Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for, hvornår en arbejdsgiver kan fratrække udgifter til løn og andre ydelser til sit personale.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Definition
• Løn og naturalier til personalet
• Bonus
• Gaver, gratialer og tantieme mv.
• Løn til familie mv.
• Udgifter til husassistent  
• Personalets uddannelse
• Feriepenge mv. (Se afsnit C.C.2.2.2.1.3 Fradrag for udgifter til løn under ferie og feriegodtgørelse mv.)
• Hensættelse til overarbejde
• Hensættelse til skyldig tantieme
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Den erhvervsdrivende mv. kan i sin indkomstopgørelse fratrække udgifter til løn samt en række andre ydelser til personalet, hvis udgifterne er knyttet direkte til driften af virksomheden. Se SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Desuden er der særlig hjemmel til fradrag for erhvervsmæssige lønudgifter, jf. LL (ligningsloven) § 8 N, Se afsnit C.C.2.2.2.1.2 Fradrag for erhvervsmæssige lønudgifter efter LL § 8 N Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 1684 af 26. december 2017. Bestemmelsen trådte i kraft 1. januar 2018 og har virkning fra og med indkomståret 2008, jf. § 2, stk. 2.

Der er særlige regler, der afskærer fradrag for udgifter til tobak og lignende, som er ydet i et ansættelsesforhold. Se LL (ligningsloven) § 8 T.

Se også

Se også afsnittene

• C.C.2.2.1.2 om driftsomkostningsbegrebet
• C.C.2.2.2.1.2 om fradrag for erhvervsmæssige lønudgifter efter LL (ligningsloven) § 8 N.
• C.C.2.2.2.9 om tobaksudgifter.

Definition

Personaleudgifter er udgifter, der afholdes direkte til fordel for de ansatte i virksomheden, såsom løn og lønaccessorier, samt kurser, der er relevante for virksomhedens indkomsterhvervelse. Hertil kommer andre ydelser, der typisk knytter sig til velfærdsforanstaltninger, eller som tager sigte på at forbedre arbejdsmiljøet eller arbejdsklimaet.

Løn og naturalier til personalet

Den erhvervsdrivende kan trække erhvervsmæssigt betingede lønudgifter fra, når han eller hun opgør sin skattepligtige indkomst.

Den selvstændige har også fradrag for sin udgift, hvis lønnen ydes i naturalier, fx som frit ophold, fri kost eller som fri bolig. Se eksempelvis LSRM 1980, 145 LSR, hvor en depotejer kunne fratrække udgiften til "drikkeøl" til personalet, som havde krav på dette efter deres overenskomst.

Også personaleudgifter, som de ansatte ikke har retligt krav på, kan fratrækkes, blot udgifterne knytter sig tilstrækkeligt nært til virksomhedens drift. Det gælder fx udgifter til personalefester, skovture, julefrokoster mv. samt til personaleforeninger eller til firmasport.

Eksempler på godkendte fradrag for personaleudgifter

En virksomheds udgift til dækning af en enkelt medarbejders udgifter til en operation anses for en fradragsberettiget driftsudgift ligesom en lønudgift. Se SKM2008.662.SR. 

Se også SKM2015.531.SR, hvor Skatterådet bekræftede, at der kunne gives fradrag, som en driftsudgift for abonnementsbetaling på en sundhedsordning. I SKM2014.2.SR fik en arbejdsgiver fradrag for sine udgifter til en ansats øjenoperation, fordi udgifterne hertil blev anset tilstrækkeligt tæt knyttet til virksomhedens drift, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Et statsautoriseret revisionsinteressentskabs udgift til en interessents hjerteoperation blev anset for en fradragsberettiget driftsomkostning. Se SKM2001.66.ØLR. I afgørelsen henviste landsretten bl.a. til

• at den afholdte udgift til operation på privathospital havde afkortet medinteressentens sygefravær med ca. ½ år
• at interessenterne efter interessentskabskontrakten havde krav på månedlige vederlag også i tilfælde af sygdom
• at fordelingen af de årlige over-/underskud blev påvirket af interessentens sygefravær
• at den syge medinteressents arbejdsindsats havde afgørende betydning for arbejdsforholdene og indtjeningen i revisionsfirmaet.

