Indhold

Afsnittet beskriver, hvad der nærmere skal forstås ved forsikringspræmier efter loven. Der kan således opstå afgrænsningsproblemer, hvis en forsikring sælges sammen med andre varer eller serviceydelser.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Vederlaget for en skadesforsikring
• Sammenhæng med en anden aftale
• Vejhjælpsabonnementer
• Forholdet til momsreglerne
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se også afsnit E.A.6.1.2 Skadesforsikringer omfattet af reglerne om begrebet skadesforsikring og afsnit E.A.6.1.5 om beregning af afgiften.

Regel

Afgiften betales af forsikringspræmier for skadesforsikringer. Se SKADL § 1, stk. 1.

Vederlaget for en skadesforsikring

Ved forsikringspræmie forstås vederlaget, som betales for en skadesforsikring. Med forsikringspræmie forstås vederlaget, uanset hvem der betaler vederlaget. Hvis vederlaget/betalingen helt eller delvis består af andet end penge, skal værdien heraf medregnes til vederlaget. Se SKADL § 3, stk. 1.

Det følger af bestemmelsens 1. led, at der med forsikringspræmie forstås betalingen for en skadesforsikring. Bestemmelsen i SKADL § 3, stk. 1, 2. led, skal sikre, at der bliver betalt afgift af den samlede betaling eller modydelse for en skadesforsikring.

Det er i den forbindelse uden betydning, om prisen (vederlaget) betales af forsikringstageren eller af tredjemand. Hvis betalingen består i andet end penge, skal værdien heraf medregnes til den afgiftspligtige præmie. Det kan fx være tilfældet, hvis der finder en byttehandel eller lignende sted som led i betalingen for forsikringen. I så fald afspejler den betalte præmie ikke den reelle pris for forsikringen, og det afgiftspligtige vederlag skal da forhøjes med værdien af de varer eller ydelser, som indgår i betalingen for forsikringen.

Det følger også af bestemmelsen, at betalingen for en skadesforsikring er afgiftspligtig, uanset om betalingen konkret benævnes forsikringspræmie. Hvis der eksempelvis bliver betalt et vederlag ved tegning af en rammeaftale vedrørende skadesforsikring (såkaldt generalpolice), skal der også betales skadesforsikringsafgift heraf. Disse rammeaftaler er aftaler mellem forsikringsgiver og forsikringstager om forsikring af risici af en nærmere specificeret art, som anmeldes af forsikringstageren enten forudgående eller efterfølgende.

Sammenhæng med en anden aftale

Hvis aftalen om en afgiftspligtig skadesforsikring har sammenhæng med en anden aftale, eller hvis der består et interessefællesskab mellem parterne, skal vederlaget mindst anses for at udgøre den pris, som uafhængige parter ville fastsætte for en tilsvarende skadesforsikring. Se SKADL § 3, stk. 2. Bestemmelsen skal sikre, at der bliver betalt afgift af den reelle pris for forsikringen.

Eksempler

Følgende er eksempler på forsikringer, der har sammenhæng med en anden aftale:

• Et kreditkort, der er tilknyttet en "gratis" rejseforsikring.
• Et abonnement, kontingent eller lignende, der inkluderer en skadesforsikring
• Et salær vedrørende salg af en fast ejendom, der indeholder en skadesforsikring vedrørende flytningen.

Listen er ikke udtømmende.

I disse tilfælde kan den synlige præmie for skadesforsikringen være reduceret, eller måske kan forsikringen ligefrem være "gratis", fordi den reelle præmie for skadesforsikringen betales som en del af en anden ydelse m.v. Afgiftsgrundlaget bliver derved for lavt. Det afgiftspligtige vederlag for forsikringen i sådanne situationer skal udgøre mindst det beløb, som uafhængige parter ville fastsætte for en tilsvarende forsikring, dvs. den almindelige pris for en forsikring af den pågældende art.

Bemærk vedrørende de nævnte eksempler, at det er forsikringsvirksomheden, som indgår aftalen om levering af forsikringsydelsen, der skal betale afgiften. Se E.A.6.1.4.1 Afgiftspligt for skadesforsikringsafgift om afgiftspligtige forsikringsvirksomheder. Virksomheder, der fungerer som forsikringsagenter for forsikringsselskaber er ikke afgiftspligtige, se nærmere E.A.6.1.4.1 Afgiftspligt for skadesforsikringsafgift om forsikringsagenter og SKM2014.237.SR, som er refereret nedenfor. 

