Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-165/17, Morgan Stanley & Co international plc

Sjette direktivs artikel 17, stk. 2, 3 og 5, og artikel 19, stk. 1, samt artikel 168, 169 og 173-175 i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at der for så vidt angår de udgifter, der er afholdt af en filial registreret i en medlemsstat, som udelukkende anvendes til såvel momspligtige transaktioner som til transaktioner fritaget for denne afgift, der udføres af denne filials hovedsæde beliggende i en anden medlemsstat, skal anvendes en pro rata-sats for fradraget, der fremkommer ved, at der opstilles en brøk, hvis nævner udgøres af omsætningen - uden moms - for disse transaktioner alene, og hvis tæller udgøres af afgiftspligtige transaktioner, når disse ville give ret til fradrag, såfremt de blev udført inden for filialens registreringsmedlemsstat, herunder når denne ret til fradrag følger af, at sidstnævnte har foretaget et valg om at lade transaktioner udført i denne stat være momspligtige.

Sjette direktivs artikel 17, stk. 2, 3 og 5, og artikel 19, stk. 1, samt artikel 168, 169 og 173-175 i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at med henblik på beregningen af den pro rata-sats for fradraget, der gælder for de generalomkostninger for en filial registreret i en medlemsstat, som anvendes i forbindelse med gennemførelsen af både transaktioner, der udføres af denne filial i denne medlemsstat, og transaktioner, der udføres af filialens hovedsæde etableret i en anden medlemsstat, skal transaktioner udført af såvel filialen som af hovedsædet medregnes i nævneren af den brøk, som udgør pro rata-satsen for fradraget, idet det skal præciseres, at der i brøkens tæller, ud over afgiftspligtige transaktioner, som filialen udfører, skal optræde alene de afgiftspligtige transaktioner, som hovedsædet udfører, når disse ligeledes ville give ret til fradrag, såfremt de blev udført inden for den pågældende filials registreringsmedlemsstat.

Ved redaktionens slutning, har Skattestyrelsen endnu ikke tilendebragt sine overvejelser omkring dommens betydning for dansk praksis.

C-388/11, Le Crédit Lyonnais

Et selskab, hvis hovedsæde er beliggende i en medlemsstat, kan ved beregningen af den pro rata-sats for fradraget, der finder anvendelse i denne medlemsstat, ikke medregne omsætningen i sine filialer, der er beliggende i andre medlemsstater eller i tredjelande.

Skattestyrelsen forstår forholdene i hovedsagen (den konkrete sag) sådan, at alle selskabets filialer i andre lande udgjorde faste forretningssteder i momslovens forstand. 

C-377/11, International Bingo Technology SA

International Bingo er et selskab, der arrangerer bingospil. Selskabet er momspligtigt, men er fritaget for moms for så vidt angår omsætningen fra driften af disse spil. International Bingo udøver imidlertid andre aktiviteter, for hvilke den ikke er fritaget for moms. Hvad angår beregningen af pro rata-satsen efter 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 5 (Momssystemdirektivets artikel 173, svarende til ML (momsloven) § 38, stk. 1), har International Bingo i henhold til den spanske momslov fratrukket det gevinstbeløb, som selskabet skulle udbetale til vinderne, fra sin omsætning. Dette beløb svarer til en fast procentdel af bingopladernes pris. De spanske myndigheder var af den modsatte opfattelse. Myndighederne fandt, at dette gevinstbeløb, som udbetales til vinderne, skulle medregnes i den omsætning, som anvendes som base for beregningen af den pågældende pro rata-sats.

Domstolen udtalte, at når den del af bingopladernes pris, der uddeles som gevinster til spillerne, er fastsat på forhånd og er bindende, kan den ikke betragtes som en del af vederlaget/momsgrundlaget for den ydelse, som spilarrangøren leverer.

Domstolen kom principielt frem til det samme resultat i to tidligere domme om momspligtige spil.

I sag C-38/93, Glawe, fandt domstolen, at kun den del af indsatsen, som spilarrangøren reelt set selv disponerer over, kan anses for vederlag og dermed momsgrundlag. Domstolen fandt i sagen, at en indehaver af spilleautomater reelt ikke rådede over den del af indsatsen, som anvendtes til gevinster. Se tilsvarende C-440/12, Metropol Spielstätten Unternehmergesellschaft. Derimod fandt domstolen i sag C-498/99, Town & County Factors, at udbyderen af en konkurrence reelt selv kunne disponere frit over indsatserne. Indsatserne indgik derfor i deres helhed i momsgrundlaget.

C-172/96, First National Bank of Chicago

Banken udførte mange forskellige former for bankvirksomhed, herunder valutahandel. Banken var »market maker«, dvs. at den var villig til på ethvert tidspunkt at levere og modtage de valutaer, den havde specialiseret sig i. Banken stillede (dvs. fastsatte) de kurser, til hvilke den ville indgå valutatransaktioner. Disse kurser betegnedes som købskurser (»bid prices«) eller salgskurser (»offer prices«). Banken tilbød på ethvert tidspunkt at købe valutaer til en pris udtrykt som en valutakurs, og samtidig tilbød den at sælge samme beløb i den samme valuta til en lidt højere pris, udtrykt som en valutakurs. Forskellen mellem de to kurser er det såkaldte "spread".

