Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.E.1.5 Proklama

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om proklama i forbindelse med dødsbobeskatning.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om definition af proklama.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter alle dødsboer bortset fra boudlægsboer efter DSL (dødsboskifteloven) § 18.

Hovedregel

Dødsboet skal sætte proklama i Statstidende.

Se DSL (dødsboskifteloven) kapitel 20 om, hvilke oplysninger om afdøde mv. der skal fremgå af proklamaet.

Skattestyrelsen skal anmelde sit krav på tilgodehavender hos afdøde

  • inden 8 uger efter den dag, proklamaet har været i Statstidende
  • til den person, som proklamaet har bestemt.

Når et krav på tilgodehavende ikke er anmeldt rettidigt, bortfalder retten til dækning i dødsboet. Se DSL (dødsboskifteloven) § 83, stk. 1.

Bemærk

Med  Lov nr. 697 af 24. maj 2022 blev indført en digital skifteportal, hvor krav i dødsboer skal anmeldes. Skifteportalen skal benyttes i dødsboer, hvor afdøde er gået bort den 15. november 2022 eller senere. Hvis afdøde er gået bort før den 15. november 2022, anmeldes krav ikke via skifteportalen, medmindre afdøde boede i en retskreds for en af de pilotretter, hvor skifteportalen er anvendt siden den 4. oktober 2022. Pilotretterne er Retten på Bornholm, Retten i Roskilde, Retten i Odense, Retten i Holstebro og Retten i Hjørring.

Se også

Se afsnit G.A.3.1.9 om dødsboer og dødsboskifte.

Hvilke skatter er omfattet af proklama?

Skatter, der er opgjort på skat.dk/tastselv på den dag, hvor proklama er i Statstidende, er omfattet af proklama.

Det er fx

  • forfaldne ikke betalte B-skatter
  • opgjorte ikke betalte restskatter for tidligere år, bortset fra restskat, der er indregnet i dødsårets forskudsskat
  • skatter, hvor der er ydet henstand med betaling, herunder også renter af henstandsbeløb - se SKM2001.433.ØLR.

Bemærk

Når dødsfaldet sker sidst på året, kan en restskat for indkomståret før dødsåret være indregnet i forskudsansættelsen for året efter dødsåret. På et tidspunkt vil en sådan restskat komme til direkte opkrævning. Er restskatten ikke anmeldt inden anmeldelsesfristen udløb, og kommer kravet om direkte betaling først dødsboet i hænde efter anmeldelsesfristens udløb, bortfalder Skattestyrelsens krav på betaling.

Undtagelse

Krav på skatter og afgifter er ikke omfattet af proklama, når det er bestemt i anden lovgivning. Se DSL (dødsboskifteloven) § 83, stk. 2, nr. 4.

Dødsboskatteloven indeholder i DBSL (dødsboskatteloven) § 87, stk. 5, en regel om skatter, der ikke er omfattet af proklama. Det bestemmes heri, at skattekrav ikke omfattes af et proklama udstedt efter reglerne i kapitel 20 i DSL (dødsboskifteloven), medmindre kravet er opgjort på tidspunktet for udstedelsen af proklamaet. Dog omfattes restskatter mv., der er overført til dødsåret efter KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 3, og § 61 A, ikke af et udstedt proklama. 

Hvilke skatter er ikke omfattet af proklama?

De skatter, der ikke er opgjort på den dag, hvor proklama er i Statstidende, er fx

  1. restskatter som følge af en afsluttende skatteansættelse for mellemperioden
  2. dødsboskat for et skiftet dødsbo, der ikke er skattefritaget
  3. restskat for indkomståret før dødsåret, når afdøde har betalt for lidt i skat, fordi oplysningsskemaet er indleveret efter dagen, hvor proklama er i Statstidende, og restskatten derfor ikke er opgjort
  4. restskatter for både indkomståret før dødsåret og tidligere indkomstår, når skatteansættelsen skal rettes på grund af fejl i de oplyste beløb
  5. restskatter indregnet i dødsårets forskudsskatter.

Restskatter omfattet af c. og d. er i stedet for omfattet af reglerne om efterbetaling af for lidt betalt skat. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 87, stk. 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2001.433.ØLR

Rentekrav var prækluderet, da

  • der ikke ved anmeldelsen var taget udtrykkeligt forbehold for renter eller
  • det var godtgjort, at forbeholdet om renter på anden måde var fremsat inden proklamafristens udløb.
 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.