Hvis der består et interessefællesskab mellem parterne i en forsikringsaftale, kan det også få betydning for afgiftsgrundlaget, dvs. det beløb, der skal betales afgift af. Begrebet »interessefællesskab« er ikke nærmere defineret, men bestemmelsen skal give Skatteforvaltningen en mulighed for, i særlige tilfælde, at tilsidesætte et afgiftsgrundlag, hvis det afviger fra markedsmæssige vilkår.

Reglen kan også tænkes anvendt i en situation, hvor der indgås aftale om både en afgiftspligtig og en afgiftsfritaget forsikring, og præmien for den afgiftspligtige del er sat uforholdsmæssigt lavt, mens præmien for den afgiftsfritagne del tilsvarende er sat uforholdsmæssigt højt.

I konkrete tilfælde, hvor der er tvivl om afgiftsgrundlaget, dvs. hvor stort et beløb, der skal betales afgift af, er det muligt at bede Skatteforvaltningen om bindende svar herom. Se afsnit A.A.3 Bindende svar samt bindende tariferingsoplysninger og bindende oprindelsesoplysninger om reglerne om bindende svar.

I sagen SKM2014.237.SR har Skatterådet afgivet bindende svar om, at afgiftspligtig forsikringspræmie ikke omfatter en eventuel betaling, som en agent opkræver hos den forsikrede, uafhængigt af præmien til forsikringsselskabet.

Sagen drejede sig om forsikring i et 3-partsforhold, hvor en leasingvirksomhed tilbød at tegne forsikring til dækning af leasingtagers risiko for skader på genstande, som var leaset hos virksomheden. Forsikringen blev tegnet af leasingvirksomheden ved at inddrage den enkelte leasinggenstand under en såkaldt gruppepolice, hvor leasingvirksomheden var forsikringstager. Policen omfattede leasingvirksomhedens udstyr, som var udlejet til en række leasingtagere.

Leasingvirksomheden betalte en præmie for forsikringen til forsikringsselskabet, og opkrævede et beløb fra leasingtager for forsikringen, som var højere end præmien til forsikringsselskabet, idet der var inkluderet en yderligere betaling til leasingvirksomheden. Den yderligere betaling var fastsat af leasingvirksomheden på eget initiativ, uafhængigt af forsikringsselskabet. Leasingvirksomheden optrådte samtidig i aftaleforholdet mellem parterne som agent for forsikringsselskabet.

Skatterådet bemærkede, at afgiften af den pågældende forsikring skulle beregnes af den præmie, der blev opkrævet af forsikringsselskabet overfor leasingvirksomheden. Skatterådet henviste i den forbindelse til SKADL § 1, stk. 1, samt bemærkningerne til bestemmelsen, hvoraf det fremgår, at der med begrebet skadesforsikring forstås en aftale, hvor et forsikringsselskab overtager den økonomiske risiko for en uvis begivenheds indtræden. Med præmien, dvs. vederlaget for skadesforsikring, skulle forstås det vederlag, der betales til forsikringsselskabet for at overtage den økonomiske risiko for indtræden af de skader, der er dækket af forsikringsaftalen.

Skatterådet lagde i den forbindelse vægt på, at det i forholdet mellem forsikringsselskabet og agenten var frivilligt for agenten, om denne overfor leasingtager ville opkræve honorar/vederlag, som blev lagt oveni den pris, der blev opkrævet hos leasingtageren for forsikringen. Det yderligere beløb kunne dermed ikke anses som en del af forsikringsselskabets pris for forsikringen, og der var dermed ikke tale om vederlag for forsikringsselskabets ydelse i form af skadesforsikring. 

Skatterådet bemærkede endvidere, under henvisning til lovens § 3, stk. 1, samt forarbejderne til bestemmelsen, at der med præmie forstås vederlaget for forsikringen, uanset om det betales af forsikringstageren eller af 3.mand. Præmien til forsikringsselskabet var dermed afgiftspligtig, uanset at forsikringen var tegnet som en gruppepolice, og der var tale om et trepartsforhold, hvor forsikringen var tegnet i 3.mands interesse og for 3.mands regning.

SKM2014.237.SR er også omtalt i afsnit E.A.6.1.4.1 og E.A.6.1.4.2 Registrering af afgiftspligtige forsikringsvirksomheder om afgiftspligtige forsikringsvirksomheder og registreringspligt.

