D.A.5.3.2.3 Privattimer
Indhold
Dette afsnit handler om betingelserne for momsfritagelse af privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau efter ML § 13, stk. 1, nr. 3.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Med bestemmelsen momsfritages skole- og universitetsundervisning givet uden for det ordinære skolesystem af private udbydere.
For så vidt angår betingelserne i relation til indholdet af momsfritagne privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau, så er det de samme, som er gældende i relation til momsfritagelsen af skole- og universitetsundervisning. Se afsnit D.A.5.3.2.2 Skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner.
EU-Domstolen henviser således i dommene i sagerne C-449/17, A&G Fahrschul, C-47/19, HA og C-373/19, Dubrovin & Tröger Aquatics, til begrebet "skole- og universitetsundervisning" således som det anvendes i både artikel 132, stk. 1, litra i) og litra j).
Det betyder, at der skal være tale om privattimer, som samlet set vedrører en bred og varieret mængde af emner. Et eksempel kunne være det tilfælde, hvor en lærer hyres privat til at give folkeskoleundervisning til børn.
Generaladvokaten anfører endvidere i præmis 49 i indstillingen i C-449/17, A&G Fahrschul, at det forekommer, at bestemt supplerende undervisning gives som eneundervisning af bestemte lærere til bestemte elever uden for den pågældende skoles almindelige uddannelsesprogram. Desuden kan det forekomme, at nogle elever af helbredsmæssige eller andre grunde ikke gennemfører deres uddannelse under de almindelige former, dvs. i skolen, men individuelt, ofte i hjemmet. En sådan undervisning er ikke momsfritaget i henhold til artikel 132, stk. 1, litra i), da den ikke gives af tilsvarende offentligretlige organer eller andre organer. Dette hul lukkes med direktivets artikel 132, stk. 1, litra j).
Momsfritagelsen af privattimer omfatter ikke blot skole- og universitetsundervisning, men tillige undervisning i faglig undervisning uagtet det ikke fremgår direkte af ordlyden af bestemmelsen, jf. præmis 35 i EU-Domstolens dom i sagen C-473/08, Eulitz.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| EU-Domme | ||
| C-373/19, Dubrovin & Tröger Aquatics | Begrebet »skole- og universitetsundervisning« som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra i) og j), i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at det ikke omfatter svømmeundervisning, der gives af en svømmeskole. EU-Domstolen henviste til, at selv om svømmeundervisning som den i hovedsagen omhandlede, der gives af en svømmeskole, har stor betydning og forfølger et formål af almen interesse, udgør den ikke desto mindre en specialiseret undervisning, der tilbydes på ad hoc-basis, og som ikke i sig selv kan sidestilles med overførsel af viden og færdigheder vedrørende en bred og varieret mængde af emner såvel som uddybning og udvikling heraf, hvilket kendetegner skole- og universitetsundervisning.
|
|
| C-47/19, HA | Udtrykket "skole- og universitetsundervisning" som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra i) og j), i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at det ikke omfatter surf- og sejlundervisning for skoler eller universiteter gennemført af surf- og sejlerskoler som de i hovedsagen omhandlede, hvor en sådan undervisning er en del af idrætsprogrammet eller uddannelsen af idrætslærere og kan indgå i karaktergivningen. Domstolen henviste herved til, at sådan undervisning udgør specialiseret og smalt tilrettelagt undervisning, som ikke i sig selv svarer til den formidling, fordybelse og udvikling af viden og færdigheder inden for et bredt og alsidigt spektrum af stofområder, som er kendetegnende for skole- og universitetsundervisning.
|
|
| C-449/17, A&G Fahrschul | Begrebet »skole- og universitetsundervisning« som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra i) og j), i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at det ikke omfatter køreskoleundervisning, der gives af en køreskole som den i hovedsagen omhandlede med henblik på at opnå kørekort til køretøjer i kategori B og C1 som omhandlet i artikel 4, stk. 4, i direktiv 2006/126. (Kørekortdirektivet) Køreskoleundervisning til erhvervelse af de nævnte kørekort, hvis ellers undervisningen vedrører forskelligartet praktisk og teoretisk viden, er ikke desto mindre er en specialiseret undervisning, der ikke i sig selv er ensbetydende med at overføre viden og færdigheder vedrørende en bred og varieret mængde af emner såvel som uddybning og udvikling heraf, hvilket kendetegner skole- og universitetsundervisning.
|
|
| C-473/08, Eulitz | Ud over sin virksomhed som underviser og eksaminator varetog Thomas Eulitz den samlede faglige og organisatoriske ledelse af nogle af kurserne, således at han med de andre undervisere skulle aftale indholdet af og tidspunkterne for deres undervisning og for deltagerne var den centrale kontaktperson i spørgsmål vedrørende disse kurser. Under alle omstændigheder skal der, uden at det er nødvendigt at gennemgå de tre omstændigheder, som er opregnet i det andet præjudicielle spørgsmål, henvises til, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Thomas Eulitz har udøvet virksomhed som underviser inden for rammerne af faglige efteruddannelseskurser, som blev udbudt af tredjemand, EIPOS. Ifølge forelæggelsesafgørelsen var det dette organ - og ikke Thomas Eulitz - som havde ansvaret for den uddannelsesinstitution, ved hvilken Thomas Eulitz gav undervisning, og som leverede uddannelsesydelser til deltagerne i denne undervisning. Som den tyske og den græske regering har anført, udelukker denne omstændighed i sig selv, at Thomas Eulitz - og dermed Eulitz GbR - kan anses for at have givet »privattimer« som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra j). Det andet forelagte spørgsmål skal derfor besvares med, at sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra j), skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende kan en person som Thomas Eulitz, der er selskabsdeltager i det i hovedsagen sagsøgende selskab, og som leverer ydelser i sin egenskab af underviser inden for rammerne af efteruddannelseskurser, der udbydes af tredjemand, ikke anses for at have givet "privattimer" i denne bestemmelses forstand.
|
|
,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen
Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
