Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

D.A.7.3 Erhvervelser ML § 25

Indhold

Dette afsnit beskriver, at momspligten for erhvervelser indtræder den 15. i den måned, der følger efter den måned, hvor leveringen finder sted, medmindre faktura udstedes inden den dato. Se ML (momsloven) § 25.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Regel
  • Udgangspunkt: Den 15. i den følgende måned
  • Modifikation: Faktureringstidspunktet.
  • Løbende erhvervelser

Lovgrundlag

ML (momsloven) § 25 har følgende ordlyd:

"Afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor varen erhverves. Erhvervelsestidspunktet anses for at være den 15. i den måned, der følger efter den måned, i hvilken leveringen finder sted. Er der udstedt en faktura inden denne dato, anses faktureringstidspunktet dog som erhvervelsestidspunkt.

Stk. 2. Ved løbende erhvervelse af varer, der er nævnt i stk. 1, og hvor leverancen strækker sig over mere end 1 måned, anses erhvervelsen for at finde sted hver den sidste dag i måneden, så længe leverancen af varerne ikke er afsluttet."

Momssystemdirektivets artikel 68 har følgende ordlyd:

"Afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor erhvervelsen af varer inden for Fællesskabet finder sted.

Erhvervelsen af varer inden for Fællesskabet anses for at finde sted på det tidspunkt, hvor leveringen inden for medlemsstaten af lignende varer anses for at finde sted."

Momssystemdirektivets artikel 69 har følgende ordlyd:

"Ved erhvervelse af varer inden for Fællesskabet forfalder momsen ved udstedelsen af fakturaen, eller, hvis der ikke er udstedt en faktura inden denne dato, ved udløbet af den i artikel 222, stk. 1, omhandlede frist."

Regel

For erhvervelser fra andre EU-lande indtræder momspligten på det tidspunkt, hvor varen erhverves. Erhvervelsestidspunktet er den 15. i den måned, der følger efter den måned, hvor leveringen finder sted. Se ML (momsloven) § 25, stk. 1.

ML (momsloven) § 25 hænger sammen med ML (momsloven) § 24. Erhvervelsestidspunktet er sammenfaldende med leveringstidspunktet for leverancer af varer til momsregistrerede købere i andre EU-lande. Dette sikrer, at en bestemt leverance og den modsvarende erhvervelse henføres til samme momsperiode i begge EU-lande.

Hvis en vare fx leveres fra Tyskland den 5. marts, er leveringstidspunktet den 15. april. Når køberen har kvartalet som momsperiode, skal erhvervelsen derfor medregnes i den momspligtige omsætning i april kvartal.

Denne udskydelse af leveringstidspunktet gælder dog ikke i de tilfælde, hvor der er udstedt en faktura over leverancen inden den 15. i måneden efter den måned, hvor leveringen finder sted. Hvis der udstedes faktura, anses faktureringstidspunktet som erhvervelsestidspunkt. Se ML (momsloven) § 25, stk. 1, 3. pkt., og bemærkningerne til lov nr. 375 af 18. maj 1994.

Det er ikke et krav for at anvende faktureringstidspunktet, at faktura er udstedt efter levering. Se bemærkningerne til lov nr. 356 af 19. maj 2004.

Udgangspunkt: Den 15. i den følgende måned

Leveringstidspunktet for erhvervelser fra andre EU-lande er først den 15. i den måned, der følger efter den måned, hvor leveringen finder sted. Se ML (momsloven) § 25, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Modifikation: Faktureringstidspunktet

Hvis fakturaen for erhvervelser fra andre EU-lande er udstedt inden den 15. i måneden efter leveringen, anses faktureringstidspunktet som leveringstidspunktet. Se ML (momsloven) § 25, stk. 1, 3. pkt.

Løbende erhvervelser

Ved løbende erhvervelser af varer, der er omfattet af § 25, stk. 1, anses erhvervelsen for at finde sted hver den sidste dag i måneden, så længe leverancen af varerne ikke er afsluttet. Det er en betingelse, at leverancen strækker sig over mere end 1 måned. Se ML (momsloven) § 25, stk. 2.

De løbende leverancer, som der er tale om, er leverancer af varer i luft- eller dampform samt i flydende-, nedkølet- eller elektronisk form. De anses for at finde sted den sidste dag i måneden. Individuelt transporterede vareleverancer må anses for at falde uden for reglernes anvendelsesområde, selv om varerne eventuelt leveres løbende på faste tidspunkter hen over en periode. Se Skatteministeriets kommentarer i høringsskemaet (bilag 1) i forbindelse med udvalgsbehandlingen af det lovforslag, der blev til lov nr. 277 af 27. marts 2012. Bemærk dog, at der gælder særlige regler for fastlæggelsen af leveringsstedet ved handel med gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning, se afsnit D.A.6.1.8 Salg af gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning ML § 14, stk. 1, nr. 5-6, og stk. 2. Varer omfattet af disse særlige regler er ikke omfattet af reglerne om EU-handel, da de altid vil blive anset for indenlandske leverancer. Anvendelsesområdet for § 25, stk. 2, må derfor anses for begrænset.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-855/19, G

Artikel 69, 206 og 273 i momssystemdirektivet 2006/112/EF af 28. november 2006, som ændret ved direktiv 2010/45/EU af 13. juli 2010, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en bestemmelse i national ret, der pålægger en forpligtelse til at betale moms af erhvervelse af brændstof inden for Fællesskabet, inden denne afgift forfalder som omhandlet i denne artikel 69.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.