Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

A.A.13.13 Dokumentation i forbindelse med en ansøgning

Indhold

Dette afsnit handler om, hvilken dokumentation der skal være i forbindelse med ansøgning om omkostningsgodtgørelse. 

Afsnittet indeholder: 

  • Dokumentationskrav 
  • Acontoudbetaling 
  • Syn og skøn 
  • Krav til regning 
  • Dokumentationskrav for skattepligtige selskaber og fonde 
  • Ansættelse af fradrag for forbedring af grundværdi mv. 
  • Tilbagekaldelse af en afgørelse om refusion af udbytteskat eller afslag på anmodning om refusion af udbytteskat 
  • Yderligere oplysninger 
  • Massesager 
  • Opdeling af udgifterne 
  • Attestation 
  • Overdragelse af kravet 
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Dokumentationskrav

Skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere bestemmelser om hvilke oplysninger, der skal følge ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 58.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 hvilke oplysninger der skal følge en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Eksempel

Landsskatteretten udtalte, at bevisbyrden for, at der er tale om udgifter afholdt til sagkyndig bistand i en godtgørelsesberettiget sag, påhviler ansøgeren. Efterfølgende fremlæggelse af udskrift af den sagkyndiges elektroniske kalender kunne ikke dokumentere, hvorledes forholdene reelt havde været tilbage i tid. Se SKM2011.730.LSR.

Med ansøgningen om omkostningsgodtgørelse skal for hver instansbehandling vedlægges følgende dokumenter:

  • Honoraraftalen mellem den godtgørelsesberettigede og den sagkyndige,
  • Den eller de regninger, der søges godtgørelse for,
  • Den afgørelse, som den pågældende instans har truffet i skatte- eller afgiftssagen, samt
  • udtalelsen fra den administrative instans efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 56.
  • Eventuelle meddelelser fra Skatteankestyrelsen til klageren om visitering, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 b, stk. 4, samt den tidligere gældende skatteforvaltningslovs § 35 b, stk. 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 13. maj 2020, hvis sagen er afgjort ved domstolene, uden at den administrative klageinstans har truffet afgørelse, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 48, stk. 2, eller hvis sagen er afsluttet ved genoptagelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 a, stk. 5.
  • Stævning med den afgørelse, som har været indbragt for domstolene efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 48, stk. 1.
  • Den først indgivne klage til Skatteankestyrelsen med den afgørelse, der er klaget over, medmindre materialet tidligere er blevet indgivet i forbindelse med en ansøgning om omkostningsgodtgørelse, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3.

Se bekendtgørelsens § 2. 

Acontoudbetaling

Ved ansøgning om acontoudbetalinger til foreløbig godtgørelse af udgifterne til sagkyndig bistand mv. skal følgende dokumenter vedlægges:

  • Honoraraftalen mellem den godtgørelsesberettigede og den sagkyndige.
  • Den eller de regninger, der søges godtgørelse for.
  • Ved klage til en administrativ klageinstans vedlægges den først indgivne klageskrivelse med den afgørelse, der klages over. Hvis klageren har valgt Landsskatteretten som klageinstans efter den tidligere gældende skatteforvaltningslovs § 35 b, stk. 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 13. maj 2020, vedlægges den meddelelse fra klageren til Skatteankestyrelsen, hvori klageren tilkendegiver sit valg. Desuden vedlægges meddelelser fra Skatteankestyrelsen til klageren om visitering, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 b, stk. 4, og den tidligere gældende skatteforvaltningslovs § 35 b, stk. 5, hvis sådanne foreligger på ansøgningstidspunktet.
  • Ved anmodning om genoptagelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 1, nr. 4, vedlægges denne anmodning.
  • Ved myndighedernes videreførelse af sagen, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 2, 1. pkt., vedlægges myndighedernes underretning herom.
  • Ved anmodning til Skatteforvaltningen om bistand til ophævelse af dobbeltbeskatning, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 1, nr. 6, vedlægges denne anmodning.
  • Ved indbringelse af sagen for domstolene, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 4, vedlægges stævningen.
  • Ved indbringelse af sagen for domstolene efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 48, stk. 1, vedlægges stævningen den afgørelse fra Skatteforvaltningen, som indbringes.
  • Ved indbringelse af sagen for domstolene efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 48, stk. 2, vedlægges eventuelle meddelelser fra Skatteankestyrelsen om visitering efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 b, stk. 4, og den tidligere gældende skatteforvaltningslovs § 35 b, stk. 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 13. maj 2020.
  • Ved anke af en dom, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 4, vedlægges ankestævningen.

Se bekendtgørelsens § 3.

Se om muligheden for acontoudbetaling under afsnittet A.A.13.8 Udbetaling af godtgørelsen. om udbetaling af godtgørelse.

