Til forside
tax.dk - skat og afgift
Den Juridiske Vejledning 2019-1
<< indholdsfortegnelse >>

C.A.6.5.2 Uddannelseslegater mv.

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for beskatningen af personer, som modtager et uddannelseslegat eller lignende legater.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Stipendier fra SU-styrelsen
  • Fribolig
  • Nedsat elevbetaling
  • Tilskud til pensionister
  • Statens ø-tilskud til unges videreuddannelse
  • Stipendiater fra udviklingslande
  • Beskatningstidspunktet for tilskud
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se også afsnit

Regel

Legater, der ydes som hjælp til gennemførelse af en uddannelse, er skattepligtig indkomst. Det gælder, uanset om udbetalingen sker efter lov om statens uddannelsesstøtte eller fra private legatmidler.

Det forhold, at et legat er bundet til anvendelse til bestemte studieudgifter (fx et boglegat), medfører ikke, at legatet er skattefrit, medmindre der er tale om rejse- og opholdsudgifter ved en studierejse. Se afsnit C.A.6.5.3 om studierejselegater.

Skattepligtige legater til studerende er B-indkomst. Legatmodtagere er ikke bidragspligtige af legater, da ydelsen ikke er optjent i et ansættelsesforhold eller anses som vederlag for personligt arbejde. 

Eksempel på at legater er skattepligtige

En skatteyder havde efter ansøgning fået tildelt en legatportion på 3.000 kr. af "Werner Ussings Legat". Ifølge legatfundatsens § 3 blev legatet givet af det rets- og statsvidenskabelige fakultet hvert tredje år til en ung, flink juridisk eller nationaløkonomisk kandidat til en rekreationsrejse til udlandet. Efter det oplyste var tildelingen af legatet derfor ikke sket som følge af, at modtageren forud for tildelingen havde præsteret en indsats af en vis almen samfundsmæssig karakter. Landsskatteretten fandt derfor, at ydelsen ikke opfyldte betingelserne i ligningsloven for skattefrihed. Se LSRM 1956,20 LSR.

Eksempel på at et legat er skattepligtigt, selvom det er bundet til bestemte studieudgifter

Landsskatteretten fandt i en sag, at et legat ydet til en fysioterapeut til dækning af studieafgift vedrørende universitetsuddannelsen "Master of Public Health" var indkomstskattepligtigt. Se SKM2001.586.LSR.

Stipendier fra SU-styrelsen

Stipendier, der udbetales efter lov om statens uddannelsesstøtte, er ligesom andre legater skattepligtig indkomst.

Det bliver hvert år kontrolleret, om de studerende, der har modtaget stipendier fra SU-styrelsen, har opfyldt betingelserne herfor med hensyn til størrelsen af andre indkomster mv.

Se om den skattemæssige behandling af tilbagebetaling af stipendier fra SU-styrelsen i afsnit C.A.3.1.

Har den studerende under studieperioden bevaret sit ansættelsesforhold og udbetaler arbejdsgiveren løn til den studerende eventuelt som supplement til stipendier fra SU-styrelsen, er dette beløb skattepligtigt. Beløbet er A-indkomst, og der skal betales AM-bidrag. Se AMBL § 2, stk. 1, nr. 1. og KSL § 43, stk. 1.

Stipendiater fra udviklingslande

Legater er indkomstskattefrie, når de ydes til en stipendiat fra et udviklingsland under ophold her i landet. Se LL § 7 K, stk. 5. Følgende betingelser skal være opfyldt:

  • Stipendiaten er på et midlertidigt ophold.
  • Stipendiaten er både statsborger og hjemmehørende i et udviklingsland, når han eller hun starter opholdet her i landet.

Skatterådet fastsætter, hvilke lande der efter denne bestemmelse skal anses for udviklingslande. Se LL § 7 K, stk. 5. Se afsnit C.F.7.4 om stipendiater fra udviklingslande.

Der kan være tale om såvel stipendier, der kommer fra det offentlige som private midler, ligesom der kan være tale om stipendier, der hidrører fra Danmark, hjemlandet eller andre lande.

