Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.A.4.3.5.8 Fradrag for gaver til visse foreninger efter LL § 8 A

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om den skattemæssige behandling af gaver til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner m.v. og religiøse samfund.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Beløbsmæssige grænser
  • Gældsbrev
  • Naturalydelser
  • Klausulerede gaveløfter
  • Godkendelse af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner mv. og religiøse samfund
  • Ansøgningsfrist mv. 
  • Regnskabskrav, kontrol mv.
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Der er i et vist omfang fradrag for gaver ydet til foreninger, fonde, stiftelser, institutioner m.v., hvis midler bruges i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed til fordel for en større kreds af personer. Se LL (ligningsloven) § 8 A.

Der er følgende betingelser for fradrag for gaver efter LL (ligningsloven) § 8 A:

  • Gavemodtageren er godkendt af Skattestyrelsen som berettiget til at modtage gaver, som kan fradrages ved indkomstopgørelsen.
  • Foreningen mv. skal indberette indbetalingen til Skattestyrelsen i overensstemmelse med SIL § 26.

Ensidigt påtagne løbende ydelser er udtømmende reguleret i LL (ligningsloven) § 12, hvilket betyder, at der ikke også er fradragsret efter LL (ligningsloven) § 8 A for disse. Se SKM2004.299.VLR.

Beløbsmæssige grænser m.m.

Den skattepligtige kan i 2022 fradrage det samlede ydede gavebeløb fordelt på én eller flere foreninger, der ikke overstiger 17.200 kr. For 2023 kan den skattepligtige fradrage indtil 17.700 kr. Samlevende ægtefæller kan hver fradrage deres gaver. Beløbsgrænsen i LL (ligningsloven) § 8 A gælder for hver ægtefælles gaver. Fradragsbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20. 

Gældsbrev

Hvis gavegiveren har underskrevet et gældsbrev, hvorefter gaven skal gives over en kortere periode, må gavegiveren kun fradrage gældsbrevets pålydende i det år, hvor forpligtelsen bliver stiftet.

Naturalydelse

Det er ikke nødvendigt, at gaven ydes i kontanter. Også værdien af fx et kunstværk, der er givet som gave, kan fradrages. Skattestyrelsen har dog ret til at afprøve værdiansættelsen af godet.

Se også

Se også SKM2018.82.SR. En sommerhusejer kunne få fradrag efter LL (ligningsloven) § 8 A, når denne donerede en uges ophold i sommerhuset/boligen til en sygdomsbekæmpende forening. Det fradragsberettigede beløb skulle fastsættes til markedsværdien ved udlejning til 3. mand.  

Klausulerede gaveløfter

En skatteyder, der havde indbetalt et gavebeløb til en landsforening, der var godkendt til at modtage fradragsberettigede gaver, med den udtrykkelige betingelse, at gaven skulle videregives til en lokalforening, der ikke var godkendt som gavemodtager, kunne ikke opnå fradrag efter LL (ligningsloven) § 8 A. Se LSRM 1969.108. En giver mister dog ikke fradragsretten, selvom han eller hun i forbindelse med gaveindbetalingen fremsætter ønske om, at gaven kommer en bestemt lokalforening til gode.

Godkendelse af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger, fonde, stiftelser og institutioner m.v. og religiøse samfund

Skattestyrelsen godkender foreninger, fonde, stiftelser, institutioner m.v. og religiøse samfund, som bruger deres midler til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål.

Skattestyrelsen har i bekendtgørelse nr. 1656 af 19. december 2018, fastsat regler om godkendelse efter LL (ligningsloven) § 8 A og § 12, stk. 3. For at et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt kræves, at den kreds af personer eller institutioner, der kan komme i betragtning ved uddelingerne, er afgrænset efter retningslinjer med et objektivt præg. Formålet skal derfor komme en vis videre personkreds til gode. Godkendelsen af almenvelgørende eller almennyttige foreninger mv. forudsætter, at de ved deres formål eller adfærd ikke modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

Betingelser for godkendelse af foreninger, fonde, stiftelser og institutioner mv.