Vejhjælpsabonnementer

Det forekommer ofte i praksis at vejhjælpsabonnementer, som er afgiftspligtige skadesforsikringer, sælges til forbrugere sammen med andre varer eller ydelser, som ikke er skadesforsikringer. Ofte fremgår prisen for vejhjælpsabonnementet ikke særskilt, eller abonnementet medfølger "gratis".

Det følger af SKADL § 3, stk. 2, at hvis en skadesforsikring sælges sammen med andre varer eller ydelser, skal der betales afgift af en pris, der mindst svarer til den pris, som uafhængige parter ville fastsætte for en tilsvarende skadesforsikring. I forarbejderne uddybes dette som den "almindelige pris" for den pågældende type forsikring. Endvidere fremgår det, at bestemmelsen i SKADL § 3, stk. 2, tænkes anvendt i særlige tilfælde og giver Skatteforvaltningen mulighed for at tilsidesætte et afgiftsgrundlag, hvis det afviger fra markedsmæssige vilkår.

Det betyder efter Skatteforvaltningens opfattelse, at den afgiftspligtige virksomhed skal fastsætte en pris på basis af oplysninger om markedsprisen for en tilsvarende type vejhjælpsabonnement. Det vil være markedsprisen overfor den sikrede forbruger (den pågældende bilist, som er dækket af vejhjælpen), som udgør markedsprisen. Det betyder endvidere, at prisen skal kunne rumme en avance i forhold til kostprisen eller indkøbsprisen hos en eventuel underleverandør. Der kan endvidere tages hensyn til en eventuelt opnået mængderabat (f.eks. en procentdel), hvis ydelsen købes hos en underleverandør, og rabatten er opnået på frie markedsvilkår.

Hvis virksomheden fastsætter afgiftsgrundlaget lavere end de nævnte offentligt tilgængelige priser på markedet, vil virksomheden skulle kunne forklare årsagen til den lavere vurdering af markedsprisen.

Markedsvilkår

En pris på almindelige markedsvilkår fastsættes til indkøbs- eller kostsprisen, og rummer derudover en avance. Formuleringen "uafhængige parter" medfører, efter Skatteforvaltningens opfattelse, at den fastsatte pris ikke må være påvirket af, at der købes en anden ydelse sammen med forsikringsydelsen. Der skal kunne rummes en avance svarende til den fortjenstmargen, som virksomheden i øvrigt har.

Tilsvarende abonnement

Den væsentlige ydelse ved vejhjælpsabonnementet er sikringen af assistance/vejhjælp ved skader, som forhindrer kørsel med det sikrede køretøj. Der vil derfor være tale om et "tilsvarende" abonnement, selvom et givent abonnement inkluderer tilgift i form af andre, mindre ydelser eller fordele for kunden.

Det kan forekomme, at det pågældende abonnement afviger væsentligt fra andre typer af vejhjælpsabonnementer. Der kan eksempelvis gælde væsentligt andre betingelser i forhold til et standard-abonnement, som medfører, at en sammenlignelig markedspris ikke foreligger. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis der gælder en væsentlig selvrisiko, eller vejhjælpen er afskåret i visse situationer. Det vil ligeledes være i situationer, hvor abonnementet kun dækker biler op til en vis alder, f.eks. de første 4 år af bilens levetid.

Det er Skatteforvaltningens opfattelse, at der i disse tilfælde skal tages udgangspunkt i prisen for et standardabonnement med fuld vejhjælpsdækning overfor forbrugere. Derefter skal der foretages et tillæg eller fradrag på den skønnede forholdsmæssige værdi af tillægsydelser, eller manglende ydelser (afvigelser) i forhold til værdien af standardabonnementet. Den fastsatte pris må endvidere ikke være under indkøbs- eller kostpris, og skal kunne rumme en avance. Der kan tages hensyn til eventuel opnået mængderabat, hvis ydelsen indkøbes fra 3.-mand, og rabatten er opnået på frie markedsvilkår.

Særlige forhold vedrørende prisdannelse på vejhjælpsabonnementer

Ifølge oplysninger fra branchen vil vejhjælpsabonnementer, som kun dækker nye biler, være væsentligt billigere end abonnementer, der ikke tager hensyn til bilens alder. Det skyldes, at nedbrudsraten på nye biler er væsentligt lavere end gennemsnittet, og at der generelt er større usikkerhed forbundet med at vurdere risikoen for skader på ældre biler. Hvis abonnementet i det konkrete tilfælde kun gælder for nye biler, kan der tages hensyn til denne faktor ved prisfastsættelsen.