Ved en stipendiat forstås en person, der er her i landet for at udvikle sin viden og færdigheder med henblik på udnyttelse i hjemlandet, og som i alt overvejende grad får finansieret sit ophold gennem legatmidler. Kravet om, at den pågældende skal være her i landet med henblik på at udvikle sin viden og færdigheder, betyder, at fx flygtninge med asyl eller lignende her i landet normalt ikke er omfattet af stipendiatdefinitionen.

I en sag fandt Skatterådet, at en forfatter, der havde opnået støtte og opholdstilladelse efter Friby-ordningen, ikke kunne modtage den økonomiske støtte skattefrit efter LL § 7 K, stk. 5. Skatterådet begrundede dette med, at forfattere, der opnåede ophold efter Friby-reglerne ikke nødvendigvis kom fra udviklingslande, ligesom det overordnede formål med Friby-ordningen var et andet, nemlig at hjælpe en forfulgt forfatter. Se SKM2011.237.SR.

Udgifter, som dækkes af et indkomstskattefrit legat, kan ikke fradrages eller afskrives i den skattepligtige indkomst. Se LL § 7 K, stk. 7, 1. pkt.

Hvis et legat ikke er omfattet af LL § 7 K, stk. 5 eller § 7 K, er legatet som udgangspunkt skattepligtigt for den studerende.

Stipendier, der udbetales til dækning af leveomkostninger efter lov nr. 582 af 1. juni 2014 om friplads og stipendium til højt kvalificerede udenlandske studerende ved erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, er omfattet af begrænset skattepligt. Se KSL § 2, stk. 1, nr. 28. Stipendierne er A-indkomst. Se KSL bek § 18, stk. 1, nr. 46. Fripladsen er skattefri. Se LL § 31, stk. 1, 6. pkt.

Bemærk

Se afsnit C.F.1.3 6-måneders ophold i Danmark om skattepligt for udenlandske stipendiater.

Fribolig

Værdien af fribolig på studenterkollegier skal medregnes ved indkomstopgørelsen, men der udvises traditionelt stor tilbageholdenhed ved værdiansættelsen. Den omstændighed, at uddannelsessøgende bor på et relativt billigt kollegieværelse, giver normalt ikke anledning til nogen beskatning.

Hvis den uddannelsessøgende bor på et nyere kollegium, betaler han eller hun normalt for at bo der og skal derfor ikke beskattes af værdien af fribolig.

Nedsat elevbetaling

Der er mulighed for at yde statsligt og kommunalt tilskud til at nedsætte elevbetalingen i henhold til Undervisningsministeriets >lovbekendtgørelse nr. 94 af 8. februar 2018 om efterskoler og frie fagskoler.<

Ifølge det daværende Ligningsråds vedtagelse skal offentlige tilskud i form af nedsat egenbetaling for ophold og undervisning til børn og unge under 18 år ikke anses for indkomstskattepligtige på følgende skoler:

  • folkehøjskoler
  • ungdomshøjskoler
  • husholdningsskoler
  • efterskoler
  • ophold på en kostafdeling ved en friskole
  • en privat grundskole
  • et privat gymnasium.

Tilskud til pensionister

Tilskud til pensionisters ophold på folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler er skattefrie. Se LL § 7, nr. 24.

Statens ø-tilskud til unges videreuddannelse

Det daværende Ligningsråd vedtog, at statens generelle ø-tilskud til unges videreuddannelse ikke skal anses for indkomstskattepligtige for unge under 18 år. Det er en betingelse, at de udgifter, tilskuddene skal dække, rent faktisk er afholdt af den uddannelsessøgende.

Fylder den unge 18 år i den periode, tilskuddet skal dække, er den del af tilskuddet, som vedrører tiden efter det fyldte 18. år, skattepligtigt.

Beskatningstidspunktet for tilskud

For de tilskud, der skal beskattes, afhænger beskatningstidspunktet af forholdene i de enkelte tilfælde.

Hvis tilskuddet bevilges

  • som et samlet beløb og
  • uden forbehold for hele skoleopholdet

skal det beskattes i det indkomstår, hvor der ved underretning til eleven eller skolen gives endeligt tilsagn om tilskuddet.