Landsretten bemærkede endvidere, at udgiften fandtes at have en klar og direkte sammenhæng med virksomhedens indtægtserhvervelse, selv om udgiften efter sin art ligger uden for de naturlige rammer for en revisionsvirksomhed.

Det forhold, at udgiften var afholdt til fordel for den ene af de 6 interessenter i revisionsfirmaet, og at den efter sin art som udgangspunkt var af privat karakter, var efter rettens opfattelse ikke til hinder for, at den anerkendtes som en sagligt begrundet driftsomkostning, der var fradragsberettiget efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

En virksomheds tilskud til en personalerejse blev anset for en fradragsberettiget personaleudgift. Se LSRM 1984, 118 LSR, hvor Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Tilskuddets størrelse i forhold til
  • omsætningen
  • tidligere års godkendte udgifter til personalefrokoster
  • indhentet tilbud på frokost, som ville overstige tilskuddet
• Anledningen til tilskuddet - medarbejdernes særlige arbejdsindsats
• Alle medarbejderes deltagelse
• Medarbejdernes afspadsering under virksomhedens lukning i den uge, rejsen varede.

Et selskab havde fradragsret for tilskud til personalets kunstforening, fordi formålet med tilskuddet til foreningen, som var åben for alle ansatte, blev anset for at være almindelig personalepleje. Det forhold, at kunstværker som et varigt formuegode blev udloddet til foreningens medlemmer, og at der var tale om et løbende tilskud til en forening, ændrede ikke resultatet. Se TfS 1991, 501 ØLD.

En banks udgifter til repræsentantskabets årlige sommermøde, hvor halvårsregnskabet blev forelagt, men hvor også ægtefællerne deltog i udflugten, blev anset for fradragsberettigede personaleudgifter. Se TfS 1988, 618 LSR.

En virksomhed, der afholdt repetitionskurser for merkonomstuderende, fik fuldt fradrag for udgifter til ikke ansatte ægtefællers deltagelse i et personalearrangement, fordi udgifterne blev anset for at ligge inden for rammerne af sædvanlig personalepleje. Se TfS 1999, 783 LSR.

Eksempler på ikke godkendte fradrag for personaleudgifter

En stenhuggermester blev nægtet fradrag for sin billetudgift til et boksestævne, som han havde været til sammen med to medarbejdere, fordi udgiften savnede den fornødne forbindelse med stenhuggerens løbende indtjening i virksomheden. Se LSRM 1984, 30 LSR.

En fabrikant, der havde afholdt en udgift til nogle børneinstitutioner for at passe sine medarbejderes børn midlertidigt i akutte tilfælde, blev også nægtet fradrag for udgiften. Det forhold, at pasningsordningen var iværksat for at undgå afbræk i produktionen, fordi arbejdet i hans virksomhed var stærkt specialiseret og krævede langvarig oplæring, ændrede ikke resultatet. Se LSRM 1980, 29 LSR.

Den erhvervsdrivende mv. kan, som ovenfor nævnt, trække udgifter til løn samt en række andre ydelser til personalet fra i sin indkomstopgørelse, hvis udgifterne er knyttet direkte til driften af virksomheden. Se SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Efter de almindelige principper vil der imidlertid ikke være fradragsret for formue- og anlægsudgifter samt privatudgifter, medmindre dette er særligt hjemlet. Se SL § 6 og afsnit C.C.2.2.1 Generelt om fradrag for udgifter, driftsomkostningsbegrebet Generelt om fradrag for udgifter, driftsomkostningsbegrebet. Dette gælder alle omkostningsarter, herunder lønomkostninger. Se SKM2013.557.ØLR, hvor Østre Landsret nægtede driftsfradrag for bl.a. lønudgifter i form af bonus, der blev udbetalt for ansattes arbejde med at sikre selskabets værdi (aktier) i forbindelse med et salgstilbud. Se også SKM2014.731.LSR, hvor Landsskatteretten nægtede et selskab fradrag efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, for udgifter til løn, som var afholdt i forbindelse med en voldgiftssag om køb af aktier og køb af varemærke.

