ansås for berettiget til godtgørelse af kvælstofsafgift i overensstemmelse med Plantedirektoratets registreringsbevis, selv om registreringen var sket med tilbagevirkende kraft, således at registreringsbeviset også omfattede en allerede afsluttet planperiode.

Kendelsen blev ikke anket. I stedet blev der indgået en aftale mellem Skatteministeriet og Fødevareministeriet om, at der ikke længere ville blive udstedt registreringsbeviser med tilbagevirkende kraft for allerede afsluttede planperioder.

SKAT-meddelelse

SKM2003.188. TSS

Ved en ændring af gødskningsloven blev det muligt i særlige tilfælde at registrere jordbrugsvirksomheder med virkning for tidligere planperioder.

Da kendelsen af 13. december 2000 ikke blev anket, danner den retstilstand på området.

SKAT godtgør derfor kvælstofafgift i overensstemmelse med de registreringsbeviser Plantedirektoratet udsteder. Dette gælder også selv om registreringsbeviset er udstedt med tilbagevirkende kraft for en allerede afsluttet planperiode.

E.A.7.15 Antibiotika og vækstfremmere

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af antibiotika og vækstfremmere.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.15.1)
  • Antibiotika og vækstfremmere omfattet af reglerne (E.A.7.15.2)
  • Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.15.3)
  • Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.15.4)
  • Opgørelse og afregning (E.A.7.15.5)
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.15.6).
E.A.7.15.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er afgift på antibiotika og vækstfremmere, der anvendes som tilsætningsstoffer til foderstoffer. Se Lov nr. 416 af 26.6.1998 om afgift af antibiotika og vækstfremmere anvendt i foderstoffer.

Også antibiotika og vækstfremmere som ikke er direkte nævnt i loven, er omfattet af afgiften. Afgiften bliver da beregnet på baggrund af det tilsvarende nævnte antibiotikum eller vækstfremmer.

Formål

Afgiftens formål er at beskytte dyrenes velfærd i husdyrproduktionen.

Seks af de i loven nævnte vækstfremmende stoffer er forbudte. Stofferne er blevet forbudte i hele EU. Dette er sket ved en EU forordning, som har forbudt stoffernes anvendelse i foderstoffer. Dette blandt andet for at sikre, at der ikke opstår resistens overfor stofferne, som i nogle tilfælde også bruges i medicin til mennesker.

Plantedirektoratet og Dansk Landbrug har indgået aftale for så vidt angår de sidste fire i loven nævnte stoffer om ikke at anvende disse som tilsætningsstoffer i foder til husdyrproduktion.

Godkendelse af tilsætningsstoffer til foderstoffer er harmoniseret i EU ved Rådets direktiv 70/524/EØF. Godkendelse og forbud mod anvendelse af vækstfremmere og antibiotika administreres af Plantedirektoratet under Fødevareministeriet.

Vækstfremmerafgiftsloven har som følge af forbud mv. kun et begrænset anvendelsesområde.

Lovgrundlag

Afgift af på antibiotika og vækstfremmere fremgår af lov nr. 416 af 26. juni 1998 om afgift af antibiotika og vækstfremmere anvendt i foderstoffer indeholdt i gødninger (vækstfremmerafgiftsloven) med senere ændringer.

Historik

Med virkning fra d. 1. september 1998 blev antibiotika og vækstfremmere i foderstoffer pålagt afgift.

Siden er der kun sket administrative konsekvensændringer i loven.

E.A.7.15.2 Antibiotika og vækstfremmere omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de stoffer, som er omfattet af reglerne om afgift på antibiotika og vækstfremmere, der anvendes som tilsætning i foderstoffer.

Afsnittet indeholder:

  • Vækstfremmende stoffer
  • Lægemidler.

Vækstfremmende stoffer

Antibiotika og vækstfremmende stoffer, der anvendes som tilsætningsstoffer til foderstoffer er omfattet af loven. Følgende vækstfremmende stoffer er nævnt i VÆKSTAL § 1,stk. 1:

  • Zinkbacitracin - forbudt nr.1
  • Spiramycin - forbudt nr. 2
  • Virginiamycin - forbudt nr. 3
  • Flavofosfolipol - anvendes ikke nr. 4
  • Tylosinfosfat - forbudt nr. 5
  • Monensin natrium - anvendes ikke nr. 6
  • Salinomycin natrium - anvendes ikke nr. 7
  • Avilamycin - anvendes ikke nr. 8
  • Carbadox - forbudt nr. 9
  • Olaquindox - forbudt nr. 10

Andre vækstfremmere er også omfattet af reglerne. Afgiften for disse vækstfremmere fastsættes efter den sats, som gælder for den af de ovenover nævnte vækstfremmere, der ligner mest (den tilsvarende vækstfremmer). Se VÆKSTAL § 1, stk. 2.

Hvis der senere bliver godkendt nye vækstfremmere vil de være omfattet af reglerne på samme måde, som de i loven udtrykkelig nævnte vækstfremmere.

Lægemidler

De opremsede stoffer bliver i visse tilfælde også brugt i lægemidler. Når stofferne bruges i lægemidler, er de ikke omfattet af loven, og i disse tilfælde skal der ikke betales afgift efter vækstfremmerafgiftsloven.

De enkelte tilsætningsstoffer skal mærkes efter anvendelse. Se Plantedirektoratets bekendtgørelse om foder og foderstofvirksomheder nr. 1023 af 27. august 2010.

For eksempel er tilsætningsstofferne Monensin natrium og Salinomycin natrium afgiftsfrie, når stofferne er anvendt i et lægemiddel, som er korrekt mærket som lægemiddel.

E.A.7.15.3 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de to typer virksomheder, som er omfattet af reglerne i vækstfremmerafgiftsloven. Afsnittet indeholder også en beskrivelse af reglerne om fjernsalg og registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshaver
  • Varemodtager
  • Fjernsalg
  • Anmeldelse til registrering.

Se også

  • Definition: Oplagshaver og oplagshavers rettigheder PAVL 2011-1 A.5.
  • Definition: Varemodtager og varemodtagers rettigheder PAVL 2011-1 A.5.
  • Fjernsalg, herunder postordresalg og internethandel PAVL 2011-1 A.5..
  • Reglerne om registrering i virksomheder PAVL 2011-1 A.5.
  • Blanket der anvendes til registrering er nr. 24.039

Oplagshaver

Virksomheder, der fremstiller afgiftspligtige tilsætningsstoffer til foder, er omfattet af reglerne og skal lade sig registrere som oplagshaver. Se VÆKSTAL § 2, stk.1.

Virksomheder, der køber antibiotika og vækstfremmere med henblik på videresalg, skal også lade sig registrere som oplagshaver. Se VÆKSTAL § 2, stk. 2.

Registrerede oplagshavere har ret til at modtage varer uden afgift fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder. Se VÆKSTAL § 3.

Varemodtagere

Erhvervsdrivende, der til eget brug køber antibiotika og vækstfremmere til anvendelse i foderstoffer eller varer med indhold af antibiotika og vækstfremmere i udlandet, herunder i andre EU-lande, skal lade sig registrere som varemodtagere.

Erhvervsdrivende, som medbringer varer indeholdende antibiotika eller vækstfremmere eller bestanddele heraf fra andre lande, skal lade sig registrere.

Varemodtagere må hverken oplægge eller afsende varer, før afgiften er betalt.

Se også

Se afsnit om dækningsafgiftspligtige varer (E.A.7.15.4)

Fjernsalg

Virksomheder, der er registreret efter ML § 47, stk. 2, og som importerer og sælger afgiftspligtige varer her til landet ved fjernsalg, fx postordre eller internethandel, er omfattet af reglerne og skal lade sig registrere.

Anmeldelse til registrering

Virksomhederne skal lade sig registrere hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Se også

Se de generelle regler om registrering i PAVL 2011-1 A.5.

E.A.7.15.4 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne på vækstfremmere, og beskriver hvordan afgiften beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Dækningsafgift.

Afgiftssatser

Afgiften udgør:

  • Zinkbacitracin 1,00 kr./g
  • Spiramycin 1,00 kr./g
  • Virginiamycin 1,00 kr./g
  • Flavofosfolipol 2,50 kr./g
  • Tylosinfosfat 1,25 kr./g
  • Monensin natrium 1,00 kr./g
  • Salinomycin natrium 0,83 kr./g
  • Avilamycin 1,25 kr./g
  • Carbadox 1,00 kr./g
  • Olaquindox 1,00 kr./g

Afgiftssatsen fremgår af VÆKSTAL § 1, stk. 1. Afgiften er fastsat efter, at den skal give en ensartet udgift pr. smågris, lige meget hvilket stof der bruges.

Vækstfremmere og antibiotika, som ikke er nævnt i loven, er også omfattet. Vækstfremmere, der senere bliver godkendt som tilsætningsstoffer til foderstoffer, bliver også omfattet af afgiftspligten. Afgiftssatsen fastsættes efter den sats, der gælder for et lignende antibiotikum eller vækstfremmende stof, der har et tilsvarende tilladt maksimal indhold af antibiotikum eller vækstfremmende stof, som nævnt ovenfor i foderet.

Dækningsafgift

Der skal også betales afgift ved indførelse af varer, som indeholder antibiotika og vækstfremmere, selvom de ikke i sig selv er afgiftspligtige.

Et eksempel er forblandinger, tilskudsfoder og fuldfoder med videre.

Afgiften bliver beregnet efter indholdet af de stoffer, som fremgår af fabrikantens erklæring om indholdet. Se VÆKSTAL § 1.

Hvis virksomheden ikke fremlægger en fabrikanterklæring om indholdet af stoffer, når den modtager dækningsafgiftspligtige varer fra udlandet, skal virksomheden betale afgift med følgende satser:

  • Forblandinger 25 kr. pr. kg.
  • Tilskudsfoder 10 kr. pr. kg.
  • Fuldfoder 5 kr. pr. kg.

Afgiftssatserne er uændret siden lovens indførelse.

Se også

Se afsnittet om emballageafgift PAVL 2011-1 G.1. Der er emballageafgift af pakninger med antibiotika og vækstfremmere på under 20 liter.

E.A.7.15.5 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Oplagshavers opgørelse
  • Varemodtageres opgørelse
  • Regnskab.

Se også

  • angivelse og afregning af afgifter PAVL 2011-1 A.11
  • opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi PAVL 2011-1 A.7
  • regnskabsregler PAVL 2011-1 A.10.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter vækstfremmerafgiftsloven er måneden.

Afgiften opgøres og indbetales til SKAT den 10. i den efterfølgende kalendermåned. Se OPKL § 2, stk.2.

Se også

Se regler om opkrævning af afgifter i OPKL §§ 2-8.

Oplagshavers opgørelse

Oplagshaver skal opgøre afgiften på grundlag af mængden af udleverede varer her i landet i løbet af måneden. Udlevering er nærmere beskrevet under afsnit PAVL 2011-1 A.7..

Virksomheden skal således ikke betale afgift, før varen udleveres fra virksomheden.

Der skal også betales afgift af virksomhedens forbrug af egne varer. Forbrug af egne varer sidestilles med udlevering. Virksomhedens forbrug af afgiftspligtige varer ved at lade disse indgå i andre varer, fx foderblandinger og varer som der skulle være betalt dækningsafgift af ved indførsel, er omfattet af afgiftspligten.

Antibiotika og vækstfremmende stoffer, der er udleveret ubeskattet efter bestemmelserne beskrevet i afsnit (E.A.7.15.6), fratrækkes i den afgiftspligtige mængde.

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder ved varernes indførsel her i landet. Registrerede varemodtagere skal kun opgøre og indbetale den afgiftspligtige mængde en gang om måneden.

Opgørelsen skal omfatte mængden af afgiftspligtige antibiotika og vækstfremmere til eget brug samt mængden af dækningsafgiftspligtige varer, der er tilført virksomheden i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgør i hvilken måned, beløbet skal medregnes.

Ved modtagelse af dækningsafgiftspligtige varer fra udlandet, skal der fremlægges en fabrikanterklæring som dokumentation for varens indhold af afgiftspligtige bestanddele. SeVÆKSTAL § 17, stk. 5.

Hvis der ikke fremlægges en fabrikanterklæring, beregnes afgiften efter satserne for dækningsafgift.

Regnskab

Hvis der ikke er fremlagt fabrikanterklæring, skal regnskabet opdeles i de forskellige antibiotika, vækstfremmende stoffer og dækningspligtige varer. Afgiften skal betales med standardsatsen. Se VÆKSTAL § 17.

Virksomheden skal opbevare erklæringer fra fabrikanter om indholdet af antibiotika og vækstfremmere i de solgte varer på samme måde som andet regnskabsmateriale.

Se også

De generelle regler for regnskab PAVL 2011-1 A.10.

E.A.7.15.6 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfri udlevering
  • Afgiftsfritagelse
  • Afgiftsgodtgørelse.

Afgiftsfri udlevering

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver, kan udlevere antibiotika og vækstfremmere uden afgift

  • til andre registrerede virksomheder efter VÆKSTAL § 3,
  • når leveringen sker til udlandet.

Når oplagshaveren opgør månedens afgiftspligtige mængde, trækkes udleveringerne til ovennævnte fra i den samlede udleverede mængde vækstfremmere og antibiotika.

Dette gælder også for antibiotika og vækstfremmere, der er gået tabt ved brand eller lignende hos oplagshaveren eller under transport til og fra denne. Varer, som returneres til oplagshaveren, kan også trækkes fra i den samlede afgiftspligtige mængde, hvis køberen godtgøres varens pris inklusive afgiften.

Se også

Se afsnit PAVL 2011-1 A.8 om de generelle regler for afgiftsfritagelse.

Afgiftsfritagelse

Der er afgiftsfrihed for foder med indhold af antibiotika og vækstfremmere, der indføres eller modtages fra udlandet i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfriheden i ML § 36, stk. 1 nr. 5. Se Momsvejledningen 2010-1 afsnit (I.1.2.1).

Afgiftsgodtgørelse

Virksomheder, der ikke er registreret efter vækstfremmerafgiftsloven, kan bede SKAT om godtgørelse af afgift af varer, som leveres til udlandet.

Det er en betingelse for at få godtgørelse, at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr.

E.A.7.16 Drikkevandsbeskyttelse, grundvandsafgift

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift til drikkevandsbeskyttelse.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag E.A.7.16.1
  • Vandindvinding og vandforsyningsanlæg E.A.7.16.2
  • Afgiftsgrundlaget E.A.7.16.3
  • Omfattet af afgiftspligten E.A.7.16.4
  • Afgiftens størrelse og beregning E.A.7.16.5
  • Opgørelse og afregning E.A.7.16.6
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse E.A.16.7.
E.A.7.16.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål og lovgrundlag.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der skal betales afgift for indvinding af grundvand. Afgiften kaldes også for grundvandsafgift.

Afgiften fremgår af vandforsyningsloven, som hører under Miljøministeriets ansvarsområde. SKAT opkræver afgiften på vegne af Miljøministeriet.

Afgiften er en afgift på vandindvinding foretaget af vandforsyninger, industrivirksomheder, landbrug m.fl.

Afgiften opkræves i årene 2009-2017. I årene 2016 og 2017 med reduceret afgiftssats.

Se også

Se ikrafttrædelsesbestemmelserne til Lov nr. 1402 af 27. december 2008, § 3, stk. 5-6.

Formål

Formålet med afgiften er at finansiere Miljøministeriets og kommunernes opgaver i forbindelse med beskyttelse af grundvandet, herunder kortlægning og udpegning af områder med drikkevandsinteresser, indvindingsoplande og områder, som er særligt følsomme over for forurening.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift til drikkevandsbeskyttelse står i lov om vandforsyning mv. kapitel 4 a, se lovbekendtgørelse nr. 635 af 7. juni 2010.