Godkendelse efter LL (ligningsloven) § 8 A af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner m.v. forudsætter, at følgende grundlæggende betingelser er opfyldt:

  1. Midlerne anvendes til fordel for en kreds af personer, der ikke geografisk eller på anden måde er begrænset til et befolkningsunderlag på under 35.000.
  2. Antallet af gavegivere i EU/EØS årligt overstiger 100.
  3. Den enkelte gavegiver skal i løbet af året samlet have ydet en gave på mindst 200 kr. til den pågældende almenvelgørende og almennyttige forening, fond, stiftelse eller institution m.v.
  4. Der skal ved afgivelse af erklæring oplyses, hvorvidt der i det forudgående kalenderår fra samme udenlandske gavegiver er modtaget en eller flere gaver, der sammenlagt overstiger 20.000 kr.
  5. Den årlige bruttoindtægt eller formuen (egenkapitalen) overstiger 150.000 kr.

Se bekendtgørelse nr. 1656 af 19. december 2018 § 1.

Foreninger, der er et selvstændigt retssubjekt, skal udover at opfylde betingelserne i bekendtgørelsens § 1 opfylde følgende betingelser:

  • Foreningens bestyrelse må ikke i overvejende grad være selvsupplerende
  • Foreningen skal have over 300 kontingentbetalende medlemmer i EU/EØS, og kontingentet skal have en sådan størrelse, at det dækker foreningens normalt forekommende administrationsudgifter.
  • Foreningen er ikke medlem af en allerede godkendt hovedforening. Denne betingelse gælder dog ikke, hvis den ansøgende forening er en landsorganisation.

Se bekendtgørelse nr. 1656 af 19. december 2018 § 2

 Fonde, stiftelser og institutioner m.v. skal ud over at opfylde ovennævnte fem grundlæggende betingelser i § 1 enten:

  • være omfattet af lov om fonde og visse foreninger, eller
  • være omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde, eller
  • ledes af et styrelsesorgan, hvor mindst ét medlem er uafhængigt og uvildigt i forhold til stifterne.

Se bekendtgørelse nr. 1656 af 19. december 2018 § 3.

Det er desuden en betingelse for godkendelse, at følgende grundlæggende betingelser fremgår af vedtægterne:

    1. Formålet er almenvelgørende eller almennyttigt, dvs. at midlerne alene kan anvendes til støtte for en videre kreds af personer, som er i økonomisk trang eller har vanskelige økonomiske forhold, eller til et formål, som ud fra en i befolkningen almindeligt herskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt, og som kommer en vis større kreds til gode. 
    2. Et likvidationsprovenu eller overskud ved opløsning skal tilfalde en anden forening, fond, stiftelse, institution m.v. eller religiøst samfund, som er hjemmehørende her i landet eller i et andet EU/EØS-land og har et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål. 
    3. Foreningen, fonden, stiftelsen, institutionen m.v. eller det religiøse samfund er hjemmehørende her i landet eller i et andet EU/EØS-land, hvorved forstås, at hovedparten af styrelsesorganerne og hovedkontoret skal have sæde her i landet eller i et andet EU/EØS-land.

Se bekendtgørelse nr. 1656 af 19. december 2018 § 5. 

Bemærk

Storbritannien - overgangsperiode og Brexit

Ifølge artikel 126 i udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU gælder der en overgangsperiode fra den 1. februar 2020 og til den 31. december 2020. Ifølge artikel 127, pkt. 1, i udtrædelsesaftalen finder EU-retten i denne periode anvendelse på og i Storbritannien, medmindre andet er fastsat. Udgangspunktet efter udtrædelsesaftalen er, at Storbritannien retligt er at betragte som EU-land i overgangsperioden. Det betyder også, at Storbritannien i overgangsperioden må sidestilles med et EU-land i relation til nationale lovbestemmelser. Se også SKM2020.549.SR.

Med virkning fra 1. januar 2021 er Storbritannien ikke længere et EU-land. Forholdet mellem EU og Storbritannien reguleres herefter af en særskilt handelsaftale.

Brug af midler

Det er et krav, at midlerne i overvejende grad bruges i almennyttigt eller almenvelgørende øjemed. Se TfS 1998, 773, hvor Skatteforvaltningen tilbagekaldte en hjælpeorganisations godkendelse, fordi der var et misforhold mellem den andel af midlerne, som blev brugt til almenvelgørende og almennyttige formål, og den andel af midlerne, der gik til administration.

