►Nærværende afsnit om tantieme er nyindsat i Den juridiske vejledning fra og med udgave 2026-2.◄

Indhold

Dette afsnit beskriver en virksomheds muligheder for at hensætte skyldig tantieme i forbindelse med opgørelsen af indkomstopgørelsen.

Afsnittet indeholder:

• Hvad er tantieme
• Ikke-kontraktfastsat tantieme
• Kontraktfastsat tantieme
• Suspensiv betingelse
• Betingelser for hensættelse til skyldig tantieme
• Førtidig udbetaling af tantieme
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se også afsnit

C.C.2.2.2.1.1 om fradrag for bl.a. tantieme

C.A.3.1.1.4 om lån og andre indtægter, bl.a. tantieme, fra arbejdsgiveren

C.C.2.5.3.4 om resolutive og suspensive betingelser

Hvad er tantieme

Tantieme udgør et ekstraordinært vederlag til medarbejdere og fungerer på samme måde som et løntillæg og er udtryk for en eller flere medarbejderes mulighed for at få udbetalt et ekstra lønbeløb.

Dette gælder både i tilfælde, hvor der er tale om udbetaling af en mellem den enkelte medarbejder og arbejdsgiveren nærmere aftalt tantieme og i tilfælde, hvor der ikke er aftalt noget konkret om tantieme, men dog at tantieme eventuelt kan blive udbetalt.

Som udgangspunkt må det efter Skattestyrelsens opfattelse lægges til grund, at det for tantieme generelt er gældende, at når medarbejderen har erhvervet ret til tantiemebeløbet (retserhvervelsestidspunktet), da har arbejdsgiveren tilsvarende pådraget sig pligten til betaling af tantiemebeløbet (pligtpådragelsestidspunktet), og at dette er sammenfaldende med det tidspunkt, hvor tantiemen skal medregnes henholdsvis fradrages i den skattepligtige indkomst for medarbejderen og arbejdsgiveren.

Ikke-kontraktfastsat tantieme

Som anført om ikke-kontraktfastsat, udgør tantieme et tillæg, hvor hverken virksomheden eller medarbejderen for det år, hvor arbejdet var udført, og som danner grundlag for tantiemens beregning, kan opgøre et krav ved indkomstårets slutning.

At tantiemens størrelse i sådanne tilfælde ikke kan beregnes skyldes, at en evt. tantiemebetaling udelukkende beror på arbejdsgiverens ensidige og subjektive beslutning, hvilken beslutning må antages særligt at knytte sig til det afsluttede regnskabsårs virksomhedsresultat. Dvs. på et tidspunkt i det efterfølgende regnskabsår.

I sådanne tilfælde kan både medarbejder og virksomhed først indregne tantiemen i den skattepligtige indkomst i det efterfølgende år, dvs. i det år, hvor tantiemen af arbejdsgiveren er blevet fastsat og udbetalt, idet retserhvervelsen og pligtpådragelsen som følge af arbejdsgiverens ensidige beslutning, tidligst kan indtræde i det følgende år.

Eksempler - hvor det som anført indledningsvist lægges til grund, at retserhvervelsen og pligtpådragelsen indtræder samtidigt

LSRM 1941.112, hvor Landsskatteretten fandt, at det var korrekt, at klageren ikke havde medregnet tantiemen i  indkomsten for skatteåret 1940-41 (dvs. kalenderåret 1939), selv om beløbet var indtjent i tiden 1. juli 1938 - 31. december 1939, idet tantieme først skal medregnes i det år, hvor arbejdsgiveren har besluttet, at tantiemen kan udbetales.

LSRM 1945.100. Da det var oplyst, at klagerens firma først efter afslutningen af sit årsregnskab i februar måned træffer endelig beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang der skal ydes klageren og de øvrige funktionærer tantieme for det pågældende regnskabsår, var Landsskatteretten enig med klageren i, at de af firmaet ydede tantiemer skulle henregnes til den skattepligtige indkomst i de år, hvori de var udbetalt.

