C.2.5 Skovejendomme

Ved skovbrugsejendomme skal skovens grund ansættes til den værdi, som jorden antages at have, når ejendommen anvendes til almindelig god skovdrift, jf. VUL § 15, stk. 1. Der skal således ikke ved den enkelte ansættelse tages hensyn til, om der er tale om en yngre eller ældre bevoksning, og om skoven er særlig velplejet eller mindre godt vedligeholdt.

Når der bortses fra, at staten har opkøbt en del landbrugsarealer med henblik på skovrejsning, finder der stort set ikke salg af ubevoksede skovarealer sted. Det er således ikke muligt direkte ud fra salgsoplysninger at bestemme, hvor stor en del af en skovs handelsværdi, der kan henføres til skovens grundareal.

Ved skovens normalværdi forstås den værdi, som skoven vil have, når der gås ud fra følgende forudsætninger:

• den foreliggende træartsfordeling under hensyntagen til mulighederne for overgang til bevoksning med de træsorter, som jorden efter alle foreliggende forhold må anses for egnet til at frembringe,
• at aldersklasseforholdet er regelmæssigt,
• at jorden er forsynet med de til almindelig god skovdrift fornødne hegn, veje og grøfter,
• at skoven er almindeligt godt plejet og behandlet og som følge heraf har den træmasse, som de anførte forudsætninger betinger, jf. VUL § 15, stk. 2.

Normalværdibegrebet skal sikre, at grundværdien for en skov ansættes ud fra at skoven er i normal god drift og uafhængig af om skoven er bevokset med ældre træer, eller om der er tale om en yngre bevoksning. Ligesom ved ansættelsen af grundværdien for landbrugsejendomme bortses der således i et vist omfang fra individuelle forhold, der er knyttet til ejendommen.

Som hovedregel beregnes normalværdien ved at der for hver enkelt træart, aldersgruppe, bonitet, og omdriftsalder beregnes en tabelværdi efter samme retningslinier som omtalt i afsnit B.3.4. Ved beregningen anvendes samme rentefod, som ved beregningen af skovens ejendomsværdi. De beregnede værdier i de enkelte aldersgrupper lægges sammen.

I VUL § 15, stk. 1 bestemmes, som ovenfor anført, at skovens grund skal ansættes til "den værdi", som jorden antages at have. Da grundværdien for en skov ikke kan verificeres, men hviler på en fiktion, har Dansk Skovforening over for Skatterådet argumenteret for, at der ved begrebet "den værdi" skal forstås skovens potentielle indtjeningsmuligheder, således at der ved beregningen af normalværdien bortses fra værdier, der ikke er direkte knyttet til driften, som f.eks. særlige liebhaverinteresser. Skatterådet har på et møde i marts 2004 tiltrådt told- og skatteforvaltningens indstilling om, at der ikke i vurderingsloven er hjemmel til en sådan fortolkning.

Landsskatteretten har den 3. marts 2009 afsagt en ikke offentliggjort kendelse, som betyder, at det ikke længere er muligt at give et tillæg for herlighed/merværdi m.v. til skoves og plantagers grundværdi efter VUL § 15.

For at opnå den rigtige grundværdi er det derfor vigtigt, at SKAT sikrer sig, at den beregnede normalværdi svarer til normalskovens handelsværdi. Er dette ikke tilfældet, skal SKAT give et tillæg til den beregnede normalværdi inden grundværdien beregnes.

Problemet vil hovedsagelig være aktuelt for plantager af lav bonitet.

Når normalværdien er beregnet, sættes grundværdien til en af Skatterådet fastsat procent af normalværdien, jf. VUL § 15, stk. 3, 1. pkt. Skatterådet fastsætter grundværdiprocenten for skove hvert fjerde år. Procenten er for 2006-vurderingen fastsat til 25. Grundværdien for skove ansættes således efter, hvad der betegnes som et formaliseret skøn.

På grundlag af Skatterådets vedtagelse beregner told- og skatteforvaltningen forslag til ansættelse af skovenes grundværdier. Forslagene omfatter ikke grundværdien vedrørende eventuelle boliger eller af arealer, der udnyttes landbrugsmæssigt, jf. nedenfor.

Er der tale om en ældre godt plejet skov, vil normalværdien være lavere end forslaget til skovens ejendomsværdi. Er der omvendt tale om en meget ung skov, vil normalværdien være højere end forslaget til skovens ejendomsværdi.

For hede- og klitplantager samt andre lignende nyplantninger ville en grundværdi ansat med udgangspunkt i normalværdien kunne komme til at overstige ejendomsværdien. For sådanne ejendomme ansættes grundværdien derfor til en procentdel af ejendomsværdien i stedet for af normalværdien indtil det tidspunkt, hvor ejendomsværdien er større end normalværdien. Bestemmelsen er i første række møntet på nye plantager. Den omfatter ikke ældre, genplantede skove.

På samme måde som ejendomsværdien vil normalværdien pr. ha være højere for en lille skov end for en stor skov. Der er ikke som for landbrugsejendomme en bestemmelse om, at jorden skal ansættes til samme beløb pr. ha, uanset om den tilhører en lille eller en stor ejendom. Små skove sælges gennemgående til højere priser pr. ha end tilsvarende store skove.

Grundværdien for en skov må ikke forveksles med begrebet "jordværdi", der anvendes af skovejere i forbindelse med planlægning af ny skov. Begrebet udtrykker værdien af et bestemt stykke jord umiddelbart før tilplantning med en bestemt træart og under forudsætning af en bestemt intern forrentning af investeringen.

For urørt skov samt lyst- og værnskov, heder, søer og mosearealer skal grundværdien ansættes til et relativt lavt beløb pr. ha. Told- og skatteforvaltningen vejleder om beløbenes størrelse.

Er der i forbindelse med skoven arealer, der dyrkes landbrugsmæssigt skal grundværdien for disse arealer ansættes som tilsvarende landbrugsmæssigt udnyttede arealer efter VUL § 14.

Landsskatteretten har den 20. marts 2009 afsagt en ikke offentliggjort kendelse, som betyder, at en sådan aftale må anses for en byrde af offentligretlig karakter, som der skal tages hensyn til jf. VUL § 13, stk. 2.