| I de tilfælde, hvor skatteyderen efter fraflytningen fortsat har rådighed over en helårsbolig, vil dette normalt være en tilstrækkelig betingelse til at anse bopælen for opretholdt, medmindre skatteyderen har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet, se TfS 1991, 132 LSR (kendelsen er kommenteret i TfS 1991, 125) og TfS 2000, 168 LSR. Som eksempler på fortsat bopæl kan udover de ovenfor under afsnit D.A.1.1.2 Fraflytning - Hvornår er bopæl bevaret? nævnte afgørelser anføres: LSRM 1982, 185 LSR, UfR 1982, 558 HRD, TfS 1986, 552 LSR, TfS 1987, 475 LSR, SKM2006.50.VLR.
Vestre Landsret har ved dom af 27. november 2007 SKM2008.29.VLR fastslået fuldt skattepligt til Danmark på grund af rådighed over bolig.
Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen havde opgivet fuld skattepligt til Danmark ved udgangen af 1993, om skatteyderen personligt eller hans engelske selskab var rette indkomstmodtager for indtægter for udlejning af facadeplads på ..., Danmark, om facadeudlejningen var momsfritaget eller momspligtig levering mod vederlag samt om leverancer af elektricitet m.v. var momspligtige.
Landsretten nåede frem til, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at han fra udgangen af 1993 havde opgivet sin bopæl i Danmark. Skatteyderen var herefter fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, i indkomstårene 1994-2002. Landsretten nåede endvidere frem til, at udlejningsvirksomheden i perioden 1994-2002 måtte anses for drevet af skatteyderen personligt.
Ved byretsdom af 1. oktober 2007 SKM2007.710.BR blev den fulde skattepligt anset for bevaret, idet bopæl ikke blev anset for opgivet.
Sagsøgeren, som havde meldt flytning til Tyskland og havde erhvervet en møbleret lejlighed i Tyskland, blev efter en konkret bevisbedømmelse anset for ikke at have opgivet sin bopæl i Danmark. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at sagsøgeren rådede over et sommerhus i Danmark, som tidligere havde været benyttet som helårsbeboelse af sagsøgerens søn, samt at sagsøgerens mindreårige datter blev boende i sagsøgerens helårshus, da sagsøgeren etablerede en bopæl i Tyskland. Sagsøgerens søn flyttede endvidere omkring samme tidspunkt ind på ejendommen.
Retten fandt endvidere, at sagsøgeren måtte anses for at have haft midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at sagsøgerens børn boede i Danmark, og at sagsøgeren fortsat arbejdede i Danmark.
Sagsøgeren blev derfor anset for fortsat at være skattepligtig til Danmark.
Østre Landsret har ved dom af 26. juni 2007 SKM2007.499.ØLR anset den fulde skattepligt til Danmark for bevaret.
Sagsøgeren meldte i 1990 fraflytning til England og boede senere i et vist omfang i lejligheder i Rusland og Letland. I Rusland fandt han en kæreste, som han blev gift med i 1993. Sagsøgeren havde ikke ved indgivelse af F-54 erklæring eller på anden vis dokumenteret, at han var fuldt skattepligtig til noget andet land end Danmark, jf. den dagældende 4 årsregel i KSL (kildeskatteloven) § 1, stk. 1 nr. 2. Sagsøgerens selskab erhvervede i 1992 en kombineret erhvervs- og beboelsesejendom i Danmark, hvorfra selskabets virksomhed med eksport af møbler blev drevet. I forbindelse med et indbrud i 1993 blev der optaget en politirapport, hvoraf det fremgik, at der befandt sig en seng i beboelseslejligheden. Lejligheden var uden bad, og sagsøgeren påstod, at han aldrig havde overnattet i lejligheden. Sagsøgeren erhvervede i 1995 et sommerhus i gave fra sin mor og senere i 1996 yderligere et sommerhus (hvorefter det først erhvervede sommerhus blev afhændet). Sagsøgeren påstod, at han under sine ophold i Danmark, der efter hans egne oplysninger udgjorde ca. 170 dage i hvert af årene i 1994 til 1997, hovedsageligt boede på hotel eller hos venner og forretningsforbindelser, og at han kun benyttede sine sommerhuse, når han var på ferieophold i landet sammen med sin russiske kone. Sagsøgeren havde ikke betalt skat til noget andet land end Danmark og havde ikke indhentet nogen dokumentation fra de russiske eller lettiske myndigheder om, at han på noget tidspunkt skulle anses for at have været fuldt skattepligtig til et eller begge af disse lande. Landsretten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde opgivet sin skattemæssige bopæl her i landet ved fraflytningen i 1990. Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at sagen rejste et dobbeltbeskatningsproblem.