Syn og skøn

Ved ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til syn og skøn, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 47, vedlægges følgende dokumenter:

  • Et forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse ved syn og skøn, hvis et sådant er givet, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 4.
  • Domstolens imødekommelse af anmodningen om afholdelse af syn og skøn, vedlægges ved ansøgninger om acontoudbetaling.
  • Skønsmandens faktura.
  • Domstolens godkendelse af skønsmandens faktura.
  • Domstolens afgørelse om den foreløbige fordeling af udgifterne til syn og skøn.
  • Domstolens eventuelle endelige afgørelse om fordeling af udgifterne til syn og skøn.
  • Afgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 5, om fuld godtgørelse af afholdte udgifter til syn og skøn.

Se bekendtgørelsens § 4.

Krav til regning

Det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er stilet til den godtgørelsesberettigede. Det er endvidere en betingelse, at regningen er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering.

Regningen skal desuden være delt op med hensyn til størrelsen af honoraret for arbejdet ved den instans eller de instanser, for hvilken eller hvilke der søges godtgørelse, og skal indeholde oplysninger om anvendt antal timer pr. sag pr. instans. Det skal desuden klart fremgå af regningen, hvilke udgifter der er godtgørelsesberettigede, og hvilke der ikke er. Dette gælder dog ikke, når der er tale om en ansøgning om acontoudbetaling, hvis ansøgningen indgives til Skattestyrelsen, inden sagen er visiteret. Se bekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Der skal tillige være en kort beskrivelse af det arbejde, som den sagkyndige har udført ved den eller de instanser, for hvilken eller hvilke der søges godtgørelse.

Desuden skal det fremgå, om der er særlige forhold, som begrunder honorarkravet, fx om sagen er principiel.

Hvis der i skatte- eller afgiftssagen tillige indgår spørgsmål, der ikke er omfattet af ordningen om omkostningsgodtgørelse, skal der foretages en opdeling af sagens udgifter. Arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål vil kunne danne udgangspunkt for udskillelse af de godtgørelsesberettigede udgifter.

Der ydes ifølge SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 3, som ændret ved lov nr. 1125 af 19. november 2019, kun omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand mv. efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 1 -  5, som er ydet i forbindelse med påklage eller indbringelse af en sag for domstolene.

Se bekendtgørelsens §§ 5 og 6.

Dokumentationskrav for skattepligtige selskaber og fonde

Skattepligtige selskaber og fonde skal sammen med ansøgningen om omkostningsgodtgørelse indsende dokumentation for, at de udgifter, der ansøges om godtgørelse for, vedrører bistand, som er udført den 1. januar 2017 eller senere.

Se bekendtgørelsens § 9.

Ansættelse af fradrag for forbedring af grundværdi mv.

I en sag om ansættelse af fradrag for forbedring af grundværdi mv., skal den godtgørelsesberettigede sammen med ansøgningen om omkostningsgodtgørelse indsende dokumentation for, at de udgifter, der ansøges om godtgørelse for, vedrører bistand, som er udført til og med 31. december 2016.

Se bekendtgørelsens § 10.

Tilbagekaldelse af en afgørelse om refusion af udbytteskat eller afslag på anmodning om refusion af udbytteskat

Den godtgørelsesberettigede skal sammen med ansøgningen om omkostningsgodtgørelse i en sag om tilbagekaldelse af en afgørelse om refusion af udbytteskat eller om afslag på anmodning om refusion af udbytteskat indsende dokumentation for, at de udgifter, der ansøges om omkostningsgodtgørelse for, vedrører bistand, som er udført før den 1. januar 2020, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 7, 2. pkt.

Se bekendtgørelsens § 11.

Yderligere oplysninger

Skattestyrelsen kan anmode den godtgørelsesberettigede eller den sagkyndige om yderligere oplysninger til brug for behandlingen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.

De yderligere oplysninger, som Skattestyrelsen evt. kan indkalde for at få sagen belyst tilstrækkeligt, er fx timesagsregnskab.

Skattestyrelsen kan endvidere anmode om en redegørelse for størrelsen af honoraret for arbejdet ved hver instans pr. klagepunkt, og om anvendt antal timer pr. klagepunkt (eventuelt skønsmæssigt fordelt).

Se bekendtgørelsens § 12.

Massesager

Massesager er flere sager fra en eller flere sagkyndige med udgangspunkt i ensartede klagesager eller domstolssager.

Skattestyrelsens ansøgningsblanket indeholder en rubrik til angivelse af, om sagen evt. er del af en massesag.

Der bør indsendes en separat liste over de ansøgere, som bistandsyderen indsender ansøgning for i massesagerne.

Hvis en kreds af skatte- eller afgiftspligtige med ensartede sager går sammen om at få prøvet én af sagerne ved klage eller ved indbringelse for domstolene, og skattemyndighederne giver tilsagn om, at afgørelsen i prøvesagen vil blive lagt til grund i ansøgerens klagesag, vil disse personer have en direkte retlig interesse i prøvesagen. Se A.A.13.3 Hvem kan få godtgørelse?. under Direkte interesse i at sagen føres.

Ansøgningen skal bl.a. være vedlagt aftalen om sagkyndig bistand indgået mellem bistandsyderen og den enkelte ansøger, samt de regninger, der søges omkostningsgodtgørelse for, til dokumentation for, at beløbet er betalt eller skal betales. Se bekendtgørelsen §§ 2-10.

Opdeling af udgifter

Indgår der i en sag spørgsmål, der ikke er omfattet af ordningen om omkostningsgodtgørelse, skal der foretages en opdeling af de afholdte udgifter, der er godtgørelsesberettigede, og dem, der ikke er godtgørelsesberettigede.

Indgår der flere forhold i en hjemvisningssag, hvor hjemvisningen dels skyldes, at nye oplysninger angår et spørgsmål, som klage- eller retsinstansen ikke har taget stilling til, dels skyldes, at de nye oplysninger angår et spørgsmål, som klage- eller retsinstansen overordnet har taget stilling til, skal den sagkyndige ved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse foretage en skønsmæssig fordeling af sine udgifter ved hjemvisningsbehandlingen af de pågældende spørgsmål. Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse til den del af udgifterne, der relaterer sig det spørgsmål, som klage- eller retsinstansen ikke har taget materielt stilling til. Se nærmere om udgifter i forbindelse med hjemvisning i afsnit A.A.13.4 Godtgørelsesberettigede udgifter. Udgifter i forbindelse med hjemvisning. 

Attestation

Såvel den sagkyndige som den skatte- eller afgiftspligtige attesterer ved deres digitale signaturer eller underskrifter på ansøgningen under strafansvar, at de afgivne oplysninger er korrekte. Se SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 60 og 61.

Det gælder også, selvom kravet på omkostningsgodtgørelse er transporteret til rådgiveren.

Ved syn og skøn skal bistandsyder attestere ansøgningen, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 1, sidste pkt.

Underskrifterne skal afgives ved digital signatur, hvis der er mulighed for det. Dette gælder dog ikke, hvis den godtgørelsesberettigede eller sagkyndige er omfattet af fritagelse for tilslutning til digital post. Se bekendtgørelsen § 13, stk. 2.

Har den godtgørelsesberettigede anvendt flere sagkyndige til behandlingen af en godtgørelsesberettiget sag, skal der indsendes en ansøgning pr. bistandsyder.

Eksempel

Landsskatteretten bemærkede, at en ansøgning om omkostningsgodtgørelse skal være underskrevet af den godtgørelsesberettigede og attesteret af den sagkyndige, jf. dagældende bek. nr. 958 af 10. oktober 2005, § 5, stk. 1, 1. punktum (nugældende bek. nr. 2051 af 11. november 2021, § 13, stk. 1).

Ansøgningen kunne derfor have været afslået, allerede fordi ansøgningen ikke var underskrevet af klageren. Se SKM2012.526.LSR.

Overdragelse af kravet

Er kravet på omkostningsgodtgørelse overdraget til den sagkyndige, herunder pantsat, efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 8, skal dette fremgå af ansøgningen. Ansøgningsblanketten indeholder en rubrik til angivelse af evt. overdragelse, som attesteres af den godtgørelsesberettigede ved digital signatur eller underskriften på blanketten. Har den godtgørelsesberettigede ikke krydset af i denne rubrik, kræves særskilt dokumentation for overdragelsen, inden udbetaling kan ske.

Er en anden blevet bemyndiget til at modtage beløbet, er det fortsat et krav, at den godtgørelsesberettigede skal fremlægge dokumentation for overdragelsen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2012.526.LSR

Landsskatteretten bemærkede, at en ansøgning om omkostningsgodtgørelse skal være underskrevet af den godtgørelsesberettigede og attesteret af den sagkyndige, jf. dagældende bek. nr. 958 af 10. oktober 2005, § 5, stk. 1, 1. punktum (nugældende bek. nr. 2051 af 11. november 2021, § 13, stk. 1).

Ansøgningen kunne derfor have været afslået, allerede fordi ansøgningen ikke var underskrevet af klageren.

Anmodning ikke underskrevet

Anmodning kan ikke imødekommes.

SKM2011.730.LSR

Landsskatteretten udtalte, at bevisbyrden for, at der er tale om udgifter afholdt til sagkyndig bistand i en godtgørelsesberettiget sag, påhviler ansøgeren. Efterfølgende fremlæggelse af udskrift af den sagkyndiges elektroniske kalender kunne ikke dokumentere, hvorledes forholdene reelt havde været tilbage i tid.

Bevisbyrde ikke løftet

Godtgørelsesberettiget honorar nedsættes.
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.