C.D.11.10.4 Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-
meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS 1998, 199H

Afgørelsen ligger forud for vedtagelsen af ligningslovens § 2. Spørgsmålet var, om der for 1989 skulle fikseres en rente af et tilgodehavende, som skatteyderen havde opnået ved salg af en række udlejningsejendomme til anpartsselskaber, hvis anparter tilhørte et af ham ejet aktieselskab. Skattemyndighederne fastsatte en fikseret rente på diskontoen + 4 pct. Højesteret bemærkede, at der ikke i skattelovgivningen var taget stilling til, hvorvidt og i givet fald under hvilke betingelser aftaler om rentefrihed kan tilsidesættes. Beskatning hos långiveren måtte forudsætte, at der med de foretagne dispositioner er tilsigtet en omgåelse af skattelovgivningen. Købesummerne blev ikke anfægtet af skattemyndighederne, og der var ikke grundlag for at fastslå, at der i købesummerne var indregnet en kapitaliseret forrentning af skatteyderens tilgodehavende. Højesteret fandt herefter (før vedtagelsen af ligningslovens § 2) ikke hjemmel til at tilsidesætte aftalen om rentefrihed.

TfS 2000, 105H

Et dansk selskab havde i 1984 erhvervet et datterselskab i Sverige. Datterselskabet havde i de følgende år underskud og var derfor ude af stand til at betale moderselskabet for vareleverancer. Datterselskabets regnskabsmæssige resultat i årene 1984-1988 var negativt, hvorved også dets egenkapital blev negativ. Ifølge svensk selskabsret var moderselskabet herefter forpligtet til at yde "aktieägaretillskott", og der blev i perioden overført betydelige beløb i "villkorat aktieägaretillskott", som fremkom ved, at datterselskabets gæld for vareleverancer blev betragtet som egenkapital. Højesteret fandt ligesom Landsskatteretten, at tilgodehavendet, der var konverteret til "aktieägaretillskott", måtte anses som lån. Der var derfor tale om ikke-fradragsberettiget tab på lån og ikke varedebitorer. Selvom posten "villkorat aktieägaretillskott" i datterselskabets regnskaber var opført i svenske kroner, var der ikke tale om tilgodehavender i fremmed valuta, og der var ikke fradrag efter den dagældende KGL (kursgevinstloven) § 6, stk. 1.

Bemærk

I dommen er der ikke taget stilling til, om lånet skal forrentes. Efter LL (ligningsloven) § 2, skal der som udgangspunkt beregnes en rente.

SKM2007.635.HR

Uforrentet mellemregningskonto med aktionærerne tilsidesat under hensyn til oplysningerne om, at selskabet var i besiddelse af en ikke ubetydelig værdipapirbeholdning, at selskabet købte og solgte værdipapirer, at selskabets underskud i det væsentlige skyldtes kursudvikling på værdipapirerne.

Ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighederne skøn, hvorefter renten sattes til diskontoen + 4 pct.

Erstatter

SKM2005.502.VLD

Landsretsdomme

TfS 1997, 102Ø

I TfS 1997, 102Ø havde et aktieselskab ydet lån til sit svenske datterselskab. Selskaberne var sambeskattede. Lånet til datterselskabet var uforrentet og ydet til udligning af underskud, og lånet blev ydet som aktieägaretillskott til opfyldelse af svenske solvenskrav i henhold til svensk ret. Lånet skulle tilbagebetales, når rentabiliteten i selskabet gjorde dette muligt. Skatteankenævnet forhøjede moderselskabets indkomst med en fikseret rente af lånet, svarende til diskontoen plus 4 pct. med henvisning til, at der ikke var tale om en normal forretningsmæssig disposition. Et andet selskab havde ligeledes ydet sit svenske datterselskab, som det var sambeskattet med, en række rentefrie lån som "villkorat aktieägaretillskott", og det lokale skatteankenævn havde forhøjet moderselskabets skattepligtige indkomst med en rente svarende til diskontoen plus 4 pct.. I begge sager bemærkede Landsretten, at "villkorat aktieägaretillskott" efter svensk ret er en rentefri udlånsform med en særegen retlig status af ansvarlig indskudskapital til retablering af kapitalgrundlaget i et selskab med underbalance. Lånet var ydet datterselskaberne, for at disse kunne fortsætte deres virksomhed. Landsretten fandt på denne baggrund, ligesom Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at forhøje selskabernes skattepligtige indkomst med en fikseret rente. Dommen er kommenteret i TfS 1997, 452DEP.

SKM2009.28.ØLR

Ægtefællerne havde udlånt ca. 1,1 mio. kr. til deres fælles anpartsselskab. Lånet var usikret og uforrentet. Skattemyndighederne fastsatte renten til diskontoen + 4 pct.