I TfS 1999, 929 LR, påtænkte en skatteyder at flytte til Storbritannien sammen med sin ægtefælle og sin 13 årige søn for en periode af ca. 6 år, dels af hensyn til mandens helbred og dels af hensyn til sønnens skolegang. I Storbritannien havde familien erhvervet en beboelsesejendom i sameje med mandens forældre, hvor familiens andel af købesummen var blevet finansieret via et lån ydet af mandens far. Familien bevarede sit danske landsted under udlandsopholdet og ville i fraflytningsperioden benytte det som fritidsbolig - formentlig i op mod halvdelen af året på grund af de fortsat stærke tilknytningsforhold. Mandens eneste indtægtskilde fra Danmark ville være udbytter og bestyrelseshonorarer fra to danske selskaber. Der var ingen erhvervsmæssige indtægter i Storbritannien, men manden modtog ofte kontante gaver fra sine forældre. Under hensyntagen til disse forhold ansås den fulde skattepligt til Danmark for opretholdt, ligesom Danmark blev anset for bopælsland i dobbeltbeskatningsaftalens forstand.
I TfS 1996, 51 HRD blev en skatteyder, der emigrerede fra Danmark til Storbritannien ultimo 1981, anset for fuldt skattepligtig her til landet. Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen havde bevaret en bopælsmulighed på sit danske gods, uanset det blev fremført, at hovedbygningen var lejet ud. Ud over bopælsmuligheden på godset var skatteyderen gået i realitetsforhandlinger om at købe en anden ejendom, inden han flyttede fra Danmark. Uanset at sidstnævnte ejendom, på skatteyderens forlangende, fik ændret status fra helårsbolig til sommerhusbeboelse , tillagde Højesteret ejendommens indretning og de af ham foretagne forbedringer af afgørende betydning. Man fandt også, at han havde benyttet ejendommen i et ikke uvæsentligt antal dage i den omtvistede periode. Derfor fandtes han også at have haft skatteretlig bopælsmulighed i denne ejendom. Skatteyderen havde på intet tidspunkt erhvervsmæssige aktiviteter i Storbritannien. Reglen i KSL (kildeskatteloven) § 7, stk. 1, fandtes uden betydning i den pågældende sag.
I en anden Højesteretsdom, SKM2001.388.HR var en skatteyder fraflyttet sin ejerlejlighed i Danmark den 25. juni 1984, og var ifølge en F-54-erklæring udstedt af de spanske myndigheder fra samme dato bosat i Spanien. Vedkommende solgte ejerlejligheden i december 1984 med overtagelse af køber den 1. marts 1985. Endvidere solgte skatteyderen en anden ejerlejlighed til et ApS, hvori den pågældende selv var direktør og dette selskab erhvervede samtidig yderligere en lejlighed i samme ejendom. I juni 1984 købte skatteyderen et sommerhus i Danmark. Højesteret lagde til grund, at sommerhuset havde været benyttet i betydeligt omfang, og at den af selskabet erhvervede lejlighed ansås at have stået til rådighed for skatteyderen. Den pågældende blev ikke anset for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og efter en samlet bedømmelse var skatteyderen hjemmehørende til Danmark.
Se endvidere SKM2004.257.HR, hvor Højesteret ligeledes fandt, at skatteyderen havde bevaret rådighed over en bopæl i Danmark.
I SKM2005.396.LSR tiltrådte Landsskatteretten et bindede ligningssvar, hvorefter en pensionist, der efter planlovens bestemmelser havde en personlig ret til at bo i sit sommerhus hele året, ansås for at have bevaret en bopælsmulighed her i landet. Hans fulde skattepligt var derfor bevaret efter fraflytning til udlandet.
Om ophør af den fulde skattepligt afgjorde Skatterådet i SKM2006.168.SR at, A som er efterlønsmodtager har ret til at anvende sit sommerhus til helårsbolig. Derfor vil A ved fraflytning til Spanien fortsat være fuldt skattepligtig til Danmark. Skatterådet tiltrådte, at As fulde skattepligt til Danmark vil ophøre, såfremt han overdrager sin halvdel af sommerhuset til ægtefællen B.i forbindelse med, at han og B flytter til Spanien.
>I vejledningen til planloven afsnit VIII om sommerhusområder, er der i punkt D anført: "Er huset ejet i sameje mellem flere personer, har de enkelte medejere hver for sig ret til helårsbeboelse, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne. Sædvanligt formuefællesskab i et ægteskab betragtes i denne relation som sameje. Tilhører huset den ene ægtefælle som særeje, skal den pågældende opfylde betingelserne.<
>Som eksempel på, at rådighed over helårsbolig ikke er tilstrækkelig for at bevare skattepligten efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, henvises til SKM2009.54.BR. Sagen drejede sig om, hvornår sagsøgerens fulde skattepligt til Danmark ophørte, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten var nået frem til, at den fulde skattepligt til Danmark allerede var ophørt i juli 2000. Sagsøgeren gjorde gældende, at den fulde skattepligt først ophørte marts 2001. Uanset at sagsøgeren havde rådig over en bolig tilhørende hans bror i perioden mellem juli 2000 og marts 2001, fandt byretten på baggrund af en række konkrete omstændigheder, at sagsøger efter juli 2000 ikke var fuld skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Retten henså bl.a. til, at sagsøgeren havde købt en farm i USA i juli 2000, som han havde investereret mange penge i, og lagde til grund, at sagsøger ikke længere havde haft til hensigt at bo i Danmark. Sagen er indbragt for landsretten.<
|