Historik

Amterne har siden 1999 opkrævet gebyrer for at finansiere opgaverne med beskyttelse af grundvandet.

Efter kommunalreformen blev opgaven delt mellem staten og kommunerne, hvor kommunerne stod for opkrævningen.

Justitsministeriet vurderede, at opkrævningen af gebyret havde karakter af en skat i grundlovens forstand, hvorefter afgiften blev fastsat i lov.

Afgiften afløste pr. 1. januar 2009 det tidligere gebyr på vandindvinding. Afgiften blev indført i vandforsyningsloven kapitel 4 a ved lov nr. 1402 af 27. december 2008.

I dag er det Miljøministeriets miljøcentre, som gennemfører grundvandskortlægningen, kommunerne udarbejder indsatsplaner, og SKAT står for opkrævningen.
E.A.7.16.2 Vandindvinding og vandforsyningsanlæg

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvad der forstås ved almene vandforsyninger, samt reglerne om indvinding af grundvand.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Almene vandforsyninger
  • Tilladelse til vandindvinding
  • Vandindvinding uden tilladelse.

Definition: Almene vandforsyninger

Almene vandforsyningsanlæg, er vandforsyningsanlæg, som forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme med indvinding af grund- eller overfladevand. Se vandforsyningsloven § 3, stk. 3

Vandforsyningsanlæg, som ikke er omfattet af ovennævnte afgrænsning, vil i afgiftsmæssig henseende være 'andre anlæg'.

Tilladelse til vandindvinding

Det er i dag kun tilladt at indvinde grundvand og overfladevand, hvis kommunalbestyrelsen har givet tilladelse til vandindvinding. Bredejere kan dog uden tilladelse indvinde overfladevand til kreaturvanding. Se vandforsyningsloven §§18 og 20.

Når kommunalbestyrelsen giver tilladelse til indvinding, bliver der stillet vilkår om blandt andet boringens anvendelse, nøjagtige placering, samlede tilladte indvinding i m3 pr. år, registrering og indberetning af indvundne vandmængder, samt tilladelsens varighed.

Se også

Se Miljøministeriets hjemmeside www.mim.dk, ministeriet, lovstof, kvalitetsstyringsordningen, miljøprocedure, M18 om behandling af ansøgning om tilladelse til etablering af boring og indvinding af grundvand efter vandforsyningsloven.

Vandindvinding uden tidsbegrænsning og uden tilladelse

Rettigheder til vandindvinding, som er erhvervet efter tidligere gældende lovgivning, hvor der ikke ligger en egentlig tilladelse, kan forsat være gældende. Miljøministeren har den 4. oktober 2010 sendt forslag til 23 vandplaner i offentlig høring, hvorfor disse tilladelser forsat er gældende.

Vandforsyningsloven blev ændret med virkning fra den 1. april 1980. Før denne lovændring var indvinding af grundvand ikke nødvendigvis tidsbegrænset, og den kunne også i visse tilfælde ske uden tilladelse.

I forbindelse med en ændring af vandforsyningsloven i 1980 blev der indsat en bestemmelse, der fastslår, at rettigheder til vandindvinding efter tidligere lovgivning kun gælder for et tidsrum på maksimalt 30 år fra lovens ikrafttrædelse. Det vil sige indtil den 1. april 2010. Se vandforsyningsloven § 86, stk. 4.

I mellemtiden har Danmark gennemført vandrammedirektivet (direktiv nr. 2000/60/EF af 23. oktober 2000) i miljømålsloven. Se "Bekendtgørelse af lov om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder, nr. 932 af 24. september 2009".

Miljømålsloven udgør en ramme for den fremtidige administration af vand og natur. Rammen udfyldes via de statslige vandplaner, som følges op af de kommunale handleplaner. Som en konsekvens heraf vil rettighederne efter vandforsyningsloven § 86, som var gældende den 1. januar 2010, først udløbe senest 1 år efter vedtagelsen af den første kommunale handleplan i medfør af miljømålsloven.

Se også

Se LOV nr. 1519 af 27/12/2009, § 6 om forlængelse af visse vandindvindingstilladelser og rettigheder.

E.A.7.16.3 Afgiftsgrundlaget

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af det afgiftspligtige område for afgift til drikkevandsbeskyttelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsgrundlaget
  • Almene vandforsyningsanlæg
  • Andre anlæg
  • Anlæg efter vandforsyningsloven § 86.

Afgiftsgrundlaget

Der er pligt til at betale afgift for indvundet grundvand. Afgiftsgrundlaget er forskelligt afhængigt af typen af vandforsyningsanlæg.

Almene vandforsyningsanlæg

Der skal betales afgift af den årlige mængde vand, som fremgår af det enkelte almene indvindingsanlægs tilladelse til indvinding af grundvand.

Afgiften bliver beregnet på baggrund af den mængde vand, som vandindvindingsanlægget efter tilladelsen maksimalt må indvinde, og ikke efter faktisk forbrug.

Det betyder, at der også skal betales afgift af tilladelser, som er givet til anlæg, men som endnu ikke er taget i brug. Se vandforsyningsloven § 24 a, stk. 1.

Hvis der er tilknyttet flere indvindingstilladelser til det samme anlæg, skal ejeren betale afgift af den samlede mængde, som tilladelserne viser.

Se også

Se afsnit E.A.7.16.7 om fritagelse for afgift.

Andre anlæg

Indvindingsanlæg, som ikke er almene, skal betale afgift af en tredjedel af den tilladte årlige indvindingsmængde, dog maksimalt af en tredjedel af 25.000 m3.

Afgiften skal afregnes efter tilladelsens størrelse, og ikke efter faktisk forbrug.

Hvis et eller flere vandindvindingsanlæg har samme ejer, og den samlede tilladte årlige indvindingsmængde pr. 1. januar i opkrævningsåret overstiger 25.000 m3, skal der kun betales afgift af en tredjedel af 25.000 m3. Se vandforsyningsloven § 24 b, stk. 2.

Se også

Se afsnit E.A.7.16.4 om den afgiftspligtige person.

Se afsnit E.A.7.16.7 om fritagelse for afgift.

Anlæg efter vandforsyningsloven § 86

I tidligere lovgivning var der fastsat særlige regler om, at indvinding af grundvand kunne ske uden tilladelse eller uden tidsbegrænsning. Bestemmelsen dækker disse indvindingsanlæg og er en overgangsbestemmelse.

Se også

Se afsnit E.A.7.16.2 om vandindvinding og vandforsyningsanlæg.

Vandforsyningsanlægs indvinding af vand, som ikke kræver tilladelse, skal betale afgift af den gennemsnitlige indvinding opgjort for årene 2004-2008. Se vandforsyningsloven § 24 a, stk. 2.

Dette gælder både for almene vandforsyningsanlæg og for andre anlæg, som måtte have en vandingsvindingsrettighed efter vandforsyningsloven § 86.

Se også

Se afsnit E.A.7.16.7 om fritagelse for afgift.


E.A.7.16.4 Omfattet af afgiftspligten

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvem der skal betale afgift til drikkevandsbeskyttelse, herunder også en kort introduktion af Jupiter-databasen.

Afsnittet indeholder:

  • Den afgiftspligtige person
  • Registrering af den afgiftspligtige person
  • Jupiter-databasen.

Den afgiftspligtige person

Ejeren af et vandforsyningsanlæg skal betale afgift til drikkevandsbeskyttelse. Ejeren er den person eller virksomhed, der er ejer af anlægget den 1. januar i opkrævningsåret, og er dermed afgiftspligtig. Se vandforsyningsloven § 24 a, stk. 1-2.

Ejeren skal betale afgift af drikkevandsbeskyttelse af alle indvindingsrettigheder, som har tilknytning til anlægget. Dette gælder også, hvis en anden person eller virksomhed lejer sig ind i anlægget og opnår sin egen indvindingstilladelse til det samme anlæg. Ejeren skal i et sådant tilfælde betale afgift af den samlede mængde, som der er givet indvindingsrettigheder til i tilknytning til anlægget.

Hvis anlægget er overgået til en ny ejer, uden at det er anmeldt til kommunalbestyrelsen eller SKAT (vedlagt dokumentation for ejerskiftet) inden den 1. januar i opkrævningsåret, kan SKAT opkræve afgiften hos den hidtidige ejer.

Overdragelse af et vandforsyningsanlæg medfører, at afgiftspligten overgår til den nye ejer med virkning fra det førstkommende afgiftsår.

Afgiften bliver ikke reguleret som følge af ændring eller ophør af en indvindingstilladelse i løbet af opkrævningsåret, ligesom afgiften ikke bliver tilbagebetalt i tilfælde af ejerskifte. Se vandforsyningsloven § 24 g.

Se også

Afsnit E.A.7.16.7 om vandforsyningsanlæg, som er fritaget for afgift.

Registrering af den afgiftspligtige person

Ejerne af vandforsyningsanlæg skal ikke registreres hos SKAT.

Kommunalbestyrelsen sørger for at registrere indvindingsanlæggene i Jupiter-databasen (http://jupiter.geus.dk).

Jupiter-databasen

Jupiter-databasen er en landsdækkende database for grundvands-, drikkevands-, råstof-, miljø- og geotekniske data. Databasen er den fællesoffentlige database under GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, og indgår i Danmarks Miljøportal. Databasen er offentligt tilgængelig.

Kommunalbestyrelsen indberetter hvert år senest den 15. januar oplysninger til databasen om blandt andet

  • vandindvindingsanlæg, hvortil der senest den 1. januar det pågældende år er givet tilladelse, samt den indvindingsmængde, som ifølge tilladelsen må indvindes det pågældende år,
  • vandindvindingsanlæg, som ikke kræver tilladelse, og disse anlægs gennemsnitlige indvindingsmængde for årene 2004-2008,
  • vandindvindingsformålet med anlægget, og
  • ejerens CVR- eller CPR-nummer og navn og adresse.

Se også

Se vandforsyningsloven § 24 d.

E.A.7.16.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatsen til drikkevandsbeskyttelse - satsen for grundvandsafgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatsen
  • Regulering af afgiftssatsen
  • Afgiftens anvendelse.

Afgiftssatsen

Afgiften udgør 31,5 øre pr. m3 grundvand pr. 1. januar 2011.

Se også

Se også afsnit E.A.7.16.3 om afgiftsgrundlaget, og neden for om regulering af afgiftssatsen.

Regulering af afgiftssatsen

Afgiften er fastsat til 30,5 øre i 2009-niveau pr. m3. grundvand i vandforsyningsloven. Afgiftssatsen bliver reguleret årligt med den fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks med niveaukorrektion. Det generelle pris- og lønindeks med niveaukorrektion vil fremgå af de løbende offentliggjorte forslag til finanslov. I denne regulering trækkes årligt 2 pct. i den statslige del af afgiften fra. Dette er en følge af produktivitetsforbedringer i den statslige opgavevaretagelse. Begge satser reguleres også med en årlig forhøjelse som kompensation for fald i den afgiftspligtige vandmængde, der i beregningerne nedsættes med 1,5 pct. årligt fra et niveau på 640 mio. m3 i 2006.

Afgiftens anvendelse

Afgift til drikkevandsbeskyttelse finansierer Miljøministeriets og kommunernes opgaver i forbindelse med beskyttelse af grundvandet. Se vandforsyningsloven § 24, stk. 2.

Afgiften på 30,5 øre i 2009-niveau bliver fordelt mellem stat og kommune sådan:

  1. 21,9 øre til dækning af Miljøministeriets udgifter til opgaver omfattet af miljømålsloven § 8 a samt SKATs udgifter til administration vedrørende opkrævningen, og
  2. 8,6 øre til dækning af kommunernes udgifter til at
  • varetage opgaver med at oprette og lede et koordinationsforum efter vandforsyningsloven§ 12,
  • udarbejde indsatsplaner for udpegede indsatsområder efter vandforsyningsloven § 13, og
  • kommunalbestyrelsens administration med at indsamle og indrapportere data efter vandforsyningsloven § 24 d.
E.A.7.16.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit beskriver hvordan afgiften opgøres og afregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Opgørelsen.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden er kalenderåret.

Afgiften betales en gang årligt og forfalder til betaling den 1. april. Sidste rettidige betalingstidspunkt er 15 dage efter forfaldstidspunktet. Se vandforsyningsloven § 24 f.

Opgørelsen

Opgørelsen af afgiften sker pr. 1. januar på baggrund af de tilknyttede tilladelser mv.

Se også

Se afsnit E.A.7.16.3 om afgiftsgrundlaget.

Det indebærer, at også de vandværker og virksomheder, som efter 1. januar i opkrævningsåret søger og opnår en ændring i tilladelsesmængden, skal betale afgift for hele det pågældende år på baggrund af tilladelsesmængden pr. 1. januar. Tilsvarende vil ejere af vandindvindingsanlæg, som får en ny tilladelse (eksempelvis etablering af ny indvinding), eller som får forhøjet tilladelsesmængden i løbet af året ikke blive opkrævet afgiften for resten af året.

SKAT træffer afgørelse om afgiftens størrelse og opkræver det skyldige beløb. Se vandforsyningsloven § 24 e og § 24 h.

Til brug for beregning og opkrævning af afgifter indhenter SKAT oplysninger i Jupiter-databasen.

Se også

Se afsnit E.A.7.16.4 om Jupiter-databasen.

SKATs afgørelser kan påklages til Landsskatteretten. Se vandforsyningsloven § 24 i.

E.A.7.16.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse
  • Ejere af flere 'Andre anlæg'
  • Afgiftsgodtgørelse.

Afgiftsfritagelse

Ejere af vandindvindingsanlæg med en tilladt indvinding på højst 6.000 m³ grundvand årligt, skal ikke betale afgift. Se vandforsyningsloven § 24 c, stk. 1.

Ejere af anlæg til indvinding af grundvand, som efter § 86 ikke kræver tilladelse, skal ikke betale afgift, hvis den gennemsnitlige indvinding opgjort for årene 2004-2008 er på højst 6.000 m3 pr. år. Se vandforsyningsloven § 24 c, stk. 2.

Ejer af flere "Andre anlæg"

Hvis der er samme ejer til flere 'andre' indvindingsanlæg, vil det kun være indvindingsanlæg og tilladelser, der vedrører samme CVR-nummer, som kan udløse ret til fritagelse. Hvis ejerne ikke har et CVR-nummer vil deres CPR-nummer blive anvendt.

Eksempel

En virksomhed mv. med flere vandindvindingsanlæg vil opnå fritagelse på den tilladelsesmængde, der overstiger 25.000 m3, hvis tilladelserne er knyttet til samme CVR-nummer eller ejerens CPR-nummer.

Se også

Se afsnit (E.A.7.16.3) om afgiftsgrundlaget.

Afgiftsgodtgørelse

Afgiften er endelig for et år ad gangen. Der er ikke mulighed for godtgørelse, heller ikke som følge af ændringer i tildelte tilladelser eller ejerskab i årets løb. Se vandforsyningsloven § 24 g, stk. 3.

E.A.7.17 Pvc og ftalater

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på pvc og ftalater.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.17.1)
  • Definition: Pvc og ftalater (E.A.7.17.2)
  • Pvc og ftalater omfattet af reglerne (E.A.7.17.3)
  • Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.17.4)
  • Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.17.5)
  • Opgørelse og afregning (E.A.7.17.6)
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.17.7).