Se også

Se også afsnit 4.3.5.2 Løbende ydelser til godkendte foreninger m.v. og religiøse samfund - LL (ligningsloven) § 12, stk. 2 og 3 - under krav til vedtægter og regnskabskrav, kontrol m.v.

Almenvelgørende

For at et formål kan anses for almenvelgørende, er det en forudsætning, at støtten ydes til personer inden for en videre kreds, der er i økonomisk trang eller har vanskelige økonomiske kår. I begrebet almenvelgørende ligger, at en større kreds af befolkningen ifølge vedtægterne kan komme i betragtning. Som eksempler på almenvelgørende foreninger, der er godkendt, kan nævnes Forælder Fonden og KFUK's Sociale Arbejde.

Almennyttigt

Formålet anses for almennyttigt, når det

  • kan anses for nyttigt ud fra en almindeligt fremherskende opfattelse i befolkningen, og
  • kommer en vis videre kreds til gode.

En forening m.v. kan dog godkendes som almennyttig, selv om kun en enkelt person eller en enkelt institution bliver tilgodeset ved en uddeling fra foreningen mv., når blot den pågældende modtager er valgt som en blandt mange mulige. Blandt sådanne almennyttige formål kan nævnes sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige - herunder forskningsmæssige og sygdomsbekæmpende -, humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale formål. Også idrætsforeninger og dyreværnsorganisationer kan anses for almennyttige. Som eksempel på foreninger m.v., der er godkendt som almennyttige, kan nævnes Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. Derimod kan organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, ikke anses for almennyttige.

Se modsat eksempel på ikke almennyttigt formål SKM2017.370.LSR, hvor en vinklub med ca. 140 medlemmer ikke ansås for at være en almennyttig forening i forhold til LL (ligningsloven) § 8 A.

Betingelser for godkendelse af religiøse samfund

Religiøse samfund kan godkendes både efter LL (ligningsloven) § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, når betingelserne i bekendtgørelsens § 5 er opfyldt. Se nærmere afsnit C.A.4.3.5.2 Løbende ydelser til godkendte foreninger mv. og religiøse samfund - LL § 12, stk. 2 og 3 Løbende ydelser til godkendte foreninger mv. og religiøse samfund - LL (ligningsloven) § 12, stk. 2 og 3.

Godkendelse af små patientforeninger for sjældne sygdomme efter LL (ligningsloven) § 8 A, stk. 2 og 3

Små patientforeninger for sjældne sygdomme skal ikke opfylde alle de almindelige betingelser, der normalt kræves for at blive godkendt som almennyttig eller almenvelgørende forening m.v. efter LL (ligningsloven) § 8 A, stk. 2. Se lov nr. 2194 om ændring af skattekontrolloven og ligningsloven af 30. november 2021.

Disse små patientforeninger skal således ikke opfylde følgende krav:

  • over 300 kontingentbetalende medlemmer i EU/EØS (dog krav om mindst 15 kontingentbetalende medlemmer)
  • over 100 gavegivere årligt i EU/EØS
  • samlet gave på mindst 200 kr. årligt fra den enkelte gavegiver, og
  • en årlig bruttoindtægt eller formue på over 150.000 kr.

Små patientforeninger, der godkendes efter disse regler, vil skulle behandles på lige fod med foreninger, der godkendes efter de almindelige betingelser for almenvelgørende og almennyttige foreninger mv. Se nærmere nedenfor under "Øvrige betingelser".

Definition

Ved afgrænsningen af, hvad der skal forstås ved en sjælden sygdom, anvendes samme forståelse, som Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen benytter. Det vil sige, at forekomsten af sygdommen i Danmark almindeligvis er under 1-2 ud af 10.000 personer.

Samlebetegnelsen "sjældne sygdomme" omfatter en række ofte medfødte, arvelige, kroniske, komplekse og alvorlige sygdomme eller tilstande, hvor diagnostik, behandling og rehabilitering kræver en særlig viden, ekspertise og sagkundskab. Fællestrækket er desuden, at der oftest er behov for livslang sundhedsfaglig, social og anden specialiseret indsats.