I SKM2014.778.BR nægtede byretten et selskab fradrag for løn- og honoraromkostninger, som efter en konkret vurdering blev anset for private ikke fradragsberettigede omkostninger. Retten henså i sin afgørelse bl.a. til, at der i sagen hverken var fremlagt ansættelseskontrakter, lønsedler eller anden dokumentation for, at der rent faktisk var foretaget lønoverførsler til den omhandlede tidligere ægtefælle, ligesom det ej heller var godtgjort, at den tidligere ægtefælle fysisk havde udført arbejde for selskabet i det aktuelle periode. Retten anførte i sine præmisser, at bevisbyrden for, at der er afholdt en fradragsberettiget udgift som udgangspunkt påhviler selskabet.

I praksis vil langt de fleste lønomkostninger dog være fradragsberettigede som driftsomkostninger.  

Bonus mv.

Udgifter til bonus til ansatte anses for en fradragsberettiget driftsudgift på linje med løn, forudsat at udgiften vedrører virksomhedens drift.

I en række afgørelser er der taget stilling til, om udgiften til bonus til en direktør eller lavere rangerende medarbejder kan anses for at vedrøre driften af virksomheden og dermed være en fradragsberettiget driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, eller om bonussen er ydet for at pleje virksomhedens formue, fx forberede et salg af virksomheden, og derfor karakteriseres som en ikke fradragsberettiget formueudgift efter SL (statsskatteloven) § 5, stk. 1, litra a.

Afgørelser, som tillader fradrag som driftsudgift

I SKM2010.156.LSR blev et selskabs udgift til bonus i form af fantomaktier til medarbejdere, når selskabet blev solgt, efter en konkret vurdering anset for en fradragsberettiget driftsudgift.

Landsskatteretten bemærkede indledningsvist, at den efter omstændighederne anså fantomaktieordningen for en bonusordning, hvor bonus udbetaltes,

• hvis der blev udloddet udbytte
• hvis den pågældende medarbejder fratrådte, eller
• hvis selskabet blev solgt

I øvrigt lagde Landsskatteretten vægt på

• at bonusaftalerne blev indgået i forbindelse med, at en ny investor indtrådte i selskabet, og den hidtidige medarbejderaktieordning ophørte
• at bonusaftalerne ikke var indgået i forbindelse med bestræbelser på at sælge selskabet
• at bestemmelsen om bonusudbetalingen ved salg af selskabet ansås for at skulle udligne den vilkårlighed, der lå i, at den løbende bonusudbetaling skulle være knyttet til udbytteudlodningen og
• at en tilsvarende bonus skulle udbetales, hvis medarbejderen fratrådte.

Konkluderende fandt Landsskatteretten, at bonusaftalerne - også selv om bonus blev udbetalt i forbindelse med, at selskabet blev solgt - skulle belønne medarbejdernes løbende arbejdsindsats i virksomheden, og på den måde være knyttet til selskabets løbende drift. Herefter anså Landsskatteretten i det konkrete tilfælde udgiften for at være en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet.

I SKM2008.859.SR kunne et selskab fratrække udgiften til fastholdelsesbonus til ledende medarbejdere som driftsudgift. Bonussen ville blive udbetalt, når følgende betingelser var opfyldt:

• Medarbejderen undlod at opsige sin stilling i en periode, der spændte fra 6 til 12 måneder, der blev regnet fra det tidspunkt, hvor en omhandlet transaktion fandt sted
• Bonussens størrelse udgjorde maksimalt et beløb, der svarede til mellem 6 og 24 måneders ekstra løn
• Lønnens størrelse afhang af, hvor lang tid, medarbejderen havde været ansat i selskabet, og hvor i hierarkiet, han eller hun var placeret.

I sagen hvilede bonusudgiften på selskabet, efter det var solgt, og bonussens størrelse var ikke fastsat på grundlag af den sum, det havde indbragt ved salg.