Valutatransaktionerne gennemførtes enten som spothandler eller som terminsforretninger (»spot« eller »forward«). Ved en spothandel forstås køb af én valuta mod salg af en anden valuta på en sådan måde, at levering og salg normalt gennemføres på den anden følgende bankdag, også omtalt som afviklingsdagen eller valørdagen. En terminsforretning (»forward«) adskiller sig herfra ved, at leveringen og salget af valutaerne først gennemføres med valør på et fremtidigt tidspunkt, men med de beløb, der er fastsat på grundlag af den aftalte valutakurs på transaktionsdagen.

Der var ikke tale om ren fysisk levering af penge i form af mønter, sedler eller andre værdier i forbindelse med de valutatransaktioner, banken udførte. Det, der blev leveret, var en adgang til at trække på et tilgodehavende i den »leverede« valuta på en konto i en bank.

For de valutatransaktioner, hovedsagen drejede sig om, opkrævede eller fakturerede banken intet transaktionsgebyr og ingen kommission. Banken tilstræbte at opnå et overskud på sine valutatransaktioner ved hjælp af forskellen mellem de købs- og salgskurser, den stillede. Hver dealer i banken ville have bestemte valutaer »på sin bog«, og det forventedes, at han eller hun indtjente et overskud over et givet tidsrum. Overskuddet blev udgjort af resultatet af alle valutatransaktionerne gennem det pågældende tidsrum.

Domstolen tog stilling til den momsmæssige behandling af valutatransaktioner defineret som transaktioner mellem parter - som går ud på, at en af parterne køber en aftalt mængde af en valuta, mod at parten til den anden part sælger en aftalt mængde af en anden valuta, så begge valutabeløb leveres på samme valørdag, og at parterne i transaktionerne (mundtligt, elektronisk eller skriftligt) har truffet aftale om, hvilke valutaer transaktionerne angår, hvilke beløb der skal købes og sælges i de pågældende valutaer, hvilken part der køber hvilken valuta, og hvilken valørdag der skal benyttes.

Domstolen udtalte, at sådanne valutatransaktioner udgør levering mod vederlag.

Domstolen fandt, at de valutabeløb, som en erhvervsdrivende modtager fra sin medkontrahent som led i en valutatransaktion, udgør transaktionens genstand. Valutabeløbene kan ikke betragtes som vederlaget for den tjenesteydelse, der består i, at valuta omveksles til en anden valuta, og de kan således heller ikke udgøre momsgrundlaget. Fastlæggelsen af momsgrundlaget består derfor i at opgøre, hvilket beløb banken oppebærer for udførelse af valutatransaktioner, dvs. den modydelse for udførelse af valutatransaktioner, som banken reelt selv kan råde over.

Domstolen udtalte, at momsgrundlaget for sådanne valutatransaktioner, der gennemføres således, at der hverken beregnes gebyr eller kommission for transaktionerne, udgøres af tjenesteyderens bruttoresultat af transaktionerne gennem et givet tidsrum.

Bemærk, at en del af valutatransaktionerne blev leveret til kunder udenfor EU. En del af omsætningen ved transaktionerne indgik derfor i bankens momsfrie omsætning, mens en anden del af omsætningen ved transaktionerne indgik i bankens momspligtige omsætning ved beregningen af bankens fradragsret. Se afsnit D.A.11.1.3.7 Indkøb vedrørende finansielle transaktioner udenfor EU ML § 37, stk. 7.

Dommen danner baggrund for SKM2015.119.SKAT
om retningslinjer for beregning af pengeinstitutters og realkreditinstitutters delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, og SKM2015.120.SKAT om (ændring af) retningslinjer for beregning af forsikringsvirksomheders delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1.

Højesteretsdomme

SKM2013.372.HR

Højesteret fastslog, at der hverken i momsloven, det bagvedliggende momssystemdirektiv (tidligere 6. momsdirektiv), eller EU-Domstolens praksis er holdepunkter for en forståelse af det momsretlige vederlagsbegreb, hvorefter der ved opgørelsen af den samlede omsætning i den af appellanten (en factoringvirksomhed) drevne fakturabelåningsvirksomhed skal ske nedsættelse af renterne betalt af factoringkunderne med de renter, som appellanten havde betalt for lån i pengeinstitutter (i sagen i det væsentlige lån i appellantens moderselskab H1.1 A/S), uanset at disse lån muliggjorde appellantens udlånsvirksomhed.

Ifølge SKATs meddelelse af 24. november 2004 om retningslinjer for beregning af pengeinstitutters delvise fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1 (SKM2004.464.TSS - videreført ved styresignal af 6. juli 2010, SKM2010.446.SKAT) kan et pengeinstitut modregne sine renteudgifter i sine renteindtægter ved opgørelsen af den samlede omsætning efter § 38, stk. 1. Højesteret fastslog, at efter den begrundelse, der gives for nettorenteopgørelsesmetoden i meddelelsen (meddelelsens pkt. 4.1), må meddelelsen forstås således, at modregningsadgangen sigter til renteudgifter i forhold til pengeinstituttets egne indlånskunder, og ikke renteudgifter til andre pengeinstitutter, der stiller likviditet til rådighed for pengeinstituttets udlån. En sådan grænsedragning kunne efter den givne begrundelse i meddelelsen ikke anses for usaglig. Meddelelsen gav derfor ikke grundlag for at indrømme appellanten en adgang til at fradrage selskabets renteudgifter til selskabets lån i pengeinstitutter i renteindtægterne fra selskabets factoringkunder.

Stadfæstelse af SKM2011.170.ØLR, frifindelse for selskabets påstand 3 i sagen for landsretten.

Se evt. SKM2014.224.SKAT om betydningen af SKM2013.372.HR for pengeinstitutter.