Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2026-2
<< >>

A.C.2.4.2 Politiets bistand

Indhold

Dette afsnit handler om politiets bistand.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Politiets bistand
  • Ransagning

Regel

Hvis Skatteforvaltningen beder om det, kan politiet yde Skatteforvaltningen bistand til

  • gennemførelse af kontrol på stedet
  • overvindelse af fysiske hindringer for kontrollen. Se lønsumsafgiftslovens § 15.

Politiets bistand

►Politiet kan efter lønsumsafgiftslovens § 15 yde Skatteforvaltningen bistand til at gennemføre et kontrolbesøg.

Politiets bistand sker efter reglerne i politiloven. Det fremgår af § 2 i politiloven, at politiet yder andre myndigheder bistand efter gældende ret. Politiloven fastsætter rammerne for politiets magtanvendelse, og politiet må alene yde bistand til at overvinde fysiske hindringer for kontrollen. Selve kontrollen vil skulle gennemføres af medarbejdere hos Skatteforvaltningen.◄

Politiets bistand kræver ikke retskendelse, fordi der er tale om en kontrolbeføjelse uden for strafferetsplejen, og fordi bistand af politiet er nævnt direkte i bestemmelsen. Politiets bistand kan rekvireres forud for kontrollens begyndelse, herunder uanmeldte eftersyn, såfremt der er begrundet formodning om, at adgangen til virksomheden vil blive nægtet, eller at der under kontrollen kan opstå problemer af en sådan karakter, at politiets tilstedeværelse kan være påkrævet fra begyndelsen af kontrollen.

►Hvis der på tidspunktet for politiets bistand ved Skatteforvaltningens kontrolbesøg er - eller i forbindelse hermed opstår - konkret mistanke om et strafbart forhold, herunder i sager som kan behandles administrativt, vil politiets bistand til gennemførelsen af kontrollen skulle ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler, når bistanden har karakter af efterforskning.◄

Se også

Se også afsnit A.C.1 Retssikkerhedsloven om gennemførelse af kontrolbesøget på stedet (tvangsindgreb uden for retsplejen) og retssikkerhedslovens kapitel 2.

Ransagning

Ransagning kan kun foretages af politiet efter retsplejelovens kapitel 73 regler om ransagning. I så fald er der tale om et tvangsindgreb inden for strafferetsplejen. Se afsnit A.C.3.

For at foretage ransagning kræves det, at den registreringspligtige mistænkes for at overtræde straffebestemmelserne i lønsumsafgiftsloven, og at overtrædelsen kan medføre frihedsstraf.

Hvis Skatteforvaltningen anmoder politiet om ransagning, skal der henvises til bestemmelserne i lønsumsafgiftsloven, som der sker eller formodes at ske overtrædelse af.

Der er forskel på den bistand, Skatteforvaltningen kan få af politiet til at overvinde fysiske hindringer og en ransagning.

Ved en ransagning

  • leder politiet ransagningen
  • yder politiet en egentlig efterforskningsmæssig assistance, der går ud over bistand til overvindelse af fysiske hindringer for kontrolbesøget.

Ransagningen

  • kan kun foretages på den registreringspligtiges private bopæl, hvis dette udtrykkeligt fremgår af ransagningskendelsen. Det samme gælder, hvis ransagningen skal omfatte den registreringspligtiges advokats/revisors kontorlokaler
  • er ensbetydende med en sigtelse for overtrædelse af straffebestemmelserne i lønsumsafgiftsloven.

Ransagning kan kun finde sted efter en retskendelse, medmindre der er særlige forhold, som bevirker, at ransagningens "øjemed ville forspildes", hvis man skulle vente på en kendelse.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
BEREGNER
Med Skatteberegning 2026, kan du beregne skatten for indkomståret 2026. Da skatteberegneren har form af et Excel-regneark, er det muligt at gemme de indtastede oplysninger på din egen computer. Skal du beregne skatten for indkomståret 2025, skal du i stedet benytte Skatteberegning 2025.
,, Kollegaen, professor Frederik Waage, antyder i artiklen, at dommernes tendens til at lade staten vinde kan skyldes dommernes manglende ekspertise på skatteområdet.
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.
Kommuneskatte­procenterne bliver lagt til grund ved skatteberegningen for indkomståret 2026. Afgørende er, i hvilken kommune man havde bopæl den 5. september 2025.

,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen

Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.