S.H.18.2 Driftsudgifter

Arbejdsmarkedssammenslutninger kan ved indkomstopgørelsen efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 8, stk. 2, 1. pkt., foretage fradrag for driftsudgifter, der vedrører indkomstkilder, hvis indtægter er skattepligtige.

Vejledende ved afgørelsen af, om en driftsomkostning vedrører indkomstkilder, hvis indtægter er skattepligtige, er princippet bag SEL (selskabsskatteloven) § 9, stk. 1.

Udgifter, der alene afholdes med henblik på ikke-erhvervsmæssig kontingentopkrævning m.v., kan herefter ikke fradrages ved indkomstopgørelsen.

I en afgørelse, refereret i TfS 1999, 555 ØLD, har Østre Landsret taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der skulle indrømmes fradrag for driftsunderskud, jf. FBL (fondsbeskatningsloven) § 8, stk. 2, idet det her var afgørende, om der var tale om erhvervsmæssig virksomhed efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 8, stk. 1. Sagsøgeren, en arbejdsmarkedssammenslutning omfattet af FBL (fondsbeskatningsloven) § 1, stk. 1, nr. 3, købte i 1980 et hotel med henblik på at drive dette som kursuscenter m.v., og i de følgende år blev hotellet drevet med kursusvirksomhed og hoteldrift. Virksomheden gav betydelige underskud. De stedlige skattemyndigheder nægtede fradrag for underskuddet med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at ejendommen var erhvervet eller havde været drevet som almindelig erhvervsvirksomhed. Landsskatteretten stadfæstede ansættelserne. Landsretten bemærkede, at der ikke fra sagsøgerens side havde været planer om, at virksomheden skulle give overskud, og der var i hvert af årene 1982-1992 betydelige underskud. Landsretten fandt, at der ikke - heller ikke på længere sigt - havde været udsigt til, at driften kunne give overskud. Under disse omstændigheder havde sagsøgeren ikke krav på fradrag for underskud i medfør af FBL (fondsbeskatningsloven) § 8, stk. 2. Udgifter, der både vedrører erhvervelsen af skattefri indtægter og erhvervelsen af skattepligtige indtægter, skal - såfremt der ikke er andre holdepunkter - fordeles efter forholdet mellem den skattepligtige og den skattefrie indtægt. Tilsvarende gælder ved en blandet benyttelse af afskrivningsberettigede aktiver.

I en afgørelse, jf. TfS 1999, 181 ØLD, har Østre Landsret stadfæstet Landsskatterettens stillingtagen til spørgsmålet om fordeling af en arbejdsmarkedssammenslutnings udgifter, som ikke kunne henføres til bestemte indkomstgrupper. Problemet i sagen var, om skattemyndighederne havde været berettiget til skønsmæssigt at henføre en del af udgifterne til den skattepligtige indkomst, i stedet for - som påstået af klageren - at fordele udgifterne efter forholdet mellem den skattepligtige og den skattefri indkomst. Arbejdsmarkedssammenslutningens indkomst bestod dels af skattefri kontingentindtægter, dels af skattepligtige rente- og udbytteindtægter, hvorfor en række udgifter skulle fordeles på de to indkomstgrupper, jf. FBL (fondsbeskatningsloven) § 8, stk. 2, hvorefter der alene kan fradrages udgifter, som vedrører skattepligtige indtægter. Udgifterne til formueadministration var imidlertid af en sådan karakter, at de ikke direkte kunne fordeles på den skattepligtige og ikke-skattepligtige indkomst. Landsskatteretten fandt, at det under de foreliggende omstændigheder var i overensstemmelse med fondsbeskatningscirkulæret at udøve et skøn over, hvad formueadministrationen af den skattepligtige indkomst havde kostet, således at alene den del af udgifterne, der efter denne skønsmæssige vurdering var medgået til formueadministration af den skattepligtige indkomst (rente- og udbytteindtægterne), kunne fratrækkes som driftsudgifter.

Udgifter, der afholdes i forbindelse med en erhvervsvirksomhed, som arbejdsmarkedssammenslutningen driver under normale vilkår, er fuldt fradragsberettigede.

Overstiger udgiften i et år indtægten fra virksomheden, kan underskuddet fradrages i den øvrige skattepligtige indkomst opgjort efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 8.