Landsretten fandt ikke, at skattemyndighederne havde foretaget et sådant individuelt skøn, som krævedes efter en ændring af Ligningsvejledningen i 2001 og senere. Landsretten henviste også til en ministerbesvarelse.

Da skatteyderen ikke nærmere havde redegjorde for relevante karakteristika vedrørende koncernrelevante lån, og at renten på et anlægslån, som selskabet mod sikkerhedsstillelse havde opnået hos sin faste bankforbindelse, var højere, samt at den skønsmæssige fastsættelse af renten ikke kunne anses for urimelig, forelå der ikke en så væsentlig mangel ved skattemyndighedernes afgørelse, at det kunne begrunde en hjemvisning af sagen. Landsretten stadfæstede herefter dommen.

Erstatter

SKM2008.239.BR

SKM2009.567.VLR

Pengeoverførsler, som et dansk selskab foretog til interesseforbundne rumænske selskaber, til finansiering af vin, blev anset for et usikret lån. Landsretten bemærkede, at skattemyndighederne havde foretaget en konkret vurdering af aftalegrundlaget og øvrige omstændigheder for at kunne skønne over størrelsen af rentefoden, og landsretten tiltrådte, at renten blev ansat til diskontoen + 4 pct.

Erstatter

SKM2009.46.BR

SKM2010.607.ØLR

Skatteyderen havde i 2000 købt et selskab i Sydafrika, der som eneste aktiv ejede en safarilodge. I perioden fra 2000 til 2008 foretog skatteyderen løbende uforrentede udlån til selskabet. Selskabet var regnskabsmæssigt insolvent og driftsmæssigt helt afhængig af lånene. Der havde i hele perioden været en mindre erhvervsmæssig aktivitet i selskabet.

Under disse omstændigheder fandt retten det ikke godtgjort, at rentefriheden var udtryk for markedsvilkår.

Renten blev fastsat til diskontoen + 4 pct., idet de tilgængelige rentefastsættelsessystemer ikke var velegnede i sager vedrørende mindre lån, ligesom en erklæring fra sagsøgerens bank ikke gav grundlag for at fastslå, at selskabet uafhængig af sagsøgeren kunne have opnået et tilsvarende lån til en væsentlig lavere rente end den af myndighederne fastsatte.

Erstatter

SKM2010.135.BR

Byretsdomme

SKM2009.113.BR

Tolv efterposteringer på en mellemregningskonto mellem skatteyderen og et selskab, som skatteyderens hustru ejede, betød, at skatteyderen fik ændret en gældspost på kr. 339.567,- til et tilgodehavende på kr. 110.042,-. Mellemregningskontoen skulle forrentes med diskontoen + 4 pct.

SKM2009.427.BR

SKAT havde rentefikseret sagsøgeren, idet han som eneanpartshaver havde givet afkald på forrentning af et tilgodehavende hos sit selskab. Skatteministeriet blev frifundet, da sagsøgeren ifølge retten ikke havde godtgjort, at den manglende forrentning var forretningsmæssigt begrundet.

Landsskatteretskendelser

SKM2002.246.LSR

Mellem en hovedanpartshaver og dennes selskab var etableret en uforrentet mellemregningskonto. Da der ikke forelå nogen forretningsmæssig begrundelse for den manglende forrentning, blev der med hjemmel i ligningslovens § 2, stk. 1, fikseret en rente.

SKM2003.109.LSR

Et selskab var koncernforbundet med to selskaber. Der var etableret mellemregningskonto med begge selskaber. Mellemregningskontiene blev forrentet med 4 % beregnet ud fra en gennemsnitssaldo primo og ultimo i året. Der blev fikseret en rente af mellemregningskontoen på diskontoen plus 4 % beregnet af årets gennemsnitlige månedlige saldi, hvor disse blev bestemt som gennemsnittet mellem de månedlige primo og ultimo saldi.

SKM2004.48.LSR

Vederlaget for overdragelse af et selskabs driftsmidler blev posteret på en uforrentet mellemregningskonto. Selskabet deltog i et interessentskab tillige med køberen og havde en uforrentet mellemregningskonto med interessentskabet. Der var ikke grundlag for at korrigere den manglende forrentning, idet aftalt forrentning af indestående i et interessentskab efter praksis skatteretligt ikke anses som rente, men som et led i overskudsdisponeringen.

SKM2005.253.LSR

Et selskabs indkomst blev forhøjet med fikseret vederlag for dets kautionsstillelse for et datterselskab.

SKM2014.53.LSR

Forhøjelse af rente på koncerninterne lån - cash pool.

Et dansk selskab havde ikke udarbejdet transfer pricing dokumentation og renterne kunne derfor fastsættes skønsmæssigt.

Renten blev beregnet af selskabets netto-mellemværende med cash pool-selskabet. Renten blev i denne sag - efter en konkret vurdering og i mangel af mere præcise oplysninger - fastsat under hensyn til koncernens kreditværdighed.