E.A.7.17.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på pvc og ftalater, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er afgift på visse varegrupper, der indeholder pvc, der er blødgjort med ftalater, jf. PVCAL bilag 1. Hvis der anvendes andre blødgørere end ftalater, betales en reduceret afgiftssats, jf. PVCAL bilag 2.

Der er desuden dækningsafgift på andre varer, der ikke er nævnt i PVCAL, men som indeholder pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere, når den del af varen, der indeholder blød pvc, udgør mindst 10 procent af den samlede vares vægt.

Se også

Dækningsafgift E.A.7.17.3.

Virksomhederne beregner afgiften, der betales ved salg eller indførsel til landet.

Formål

Afgiftens formål er at øge incitamentet til at bruge andre blødgørere end ftalater, samt reducere mængden af pvc, som forbrændes eller deponeres.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift på blød pvc står i lovbekendtgørelse nr. 253 af 19. marts 2007 om afgift af polyvinylklorid og ftalater (PVCAL) med senere ændringer.

PVCAL bilag 1 indeholder en liste over varer med indhold af pvc og/eller ftalater. Se afsnit E.A.7.17.3. De nævnte varegrupper udgør det afgiftspligtige vareområde.

PVCAL bilag 2 indeholder afgiftssatserne og beregningsgrundlaget. Se afsnit E.A.7.17.5. Udgangspunktet for beregningen er en afgift på 2 kr./kg pvc og 7 kr./kg ftalat. På den baggrund er afgiftssatsen beregnet for forskellige varegrupper.

Historik

Med virkning fra den 1. juli 2000 blev der lagt afgift på pvc og ftalater. Afgiftspligten på hård pvc blev ophævet med virkning fra den 1. marts 2004. Afgiftspligten omfatter herefter udelukkende blød pvc med indhold af ftalater eller anden blødgører. Frem til den 1. marts 2004 blev afgrænsningen af afgiftspligten foretaget med reference til KN-koderne i EU's kombinerede nomenklatur.

E.A.7.17.2 Definition: Pvc og ftalater

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af definitionerne på pvc og ftalater.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Blød pvc
  • Definition: Ftalater

Definition: Blød pvc

Blød pvc (polyvinylklorid) er et plastprodukt, der er blødgjort med fx ftalater og som anvendes til fx regntøj.

Definition: Ftalater

Ftalater er en gruppe af kemiske stoffer, der anvendes som blødgørere i forskellige produkter bl.a. pvc. Den kemiske betegnelse af ftalaterne er estere o-phthalsyre.

Hele ftalat-stofgruppen, herunder stofferne diethylhexylfthalat (DEPH), dibutylfthalat (DBP) og butylbenzylfthalat (BBP) er omfattet af pvc-afgiftsloven. De er omfattet, uanset om de optræder som enkeltstoffer eller som blandinger.

E.A.7.17.3 Pvc og ftalater omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de varegrupper, som er omfattet af reglerne om afgift på pvc og ftalater.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige varer med indhold af pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere
  • Afgiftspligtige varer nævnt i PVCAL bilag 1
  • Dækningsafgift
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

  • Dækningsafgift, der skal betales, når afgiftspligtige varer indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare A.2.4.

Afgiftspligtige varer med indhold af pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere

Kun visse varegrupper med indhold af pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere, er omfattet af reglerne. Blød pvc indeholder typisk 20 - 50 pct. blødgører. Se PVCAL § 1 og PVCAL bilag 1.

Afgiftsgrundlaget er begrænset til varer, hvor mængden af pvc og ftalater kan opgøres som en standardsats efter varens gennemsnitlige indhold af pvc og ftalater. Afgiften er således ikke gjort variabel efter det nøjagtige indhold af pvc og ftalater.

Det er ofte teknisk muligt at anvende andre materialer end blød pvc til fremstilling af varer nævnt i PVCAL bilag 1. Det er også ofte muligt at anvende andre blødgørere end ftalater.

Afgiftspligtige varer nævnt i PVCAL bilag 1

De afgiftslagte varer nævnt i PVCAL bilag 1 er:

  1. Bløde rør og slanger samt fittings dertil af blødgjort plast
  2. Gulvbelægningsmaterialer, vægbeklædning og loftsbeklædning
  3. Selvklæbende folier og tape i ruller eller strimler
  4. Tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer
  5. Tidsskriftskassetter, ringbind, brevordnere, chartekker og plastlommer
  6. Handsker, forklæder, beskyttelsesdragter og regntøj
  7. Presenninger
  8. Dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng (inkl. badeforhæng) og gardinkapper
  9. Isolerede elektriske ledninger, kabler og andre isolerede elektriske ledere
  10. Tagrender, nedløbsrør, stålplader og -profiler.

Ad 1) Bløde rør og slanger samt fittings dertil af blødgjort plast

Der betales afgift af bløde rør og slanger samt fittings dertil af plast blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Ved rør og slanger forstås hule rør og slanger i form af halvfabrikata eller færdigvarer, som almindeligvis anvendes til fremføring og fordeling af væsker og gas. Dette dækker bløde rør og slanger af flad, rund, oval, kvadratisk, rektangulær eller af regelmæssig polygonal (mangekantet) form.

Alle bløde rør og slanger indeholdende pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere er omfattet af afgiften.

Bløde rør til anvendelse i civile fly og slanger til medicinsk brug, som er CE-mærket er undtaget for afgiften.

Eksempler på afgiftspligtige rør, slanger mv.:

  • levnedsmiddelslanger
  • have- og vandslanger
  • industrislanger.

Ad 2) Gulvbelægningsmaterialer, vægbeklædning og loftsbeklædning

Der betales afgift af gulvbelægningsmaterialer, vægbeklædning, loftsbeklædning og korkfliser med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere. Afgiften omfatter materialer i ruller eller fliser og selvklæbende materialer.

Ved væg- eller loftsbeklædning af plast forstås varer i ruller, der er egnede til væg- eller loftsdekoration. Beklædningen består af et plast permanent, der er fastgjort til et underlag af andet materiale end papir. Det er en forudsætning, at plastlaget på beklædningens overside er kornet, mønsterpresset, mønstertrykt, mønsterpræget, farvet eller på anden måde dekoreret.

Ad 3) Selvklæbende folier og tape i ruller eller strimler

Der betales afgift af selvklæbende folier og tape i ruller eller strimler med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Eksempler på afgiftspligtige selvklæbende folier og tape:

  • selvklæbende plasttapeter
  • selvklæbende folier til skilte- og dekorationsformål
  • afmærkningstape.

Ad 4) Tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer

Der betales afgift af tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Ved tagfolier forstås folier, der anvendes som af- og inddækning mod vand.

Ved membranfolier, forstås folier til fundamenter, bassiner og lignende.

Ad 5) Tidsskriftskassetter, ringbind, brevordnere, chartekker og plastlommer

Der betales afgift af tidsskriftskassetter, ringbind, brevordnere, charteks og plastlommer med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Afgiften omfatter også giroordnere (mindre brevordnere), combi-ringbind, plastlommer, fotolommer, diaslommer, plastomslag, plastetuier, visitkortlommer, kataloglommer og signallommer mv.

Ad 6) Handsker, forklæder, beskyttelsesdragter og regntøj

Der betales afgift af handsker, forklæder, beskyttelsesdragter og regntøj med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Ved regntøj forstås beklædning, der er fremstillet af vandtæt metervare. Herudover skal det færdige regntøj været tapet i sømmene, og sømmene skal være vandtætte. Det er uden betydning, om der er for i regntøjet.

Ad 7) Presenninger

Der betales afgift af presenninger med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Ved presenninger forstås presenninger til afdækning i eksempelvis byggesektoren samt lagertelte.

Afgiften omfatter presenningsdug, der anvendes til beskyttelse mod vejrliget af gods, der er oplagret under åben himmel eller indladet i skibe, jernbanevogne etc., herunder dug fremstillet ud fra metervarer, som er pvc-belagt nylon eller polyester. >Formsyet presenninger til afdækning af eksempelvis havemøbler og pools<, samt presenninger til trailere er omfattet af afgiften.

Presenninger til lastbiler og sættevogne/påhængsvogne til lastbiler er fritaget for afgift.

Ad 8) Dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng (inkl. badeforhæng) og gardinkapper

Der betales afgift af dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng, badeforhæng og gardinkapper med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Afgiften omfatter færdigvarer som fx bordduge, dækkeservietter og slagteriforhæng.

Ad 9) Isolerede elektriske ledninger, kabler og andre isolerede elektriske ledere

Der betales afgift af isolerede elektriske ledninger, kabler og andre isolerede elektriske ledere. Det gælder også, hvis de er forsynet med forbindingsdele.

Der betales afgift af optiske fiberkaber, der er fremstillet af individuelt overtrukne fibre. Det gælder også hvis de er samlet med elektriske ledere eller er forsynet med forbindelsesdele.

Ad 10) Tagrender, nedløbsrør, stålplader og -profiler

Der betales afgift af tagrender, nedløbsrør, stålplader og - profiler med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller anden blødgører.

Dækningsafgift

Det fremgår af PVCAL § 2, at der skal betales afgift af varer, der ikke umiddelbart henhører under ovennævnte varegrupper, men som indeholder en eller flere afgiftspligtige varer, der udgør mindst 10 pct. af varens samlede vægt. Afgiften skal alene svares af den afgiftspligtige del af den samlede vare.

Et eksempel på en sammensat vare er et brusehoved påsat en slange, hvor alene slagen er fremstillet af blød pvc. Der skal i dette tilfælde alene betales afgift af slangen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2006.100.LSR

SKM2006.317.SKAT

LSR: Ingen holdepunkter for at fortolke pvc-afgiftsloven, så der lægges afgift på emballagetape med indhold af hård pvc. Ingen afgiftspligt.

SKAT: Praksis ændres. Ingen afgift på tape med indhold af hård pvc og uden indhold af blød pvc. Sager genoptages.

Pvc-afgiftsloven blev ændret ved lov nr. 127 af 27. februar 2004. Afgiften på hård pvc blev ophævet med virkning fra 1. marts 2004.

Udtalelser fra Teknologisk Institut

SKM2002.227.TSS

Teknologisk Institut udtaler, at der er tale om regntøj, når det er undersøgt om metervaren er vandtæt. Herudover skal det færdige regntøj være tapet i sømmene, og sømmene skal være vandtætte. Det har ingen betydning for definitionen, om der er foer i regntøjet.

SKAT: Afgrænsningen af vareområdet skal ske i overensstemmelse med definitionen fra Teknologisk Institut.

E.A.7.17.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de to typer af virksomheder, som er omfattet af reglerne om afgift på pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere. Afsnittet indeholder også en beskrivelse af reglerne om fjernsalg.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshaver
  • Varemodtager
  • Fjernsalg
  • Anmeldelse til registrering.

Se også

  • Definition: Oplagshaver og oplagshavers rettigheder A.5.1
  • Definition: Varemodtager og varemodtagers rettigheder A.5.1
  • Bagatelgrænse mht. registreringspligt A.5.
  • Fjernsalg, herunder postordresalg og internethandel A.5.1
  • Reglerne om registrering af virksomheder (A.5)
  • Blanket, der anvendes til anmeldelse af registrering nr. 24.042.

Oplagshaver

Virksomheder, der fremstiller varer som nævnt i PVCAL bilag 1 med indhold af pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere, er omfattet af reglerne og skal registreres som oplagshaver. Se PVCAL § 3.

Virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer som nævnt i PVCAL bilag 1 fra udlandet, kan registreres som oplagshaver, hvis varerne er bestemt til videresalg.

Varemodtager

Virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer som nævnt i PVCAL bilag 1 fra udlandet, er omfattet af reglerne og skal registreres som varemodtager.

Fjernsalg

Andre virksomheder, der er registreret efter ML § 47, stk. 2, og som her til landet ved fjernsalg fx postordre eller internethandel sælger afgiftspligtige varer, er omfattet af reglerne og skal registreres.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Virksomheder med et årligt salg af afgiftspligtige varer svarende på en afgift på under 2.500 kr. skal ikke registreres eller betale afgift. Se PVCAL § 3, stk. 3.

E.A.7.17.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne på pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes. Se PVCAL § 1, stk. 2 - 6 og PVCAL bilag 2.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Beregning: Hovedregel
  • Undtagelser til hovedregel
  • Dokumentationskrav
  • Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssatser

Virksomheden skal beregne afgiften på grundlag af følgende satser:

Varer med indhold af blød pvc

Afgift ved indhold af ftalater

Reduceret afgift ved anden blødgører end ftalater

Bløde rør og slanger

3,50 kr./kg

1,40 kr./kg

Gulvbelægningsmateriale, pvc vægbeklædning og loftsbeklædning fremstillet af støttemateriale, der er imprægneret, overtrukket eller lamineret med pvc (efter varens nettovægt)

0,30 kr./kg

0,16 kr./kg

Andet gulvbelægningsmateriale, vægbeklædning og loftsbeklædning

3,00 kr./kg

1,60 kr./kg

Korkfliser (efter varens nettovægt)

0,30 kr./kg

0,16 kr./kg

Tape (blødgjort) og selvklæbende folier

3,50 kr./kg

1,40 kr./kg

Tape ikke blødgjort

2,00 kr./kg

Tagfolier, blødgjorte

3,50 kr./kg

1,40 kr./kg

Membranfolier, blødgjorte

3,50 kr./kg

1,40 kr./kg

Tagplader, blødgjorte

3,50 kr./kg

1,40 kr./kg

Ovenlysvinduer, blødgjorte

3,50 kr./kg

1,40 kr./kg

Chartekker og plastlommer (efter antal varer)

0,05 kr./stk.

0,02 kr./stk.

Tidsskriftskassetter (efter antal varer)

0,33 kr./stk.

0,13 kr./stk.

Ringbind og brevordnere (efter antal varer)

0,28 kr./stk.

0,11 kr./stk.

Handsker

3,60 kr./kg

1,08 kr./kg

Forklæder

3,60 kr./kg

1,08 kr./kg

Beskyttelsesdragter

3,60 kr./kg

1,08 kr./kg

Regntøj

3,60 kr./kg

1,08 kr./kg

Presenninger (efter varens overfladeareal)

1,70 kr./m2

0,42 kr./m2

Dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng og gardinknapper

2,48 kr./kg

0,91 kr./kg

Tagrender, stålplader og - profiler samt nedløbsrør (efter varens nettovægt)

0,25 kr./kg

0,10 kr./kg

Beregning: Hovedregel

Som udgangspunkt skal afgiften beregnes af vægten af blød pvc i afgiftspligtige varer.

Afgiftsgrundlaget er varens faktiske indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere. Se PVCAL § 1, stk. 2.

Begrænsning

Hvis vægten af blød pvc i varen ikke kan dokumenteres, skal der betales afgift af varens nettovægt.

Virksomheden kan i øvrigt vælge at betale afgift af varens nettovægt. Se PVCAL § 1, stk. 3.

Betingelse

Hvis virksomheden betaler den reducerede afgiftssats, skal virksomheden overfor SKAT dokumentere, at varen ikke indeholder ftalater. Se PVCAL § 1, stk. 2.

Dækningsafgift

For varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men som indeholder afgiftspligtige varer, der udgør mindst 10 procent af varens samlede vægt, beregnes afgiften af den afgiftspligtige del af den samlede vare. Se PVCAL § 2.

Eksempler

  • For folier, der er påført beskyttelsespapir og lim, skal kun betales afgift af selve folien.
  • For regnfrakker med for, skal der kun betales afgift af selve plastdelen.