Følgende eksempel viser elementer, der ifølge branchen kan indgå i prisfastsættelsen af et abonnement (bemærk: de anvendte faktiske tal er alene eksempler til illustration af en beregningsmetode):

Vedrørende nedbrudsraten oplyser branchen, at forskellene heri kan opdeles i 3 kategorier, og varierer i følgende intervaller:

Abonnementer tegnet vedr. nye biler/Leasingselskaber: 2 - 15 %

Abonnementer tegnet hos forsikringsselskaber: 10 - 25 %

Abonnementer tegnet hos vejhjælpsselskaber: 20 - 40 %.

Variationen skyldes, at den forsikrede bilpark har forskellig gennemsnitsalder i de 3 kategorier.

Dokumentation

Det fremgår af bestemmelsen, at afgiftsgrundlaget mindst skal udgøre den pris, som uafhængige parter ville fastsætte. Der vil derfor altid kunne tages udgangspunkt i offentligt tilgængelige listepriser for vejhjælpsabonnementer i det yderste omsætningsled (overfor forbrugere).

Virksomheden har pligt til at føre et afgiftsregnskab og opbevare det regnskabsmateriale, som danner grundlag for afgiftsberegningen. Det anbefales, at virksomheden som en del af regnskabsmaterialet opbevarer dokumentation for de priser og faktorer, som er indgået, samt begrundelser for de skøn, som er foretaget ved beregningen af det kalkulerede afgiftsgrundlag.

Markedsprisen overfor forbrugere kan eksempelvis dokumenteres ved oplysninger om listepriser overfor forbrugere fra mindst to udbydere årligt.

Kostprisen kan dokumenteres ved prisoplysninger fra leverandører eller regnskabsmæssige opgørelser over omkostninger ved produktionen af ydelsen.

Avancen kan dokumenteres ud fra oplysning om virksomhedens årlige fortjenstmargen, som er taget ud fra virksomhedens regnskabstal (overskud/omsætning).

Værdien af væsentlige afvigelser fra et standardabonnement kan, hvis virksomheden ikke har oplysninger, der kan danne grundlag for værdien, fastsættes ved virksomhedens skøn. Skatteforvaltningen kan konkret bede om dokumentation, hvis det foretagne skøn ikke vurderes retvisende. Dokumentation kan f.eks. udgøres af en aktuarmæssig vurdering af betydningen af de atypiske betingelser.

Eksempler

Eksemplerne er ikke udtømmende.

Se også

Skatteforvaltningen har tidligere udtalt sig om, hvilke virksomheder der har afgiftspligt ved salg af vejhjælpsabonnementer sammen med andre ydelser, se SKM2015.457.SKAT, som er indarbejdet i Skatteforvaltningens juridiske vejledning, afsnit E.A.6.1.4.1 Afgiftspligt for skadesforsikringsafgift. Det fremgår heraf, at det kun er virksomheder, der påtager sig forsikringsrisikoen overfor den sikrede bilist, som bliver afgiftspligtige. Virksomheder, der sælger vejhjælpsabonnementer sammen med deres øvrige varer og ydelser, og som ikke selv påtager sig forsikringsrisikoen overfor kunden, men overlader denne til en anden virksomhed, skal ikke beregne og indbetale afgift.

Forholdet til momsreglerne

Ovenstående regler og praksis har ikke betydning for reglerne om fordeling af vederlag mellem momspligtige og momsfri varer og/eller ydelser, som beskrevet i Skatteforvaltningens juridiske vejledning, afsnit D.A.8.1.1.8 Fordeling af vederlag mellem momspligtige og momsfri varer og/eller ydelser. Det skyldes, at disse regler hviler på et andet lovgrundlag, samt EU-retspraksis. En eventuel opdeling til brug for momsgrundlag og momsfradragsret kan ikke anvendes eller lægges til grund for beregningen af skadesforsikringsafgift efter SKADL § 3, stk. 2. En fastsættelse af afgiftsgrundlaget for skadesforsikringsafgift kan endvidere ikke anvendes ved fordeling af momsgrundlag eller momsfradragsret.

Se også

Afsnit E.A.6.1.7 Regnskab om regnskabsførelse. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.