Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2017-2
<< >>

C.G.2.6.3 Fradrag for omkostninger (PAL § 9, stk. 2)

Indhold

Dette afsnit handler om fradrag for omkostninger efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 9, stk. 2.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Baggrund
  • Forvaltningsomkostninger.

Regel

Den skattepligtige kan fradrage omkostninger, der i indkomståret er afholdt til at forvalte den skattepligtige formue, i beskatningsgrundlaget.

For forsikringer uden ret til rentebonus fradrages de omkostninger, der i indkomståret er afholdt til forvaltning af forsikringen i beskatningsgrundlaget efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) §§ 4 eller 4 a.

Livsforsikringsselskabet kan ikke fratrække de omkostninger, som pensionsopspareren kan fratrække i beskatningsgrundlaget efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) §§ 4 og 4 a.  Se PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 9, stk. 2, 2. pkt.

Den skattepligtige skal opgøre omkostningerne efter skattelovgivningens almindelige regler om skattepligtig indkomst.

Reglerne om skattemæssige afskrivninger kan dog kun bruges ved afskrivning på driftsmidler. Se PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 9, stk. 2.

Baggrund

Bestemmelsen er en videreførelse af § 5a, i Lov om beskatning af visse pensionskapitaler, som blev indsat ved lov nr. 1294 af 20. december 2000.

Af bemærkningerne til denne lov fremgår blandt andet,

  • at der ikke er fradrag for omkostninger til forvaltning af formue, hvis afkastet af formuen ikke er skattepligtigt efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven), og
  • at omkostningerne til formueforvaltning i tvivlstilfælde må fordeles skønsmæssigt.

Se bemærkningerne til L 71 af 1. november 2000.

Forvaltningsomkostninger

Forvaltningsomkostninger omfatter de faktiske omkostninger, den skattepligtige har til administration og porteføljepleje af pensionsformuen, herunder administrationsgebyr vedrørende puljeordninger.

Desuden er gebyr til pensionsrådgivning omfattet i det omfang det har virkning på den enkelte pensionskonto. Se afsnit C.A.10.2.2.4.4 Engangsudbetalinger herunder udbetaling i utide.

Ikke omfattet

Den skattepligtiges udgifter til fx internet, computer, avis, porto og telefon falder uden for, hvad der er fradragsret for efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 9, stk. 2. Se bemærkningerne til L71 af 1. november 2000 og TfS1999.862SKM.

Der vil ofte være sammenfald mellem de udgifter, der kan fradrages efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 9, stk. 2 og de udgifter, der kan hæves af en pensionskonto i et pengeinstitut før det aftalte udbetalingstidspunkt, uden en afgift på 60 procent efter PBL (pensionsbeskatningsloven). Se afsnit C.A.10.2.2.4.4 Engangsudbetalinger herunder udbetaling i utide.

Under visse forudsætninger, kan omkostninger til formueforvaltning trækkes fra i PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) beskatningsgrundlaget. Det kræver dog en konkret vurdering af de enkelte omkostninger og deres sammenhæng for at afgøre, om der er fradrag for netop denne type omkostning.

Fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber

Siden den 1. januar 2000 har gebyrer for rådgivning og porteføljepleje vedrørende en præcist angivet pensionskonto i et pengeinstitut ydet af et fondsmæglerselskab kunnet debiteres kontohaverens konto, uden at dette skal betragtes som en afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen, jf. TfS 1999, 862 DEP. Der er ved praksisændringen lagt afgørende vægt på karakteren af fondsmæglerselskabernes rådgivning og på indholdet af porteføljeaftalerne mellem et fondsmæglerselskab og en kunde herunder, at der er tale om en nærmere angiven pensionskonto. Se afsnit C.A.10.2.2.4.4 Engangsudbetalinger herunder udbetaling i utide.

Det er en forudsætning, at der er

  • en porteføljemanagementaftale mellem kunden og fondsmæglerselskabet, hvori sidstnævnte påtager sig at forvalte midlerne på en nærmere angiven konto med tilhørende depot på en nærmere angiven måde
  • en klar aftale om, hvilke rådgivningshonorarer, gebyrer mv. fondsmæglerselskabet er berettiget til
  • en handelsfuldmagt, hvor kunden giver fondsmæglerselskabet fuldmagt til at foretage nogle nærmere angivne handler mv., samt at pensionsinstituttet modtager kopi af denne fuldmagt.

