Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2018-1
<< >>

G.A.3.4.2.5 Gennemførelse af rekonstruktion

Indhold

Dette afsnit beskriver gennemførelsen af rekonstruktionen.

Afsnittet indeholder:

  • Afstemning om rekonstruktionsforslaget på møde efter senest syv måneder
  • Bestridelse af en fordring
  • Hvis skifteretten ikke rettidigt modtager det krævede materiale
  • Forlængelse af fristen for afstemningsmødet
  • Det udsendte materiale
  • Skyldner skal tiltræde rekonstruktionsforslaget og statusoversigten
  • Krav om tilstedeværelse på afstemningsmødet
  • Afstemningen
  • Skifteretten skal stadfæste et vedtaget rekonstruktionsforslag
  • Ophør af rekonstruktionsbehandlingen
  • Fortsættelse af rekonstruktionsbehandlingen
  • Kære af skifterettens stadfæstelse.

Afstemning om rekonstruktionsforslaget på møde efter senest syv måneder

Senest seks måneder efter det møde med fordringshaverne, som skal holdes senest fire uger efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, holdes der møde i skifteretten med henblik på en afstemning om rekonstruktionsforslaget. Se KL § 13, stk. 1. Varigheden af en rekonstruktionsbehandling er derfor normalt maksimalt ca. syv måneder. Hvis der er opnået en udsættelse efter KL § 11 e, stk. 5, udstrækkes varigheden til ca. otte måneder.

Hvis fristen for at holde møde om afstemning om rekonstruktionsforslaget overskrides, ophører rekonstruktionsbehandlingen, og skyldneren overgår til konkursbehandling. Se KL § 15, stk. 3.

Det er rekonstruktøren, der skal tage initiativet til at bede skifteretten om at beramme mødet om afstemning om rekonstruktionsforslaget. I reglen vil det være hensigtsmæssigt at bede om en berammelse i forbindelse med indsendelsen af den opfølgende redegørelse, som skal sendes til skifteretten senest tre måneder efter rekonstruktionsbehandlingens indledning. Se KL §11 f.

Rekonstruktøren udsender rekonstruktionsforslag mv. og indkalder til afstemningsmødet

Rekonstruktøren skal så vidt muligt senest 14 dage før mødets afholdelse sende rekonstruktionsforslaget og det øvrige materiale, der nævnes i KL § 13 b, til

  • skifteretten
  • samtlige kendte fordringshavere og
  • andre

bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af forslaget, med oplysning om tidspunktet for mødet. Er skyldneren en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren samtidig i Erhvervsstyrelsens it-system registrere en meddelelse, hvor det fremgår, at materialet er udsendt og ligger til gennemsyn i skifteretten. Se KL § 13, stk. 2.

Bekendtgørelse i Statstidende

Skifteretten skal så vidt muligt senest 14 dage før mødet indrykke en bekendtgørelse i Statstidende, hvori fordringshaverne indkaldes til mødet og opfordres til at anmelde deres krav til rekonstruktøren, hvis disse ikke tidligere er gjort gældende. Se KL § 13, stk. 3.

Bestridelse af en fordring

Hvis en fordring bestrides, skal dette meddeles fordringshaveren ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde. Se KL § 13, stk. 4.

Bestridelsen af en fordring medfører, at

  • skifteretten, hvis fordringen bliver udslagsgivende for, om det nødvendige flertal er opnået, kan se bort fra den, hvis den ikke er tilstrækkeligt bestyrket, se KL § 13 d, stk. 2
  • skifteretten, hvis der sker stadfæstelse af en rekonstruktion med tvangsakkord, kan bestemme, at dividenden af fordringen skal indsættes på en særlig konto i et pengeinstitut, indtil tvisten er afgjort, se KL § 14 a, stk. 1
  • skifteretten kan fastsætte en frist for fordringshavers anlæg af retssag, hvis fordringshaver vil have det på kontoen indsatte dividendebeløb udbetalt, se KL § 14 a, stk. 2.