Afgørelser, som nægter fradrag som driftsudgift

I SKM2009.271.HR blev en bonus til to direktører for en ekstraordinær arbejdsindsats i forbindelse med salg af selskabet ikke anset for en fradragsberettiget driftsudgift i selskabet. Højesteret fandt, at den udbetalte bonus savnede den tilknytning til selskabets drift - dvs. til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten - der må kræves, for at udgiften kan anses for en driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Højesteret henviste til:

• at direktørernes krav på bonus var betinget af, at selskabet blev endeligt solgt
• at direktørerne hver især fortsat var ansat på salgstidspunktet, og
• at bonussens størrelse alene afhang af selskabets salgspris.

Højesteret lagde efter indholdet af aftalen om direktørbonussen og efter de afgivne forklaringer til grund, at bonusaftalen havde til formål

• at vederlægge de to direktører for at udføre arbejde i forbindelse med salgsbestræbelserne
• at sikre, at de vedblev med at være ansat, indtil en endelig salgsaftale var indgået
• at begge dele var for at opnå den højst mulige salgspris for selskabet.

I SKM2008.956.SR fik et selskab ikke fradrag for en udgift til bonus til medarbejdere, bl.a. fordi selskabet ikke blev anset for rette omkostningsbærer, men derimod aktionærerne.

I SKM2008.957.SR fik et selskab ikke fradrag for en bonusudgift til medarbejdere, dels fordi selskabet ikke blev anset for rette omkostningsbærer, dels fordi bonusserne fandtes at være transaktionsbonusser, som efter praksis ikke anses for at vedrøre indkomsterhvervelsen, men indkomstgrundlaget.

I SKM2009.555.ØLR blev et selskab nægtet fradrag for udgiften til bonus, som var udbetalt til direktøren i forbindelse med salg af aktier i selskabet, og som var beregnet som en procentdel af den aktieavance, der var opnået ved salget. Bonusudgiften blev anset for at skulle sikre selskabets formue. Endvidere kunne selskabet ikke anses for rette omkostningsbærer af udgifter, der var knyttet til nogle koncerninterne overdragelser.

I SKM2013.557.ØLR blev et selskab nægtet fradrag for udgifter til bl.a. bonus, som det havde udbetalt til medarbejdere i forbindelse med et udefrakommende tilbud om at overtage aktierne i selskabet. Østre Landsret fandt, at dette tilbud måtte anses for rettet mod selskabets aktionærer (altså selskabets formue).

I SKM2012.507.LSR kunne et selskab ikke fratrække sine udgifter til særlige bonusser, som det afholdt, fordi det skiftede ejerkreds; Landsskatteretten anså nemlig udgifterne for ikke fradragsberettigede formueudgifter, der blev afholdt for at fastholde selskabets værdi og i aktionærernes interesse, frem for at tjene indkomsterhvervelsen.

I SKM2012.278.ØLR kunne fratrædelsesgodtgørelse, der trådte i stedet for udbetaling af bonus i opsigelsesperioden, ikke trækkes fra som driftsudgift, men blev anset for en ikke fradragsberettiget formueudgift. Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på, at bonussen blev beregnet som en procentdel af den (ikke skattepligtige) aktieavance, som salget af datterselskaber indbragte, og at den bonus, som fratrædelsesgodtgørelsen trådte i stedet for, blev givet for at sælge datterselskaber.

I SKM2009.603.ØLR kunne et selskab ikke fratrække udgiften til pensionsindbetalinger for hovedaktionæren som driftsudgifter, fordi det meste af det arbejde, som hovedaktionæren modtog vederlaget for, havde bestået i at forhandle om at sælge et datterselskab, hvorfor der savnedes en driftsmæssig begrundelse for pensionsindbetalingen. Derimod vedrørte udgiften sikring af formuen.

Gaver, gratialer og tantieme mv.

Udgifter, som en selvstændig afholder til lejlighedsgaver, fx pengegaver, til sine medarbejdere, betragtes som fradragsberettigede udgifter, fordi udgiften anses som et accessorium til lønnen.

