Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2017-2
<< >>

C.D.11.13.1.1.1 Koncerndiagram

Fællesdokumentationen skal indeholde et koncerndiagram, der viser koncernens juridiske og organisatoriske struktur, herunder angivelse af de lande, hvor de enkelte forbundne parter opererer fra.

Formålet med diagrammet er at give SKAT et overblik over den juridiske og organisatoriske struktur i den koncern, som den dokumentationspligtige virksomhed er en del af, for derved bedre at kunne forstå og bedømme de kontrollerede transaktioner og forretningsmæssige aktiviteter i den dokumentationspligtige virksomhed.

Følgende skal fremgå af koncerndiagrammet:

  1. Alle selskaber i koncernen skal i diagrammet vises hver for sig.

  2. Ejerandelene, hvormed de forskellige parter er forbundne.

  3. Den geografiske placering (og skattejurisdiktion) for hvert selskab i koncernen.

  4. De enkelte selskabers organisatoriske/forretningsmæssige funktion.

Er der flere adskilte forretningsgrene i samme koncern, så skal dette også fremgå af diagrammet.

Det overordnede mål ved udarbejdelsen af koncerndiagrammet er at give et retvisende billede af koncernens juridiske og organisatoriske struktur.

Det er koncernens juridiske og organisatoriske struktur ved indkomstårets afslutning, der skal vises i diagrammet. Er der sket væsentlige ændringer i koncernens juridiske og organisatoriske struktur i løbet af indkomståret, så skal disse ændringer beskrives sammen med koncernens forretningsmæssige aktiviteter, jf. afsnit C.D.11.13.1.1.2 Beskrivelse af koncernens forretningsmæssige aktiviteter. Der kan også gives en kort supplerende forklaring på strukturelle ændringer i noter eller bemærkninger til diagrammet.

Se også

TP-dokumentationsbekendtgørelsen, § 4, stk. 1.

Ad a) Alle selskaber i koncernen skal i diagrammet vises hver for sig

Det er i fællesdokumentationen et krav, at alle de forbundne parter i koncernen vises hver for sig i koncerndiagrammet.

Er koncernen, hvori den dokumentationspligtige virksomhed indgår, omfattet af pligten til at lave en land for land-rapport, så skal alle de selskaber, som er identificeret i land for land rapportens tabel 2, således også vises i koncerndiagrammet. I koncerndiagrammet skal kontrollerende personlige aktionærer også vises, jf. eksemplet nedenfor.

Ad b) Ejerandelene, hvormed de forskellige parter er forbundne

Ejerandelene, hvormed koncernselskaberne er forbundne, skal vises i diagrammet i procent. Dette kan gøres ved at lade ejer-selskabet stå ovenfor selskabet der ejes og forbinde de to selskaber med en linje, hvorpå ejerandelen angives. Se eksemplet nedenfor.

Ad c) Den geografiske placering (og skattejurisdiktion) for hvert selskab

Den geografiske placering af koncernselskaberne kan vises ved at anføre landet, hvor koncernselskabet er hjemmehørende.

Er et selskab selskabsretligt hjemmehørende i et land, men underlagt beskatning i en anden skattejurisdiktion, skal det fremgå af diagrammet. Det skal også fremgå, hvis et koncernselskab slet ikke er skattepligtig i nogen skattejurisdiktion.

Ad d) De enkelte selskabers organisatoriske/forretningsmæssige funktion

De enkelte selskabers organisatoriske og forretningsmæssige funktioner kan vises ved at anføre selskabets væsentligste erhvervsmæssige aktivitet(er), jf. eksempelvis den liste af aktiviteter der fremgår af tabel 2 i land for land-rapporten. Se afsnit C.D.11.13.2.2 Tabel 2. Koncernselskaber inkluderet i sammenlægningen pr. skattejurisdiktion.

  • Forskning og udvikling
  • Ejerskab eller administration af immaterielle aktiver
  • Indkøb
  • Produktion
  • Salg, marketing eller distribution
  • Koncerninterne støtteservice
  • Serviceydelser til uafhængige
  • Koncernintern finansiering
  • Finansielle ydelser
  • Forskning og udvikling
  • Besiddelse af aktier eller andre kapitalandele
  • Hvilende
  • Andet?

Er der flere forretningsmæssigt helt adskilte grene i koncernen, så skal de enkelte selskabers organisatoriske tilknytningen til disse grene vises eller anføres i diagrammet.

Eksempel

I koncerndiagrammet under fællesdokumentationen skal transaktionerne mellem de koncernforbundne parter ikke vises. Det er tilstrækkeligt, at transaktioner vises for den dokumentationspligtige virksomhed i det lokale organisationsdiagram under den landespecifikke dokumentation, jf. afsnit C.D.11.13.1.2.1 Detaljeret beskrivelse af virksomheden.

Er det nødvendigt for forståelsen af koncerndiagrammet, kan der gives tilhørende noter eller forklaringer til diagrammet.

 

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.