Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

D.A.6.1.1 Lovgrundlag

Regel

ML (momsloven) § 14 har følgende ordlyd:

"Leveringsstedet for varer er her i landet i følgende tilfælde:

1) Når varen ikke forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på leveringstidspunktet.

2) Når varen forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes. Leveringsstedet er dog ikke her i landet, når varen installeres eller monteres i udlandet af leverandøren eller for dennes regning, eller når varen sælges ved fjernsalg til andre EU-lande og virksomheden er registreringspligtig for dette salg i det andet EU-land. Ved fjernsalg forstås salg af varer, bortset fra varer afgiftsberigtiget som brugte varer m.v. efter reglerne i kapitel 17 eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, fra et EU-land til et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret efter §§ 47, 49-50 a eller 51 eller 51 a eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land.

3) Når varen forsendes eller transporteres her til landet og varen installeres eller monteres her i landet af en udenlandsk leverandør eller for dennes regning eller varen sælges ved fjernsalg fra et andet EU-land, når virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 48, stk. 3.

4) Når varen leveres om bord på et skib, et fly eller et tog under den del af en personbefordring, som finder sted inden for EU, og afgangsstedet for befordringen er her i landet.

5) Når der leveres gas gennem et naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system, eller når der leveres elektricitet eller varme eller kulde via varme- eller kuldenet til en afgiftspligtig videreforhandler, jf. stk. 2, som her i landet har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted, hvortil varerne leveres, eller, i mangel af et sådant her i landet, hvis videreforhandleren har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her.

6) Når der leveres gas gennem et naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system, eller når der leveres elektricitet eller varme eller kulde via varme- eller kuldenet og en sådan levering ikke er omfattet af nr. 5 og varerne rent faktisk anvendes og forbruges her i landet. Hvis alle eller en del af disse varer ikke reelt forbruges af kunden, anses de ikkeforbrugte varer for at være anvendt og forbrugt her, når kunden her i landet har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted, hvortil varerne leveres, eller, i mangel af et sådant her i landet, hvis kunden har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her.

Stk. 2. En afgiftspligtig videreforhandler efter stk. 1, nr. 5, er en afgiftspligtig person, hvis hovedbeskæftigelse i forbindelse med køb af gas eller elektricitet er at videresælge disse varer, og hvis eget forbrug af disse varer er ubetydeligt."

ML (momsloven) § 14 a, som indsat i momsloven ved Lov nr. 1295 af 5. december 2019, § 4, har følgende ordlyd:

"§ 14 a. Når samme varer leveres successivt og disse varer forsendes eller transporteres fra et EU-land til et andet EU-land direkte fra den første leverandør til den sidste kunde i kæden, henføres forsendelsen eller transporten kun til leveringen til mellemhandleren.

Stk. 2. Uanset stk. 1 henføres forsendelsen eller transporten kun til leveringen af varen foretaget af mellemhandleren, hvis mellemhandleren har meddelt leverandøren det momsregistreringsnummer, som vedkommende er blevet tildelt af det EU-land, hvorfra varerne forsendes eller transporteres.

Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1 og 2 forstås ved »mellemhandler« enhver leverandør i kæden bortset fra den første leverandør, som enten selv forsender eller transporterer varerne eller på sine vegne lader en tredjemand forsende eller transportere varerne."

Bestemmelsen i ML (momsloven) § 14 har sin baggrund i kapitel 1 i afsnit 5 i Momssystemdirektivet, som har følgende ordlyd:

"Artikel 31

I tilfælde, hvor varen ikke forsendes eller transporteres, forstås ved leveringsstedet det sted, hvor varen befinder sig på tidspunktet for leveringen.

Artikel 32

I tilfælde, hvor varen forsendes eller transporteres af leverandøren, af kunden eller af tredjemand, forstås ved leveringsstedet det sted, hvor varen befinder sig på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til kunden påbegyndes.

Dog anses stedet for en levering foretaget af en importør, der er udpeget eller godkendt som betalingspligtig for momsen i henhold til artikel 201, samt stedet for eventuelle efterfølgende leveringer for at ligge i indførselsmedlemsstaten, såfremt stedet, hvor forsendelsen eller transporten påbegyndes, ligger på et tredjelandsområde eller i et tredjeland.

Artikel 33

1. Uanset artikel 32 anses leveringsstedet for varer, der af leverandøren eller for hans regning forsendes eller transporteres fra en anden medlemsstat end den, hvor forsendelsen eller transporten afsluttes, for at være det sted, hvor varerne befinder sig, når forsendelsen eller transporten til kunden afsluttes, når følgende betingelser er opfyldt:

a) leveringen af varer finder sted til en afgiftspligtig person eller en ikke-afgiftspligtig juridisk person, hvis erhvervelser af varer inden for Fællesskabet ikke er momspligtige i henhold til artikel 3, stk. 1, eller til enhver anden ikke-afgiftspligtig person

b) de leverede varer er hverken nye transportmidler eller varer, der med eller uden afprøvning leveres af leverandøren eller for hans regning efter montering eller installering.

2. Hvis de leverede varer forsendes eller transporteres fra et tredjelandsområde eller fra et tredjeland og af leverandøren indføres i en anden medlemsstat end den, hvor forsendelsen eller transporten til kunden afsluttes, anses varerne for at være forsendt eller transporteret fra indførselsmedlemsstaten.

Artikel 34

1. Såfremt følgende betingelser er opfyldt, finder bestemmelserne i artikel 33 ikke anvendelse på levering af varer, der alle forsendes eller transporteres til en og samme medlemsstat, når denne medlemsstat er den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten afsluttes:

a) de leverede varer er ikke punktafgiftspligtige varer

b) den samlede værdi - uden moms - af de leveringer, der på de i artikel 33 fastsatte betingelser har fundet sted i medlemsstaten, overstiger ikke 100 000 EUR eller det hertil svarende beløb i national valuta i det løbende kalenderår

c) den samlede værdi - uden moms - af de leveringer, der på de i artikel 33 fastsatte betingelser har fundet sted i medlemsstaten af andre varer end punktafgiftspligtige varer, har ikke oversteget 100 000 EUR eller det hertil svarende beløb i national valuta i det foregående kalenderår.

2. Den medlemsstat, på hvis område varerne befinder sig, når forsendelsen eller transporten til kunden afsluttes, kan nedsætte den i stk. 1 nævnte tærskel til 35 000 EUR eller det hertil svarende beløb i national valuta, såfremt medlemsstaten frygter, at tærsklen på 100 000 EUR fører til alvorlig konkurrenceforvridning.

De medlemsstater, der gør brug af den i første afsnit omhandlede mulighed, træffer de nødvendige foranstaltninger til at underrette de kompetente offentlige myndigheder i den medlemsstat, hvorfra varerne forsendes eller transporteres, herom.

3. Kommissionen forelægger snarest muligt Rådet en rapport om, hvorledes den i stk. 2 omhandlede særlige tærskel på 35 000 EUR fungerer, sammen med passende forslag, hvis det er relevant.

4. Den medlemsstat, på hvis område varerne befinder sig, når forsendelsen eller transporten påbegyndes, giver de afgiftspligtige personer, der foretager leveringer af varer, der kan omfattes af bestemmelserne i stk. 1, ret til at vælge, at stedet for disse leveringer fastlægges i overensstemmelse med artikel 33.

De pågældende medlemsstater fastsætter de nærmere regler for den i første afsnit omhandlede valgmulighed, der mindst skal omfatte en periode på to kalenderår.

Artikel 35

Bestemmelserne i artikel 33 og 34 finder ikke anvendelse på leveringer af brugte genstande, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter som defineret i artikel 311, stk. 1, nr. 1)-4), og på leveringer af brugte transportmidler som defineret i artikel 327, stk. 3, der pålægges moms i henhold til de gældende særordninger på området.

Artikel 36

I tilfælde, hvor varen, der forsendes eller transporteres af leverandøren, af kunden eller af tredjemand, skal installeres eller monteres, med eller uden afprøvning, af leverandøren eller for hans regning, anses leveringsstedet for at være det sted, hvor installeringen eller monteringen foretages.

Når installeringen eller monteringen udføres i en anden medlemsstat end leverandørens, træffer den medlemsstat, på hvis område installeringen eller monteringen foretages, de nødvendige foranstaltninger for at undgå dobbelt påligning af afgifter i den pågældende medlemsstat.

Artikel 37

1. I tilfælde, hvor leveringen af varer sker om bord på skibe, fly eller tog, og under den del af en personbefordring, som finder sted inden for Fællesskabet, anses leveringsstedet for at være afgangsstedet for personbefordringen.

2. Ved anvendelsen af stk. 1 forstås ved »den del af en personbefordring, som finder sted inden for Fællesskabet«, den del af en befordring, som foretages uden ophold uden for Fællesskabet mellem afgangsstedet og ankomststedet for personbefordringen.

»Afgangsstedet for en personbefordring« er det første sted, hvor der optages passagerer inden for Fællesskabet, eventuelt efter ophold uden for Fællesskabet.

»Ankomststedet for en personbefordring« er det sidste sted inden for Fællesskabet, hvor der afsættes passagerer, som er optaget inden for Fællesskabet, eventuelt inden ophold uden for Fællesskabet.

I tilfælde af en returrejse anses tilbagebefordringen for en separat befordring.

3. Kommissionen forelægger snarest muligt Rådet en rapport, der, hvis det er relevant, ledsages af passende forslag om beskatningsstedet for levering af varer, der er beregnet til forbrug om bord, og for ydelser, herunder servering af mad og drikkevarer, der præsteres over for passagerer på et skib, et fly eller et tog.

Medlemsstaterne kan indtil vedtagelsen af de i første afsnit omhandlende forslag fritage eller fortsætte med at fritage levering af varer, der er beregnet til forbrug om bord, og hvis beskatningssted fastsættes i henhold til stk. 1, med ret til fradrag af den i det tidligere omsætningsled betalte moms.

Artikel 38

1. I tilfælde, hvor der leveres gas gennem distributionssystemet for naturgas, eller hvor der leveres elektricitet til en afgiftspligtig videreforhandler, anses leveringsstedet for at være det sted, hvor den afgiftspligtige videreforhandler har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted, for hvilket gassen eller elektriciteten leveres, eller i mangel af et sådant hjemsted eller et sådant forretningssted det sted, hvor han har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted.

2. Ved anvendelsen af stk. 1 forstås ved »afgiftspligtig videreforhandler« en afgiftspligtig person, hvis hovedbeskæftigelse i forbindelse med køb af gas eller elektricitet er at videresælge disse produkter, og hvis eget forbrug af disse produkter er ubetydeligt.

Artikel 39

I tilfælde, hvor der leveres gas gennem distributionssystemet for naturgas, eller hvor der leveres elektricitet, og hvor en sådan levering ikke er omfattet af artikel 38, anses leveringsstedet for at være det sted, hvor kunden rent faktisk anvender og forbruger varen.

Hvis al eller en del af gassen eller elektriciteten faktisk ikke forbruges af kunden, anses disse ikke-forbrugte varer for at være anvendt og forbrugt det sted, hvor han har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted, for hvilket varen er leveret. I mangel af et sådant hjemsted eller et sådant forretningssted anses han for at have anvendt og forbrugt varen det sted, hvor han har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted."

Bestemmelsen i ML (momsloven) § 14 a, som indsat i momsloven ved Lov nr. 1295 af 5. december 2019, § 4, har sin baggrund i Momssystemdirektivets artikel 36a. Bestemmelsen er indsat i direktivet ved artikel 1, nr. 2), i direktiv 2018/1910. Artikel 36a har følgende ordlyd:

”Artikel 36a

1. Når de samme varer leveres successivt, og disse varer forsendes eller transporteres fra en medlemsstat til en anden medlemsstat direkte fra den første leverandør til den sidste kunde i kæden, henføres forsendelsen eller transporten kun til leveringen til mellemhandleren.

2. Uanset stk. 1 henføres forsendelsen eller transporten kun til leveringen af varen foretaget af mellemhandleren, hvis mellemhandleren har meddelt leverandøren det momsregistreringsnummer, som vedkommende er blevet tildelt af den medlemsstat, hvorfra varerne forsendes eller transporteres.

3. I denne artikel forstås ved »mellemhandler«: enhver leverandør i kæden, bortset fra den første leverandør i kæden, som enten selv forsender eller transporterer varerne eller på sine vegne lader en tredjemand forsende eller transportere varerne.

4. Denne artikel finder ikke anvendelse på de situationer, der er omfattet af artikel 14a.”

Bemærk, at artikel 14a først finder anvendelse fra den 1. januar 2021, jf. artikel 2, nr. 2), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2017/2455.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.