►Hvis en kreditor har flere fordringer på samme debitor, og en betaling fra debitor ikke fuldt ud kan dække fordringerne, opstår spørgsmålet om, på hvilken af fordringerne en indbetaling helt eller delvis skal afskrives.

Afsnittet indeholder:

• Hovedregel
• Øremærkede beløb
• Ikke øremærkede beløb
• ◄

►Hovedregel◄

►Det følger af de almindelige obligationsretlige principper for dækningsrækkefølge, at:

• debitor kan bestemme, hvilken af flere fordringer i forhold til samme kreditor en indbetaling skal afskrives på (Øremærkede beløb)
• kreditor kan vælge på hvilken af flere fordringer en indbetaling af et ikke-øremærket beløb fra debitor skal afskrives (Ikke øremærkede beløb)◄

►Særligt vedrørende omkostninger

Kreditor kan bestemme, om der skal ske dækning af hovedstolen, renter eller omkostninger først, medmindre andet er bestemt ved lov.

Udgangspunktet antages at være, at betalinger først afskrives på omkostninger, dernæst rente (de ældste først) og dernæst hovedstolen. Princippet om at dække omkostninger (rykkergebyrer) før rente og hovedkrav gælder også i de tilfælde, hvor der er rykket for flere krav. 

Det bemærkes, at kreditors valg i forhold til dækning af et krav i den anførte rækkefølge (omkostninger, rente og hovedkrav) er en kreditorrettighed. Dette udgangspunkt kan derfor fraviges af Skattestyrelsen som kreditor, hvis der er hensyn, der taler imod denne dækningsrækkefølge.◄

►Øremærkede beløb◄

►Hvis Skattestyrelsen har flere krav på en borger eller virksomhed er udgangspunktet, at debitor har ret til at anvise, hvilket krav der skal dækkes først. Debitor har med andre ord ret til at øremærke en indbetaling. I praksis sker størstedelen af indbetalingerne til Skattestyrelsen via en specifik betalingslinje, hvorfor indbetalingerne som udgangspunkt altid vil være øremærkede.

Indbetalinger som debitor har øremærket til hel/delvis betaling af en bestemt fordring, skal afskrives på denne. Dette gælder som hovedregel, uanset om debitor udtrykkeligt har angivet, at indbetalingen skal afskrives på en bestemt fordring, eller om dette med tilstrækkelig sikkerhed kan udledes af omstændighederne i forbindelse med indbetalingen, fx ved, at debitor ved indbetalingen har anvendt en bestemt betalingslinje.

En stiltiende tilkendegivelse fra debitor kan også foreligge ved, at debitor eksempelvis har foretaget en indbetaling, hvis beløbsmæssige størrelse kun stemmer overens med én af flere fordringer.

Øremærkning skal udøves på en sådan måde, at den ikke på urimelig måde tilsidesætter hensynet til modpartens interesser, jf. U.1960B197, s. 198. (Betalinger i flere skyldforhold). Fx antages det, at debitors muligheder for at øremærke indbetalinger er underlagt den begrænsning, at kreditor ikke kan tvinges til at acceptere forældelse af fordringer.◄

►Bemærk

• Hvis debitor tilkendegiver sin øremærkning ved indbetalingen, skal Skattestyrelsen gøre indsigelse overfor dette, hvis styrelsen ikke vil imødekomme øremærkningen.
• Såfremt skyldneren ikke er enig i den gennemførte dækning, er det skyldnerens ansvar at rette henvendelse til Skattestyrelsen og gøre indsigelser herimod. Styrelsen vil herefter være forpligtiget til at behandle indsigelsen og efter omstændighederne ændre dækningen i overensstemmelse med skyldners ønske.◄

►Ikke øremærkede beløb◄

►Indbetalinger, der ikke er øremærket, forekommer eksempelvis:

• Når en debitor ikke udtrykkeligt eller stiltiende har øremærket en frivillig indbetaling herunder en evt. delindbetaling.
• Tilfælde af modregning, hvor Skattestyrelsen har et beløb til modregning (fx. eksportgodtgørelse eller et beløb opstået pga. en korrektion af en afgift eller lignende).

Indbetalinger, der ikke er øremærkede, skal afskrives efter kreditors valg på en ud af flere fordringer.

Denne valgret er dog underlagt den begrænsning, at udgangspunktet er, at kreditor skal kreditere indbetalingen på det krav, der er mest byrdefuldt for debitor.  Udgangspunktet er derfor, at er der aftalt særlig byrdefulde vilkår (f.eks. forfaldsvirkning, gebyr eller morarente) af én fordring, men ikke en anden, skal der afskrives på førstnævnte. Ved denne vurdering skal ligeledes inddrages kreditors egne interesser.

Det antages ifølge retspraksis, at kreditor kan vælge at afskrive ikke øremærkede betalinger på usikret gæld frem for på sikret gæld.

Der findes ikke umiddelbart støtte for, at kreditor har pligt til at afskrive på sikret gæld frem for på usikret gæld. Hensynet til den enkelte borger kan imidlertid tale for, at der afskrives på usikret gæld frem for på sikret gæld.◄