Det samme gælder kutymemæssige gratialer og tantiemer. Se UfR 1963, 954 HRD, hvor spørgsmålet var, om et større pengebeløb, som en godsejer udbetalte til nogle ansatte, skulle anses for en ikke fradragsberettiget pengegave, eller for fradragsberettiget løn eller lignende. Afgørelsen faldt ud til det sidste.

Løn til familie mv.

Som udgangspunkt anses lønudgifter til ægtefælle, samlever, børn, forældre og øvrige pårørende for fradragsberettigede driftsudgifter forudsat, at lønnen står i et rimeligt forhold til den arbejdsindsats, som den pågældende har udført for erhvervsvirksomheden. Dette gælder generelt, men udgør et særligt fokus, når den erhvervsdrivende og den ansatte er nært knyttede til hinanden og dermed må anses for at have sammenfaldende interesser.

I UfR 1973, 588 VLD anså landsretten en elinstallatørs løn til en kvinde, der boede gratis i et værelse i hans hus, for at stå i rimeligt i forhold til den indsats, hun havde udført i virksomheden. Spørgsmålet om hendes eventuelle arbejdsindsats som privat husholderske var derfor ikke relevant for sagen.

Derimod blev en minkavler (med minkavl som bierhverv) nægtet driftsfradrag for lønudgiften til sin samlevers søn på 7 år, fordi Landsskatteretten ikke fandt det godtgjort, at barnet havde udført et reelt selvstændigt arbejde, som berettigede til en egentlig aflønning. Landsskatteretten var dog enig i, at arbejdet kunne anses for udført for en fremmed og ikke i familieforhold. Se LSRM 1976, 69 LSR.

Forældre kan trække lønudgifter til deres barn fra, når barnet er ansat i en erhvervsvirksomhed, som forældrene driver; barnet skal dog være fyldt 15 år, når indkomståret begynder. Se KSL (kildeskatteloven) § 5, stk. 3. Driftsfradrag godkendes dog kun (fuldt ud), hvis arbejdspræstationen modsvarer lønnen. Se UfR 1966, 341 ØLD.

Skattestyrelsen er berettiget til at udøve et rimeligt skøn over arten og omfanget af det udførte arbejde, herunder beskære fradragets størrelse, hvis parterne ikke kan dokumentere eller sandsynliggøre, at arbejdet modsvarer det modtagne vederlag. Der kan også lægges vægt på, om arbejdsgiver og -tager har et nært personligt forhold. Se UfR 1984, 56 HRD, hvor den erhvervsdrivende og hans ansatte havde 2 børn sammen, og hvor begges forklaringer om arten og omfanget af den ansattes arbejde havde været usikre og svævende, hvorfor skattemyndighederne var berettiget til at udøve et skøn over arbejdets karakter, omfang og dermed fradragets størrelse; et skøn, der blev godkendt i den aktuelle sag.

Se også TfS 1994, 211 VLD, hvor landsretten tiltrådte, at skattemyndighederne skønsmæssigt havde nedsat en tandlægekliniks fradrag for lønudgifter til indehavernes børn, fordi der var fejl i lønudbetalingerne og ikke ført tilstrækkelig kontrol med, om arbejdet var udført; landsretten bemærkede endvidere, at der i den aktuelle situation, hvor arbejdsgiveren og lønmodtagerne var nært knyttet til hinanden, skulle stilles særlige krav til dokumentationen.

Udgifter til husassistent

Udgift til løn til en husassistent er en fradragsberettiget driftsudgift, hvis dennes arbejde fuldt ud vedrører den selvstændiges erhverv, fordi arbejdet fx alene vedrører virksomhedens kantine og/eller rengøring i virksomheden.

Hvis husassistenten i væsentligt omfang udfører arbejde i erhvervsvirksomheden og tillige arbejder i den selvstændiges private husholdning, kan den del af udgiften, der vedrører erhvervsvirksomheden fratrækkes efter et konkret skøn i forbindelse med virksomhedens skatteopgørelse, mens den private andel er en privat ikke fradragsberettiget udgift.

I de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke kan dokumentere sin samlede udgift til husassistentens kost og logi, kan denne udgift normalt sættes til det beløb, der svarer til satserne for godtgørelser til en lønmodtager for udgifter til kost og logi i forbindelse med rejse med overnatning.

Satserne fremgår af Bekendtgørelse nr. 2105 af 23. november 2021 om værdiansættelse af fri kost og logi gældende for 2022 og Bekendtgørelse nr. 1448 af 22. november 2022 om værdiansættelse af fri kost og logi gældende for 2023.

Se også afsnit C.C.4.4.9 Forbrug af egne produkter mv. om forbrug af egne produkter mv. for landbrugere.

Personalets uddannelse

Udgifter til faglige kurser og øvrig uddannelse for en virksomheds ansatte anses som udgangspunkt for fradragsberettigede driftsudgifter i virksomheden. Se SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Det er en betingelse, at indholdet og omfanget af kurset/uddannelsen knytter sig tæt til virksomhedens evne til at tjene penge (indkomsterhvervelse) og er relevant for den ansattes arbejde i virksomheden. Dette gælder generelt, men udgør et særligt fokus, når den erhvervsdrivende og den ansatte er nært knyttede til hinanden og dermed kan have sammenfaldende interesser.

Den erhvervsdrivende mv. kan som udgangspunkt trække udgifter til personalets uddannelse fra som driftsudgifter efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.  Om den ansatte skal beskattes af værdien af den modtagne uddannelse afgøres i det konkrete tilfælde.

Bemærk

Udenfor afsnittet falder den erhvervsdrivendes udgifter til gaver, herunder gaver i form af betalte kurser, uddannelse mv. Se om den erhvervsdrivendes fradragsret for gaver, dels ovenfor under gaver, gratialer og tantieme mv. dels under afsnit C.C.2.2.2.8 Udgifter til gaver om udgifter til gaver.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.2.3 Selvstændigt erhvervsdrivendes udgifter til kursus om kursusudgifter, der behandler spørgsmålet om fradragsret for udgifter til den selvstændiges egen uddannelse.

Arten af godkendte kursus-/uddannelsesudgifter

En plastikkirurgs udgifter til en klinikassistents deltagelse i et seminar mv. i USA blev anset for fradragsberettigede driftsudgifter, fordi de forelæsninger og de plastikoperationer, som klinikassistenten havde overværet, fandtes at have betydning for klinikassistentens arbejde hos plastikkirurgen og dermed for den kirurgiske virksomheds drift. Plastikkirurgen deltog også selv i kurserne, men fradragsretten for disse udgifter var ikke omtvistet. Se TfS 1985, 166 LSR.

En arbejdsgivers udgifter til sin landbrugselevs deltagelse i landmandsuddannelsen, hvilke omfattede betaling for skoleophold og undervisning, blev anset for fradragsberettigede driftsudgifter. Udgiften, som trådte i stedet for elevens sædvanlige løn, blev skattemæssigt anset for en lønomkostning, som modtageren var skattepligtig af, ligesom det er tilfældet med lønindkomst, men modsat almindelige kurser, som arbejdsgiveren har fradragsret for som driftsudgifter. Se TfS 1990, 10 SD. Afgørelsen er konkret og alene begrundet i, at udgiften anses for at substituere løn, idet udgiften i modsat fald formentlig ville blive kategoriseret som en ikke fradragsberettiget udgift til en grunduddannelse. I dag formentlig omfattet af LL (ligningsloven) § 31 eller lønudgift.

Nær relation mellem erhvervsdrivende og ansatte

Hvis den ansatte er nærtbeslægtet med den erhvervsdrivende, bør særligt fokus rettes på, om indholdet i den ansattes kursus opfylder de almindelige betingelser om at være knyttet tæt til virksomhedens drift og den pågældendes aktuelle arbejdsopgave i virksomheden.

Et indicium på, at et kursus kan være mindre eller slet ikke erhvervsmæssigt relevant er, at det ansatte familiemedlem - et nærtstående familiemedlem, fx en søn af virksomhedsejeren - deltager i langt flere kurser og kurser af en anden karakter og længde end virksomhedens øvrige personale. Måske er kurset meget dyrt, har karakter af videreuddannelse, og/eller anses for en usædvanlig udgift i forhold til den type virksomhed, som forælderen driver. I yderste konsekvens anerkendes der ikke fradrag for kursusudgifterne overhovedet, eventuelt beskæres det.