LSRM 1961.28, hvor klageren var indkomstbeskattet af det omhandlede tantiemebeløb for skatteåret 1956-57 (1955), men under hensyn til at klageren ikke havde haft et kontraktbestemt krav på tantieme, samt da tantiemen var fastsat og udbetalt i året 1956, fandt Landsskatteretten, at klageren burde medregne det pågældende beløb med virkning for skatteåret 1957-58 (1956).

Kontraktfastsat tantieme

I de tilfælde, hvor tantiemen imellem medarbejder og arbejdsgiver er aftalt som en bestemt procentandel af et aftalt beregningsgrundlag, fx årets overskud eller omsætning, skal tantiemen hensættes som skyldig tantieme af virksomheden. Dette gælder selv om tantiemen først bliver beregnet og udbetalt i det efterfølgende år.

Virksomheden kan således fratrække det hensatte tantiemebeløb i det omhandlede indkomstår, idet pligten til betaling af tantieme efter den indgåede aftale er opstået med udgangen af det pågældende indkomstår.

Der er i disse tilfælde således en mulighed for at opgøre tantiemens størrelse ved indkomståret udløb, selv om opgørelsen heraf først finder sted i det efterfølgende år. 

Eksempler - hvor medarbejderen i tilfælde af kontraktfastsat tantieme skulle medregne tantiemen i optjeningsåret, og virksomheden tilsvarende kunne fratrække samme beløb i samme år

LSRM 1937.122. Medarbejderen i sagen var berettiget til tantieme paa 20 pct. af det beløb, som det ved hver årsopgørelse viste sig, at virksomhedens nettooverskud oversteg 20.000 kr., og saaledes at tantiemen blev udbetalt til ham efterhaanden, som der indgik salærer udover de nævnte 20.000 kr. Det var således muligt at opgøre tantiemens størrelse ved udgangen af regnskabsåret, hvorefter virksomheden med fradragsvirkning kunne hensætte den del af den samlede tantieme, der ikke allerede var betalt i regnskabsåret.

Landsoverskatterådet var enig med Skatterådet i, at klageren, hvis tantieme kontraktmæssigt var fastsat til en procentdel af virksomhedens overskud, var forpligtet til at medregne tantiemen til sin skattepligtige indkomst for den pågældende regnskabsperiode.

LSRM1952.8, hvor en prokurist, der for 1949 havde oppebåret en kontraktsikret tantieme på 2.543 kr., hvilket beløb var ført til udgift i firmaets regnskaber for 1949, men som først blev udbetalt ham i året 1950, påstod ved Landsskatteretten sig for berettiget til først at medregne dette beløb i sin skattepligtige indkomst for skatteåret 1951-52 (1950).

Da den for 1949 beregnede tantieme havde været klageren kontraktmæssigt garanteret, var Landsskatteretten af den opfattelse, at han var pligtig til at medregne den som skattepligtig indkomst for det regnskabsår, af hvis overskud den var beregnet, uanset den normalt først blev udbetalt i marts det følgende år.

LSRM 1953.129, hvor klageren, som var ansat i sin faders virksomhed, nedlagde overfor Landsskatteretten påstand om, at tantiemen ikke skulle medregnes i den skattepligtige indkomst for skatteåret 1951-52 (dvs. 1950), idet han henviste til, at beløbet først var kommet til udbetaling ved hans udtræden af virksomheden i marts 1951, og at det først efter faderens hjemkomst fra en udlandsrejse i marts 1951 var blevet udregnet nøjagtigt, nemlig til 14.398 kr., med hvilket beløb fordringen var optaget som passiv i faderens selvangivelse for skatteåret 1951-52 (dvs. 1950).

Under hensyn til, at klageren ved slutningen af året 1950 havde haft en ubetinget ret til en tantieme, der havde været beregnelig som udgørende en fastsat procentsats af firmaets nettooverskud for det pågældende år, var Landsskatteretten imidlertid enig med skatterådet i, at det omhandlede beløb måtte henføres til klagerens skattepligtige indkomst for skatteåret 1951-52 (dvs. 1950).