Betingelser

De små patientforeninger skal opfylde følgende betingelser for at opnå godkendelse efter LL (ligningsloven) § 8 A, stk. 2:

  1. Patientforeningen skal have til formål at varetage fælles interesser for personer med den pågældende sjældne sygdom, som patientforeningen vedrører. Dette kan evt. ske gennem patientforeningens medlemskab af en paraplyorganisation.
  2. Betingelsen i bekendtgørelsens § 1, 1. pkt., om formål eller adfærd, der ikke modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, er opfyldt.
  3. Patientforeningen skal være åben for alle personer med den pågældende sjældne sygdom, som patientforeningen vedrører.
  4. Patientforeningen har mindst 15 kontingentbetalende medlemmer i EU/EØS. Kontingentet skal have en sådan størrelse, at det dækker patientforeningens normalt forekommende administrationsudgifter.
  5. Betingelsen i bekendtgørelsens § 1, nr. 1, om, at midlerne anvendes til fordel for en kreds af personer, der ikke geografisk eller på anden måde er begrænset til et befolkningsunderlag på under 35.000, er opfyldt.
  6. Betingelsen i bekendtgørelsens § 1, nr. 4, om udenlandske gaver er opfyldt.
  7. Patientforeninger, der er selvstændige retssubjekter, skal opfylde betingelserne i bekendtgørelsens § 2, nr. 1 og 3.
  8. Kravene til vedtægterne i bekendtgørelsens § 6 er opfyldt.

Nedenfor fremgår en nærmere beskrivelse af de enkelte betingelser, for at opnå godkendelse efter LL (ligningsloven) § 8 A, stk. 2 og 3:

Ad a) Patientforeningens formål

Patientforeningen skal have som formål at varetage de fælles interesser for personer med den eller de pågældende sygdomme. Det indebærer f.eks. medlemsservice, foreningsservice, interessepolitisk arbejde, sekretariatsfunktioner, kommunikation og repræsentation i forskellige sammenhænge. Interessevaretagelsen kan f.eks. ske helt eller delvist gennem medlemskab af en paraplyorganisation.

Ad b) Må ikke modarbejde eller underminere demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder

Godkendelsen af de små patientforeninger forudsætter, at de ved deres formål eller adfærd ikke modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. 

Ad c) Åbenhed

Det forudsættes, at en patientforening er åben for alle med den pågældende sjældne sygdom, og således ikke er begrænset på grund af f.eks. alder eller etnicitet.

Det forudsættes endvidere, at patientforeningen er landsdækkende, medmindre det er sagligt velbegrundet, fx at den sjældne sygdom er arvelig og familierne koncentreret regionalt, eller at bosættelse sker i et eller få geografiske områder f.eks. i nærheden af en højtspecialiseret hospitalsenhed.

Ad d) Mindst 15 kontingentbetalende medlemmer i EU/EØS

Patientforeningen skal have mindst 15 kontingentbetalende medlemmer i EU/EØS. Kontingentet skal - som det er tilfældet efter de almindelige betingelser - have en sådan størrelse, at det dækker patientforeningens normalt forekommende administrationsudgifter.  

Grænsen på de mindst 15 kontingentbetalende medlemmer svarer til kravet, der stilles for, at foreninger for sjældne sygdomme kan opnå driftstilskud gennem Socialstyrelsens Sjældne-delpulje.

Ad e) Ikke begrænset til et befolkningsunderlag på under 35.000

Midlerne skal anvendes til fordel for en kreds af personer, der ikke geografisk eller på anden måde er begrænset til et befolkningsunderlag på under 35.000.

Ad f) Udenlandske gaver

Der skal ved afgivelse af erklæring oplyses, hvorvidt der i det forudgående kalenderår fra samme udenlandske gavegiver er modtaget en eller flere gaver, der sammenlagt overstiger 20.000 kr.

Ad g) Patientforeninger der er selvstændige retssubjekter

For små patientforeninger, der er et selvstændigt retssubjekt, kræves det, at patientforeningens bestyrelse ikke i overvejende grad er selvsupplerende. Det er desuden et krav, at patientforeningen ikke er medlem af en allerede godkendt hovedforening. Denne betingelse gælder dog ikke, hvis den ansøgende patientforening er en landsorganisation.

Ad h) Krav til vedtægter

De små patientforeninger skal opfylde kravene til vedtægter i bekendtgørelsens § 6.

Det er en betingelse for godkendelse, at en række grundlæggende betingelser fremgår af vedtægterne. Se nærmere herom under overskriften "Godkendelse af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger, fonde, stiftelser og institutioner m.v. og religiøse samfund" i dette afsnit.

