Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.A.10.3.2.2 Ordninger godkendt efter PBL § 15 D

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for godkendte pensionsordninger efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 15D.

Afsnittet indeholder:

  • Reglens baggrund, formål og historik
  • Personer omfattet af reglen
  • Regel
  • Betingelser
  • Ansøgning om godkendelse.

Reglens baggrund, formål og historik

Fordi EF-domstolen underkendte de danske pensionsbeskatningsregler i dom af 30. januar 2007 i sag C-150/04, Kommissionen mod Danmark, blev PBL (pensionsbeskatningsloven) § 15 D om vandrende arbejdstageres udenlandske pensionsordninger vedtaget ved lov nr. 1534 af 19. december 2007. Formålet med reglerne er at skabe skattemæssig ligestilling i en periode på op til 60 måneder mellem danske og udenlandske pensionsordninger i et andet EU- eller EØS-land, dog ikke i Liechtenstein, som Danmark ikke har en informationsudvekslingsaftale med.

Personer omfattet af reglen

Pensionsopsparere, der er omfattet af reglen i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 15 D, er de såkaldt vandrende arbejdstagere. Vandrende arbejdstagere er:

  • Personer der ved tilflytning til Danmark bliver fuldt skattepligtige til Danmark efter KSL (kildeskatteloven) § 1, og som også bliver anset for hjemmehørende i Danmark efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Se afsnit C.F.1 Fuld skattepligt.
  • Personer, der ved tilflytning vælger beskatning efter grænsegængerreglerne i KSL (kildeskatteloven) §§ 5 A og 5 B.

At være grænsegænger vil sige, at man er

  • begrænset skattepligtig til Danmark eller
  • fuldt skattepligtig til Danmark og hjemmehørende i udlandet efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

og samtidig tjener mindst 75 pct. af sin indkomst i Danmark.

Se mere om grænsegængerreglerne i afsnit C.F.5 Grænsegængerreglerne.

Bemærk

Det er dog ikke afgørende, at personen tager arbejde under skattepligtsopholdet i Danmark. Reglen gælder derfor også for pensionister og selvstændigt erhvervsdrivende m.fl.

Regel

Vandrende arbejdstagere kan i en periode på op til 60 måneder få godkendt en pensionsordning i et andet EU- eller EØS-land (undtagen Liechtenstein) end Danmark, som omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) kapitel 1, selv om pensionsordningen ikke opfylder betingelserne i kapitel I.

Det betyder, at der er fuld fradrags- eller bortseelsesret i den skattepligtige indkomst for indskud, dog kun i det omfang de ville være fradrags- eller bortseelsesberettigede efter lovgivningen i det land, hvis lovgivning kvalificerede til nedslag i personens skattepligtige indkomst på oprettelsestidspunktet. Har dét land beløbsgrænser for indskud på fradrags- og bortseelsesberettigede ordninger, kan der maksimalt fratrækkes et beløb svarende til denne udenlandske beløbsgrænse. De danske regler om fradragsfordeling, beløbsgrænser og efterbeskatning mv. i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 18, stk. 1, 4. pkt. og stk. 2-8 og §§ 19 A-D anvendes derfor ikke på indskud på ordninger efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 15 D. Se afsnit C.A.10.2.1.3 Fradragsregler for pensionsordninger med løbende udbetalinger om PBL (pensionsbeskatningsloven) § 18. Se afsnit C.A.10.2.1.9 Fraflytning til udlandet med efterbeskatning om PBL (pensionsbeskatningsloven) §§ 19 A-D.

Selv om ordninger efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 15 D sidestilles med en ordning omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) kapitel 1, skal der ikke betales pensionsafkastskat af det årlige afkast på ordningen. Se PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 1, stk. 1, nr. 1, litra e. Se afsnit C.G.1.1.2.2 Hvilke ordninger er undtaget fra beskatning.

De 60 måneder gælder fra det tidspunkt, hvor pensionsopspareren bliver fuldt skattepligtig til Danmark og bliver hjemmehørende i Danmark efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst. For grænsegængere gælder de 60 måneder fra og med den dato, hvor grænsegængeren bliver omfattet af reglerne i KSL (kildeskatteloven) §§ 5 A-D.

Efter udløbet af perioden på 60 måneder ophører ordningen med at være omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 15 D. Ordningen er derfor ikke længere omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) kapitel 1, men overgår til PBL (pensionsbeskatningsloven) § 53 A. Det betyder, at der ikke længere er fradrags- eller bortseelsesret i den skattepligtige indkomst for indskud på ordningen. Se afsnit C.A.10.4.2.3 Beskrivelse af de generelle regler i PBL § 53 A om PBL (pensionsbeskatningsloven) § 53 A.

Efter udløbet af perioden på 60 måneder kan pensionsopspareren også søge om godkendelse af ordningen efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 15 C. Se afsnit C.A.3.2.1 om PBL (pensionsbeskatningsloven) § 15 C. Det er også muligt efter reglerne i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 41 at flytte ordningen til en anden dansk eller udenlandsk ordning, der er omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) kapitel 1. Derimod er det ikke muligt at flytte en anden dansk eller udenlandsk ordning til en § 15D-ordning. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 41, stk. 9.

Betingelser

Der er dog kun fradrags- eller bortseelsesret, hvis pensionsopspareren (den vandrende arbejdstager) kan dokumentere, at han eller hun:

  1. er fuldt skattepligt til Danmark efter KSL (kildeskatteloven) § 1 og er hjemmehørende efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst i Danmark, eller er blevet begrænset skattepligtig og har valgt beskatning som grænsegænger efter reglerne i KSL (kildeskatteloven) §§ 5A-D
  2. ikke inden for de sidste tre år før tilflytning til Danmark har været fuldt eller begrænset skattepligtig til Danmark
  3. har betalt til ordningen i mindst 1 år, før han eller hun blev skattepligtig til Danmark - det behøver ikke at være det seneste år, inden skattepligten indtrådte
  4. medbringer en pensionsordning fra et andet EU- eller EØS-land end Danmark (undtagen Liechtenstein), som gav fradrags- eller bortseelseret i bopælslandet på det tidspunkt, hvor ordningen blev oprettet. Pensionsordningen skal derfor være oprettet, mens personen ikke var fuldt skattepligtig til Danmark efter KSL (kildeskatteloven) § 1, eller mens personen var fuldt skattepligtig til Danmark, men var hjemmehørende i udlandet efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst
  5. medbringer en pensionsordning fra et andet EU- eller EØS-land end Danmark (undtagen Liechtenstein), som lever op til de væsentligste krav til pensionsordninger i Danmark efter PBL (pensionsbeskatningsloven) kapitel 1.

Ansøgning om godkendelse

Der kan først gives fradrags- eller bortseelsesret for indskud på en pensionsordning i et andet EU- eller EØS-land, når ordningen er godkendt af Skattestyrelsen.

Blanket 07.057 (Vandrende arbejdstager - Ansøgning om at få godkendt en udenlandsk pensionsordning ) skal sammen med en autoriseret oversættelse på dansk eller engelsk af pensionsaftalen sendes til:

Skatteforvaltningen
Sakskøbing
Nykøbingvej 76
Bygning 45
4990 Sakskøbing

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.