Undtagelser til hovedregel

For følgende varer beregnes afgiften efter antallet af varer:

  • Chartekker og plastlommer
  • Tidsskriftskassetter
  • Ringbind og brevordnere.

For følgende varer beregnes afgiften efter varens overfladeareal:

  • Presenninger.

For følgende varer beregnes afgiften efter varens nettovægt:

  • Korkfliser
  • Gulvbelægningsmateriale
  • Væg- og loftbeklædning
  • Loftbeklædning
  • Tagrender
  • Stålplader og - profiler
  • Nedløbsrør.

Se PVCAL § 1 og PVCAL bilag 1 og 2.

Dokumentationskrav

Ofte er det ikke muligt at se på varen, om den indeholder pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere. PVCAL pålægger derfor producenter og importører en dokumentationsforpligtelse. Se PVCAL § 1.

Indholdet af pvc og ftalater eller andre blødgørere skal dokumenteres ved, at virksomheden fremlægger en leverandørerklæring, en fabrikanterklæring eller en analyse fra et akkrediteret institut. Leverandørerklæringen skal indeholde en erklæring om, at pågældende vare ikke indeholder pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere, hvis det er tilfældet.

Erklæringer fra leverandører eller anden form for teknisk specifikation af varen vil normalt være dokumentation for en vares indhold eller manglende indhold af blød pvc. Et eksempel er branchens tabelspecifikation for indholdet af blød pvc i kabler.

Hvis varen er fremstillet af et andet materiale end plast fx metal, kan afgiftspligt udelukkes. I andre tilfælde er det en betingelse for ikke at betale afgift, at virksomheden kan godtgøre, at en given vare ikke indeholder pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Hvis virksomheden ikke kan dokumentere, at en afgiftspligtig vare er blødgjort med andre blødgørere end ftalater, skal der svares afgift efter, at varen indeholder ftalater. Det betyder, at virksomheden i så fald skal betale den høje afgiftssats.

Når det drejer sig om dækningsafgiftspligtige varer, der er omfattet af PVCAL § 2, skal virksomheden godtgøre mængden af afgiftspligtige varer i den samlede vare. Hvis den afgiftspligtige del af varen udgør mindre end 10 pct. skal virksomheden kunne godtgøre, at det er tilfældet.

Leverandørerklæringen vedrørende dækningsafgiftspligtige varer skal indeholde en angivelse af vægten af den del af varen, der indeholder blød pvc, således det er muligt at kontrollere, om varen overskrider grænsen på de 10 pct.

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne er uændrede siden lovens ikrafttræden den 1. juli 2000.

E.A.7.17.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Oplagshavers opgørelse
  • Varemodtageres opgørelse.

Se også

  • Angivelse og afregning af afgifter A.11
  • Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi A.7.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden efter PVCAL er måneden. Se PVCAL § 5.

Beløbet angives og indbetales til SKAT senest den 15. i den følgende kalendermåned.

Se også

Opkrævningslovens § 2, stk. 2.

Oplagshavers opgørelse

Oplagshaver opgør afgiften på grundlag af mængden af udleverede varer her i landet i løbet af måneden. Se PVCAL § 6.

Virksomheden skal således ikke svare afgift, før varen udleveres fra virksomheden. For dækningsafgiftspligtige varer fx en virksomhed, der monterer en slange i forbindelse med et bruserhoved, skal der ikke svares afgift, før den samlede vare udleveres fra virksomheden.

Der skal betales afgift af virksomhedens forbrug af egne varer.

Eksempler på forbrug af egne varer:

  • Virksomheden køber ledninger til installation i virksomheden
  • Virksomheden udtager uberigtigede varer og lader dem indgå i andre varer, som ikke er omfattet af bestemmelserne om sammensatte varer i PVCAL § 2. Det kan fx være eget forbrug af tape til emballage eller en ledning, som sættes i et elektronisk færdigprodukt, som ikke vil være omfattet af PVCAL § 2.

Eget forbrug omfatter ikke afgiftspligtige produkter monteret med anden afgiftspligtig vare med henblik på videresalg.

Hvis den afgiftspligtige vare fx består af to dele, som er særskilt afgiftspligtige, og hvor virksomheden producerer den ene del, men køber den anden fra en anden producent, vil det indkøbte produkt i dette tilfælde ikke være omfattet af eget forbrug, og der skal ikke svares afgift, før det samlede produkt udleveres fra virksomheden.

Oplagshaver har mulighed for at foretage fradrag i den afgiftspligtige mængde, jf.PVCAF § 7.

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder ved varernes indførsel/modtagelse her i landet. Varemodtagere skal dog kun opgøre og indbetale den afgiftspligtige mængde en gang om måneden. Se PVCAL § 17.

Opgørelsen skal omfatte alle varer, der er tilført virksomheden i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, der afgøre, i hvilken måned beløbet skal medregnes.

Virksomheder, der er registreret efter bestemmelserne for fjernsalg her i landet, skal opgøre den afgiftspligtige mængde, som den mængde varer, der er solgt ved fjernsalg her i landet i løbet af kalendermåneden. Se PVCAL § 22.

E.A.7.17.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse for varer, der indføres
  • Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer
  • Godtgørelse ved montagespild
  • Godtgørelse ved eksport

Afgiftsfritagelse for varer, der indføres

Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. nr. 1 - 3. Se afsnit (I.3.1) i Momsvejledningen. Se PVCAL § 8.

Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer

Varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner m.v., der er omtalt i TDL § 4, samt hertil knyttede personer, er fritaget for afgift. Se PVCAL § 8.

Godtgørelse ved montagespild

Montagevirksomheder kan få godtgjort den betalte afgift for montagespild, når den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr., og montagespildet afleveres til et godkendt oplagringsanlæg eller et godkendt deponi. Det er en betingelse for godtgørelsen, at virksomheden udsorterer montagespildet. Et godkendt oparbejdningsanlæg kan eksempelvis være et shredderanlæg med en miljøgodkendelse.

Der vil så i givet fald kun skulle svares afgift af den vare, som faktisk er monteret i en anden vare.

Ved montagevirksomheder forstås virksomheder, som monterer afgiftspligtige varer i ikke-afgiftspligtige varer. Et eksempel er montering af en ledning i en lampe. Ved montagespild forstås fraklip o. lign. fra montagen. Se PVCAL § 9.

Godtgørelse ved eksport

Ikke-registrerede virksomheder kan få afgiften godtgjort af varer, der eksporteres. Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr.

Der gives endvidere godtgørelse for den betalte afgift ved eksport af varer, der ikke er afgiftspligtige, men som indeholder afgiftspligtige varer. Et eksempel kan være godtgørelse af afgiften for en ledning, som er monteret på en lampe, hvor lampen eksporteres. Det er en betingelse, at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr. Se PVCAL § 9.

E.A.7.18 Miljøbidrag - ophugning og skrotning af biler

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om miljøbidrag til finansiering af ophugning og skrotning af biler.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag (E.A.7.18.1)
  • Definition: Miljøbidrag (E.A.7.18.2)
  • Biler omfattet af reglerne (E.A.7.18.3)
  • Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.18.4)
  • Bidragets størrelse og beregning (E.A.7.18.5)
  • Opgørelse og afregning (E.A.7.18.6).
E.A.7.18.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag, miljøordning for biler og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Miljøordning for biler
  • Historik.

Regel

Bilejere skal betale et miljøbidrag. Miljøbidraget opkræves af forsikringsselskaberne samtidig med præmien på den lovpligtige ansvarsforsikring.

Formål

Loven har til formål at sikre finansieringsgrundlaget for udbetaling af en godtgørelse ved aflevering af affald i form af motorkøretøjer til affaldshåndtering.

Lovgrundlag

Lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler, lov nr. 372 af 2. juni 1999 med senere ændringer.

Miljøministeriet har udstedt bekendtgørelse nr. 1234 af 1. november 2010 om opkrævning af miljø- og skrotningsbidrag samt udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler.

Miljøordning for biler

Sammen med ordningen med opkrævning af miljøbidrag er der en ordning med udbetaling af godtgørelse af miljøbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler efter indlevering af bilen til affaldshåndtering.

Godtgørelsesordningen administreres af "Miljøordning for biler". Eventuelle spørgsmål om godtgørelse af miljøbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler skal rettes til Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K., Tlf. 82 54 40 00.

Historik

Ordningen med miljøbidrag trådte i kraft den 1. april 2000. Miljøbidraget blev ændret fra et årligt bidrag på 90 kr. til et årligt bidrag på 60 kr. med virkning fra 1. oktober 2002.

E.A.7.18.2 Definition: Miljøbidrag

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af definitionen på miljøbidrag.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Miljøbidrag.

Definition: Miljøbidrag

Miljøbidraget er et beløb, der betales af bilejere. Der er således ikke tale om en sædvanlig punktafgift, der betales af en vare.

Bidraget opkræves af forsikringsselskaberne, der indbetaler miljøbidraget til SKAT.

Se også

Miljøbidraget opkræves af forsikringsselskaberne samtidig med præmien på den lovpligtige ansvarsforsikring (E.A.7.18.1)

Bidraget skal finansiere den udbetaling, som bilejere får, når bilen afleveres til affaldshåndtering. Godtgørelsesordningen varetages af et særligt organ "Miljøordning for biler". Se lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler med senere ændringer § 1.

E.A.7.18.3 Biler omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de motorkøretøjer, der er omfattet af reglerne om miljøbidrag.

Afsnittet indeholder:

  • Motorkøretøjer omfattet af reglerne
  • Motorkøretøjer, der ikke er omfattet af reglerne.

Motorkøretøjer omfattet af reglerne

Bidragspligten omfatter følgende motorkøretøjer:

  • Biler, der er indrettet til at benyttes til befordring af højst 9 personer føreren medregnet (personbil M1)
  • Biler, der er indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke over 3500 kg (varebil N1).

Se lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler med senere ændringer § 2, stk. 1.

Motorkøretøjer, der ikke er omfattet af reglerne

Reglerne gælder ikke for motordrevne køretøjer, der er omfattet af færdselslovens bestemmelser om selvforsikrede køretøjer og som følge heraf ikke er dækket af en forsikring i et ansvarsforsikringsselskab. Se lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler med senere ændringer § 2, stk. 3.

E.A.7.18.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om miljøbidrag.

Afsnittet indeholder:

  • Forsikringsselskaber.

Se også

Ansvarsforsikringer for motorkøretøjer. Se afsnit (H.1)

Forsikringsselskaber

Registreringspligtige virksomheder er de forsikringsselskaber eller disses repræsentanter, der er registreringspligtige efter § 2, stk. 1, i lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv., idet de tegner ansvarsforsikringer for motorkøretøjer. Se lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler med senere ændringer § 1, stk.2.

E.A.7.18.5 Bidragets størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit indeholder bidragssatsen på miljøbidraget og beskriver samtidig, hvordan bidraget beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Bidragssats
  • Tidligere bidragssats.

Bidragssats

Ejeren af en bil, der er indregistreret i Danmark, skal årligt betale et miljøbidrag på 60 kr. Der beregnes et bidrag pr. indregistreret bil. Se lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler med senere ændringer § 3.

Tidligere bidragssats

Fra ordningens start den 1. april 2000 til 1. oktober 2002 var satsen 90 kr. årligt.

E.A.7.18.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af bidraget.

Afsnittet indeholder:

  • Bidragsperiode
  • Opkrævning
  • Forsikringsselskabets opgørelse
  • Regnskab
  • Klage
  • Straf.

Se også

Angivelse og afregning af afgifter. Se A.11.

Bidragsperiode

Miljøbidraget indbetales af forsikringsselskabet til SKAT samtidig med afgiftsindbetalingen i henhold til lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. Se lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler med senere ændringer § 5, stk. 2.

Se også

Bekendtgørelse om opkrævning af miljø- og skrotningsbidrag samt udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler § 17, der indeholder hjemmel til told- og skatteforvaltningens opkrævning af miljøbidraget.

Opkrævning

Miljøbidraget opkræves af forsikringsselskaberne samtidig med præmien på den lovpligtige ansvarsforsikring. Se lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler med senere ændringer § 4.

Hvis præmien på den lovpligtige ansvarsforsikring opkræves to eller flere gange årligt, opkræves miljøbidraget for samme periode. Miljøbidraget udgør i så fald 5,00 kr. pr. måned. Se bekendtgørelse om opkrævning af miljø- og skrotningsbidrag samt udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler § 1, stk. 2.

Ved forsikringsforholdets ophør, godtgøres forsikringstageren for allerede indbetalt (forudbetalt) miljøbidrag. Se bekendtgørelse om opkrævning af miljø- og skrotningsbidrag samt udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler § 1, stk. 3.

Præmien for ansvarsforsikringen kan af forsikringsselskaberne forhøjes med miljøbidraget, hvis størrelse i givet fald skal fremgå af præmieopkrævningen. Se lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler med senere ændringer § 5, stk. 4.

Forsikringstageren kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, der alene sker som følge af miljøbidraget. Se lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler med senere ændringer § 5, stk. 5.

Forsikringsselskabets opgørelse

Forsikringsselskabet skal efter udgangen af hver måned og senest den 15. i den følgende måned angive summen af de pligtige miljøbidrag samtidig med den afgiftspligtige præmieindtægt i henhold til lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. Se bekendtgørelse om opkrævning af miljø- og skrotningsbidrag samt udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler § 2, stk. 2.

Det pligtige miljøbidrag i en måned omfatter de bidrag, der forfalder til betaling i den pågældende måned. Bidrag, der godtgøres forsikringstageren eller afskrives som uerholdelige, fradrages i summen af de pligtige miljøbidrag. Se bekendtgørelse om opkrævning af miljø- og skrotningsbidrag samt udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler § 2, stk. 3.

Regnskab

Forsikringsselskabet skal føre regnskab over præmieindbetalinger med angivelse af præmieperioden, der kan danne grundlag for opgørelse af de i hver måned opkrævede miljøbidrag og kontrollen med bidragets betaling.

Klage

SKATs afgørelser kan inden 3 måneder påklages til Landsskatteretten. Se bekendtgørelse om opkrævning af miljø- og skrotningsbidrag samt udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler § 18.

Straf

SKAT er ikke bemyndiget til at behandle sager om overtrædelse af loven og bekendtgørelsen. Eventuelle sager skal indberettes til Miljøstyrelsen.

E.A.7.19 Mineralsk fosfor i foderfosfat

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift af mineralsk fosfor i fodermidler og tilsætningsstoffer beregnet til dyr på landbrugsvirksomheder.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag E.A.7.19.1
  • Definition: Mineralsk fosfor i foderfosfat E.A.7.19.2
  • Fodermidler og tilsætningsstoffer omfattet af reglerne E.A.7.19.3
  • Virksomheder omfattet af reglerne E.A.7.19.4
  • Afgiftens størrelse og beregning E.A.7.19.5
  • Opgørelse og afregning E.A.7.19.6
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse E.A.7.19.7.
E.A.7.19.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovens baggrund, formål og historik.

Regel

Der skal betales afgift af mineralsk fosfor i form af fosfater og kemiske forbindelser, som kan bruges som ernæring til dyr. Der skal også betales dækningsafgift af varer, der indeholder foderfosfat, hvis varen kan bruges som ernæring til dyr. Et eksempel på en dækningsafgiftspligtig vare er en foderblanding, hvor der er tilsat foderfosfat. Se FOSAL § 1, stk.2.

Lovens baggrund, formål og historik

Afgiftens formål er at reducere landbrugets forbrug af mineralsk fosfor, som tilsættes foderblandinger.

