D.B.2.2 Eksportmedarbejdere

Eksportmedarbejdere der udfører arbejde i udlandet for en dansk arbejdsgiver er berettiget til et særligt fradrag for merudgifter i forbindelse med rejser og ophold i udlandet uden dokumentation for udgifterne, jf. LL (ligningsloven) § 9 E, stk. 1. Eksportmedarbejdere kan fratrække 55 kr. pr. påbegyndt døgn for arbejde udført i Vesteuropa og 140 kr. pr. påbegyndt døgn for arbejde udført udenfor Vesteuropa til dækning af andre udgifter, selvom der er udbetalt skattefri godtgørelse eller foretaget fradrag efter LL (ligningsloven) § 9 A, jf. LL (ligningsloven) § 9 E, stk. 1 og BEK nr. 1061 af 24. oktober 2006. Ved Vesteuropa forstås Finland, Tyskland, Østrig, Italien og de vest herfor liggende lande, samt Grækenland, Færøerne, Grønland og Island.

Det er en betingelse, at den pågældende i indkomståret enten har haft uafbrudt ophold i udlandet i 2 måneder, eller at opholdene i udlandet i løbet af indkomståret i alt har omfattet mindst 100 døgn. LL (ligningsloven) § 9 E omfatter lønmodtagere, der udfører arbejde som eksportmedarbejdere i den virksomhed, de er ansat i. Derimod kan selvstændige erhvervsdrivende ikke opnå dette fradrag. Efter ordlyden undtages medarbejdere, der forestår transport af varer m.v. eller er medlem af et selskabs direktion eller bestyrelse bortset fra medarbejdervalgte repræsentanter. Kun ansatte, der kan betegnes som eksportmedarbejdere, er omfattet af bestemmelsens ordlyd. Der må herved tages hensyn til, hvad der er medarbejderens væsentligste funktion i virksomheden. Lønmodtagere i virksomhedens salgsafdeling, der eksporterer dens produkter, er omfattet. Det gælder således salgsmedarbejdere og efter omstændighederne salgsdirektøren. Medarbejdere, der udelukkende eller overvejende varetager administrative opgaver, er derimod ikke omfattet. Den omstændighed, at en medarbejder benyttes til flere funktioner, udelukker ikke, at vedkommende anses for eksportmedarbejder, når blot han eller hun har det som sin væsentligste funktion at sælge virksomhedens produkter.

Det kræves yderligere, at lønmodtageren udfører arbejde i udlandet med sigte på at opnå salg til udlandet af arbejdsgiverens varer og tjenesteydelser eller opfylde sådanne aftaler. Salgsaftalen skal enten omfatte varer og tjenesteydelser, der er fremstillet i Danmark og sælges til udlandet, eller salg til udlandet af varer og tjenesteydelser, der er fremstillet i udlandet ved udsendt dansk arbejdskraft. I sidstnævnte tilfælde kan varer også omfatte opførelse af bygninger og lignende. Kravet om, at salgsvarerne skal være fremstillet ved dansk arbejdskraft, kan dog fraviges i visse tilfælde, jf. TfS 1993, 351 BF.

Formålet med lønmodtagerens rejse kan for det første være at opnå salg. Udtrykket angiver, at alle faser af salgsarbejdet er omfattet. Det gælder både det salgsopsøgende forarbejde eller kundepleje og kontraktsforhandlinger og indgåelse af salgsaftalen.

Formålet med lønmodtagerens rejse kan for det andet være at opfylde salgsaftaler. Herved forstås opstilling af leverancen samt accessoriske ydelser inden for den sædvanlige garantiperiode. Montører og andre medarbejdere fra virksomhedens produktionsafdeling, der udsendes for at opstille og afprøve leverancen, er således omfattet af personkredsen.

Lønmodtageren skal udføre arbejde for en dansk arbejdsgiver. Det betyder, at vederlaget ifølge salgsaftalen skal indgå i en virksomhed her i landet. Det er endelig en betingelse, at medarbejderen udfører arbejde i udlandet. Afholdelse af ferie i udlandet medregnes ikke ved sammenlægningen af de kortvarige ophold. Weekendophold, der er nødvendiggjort af arbejdet, medregnes til den periode, hvor lønmodtageren arbejder i udlandet. Hvis opholdene i udlandet sammenlægges, skal de omfatte mindst 100 døgn i alt. Heri ligger et minimumskrav om, at hvert enkelt ophold i udlandet skal vare mindst 24 timer for at kunne medregnes. Til gengæld kan hvert efterfølgende påbegyndt døgn medregnes. En medarbejder, der påbegynder rejsen kl. 12.00 den ene dag og afslutter rejsen den følgende dag kl. 22.00, kan medregne 2 døgn ved opgørelsen af den samlede periode.

Efter LL (ligningsloven) § 9 E, stk. 3, beregnes fradraget på grundlag af Ligningsrådets gældende anvisninger for fradrag for merudgifter ved lønarbejde i udlandet, jf. de ovenfor nævnte beløb. Den skattepligtiges adgang til i stedet at foretage fradrag for sine faktiske merudgifter ved udlandsopholdet berøres ikke. Efter ophøret af Ligningsrådets anvisning, jf. ovenfor under D.B.2. Fradrag for udgifter ved arbejde i udlandet, fastsættes alene satsen efter LL (ligningsloven) § 9 E, stk. 3.

Efter LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, andet sidste pkt., kan rejseudgifter ikke fradrages ved indkomstopgørelsen i det omfang, der er modtaget skattefri godtgørelse for udgifterne. Efter § 9 E kan eksportmedarbejdere uanset LL (ligningsloven) § 9 A, stk. 7, andet sidste pkt., foretage fradrag for merudgifter i forbindelse med rejser og ophold i udlandet uden dokumentation for udgifterne. Af kontrolmæssige hensyn er det efter § 9 E, stk. 4, en betingelse for fradraget, at arbejdsgiveren afgiver en erklæring om karakteren af udlandsarbejdet, opholdenes varighed og lønindkomsten under udlandsopholdene.

Fradrag efter § 9 E er omfattet af reglen i § LL (ligningsloven) 9, stk. 1, hvorefter fradraget medregnes ved opgørelsen af de udgifter, der kun kan fradrages i det omfang, de overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20 og udgør for indkomståret 2009 5.500 kr.

En person, der var ansat i et selskab som projektleder for opførelse af produktionsvirksomheder forskellige steder i udlandet, blev af Landsskatteretten anset for at være eksportmedarbejder, jf. TfS 1992, 97 LSR.