Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-Domme

C-349/96, Card Protection Plan Ltd.

Det bemærkes, at der er tale om en enkelt ydelse, navnlig i den foreliggende sag, hvor et eller flere elementer skal anses for at udgøre hovedleveringen, mens omvendt et eller nogle elementer skal anses for sekundære ydelser, der er afgiftsmæssigt stillet som hovedydelsen. En ydelse skal anses for sekundær i forhold til en hovedydelse, når den ikke for kunderne udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser.

Højesteretsdomme

SKM2003.299.HR

Den Rejsende Højskole har ikke for Højesteret bestridt, at højskolens virksomhed vedrørende "solidaritetsarbejderlinjen" er lønsumsafgiftspligtig efter § 1, stk. 1, 1. pkt., i den dagældende lønsumsafgiftslov sammenholdt med § 13, stk. 1, nr. 3, i den dagældende momslov.

Til støtte for den principale påstand har højskolen for Højesteret anført, "at såfremt appellanten får medhold i anbringendet om, at appellantens virksomhed er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i LAL § 2 a, nr. 2, vil appellanten ikke være lønsumsafgiftspligtig for nogen del af sin virksomhed, idet 54 pct. af appellantens omsætning hidrører fra "fremtidskurset".

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

Højesteret stadfæster landsrettens dom SKM2002.393.VLR.

Landsretsdomme

SKM2007.576.ØLR

Det må lægges til grund, at Nautilus Club ApS i et vist omfang modtager kunder, der er henvist af kiropraktorer og fra kommuner. Der foreligger imidlertid ikke nogen oplysninger om, at den af Nautilus Club ApS drevne virksomhed i noget væsentligt omfang skulle bestå af behandling af patienter, herunder genoptræning og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag. Det bemærkes i den forbindelse, at virksomheden på Amager ifølge Landsskatterettens kendelse havde 6-800 medlemmer, og ca. 100 daglige brugere. Når dette sammenholdes med udtalelserne fra Sundhedsstyrelsen og med oplysningerne om personalets uddannelse, finder landsretten ikke, at den af Nautilus Club ApS drevne virksomhed kan anses for "anden egentlig sundhedspleje", jf. ML § 13, stk. 1, nr. 1.

Det fremgår af sagens oplysninger, at en kunde i Nautilus Club ApS normalt ville modtage mindst 15 timers undervisning som led i et 12-måneders abonnement. Det er endvidere oplyst, at virksomheden anbefaler, at man maksimalt trænede to gange ugentligt. Efter forholdet mellem omfanget af træningen og omfanget af undervisningen indeholder virksomheden herefter ikke et så væsentligt element af undervisning, at der er grundlag for at anse den for afgiftsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 3.

Landsrettens dom er stadfæstet i SKM2008.843.HR, dog blev spørgsmålet om momsfritagelse iht. ML § 13 ikke indbragt for Højesteret.

SKM2002.393.VLR

Kursisterne på Solidaritetsarbejderlinjen er primært på højskolen for at modtage undervisning, der skal forberede dem på opholdet og arbejdet i Afrika. Da højskoleundervisning er omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 3, og dermed omfattet af afgiftspligten efter lønsumsafgiftsloven, jf. dennes § 1, stk. 1, 1. pkt., er denne del af sagsøgerens aktiviteter, der omfatter 46 pct. af omsætningen, derfor afgiftspligtig efter lønsumsafgiftsloven.

Fremtidskurset er rettet mod unge med særlige behov for støtte. På baggrund af C's forklaring og den under sagen fremlagte korrespondance kan det lægges til grund, at Højskolens ydelser til fremtidskursisterne består af såvel undervisning som social forsorg og bistand.

Efter en samlet afvejning af de under sagen fremkomne oplysninger lægges det til grund, at det væsentligste element i Højskolens ydelser er selve undervisningen. Landsretten har navnlig lagt vægt på indholdet af de af sagsøgeren udarbejdede program- og kursusoplæg, hvoraf fremgår, at undervisningselementet er det primære formål med opholdet.

Sagsøgerens aktiviteter i relation til fremtidskursisterne er således ligeledes omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 3, og dermed afgiftspligtig efter lønsumsafgiftsloven.