Reglerne om afgift på mineralsk fosfor i foderfosfat står i lovbekendtgørelse nr. 469 af 9. juni 2004 bekendtgørelse af lov om afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat (FOSAL) med senere ændringer.

Lov om afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat, lov nr. 469 af 9. juni 2004, er en del af Vandmiljøplan III. Loven er godkendt af EU-kommissionen. Skatteministeren har fastsat tidspunktet for lovens ikrafttræden ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 139 af 4. marts 2005. Loven trådte i kraft den 1. april 2005.

E.A.7.19.2 Definition: Mineralsk fosfor i foderfosfat

Definition: Foderfosfat

Foderfosfat er defineret som mononatriumfosfat, monodicalciumfosfat, monocalciumfosfat, dicalciumfosfat, fosforsyre og lignende midler med et indhold af mineralsk fosfor, som kan bruges til ernæring til dyr. Se FOSAL § 1.

E.A.7.19.3 Fodermidler og tilsætningsstoffer omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde omfattet af loven.

Afsnittet indeholder:

  • Foderfosfat
  • Dækningsafgift.

Foderfosfat

Afgiftspligten dækker varer, som både kan være fodermidler og tilsætningsstoffer, og som derfor er omfattet af bekendtgørelse nr. 164 af 1. marts 2011 om foder og foderstofvirksomheder.

Det afgiftspligtige vareområde er indholdet af mineralsk fosfor (P) i foderfosfater, der bruges til ernæring af dyr. Fosfor er et grundstof (P). Fosfat er et salt af fosforsyre (H3PO4). Fosfat er den mest udbredte form for fosforforbindelse. Se FOSAL § 1.

Mineralsk fosfor er typisk udvundet fra miner. Der er dog ingen udvinding af mineralsk fosfor i Danmark. Der er desuden et naturligt indhold af fosfor i jord, planter og dyr.

Foderfosfater er forskellige kemiske forbindelser, som også indeholder andet end fosfor, fx calcium i monocalciumfosfat, men der skal kun betales afgift af indholdet af fosfor.

Dækningsafgift

Der betales en dækningsafgift af afgiftspligtige stoffer, der indgår som en del af andre varer, dvs.

  • foderblandinger
  • tilskudsfoder
  • fuldfoder mv.

som indføres eller erhverves fra udlandet. Dækningsafgiften skal betales ved indførslen eller modtagelsen her i landet afhængig af modtagerens registreringsforhold.

Dækningsafgiftspligtige varer (foderblandinger mv.) indeholder både mineralsk fosfor fra foderfosfat og et naturlig indhold af fosfor fra korn eller majs, som indgår i foderblandingen. Det er kun mængden af mineralsk fosfor som er afgiftspligtig.

E.A.7.19.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår virksomheder skal registreres for afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat, dækningsafgiftspligt samt undtagelse for registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshaver
  • Erhvervsdrivende varemodtagere
  • Erhvervsdrivende som medbringer afgiftspligtige varer fra andre EU-lande
  • Andre varemodtagere
  • Fjernsalg
  • Varer, hvoraf der ikke er betalt afgift
  • Undtagelse for registreringspligt
  • Anmeldelse til registrering.

Se også

Se afsnit E.A.1.4 Afgiftspligtige virksomheder og personer (registrering)

Oplagshaver

Virksomheder, der fremstiller foderfosfater eller modtager foderfosfater fra udlandet til videresalg, skal registreres som oplagshaver for afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat. Se FOSAL § 3.

Virksomheder der er registreret som oplagshaver, er berettiget til at modtage afgiftspligtigt foderfosfat fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder til videresalg, uden at afgiften er berigtiget. Se FOSAL § 4.

Det er ikke muligt at blive registreret som oplagshaver af dækningsafgiftspligtige varer.

SKAT udsteder et bevis for registreringen til de registrerede virksomheder. Se FOSAL § 3, stk. 6.

Erhvervsdrivende varemodtagere

Erhvervsdrivende, som indfører eller erhverver foderfosfater og dækningsafgiftspligtige varer fra udlandet til eget forbrug, skal registreres som varemodtagere. Anmeldelse til registrering skal ske, inden de afgiftspligtige varer bliver afsendt. Se FOSAL §§ 13, stk. 2, 14, stk.1 og 15, stk. 3 og 4.

Erhvervsdrivende som medbringer afgiftspligtige varer fra andre EU-lande

Ved indrejse fra andre EU-lande skal erhvervsdrivende, der medbringer foderfosfater eller dækningsafgiftspligtige varer til brug i egen virksomhed, angive og betale afgiften efter bestemmelserne i OPKL § 9, stk. 2 og 3. Se FOSAL § 16.

Der er tre situationer, hvor der ikke skal angives eller betales afgift:

  • Hvis varemodtageren kan godtgøre, at der er sket betaling efter FOSAL §§ 19 og 20
  • Hvis varerne kun skal bruges til andre formål end ernæring til dyr, eller
  • Hvis hovedparten af varen ikke afsættes som ernæring til dyr på landbrugsvirksomheder.

Se FOSAL §§ 14, stk. 1 og 15, stk. 3 og 4.

Andre varemodtagere

Andre varemodtagere, som erhverver eller medbringer foderfosfater og dækningsafgiftspligtige varer fra lande inden for EU, skal angive og indbetale afgift efter bestemmelserne i OPKL § 9, stk. 2-4. Se FOSAL § 14, stk. 3.

Andre varemodtagere som indfører foderfosfater og dækningsafgiftspligtige varer fra lande uden for EU skal afregne efter toldlovens kapitel 4. Se FOSAL §§ 13, stk. 1 og 15, stk. 1.

Der er tre situationer, hvor der ikke skal angives eller betales afgift:

  • Hvis varemodtageren kan godtgøre, at der er sket betaling efter FOSAL §§ 19 og 20
  • Hvis varerne kun skal bruges til andre formål end ernæring til dyr, eller
  • Hvis hovedparten af varen ikke afsættes som ernæring til dyr på landbrugsvirksomheder.

Se FOSAL §§ 13, stk. 1 og 15, stk. 1 og 2.

Fjernsalg

Udenlandske virksomheder, der er registreret her i landet efter reglerne i ML § 47, stk. 2, og som har fjernsalg af foderfosfater eller dækningsafgiftspligtige varer, skal anmeldes til registrering, når den samlede levering af afgiftspligtige varer overstiger 280.000 kr. årligt. Se FOSAL § 19.

Udenlandske virksomheder, der ikke er omfattet af FOSAL § 19, men som leverer foderfosfater eller dækningsafgiftspligtige varer til ikke-registrerede virksomheder ved fjernsalg her til landet, kan registreres og indbetale afgift her i landet. Se FOSAL § 20.

For virksomheder omfattet FOSAL § 20 kan registreringen ske ved en herboende repræsentant. Se FOSAL § 20.

Varer, der ikke er betalt afgift af

Den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller bruger afgiftspligtige varer, hvoraf afgiften skulle have været betalt, skal betale afgift af varerne. Afgiften kan kræves betalt senest 14 dage efter påkrav. Se FOSAL § 21.

Undtagelse for registreringspligt

Virksomheder, som bruger mineralsk fosfor til andre formål end til ernæring til dyr i landbrugsvirksomheder, kan få bevilling hos SKAT til at undlade registrering og indbetaling af afgiften.Se FOSAL §§ 3, stk. 3 og § 4, stk. 2.

Bevillingen kan gives til virksomheder som kun bruger mineralsk fosfor til

  • andre formål end ernæring til dyr
  • produktion af ernæring til dyr, hvor hovedparten ikke afsættes som ernæring til dyr på landbrugsvirksomheder
  • videresalg til virksomheder, som kun bruger foderfosfat til formål som nævnt ovenfor.

Mineralsk fosfor kan ud over ernæring til dyr også bruges til at producere rengøringsmidler, i levnedsmiddelindustrien og jern- og metalindustrien.

Eksempel

Ernæring til andre dyr end til dyr på landbrugsvirksomheder er, fx hunde- og kattemad (markedsført som hunde- eller kattemad). Tilsvarende anses fiskefoder heller ikke som ernæring til dyr på landbrugsvirksomheder. Derimod anses foder til høns, køer, svin, får, heste, mink mv. som ernæring til dyr på landbrugsvirksomheder.

Afgiftspligten afhænger af varens formål. Hvis et produkt beregnet til dyr på landbrugsvirksomheder i stedet for bruges som foder til kæledyr, vil det stadig være afgiftspligtigt.

Det er en betingelse for bevilling til afgiftsfrit videresalg, at virksomheden som køber foderfosfat, afgiver en erklæring om, at det ikke vil blive anvendt til ernæring til dyr på landbrugsvirksomheder.

SKAT kan tilbagekalde en bevilling, hvis en virksomhed gentagne gange bruger eller videresælger foderfosfat til andre formål end nævnt ovenfor.

Anmeldelse til registrering

Virksomheden skal bruge blanket nr. 24.045 ved anmeldelse til registrering. Blanketten kan hentes på www.virk.dk.

E.A.7.19.5 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit handler om afgiftssatsen for mineralsk fosfor og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssats
  • Beregning af afgiften.

Afgiftssats

Afgiften er 4 kr. pr. kg mineralsk fosfor. Se FOSAL § 2.

Beregning af afgiften

Afgiften beregnes som den afgiftspligtige mængde af mineralsk fosfor i kg, indeholdt i foderfosfat og dækningsafgiftspligtige varer.

Eksempel

Ved levering af 500 kg foderfosfater med et indhold af mineralsk fosfor på 30 pct. er afgiften:

500 kg x 0,30 = 150 kg

150 kg x 4 kr./kg = 600 kr.

Deklaration

Der er fælles EU-regler om deklaration af foderstoffer, og mængden af mineralsk fosfor fremgår derfor typisk af varedeklarationen. Reglerne om deklaration af foderstoffer står i bilag 5 i bekendtgørelse nr. 164 af 1. marts 2011 om foder og foderstofvirksomheder. Foderblandinger, der er tilsat mineralsk fosfor, og som har et indhold af naturligt og tilsat fosfor på mere end 2 pct., skal deklareres.

Leverandørerklæring

Det er ikke muligt kemisk at skelne mineralsk fosfor fra det naturlige indhold af fosfor i fx færdige foderblandinger. En deklaration fra producenten er derfor nødvendig. Det er muligt at måle det samlede indhold af fosfor, hvilket der i øvrigt også er krav om mærkning af. Se ovenfor om deklaration af foderstoffer.

  • Afgiftsgrundlaget skal fastsættes til det totale indhold af fosfor fratrukket det forventede indhold af naturligt fosfor, hvis angivelsen af den afgiftspligtige mængde ikke kan dokumenteres med en leverandørerklæring, eller
  • det faktiske indhold af fosfor i et foderstof ligger over det forventede naturlige indhold, når der ikke er tilsat mineralsk fosfor.

Se FOSAL § 15, stk. 7.

"Håndbog i svinebrug" (2004-Landbrugsforlaget) kan bruges til at beregne det forventede indhold af fosfor, hvis

  • der mangler en deklaration, eller
  • hvis rigtigheden af deklarationen skal kontrollers.

I håndbogen er der oplysninger om det naturlige indhold af fosfor i almindelige foderstoffer. Det fremgår fx af håndbogen, at det naturlige indhold af fosfor i byg er 3,2 g pr. kg tørstof. Indeholder en foderblanding udelukkende baseret på byg således fx 7,0 g fosfor pr. kg tørstof, kan den afgiftspligtige mængde opgøres som 3,8 g fosfor pr. kg tørstof.

E.A.7.19.6 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af foderfosfatafgift.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Opgørelse af den afgiftspligtige mængde
  • Afregning.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden for registrerede virksomheder, der er momsregistrerede, er den samme som for moms, dvs. måneden, kvartalet eller halvåret. Se FOSAL § 5, stk. 1.

For registrerede virksomheder, der ikke er momsregistreret, er afgiftsperioden måneden. Se FOSAL § 5, stk. 2.

Opgørelse af den afgiftspligtige mængde

Virksomheder, der er registrerede som oplagshaver skal opgøre den afgiftspligtige mængde i kg for en afgiftsperiode som vægten af mineralsk fosfor i foderfosfater udleveret fra virksomheden i afgiftsperioden.

Virksomhedens forbrug af egne varer er sidestillet med udlevering. Forbrug af egne varer indbefatter også, at virksomheden udtager uberigtigede varer og lader dem indgå i andre varer, dvs. varer, som der skulle have været betalt dækningsafgift af ved import, fx foderblandinger.

I opgørelsen over den afgiftspligtige mængde fradrages afgiften af mineralsk fosfor i

  • varer, der udleveres til en anden registreret virksomhed. Se FOSAL § 4, stk. 1
  • varer, der leveres til virksomheder, der ikke er registreret, og som har bevilling til afgiftsfritagelse. Se FOSAL § 3, stk. 3, eller § 4, stk. 2
  • varer, der bliver brugt til produktion af varer, der ikke bruges som ernæring til dyr, som hovedsageligt findes på landbrugsvirksomheder. Se FOSAL § 3, stk. 3, nr. 1 og 2
  • varer, der leveres til udlandet
  • varer, der hos virksomheden eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller lignende
  • varer, der returneres til virksomheden, hvis køberen godtgøres varens pris inklusive afgiften
  • varer, hvoraf der er sket betaling efter FOSAL §§ 19 og 20.

Se FOSAL § 7.

Virksomheder der er registrerede som varemodtagere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode opgøre mængden af foderfosfat, som de har modtaget i perioden og indbetale afgiften heraf til SKAT. I opgørelsen over den afgiftspligtige mængde fradrages afgiften af mineralsk fosfor i

  • Varer, der bliver brugt til produktion af varer, der ikke bruges som ernæring til dyr som hovedsageligt findes på landbrugsvirksomheder. Se FOSAL § 3, stk. 3, nr. 1 og 2
  • Varer, hvoraf der er sket betaling efter FOSAL §§ 19 og 20.

Se FOSAL § 14, stk. 1

Fjernsalg

For udenlandske virksomheder registreret for fjernsalg opgøres den afgiftspligtige vægt som den mængde mineralsk fosfor, som virksomheden i perioden har solgt her til landet ved fjernsalg.

Regnskab

Virksomheder registreret som oplagshaver skal føre regnskab over:

  • Tilgangen af ubeskattet mineralsk fosfor
  • Udleveringen af afgiftspligtige varer
  • Udleveringen af varer til virksomheder, der har bevilling til afgiftsfritagelse
  • Eget forbrug af afgiftspligtige varer
  • Udleveringen af afgiftsfrie varer.

Virksomhederne skal holde lageret af afgiftspligtige varer adskilt fra lageret af uberettigede varer.

Fremstillingsvirksomheder skal også føre regnskab over fremstillingen af varer med henblik på at kunne redegøre for indholdet af afgiftspligtig mineralsk fosfor.

Regnskabet over eget forbrug af mineralsk fosfor skal føres på grundlag af dagligt udarbejdede arbejdssedler eller lignende.

Virksomheder der er registrerede som varemodtagere skal føre regnskab over mængden af tilført mineralsk fosfor i foderfosfat og dækningsafgiftspligtige varer fra andre EU-lande.

Se også

Se også PAVL, afsnit A.10 om regnskabsbestemmelser og OPKL § 2, stk. 2.

Afregning

Registrerede oplagshavere skal senest den 15. i den efterfølgende måned efter udløbet af afgiftsperioden, angive den afgiftspligtige mængde af mineralsk fosfor i foderfosfat og betale afgiften til SKAT. Se FOSAL § 11.

