Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.B.1.9.2.8 Henstandssaldo

Indhold

Afsnittet beskriver brugen af henstandssaldoen.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvornår skal der betales af på henstandssaldoen?
  • Nedsættelse af henstandssaldoen med negativ skatteværdi af et opgjort tab (virkning fra 15. marts 2015)
  • Regulering af størrelsen af et opgjort tab, hvor der er sket afståelse af fordringer eller finansielle kontrakter med tab (virkning fra 15. marts 2015)
  • Afståelse med tab inden den 1. januar 2011
  • Afståelse med tab den 1. januar 2011 eller senere
  • Reglerne kort skitseret

Regel

Når en person opfylder betingelserne for at få henstand med betaling af fraflytterskat på fordringer og kontrakter, etableres der en henstandssaldo. Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 1, 4. pkt.

Henstandssaldoen viser hvilket beløb, personen, der er fraflyttet Danmark, skylder Skattestyrelsen for sin gevinst på fordringer og kontrakter i anledning af, at skattepligten til Danmark er ophørt. Det vil sige, at det er selve henstandsbeløbet, som fremgår af henstandssaldoen i begyndelsen.

Skattestyrelsen fører regnskab med henstandssaldoen, og også med de nedskrivninger, der skal foretages på den.

Ved nedskrivning af henstandssaldoen kan saldoen ikke nedskrives til mindre end 0 kr. Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 5.

Hvornår skal der betales af på henstandssaldoen?

Der skal betales af på henstandssaldoen, når der sker salg eller indfrielse af fordringer eller kontrakter, herunder indfrielse af en fordring ved afdragsvis betaling og udnyttelse (manglende udnyttelse) af en finansiel kontrakt, der er med på beholdningsoversigten. Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 2, 1. pkt.

Dør den person, som har fået henstand med betaling af skatten, anses alle fordringer og kontrakter på beholdningsoversigten for afstået. Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 6.

Ved afståelse forstås de samme afståelser, som er omfattet af kursgevinstloven. Det er fx. salg, bytte og andre former for afhændelse, som vil være omfattet af kursgevinstloven, hvis personen var skattepligtig til Danmark.

Opgørelsen skal ske pr. fordring, der er afstået eller indfriet mv., og foretages på grundlag af fordringens anskaffelsessum og afståelses- eller indfrielsessummen mv. Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 2, 2. pkt.

Ved fordringens/kontraktens anskaffelsessum menes den anskaffelsessum, der blev lagt til grund ved beregningen efter KGL (kursgevinstloven) § 37, stk. 4 - altså den anskaffelsessum, som blev lagt til grund, da personen ved skattepligtens ophør til Danmark skulle opgøre gevinst/tab på fordringer og kontrakter.

Ved afståelse eller indfrielse af fordringer, som er registreret i en værdipapircentral inden for samme fondskode, eller er udstedt på samme vilkår af samme udsteder, anses de først erhvervede fordringer for de først afståede eller indfriede mv. (FIFO). Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 2, 4. pkt.

Hvis fordringen/kontrakten er afstået med gevinst, skal der beregnes skat efter reglerne for aktieindkomst i PSL (personskatteloven) § 8 a, uanset om indkomsten, hvis personen havde boet i Danmark, skulle beskattes som personlig indkomst eller kapitalindkomst. Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 3, 1. pkt. I den beregnede skat gives der fradrag for skat, der er betalt til en fremmed stat, Færøerne eller Grønland efter reglerne i LL (ligningsloven) § 33, stk. 1. Overstiger den beregnede skat den skat, der er betalt i udlandet, forfalder det overskydende beløb til betaling. Henstandssaldoen nedskrives med beløbet, når det er betalt. Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 3.

Nedsættelse af henstandssaldoen med negativ skatteværdi af et opgjort tab (virkning fra 15. marts 2015)

Med virkning for afståelse af fordringer og finansielle kontrakter fra 15. marts 2015 (ændring af KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 3) kan der ske en yderligere nedsættelse af henstandssaldoen med den negative skatteværdi af et opgjort tab i de situationer, hvor der efter opgørelsen i KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 2, er sket afståelse af fordringer eller finansielle kontrakter med gevinst, men hvor avanceopgørelsen ville have resulteret i et tab, hvis den var foretaget på baggrund af forskellen mellem værdien på fraflytningstidspunktet og afståelsessummen.