Højesteret har i SKM2003.299.HR stadfæstet landsrettens dom, nærmere bestemt den del hvorefter kommunernes tilskud anses som betaling for konkrete modydelser og ikke driftstilskud.

SKM2003.279.VLR

Det fremgår af vedtægterne for sagsøgerne, at de har til formål at drive fri- eller efterskole efter de til enhver tid gældende regler herom. Det fremgår endvidere af vedtægterne, at hvis de selvejende institutioner ophører med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal skolerne nedlægges. Det fremgår af årsprogrammet for friskolen, at skoletilbuddet i princippet retter sig mod alle børn i den skolepligtige alder, men at målgruppen navnlig er børn og unge med indlæringsvanskeligheder, særligt udsatte børn og unge, børn og unge fra opholdssteder og plejefamilier og andre børn og unge, som har brug for særlig pædagogisk omsorg og støtte. Noget tilsvarende fremgår ikke af programmet for efterskolen, og der er ikke fremlagt programmer eller lignende for DIE. Det lægges efter de afgivne forklaringer og de dokumenterede "elevhistorier" til grund, at elevgruppen for alle sagsøgerne har bestået af en forholdsvis stor andel af børn og unge med behov for særlig støtte, enten socialt eller indlæringsmæssigt, og at sagsøgernes ydelser til denne gruppe også har bestået af social forsorg og bistand. Efter at statstilskuddet til sagsøgerne bortfaldt med udgangen af 1996, har en stigende andel af eleverne været anbragt af de sociale myndigheder som følge af foranstaltninger i medfør af lov om social service § 40. Disse særlige forhold vedrørende elevgruppen kan imidlertid ikke begrunde, at sagsøgernes hovedydelse - modsat det, der fremgår af vedtægter og programmer - ikke skal anses for undervisning, men for social forsorg eller bistand. At det væsentligste element i sagsøgernes ydelser til eleverne må anses at være undervisning underbygges også af, at de fleste elever går op til folkeskolens afgangsprøve og af, at flere af de elever, der er fremlagt oplysninger om, ikke kunne fortsætte hos sagsøgerne, men måtte anbringes andre steder, fordi de ikke kunne modtage undervisning.

Sagsøgernes aktiviteter er således omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 3, og dermed lønsumsafgiftspligtige.

Landsskatteretten

SKM2006.355.LSR

Institutionens ydelser til de anbragte børn og unge består både af undervisning og af social forsorg og bistand.

Henset til institutionens vedtægtsmæssige formål, dens godkendelse som socialpædagogisk opholdssted efter § 49, stk. 2, i lov om social service, de regnskabsmæssige oplysninger om forholdet mellem opholdsdelen og skoledelen samt institutionens beskrivelse af de anbragte børn og unge, en typisk uge på institutionen, personale m.v., må institutionens ydelse i form af opholdsdelen anses for den primære ydelse.

Som følge heraf er der ikke grundlag for at anse opholdsdelen for en integreret del af skoledelen.

Skoledelen kan endvidere ikke anses for en sekundær ydelse til institutionens hovedydelse, som består i opholdsdelen, idet skoledelen udgør et mål i sig selv for de anbragte børn og unge, nemlig at modtage undervisning efter Undervisningsministeriets overordnede læseplaner med henblik på at kunne bestå folkeskolens afgangsprøve. Endvidere er skoledelen ikke et middel til at udnytte opholdsdelen på de bedst mulige betingelser, jf. herved præmis 30 i EF-domstolens dom i sag nr. C-349/96 (Card Protection Plan Ltd.) (SU 1999, 158, red.).

Institutionen leverer således to selvstændige hovedydelser bestående i henholdsvis social forsorg og bistand, der er fritaget for lønsumsafgift, og undervisning, der er omfattet af lønsumsafgiftspligten.

Det bemærkes herved, at det socialpædagogiske element i undervisningen, herunder specialundervisningen i henhold til § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 896 af 22/9 2000 om folkeskolens specialundervisning og anden socialpædagogisk bistand, må anses for en ydelse i nær tilknytning til selve undervisningen, hvorfor skoledelen som helhed må anses for omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 3.

Tidligere SKM2001.43.LSR.