I SKM2007.811.BR blev et selskab, der arrangerede rejser, nægtet fradrag for løn- og uddannelsesudgifter, som selskabet havde afholdt for hovedaktionærens datter, fordi selskabet ikke havde bevist, at der var den tilstrækkeligt nære forbindelse mellem de afholdte udgifter og selskabets virksomhed. Se SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Retten må have anset udgiften for maskeret udbytte; for ellers ville selskabet kunne have fradraget udgiften som en lønudgift, eventuelt til hovedaktionæren.

Derimod blev en kørelærers udgift til en kørelæreruddannelse til hans søn, der var ansat i virksomheden som bl.a. teorilærer, anset for en fradragsberettiget driftsomkostning. Se TfS 1997, 9 LSR. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på bl.a.

• at personalets deltagelse i faglige kurser er fradragsberettiget
• at udgiften var meget lavere end normalt
• at der manglede ledige færdiguddannede kørelærere
• at udgiften ikke var usædvanlig for en køreskole.

Udgiften var derfor ikke afholdt på grund af familierelationen, men for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Feriepenge mv.

Se nu under C.C.2.2.2.1.3 Fradrag for udgifter til løn under ferie og feriegodtgørelse mv. Fradrag for udgifter til løn under ferie og feriegodtgørelse mv.

Hensættelse til overarbejde

Det afgørende for fradragsretten for hensættelser til afspadsering og overarbejde er, om forpligtigelsens omfang kan opgøres endeligt ved indkomstopgørelsen.

Det er således ikke afgørende, om overarbejdet skal afspadseres eller udbetales.

I TfS 1989, 558 LSR fandt Landsskatteretten, at Skattemyndighederne med rette ikke havde godkendt fradraget, under hensyn til, at forpligtigelsens omfang ikke kunne fastsættes med tilstrækkelig sikkerhed.

Se derimod TfS 1996, 227 LSR, hvor Landsskatteretten i et lignende tilfælde anerkendte fradragsret. Den afgørelse adskiller sig fra TfS 1989, 558 da Landsskatteretten fandt, at forpligtelsens omfang kunne opgøres endeligt ved indkomstopgørelsen. Retten bemærkede, at det afgørende for fradragsretten er, hvorvidt der er opstået en endelig retlig forpligtigelse til at betale det pågældende beløb, samt at beløbet kan gøres endeligt op.

Hensættelse til skyldig tantieme

En selvstændigt erhvervsdrivende kan for at imødegå kontraktligt eller kutymemæssigt fastsatte tantiemeforpligtelser fratrække udgiften til hensættelser for det indkomstår, som danner grundlag for tantiemeberegningen. Se LSRM 1951, 8 LSR.

Fradragsretten kan betinges af:

• at hensættelsen nøje svarer til størrelsen af den tantieme, der faktisk bliver udbetalt
• at udbetaling af de hensatte beløb foretages snarest efter, at virksomheden har afsluttet sit regnskab.

Se LSRM 1969, 45 LSR.

I TfS 1991, 104 LSR anså Landsskatteretten et selskabs tildeling af konsulenthonorar til fire bestyrelsesmedlemmer i 1986 for et ekstraordinært bestyrelseshonorar, og selskabet kunne derfor først fratrække beløbet, efter at generalforsamlingen havde besluttet det i 1987, der svarede til det tidspunkt, hvor modtagerne havde erhvervet endelig ret til beløbet.

I SKM2007.389.LSR nægtede Landsskatteretten fradrag for udgiften til en hensættelse til senere udbetaling af tantieme

• fordi selskabet ikke havde kutyme for at udbetale tantieme, og
• fordi tantiemen ikke kunne opgøres med tilstrækkelig sikkerhed, da hensættelsesåret udløb.

Selskabet var derfor ikke retligt forpligtet til at betale beløbet, som modtagerne tilsvarende ikke havde erhvervet endelig ret til. Der var på den måde ikke tale om nogen skyldig tantieme.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: