Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2017-2
<< >>

F.A.31.18 VAB Q, Varemærkeforfalskede varer

Indhold

Afsnittet beskriver varebestemmelserne for området for varemærkeforfalskning og ressortmyndighedens lovgrundlag på området.

Afsnittet indeholder:

  • Formål og lovgrundlag
  • Ressortmyndighed
  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • SKATs opgave
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser

Formål og lovgrundlag

Formålet med denne varebestemmelse er at forhindre varemærkeforfalskning, fordi varemærkeforfalskede eller piratkopierede varer udgør et stigende samfundsproblem, der blandt andet kan have store sundheds- eller sikkerhedsmæssige konsekvenser for forbrugerne. Det er derfor fra EU's side besluttet, at toldmyndighederne i medlemslandene skal medvirke til at bekæmpe disse varer.

For varemærkeforfalskede varer gælder en række EF-forordninger og nationale bestemmelser:

EU regulering:

  • Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 608/2013 af 12. juni 2013
  • Kommissionens forordning (EU) nr. 1352/2013 af 4. december 2013

Nationale bestemmelser:

  • Lovbekendtgørelse nr. 1047 af 20. oktober 2005  som ændret ved Lov nr. 1637 af 26. december 2013
  • LBK nr 177 af 21/02/2017 om anvendelse af Det Europæiske Fællesskabs forordning om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder

Ressortmyndighed

Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er SKAT.

Hovedregel

SKAT kan tilbageholde varer, som kan mistænkes for at være varemærkeforfalskede eller piratkopierede, hvilket bl.a. kan ske ved:

  • Import af varer til EU
  • Eksport af varer fra EU
  • Varer, der anbringes i en frizone (frihavn).

SKATs procedure i sager, hvor der er mistanke om varemærkeforfalskede varer

Når SKAT har tilbageholdt varer, der er under mistanke for at være varemærkeforfalskede eller piratkopierede, skal medarbejderen kontakte det firma (rettighedshaveren), der har rettigheden til det pågældende varemærke eller design mv. Formålet med henvendelsen er at undersøge, om der er tale om varer, der krænker firmaets rettigheder. Hvis rettighedshaveren bekræfter, at der er tale om varemærkeforfalskede eller piratkopierede varer, og samtidig meddeler, at de ønsker at gå videre med sagen, så får rettighedshaveren udleveret navn og adresse på importøren af varerne.

Rettighedshaveren vil derefter henvende sig til importøren om, hvordan sagen kan løses.

I mindre sager sker det ofte ved, at der indgås et forlig om, at de varemærkeforfalskede eller piratkopierede varer bliver destrueret. Der kan dog også blive tale om erstatning til rettighedshaveren, fordi rettighederne er blevet krænket.

Hvis importøren og rettighedshaveren ikke kan blive enige om et forlig, så skal rettighedshaveren indbringe sagen for domstolene, hvis vedkommende fortsat ønsker at forfølge sagen.

Rettighedshaveren har dog også mulighed for at anmode SKAT om at destruere piratkopier efter en særlig procedure, der kan anvendes i de sager, hvor varemodtageren ikke direkte har modsat sig, at varerne destrueres. Denne procedure anvendes typisk i de sager, hvor varemodtager ikke reagerer på henvendelser fra rettighedshaveren.

Ved småforsendelser (tre eller færre genstande eller en bruttovægt på mindre end to kilo) kan der efter anmodning fra rettighedshaveren anvendes en forenklet procedure, hvorefter varer der er under mistanke om at være varemærkeforfalskede eller piratkopierede kan destrueres af SKAT uden først at kontakte rettighedshaveren. Såfremt importøren ikke indvilliger i, at varerne kan destrueres af SKAT, så skal der dog rettes henvendelse til rettighedshaveren, jf. ovenstående procedure.

Nærmere oplysninger kan findes på Stoppiratkopiering.dk, som er en fælles hjemmeside for de danske myndigheder, som beskæftiger sig med varemærkeforfalskede og piratkopierede varer. På hjemmesiden kan der bl.a. findes information til forbrugere og virksomheder samt ses eksempler på domme i sager vedrørende varemærkeforfalskede og piratkopierede varer.

Rettighedshavers anmodning om SKATs indgriben

Rettighedshavere har mulighed for at anmode SKAT om at gribe ind overfor import eller eksport af varer, der krænker deres rettigheder. Dette sker ved at indgive en såkaldt generel anmodning, der er en ansøgning til SKAT, i hvilken en rettighedshaver kan bede om, at SKAT holder særligt øje med potentielle krænkelser af deres rettigheder i form af varemærker, designs, ophavsret, patent mv.

Der skelnes mellem en national anmodning, der alene gælder i det land, den er indgivet i, og en EU-anmodning hvorefter man kan få en overvågning i op til samtlige 28 medlemslande. En EU-anmodning kan dog ikke omfatte patenter og ophavsret.

Anmodningen gælder op til 1 år og kan forlænges efter ansøgning. Se blanket vedrørende national og EU anmodning om indgriben og vejledning vedrørende anmodning om indgriben  

Underretning af toldmyndighederne om potentielle krænkere, svigsmønstre mv.

EU's toldmyndigheder har i samarbejde med Europa-Kommissionen og rettighedshaverne, udarbejdet to blanketter i kampen mod varemærkeforfalskning og piratkopiering.

Den ene blanket, "Red Alert", giver rettighedshaverne mulighed for hurtigt at underrette toldmyndighederne om en potentiel ny krænker, en forsendelse indeholdende mulige varemærkeforfalskede varer og lignende. Den anden blanket, "New Trends", giver rettighedshaverne mulighed for at informere toldmyndighederne om nye svigsmønstre, nye mulige fragtruter, forsendelsesveje mv. af mulige varemærkeforfalskede varer. Se blanketterne vedrørende Red Alert og New Trends.

Undtagelse

SKAT skal ikke gribe ind over for varemærkeforfalskede eller piratkopierede varer, når alle disse betingelser er opfyldte:

  • Varerne indføres af rejsende i deres personlige bagage.
  • Varerne har ikke erhvervsmæssig karakter, hvilket betyder, at der skal være tale om varer til eget brug.
  • Værdien af varerne overstiger ikke 3.250 kr. Se toldreglerne for rejsende fra lande udenfor EU.

SKATs opgave

SKATs opgave vedrørende varemærkeforfalskede og piratkopierede varer er at tilbageholde disse, når de importeres til EU, hvorefter SKAT skal sende sagen videre til det firma, der har rettigheden til det pågældende varemærke, design mv. Se Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 608/2013 af 12. juni 2013.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser

Skemaet viser relevante afgørelser på området. 

Afgørelser samt evt. tilhørende SKAT-meddelelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-98/13

En privatperson bosiddende i DK bestiller via internettet et "Rolex ur" i en kinesisk internetbutik. Ved ankomsten til DK bliver pakken kontrolleret i tolden som efterfølgende suspendere frigivelsen af uret, idet der er en mistanke om, at uret er varemærkeforfalsket. Det blev senere bekræftet, at der var tale om en varemærkeforfalskning.

EU Domstolen når frem til, at forordning Nr. 1383/2003, skal fortolkes således, at indehaveren af en intellektuel ejendomsrettighed (her Rolex) til en vare, der er solgt via en internetbutik i et tredjeland til en person bosat i EU, på det tidspunkt hvor varen kommer ind på en medlemsstats område, er omfattet af den beskyttelse der er sikret Rolex ved forordning Nr. 1383/2003, alene af den grund, at varen er blevet købt.

Ud over at "forordningen om toldmyndighedernes indgriben overfor varer der mistænkes for at krænke intellektuelle ejendomsrettigheder" beskytter rettighedshaverne ved erhvervsmæssigt import, så gælder denne beskyttelse også ved privates køb af varemærkeforfalskede/piratkopierede varer, købt over internettet i et tredjeland.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.