Suspensiv betingelse

For tantieme gælder det dog også, at de almindelige principper for periodisering er gældende. Således kan pligtpådragelsen for virksomheden være suspensivt betinget af andre forhold, hvorved fradragsadgangen bliver udskudt indtil det tidspunkt, hvor den eller de konkrete betingelser ikke længere er en hindring for pligtpådragelsen og dermed adgangen til skattemæssigt fradrag. Dette er fx gældende i tilfælde, hvor et tantiemebeløb skal endeligt godkendes af et selskabs generalforsamling. Når dette er tilfældet, udskydes såvel beskatningen hos medarbejderen som fradragsmuligheden for arbejdsgiveren til det tidspunkt, hvor den suspensive betingelse er opfyldt.

Er det således ansættelsesretligt aftalt mellem selskab og medarbejdere, at generalforsamlingen i medfør af vedtægterne skal endeligt godkende tantiemebeløbets størrelse på den ordinære generalforsamling for det omhandlede år, vil pligtpådragelsen for selskabet tidligst kunne indtræde i det år, hvor godkendelsen af tantiemebeløbet finder sted. Dette vil med kalenderåret som indkomstår tidligst kunne finde sted i det efterfølgende kalenderår.

Som eksempel på en suspensivt betinget aftale, som angår provision, kan henvises til SKM2013.133.BR, hvor en skattepligtig person havde arbejdet på provisionsbasis for et tysk selskab med henblik på at formidle kapital til et vindmølleprojekt. Selvom arbejdet i det væsentlige var udført i 2001, så berettigede det først til erhvervelse af honorar, når vindmølleprojektets økonomiske fundament forelå endeligt og var myndighedsregistreret. Disse betingelser var først opfyldt i 2002.

Om en suspensivt betinget aftale kan endvidere henvises til SKM2008.913.BR, hvor byretten fandt, at en hovedanpartshavers hævninger på mellemregningskontoen med selskabet var løn fra selskabet. Om tidspunktet for hvornår hovedanpartshaveren skulle beskattes af et tantiemebeløb lagde byretten til grund, at hovedanpartshaveren igennem flere år løbende havde foretaget private hævninger på selskabets mellemregningskonto, og at den gæld, han herved oparbejdede, blev udlignet ved, at det på en generalforsamling efter regnskabsårets slutning blev besluttet at tildele ham en tantieme, der temmelig præcis svarede til gældens størrelse. Under disse omstændigheder, hvor tildeling af årlig tantieme således hvilede på en fast praksis, og således at tantiemens størrelse blev fastsat efter størrelsen af den gæld, der var oparbejdet på mellemregningskontoen, og hvor hovedanpartshaveren i kraft af sin bestemmende indflydelse i selskabet, reelt kunne beregne tantiemen allerede ved regnskabsårets udløb, fandt byretten, at der var erhvervet endelig ret hertil på dette tidspunkt, og ikke først ved den formelle godkendelse på den efterfølgende generalforsamling.

Betingelser for hensættelse til skyldig tantieme

Se afsnit C.C.2.2.2.1.1 om fradrag for lønudgifter og andre personaleudgifter i selvstændig erhvervsvirksomhed, om betingelserne for hensættelse og dermed for virksomhedens fradrag for skyldig tantieme i underafsnittet "Hensættelse til skyldig tantieme".

Afsnittet indeholder tre afgørelser fra Landsskatteretten om betingelserne for hensættelse. Disse afgørelser er indsat i nedenstående oversigt over domme, afgørelser mv. og udgøres af LSRM 1951, 8, LSRM 1969, 45, og SKM2007.389.LSR.

De konkrete betingelser udgøres således af, at:           

• hensættelsen nøje svarer til størrelsen af den tantieme, der faktisk bliver udbetalt
• udbetaling af de hensatte beløb foretages snarest efter, at virksomheden har afsluttet sit årsregnskab.

Førtidig udbetaling af tantieme

Efter Skattestyrelsens opfattelse indebærer tantiemepraksis også en generel mulighed for med skattemæssig virkning at udbetale aconto-tantieme i fx optjeningsåret. Dette gælder bl.a. i tilfælde, hvor der ikke findes at være hindringer herfor som fx suspensive betingelser i kontraktfastsat tantieme.

Er arbejdsgiver og medarbejder således enige om acontoudbetaling, må dette anses for retserhvervet og skattepligtigt for medarbejderen på udbetalingstidspunktet, ligesom udbetalingen vil være fradragsberettiget på samme tidspunkt for arbejdsgiveren. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: