Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2018-1
<< >>

E.A.8.5.12 Betaling, kontrol, klage og straf

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om betaling for nummerplader samt reglerne for kontrol, klage og straf.

Afsnittet indeholder:

  • Betaling for nummerplader
  • Betaling for ekspedition hos SKAT
  • Kontrol
  • Klage
  • Straf

Betaling for nummerplader

Betaling efter lov om registrering af køretøjer sker kontant ved anmeldelsen til registrering, eller ved bestilling af en nummerplade mv.

Betaling kan ske med penge, Dankort eller elektronisk pengeoverførsel.

En virksomhed, der er registreret hos SKAT efter registreringsafgiftsloven § 14, kan dog afregne efter reglerne i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven). Det vil sige, at der bliver afregnet for en samlet periode ad gangen. Betalingen henføres til den afregningsperiode, hvor anmeldelsen til registrering er sket, eller en nummerplade er bestilt.

Hvis de bestilte nummerplader ikke bliver afhentet til tiden, tilbagebetaler SKAT ikke en betaling, der er sket ved bestilling af en nummerplade mv.

Ønskes en bestilt nummerplade bragt ud, skal forsendelsesomkostningerne betales ved bestillingen.

SKAT kan tilbagebetale betalingen for en erstatningsnummerplade, hvis særlige grunde taler for det.

Betaling for et prøvemærke beregnes for mærkets gyldighedsperiode. Der skal ikke betales for et prøvemærke i en situation som nævnt i registreringsbekendtgørelsen § 73, stk. 2.

For personer med handicap, som opfylder betingelserne for, at de kan modtage støtte til køb af et motorkøretøj efter § 114 i lov om social service, eller forskrifter udstedt i medfør af denne bestemmelse, finder registreringslovens § 8  om betaling for nummerplader ikke anvendelse. Når motorkøretøjet anmeldes til registrering skal afgørelsen om støtte efter § 114 i lov om social service vedlægges. 

Se registreringsbekendtgørelsens §§ 83-86.

Betaling for ekspedition hos SKAT

For registrering af køretøjer hos SKAT ved personlig henvendelse betales:

  • 200 kr. for indregistrering af et køretøj med nyt registreringsnummer.
  • 100 kr. for omregistrering af et køretøj uden tildeling af nyt registreringsnummer.
  • 60 kr. for afmelding af et registreret køretøj. Der betales dog ikke for en afmelding, der sker, som følge af at et køretøjs nummerplader afleveres af politiet.

Se køretøjsregistreringslovens § 12, stk. 2.

Kontrol

SKAT afgør spørgsmål om registrering af et køretøj i Motorregisteret, og spørgsmål om brug af et udenlandsk køretøj på færdselslovens område.

>

Ved kontrol af køretøjer kan en offentlig ansat, herunder en ansat i told- og skatteforvaltningen og politiet, føre et uregistreret køretøj, et køretøj med prøveskilte eller prøvemærker eller et køretøj, som er registreret i et andet land, på Færøerne eller Grønland, i det omfang den ansatte skal kontrollere eller fjerne køretøjet som led i sit hverv. Det er således muligt for ansatte hos told- og skatteforvaltningen samt politiet mv. hvis nødvendigt, at bortfjerne de nævnte køretøjer af bl.a. trafiksikkerhedsmæssige hensyn.

Se registreringslovens § 19 a.

<

Inddragelse af nummerplader

SKAT kan bestemme, at et køretøjs nummerplader skal inddrages ved politiets foranstaltning, når

  • køretøjet er registreret i Motorregisteret på et urigtigt grundlag
  • de oplysninger, der er registreret i Motorregistret om køretøjet eller dets tilhørsforhold er ændrede i forhold til oplysningerne på registreringsattesten uden at ændringerne er anmeldt til registrering og fejlen ikke er rettet inden for en af SKAT angivet frist
  • køretøjet anvendes i strid med lov om registrering af køretøjer eller registreringsbekendtgørelsen, herunder i strid med reglerne for brug af et registreret udenlandsk køretøj her i landet, og SKAT vurderer, at der er nærliggende risiko for, at køretøjet fortsat vil blive brugt i strid med disse regler.

SKAT kan, når særlige grunde taler for det, beslutte at afmelde et køretøj, selv om køretøjets nummerplade ikke er afleveret. I så fald skal SKAT anmode politiet om at efterlyse nummerpladerne.

Hvis politiet vurderer, at et køretøj anvendes i strid med lov om registrering af køretøjer eller registreringsbekendtgørelsen, kan politiet inddrage køretøjets nummerplader, hvis politiet vurderer, at der er nærliggende risiko for, at køretøjet fortsat vil blive brugt i strid med disse regler.

Det registreres i Motorregisteret, om et køretøj, der er indkaldt til periodisk syn, er fremstillet og godkendt rettidigt. Politiet kan henholdsvis skal inddrage køretøjets nummerplader, hvis

  • et køretøj, der er indkaldt til syn, ikke bliver fremstillet eller godkendt ved syn eller omsyn inden fristens udløb, og køretøjet ikke er afmeldt
  • et køretøj får synsresultatet »Køretøjet er ikke godkendt«, og køretøjet ikke er afmeldt.

Pladeinddragelse sker på grundlag af registreringerne i Motorregisteret, medmindre det bevises, at køretøjet er godkendt, eller der er givet tilladelse til omsyn med en frist, der endnu ikke er udløbet.

Se registreringsbekendtgørelsens §§ 105-107.

International udveksling af oplysninger

Hvis et køretøj senest har været registreret i en anden EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland, opbevarer SKAT registreringsattesten i mindst seks måneder, jf. registreringsbekendtgørelsens § 45.

SKAT giver inden for en frist på to måneder underretning om registreringen her i landet til den kompetente myndighed i den stat mv., der har udstedt registreringsattesten, SKAT sender registreringsattesten til den pågældende myndighed, hvis denne anmoder om det senest seks måneder efter, at registreringsattesten er afleveret.

SKAT kan indgå en aftale med vedkommende registreringsmyndighed i en anden stat, Færøerne eller Grønland om, at SKAT underretter myndigheden, hvis der sker registrering her i landet af et køretøj, der senest har været registreret i den pågældende stat mv.

En sådan aftale kan kun indgås, hvis den pågældende registreringsmyndighed i den anden stat forpligter sig til på tilsvarende måde at underrette SKAT, hvis et køretøj registreres i den pågældende stat mv., og køretøjet senest har været registreret her i landet. 

Se registreringsbekendtgørelsens §§ 108-109.

Nordiske grænsenummerplader mv.  

Hvis et køretøj, der er forsynet med dansk, finsk, norsk eller svensk midlertidig køretilladelse (registreringsattest) og tilsvarende grænsenummerplader, kører fra Danmark til et andet område end Finland, Norge eller Sverige, skal nummerpladerne og attesten afleveres til politiet eller SKAT på udkørselsstedet fra Danmark.

Politiet eller SKAT kontrollerer, at tilladelsen ikke er forældet og sender nummerpladerne og registreringsattesten til den myndighed, der har udstedt dem.

Se registreringsbekendtgørelsens § 110.

Klage

SKATs afgørelser efter registreringsbekendtgørelsen kan påklages.

Se afsnit A.A.10 Klage og domstolsprøvelse.

Straf

x

Det straffes med bøde at overtræde registreringslovens bestemmelser for registrering af køretøjer mv., samt at tilsidesætte vilkår for en tilladelse givet i henhold til loven eller registreringsbekendtgørelsen.

Det straffes også med bøde, hvis danske vare- og lastbiler under 4 tons ikke er mærket med virksomhedens navn mv. eller hvis udenlandske vare- og lastbiler ikke har synlig dokumentation for registrering i RUT-registeret.

I registreringsbekendtgørelsen er fastsat straf i form af bøde, for overtrædelser af registreringsbekendtgørelsen.

Se registreringslovens § 20.

Efter registreringsbekendtgørelsen straffes ejeren af et køretøj med bøde, hvis køretøjet skulle være registreret i Køretøjsregisteret efter bekendtgørelsens kapitel 2, om typer af køretøjer, der skal registreres, og kapitel 4 om tilknytning her til landet, hvis ejer har undladt at anmelde køretøjet til registrering. En fast bruger af køretøjet kan straffes på samme vis.

En fører eller bruger, der benytter et køretøj, der skulle være registreret efter kapitel 2 og 4, men som ikke er registreret i Køretøjsregisteret, straffes tilsvarende med bøde.

Se registreringsbekendtgørelsens § 111, stk. 1 og 2.

Herudover straffes overtrædelser af en lang række bestemmelser i registreringsbekendtgørelsen med bøde. Se registreringsbekendtgørelsens § 111, stk. 3.

x

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.