Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2017-1
<< >>

C.F.9.2.7.2.2 Georgien - Gennemgang af DBO'en

Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 30 og den tilhørende protokol, punkt 1 - 6.

Bemærk

Ved gennemgangen er kun anført de dele af artiklen, som afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2014. Se DBO'en om den præcise ordlyd og det nærmere indhold af afvigelsesbestemmelsen.

Om en artikel eller dele af den svarer til OECD's modeloverenskomst, se afsnit C.F.8.2.2.1.31, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

Artikel 1: Personer omfattet af aftalen

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.1 Artikel 1: Personer omfattet af overenskomsten om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: Skatter omfattet af aftalen

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.2 Artikel 2: Skatter omfattet af modeloverenskomsten om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Formueskat er ikke omfattet af DBO'en.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter folkeretten og efter dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til

  • efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
  • anden virksomhed med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af området.

Færøerne og Grønland er ikke omfattet af DBO'en.

"Selskab" skal fortolkes sådan, at det betyder enhver juridisk person eller enhver enhed, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person, når en sådan juridisk person eller anden enhed udøver økonomisk virksomhed. Se protokollen, punkt 3.

"International trafik" anvendes på foretagender, der er hjemmehørende i et af landene, uanset hvor den virkelige ledelse har sæde.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 Artikel 3: Almindelige definitioner om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danske pensionskasser, der generelt er fritaget for beskatning, anses for at være hjemmehørende i Danmark, uanset de ikke er personer i DBO'ens forstand. Se protokollen, punkt 4.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.4 Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

En byggeplads eller et anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 6 måneder. Se artikel 5, stk. 3.

En installation, en borerig eller et skib, der anvendes ved efterforskning af naturforekomster - men ikke ved den efterfølgende udvinding af disse - udgør kun et fast driftssted, hvis virksomheden varer ved i mere end 6 måneder. Virksomhedsperioder for forbundne foretagender lægges sammen, medmindre de er samtidige. Se artikel 5, stk. 4.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.5 Artikel 5: Fast driftssted om OECD's modeloverenskomst artikel 5.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 Artikel 6: Indkomst af fast ejendom om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.

Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.

Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5.

Fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, skal ske efter samme metode år for år, medmindre der er gode og fyldestgørende grunde til en anden fremgangsmetode. Se artikel 7, stk. 6.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Skibs- og luftfart

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved driften af skibe eller fly i international trafik kan kun beskattes i det land, hvor rederiet eller luftfartsselskabet er hjemmehørende. Se artikel 8, stk. 1.

Fortjeneste ved udlejning af skibe og fly uden besætning (bareboat-charter) samt fortjeneste ved brug eller udleje af containere, herunder anhængere, pramme og lignende udstyr der anvendes til transport af containere, er også omfattet af bestemmelsen, når fortjenesten har nær tilknytning til anden fortjeneste ved drift af skibe og fly i international trafik. Se protokollen, punkt 5.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se protokollen, punkt 5 og 6.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverensomstens artikel 8, stk. 2. Fortjeneste ved driften af både, der anvendes i indre farvande beskattes derfor efter de regler, der gælder for erhvervsindkomst. Se artikel 7.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 8, stk. 3. Hvis den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sæde ombord på et skib eller en båd beskattes fortjenesten derfor efter reglerne om anden indkomst. Se artikel 22.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 Artikel 8: Fortjeneste ved skibs- og luftfart om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Forbundne foretagender

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 Artikel 9: Forbundne foretagender om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytte

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Hovedregel

Kildelandet kan beskatte udbytte med højst 10 pct. af bruttobeløbet, hvis modtageren er omfattet af DBO'en. Se artikel 10, stk. 2, litra d.

Undtagelser

Kildelandet kan ikke beskatte udbytter, hvis xden retmæssige ejer er et selskab, som direkte eller indirektex ejer mindst 50 pct. af kapitalen i datterselskabet og har investeret mere end, hvad der svarer til to millioner euro i selskabet. Se artikel 10, stk. 2, litra a.

Kildelandet kan ikke beskatte udbytter, hvis xden retmæssige ejerx er den anden kontraherende stat eller denne stats centralbank eller nogen offentlig myndighed eller anden offentlig institution (herunder en finansiel institution), som ejes eller kontrolleres af regeringen i dette land. Se artikel 10, stk. 2, litra b.

Kildelandet kan beskatte udbytte med højst 5 pct. af bruttobeløbet, xhvis den retmæssige ejer er et selskab, derx ejer mindst 10 pct. af kapitalen i datterselskabet og har investeret mere end, hvad der svarer til 100.000 euro i dette. Se artikel 10, stk. 2, litra c.

Bemærk

Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte udbytter i moder-/datterselskabsforhold, hvis moderselskabet ejer mindst 10 pct. af kapitalen i datterselskabet. Se SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c.

Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.10 Artikel 10: Udbytte om OECD's modeloverenskomst artikel 10.

Artikel 11: Renter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Renter kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 11, stk. 1.

Bemærk

Artiklen indeholder modeloverenskomstens artikel 11, stk. 4, om kildelandsbeskatning af renter i forbindelse med udøvelse af erhvervsvirksomhed med fast driftssted. Se artikel 11, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 Artikel 11: Renter om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.12 Artikel 12: Royalties om OECD's modeloverenskomst artikel 12.