Bevilges tilskuddet derimod

  • som en løbende ydelse
  • med betaling til de betalingsterminer, der gælder for skoleopholdet
  • betinget af elevens fortsatte tilstedeværelse og deltagelse i undervisningen

skal tilskuddet beskattes i de indkomstår, hvori tilskudsydelserne forfalder til betaling.

Eksempel 1 på beskatningstidspunktet

En konstabelelev havde modtaget stats- og kommunetilskud til et skoleophold over to indkomstår. Tilsagn om tilskud var givet i det første indkomstår. Tilskuddet skulle fordeles på de to indkomstår. Retten lagde vægt på at

  • tilskuddene var betinget af deltagelse i undervisningen
  • udbetalingen af tilskuddene straks ville blive standset og eventuelt for meget udbetalt krævet tilbagebetalt, hvis en elev afbrød undervisningen i utide.

Se LSRM 1981,189 LSR.

Eksempel 2 på beskatningstidspunktet

Modtageren af et stipendium havde først erhvervet endelig ret til stipendiet i takt med udbetalingerne i 2005, selvom der var givet tilsagn i 2004. Da hans fulde skattepligt til Danmark var ophørt ved udbetalingerne, var han ikke skattepligtig af legatet til Danmark. Se SKM2008.260.LSR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2008.260.LSR

Landsskatteretten fandt, at modtageren af et stipendium først havde erhvervet endelig ret til stipendiet i takt med udbetalingerne i 2005. Der var givet tilsagn i 2004. Da hans fulde skattepligt til Danmark var ophørt ved udbetalingerne, var han ikke skattepligtig af legatet til Danmark. Udbetalingstidspunktet - ikke beskatning.

 

SKM2001.586.LSR

Et legat ydet til en fysioterapeut til dækning af studieafgift vedrørende universitetsuddannelsen "Master of Public Health" var indkomstskattepligtigt. Beskatning.

 

LSRM 1981,189 LSR

En konstabelelev havde modtaget stats- og kommunetilskud til et skoleophold over to indkomstår. Tilsagn om tilskud var givet i det første indkomstår. Landsskatteretten fandt, at tilskuddet skulle fordeles på de to indkomstår. Retten lagde vægt på at

  • tilskuddene var betinget af deltagelse i undervisningen
  • udbetalingen af tilskuddene straks ville blive standset og eventuelt for meget udbetalt krævet tilbagebetalt, hvis en elev afbrød undervisningen i utide.

    Udbetalingstidspunktet.

 

LSRM 1956,20 LSR

En skatteyder havde efter ansøgning fået tildelt en legatportion på 3.000 kr. af "Werner Ussings Legat". Ifølge legatfundatsens § 3 blev legatet givet af det rets- og statsvidenskabelige fakultet hvert tredje år til en ung, flink juridisk eller nationaløkonomisk kandidat til en rekreationsrejse til udlandet. Efter det oplyste var tildelingen af legatet derfor ikke sket som følge af, at modtageren forud for tildelingen havde præsteret en indsats af en vis almen samfundsmæssig karakter. Landsskatteretten fandt derfor, at ydelsen ikke opfyldte betingelserne i ligningsloven for skattefrihed. Beskatning.

 
Skatterådet
SKM2011.237.SR

Skatterådet fandt, at en forfatter, der havde opnået økonomisk støtte og opholdstilladelse efter Friby-ordningen, ikke kunne modtage  den økonomiske støtte skattefrit efter LL § 7 K, stk. 5. Skatterådet begrundede dette med, at forfattere, der opnåede ophold efter Friby-reglerne ikke nødvendigvis kom fra udviklingslande, ligesom det overordnede formål med Friby-ordningen var et andet, nemlig at hjælpe en forfulgt forfatter. Beskatning.

 
Dato for offentliggørelse
31 Jan 2019 07:53
Kilde: Skat

,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.

Folketingets Ombudsmand i redegørelse af 21. marts 2018

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
 A B C D E F G H I J K L M O P R S T U V Æ Ø alle   Hyppigt stillede spørgsmål 
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.