Imidlertid vil udgifter ved visse aktiviteter, der må anses for at være af erhvervsmæssig art, på trods heraf ikke kunne fradrages ved indkomstopgørelsen, fordi aktiviteten skal henføres til den skattemæssigt uvedkommende del af foreningens virke, der finansieres af skattefri kontingenter. En arbejdsmarkedssammenslutning vil ofte drive eksempelvis undervisnings-, forlags-, informations- eller konsulentvirksomhed. I det omfang sådanne aktiviteter i overvejende grad stilles til rådighed for sammenslutningens medlemmer, vil aktiviteten som hovedregel være underskudsgivende. Et sådant underskud vil i almindelighed ikke kunne fradrages ved indkomstopgørelsen, medmindre underskuddet må anses for enkeltstående, idet driften må anses for erhvervsmæssigt anlagt.

I TfS 1995, 420 LSR har Landsskatteretten taget stilling til en arbejdsmarkedssammenslutnings fradragsret for en udgift af ovennævnte karakter. I sagen kunne arbejdsmarkedssammenslutningen ikke antages at drive erhvervsmæssig virksomhed ved udgivelse af et fagblad, der tilsendtes medlemmerne gratis i kraft af deres medlemskab. Det underskud, som fremkom ved udgivelsen, var derfor ikke fradragsberettiget.

Afgrænsningen af hvilke udgifter, der som driftsomkostninger, kan fradrages af arbejdsmarkedssammenslutninger, må i øvrigt foretages efter de foran under afsnit S.H.16.3 Det udvidede driftsomkostningsbegreb angivne retningslinier. Herefter kan udgifter, der afholdes i forbindelse med den skattemæssigt relevante del af foreningsvirksomheden, fradrages ved indkomstopgørelsen, såfremt de almindelige betingelser herfor er opfyldt.

I lighed med fonde og foreninger omfattet af FBL (fondsbeskatningsloven) § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, kan også arbejdsmarkedssammenslutninger være nødsaget til at afholde udgifter, der ikke kan henføres til det skattemæssige driftsomkostningsbegreb. Det udvidede driftsomkostningsbegreb finder som udgangspunkt således også anvendelse for arbejdsmarkedssammenslutninger. Det er dog en betingelse, at udgiften er afholdt indenfor den skattemæssige relevante del af foreningens virksomhed. Da en arbejdsmarkedssammenslutnings virke imidlertid må antages i alt overvejende grad at være baseret på skattefrie kontingentindtægter, har det udvidede driftsomkostningsbegreb i praksis formentlig kun meget begrænset betydning for arbejdsmarkedssammenslutningerne.

Efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 8, stk. 2, 2. pkt. kan renteudgifter fradrages fuldt ud uden hensyn til lånets art eller benyttelse. Det samme gælder kurstab i forbindelse med omlægning af kontantlån, jf. LL (ligningsloven) § 6.

I SKM2001.307.LSR havde en arbejdsmarkedssammenslutning foretaget fuldt fradrag i den erhvervsmæssige indtægt for renteudgifter vedrørende prioritetsgæld. Arbejdsmarkedssammenslutningen anvendte selv den faste ejendom som prioritetsgælden vedrørte svarende til 60 pct., mens den øvrige del af bygningen, 40 pct., blev lejet ud til selskaber, der var ejet af arbejdsmarkedssammenslutningen. Landsskatteretten tilsluttede sig den kommunale skattemyndigheds afgørelse, hvorefter arbejdsmarkedssammenslutningen alene kunne foretage fradrag i den erhvervsmæssige indkomst for den del af prioritetsrenterne, der vedrørte den udlejede del af ejendommen (40 pct.). De resterende prioritetsrenter vedrørende den del af ejendommen, som forbundet selv anvendte (60 pct.), skulle fragå i den øvrige indkomst.

Arbejdsmarkedssammenslutningers rente- og udbytteindtægter samt skattepligtige avancer m.v. reduceres med et bundfradrag på kr. 200.000 efter samme regler, som gælder for de i FBL (fondsbeskatningsloven) § 1, stk. 1, nr. 2 nævnte foreninger, jf. dog ovenfor vedrørende avancer på aktiver, som har været anvendt erhvervsmæssigt.