Artikel 13: Kapitalgevinster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se protokollen, punkt 6.

Bemærk

Artiklen omfatter ikke skibe, der anvendes til transport i indre farvande. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 4.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 13, stk. 4, om kildelandsbeskatning af fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 4 (opsamlingsbestemmelse).

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 Artikel 13: Kapitalgevinster om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 14: Frit erhverv

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000. Se afsnit C.F.8.2.2.14 Artikel 14: Frit erhverv om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.

Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.15 Artikel 15: Indkomst fra personligt arbejde i ansættelsesforhold om OECD's modeloverenskomst artikel 15.

183-dages-reglen finder anvendelse, når vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i bopælslandet. Se artikel 15, stk. 2, b).

Artikel 15, stk. 3, medtager ikke vederlag for arbejde på skibe, der benyttes til transport i indre farvande. Dette vederlag beskattes efter artikel 15, stk. 1 og 2.

Se også

Se også

  • Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
  • Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
  • Artikel 19 om løn for offentligt hverv
  • Artikel 20 om professorreglen.

Artikel 16: Bestyrelseshonorarer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 Artikel 16: Bestyrelseshonorar om OECD's modeloverenskomst artikel 16.

Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan ikke beskatte vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, når besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra kildelandet eller bopælslandet. I sådanne tilfælde kan indkomsten kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3.

Bemærk

Artiklen anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, medmindre der er tale om udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.17 Artikel 17: Entertainere og sportsudøvere om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 18: Pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Regel - private pensioner

Private pensioner og andre lignende vederlag kan kun beskattes i bopælslandet, hvad enten de stammer fra tidligere tjenesteforhold eller ikke. Se artikel 18, stk. 2, 1. punkt.

Undtagelse - kildelandsbeskatning

Kildelandet kan beskatte private pensioner og andre lignende vederlag, hvis

  • modtageren har haft fradrag i kildelandet for betalte bidrag til pensionsordningen, eller
  • modtageren ikke er blevet beskattet i kildelandet af bidrag, som er indbetalt af en arbejdsgiver.

Kildelandet kan i disse tilfælde beskatte pension, der udbetales af en pensionskasse eller anden tilsvarende institution, der udbyder pensionsordninger, som fysiske personer kan tilslutte sig for at sikre sig pensionsydelser. Pensionskassen eller institutionen skal være oprettet, skattemæssigt anerkendt og kontrolleret efter landets lovgivning. Se artikel 18, stk. 3.

Sociale ydelser

Kildelandet kan beskatte betalinger efter den sociale sikringslovgivning i kildelandet eller efter enhver anden ordning, der stammer fra offentlige midler i kildelandet. Se artikel 18, stk. 1.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 Artikel 18: Pensioner om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 19: Offentligt hverv

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.19 Artikel 19: Offentligt hverv om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Artikel 20: Professorer, lærere og videnskabelige forskere

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i modeloverenskomsten.

Professorregel

Vederlag til professorer, lærere og videnskabelige forskere for undervisning eller forskning ved et universitet eller anden tilsvarende institution beskattes ikke i opholdslandet, hvis

  • opholdet ikke overstiger 6 måneder fra datoen for personens første besøg med det formål at undervise eller forske, og
  • personen var hjemmehørende i det andet land umiddelbart før besøget i opholdslandet, og
  • vederlaget beskattes i det andet land, og
  • personen ikke er statsborger i opholdslandet, og
  • forskning udføres i offentlighedens interesse og ikke hovedsageligt til fordel for private interesser.

Professorreglen kan kun anvendes én gang pr. person. Se bemærkningerne til artikel 20 i L 114 af 12. marts 2008.

Se også

Se også

Artikel 21: Studerende

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 Artikel 20: Studerende om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 22: Anden indkomst

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen finder ikke anvendelse på skatter af gevinster, som fysiske personer modtager fra spil og lotterier. Se artikel 22, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.21 Artikel 21: Andre indkomster om OECD's modeloverenskomst artikel 21.

Artikel 23: Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Georgien kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 23, stk. 1, litra a og b. Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Georgien, nedsættes den danske skat efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Georgien. Se artikel 23, stk. 1, litra c.

Georgien giver lempelse for dansk skat efter samme principper.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 Artikel 23 A og 23 B: Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 24: Ikke-diskriminering

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.24 Artikel 24: Ikke-diskriminering om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 25: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 Artikel 25: Gensidig aftaleprocedure (Mutual Agreement Procedure) om OECD's modeloverenskomst artikel 25.

Artikel 26: Udveksling af oplysninger

Svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.26 Artikel 26: Udveksling af oplysninger om OECD's modeloverenskomst artikel 26.

Artikel 27: Diplomater mv.

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 Artikel 28: Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 28: Protokol og ændringer

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i modeloverenskomsten.

Artiklen fastslår, at den tilknyttede protokol skal udgøre en integrerende del af denne aftale, og at ændringer og tilføjelser til DBO'en kan fortages i form af protokoller, der træder i kraft efter de regler, der gælder efter artikel 29.

Se også

Se også DBO'en artikel 28 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 29: Ikrafttræden

Overenskomsten trådte i kraft den 23. december 2008 og har virkning fra 1. januar 2009.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.30 Artikel 30: Ikrafttræden om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.

Artikel 30: Opsigelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 Artikel 31: Opsigelse om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.