Øvrige betingelser

De små patientforeninger, der godkendes efter disse regler, vil i øvrigt skulle behandles på lige fod med foreninger, der godkendes efter de almindelige betingelser for almenvelgørende og almennyttige foreninger.

De små patientforeninger skal derfor på begæring fra Skatteforvaltningen indsende sine regnskaber m.v., og årligt indsende oplysninger om hjemstedskommune, formue, årlig bruttoindtægt, antallet af kontingentbetalende medlemmer, antallet af gavegivere, oplysninger om udenlandske gaver m.v. Se nærmere under overskriften "Regnskabskrav, kontrol mv."

Som nævnt ovenfor skal de små patientforeninger ikke opfylde kravet til fx bruttoindtægt eller formue.

Der vil derfor kunne være år, hvor fx den årlige bruttoindtægt kan udgøre ned til 0 kr. Det samme gør sig gældende for så vidt angår fx antal gavegivere mv.

De små patientforeninger vil endvidere skulle foretage årlig indberetning af modtagne gavebeløb efter SIL § 26.

Domicil for foreningens m.v. administration

Det er i almindelighed uden betydning for spørgsmålet, om et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt, om aktiviteten udøves her i landet eller i udlandet. Det er dog et ufravigeligt krav, at administrationen af de midler, der kommer formålet til gode, finder sted her i landet eller i et andet EU/EØS-land.

Hvis der er tale om en underafdeling af en international organisation eller et verdensomspændende religiøst samfund, der har sæde uden for EU/EØS-lande, er det en betingelse for godkendelse, at hovedparten af afdelingens styrelsesorganer samt hovedkontoret har sæde her i landet eller i et andet EU/EØS-land.

Ansøgningsfrist mv.

Skattestyrelsen er bemyndiget til at godkende de pågældende foreninger m.v. og religiøse samfund. Se LL (ligningsloven) § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3.

Anmodning om godkendelse skal være modtaget i Skattestyrelsen senest den 1. oktober i det kalenderår, for hvilket godkendelsen første gang skal have virkning. Ansøgningen med bilag skal indsendes digitalt via www.skat.dk.

Godkendelse af nystiftede foreninger m.v. kan tidligst få virkning fra stiftelsestidspunktet. Godkendelsen har virkning indtil den konkret bringes til ophør og skal ikke fornys hvert år.

Skattestyrelsen offentliggør hvert år en oversigt over de godkendte foreninger mv. Se afsnit C.A.4.3.5.9 Liste over godkendte foreninger.

Regnskabskrav, kontrol mv. 

Godkendte foreninger, fonde, stiftelser, institutioner m.v., skal hvert år senest den 31. maj sende oplysning til Skattestyrelsen om hjemstedskommune, formue, årlig bruttoindtægt, antallet af kontingentbetalende medlemmer, antallet af gavegivere efter § 1, nr. 2 og 3, oplysninger om udenlandske gaver efter § 1, nr. 4, det samlede gavebeløb efter LL (ligningsloven) § 8 A, stk. 1, de samlede løbende ydelser efter LL (ligningsloven) § 12, stk. 2, og det samlede beløb, der er anvendt efter formålsparagraffen, for det forudgående kalenderår. Oplysningerne (gaveskema) skal indsendes digitalt via www.skat.dk.

Religiøse samfund skal hvert år senest den 31. maj sende oplysning til Skattestyrelsen om det samlede gavebeløb efter LL (ligningsloven) § 8 A, stk. 1, de samlede løbende ydelser efter LL (ligningsloven) § 12, stk. 2, og det samlede beløb, der er anvendt efter formålsparagraffen, og oplysninger om udenlandske gaver efter § 1, nr. 4. Oplysningerne (gaveskema) skal indsendes digitalt via www.skat.dk.

Godkendte foreninger, fonde, stiftelser, institutioner m.v. og religiøse samfund skal endvidere foretage årlig indberetning efter skatteindberetningslovens § 26.

Skattestyrelsen kontrollerer, at godkendelsesbetingelserne fortsat er opfyldt. Når Skattestyrelsen begærer det, skal de godkendte foreninger mv. og religiøse samfund derfor dokumentere, at midlerne er brugt i overensstemmelse med det godkendte formål. Dokumentationen skal ske ved at indsende regnskaber.

Skattestyrelsen kan konkret kræve mere specificerede oplysninger til regnskabet, fx hvis foreningen mv. bruger sine midler til aktiviteter uden for EU/EØS-lande. Skattestyrelsen kan således forlange, at en ansøgende forening mv. eller en allerede godkendt forening mv. til dokumentation af det almenvelgørende eller almennyttige formål fremkommer med oplysninger om projektet i lande uden for EU/EØS-lande, herunder formålet med projektet, den ansvarlige for projektet, budgetrammer, navne på de personer, der modtager midlerne m.v.

Tilbagekaldelse af godkendelse

Er de ovenfor beskrevne betingelser ikke længere opfyldt, kan Skattestyrelsen tilbagekalde godkendelsen.

Tilbagekaldelse vil ske med virkning for det efterfølgende kvartal.

Se § 8, stk. 7, som tidligere var § 8, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 1656 af 19. december 2018 og bekendtgørelse nr. 2434 af 10. december 2021 § 1 nr. 5.

Se også

Se også om tilbagekaldelse afsnit C.A.4.3.5.2 Løbende ydelser til godkendte foreninger mv. og religiøse samfund - LL § 12, stk. 2 og 3 om løbende ydelser til godkendte foreninger, m.v. og religiøse samfund - LL (ligningsloven) § 12, stk. 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2014.220.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren, H1, er omfattet af LL (ligningsloven) §§ 8 A og 12, stk. 3, hvorefter der kan foretages fradrag for ydelser, der gives til religiøse samfund m.v. Hverken loven eller den i medfør af loven udstedte bekendtgørelse indeholdt krav om medlemsantal som betingelse for godkendelse. Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund har imidlertid udarbejdet vejledende retningslinjer for godkendelse af trossamfund og menigheder i kirkelig sammenhæng, og heraf fremgår det, at en menighed kan godkendes, når den har 50 medlemmer. Med henvisning hertil havde SKAT truffet afgørelse om, at H1 ikke kunne godkendes efter LL (ligningsloven) §§ 8 A og 12, stk. 3, da menigheden alene havde 20 medlemmer.

Landsretten udtalte, at formålet med bestemmelserne i ligningsloven om fradragsret for gaver tilsiger, at gavemodtageren er en organisation af en vis størrelse og med en fast struktur, og ikke blot en uformel kreds af enkeltpersoner. Landsretten fandt, at det er sagligt og lovligt, at SKAT ved vurderingen af, om en ansøger kan godkendes, kan inddrage og lægge vægt på de retningslinjer udarbejdet af Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

 

SKM2013.374.ØLR

Landsretten fandt, at bemyndigelsesbestemmelsen i LL (ligningsloven) § 8 A, stk. 3, indeholdt tilstrækkelig hjemmel til i en bekendtgørelse at stille som krav for godkendelse af almennyttige organisationer til modtagelse af gaver med fradragsret, at en forening skal have et vist antal kontingentbetalende medlemmer, og at en forenings bestyrelse ikke må være selvsupplerende. Landsretten lagde i den forbindelse til grund, at formålet med bestemmelserne er at skabe en vis garanti for, at foreningens midler forvaltes i overensstemmelse med det almenvelgørende og almennyttige formål.

Efter de foreliggende oplysninger, herunder om H1.1´s organisatoriske forhold, og under hensyntagen bl.a. til den omstændighed, at H1.1 efter de foreliggende oplysninger ikke er undergivet tilsyn med midlerne gennem fondslovgivningen eller anden lovgivning, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering, hvorefter H1.1 i relation til LL (ligningsloven) § 8 A og § 12 må behandles efter de regler, der gælder for foreninger. Da H1.1 ikke opfylder bekendtgørelsens betingelser for godkendelse af foreninger, blev Skatteministeriet frifundet.

 

SKM2004.299.VLR

Det sagsøgende selskab havde ved forskellige gavebreve påtaget sig at betale løbende ydelser, men for et beløb der var større end fradragsmaksimeringen i LL (ligningsloven) § 12.

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren kunne fratrække det overskydende beløb efter LL (ligningsloven) § 8 A. Det sagsøgende selskab gjorde gældende, at der intet var til hinder for, at der kunne opnås fradragsret efter begge bestemmelser, og at der hverken efter LL (ligningsloven) § 8 A eller forarbejderne kunne stilles krav om, at gaver, der kunne fratrækkes efter LL (ligningsloven) § 8 A, skulle være "spontane" eller enkeltstående.

