Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.D.8.8.4.2 Anvendelse af armslængdeprincippet

Indhold

Dette afsnit beskriver anvendelsen armslængdeprincippet for tonnagebeskattede selskaber, dvs. at reglerne gælder for både tonnagebeskattede rederier og operatørselskaber.

Afsnittet indeholder:

  • Om armslængdeprincippet
  • Anvendelse af armslængdeprincippet internt i rederiet.

Om armslængdeprincippet

Det er et krav, at rederierne i enhver henseende ved opgørelse af den indkomst, der kan beskattes efter tonnageskatteordningen, anvender det såkaldte armslængdeprincip, således som dette er omhandlet i LL (ligningsloven) § 2, stk. 1.

Rederiselskaber er som alle andre selskaber omfattet af bestemmelserne om at anvende armslængdeprincippet i LL (ligningsloven) § 2. Disse regler er på to områder suppleret vedrørende indkomstopgørelsen for tonnagebeskattede rederier.

Efter de generelle armslængderegler skal koncernforbundne foretagender ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende de priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner, som kunne have været opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.

Overholdes armslængdeprincippet ikke, kan skattemyndighederne ændre indkomstansættelserne til det, de ville have været, hvis de koncernforbundne selskaber havde handlet indbyrdes på markedsvilkår.

Bestemmelserne er suppleret med særlige oplysningsforpligtelser over for skattemyndighederne efter skattekontrollovens kapitel 4, så den fornødne gennemsigtighed kan opnås.

Da tonnagebeskattet indkomst ikke skal opgøres på grundlag af faktiske transaktioner, men på grundlag af et tonnagemål, vil der ikke nødvendigvis være det tilstrækkelige grundlag for, at skattemyndighederne vil kunne kontrollere, om armslængdekriteriet er opfyldt.

Det er derfor i TSL § 13 fastsat, at armslængdeprincippet gælder uanset de særlige bestemmelser om opgørelse af indkomst under tonnageskatteordningen.

Anvendelse af armslængdeprincippet internt i rederiet

Armslængdeprincippet gælder ligeledes internt i et rederi, som beskattes efter tonnageskatteordningen.

Et rederi, som ønsker at anvende tonnageskatteordningen, skal opgøre tonnagebeskattet indkomst og anden indkomst særskilt.

Der vil i praksis forekomme tilfælde, hvor eksempelvis en samlet transportydelse omfatter både en land- eller lufttransportdel og en søtransportdel, og hvor kun den del af transporten, der foregår med skib, vil kunne omfattes af tonnageskatteordningen.

I et sådant tilfælde skal rederiet ved fordelingen af indkomsten mellem tonnagedelen og den almindeligt beskattede del anvende samme armslængdeprincip, som gælder ved transaktioner mellem koncernforbundne selskaber.

Der gælder således både et armslængdeprincip ved kontrollerede transaktioner med koncernforbundne selskaber mv. og et armslængdeprincip ved afgrænsningen mellem rederiets tonnagebeskattede indkomst og rederiets øvrige indkomst.

Oplysningspligter efter skattekontrollovens kapitel 4 finder tilsvarende anvendelse.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.