Ved afståelse af fordringer og finansielle kontrakter, der indgår på beholdningsoversigten, skal der foretages en avanceopgørelse på grundlag af fordringen eller kontraktens anskaffelsessum og afståelsessum. Fremkommer der herved en gevinst, finder KGL § 38 A, stk. 3, uændret anvendelse.

Der foretages herefter en yderligere beregning på grundlag af fordringen eller den finansielle kontrakts værdi på fraflytningstidspunktet og afståelsessummen. Resulterer denne opgørelse i et tab, beregnes der en negativ skatteværdi af dette tab efter reglerne i PSL § 8 a, dvs. med de procenter og den beløbsgrænse, der på afståelsestidspunktet er anført i PSL § 8 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 7. Henstandssaldoen nedskrives med et beløb svarende til den således beregnede negative skatteværdi.

Ændringen af KGL § 38 A, stk. 3, har den virkning, at der sker nedskrivning af henstandssaldoen i to trin. Først opgøres gevinstdelen og en eventuel betaling som følge heraf. Dernæst opgøres tabsdelen og en eventuel nedskrivning og betaling som følge heraf. Der kan ikke ske en nettoopgørelse, hvor det beregnede tab modregnes i den realiserede gevinst, således at der kun skal ske betaling på grundlag af en nettogevinst.

Regulering af størrelsen af et opgjort tab, hvor der er sket afståelse af fordringer eller finansielle kontrakter med tab (virkning fra 15. marts 2015)

Ved afståelse af fordringer eller finansielle kontrakter, der indgår på beholdningsoversigten, skal der foretages en avanceopgørelse på grundlag af fordringens henholdsvis den finansielle kontrakts anskaffelsessum og afståelsessum. Når denne resulterer i et tab, skal der foretages en yderligere regulering af dette tab, jf. KGL (kursgevinstloven) § 38, stk. 4, 1. pkt.

Der skal beregnes en negativ skatteværdi af tabet PSL (personskatteloven) § 8 a. Det gælder uanset at indkomsten eventuelt, hvis aktionæren havde boet i Danmark, skulle have været opgjort som personlig indkomst eller kapitalindkomst. Denne negative skatteværdi beregnes af det regulerede tab, dvs. af det opgjorte tab efter reguleringen. Der sker en nedsættelse af den skyldige exitskat med den beregnede negative skatteværdig af det regulerede tab.

Ved tabsreguleringen sondres der mellem de situationer, hvor der på fraflytningstidspunktet blev opgjort et tab på den pågældende fordring eller finansielle kontrakt, og de situationer, hvor der på fraflytningstidspunktet blev opgjort en gevinst på den pågældende fordring eller finansielle kontrakt.

Blev der på fraflytningstidspunktet opgjort et tab, skal det realiserede tab ved afståelsen af fordringen eller den finansielle kontrakt - forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen - nedsættes med et beløb svarende til forskellen mellem anskaffelsessummen og værdien på fra flytningstidspunktet.

Tabet kan højst nedsættes til 0 kr.

Eksempel 1:

Anskaffelsessum: 250

Værdi på fraflytningstidspunkt: 200

Afståelsessum: 100

Ved afståelse er der realiseret et tab på 150 (100 - 250). Dette tab skal nedsættes med 50 (200 - 250), således at grundlaget for nedskrivningen af henstandssaldoen er et tab på 100 (150 - 50).

Beregningen af exitskatten på fraflytningstidspunktet er baseret på en opgjort nettogevinst. Exitskatten er således allerede reduceret med skatteværdien af det latente tab på 50 (200 - 250).

Blev der på fraflytningstidspunktet opgjort en gevinst, skal det realiserede tab ved afståelsen af fordringen - forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen - forhøjes med et beløb svarende til forskellen mellem fordringens værdi på fraflytningstidspunktet og anskaffelsessummen.

Eksempel 2:

Anskaffelsessum: 250

Værdi på fraflytningstidspunkt: 300

Afståelsessum: 100

Ved afståelsen er der realiseret et tab på 150 (100 - 250). Dette tab skal forhøjes med 50 (300 - 250). Grundlaget for nedskrivning af henstandssaldoen - og dermed nedsættelsen af den skyldige exitskat - er herefter et tab på 200 og ikke kun tabet på de 150. Nedsættelsen af den skyldige exitskat på basis af de 200 svarer til, at det efterfølgende tab er på 200 (100 - 300).

Afståelse med tab inden den 1. januar 2011

Hvis fordringen/kontrakten afstås med tab, beregnes der en negativ skatteværdi af det opgjorte tab på grundlag af reglerne i PSL (personskatteloven) § 8 a, det vil sige som aktieindkomst, uanset at indkomsten, hvis personen havde boet i Danmark, skulle have været opgjort som personlig indkomst eller kapitalindkomst.

Henstandssaldoen nedskrives med et beløb svarende til den beregnede negative skatteværdi. Kan der efter de udenlandske regler, som personen er omfattet af, opgøres et tab, som personen har fradrag for i det pågældende land, beregnes der også en negativ skatteværdi heraf. Et beløb svarende til den beregnede skatteværdi i det pågældende land forfalder til betaling. Henstandssaldoen kan kun nedskrives med den negative skatteværdi, der er beregnet efter PSL (personskatteloven) § 8 a og ikke med skatteværdien efter de udenlandske regler, uanset at det betalte beløb eventuelt er større end tabet beregnet efter PSL (personskatteloven) § 8 a. Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 4, som vedtaget ved lov nr. 724 af 25. juni 2010.

Afståelse med tab den 1. januar 2011 eller senere

Hvis fordringen/kontrakten afstås med tab, skal der beregnes en skatteværdi af tabet, dels efter reglerne i PSL (personskatteloven) § 8 a, og dels efter de udenlandske regler. Der skal højst betales et beløb, der svarer til skatteværdien af tabet opgjort efter PSL (personskatteloven) § 8 a, dvs. det beløb, som henstandssaldoen nedskrives med. Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 4, 5. pkt. som vedtaget ved lov nr. 254 af 30. marts 2011.

I denne situation skal det laveste af følgende beløb afdrages på henstandssaldoen:

  • Skatteværdien af tab efter PSL (personskatteloven) § 8 a, hvor tabet er opgjort efter danske regler
  • Skatteværdien af tab efter udenlandske regler, hvor tabet er opgjort efter udenlandske regler. 

Reglerne kort skitseret

 

Afståelse med tab inden 1.1.2011

Afståelse med tab den 1.1.2011 eller senere

Nedskrivning af henstandssaldoen

Skatteværdien af tab efter PSL (personskatteloven) § 8 a

Skatteværdien af tab efter PSL (personskatteloven) § 8 a

Betaling af afdrag på henstandssaldoen

Skatteværdien af tab efter udenlandske regler

  • Det laveste af følgende beløb:
  • skatteværdien af tab efter PSL (personskatteloven) § 8 a
  • skatteværdien af tab efter udenlandske regler

Se også

Når den sidste fordring/kontrakt på beholdningsoversigten er afstået, bortfalder den eventuelt resterende. Se KGL (kursgevinstloven) § 38 A, stk. 7.

Det gælder ikke, hvis personen har uudnyttede realiserede tab, som efter de udenlandske regler personen er omfattet af, kan fremføres til modregning i senere indkomstår.

Beløb, som skal betales af på henstandssaldoen, forfalder til betaling den 1. september året efter indkomståret. Fristen for at betale, er den 20. september året efter indkomståret. Falder den sidste rettidige indbetalingsdag på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. Betales beløbet ikke rettidigt, finder KSL § 63, 1. pkt., anvendelse. Se KGL § 38 A, stk. 9.

Se også

  • C.B.2.14.2.8.4.2 om de tilsvarende regler for aktier vedrørende nedskrivning af henstandssaldoen og betaling af afdrag.
  • C.B.2.14.2.8.6 om årlig oplysningsskema, adresse og beholdningsoversigt
  • C.B.2.14.2.8.7 om frist for betaling på henstandssaldoen
  • C.F.4 om LL (ligningsloven) § 33, LL (ligningsloven) § 33 A og lempelsesberegning.
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.