Landsretten fandt, at efter ordlyden af LL (ligningsloven) §§ 8 A og 12, sammenholdt med forarbejderne til LL (ligningsloven) § 12, at fradragsret for udgifter til løbende ydelser, som den skattepligtige ensidigt har forpligtet sig til at udrede, udtømmende er reguleret i LL (ligningsloven) § 12, således at der ikke også er fradragsret for sådanne ydelser efter LL (ligningsloven) § 8 A.

Ikke både fradrag efter LL (ligningsloven) § 8 A og LL (ligningsloven) § 12.

 

Landsskatteretsafgørelser

SKM2017.370.LSR

En vinklub med ca. 140 medlemmer ansås ikke for at være en almennyttig forening i forhold til LL (ligningsloven) § 8A.

 

SKM2012.577.LSR

Et religiøst samfund havde alene 20 myndige medlemmer. Der blev givet afslag på ansøgning om godkendelse efter LL (ligningsloven) § 8A og § 12 stk. 3, da medlemstallet var under 50.

 

SKM.1969.108

Fabrikant A havde i 1967 ydet en gave til roforeningen B på 2.000 kr. Dette gavebeløb - reduceret med 1.000 kr. - havde han fradraget ved indkomstopgørelsen under henvisning til bestemmelsen i ligningsloven af 19. december 1967, § 8 A.

Skatterådet havde ikke godkendt dette fradrag.

Gaven til roforeningen var indbetalt til Dansk Forening for Rosport med den klausul, at beløbet skulle videregives til den nævnte roforening.

Dansk Forening for Rosport var medtaget i skattedepartementets cirkulere i henhold til nævnte lovbestemmelse om de foreninger mv., som for året 1967 var godkendt til at modtage gaver med den virkning, at disse var fradragsberettigede for giveren. Roforeningen B var derimod ikke anført i cirkulæret.

Da B var en selvstændig forening, der ikke var underlagt Dansk Forening for Rosports direkte ledelse, og da det pågældende beløb var indbetalt til Dansk Forening for Rosport med den udtrykkelige betingelse, at beløbet skulle videregives til Roforeningen B, var landsskatteretten enig med skatterådet i, at det omhandlede beløb ikke opfyldte betingelserne for fradrag for ydede gaver, og den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

Ikke fradrag hvis der er klausul om, at ydelsen skal gives videre til en ikke-godkendt forening.

 

Skatterådet

SKM2018.82.SR

En sommerhusejer kunne få fradrag efter LL (ligningsloven) § 8 A, når denne donerede en uges ophold i sommerhuset/boligen til en sygdomsbekæmpende forening. Det fradragsberettigede beløb skulle fastsættes til markedsværdien ved udlejning til 3. mand.

 
SKM2016.556.SR

Gaver til en organisation, der var godkendt som velgørende institution i adskillige EU-lande, var ikke fradragsberettigede i Danmark. Organisationen havde ikke ansøgt om godkendelse som almenvelgørende forening i henhold til LL (ligningsloven) § 8 A.

 
SKM2013.223.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke skulle ske beskatning af spørgeren, der alene stod for den praktiske formidling af donationer til en velgørende institution, som var den reelle indkomstmodtager.

 

Andre afgørelser

TfS 1998, 773

Skatteforvaltningen tilbagekaldte en godkendelse af en forening efter LL (ligningsloven) § 8 A fra og med 1999. Fra dette tidspunkt var der ikke længere fradragsret for gaver til foreningen.

Begrundelsen for tilbagekaldelsen var, at hjælpeorganisationen ikke løbende havde brugt de modtagne midler til almenvelgørende og almennyttige formål i et sådant omfang, at godkendelsen kunne opretholdes. Der blev især lagt vægt på, at organisationens donationer i 1996 og 1997 havde udgjort henholdsvis 16,28 pct. og 11,98 pct. af bruttoindtægterne, mens administrationsudgifterne i disse år udgjorde henholdsvis 83,15 pct. og 35,54 pct.

Godkendelse tilbagekaldt fordi midlerne ikke i overvejende grad blev brugt til almennyttige eller almenvelgørende formål.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.