Registrerede varemodtagere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode og senest den 15. i den efterfølgende måned angive mængden af mineralsk fosfor, som virksomheden har modtaget i perioden, og betale afgiften til SKAT. Se FOSAL § 11.

Angivelse og indbetaling sker efter reglerne i OPKL §§ 2-8.

SKAT kan pålægge erhvervsdrivende varemodtagere, der gentagne gange ikke har betalt afgiften rettidigt, at angive den afgiftspligtige mængde allerede når den erhvervsdrivende modtager varerne. SKAT kan også pålægge virksomheden at betale afgiften, så snart den modtager varerne. Se FOSAL § 14, stk. 4.

Hvis virksomheden ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed efter OPKL § 11, kan SKAT inddrage registreringen af virksomheden, indtil der er stillet sikkerhed..

E.A.7.19.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse
  • Afgiftsgodtgørelse.

Afgiftsfritagelse

Der er afgiftsfrihed for varer, der bliver tilført eller modtaget fra udlandet i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1-3.

Se også

Momsvejledningen I.3.1 og Momsvejledningen I.3.2 om indførsel af varer.

Afgiftsgodtgørelse

Virksomheder kan få godtgjort den betalte afgift af foderfosfat, der

  • leveres til udlandet. Se FOSAL § 7, stk. nr. 4
  • bruges til andre formål end ernæring til dyr
  • bruges til ernæring til dyr, hvor hovedparten ikke afsættes til dyr på landbrugsvirksomheder. Se FOSAL § 3, stk. 3, nr. 1 og 2.

Godtgørelse kan fås hos SKAT og det er en betingelse, at den årligt er på mindst 500 kr.

E.A.7.20 Kvælstofoxider, NOx-afgift

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på udledningen af kvælstofoxider i forbindelse med forbrænding.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag E.A.7.20.1
  • Definition: Kvælstofoxider (NOx) E.A.7.20.2
  • Afgiftspligtigt område E.A.7.20.3
  • Virksomheder omfattet af reglerne E.A.7.20.4
  • Krav til måling E.A.7.20.5
  • Afgiftens størrelse og beregning E.A.7.20.6
  • Opgørelse og afregning E.A.7.20.7
  • Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse E.A.7.20.8.
E.A.7.20.1 Regel og lovgrundlag

Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål og lovgrundlag.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovens baggrund, formål og historik.

Regel

Der skal betales afgift af kvælstofoxider, som udledes til luften ved forbrænding. Se NOXAL § 1, stk.1.

Lovens baggrund, formål og historik

Formål

Afgiften har til formål at reducere udledning af kvælstofoxider (NO2) og medvirker til den danske EU-forpligtelse til at reducere udledning af NO2.

Se også

Se mere om begrænsning af luftforurening på Miljøministeriets hjemmeside.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift på udledningen af kvælstofoxider står i lov nr. 472 af 17. juni 2008 med senere ændringer.

Der er udstedt bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider (NOx) og om godtgørelse af afgiften.

Historik

Loven trådte i kraft den 1. januar 2010. Udledning af kvælstofoxider har ikke tidligere været afgiftsbelagt.

E.A.7.20.2 Definition: Kvælstofoxider (NOx)

Definition af kvælstofoxider (NOx)

NOx er et samlet udtryk for kvælstofoxider. Disse kan i miljøet optræde med forskellige værdier af x (NO, NO2). Både ilt (O) og kvælstof (N) er en naturlig del af den atmosfæriske luft. Kvælstofoxider bliver dannet ved forbrænding i iltholdig atmosfære, hvor luftens ilt og kvælstof reagerer med hinanden.

Udviklingen af NO2 sker ved alle typer af forbrænding, når luftens kvælstof reagerer med ilt under forbrændingen. Det er derfor principielt ikke afgørende for processen, om forbrændingsstofferne i sig selv indeholder kvælstof. Indeholder forbrændingsstofferne på den anden side selv kvælstof, vil udledningen af NO2 blive forøget. Dannelsen af NO2 sker dels ved termisk oxidation af luftens kvælstof og dels ved forbrænding af kvælstoffet i brændslet.

Kvælstofdioxid (NO2) er en gasart, der har sundhedsskadelige effekter ved indånding, og som medvirker til forsuringen af klimaet. For mennesker medfører NO2 øget risiko for åndedrætssygdomme. Miljøet bliver påvirket gennem sur nedbør, der medfører:

  • Smog
  • Forsuring
  • Eutrofiering (overgødskning)
  • Korrosion på land og i vand.

NO2'er bliver fortrinsvis udledt fra:

  • Kraftværkerne
  • Trafikken og
  • Industrien.

Udledningen kan begrænses både ved at styre forbrændingsprocessen og ved at foretage en efterfølgende rensning.

Se også

Almindelige bemærkninger til lovforslag L 169 2007/2 Forslag til lov om afgift af kvælstofoxider (afgift på NOx).

E.A.7.20.3 Afgiftspligtigt område

Indhold

Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige område mv.

Afsnittet indeholder:

  • Territorial afgrænsning
  • Afgiftspligtigt område
  • Afgift af udledningen
  • Afgiftspligtige brændsler.

Territorial afgrænsning

Udledning af kvælstofoxider ved forbrænding til luften er omfattet af reglerne, når udledningen sker i

  • Danmark, herunder
  • dansk søterritorium,
  • dansk kontinentalsokkelområde, og
  • en fremmed stat, herunder denne stats søterritorium og kontinentalsokkelområde, hvis aktiviteten, der medfører udledningerne, helt eller delvis er undergivet dansk højhedsret efter aftale med denne stat.

Eksempel

Hermed omfattes bl.a. offshore-virksomhed, der falder ind under lovens territoriale afgrænsning, af afgiftspligten.

Afgiftspligtigt område

Det afgiftspligtige område er udledningen af kvælstofoxider ved forbrænding.

Afgift af udledningen

Følgende forbrændingsanlæg skal måle udledningen af kvælstofoxider i forbindelse med forbrænding:

  • Energianlæg med en nominel termisk indfyret effekt større end 30 MW regnet for hvert anlæg. For hver kedel, motor eller turbine med en indfyret effekt større end 30 MW skal der uafhængigt af brændselstype ske måling af udledning af NOx, regnet som NO2-ækvivalenter. I tilfælde, hvor der til én skorsten er tilsluttet flere kedler, der hver er mindre end 30 MW, men tilsammen større end 30 MW, er der ikke krav om måling
  • Energianlæg med en samlet indfyret nominel termisk indfyret effekt på 100 MW eller derover, hvor der er krav om AMS-måling af udledning af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding efter Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 808 af 25. september 2003 om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg Affaldsforbrændingsanlæg, hvor der er krav om AMS- måling af udledning af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding efter Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 162 af 11. marts 2003 om anlæg, der forbrænder affald Industrianlæg, hvor den årlige udledning af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding overskrider 200 t NOx, regnet som NO2-ækvivalenter.

Se NOXAL § 1, stk. 2.

AMS er en forkortelse af "Automatisk Målende System" og er fast installeret måleudstyr til automatisk måling og registrering af emissioner.

Se også

Se afsnit

  • E.A.7.20.4 om virksomheder omfattet af reglerne
  • E.A.7.20.5 om krav til måling.

Afgiftspligtige brændsler

Virksomheder, som ikke måler udledningen, skal betale afgift efter en standardsats for følgende brændselstyper:

  1. Gas- og dieselolie, der bruges som motorbrændstof
  2. Anden gas- og dieselolie
  3. Svovlfri dieselolie
  4. Fuelolie
  5. Fyringstjære
  6. Petroleum, der bruges som motorbrændstof
  7. Anden petroleum
  8. Autogas
  9. Anden flaskegas og gas, der kommer fra raffinering af mineralsk olie og bruges som motorbrændstof
  10. Anden flaskegas og gas, der kommer fra raffinering af mineralsk olie
  11. Naturgas, dog ikke til motorer
  12. Naturgas til motor (inklusive stationære)
  13. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks (GJ)
  14. Blyholdig benzin (blyindhold over 0,013 g/l)
  15. Blyfri benzin (blyindhold højest 0,013 g/l)
  16. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks (tons)
  17. Biogas og andet flydende VE til motorer i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW
  18. Biogas og andet flydende VE til andet end motorer i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW
  19. Halm og anden fast biomasse, bortset fra træflis, i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW
  20. Træflis i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW.

Afgiftspligten for punkterne 17 - 20 er yderligere begrænset af anlæggets størrelse.

Eksempel

Udledning af kvælstofoxider ved forbrænding af biomasse er omfattet af afgiften, i det omfang kvælstofoxiderne kommer fra anlæg med indfyret effekt på over 1000 kW. Fritaget er således blandt andet udledningen af kvælstofoxider fra brændeovne i almindelige husholdninger.

Se også

Se SKM2011.273.SR hvor skatterådet afviser, at afbrænding af fedt fra selvdøde dyr skulle være fritaget fra NOx-afgift, men fastslår, at anvendes fedtet til forbrænding på andre forbrændingsanlæg, end de hvor udledningen sker efter måling, vil brændslerne i NOx-afgiftsmæssig henseende skulle kvalificeres som enten fast biomasse eller flydende VE.

Se afsnit E.A.7.20.6 om afgiftens størrelse og beregning.

E.A.7.20.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver de typer virksomheder, som er omfattet af reglerne i NOXAL. Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne om registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshavere, virksomheder, der skal registreres
  • Oplagshavere, virksomheder, der kan registreres
  • Varemodtagere
  • Registreringsblanket.

Se også

  • Se E.A.1.4 om afgiftspligtige virksomheder og personer
  • Blanket der anvendes til registrering er nr. 23.035.

Oplagshavere, virksomheder, der skal registreres

Virksomheder, der

  • har pligt til at foretage måling af udledning af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding, skal registreres hos SKAT. Se NOXAL § 3, stk. 1.
  • frivilligt foretager måling af udledning af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding, skal registreres hos SKAT. Se NOXAL § 3, stk. 2.
  • udvinder eller fremstiller afgiftspligtige brændsler som nævnt ovenfor i punkt 1-16, skal registreres hos SKAT. Se NOXAL § 3, stk. 3.
  • forbrænder varer omfattet af bilag 1, nr. 17-20, skal registreres hos SKAT. Det er kun ved forbrænding i anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW, at der indtræder registreringspligt. Se NOXAL § 3, stk. 4.
  • leverer varer omfattet af bilag 1, nr. 11 og 12 (gasnetvirksomheder, der leverer naturgas), skal registreres hos SKAT.

Virksomheder, der er registrerede som oplagshavere, er berettigede til at modtage afgiftspligtige varer fra udlandet, uden at afgiften er betalt.

Oplagshavere, virksomheder der kan registreres

Virksomheder, der

  • afsætter
  • oplagrer eller
  • forbrænder

varer omfattet af punkt 1-10 og 13-16 i bilag 1, kan registreres hos SKAT.

Det er en betingelse for registrering, at virksomheden

  • er registreret efter gasafgiftsloven § 3, stk. 1, 3 eller 5
  • råder over en lagerkapacitet på mindst 1.000 m3 til opbevaring af varer afgiftspligtige efter mineralolieafgiftsloven, eller
  • råder over en lagerkapacitet på mindst 1.000 t til opbevaring af varer afgiftspligtige efter kulafgiftsloven.
  • Virksomheder, der opfylder betingelserne for bundfradrag efter NOXAL § 10, stk. 2 kan registreres hos SKAT. Se NOXAL § 3, stk. 5.

Se også

Se afsnit E.A.7.20.8 om bundfradrag.

Varemodtagere

Virksomheder, der køber/modtager varer omfattet af punkt 1-16 i bilag 1 fra andre EU-lande, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal inden varen sendes fra udlandet anmelde sig til registrering som varemodtager hos SKAT. Se NOXAL §§ 14 og 15.

Registreringsblanket

Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 23.035 anvendes. Blanketten kan hentes på www.virk.dk.

E.A.7.20.5. Krav til måling

Indhold

Dette afsnit handler om hvilke krav, der stilles til virksomheder, som skal foretage målinger eller frivilligt foretager måling af udledningen af kvælstofoxider til luften ved forbrænding.

Afsnittet indeholder:

  • Krav til måling og målere
  • Homogene brændsler
  • Kvalitetskrav m.m. til målere
  • Andre målemetoder
  • Defekte målere
  • Dokumentationskrav.

Krav til måling og målere

Skatteministeriet har udstedt bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider (NOx) og om godtgørelse af afgiften. Kapitel 1 beskriver kravene til måling og målere.

Anlæg nævnt nedenfor skal foretage automatiske målinger, og opfylde de krav til målingen, der følger af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 808 af 25. september 2003 gældende for nye anlæg:

  • Energianlæg med en nominel termisk indfyret effekt større end 30 MW regnet for hvert anlæg og mindre end 100 MW i samlet indfyret nominel termisk effekt. Se NOXAL § 1, stk. 2, nr. 1.
  • Energianlæg med en samlet indfyret nominel termisk indfyret effekt på 100 MW eller derover. Se NOXAL § 1, stk. 2, nr. 2.
  • Industrianlæg, hvor den årlige udledning af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding overskrider 200 t NOx. Se NOXAL § 1, stk. 2, nr. 4.

Affaldsforbrændingsanlæg skal måle udledningen af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding og opfylde de krav til målingen, der følger af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 162 af 11. marts 2003. Se NOXAL § 1, stk. 2, nr. 3.

Virksomheder med anlæg, hvor der enten er pligt til at måle, eller hvor der frivilligt foretages måling af udledningen af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding, skal etablere automatiske målings-systemer (AMS flowmåling), så udledningen af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding kan beregnes på kontinuerlig basis. Se bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider § 2, stk. 3.

Homogene brændsler

Virksomheder med anlæg, hvor der bruges homogene brændsler, og som har en kontrolleret og kalibreret brændselsmåling og en AMS iltmåler, kan for disse anlæg anvende en kontinuerlig flowberegning frem for at etablere en AMS flowmåler.

Beregning af udledningen af kvælstofoxider skal ske med samtidige værdier (maksimalt 1 times værdier) af henholdsvis flow og NOx koncentration.

Med homogene brændsler menes brændsler med en ensartet kemisk sammensætning og vandindhold. Gasformige og flydende brændsler kan normalt opfattes som homogene.

Faste brændsler kan også betragtes som homogene, når det kan dokumenteres, at ændringer i den kemiske sammensætning og vandindhold over tid betyder mindre end 5 pct. ændring i det beregnede røggasflow pr. masseenhed brændsel. Vandindholdet i brændslet kan udelades af homogenitetsbetragtningen, hvis vandindholdets bidrag til røggasflowet kan beregnes ud fra indirekte eller direkte målinger af vandindholdet i røggassen.

Se bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider § 2, stk. 3.

Kvalitetskrav m.m. til målere

AMS målere skal opfylde "performance criteria" for DS/EN 15267-3 eller tilsvarende standarder.

DS/EN betyder, at det er en europæisk standard, der har status som dansk standard. Standard DS/EN 15267-3 fastsætter de generelle principper, procedurer og specifikationer for automatiske målesystemer (AMS) til måling af luftkvalitet og udledning fra stationære kilder.

Se Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter for yderligere information om baggrunden for de tekniske standarder mm.

Andre målere kan bruges, hvis de med hensyn til kvalitet og nøjagtighed svarer til ovennævnte målere.

