D.A.5.3.2.1 Uddannelse af børn og unge
Indhold
Dette afsnit handler om betingelserne for momsfritagelse af uddannelse af børn og unge efter ML § 13, stk. 1, nr. 3.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Uddannelse med henblik på opnåelse af certifikat
- Uddannelse af børn og unge
- Særligt om undervisning i legemsøvelser
- Undervisning i legemsøvelser ctr. salg af adgang til at dyrke sport
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Med bestemmelsen momsfritages i udgangspunktet al uddannelse til børn og unge under 30 år. I den forbindelse skal uddannelse forstås bredt, således at al undervisning af børn og unge under 30 år, som i henhold til den praksis vedrørende "skolemæssig undervisning", som var gældende før den 1. januar 2026, vil være omfattet af momsfritagelsen af uddannelse af børn og unge.
I henhold til lovbemærkningerne til bestemmelsen vil således undervisning i f.eks. legemsøvelser som fitness, yoga, spinning etc., musik, dans, drama, friluftsliv, skoleskak m.v. til børn og unge under 30 år være momsfritaget.
Momsfritagelsen gælder uanset, om udbyderen driver sin virksomhed med gevinst for øje eller ej.
Fritagelsen vil desuden være begrænset efter ML § 13, stk. 1, nr. 3. 3. pkt., således at fritagelsen ikke omfatter kursusvirksomhed, der drives med gevinst for øje, og som primært retter sig mod virksomheder og institutioner m.v.
Uddannelse med henblik på opnåelse af certifikat
Momsfritagelsen vil dog ikke omfatte undervisning, hvor det primære formål med undervisningen er at modtageren af undervisningsydelsen opnår eller generhverver certifikat udstedt af en offentlig myndighed eller et organ med lignende autoritativ funktion inden for det pågældende område til at kunne udøve en specifik aktivitet. Som eksempel herpå kan nævnes undervisning med henblik på, at modtageren opnår kørekort til f.eks. almindelig bil, samt undervisning med henblik på, at modtageren opnår speedbådsbevis, jagttegn.
Uddannelse af børn og unge
For, at undervisning kan betegnes som "uddannelse af børn og unge" i momsfritagelsens forstand, er det en betingelse, at undervisningen skal have samme karakter, som den undervisning, der udbydes på momsfritagne skoler eller universiteter.
At undervisningen skal betegnes som "uddannelse af børn og unge" betyder, at der for det første skal foreligge et lærer-elev forhold. Dette udelukker dog ikke, at fjernundervisning og lignende kan omfattes af momsfritagelsen, om end der i det mindste i disse tilfælde må være mulighed for en dialog med lærer og elever.
Der skal for det andet skal der være tale om undervisning af enkeltpersoner eller undervisning af hold.
Det er for det tredje en betingelse, at underviseren har relevant uddannelses og-/eller erhvervsmæssig erfaring i det, der undervises i.
For det fjerde skal det, der undervises i, være et fag eller et nærmere afgrænset emne. Der er således som anført i lovbemærkningerne til bestemmelsen ikke - som det er tilfældet i relation til skole- og universitetsundervisning - et krav om en bred og varieret mængde af emner i relation til momsfritagelsen af "uddannelse af børn og unge".
Undervisningen skal for det femte have indhold og niveau svarende til, hvad der udbydes på momsfritagne skoler eller universiteter. Momsfritagelsen omfatter herved eksempelvis ikke undervisning i "at tro på sig selv", jf. SKM2008.313.BR.
For det sjette er det en betingelse, at der foreligger en plan for undervisningen, som er udtryk for en gradvis stigende faglighed/udfordring. Undervisningen skal således have til formål at udvikle elevernes kundskaber eller evner inden for det fag eller afgrænsede emne, der undervises i.
Det har i denne forbindelse ikke betydning for momsfritagelsen, at en elev kun deltager i en lektion af en række af lektioner, ligesom det ikke har betydning, såfremt en elev tager den samme lektion flere gange. Det afgørende er, at formålet med undervisningen er at udvikle eleverne inden for det pågældende fag eller afgrænsede emne.
For det syvende skal der foreligge et væsentligt element af undervisning, jf. SKM2001.121.VLR. Det er på denne baggrund ikke tilstrækkeligt, at der foretages en indledende instruktion, hvorefter eleverne overlades til sig selv.
Alle syv betingelser skal opfyldes førend undervisningen kan karakteriseres som "uddannelse af børn og unge".
Der kan ved vurderingen af, om betingelserne er opfyldt, lægges vægt på, om undervisningen er godkendt som tilskudsberettiget efter folkeoplysningsloven, eller om udbyderen kan sammenlignes med en folkeoplysende forening, jf. SKM2008.522.LSR og SKM2013.48.LSR, men disse kriterier alene kan ikke anses for afgørende. Undervisning givet på aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter, som er berettiget til tilskud efter folkeoplysningsloven, momsfritages dog som kulturelle ydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
At der skal være tale om undervisning sammenligneligt med undervisning, der udbydes på momsfritagne skoler eller universiteter, ses bl.a. illustreret af Skatterådets afgørelse SKM2016.236.SR, hvor klaverundervisning givet som én-til-én undervisning, hvor underviseren var pianist, uddannet cand.mag. i musik fra Københavns Universitet, kunne omfattes af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 3. Dette uanset undervisningen foregik uden for et egentligt skoleforløb, ligesom undervisningen ikke var godkendt som tilskudsberettiget efter folkeoplysningsloven.
Skatterådet lagde vægt på, at undervisningen efter sin karakter og indhold kunne sammenlignes med undervisning i klaver, som foregår på eksempelvis momsfritagne musikskoler.
Ligeledes kunne stemmetræning, som består af en kombination af undervisning i legemsøvelser og undervisning i sang, sammenlignes med undervisning på en momsfritaget musikskole. Se SKM2016.107.SR.
Det bemærkes endvidere, at lektiehjælp vil kunne omfattes af momsfritagelsen i det omfang lektiehjælpen relaterer sig direkte til et fag, som udbydes på en momsfritaget undervisningsinstitution, ligesom leverandøren skal have tilsvarende uddannelsesmæssig baggrund/erfaring, som underviserne på den pågældende undervisningsinstitution.
Særligt om undervisning i legemsøvelser
Momsfritagelsen af uddannelse af børn og unge omfatter også undervisning i legemsøvelser. Dette betyder, at der skal være tale om gymnastik i bred forstand til almen styrkelse af udøverens krop. I betænkningen udarbejdet i forbindelse med indførelsen af momsfritagelsen af undervisning i 1978 eksemplificeres undervisning i legemsøvelser ved gymnastik, afspænding, yoga, dans og helsesport.
Det er på samme måde som for undervisning i musik, sprog mv. afgørende for momsfritagelsen af undervisning i legemsøvelser, at undervisningen kan anses for uddannelse af børn og unge, jf. ovenfor. Det bemærkes, at momsfritagelsen har hjemmel i momsfritagelsen af undervisning, og det er derfor undervisningen i legemsøvelser, der er momsfritaget - ikke udøvelsen af legemsøvelserne. Momsfritagelsen skal fortolkes i overensstemmelse hermed.
For så vidt angår den praktiske anvendelse af betingelserne i relation til undervisning i legemsøvelser skal følgende bemærkes:
Lærer-elev forhold
Undervisningen skal tilrettelægges således, at en instruktør gennem hele lektionen leder deltagerne gennem et på forhånd fastlagt program inden for eksempelvis gymnastik, pilates, spinning mv.
Undervisningen skal være givet af instruktøren, ligesom formålet skal være, at deltagerne i deres udøvelse af legemsøvelser mv. følger instruktørens undervisning.
Undervisningen skal have en vis intensitet, hvilket medfører, at undervisningen skal være givet af instruktøren og ikke i højere grad af de i forbindelse med udøvelsen af legemsøvelserne anvendte maskiner eller redskaber.
Endelig skal underviseren være til stede og fokuseret på at undervise, hvorfor instruktøren ikke kan have andre opgaver samtidig i form af eksempelvis modtagelse af kunder i receptionen.
Betingelsen vil eksempelvis ikke kunne anses for opfyldt i det tilfælde, hvor deltagerne på holdet gennemfører undervisningen efter instruktioner fra en opstillet skærm i træningslokalet - dette uanset om der er tale om afspilning af en optagelse af en instruktør.
Det må således lægges til grund, at der i det mindste skal være mulighed for en dialog med instruktøren, hvor deltagerne individuelt kan få tilpasset deres udøvelse af legemsøvelserne.
Undervisning af enkeltpersoner eller undervisning af hold
Antallet af deltagere i undervisningen er ikke afgørende for momsfritagelsen, idet momsfritagelsen vurderes på baggrund af karakteren af den leverede undervisning.
Momsfritagelse finder derfor anvendelse både i relation til personlig træning, hvor der kun er én enkelt deltager og på hold med et større antal deltagere. Se SKM2018.470.SR.
Det er endvidere ikke en betingelse, at deltagerne konkret er til stede gennem hele lektionen, hvorfor deltagerne frit kan komme og gå til og fra undervisningen uden konsekvenser for momsfritagelsen. Deltager en person derfor af en eller anden årsag alene i 20 minutter af en lektion på 45 minutter, vil undervisningen stadig kunne momsfritages.
Underviserens kvalifikationer
Det er en betingelse, at underviseren må anses for at have tilstrækkelige kvalifikationer til, at undervisningen opnår et vist fagligt niveau.
Instruktøren skal derfor have en relevant uddannelse og-/eller tilstrækkelig erhvervsmæssig erfaring i at varetage den pågældende undervisning, dvs. instruktøren skal være uddannet i - eller have erhvervsmæssig erfaring med, hvorledes de enkelte legemsøvelser bidrager til styrkelse af udøverens krop.
Typisk vil instruktøren opfylde betingelsen, såfremt denne har taget en uddannelse som fitnessinstruktør eller har tilsvarende erhvervsmæssig erfaring.
Fag eller et nærmere afgrænset emne
Det er en betingelse for, at undervisningen kan anses for uddannelse af børn og unge, at der undervises i et fag eller et nærmere afgrænset emne. Dette betyder, at der skal foreligge en kursusbeskrivelse, som fortæller, hvad undervisningsforløbet omfatter, og hvad formålet med undervisningen er.
I relation til undervisning i legemsøvelser kan dette bestå i, at der er tale om undervisning i eksempelvis pilates, dans, yoga, spinning mv., samt hvad formålet med denne træning er i relation til udøvelsen af legemsøvelser.
Indhold og niveau
Det er en betingelse for momsfritagelse af undervisning i legemsøvelser, at undervisningen har et indhold og et niveau svarende til, hvad der udbydes på momsfritagne skoler eller universiteter.
For så vidt angår betingelsen om et vist niveau må denne betingelse særligt anses for opfyldt, når undervisningen varetages af en uddannet instruktør og gennemføres ud fra et på forhånd fastsat program, som instruktøren skal lede deltagerne igennem, og som har til formål at træne deltagerne inden for et bestemt område.
Plan for undervisningen
Som anført ovenfor skal der foreligge en kursusbeskrivelse, som fortæller, hvad undervisningsforløbet omfatter, og hvilket formål i relation til udøvelsen af legemsøvelser undervisningen forfølger.
Det er i denne forbindelse afgørende, at formålet med undervisningen er at udvikle deltagernes evner inden for udøvelse af legemsøvelser. Der skal derfor i undervisningen være indlagt en stigende læringskurve, hvilket i praksis opfyldes ved, at der først gennemføres nogle basale øvelser, hvorefter der gradvis udføres mere udfordrende øvelser.
I relation til spinning og anden undervisningen i legemsøvelser, som er rettet mod styrkelse af deltagerne kondition, udholdenhed o.lign. opfyldes denne betingelse ved, at undervisningen har til formål successivt at øge belastningen eller intensiteten i løbet af lektionen.
Sværhedsgraden og udfordringen ved en legemsøvelse består i disse situationer i hastigheden og hyppigheden, hvormed den gennemføres samt i den restitutionstid, der tilrettelægges mellem deløvelserne og mellem lektionerne.
Det afgørende i relation til betingelsen om en plan for undervisningen er, at formålet med kurset opfylder denne betingelse. Det subjektive udbytte for den enkelte deltager er i denne forbindelse uden betydning. Det er ligeledes uden betydning for momsfritagelsen, at en deltager kun modtager én lektion i et tilrettelagt forløb af flere lektioner, samt om en deltager tager samme lektion flere gange.
Det bemærkes på denne baggrund, at repetition i undervisningen ikke i sig selv udelukker momsfritagelse, men repetitionen skal have et læringsmæssigt/udviklingsmæssigt formål.
Væsentligt element af undervisning
At der skal foreligge et væsentligt element af undervisning er slået fast af Vestre Landsret i SKM2001.121.VLR. I sagen foretog et fitnesscenter en introducerende instruktion i brugen af træningsfaciliteterne og udarbejdede et træningsprogram til deltagerne, hvorefter disse på selvvalgte tidspunkter uden fast medvirken af instruktør kunne gennemføre legemsøvelserne. Landsretten kom i denne sag frem til, at undervisningen ikke indeholdt væsentligt element af undervisning, hvorfor betingelsen for momsfritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, ikke var opfyldt.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at denne betingelse er udtryk for en helhedsvurdering af undervisningens intensitet, og vurderingen af betingelsen vil derfor være sammenfaldende med flere elementer af de øvrige betingelser.
Grundlæggende vil betingelsen typisk være opfyldt, når underviseren er til stede og fokuseret på at undervise gennem hele lektionen.
Underviseren skal i praksis påtage sig en aktiv rolle, der tilvejebringer, at deltagerne opnår de fysiologiske og tekniske færdigheder, der giver dem det mest optimale udbytte af at deltage i det enkelte træningsforløb.
Dette sker ved, at underviseren ved instruktion, screening, og løbende coaching af de enkelte deltagere i de enkelte træningspas, bliver katalysator for en stadig stigende læringskurve. Der er således tale om undervisningsforløb, hvor der er lærer-elev interaktion med en uddannet instruktør.
Betingelsen vil eksempelvis ikke være opfyldt, såfremt underviseren indledningsvis fortæller, at deltagerne skal gøre det samme som sidst eller underviseren instruerer i, hvad der skal laves i løbet af hele lektionen, hvorefter underviseren blot ser passivt til eller varetager andre opgaver i løbet af lektionen.
De udførte legemsøvelser skal således løbende være givet af underviseren ud fra et på forhånd fastlagt program.
At der skal foreligge et væsentligt element af undervisning udelukker ikke, at der anvendes maskiner eller redskaber i forbindelse med udøvelsen af legemsøvelserne.
Men er undervisningen, herunder eksempelvis bestemmelsen af legemsøvelsernes art eller intensitet, givet af maskinerne frem for af underviseren vil der ikke foreligge et væsentligt element af undervisning.
Der foreligger heller ikke et væsentligt element af undervisning, såfremt valget af maskiner eller redskaber ikke er givet løbende af instruktøren.
Personlige trænere
Momsfritagelsen af undervisning i legemsøvelser gælder uanset om undervisningen gives til en enkelt person af en personlig træner, eller om undervisningen gives til et hold med flere deltagere. Det er undervisningens art, der er afgørende for, om den kan momsfritages.
De samme betingelser skal være opfyldt, og undervisningen givet af personlige trænere skal derfor som udgangspunkt have samme indhold og niveau, som den momsfritagne undervisning givet i hold.
Hyres en personlig træner til at lede deltageren igennem et træningsprogram, som gerne må være individuelt tilrettelagt, i eksempelvis spinning, så vil dette kunne omfattes af momsfritagelsen.
Hyres en personlig træner derimod til at lægge et individuelt træningsprogram, samt give en indledende introduktion, hvorefter deltageren er overladt til selv at gennemføre træningsprogrammet, så vil ydelsen ikke kunne momsfritages, idet der herved ikke foreligger et væsentligt element af undervisning gennem udøvelsen af legemsøvelserne.
Leverer den personlige træner sammen med undervisningen ydelser i form af kostvejledning mv., skal det vurderes, om disse ydelser kan anses for biydelser til undervisningen. Dette vil typisk ikke være tilfældet, idet kostvejledning mv. ofte vil være et mål i sig selv for den gennemsnitlige forbruger, og ikke alene et mål til at udnytte hovedydelsen i form af undervisningen på de bedst mulige betingelser, jf. C-349/96, Card Protection Plan Ltd.
Undervisning i sportsgrene
Det bemærkes, at undervisning i specifikke sportsgrene, herunder golf, ridning, tennis mv. efter deres art ikke omfattes af momsfritagelsen af undervisning i legemsøvelser, uanset disse bidrager til en styrkelse af deltagernes kondition, udholdenhed o.lign. Dette gælder ligeledes undervisning i faldteknik og klatring.
For en nærmere afgrænsning heraf henvises til Den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.3 og D.A.5.5.
Undervisning i specifikke sportsgrene kan eventuelt momsfritages efter ML § 13, stk. 1, nr. 5, om momsfritagelse af amatørsport mv.
Undervisning i legemsøvelser ctr. salg af adgang til at dyrke sport
Ved forståelsen af "undervisning i legemsøvelser" efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., skal der sondres mellem momsfri "undervisning i legemsøvelser" i forhold til "erhvervsmæssigt salg af adgang til at dyrke sport" efter ML § 13, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., som handler om fritagelse for sportsaktiviteter og -arrangementer, der er afgiftspligtige, hvis de udbydes af en virksomhed, som arbejder med gevinst for øje.
Ved sondringen mellem momsfri undervisning i legemsøvelser efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt. og momspligtigt salg af adgang til at dyrke sport, som udbydes med gevinst for øje efter ML § 13, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., lægges vægt på:
- Bredden af den fysiske træning, der udøves. Det skal dreje sig om gymnastikundervisning i bred forstand til almen styrkelse af legemet. Det betyder, at undervisning i forskellige, mere specifikke sportsgrene ikke anses for omfattet af begrebet "undervisning i legemsøvelser"
- Om ydelsen indebærer et væsentligt element af reel undervisning. En lærer/instruktør skal undervise efter et forud fastlagt program, og undervisningen skal have en vis intensitet; det er altså ikke tilstrækkeligt, at den alene går ud på at instruere om brugen af forskellige trænings- og motionsapparater.
Konkrete aktiviteter, der er momsfritaget, medmindre de omfattes af ML § 13, stk. 1, nr. 3, 3. pkt.:
- Aerobic- og callaneticstræning, der foregår som holdtræning sådan, at holdet følger en instruktørs anvisninger bl.a. ved, at instruktøren fører an og viser, hvordan øvelserne skal udføres, anses for momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, som undervisning i legemsøvelser
- Rygtræning, der foregår som holdtræning, ledet af en instruktør, der i forbindelse med træningen giver specielle anvisninger på afhjælpning af rygproblemer, anses som momsfri undervisning i legemsøvelser
- Specialkurser i forebyggelse af idrætsskader for frivillige trænere og ledere fra en række sportsklubber, som bliver afholdt i en virksomhed, anses som momsfri undervisning i legemsøvelser
- Deltagelse på aerobic- og callaneticshold uden adgang til motionsredskaber anses som momsfri undervisning i legemsøvelser
- Skadebehandling, der bliver varetaget gennem fysisk genoptræning, anses som så individuel og intensiv, at det er momsfri undervisning i legemsøvelser.
Styrketræning, der ledsages af en introducerende vejledning i brug af maskiner og derefter af en ad hoc-vejledning, kan ikke efter ML § 13, stk. 1, nr. 5, anses som undtaget fra momspligten. Den træningsform anses derfor som erhvervsmæssigt salg af adgang til at dyrke sport. Se TfS1996,127MNA.
Den omstændighed, at et motionscenter udarbejder et træningsprogram for den enkelte, og at instruktøren viser og demonstrerer de maskiner, der anvendes til træningsprogrammet, er ikke nok til, at der kan ske momsfritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 3.
Kunderne kan eksempelvis modtage en introducerende instruktion i brugen af træningsfaciliteterne og få udarbejdet et træningsprogram, men træningen foregår på selvvalgte tidspunkter uden fast medvirken af instruktør, selv om der er en instruktør til stede, der kan give råd og vejledning.
Aktiviteterne indeholder imidlertid ikke et så væsentligt element af reel undervisning, at der er grundlag for at momsfritage efter ML § 13, stk. 1, nr. 3. Se SKM2001.121.VLR.
Et fitnesscenter, som udbyder styrketræning med fx 15 timers undervisning som led i et 12 måneders abonnement, er ikke momsfritaget undervisning. Efter forholdet mellem omfanget af træningen og omfanget af undervisningen har ydelsen ikke et så væsentligt element af undervisning, at der er grundlag for at anse den for fritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 3.
Selvom der er kunder som er henvist af kiropraktorer, leverer et fitnesscenter ikke "anden egentlig sundhedspleje", jf. ML § 13, stk. 1, nr. 1. Se SKM2007.576.ØLR, hvor der blev lagt vægt på en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen og oplysningerne om personalets uddannelse.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| EU-Domme | ||
| C-445/05, Haderer | Uden at det er nødvendigt i denne dom at give en præcis definition af fællesskabsbegrebet »skole- og universitetsundervisning« med hensyn til momsordningen, er det i det foreliggende tilfælde tilstrækkeligt at bemærke, at dette begreb ikke er begrænset til undervisning, der leder til eksamener med henblik på opnåelse af en kvalifikation, eller som gør det muligt at opnå en uddannelse med henblik på udøvelse af et erhverv, men omfatter aktiviteter, hvor undervisningen gives i skoler eller på universiteter med henblik på at udvikle elevernes eller de studerendes kundskaber eller evner, forudsat at disse aktiviteter ikke er af rent rekreativ karakter. De omstændigheder, der fremhævet i foregående præmis, indikerer således, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge under hensyntagen til samtlige omstændigheder i hovedsagen, at Werner Haderer - idet han ikke giver timerne for egen regning og under eget ansvar - i realiteten i sin egenskab af underviser har stillet sig til rådighed for delstaten Berlin, som har lønnet ham som en tjenesteyder, der leverer ydelser til fordel for det undervisningssystem, som administreres af denne delstat. På baggrund af de forudgående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, kan virksomhed, som består i at give hjælp til lektielæsning og lede et keramik- og drejekursus ved et voksenundervisningscenter, og som udøves af en privatperson, der har status af freelance-medarbejder, kun være omfattet af momsfritagelsen i medfør af sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra j), hvis denne virksomhed udgør timer givet på skole- eller universitetsniveau af en underviser for dennes regning og under dennes ansvar. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om dette er tilfældet i tvisten i hovedsagen.
|
|
| C-349/96, Card Protection Plan Ltd. | Det bemærkes, at der er tale om en enkelt ydelse, navnlig i den foreliggende sag, hvor et eller flere elementer skal anses for at udgøre hovedleveringen, mens omvendt et eller nogle elementer skal anses for sekundære ydelser, der er afgiftsmæssigt stillet som hovedydelsen. En ydelse skal anses for sekundær i forhold til en hovedydelse, når den ikke for kunderne udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser. |
|
| Landsretsdomme | ||
| SKM2007.576.ØLR | Det må lægges til grund, at Nautilus Club ApS i et vist omfang modtager kunder, der er henvist af kiropraktorer og fra kommuner. Der foreligger imidlertid ikke nogen oplysninger om, at den af Nautilus Club ApS drevne virksomhed i noget væsentligt omfang skulle bestå af behandling af patienter, herunder genoptræning og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag. Det bemærkes i den forbindelse, at virksomheden på Amager ifølge Landsskatterettens kendelse havde 6-800 medlemmer, og ca. 100 daglige brugere. Når dette sammenholdes med udtalelserne fra Sundhedsstyrelsen og med oplysningerne om personalets uddannelse, finder landsretten ikke, at den af Nautilus Club ApS drevne virksomhed kan anses for "anden egentlig sundhedspleje", jf. ML § 13, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af sagens oplysninger, at en kunde i Nautilus Club ApS normalt ville modtage mindst 15 timers undervisning som led i et 12-måneders abonnement. Det er endvidere oplyst, at virksomheden anbefaler, at man maksimalt trænede to gange ugentligt. Efter forholdet mellem omfanget af træningen og omfanget af undervisningen indeholder virksomheden herefter ikke et så væsentligt element af undervisning, at der er grundlag for at anse den for afgiftsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 3.
| Landsrettens dom er stadfæstet i SKM2008.843.HR, dog blev spørgsmålet om momsfritagelse iht. ML § 13 ikke indbragt for Højesteret. |
| SKM2001.121.VLR | Det fremgår af ordlyden af ML § 13, stk. 1, nr. 3, at skoleundervisning eller anden undervisning, der har samme karakter, eller faglig undervisning er undtaget fra lovens generelle afgiftspligt for erhvervsmæssig levering af varer og ydelser. Af bestemmelsens tilblivelseshistorie fremgår, at undtagelsen for afgiftspligt ikke kun omfatter undervisning, der har karakter af egentlig skolemæssig eller faglig uddannelse, men også fx undervisning i sprog, musik og legemsøvelser. Efter de foreliggende oplysninger modtager kunderne hos sagsøgeren en introducerende instruktion i brugen af træningsfaciliteterne og får udarbejdet et træningsprogram, hvorefter træningen foregår på selvvalgte tidspunkter uden fast medvirken af instruktør, der dog kan træde til med råd og vejledning, idet der på hver af de to etager, hvor aktiviteterne udøves, er en instruktør til stede. På baggrund af disse oplysninger finder landsretten ikke, at aktiviteterne indeholder et så væsentligt element af reel undervisning, at der er grundlag for at anse dem for afgiftsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 3.
| Tidligere landsskatteretskendelse TfS1999, 218LSR. |
| Byretsdomme | ||
| SKM2008.313.BR | Det er ikke tilstrækkeligt for, at en tjenesteydelse kan siges at have karakter af anden "skolemæssig" eller "faglig" undervisning, at denne foregår i fysiske rammer, der også anvendes til almindelig skoleundervisning, og at der gøres brug af skoleskemaer, klasseundervisning og kursusbevis, idet det afgørende er, om undervisningen efter sit indhold er "skolemæssig" eller "faglig". Efter beskrivelserne af "Born to win" i blandt andet ansøgningen om støtte fra Den Europæiske Socialfond lægges til grund, at formålet med projektet var at udvikle deltagernes sociale kompetencer, at lære dem at bryde uhensigtsmæssige mønstre og danne netværker, at tage ansvar for deres eget liv og at tro på sig selv. En sådan ydelse findes ikke at kunne karakteriseres som anden skolemæssig eller faglig undervisning, idet undervisningen ikke har til formål at bibringe eller vedligeholde kundskaber alene med erhvervsmæssigt sigte. Herefter, og idet retten har lagt vægt på, at de enkelte elementer i "Born to win", der har karakter af egentlig skolemæssig eller faglig undervisning, som for eksempel undervisning i "Job - skriv ansøgning", ikke efter, hvad der fremgår af ugeskemaerne eller oplysningerne i øvrigt, har udgjort et så væsentligt element, at der er grundlag for afgiftsfritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, tager retten i det hele Skatteministeriets påstand til følge.
|
|
| Landsskatteretten | ||
| SKM2013.48.LSR | Undervisning i tegning og maling over for privatpersoner blev ikke anset for momsfritaget jf. ML § 13, stk. 1, nr. 3. Ved afgørelsen af, hvad der forstås ved faglig uddannelse, lægges der vægt på, om undervisningen har til hensigt at bibringe eller vedligeholde kundskaber alene med et erhvervsmæssigt sigte. I tvivlstilfælde lægges der vægt på, om undervisningen er godkendt af det offentlige og/eller en faglig organisation samt på, om der er knyttet adgangskrav og eksaminer til kurset. Endvidere skal der være tale om egentlige kompetencegivende uddannelser. Hvorvidt en uddannelse kan anses for kompetencegivende afhænger af en konkret bedømmelse. I bedømmelsen kan indgå momenter som:
Landsskatteretten vurderede at undervisningen ikke opfylder betingelserne for momsfritagelse iht. ML § 13, stk. 1, nr. 3. Det er herved tillagt vægt, at klagerens undervisning i tegning og maling retter sig mod privatpersoner, at den ikke i særlig grad har til hensigt at bibringe eller vedligeholde kundskaber alene med et erhvervsmæssigt sigte.
|
|
| SKM2008.522.LSR | Landsskatteretten finder, at den af A ApS udbudte undervisning i japansk madlavning ikke er skoleundervisning eller faglig uddannelse, herunder omskoling omfattet af første og andet led i fritagelsen. I en situation som den foreliggende, hvor spørgerens undervisningsydelse falder uden for området af den momsfri undervisning, er leverancen momspligtig, uanset til hvem fakturaen udstedes. Uanset om fakturaen udstedes til en privatperson eller til en virksomhed eller institution, er der i det konkrete tilfælde ikke tale om undervisningsvirksomhed omfattet af fritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt.
|
|
| TfS1996, 732MNA | Momsnævnet træffer afgørelse om, at virksomhed med afholdelse af kurser i selvudvikling, healing, drømme og lign. ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., og at der derfor skal svares moms af denne virksomhed. Klager har anført, at den pågældende virksomhed er momsfri, da aktiviteterne primært er undervisning, og undervisningen retter sig mod enkeltpersoner. Klager har peget på, at lignende virksomheder heller ikke betaler moms, og har henvist til nævnets tidligere afgørelse i sag nr. 967/87, hvorefter undervisning i healing og intuitiv massage er undtaget fra momspligten. Nævnet træffer afgørelse om, at den pågældende kursusvirksomhed ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., og at der derfor skal svares moms af denne virksomhed. Nævnet har herved lagt vægt på, at kursusvirksomheden ikke efter sit indhold kan anses som skolemæssig undervisning. Nævnet finder heller ikke, at undervisningen kan karakteriseres som faglig uddannelse. Den tidligere sag, der er henvist til, kan efter nævnets opfattelse ikke lægges til grund, da det for denne sag var afgørende, at undervisningen henvendte sig til professionelle behandlere m.v. I nærværende sag henvender kurserne sig ikke til professionelle behandlere m.v. og er heller ikke i øvrigt kompetencegivende. Det fremgår således af virksomhedens kursusmateriale, at formålet med kurserne er at hjælpe den enkelte med at nå en dybere kontakt med sig selv, at forstå, værdsætte og acceptere sig selv.
|
|
| TfS1996,127MNA | Momsnævnet meddeler, at momsfritagelsen for skoleundervisning mv. i ML § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., ifølge lovbemærkningerne også omfatter undervisning i legemsøvelser. Momsnævnet lægger vægt på følgende ved sondringen mellem momsfri undervisning i legemsøvelser efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt. og momspligtigt salg af adgang til at dyrke sport som udbydes med gevinst for øje efter ML § 13, stk. 1, nr. 5, 1. pkt.:
Momsnævnet afgør herefter konkrete forelagte aktiviteter.
|
|
| TfS1996, 125MNA | Momsnævnet finder, at undervisning i faldteknik/faldskærmsudspring og klatring/bjergbestigning, der drives med gevinst for øje, omfattes af momspligten på linje med undervisning i fx golf, ridning og tennis. Det er således Momsnævnets opfattelse, at undervisning i faldeteknik, hhv. klatring, efter sin art ikke er undervisning i legemsøvelser, men må betragtes som sportstræning på linje med undervisning i fx golf, ridning og tennis. Der skal derfor i fremtiden betales moms af de omhandlede aktiviteter. Skatteministeriet bestemmer i tilslutning hertil, at virkningstidspunktet for ændringen fastsættes til den 1. april 1996. Momsnævnet anfører tillige, at der skal betales moms i forbindelse med aktiviteterne i dykkerskoler. Uddannelse af instruktører er momsfri virksomhed.
|
|
| Skatterådet | ||
| SKM2025.249.SR | Virksomhedsaktiviteten bestod bl.a. i undervisning/workshops, hvor der blev undervist i forskellige teknikker inden for japansk bondage. Skatterådet vurderede, at Spørgers leverancer i form af undervisningsforløb/workshops ikke var omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 3. Ved vurderingen henså Skatterådet til, at Spørgers forhold var sammenlignelige med forholdene i SKM2008.522.LSR, hvor Landsskatteretten vurderede, at undervisning i japansk madlavning ikke var momsfritaget i medfør af ML § 13, stk. 1, nr. 3.
|
|
| SKM2018.506.SR | Skatterådet bekræftede, at Spørgers kurser i mindfulness er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, idet undervisningen kan sidestilles med den undervisning, der foregår på momsfritagne aftenskoler.
|
|
| SKM2018.470.SR | Skatterådet bekræftede, at de undervisningsforløb med personlig træning, som Spørger påtænker at levere, er momsfritagne efter ML § 13, stk. 1, nr. 3. Momsfritaget er tillige Spørgers tillægsydelser i form af generel kostvejledning, vejning mv., idet disse anses for biydelser til undervisningen i legemsøvelser.
|
|
| SKM2018.384.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers undervisningsydelser, skulle betragtes som momsfri undervisning efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, når Spørger hyres som underviser, og der efterfølgende udstedes en faktura til undervisningsinstitutionen. Skatterådet finder derimod, at Spørgers undervisningsydelser, kan sidestilles med et arbejdsgiver-arbejdstagerforhold, og ydelsen er derfor ikke omfattet af momslovens regler, hvorfor der ikke skal betales moms. Skatterådet kunne ikke bekræfte at de foredrag, der levers af Spørger på aftenskoler, efterskoler mv., er momsfri undervisning, når fakturaen udstedes dertil, da foredragsydelserne ikke kan sidestilles med undervisning, efter ML § 13, stk. 1, nr. 3. Foredragsydelserne er derfor momspligtige.
|
|
| SKM2018.379.SR | Det er med baggrund i en konkret vurdering, af de fremlagte oplysninger om Spørgers ydelser i form af undervisning i forskellige former for trampolinspring, Skatterådets opfattelse, at disse alle må anses for undervisning i gymnastik i momsfritagelsens forstand, og de opfylder derfor betingelserne for momsfritagelse jf. ML § 13, stk. 1, nr. 3.
|
|
| SKM2018.141.SR | En kunstskole udbød både fysiske og online kurser i kunst. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at kunstskolens levering af kurser til udøvende kunstnere, som ikke var momsregistrerede, da deres årlige omsætning var under 300.000 kr., ikke var kurser rettet mod "virksomheder", jf. ML § 13, stk. 1, nr. 3, 2. pkt. Kurserne var dermed momspligtige. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at de af kunstskolen udbudte online kurser var omfattet ML § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., idet kurserne ikke havde karakter af skolemæssig eller faglig undervisning.
|
|
| SKM2016.236.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers levering af klaverundervisning til voksne, der havde klaverspil som fritidsinteresse, og til børn og unge under 18 år, der endnu ikke havde et sikkert erhvervsmæssigt sigte med klaverspillet, var momspligtig, idet ydelserne var omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt. Rådet kunne derimod bekræfte, at Spørgers levering af klaverundervisning til bl.a. seminarstuderende, folkeskolelærere, der selv betalte for kurserne, ansøgere til musikkonservatorierne, var momsfritaget, efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt.
|
|
| SKM2016.107.SR | Skatterådet bekræftede, at privat en-til-en undervisning i sangteknik og taleteknik (begge dele kaldes også under ét stemmetræning og/eller funktionel stemmebrugstræning) kunne omfattes af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 3. |
|
| Skattestyrelsen | ||
| TfS1998, 275TSS | Da cirkeltræning efter det oplyste kan foregå på flere måder, har styrelsen ikke udtalt sig generelt om, hvorvidt denne motionsform er fritaget for moms som undervisning i legemsøvelser efter ML § 13, stk. 1, nr. 3. Spørgsmålet må derfor afgøres konkret af den lokale told- og skatteregion i 1. instans ud fra de kriterier, der er nævnt i Momsvejledningen 1997, D.11.3. Cirkeltræning er således momsfrit, hvis den overvejende del af nedenstående kriterier er opfyldt:
I vejledningen er det desuden nævnt, at brug af redskaber eller maskiner ikke i sig selv udelukker, at der kan være tale om undervisning i legemsøvelser. For at der kan være tale om momsfri undervisning, må der imidlertid være et væsentligt element af reel undervisning.
|
|
,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen
Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