Hvis skifteretten ikke rettidigt modtager det krævede materiale

Skifteretten bestemmer, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, hvis det materiale, der er nævnt i KL § 13 b, ikke er modtaget i skifteretten inden for fristen i KL § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist efter KL §13 a. Se KL § 13, stk. 5. Ved et ophør af rekonstruktionsbehandlingen skal skyldners bo samtidig tages under konkursbehandling. Se KL § 15, stk. 3.

Forlængelse af fristen for afstemningsmødet

Skifteretten kan forlænge fristen i KL § 13, stk. 1, med indtil to måneder ad gangen, dog ikke ud over fire måneder, hvis

  • skyldneren med rekonstruktørens samtykke anmoder om det, se KL §13 a, stk. 1, nr. 1, og
  • fordringshaverne vedtager dette efter KL § 13 d. Se KL §13 a, stk. 1, nr. 2.

Anmodningen om forlængelse skal være skriftlig og redegøre for baggrunden for og formålet med forlængelsen. Se KL § 13 a, stk. 2. Anmodningen behandles på et møde i skifteretten, der så vidt muligt holdes senest en uge efter anmodningens modtagelse. Rekonstruktøren skal straks sende meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af forslaget, med oplysning om tidspunktet for mødet. En kopi af anmodningen med eventuelle bilag skal vedlægges. Se KL § 13 a, stk. 3.

Det udsendte materiale

Det udsendte materiale skal indeholde:

  • Rekonstruktionsforslaget. Indeholder forslaget en bestemmelse om virksomhedsoverdragelse, skal forslaget indeholde oplysning om:
  • Overdragelsessummen.
  • Hvilke aktiver, passiver og gensidigt bebyrdende aftaler, der omfattes af overdragelsen.
  • Erhververen.
  • Oversigt over skyldnerens status, der skal indeholde:
  • Oversigt over skyldnerens aktiver med oplysning om værdien af de enkelte aktiver.
  • Oversigt over skyldnerens pantsatte aktiver, panterettighedernes art samt størrelsen af pantefordringerne og eventuel friværdi i de enkelte aktiver.
  • Oversigt over usikrede krav, herunder pantsikrede krav, i det omfang pantet ikke strækker til, med angivelse af fordringshaverne og opdelt efter kravenes placering i konkursordenen.
  • En redegørelse fra rekonstruktøren og tillidsmanden, der skal indeholde:
  • Eventuelle kommentarer til den statusoversigt, der er nævnt i KL § 13 b, stk. 1, nr. 2.
  • Redegørelse for sammenhængen mellem den statusoversigt, der er nævnt i KL § 13 b, stk. 1, nr. 2, og skyldnerens senest aflagte regnskab.
  • Oplysning om forhold, der vil kunne søges omstødt, om anlagte omstødelsessager og om rettigheder, der er bortfaldet efter KL § 12 j, stk. 2.
  • Oplysning om skyldnerens eventuelle ansvarspådragende forhold.
  • Oplysning om årsagen til skyldnerens økonomiske vanskeligheder.
  • Anslået dividende i tilfælde af skyldnerens konkurs.
  • Forløbet af samarbejdet med skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen.
  • En erklæring fra rekonstruktøren og tillidsmanden om, hvorvidt rekonstruktionsforslaget efter deres skøn er rimeligt og frembyder en tilstrækkelig betryggelse for forslagets opfyldelse.

Se KL § 13 b, stk. 1.

Skyldner skal tiltræde rekonstruktionsforslaget og statusoversigten

Rekonstruktionsforslaget og statusoversigten skal være tiltrådt af skyldneren, og rekonstruktøren kan ændre rekonstruktionsforslaget, indtil det er vedtaget. Se KL § 13 b, stk. 2-3. Har rekonstruktøren overtaget ledelsen af virksomheden, foreligger skyldnerens tiltræden gennem rekonstruktørens fremsættelse af rekonstruktionsforslaget og tiltrædelse af statusoversigten.

Krav om tilstedeværelse på afstemningsmødet

Skyldneren, rekonstruktøren og tillidsmanden skal være til stede på det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget. Se KL § 13 c, stk. 1. Udebliver skyldneren uden lovligt forfald, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, medmindre skifteretten efter KL §§12 a og 12 b på mødet bestemmer, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af virksomheden. Se KL § 13 c, stk. 2. Hvis rekonstruktionsbehandlingen ophører, skal skyldners bo samtidig tages under konkursbehandling. Se KL § 15, stk. 3.

Afstemningen

Et rekonstruktionsforslag er vedtaget, medmindre et flertal af de fordringshavere, der er repræsenteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer imod. Se KL § 13 d, stk. 1.

Der stemmes efter fordringernes beløb. KL §§ 120, 121 og 123, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. De fordringshavere, hvis fordring er bestridt, deltager foreløbig i afstemningen om rekonstruktionsforslaget. Viser afstemningen, at disse stemmer vil være afgørende for udfaldet, bestemmer skifteretten, hvilke af dem der giver stemmeret og for hvilke beløb. Se KL § 13 d, stk. 2. Skifterettens afgørelse om omfanget af stemmeretten efter KL § 13 d, stk. 2, 2.-4. pkt., kan ikke kæres. Se KL § 249.

Fordringer, der ved en eventuel konkurs forventes at få fuld eller ingen dækning

Henvisningen til KL § 120, stk. 1, indebærer navnlig, at der ikke er stemmeret på fordringer, der i en eventuel konkurs må forventes at opnå enten fuld eller ingen dækning. Hvis det er tvivlsomt, om en fordring vil opnå dækning i en eventuel konkurs, er der stemmeret på fordringen. Der kræves derfor en forholdsvis høj grad af sandsynlighed for, at fordringen vil opnå fuld eller ingen dækning, for at afskære stemmeret. Bestemmelsen gælder ikke, hvis der er fremsat et rekonstruktionsforslag, der indeholder en bestemmelse om tvangsakkord. Se KL § 13 d, stk. 4.

Hvis skifteretten har fastsat værdien af et pantsat aktiv

Hvis skifteretten efter KL § 12 e har fastsat værdien af et pantsat aktiv, anvendes den fastsatte værdi også i forhold til KL § 13 d, stk. 2, 2. pkt. Se KL § 120, stk. 2. Det er kun på skyldnerens begæring, at skifteretten kan fastsætte værdien af et pantsat aktiv, og en sådan afgørelse kan bl.a. ikke træffes med hensyn til fast ejendom.

Hvis skifteretten ikke har fastsat værdien af det pantsatte aktiv efter KL § 12 e, eventuelt fordi aktivet efter sin art falder uden for KL § 12 e, skal skifteretten i givet fald foretage et skøn over det pantsattes værdi. Skifteretten kan i den forbindelse som udgangspunkt lægge tillidsmandens vurdering til grund.

Betingede fordringer

Henvisningen til KL § 121 indebærer, at

  • der er stemmeret på en betinget fordring, selv om betingelsen endnu ikke er opfyldt
  • stemmeretten udøves af den, der for tiden må anses for nærmest berettiget, hvis fordringen tilkommer flere efter hinanden.

Mundtlig eller skriftlig stemmeafgivning

Henvisningen til KL § 123, stk. 3, indebærer, at en stemme kan afgives mundtligt eller skriftligt. Det er imidlertid som nævnt en betingelse, at fordringshaveren er repræsenteret på mødet i skifteretten, og derfor kan skriftlig stemmeafgivning også kun ske på selve mødet i skifteretten. Der er ikke noget til hinder for, at en fordringshavers

  • begæring om rekonstruktørens overtagelse af ledelsen, se KL §12 a, stk. 1, eller
  • forslag om anlæg af omstødelsessag, se KL § 12 k, stk. 1, 1. pkt.

fremsættes skriftligt over for skifteretten uden fremmøde. Fordringshaveren vil dog kun kunne deltage i afstemningen om det, hvis fordringshaveren er repræsenteret på det møde i skifteretten, hvor afstemningen finder sted. Se KL §12 a, stk. 3, og § 12 k, stk. 1, 3. pkt.

Skyldnerens nærstående

Fordringer, der tilhører skyldnerens nærstående, giver ikke stemmeret. Se KL § 13 d, stk. 3.

Rekonstruktionsforslag med bestemmelse om tvangsakkord

Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder en bestemmelse om tvangsakkord, giver fordringer stemmeret, i det omfang de berøres af akkorden uden at bortfalde ved denne. En fordring, der bortfalder som følge af fordringshaverens indvilligelse i dette i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingen, giver dog stemmeret, hvis bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stadfæstelse. Se KL § 13 d, stk. 4.

De fordringer, der berøres af en tvangsakkord, er dem, der ikke nævnes i KL §10 a, stk. 2, og de fordringer, der bortfalder ved en tvangsakkord, opregnes i KL §10 a, stk. 3. Det er fordringens pålydende og ikke kun det beløb, fordringen i givet fald nedsættes med ved akkorden, der er stemmeret på. Der er også stemmeret på en fordring, der berøres af tvangsakkorden uden at bortfalde efter KL §10 a, stk. 3, selv om dividenden helt undtagelsesvist måtte være 0 pct. En dividende på 0 pct. anses derfor ikke som et bortfald af fordringen.

Der er også stemmeret på en fordring, der berøres af tvangsakkorden, hvis dividenden er 100 pct., så tvangsakkorden kun går ud på betalingsudsættelse. Hvis kun en del af en fordring berøres af tvangsakkorden (fx fordi en del af fordringen er sikret ved pant og dermed ikke berøres), eller hvis kun en del af fordringen ikke bortfalder (fx fordi en del af fordringen udgøres af renter efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, som bortfalder), er der stemmeret på den del af fordringen, som berøres, men ikke bortfalder.

Som en undtagelse til, at fordringer, der bortfalder ved en tvangsakkord, ikke giver stemmeret,  er det bestemt, at en fordring, der bortfalder som følge af fordringshaverens indvilligelse heri, dog giver stemmeret, hvis bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stadfæstelse. Se KL § 13 d, stk. 4, 2. pkt. Der er dog kun stemmeret på en sådan fordring, hvis fordringshaverens indvilligelse i at stå tilbage for de øvrige fordringshavere er givet i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingen.

Skifteretten skal stadfæste et vedtaget rekonstruktionsforslag

Det vedtagne rekonstruktionsforslag er ikke gyldigt, før skifteretten har stadfæstet det. Se KL § 13 e, stk. 1.

Indsigelse mod en stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget skal fremsættes senest i det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget. Skifteretten kan give en kort frist til nærmere begrundelse af indsigelsen. Se KL § 13 e, stk. 2.

Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis

  • fejl ved fremgangsmåden under behandlingen af rekonstruktionsforslaget eller ufuldstændighed i de tilvejebragte oplysninger må antages at have haft væsentlig betydning for resultatet af stemmeafgivningen, se KL § 13 e, stk. 3, nr. 1
  • rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, der ikke er forenelig med KL §10 a, eller forslaget i øvrigt er i strid med loven, se KL § 13 e, stk. 3, nr. 2, eller
  • skyldneren eller tredjemand for at indvirke på afstemningen har tilsagt nogen fordringshaver fordele uden for rekonstruktionen. Se KL § 13 e, stk. 3, nr. 3.

I det tilfælde, der er nævnt i nr. 3, kan skifteretten udsætte sin afgørelse, indtil rekonstruktionsforslaget har været underkastet en ny afstemning inden for fristen i KL § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist efter KL §13 a. Se KL § 13 e, stk. 4.

Skifteretten kan nægte stadfæstelse, hvis vilkårene i rekonstruktionsforslaget står i misforhold til skyldnerens økonomiske stilling. Se KL § 13 e, stk. 5. Bestemmelsen forudsætter som regel en påstand fra en fordringshaver om dens anvendelse, men det kan ikke udelukkes, at skifteretten på eget initiativ vil anvende den.

Skifteretten kan betinge stadfæstelsen af, at skyldneren undergiver sig tilsyn af rekonstruktøren. Tilsynet skal påse, at skyldneren overholder vilkårene for rekonstruktionen og ikke bliver ude af stand til dette på grund af sin forretningsførelse eller sit forbrug. Tilsynet kan med dette formål for øje give skyldneren særlige anvisninger. Skyldneren skal give tilsynet alle fornødne oplysninger. Hvis skyldneren bringer fordringshavernes ret i fare, skal tilsynet give indberetning om dette til skifteretten, der ved indkaldelse til møde eller på anden måde gør fordringshaverne bekendt med indberetningen. Se KL § 13 e, stk. 6.

Hvis skyldnerens bo tages under konkursbehandling samtidig med rekonstruktionsbehandlingens ophør, er KL § 13 e, stk. 6, ikke relevant. KL § 13 e, stk. 6, vil derfor i praksis kun være relevant, hvis rekonstruktionsforslaget indeholder en bestemmelse om tvangsakkord.

Ophør af rekonstruktionsbehandlingen

Hvis rekonstruktionsforslaget

  • forkastes
  • nægtes stadfæstelse eller
  • stadfæstes af skifteretten

ophører rekonstruktionsbehandlingen efter KL § 13 f, stk. 1. Se dog KL § 13 f, stk. 2 og 3.

Hvis rekonstruktionsforslaget forkastes, eller nægtes stadfæstelse, følger det af KL § 15, stk. 3, at skyldneren i så fald samtidig skal tages under konkursbehandling.

Fortsættelse af rekonstruktionsbehandlingen

Ved stadfæstelse af en rekonstruktion kan skifteretten bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen skal fortsætte, hvis det fremgår af det stadfæstede rekonstruktionsforslag, at der vil blive fremsat yderligere rekonstruktionsforslag inden for fristen i KL § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist efter KL §13 a. Se KL §13 f, stk. 2.

En fortsættelse af rekonstruktionsbehandlingen, efter at rekonstruktionsforslaget er stadfæstet, vil navnlig kunne være relevant, hvis

  • der samtidig forhandles om særskilt overdragelse af forskellige dele af skyldnerens virksomhed (dvs. om flere virksomhedsoverdragelser), eller
  • der efter en stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag om virksomhedsoverdragelse ønskes fremsat et rekonstruktionsforslag om tvangsakkord.

Uden for de tilfælde, der nævnes i KL § 13 f, stk. 2, kan skifteretten ved stadfæstelse af en rekonstruktion bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen skal fortsætte, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder en bestemmelse om en virksomhedsoverdragelse, som endnu ikke er tiltrådt af erhververen.

Rekonstruktionsbehandlingen kan dog ikke fortsætte ud over fristen i KL § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist efter KL § 13 a. Skifteretten fastsætter en frist på højst fire uger for erhververens tiltrædelse af aftalen om virksomhedsoverdragelse. Når virksomhedsoverdragelsen er tiltrådt af erhververen, eller når den frist, skifteretten har fastsat, er udløbet, uden at erhververen har tiltrådt aftalen, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, hvilket indebærer, at skyldneren samtidig skal tages under konkursbehandling som følge af bestemmelsen i KL § 15, stk. 3. Se KL § 13 f, stk. 3.

Hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder en bestemmelse om tvangsakkord, gælder KL § 13 f, stk. 2 og 3, ikke. Se KL §13 f, stk. 4.

Kære af skifterettens stadfæstelse

Skifterettens stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget kan kæres til landsretten. Se KL § 248, stk. 2. Fristen for dette er to uger. Se KL § 251, stk. 1.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.