Virksomheden skal kvalitetssikre og kalibrere NOx AMS efter DS/EN 14181. Standarden anviser, hvordan kvaliteten af kontinuerlige målere sikres i forbindelse med krav i fx miljøgodkendelse eller i forbindelse med dokumentation af udledning. Standarden stiller krav om akkrediterede referencemålinger af udledningskvaliteten (QAL), og har 4 indbyggede trin. Trin 2 kaldes QAL2 og det sidste trin AST. Formålet med at udføre QAL2 er bl.a. at få fastlagt en kalibreringsfunktion for anlægsmålerne. ATS beskriver proceduren for årlige kontroller, der dokumenterer målerens funktionalitet og tilstand, samt evaluerer variabiliteten og kalibreringen under QAL2.

Krav til virksomhedens kvalitetssikring og kalibrering:

1. QAL2 består af mindst 15 målinger fordelt over mindst én dag og mindst 2 driftsområder. AST består af mindst 5 målinger

2. Kvalitetskravet sættes til 10 pct. af måleområdet (120 pct. af højeste flowværdi)

3. DS/ISO 10780 benyttes som referencemetode ved kalibrering og kontrol.

Ved nyinstallation af flow AMS testes installation og målested efter DS/EN 15259.

Se bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider § 2, stk. 4-6.

Andre målemetoder

Virksomheder med anlæg, der udleder NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding, kan måle udledningen ved hjælp af en anden metode, der giver en tilsvarende sikkerhed for, at målingen af den udledte mængde af NOx, regnet som NO2-ækvivalenter, bliver som ved AMS-målingen. Den alternative metode skal kvalitetssikres, og kontrolleres efter samme regler som er angivet for AMS måling, i det omfang, det er teknisk muligt.

Virksomhedens regnskab skal indeholde en beskrivelse af den anvendte målemetode, der danner grundlag for opgørelsen af afgiften.

SKAT kan forlange, at et laboratorium akkrediteret til at foretage sådanne målinger bekræfter, at den anvendte metode, herunder kvalitetssikringen m.m., giver en tilsvarende sikkerhed som ved AMS måling. Udgiften til dette afholdes af virksomheden.

Virksomheden skal kunne dokumentere resultatet af de gennemførte målinger af udledningen af NO2-ækvivalenter og føre regnskab over mængden af NO2-ækvivalenter, der er udledt til luften. Virksomheden skal også kunne dokumentere målemetoden for den udledte mængde og den beregnede afgift.

Se bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider § 2, stk. 7-9.

Anlæg, der benyttes mindre end 500 timer på årsbasis

Anlæg, der har pligt til at måle udledningen af NOx, kan opnå dispensation fra målepligten frem til den 31. december 2011, hvis de pågældende anlæg benyttes mindre end 500 driftstimer om året.

Det er en betingelse, at der indsendes en ansøgning om dispensation til SKAT, hvor der fremlægges anden dokumentation for opgørelsen af den afgiftspligtige mængde end måling i medfør af loven. Det er yderligere en betingelse, at det sandsynliggøres, at afgiftsbetalingen ikke vil blive mindre, end den ville være ved måling i medfør af loven.

Der henvises til nyhedsbrev med sagsnr. 2011-232-0016 med titlen "NOx-afgift - regler for måling af udledningen af NOx for anlæg, der benyttes lidt på årsbasis", og § 2, stk. 9, i bekendtgørelse om måling af udledningen af kvælstofoxider (NOx) og om godtgørelse af afgiften.

Defekte målere

Hvis målerne er defekte, under reparation eller lignende i en periode mellem 1 time og 14 dage skal der betales afgift af den højst målte timeværdi for udledt NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding, der er registreret i den seneste uge, hvor der er foretaget måling under normalt forekommende maksimalt last.

Hvis perioden hvor måleren er ude af drift overstiger 14 dage, skal virksomheden underrette SKAT om det.

Se bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider § 3.

Dokumentationskrav

For anlæg i virksomheder, der enten har pligt til at måle eller frivilligt foretager måling af udledningen af kvælstofoxider til luften ved forbrænding, skal der føres journal over samtlige målinger, og herunder henvises til målerudskrifter eller anden tilsvarende dokumentation.

Journalen skal også indeholde oplysninger om

  • kalibrering
  • eftersyn
  • reparation
  • udfald og
  • andre forhold, der er af betydning for målingen.

Der skal også føres regnskab over andre forhold, der direkte eller indirekte har indflydelse på beregningen af den samlede mængde udledning af kvælstofoxider til luften ved forbrænding.

Virksomheden skal for hver afgiftsperiode kunne dokumentere, hvorledes den udledte mængde af kvælstofoxider til luften ved forbrænding er beregnet samt afgiften heraf. Regnskabet skal tilrettelægges på en sådan måde, at der kan føres kontrol for betaling af afgiften.

SKAT kan som led i kontrolforanstaltninger forlange, at måleprocedure, målemetode og måleudstyr verificeres af et eksternt laboratorium akkrediteret til at foretage sådanne målinger. Udgiften til dette afholdes af virksomheden.

Se bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider § 4.

E.A.7.20.6 Afgiftens størrelse og beregning

Indhold

Dette afsnit beskriver afgiftens størrelse og beregning.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftens størrelse
  • Standardsatser
  • Indeksering af afgiftssatser efter 2015
  • Virksomheder, der forbrænder fast biomasse
  • Tidligere afgiftssatser.

Afgiftens størrelse

For virksomheder, der skal måle udledningen, eller som frivilligt måler udledningen af NO2-ækvivalenter til luften, er afgiften følgende beløb pr. kg NO2-ækvivalenter:

Afgiftssatser i perioden 2011-2015:

  • 2011: 5,1 kr./kg
  • 2012: 5,2 kr./kg
  • 2013: 5,3 kr./kg
  • 2014: 5,4 kr./kg
  • 2015: 5,5 kr./kg.

Standardsatser

Virksomheder, som ikke måler udledningen, skal opgøre udledningen af kvælstofoxider ved forbrænding efter standardsatsen for den anvendte brændselstype. Se NOXAL § 1, stk. 4. Afgiften for de afgiftspligtige brændsler fremgår af bilag 1 til NOXAL.

Afgiftssatser i perioden 2011 - 2015:

2011

2012

2013

2014

2015

Satser ved dagtemperatur

1. Gas- og dieselolie, der bruges som motorbrænd-stof

øre/l

0,9

0,9

0,9

1,0

1,0

2. Anden gas- og dieselolie

øre/l

0,9

0,9

0,9

1,0

1,0

3. Svovlfri dieselolie

øre/l

0,9

0,9

0,9

1,0

1,0

4. Fuelolie

øre/kg

2,9

2,9

3,0

3,1

3,1

5. Fyringstjære

øre/kg

2,6

2,7

2,7

2,8

2,8

6. Petroleum, der bruges som motorbrændstof

øre/l

0,9

0,9

0,9

1,0

1,0

7. Anden petroleum

øre/l

0,9

0,9

0,9

1,0

1,0

8. Autogas

øre/l

1,8

1,8

1,8

1,9

1,9

9. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie og bruges som motorbrændstof

øre/kg

3,3

3,3

3,4

3,5

3,5

10. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie

øre/kg

0,9

1,0

1,0

1,0

1,0

11. Naturgas, dog ikke til motorer

øre/Nm3

0,8

0,8

0,8

0,9

0,9

12. Naturgas til motor (inklusive stationære)

øre/Nm3

2,8

2,9

2,9

3,0

3,0

13. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks

kr./GJ

0,5

0,5

0,5

0,5

0,5

14. Blyholdig benzin (blyindhold over 0,013 g/l)

øre/l

0,8

0,9

0,9

0,9

0,9

15. Blyfri benzin (blyindhold højest 0,013 g/l)

øre/l

0,8

0,9

0,9

0,9

0,9

16. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks

kr./t

16,3

16,6

16,9

17,2

17,5

17. Biogas og andet flydende VE til motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

kr./GJ

1,3

1,3

1,3

1,3

1,4

18 Biogas og andet flydende VE til andet end motorer i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

kr./GJ

0,3

0,3

0,3

0,3

0,3

19. Halm og anden fast biomasse, bortset fra træflis, i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

kr./t eller kr./GJ

6,9 eller 0,5

7,0 eller 0,5

7,1 eller 0,5

7,2 eller 0,5

7,4 eller 0,5

20. Træflis i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

kr./GJ

0,5

0,5

0,5

0,5

0,5

Afgiften bliver i praksis afregnet på baggrund af varernes rumfang ved dagtemperatur.

Satser ved 15 grader C

2011

2012

2013

2014

2015

1. Gas- og dieselolie, der bruges som motorbrænd-stof

øre/l

0,9

0,9

0,9

1,0

1,0

2. Anden gas- og dieselolie

øre/l

0,9

0,9

0,9

1,0

1,0

3. Svovlfri dieselolie

øre/l

0,9

0,9

0,9

1,0

1,0

4. Fuelolie

øre/kg

5. Fyringstjære

øre/kg

6. Petroleum, der bruges som motorbrændstof

øre/l

0,9

0,9

0,9

1,0

1,0

7. Anden petroleum

øre/l

0,9

0,9

0,9

1,0

1,0

8. Autogas

øre/l

9. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie og bruges som motorbrændstof

øre/kg

10. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie

øre/kg

11. Naturgas, dog ikke til motorer

øre/ Nm3

12. Naturgas til motor (inklusive stationære)

øre/ Nm3

13. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks

kr./GJ

14. Blyholdig benzin (blyindhold over 0,013 g/l)

øre/l

0,8

0,8

0,9

0,9

0,9

15. Blyfri benzin (blyindhold højest 0,013 g/l)

øre/l

0,8

0,8

0,9

0,9

0,9

16. Kul m.v.

kr./t

17. Biogas og andet flydende VE til motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

kr./GJ

18. Biogas og andet flydende VE til andet end motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

kr./GJ

19. Halm og træ i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

kr./t

Indeksering af afgiftssatser efter 2015

Efter 2015 reguleres afgiftssatserne årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, som bliver offentliggjort af Danmarks Statistik. Reguleringen sker første gang for kalenderåret 2016.

Satserne bliver reguleret på grundlag af nettoprisindeksets årsgennemsnit i året, der ligger 2 år forud for det kalenderår, i hvilket satsen skal gælde.

Satserne vil blive offentliggjort for hvert år.

Virksomheder, der forbrænder fast biomasse

Virksomheder, der forbrænder halm og anden fast biomasse, bortset fra træflis, kan opgøre afgiften efter den producerede energimængde (GJ) på grundlag af en omregning. For virksomheder, der kan anvende denne omregning, er virkningsgraden fastsat til 0,85.

Formlen for omregningen er: (Satsen pr. GJ * produceret mængde energi) / 0,85

For anlæg, hvor der fyres med kombination af fast biomasse og andre typer brændsler, skal mængden af fast biomasse gøres op, som den producerede mængde energi divideret med 0,85 fratrukket energiindholdet i de andre typer brændsler. Der er i NOXAL § 7 a, stk. 2 fastsat virkningsgrader og energiindhold for de forskellige brændsler:

  • Spildolie 40,4 MJ/kg
  • Fyringstjære 36,4 MJ/kg
  • Gas- og dieselolie 35,9 MJ/l
  • Petroleum 34,8 MJ/l
  • Fuelolie 40,4 MJ/kg
  • LPG 46,0 MJ/kg
  • Raffinaderigas 52,0 MJ/kg
  • Stenkul 25,2 GJ/t
  • Koks 28,9 GJ/t
  • Jordoliekoks 31,4 GJ/t
  • Brunkulsbriketter og brunkul 18,3 GJ/t
  • Benzin 32,9 MJ/l
  • Naturgas 39,6 MJ/Nm3
  • Biogas 23,3 MJ/Nm3
  • Forgasningsgas 4,0 MJ/Nm3.

Eksempel: Beregning af afgiften på grundlag af den producerede mængde energi

Hvis virksomheden producerer en mængde energi på 840 GJ, og virksomheden alene forbrænder halm eller anden fast biomasse, kan afgiften beregnes til ((840 GJ / 0,85) x 0,5 kr./GJ) = 494 kr.

Eksempel: Beregning af afgiften ved brug af halm og anden brændselstype

Virksomheden producerer en samlet mængde energi på 840 GJ, men bruger både fast biomasse, samt naturgas som brændsel. Der er brugt 4.000 Nm3 naturgas. Afgiften for den faste biomasse kan beregnes til (((840 GJ/0,85) - (4.000 Nm3 x 39,6 MJ/Nm3/1000 = mængden af GJ fra naturgas)) x 0,5 kr./GJ) = 415 kr.

Se også

Se nyhedsbrev dateret den 2. juli 2010 om Kvælstofoxider - virksomheder, der forbrænder biomasse mv.

Tidligere afgiftssatser

I 2010 var afgiftssatsen 5,0 kr./kg. efter NOXAL § 2, stk. 1.

Standardsatserne efter NOXAL § 1, stk. 4, og bilag 1 udgjorde:

2010

Satser ved dagtemperatur

1. Gas- og dieselolie, der anvendes som motorbrændstof

øre/l

0,9

2. Anden gas- og dieselolie

øre/l

0,9

3. Svovlfri dieselolie

øre/l

0,9

4. Fuelolie

øre/kg

2,8

5. Fyringstjære

øre/kg

2,6

6. Petroleum, der bruges som motorbrændstof

øre/l

0,9

7. Anden petroleum

øre/l

0,9

8. Autogas

øre/l

1,7

9. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie og anvendes som motorbrændstof

øre/kg

3,2

10. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie

øre/kg

0,9

11. Naturgas, dog ikke til motorer

øre/ Nm3

0,8

12. Naturgas til motor (inklusive stationære)

øre/ Nm3

2,8

13. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks

kr./GJ

0,5

14. Blyholdig benzin (blyindhold over 0,013 g/l)

øre/l

0,8

15. Blyfri benzin (blyindhold højest 0,013 g/l)

øre/l

0,8

16. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks.

kr./t

16,0

17. Biogas og andet flydende VE til motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1000 kW

kr./GJ

1,3

18 Biogas og andet flydende VE til andet end motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1000 kW

kr./GJ

0,3

19. Halm og anden fast biomasse, bortset fra træflis, i store anlæg med en indfyret effekt på over 1000 kW

kr./t eller kr./GJ

6,8 eller 0,5

(0,5 fra 1. juni 2010)

20. Træflis i store anlæg med en indfyret effekt på over 1000 kW

kr./GJ

0,5

Satser ved 15 grader C

2010

1. Gas- og dieselolie, der bruges som motorbrænd-stof

øre/l

0,9

2. Anden gas- og dieselolie

øre/l

0,9

3. Svovlfri dieselolie

øre/l

0,9

4. Fuelolie

øre/kg

5. Fyringstjære

øre/kg

6. Petroleum, der bruges som motorbrændstof

øre/l

0,9

7. Anden petroleum

øre/l

0,9

8. Autogas

øre/l

9. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie og anvendes som motorbrændstof

øre/kg

10. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie

øre/kg

11. Naturgas, dog ikke til motorer

øre/ Nm3

12. Naturgas til motor (inklusive stationære)

øre/ Nm3

13. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks

kr./GJ

14. Blyholdig benzin (blyindhold over 0,013 g/l)

øre/l

0,8

15. Blyfri benzin (blyindhold højest 0,013 g/l)

øre/l

0,8

16. Kul m.v.

kr./t

17. Biogas og andet flydende VE til motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

kr./GJ

18. Biogas og andet flydende VE til andet end motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

kr./GJ

19. Halm og træ i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

kr./t

E.A.7.20.7 Opgørelse og afregning

Indhold

Dette afsnit beskriver hvordan afgiften opgøres og afregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Opgørelsen
  • Opgørelse for virksomheder, der måler udledningen
  • Opgørelse for andre virksomheder registreret som oplagshaver
  • Varemodtagers opgørelse
  • Regnskab.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden er kalendermåneden.

Efter udløbet af hver afgiftsperiode og senest den 15. i den efterfølgende måned skal virksomheden angive den afgiftspligtige mængde og betale afgiften heraf.

Se også

Se OPKL § 2, stk. 2.

Opgørelsen

Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode.

Opgørelse for virksomheder, der måler udledningen

Virksomheder, der enten har pligt til at foretage måling af udledningen eller frivilligt måler udledningen, skal opgøre den afgiftspligtige mængde efter virksomhedens målere.

Opgørelse for andre virksomheder registreret som oplagshaver

Den afgiftspligtige mængde opgøres som mængden af varer omfattet af NOXAL, bilag 1, nr. 1 - 16, der er udleveret fra virksomheden. I opgørelsen skal virksomhedens eget forbrug af varer tages med.

Virksomheder, der er registrerede som oplagshavere, er berettigede til at modtage afgiftspligtige varer fra udlandet, uden at afgiften er betalt.

Den afgiftspligtige mængde for virksomheder, der forbrænder varer omfatter af NOXAL, bilag 1, nr. 17 - 20 er energiindholdet i brændslerne i perioden.

For virksomheder, der forbrænder varer omfattet af NOXAL, bilag 1, nr. 19 kan den afgiftspligtige mængde også opgøres som den forbrugte mængde halm og fast biomasse, undtagen træflis.

Oplagshaver har mulighed for at foretage fradrag i den afgiftspligtige mængde for varer der:

  • Tilføres en anden registreret virksomhed
  • Leveres til udlandet,
  • Fritages for afgift efter § 8
  • Er gået tabt hos virksomheden eller under transport til og fra virksomheden som følge af varernes art, lækage eller lignende eller
  • Returneres til virksomheden, hvis køberen godtgøres varens pris indbefattet afgiften.

Se NOXAL § 7.

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder ved indførsel/modtagelse af varer omfattet af NOXALs bilag 1 her til landet. Registrerede varemodtagere skal dog kun opgøre og betale afgiften af den afgiftspligtige mængde en gang om måneden.

Den afgiftspligtige mængde opgøres som den mængde afgiftspligtige varer til videresalg og til eget forbrug, virksomheden har modtaget i afgiftsperioden.

Regnskab

Registrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af den afgiftspligtige mængde og for SKATs kontrol. Se NOXAL § 11. Der skal føres regnskab over:

  • Tilgangen af afgiftspligtige varer
  • Udleveringen af afgiftspligtige varer
  • Udleveringen af varer til virksomheder, der har bevilling til afgiftsfritagelse
  • Eget forbrug af afgiftspligtige varer
  • Udleveringen af afgiftsfrie varer.

Hver enkelte af de afgiftspligtige varer skal være specificeret. Se bilag 1 til NOXAL.

Fremstillingsvirksomheder skal føre regnskab over fremstillingen af afgiftspligtige varer.

Regnskabet over eget forbrug af afgiftspligtige varer skal føres på grundlag af dagligt udarbejdede arbejdssedler eller lignende.

Se også

PAVL afsnit A.10 om de generelle regler for regnskab.

E.A.7.20.8 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse
  • Bundfradragsvirksomheder
  • Afgiftsgodtgørelse ved reduktion i udledningen
  • Varer, der udleveres mv. til ikke-registrerede virksomheder.

Afgiftsfritagelse

Virksomheder, der er registrerede som oplagshavere efter NOXAL, kan levere varer omfattet af bilag 1 uden afgift til:

  • Diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv., der er omtalt i TDL § 4, samt personer der er knyttet til disse
  • Brug i luftfartøjer, der bruges erhvervsmæssigt
  • Brug om bord på skibe i udenrigsfart, dog ikke lystfartøjer
  • Brug om bord på fiskefartøjer med en bruttotonnage på 5 t og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 t og derover, dog ikke lystfartøjer.

Se NOXAL § 8, stk. 1 og 2.

Olieprodukter, som medbringes fra udlandet i køretøjets normale standardtank eller reservedunk til brug for det pågældende køretøj er fritaget for afgift. Se NOXAL § 8, stk. 3 og § 15, stk. 3.

Et energiprodukt, der direkte bruges til produktion af et tilsvarende energiprodukt, er fritaget for afgift. Fritagelsen gælder kun for energiprodukter, som er produceret på virksomhedens område. Fritagelsen gælder dog ikke for energiprodukter, der anvendes som motorbrændstof. Se NOXAL § 8, stk. 4.

Bundfradragsvirksomheder

Virksomheder, som samlet udledte mere end 0,5 kg NOx /GJ brændselsforbrug til luften i 2006, og som havde et årligt brændselsforbrug på over 5 PJ fra stationære anlæg i 2006, skal kun betale afgift af den del af udledningen, som er højere end 0,15 kg NOx/GJ. Grænsen på 0,15 kg NOx/GJ gælder fra og med 1. januar 2011.

Ovennævnte bundfradrag finder også anvendelse på varer, der er modtaget afgiftsfrit og brugt i virksomheden. Bundfradragene kan ikke overføres til andre afgiftsperioder.

Virksomheder, der opgør afgiften efter måling af udledningen, kan beregne et fælles fradrag for alle de benyttede brændsler og for alle de benyttede ovn- eller kedelanlæg, hvor der sker måling, forudsat at ovn- eller kedelanlæggene mv. befinder sig på samme geografiske sted.

Se NOXAL § 10, stk. 2 - 4.

Afgiftsgodtgørelse ved reduktion af udledningen

Virksomheder med anlæg, der enten har eller fremadrettet får gjort tiltag, der fører til at udledningen af kvælstofoxider til luften bliver begrænset, kan bede SKAT om godtgørelse af afgift. Se NOXAL § 9, stk. 1 og 2, og kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009.

Godtgørelse af afgiften skal opgøres

  • for hver afgiftsperiode, og
    • for hvert ovn- eller kedelanlæg for sig, og
      • for hvert brændselstype anvendt i det pågældende ovn- eller kedelanlæg for sig.

Hvis der anvendes flere typer brændsler i samme ovn- eller kedelanlæg samtidig, fordeles den bortrensede eller mindre udledte mængde NO2-ækvivalenter for hvert brændsel på hvert ovn- eller kedelanlæg for sig i forhold til energimængden af hvert af de indfyrede brændsler i hvert ovn- eller kedelanlæg.

Godtgørelsen svarer til differencen mellem

  • emmissionsfaktoren i bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider bilag 1 i forhold til indfyret brændsel og anlægstype, og
  • anlæggets dokumenterede emissionsfaktor for det pågældende indfyrede brændsel sat i forhold til bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider emissionsfaktor

og herefter ganget med den samlede afgiftsbetaling for det pågældende indfyrede brændsel for den periode, som der ønskes godtgørelse for.

Et af nedenfor nævnte kriterier skal være opfyldt for at opnå godtgørelse:

  • emissionsfaktoren skal ligger mere end 20 pct. under standard emissionsfaktorerne, eller
  • den årlige emission er mindst et ton mindre end den udledningen af kvælstofoxider som svarer til standard emissionsfaktorerne.

Anlæggets emissionsfaktor skal kunne dukumenteres. Se bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider.

Tiltag, der begrænser udledningen, kan også bestå i, at anlæggets udformning, konstruktion eller lignende gør, at udledningen er mindre end emissionsfaktoren, der fremgår af bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider . For disse anlæg kan der også fås godtgørelse, hvis ovennævnte minimumkrav er opfyldt.

Se bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider § 6, stk. 1.

Emissionsfaktorer

Bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider bilag 1 indeholder følgende standard emissionsfaktorer:

Brændsel og anlægstype

g NOx/GJ ved dagtemperatur

g NOx/GJ ved 15°C

1. Gas- og dieselolie, der anvendes som motorbrænd-stof

50

50

2. Anden gas- og dieselolie

50

50

3. Svovlfri dieselolie

50

50

4. Fuelolie

140

5. Fyringstjære

140

6. Petroleum, der anvendes som motorbrændstof

50

50

7. Anden petroleum

50

50

8. Autogas

140

9. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie og anvendes som motorbrændstof

140

10. Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie

40

11. Naturgas, dog ikke til motorer

40

12. Naturgas til motor (inklusive stationære)

140

13. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks

100

14. Blyholdig benzin (blyindhold over 0,013 g/l)

50

50

15. Blyfri benzin (blyindhold højest 0,013 g/l)

50

50

16. Kul, koks, brunkul orimulsion og petroleumskoks.

100

17. Biogas og andet flydende VE til motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

250

18 Biogas og andet flydende VE til andet end motor i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

50

19. Halm og træ i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

90

20. Træflis i store anlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

100

Dokumentation

Hvor der er sket en begrænsning i udledningen af kvælstofoxider til luften, skal i virksomheden dokumentere dette.

Dokumentationen for begrænsning af udledningen af kvælstofoxider i forhold til bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider emissionsfaktorer, kan bestå af en eller flere af følgende former for dokumentation:

  • En garanti for niveauet for udledningen af kvælstofoxider fra leverandøren af det pågældende anlæg, reduktionsudstyr eller serviceydelse, som begrænser udledningen af kvælstofoxider
  • Målinger med miljømæssigt formål foretaget ved afleveringen af det pågældende anlæg, reduktionsudstyr eller serviceydelse, som begrænser udledningen
  • De seneste afrapporteringer i overensstemmelse med den gældende miljølovgivning.

I de tilfælde, hvor miljølovgivningen periodisk kræver målinger, skal de seneste miljøafrapporteringer indgå som en del af dokumentationsgrundlaget for opgørelsen.

Virksomheden skal også kunne dokumentere beregningsmetoden for reduktionen af afgiftsbetalingen og den beregnede afgift.

SKAT kan forlange, at begrænsningen af udledningen af kvælstofoxider til luften bliver dokumenteret ved en stikprøvemåling foretaget under driftsforhold svarende til de, som var gældende for den eller de afgiftsperioder, anmodningen om godtgørelse vedrører. Udgiften til dette afholdes af virksomheden.

Se bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider § 6, stk. 2-4.

Opgørelsesperiode

Opgørelsen af godtgørelsen sker årligt på basis af betaling af afgift i kalenderåret. Anmodning om godtgørelse skal sendes til SKAT senest 3 måneder efter udløbet af kalenderåret. Registrerede virksomheder kan bede om den årlige godtgørelse ved at skrive beløbet på afgiftsangivelsen.

Se bekendtgørelse nr. 1412 af 21. december 2009 om måling af udledningen af kvælstofoxider § 6, stk. 5.

Eksempel 1: Godtgørelse naturgasanlæg

  • Et anlæg har en naturgasmotor.
  • En akkrediteret måling udviser en emissionsfaktor på 100 g NOx/GJ indfyret naturgas.
  • Standardemissionsfaktoren er 140 g NOx/GJ for naturgas til motorer.
  • Naturgasforbruget var i 2010 på 500.000 m3.
  • Afgiftssatsen for naturgas til motordrift udgjorde i 2010 2,8 øre/m3.
  • Afgiften udgør: 500.000 m3 * 0,028 kr./m3 = 14.000 kr.

Målt på emissionsfaktor kriteriet ligger anlægget ((1-100/140) *100 pct.) 28,57 pct. under standardemissionsfaktoren. Det betyder, at virksomheden er berettiget til godtgørelse for dette anlæg.

Målt på reduktion i NOx mængde kriteriet er udledningen 792 kg under standardemissionsfaktoren (140 g NOx/GJ - 100 g NOx/GJ) × (39,6 MJ/m3 * 500.000 m3 / 1000) = 792.000 g. Efter dette kriterium kan der således ikke opnås godtgørelse.

Da det ene af de to kriterier er opfyldt, er anlægget berettiget til godtgørelse.

Godtgørelsen kan opgøres således:

(140 g NOx/GJ-100 g NOx/GJ)/140 g NOx /GJ * 14.000 kr. = 4.000 kr.

Eksempel 2: Fjernvarmeværk

  • Et fjernvarmeværk fyrer med flis.
  • Værket har en indfyret effekt på mere end 1.000 kW.
  • Der er i år 2010 forbrændt 22.300 tons træflis med en brændværdi på 9,44 GJ/tons.
  • Emissionsfaktoren for anlægget ved forbrænding af det pågældende træflis er ved akkrediteret måling målt til = 83 g NOx/GJ
  • Standardemissionsfaktoren for træflis er 100 g NOx/GJ
  • Afgiftssatsen for træflis 0,50 kr./GJ.
  • Afgiften udgør: 22.300 tons * 9,44 GJ/tons * 0,50 kr./GJ = 105.256 kr.

Målt på emissionsfaktor kriteriet ligger anlægget (100-83/100)×100 = 17 pct. under standardemissionsfaktoren, hvilket ikke berettiger til godtgørelse.

Målt på reduktion i NOx mængde kriteriet ligger emission i vægt under standardemissionsfaktoren med ((100 - 83 g/GJ) * 22.300 tons * 9,44 GJ/tons = 3.578.704 g) 3.579 kg. Efter dette kriterium kan virksomheden således opnå godtgørelse, da den årlige emission ligger mindst et ton under bekendtgørelsens standardemissionsfaktor.

Da det ene af de to kriterier er opfyldt, er anlægget berettiget til godtgørelse.

Godtgørelsen kan opgøres således:

(100-83 g NOx/GJ)/100 g NOx/GJ * 105.256 kr. = 17.894 kr.

Varer, der udleveres mv. til ikke-registrerede virksomheder

Virksomheder, der ikke er registrerede som oplagshavere efter NOXAL, kan, efter NOXAL § 9, stk. 3, få bevilling til afgiftsgodtgørelse for leverancer af SKAT, som:

  • Tilføres en anden virksomhed registreret som oplagshaver efter NOXAL
  • Leveres til udlandet
  • Leveres til brug i luftfartøjer, der bruges erhvervsmæssigt
  • Leveres til brug om bord på skibe i udenrigsfart, dog ikke lystfartøjer
  • Leveres til brug om bord på fiskefartøjer med en bruttotonnage på 5 t og derover eller en bruttoregistertonnage på 5 t og derover, dog ikke lystfartøjer
  • Er gået tabt hos virksomheden, under transport til og fra virksomheden som følge af varernes art, lækage eller lignende.

Der kan dog ikke gives bevilling til en virksomhed, når den pågældende virksomhed og en registreret virksomhed, som virksomheden direkte eller indirekte får leveret afgiftspligtige varer fra, er indbyrdes forbundne virksomheder. Som indbyrdes forbundne virksomheder anses virksomheder, hvor samme ejerkreds

  • direkte elle indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen i hver virksomhed eller
  • direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af en eventuel stemmeværdi i hver virksomhed.

Ejere nævnt i ABL § 4, stk. 2, anses ved bedømmelsen af ejerkredsen for én og samme person.

En meddelt bevilling bortfalder, hvis ovennævnte forhold kommer til at foreligge efterfølgende.

Se NOXAL § 9, stk. 3.

Afgiften godtgøres af varer, der bruges til færgedrift og til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer end de ovenfor nævnte, bortset fra lystfartøjer. Se NOXAL § 9, stk. 4.

SKAT kan meddele virksomheder, der ikke er registreret godtgørelse af den betalte afgift, når den årlige godtgørelse er mindst 500 kr. Godtgørelsen må ikke overstige afgiftsbetalingen.

Kilde: Skat
 
Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
 A B D E F G H I J K L M O P R S T U V Æ Ø alle
 
Hyppigt stillede spørgsmål 
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.