Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

J.A.12.1.4 Fornyelse af tilladelser

Afsnittet indeholder følgende:

  • Fornyelse af tilladelser
  • Fornyelse af lokalegodkendelse ved spillehaller
  • Hvornår fornyelse af tilladelser til restaurationer ikke kan ske
  • Hvornår fornyelse af tilladelser til spillehaller ikke kan ske
  • Ejerskifte ved restaurationer

Fornyelse af tilladelser

Tidsbegrænsede tilladelser til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater i restaurationer og spillehaller, kan normalt fornyes.

En fornyelse af en tilladelse betragtes som en ny tilladelse. Derfor skal ansøgeren opfylde alle betingelser og indsende en ny ansøgning for at modtage en fornyet tilladelse.

Hvis tilladelsesindehaveren lever op til lovens krav, vil Spillemyndigheden ud fra en konkret vurdering udstede en ny, tidsbegrænset tilladelse.

For spillehaller kan der udstedes tilladelser med en gyldighedsperiode på fem år og for restaurationer vil en tilladelse, tidsmæssigt, følge stedets alkoholbevilling. For både spillehaller og restaurationer kan Spillemyndigheden dog udstede tilladelser med kortere gyldighedsperioder.

Fornyelse af lokalegodkendelse ved spillehaller

Spillemyndigheden vil, efter behov, foretage en fornyet lokalegodkendelse, der skal sikre, at lokalet på fornyelsestidspunktet er indrettet efter de seneste retningslinjer og krav, som Spillemyndigheden stiller til spillehallers indretning. Er der krav om ændringer til spillehallen, vil der blive foretaget partshøring.

Hvornår fornyelse af tilladelser til restaurationer ikke kan ske

Fornyelse af en tilladelse vil navnlig ikke kunne ske i de følgende tilfælde:

  • Hvis der ikke foreligger en gyldig alkoholbevilling til restaurationen.
  • Hvis Spillemyndigheden har indledt en sag om tilbagekaldelse af en tilladelse.
  • Hvis tilladelsesindehaveren har forfalden gæld til det offentlige.
  • Hvis tilladelsesindehaveren ikke længere opfylder kravene for at få en tilladelse.
  • Hvis tilladelsesindehaver ikke opfylder kravene i SPILL §§ 26 og 29 for at opnå en tilladelse.

I disse tilfælde vil tilladelsesindehaveren blive kontaktet af Spillemyndigheden. Bemærk, at ovennævnte liste af tilfælde ikke er udtømmende.

Hvis der på fornyelsestidspunktet foreligger belastende kontrolmæssige oplysninger om spilstedet, kan Spillemyndigheden ud fra en konkret vurdering eventuelt begrænse tilladelsesperioden eller undlade at forny tilladelsen.

Hvornår fornyelse af tilladelser til spillehaller ikke kan ske

Fornyelse af en tilladelse vil navnlig ikke kunne ske i de følgende tilfælde:

  • Hvis politiet har ordensmæssige betænkeligheder i forbindelse med spillehallens fortsatte drift.
  • Hvis Spillemyndigheden har indledt en sag om tilbagekaldelse af tilladelsen.
  • Hvis tilladelsesindehaveren har forfalden gæld til det offentlige.
  • Hvis tilladelsesindehaveren ikke længere opfylder kravene for at få en tilladelse.
  • Tilladelsesindehaver ikke opfylder kravene i SPILL §§ 26-29 for at opnå en tilladelse.

I disse tilfælde vil tilladelsesindehaveren blive kontaktet af Spillemyndigheden. Bemærk, at ovennævnte liste af tilfælde ikke er udtømmende.

Hvis der på fornyelsestidspunktet foreligger belastende kontrolmæssige oplysninger om spilstedet, kan Spillemyndigheden ud fra en konkret vurdering begrænse tilladelsesperioden eller undlade at forny tilladelsen.

Ejerskifte ved restaurationer

Hvis en tilladelsesindehaver ønsker at fortsætte med opstilling og drift af spilleautomater på en restauration, hvor der har været ejerskifte, skal der indsendes en ny ansøgning om opstilling og drift af spilleautomater til Spillemyndigheden. En kopi af alkoholbevillingen skal vedlægges ansøgningen.

Tilladelsesindehaver skal orientere Spillemyndigheden, hvis alkoholbevillingen er bortfaldet eller inddraget. Dette skyldes, at der ikke længere må være opstillet og ske drift af spilleautomater i restaurationen, da tilladelsen følger alkoholbevillingen.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.