På tilsvarende måde kan gebyrer for rådgivning og porteføljepleje vedrørende en præcist angivet pensionsopsparing i et forsikringsselskab (et såkaldt unit-link produkt) ydet af et fondsmæglerselskab debiteres pensionsopsparerens pensionskonto, uden at dette betragtes som en afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen.

Ovennævnte gebyrer til fondsmæglerselskaber kan ligeledes fradrages efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 9, stk. 2.  

Investeringsforvaltningsselskaber, der er godkendt af Finanstilsynet til at udøve virksomhed som beskrevet i § 10 i lov om finansiel virksomhed sidestilles fra og med indkomståret 2013 i denne sammenhæng med fondsmæglerselskaber. Der er således fra og med indkomståret 2013 under samme vilkår og forudsætninger som ovenfor nævnt under fondsmæglerselskaber fradragsret efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 9, stk. 2 for gebyrer for rådgivning og porteføljepleje betalt til et investeringsforvaltningsselskab som nævnt i § 10 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 174 af 31. januar 2017.     

I henhold til Den juridiske vejledning afsnit C.A.10.2.2.4.4 Engangsudbetalinger herunder udbetaling i utide., er udbetaling fra en pensionskonto med tilknyttet individuelt depot som betaling for rådgivning, som investeringsrådgivere omfattet af lov om finansiel virksomhed § 343 a-n, har ydet pensionsopspareren, at anse for en udbetaling, der udløser afgift. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at investeringsrådgivere, jf. lov om finansiel virksomhed § 343 a-n, ikke kan opnå tilladelse til skønsmæssig porteføljepleje af de enkelte investorers værdipapirbeholdninger efter instruks fra investorerne, jf. lov om finansiel virksomhed Bilag 4, afsnit A, nr. 4, og derfor ikke kan sidestilles med fondsmæglervirksomheder og investeringsforvaltningsselskaber.

Idet fradragsretten for formueforvaltningsomkostninger i pensionsafkastbeskatningsloven er knyttet op på en samtidig afgiftsfritagelse i pensionsbeskatningsloven, er det SKATs vurdering, at der heller ikke er fradragsret for disse omkostninger til investeringsrådgivere omfattet af lov om finansiel virksomhed § 343 a-n, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 9, stk. 2. Se SKM2015.743.SR nedenfor.

Bemærk

Handelsomkostninger i form af kurtage og lignende vedrørende køb og salg af skattepligtige værdipapirer, fast ejendom eller anden erhvervsvirksomhed behandles efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 15. Se afsnit C.G.3.2.3 Opgørelse af forskellige typer afkast (PAL § 15) om opgørelse af forskellige typer afkast.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer
SKAT

 

SKM2015.743.SR

Et investeringsrådgivningsselskab ønskede at udøve porteføljerådgivning og service for en række pensionskunder, hvis formue var placeret på pensionsdepot i et pengeinstitut. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at omkostninger som en pensionskunde havde i forbindelse med aftaler med selskabet var fradragsberettiget som en formueforvaltningsomkostning i PAL-beskatningsgrundlaget efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 9, stk. 2.

Selskabet havde tilladelse til investeringsrådgivning iht. § 343 a-n i lov om finansiel virksomhed (FIL).

 
SKM2016.156.SR  

Skatterådet bekræftede, at et engelsk selskab, der tilbyder og har tilladelse til at foretage investeringsrådgivning og porteføljepleje med køb og salg af værdipapirer på kundens vegne, måtte sidestilles med et dansk fondsmæglerselskab.

Midler, der tages fra kundens pensionskonti til betaling af gebyr til det engelske selskab for porteføljepleje vedrørende investering af pensionsmidler i et konkret depot i et pengeinstitut ansås herefter ikke for en hævning i utide, som er afgiftspligtig efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29.

Ovennævnte gebyr kunne ligeledes fradrages efter PAL (pensionsafkastbeskatningsloven) § 9, stk. 2.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.